torsdag den 29. november 2018

Oldenburg slår et slag for sherryen


”Sherry Tapas Skinke” hedder en ny lille bog af Henrik Oldenburg. Bogen er i samme handy format som sidste års ”Portvin i glasset” og leverer ligeledes en fin lille introduktion – især til sherry, men altså også til tapas og den dejlige iberiske skinke fra sortfodssvin.
Der kan være gode grunde til at sætte fornyet fokus på sherry – og gerne i selskab med tapas, da de to går glimrende hånd i hånd. Salget af sherry er nedadgående såvel på verdensplan som herhjemme, hvor portvinen til gengæld buldrer frem og får al opmærksomhed i form af festivaler, portvinsklubber og presseomtale. Det skal jeg som ekspert i portvin ikke begræde, da jeg selv har været med til at udbrede det gode budskab. Men samtidig er jeg nysgerrig og har stor lyst til også at beskæftige mig med andre typer af hedvin på markedet som de portugisiske Madeira og Moscatel de Setubal samt altså den spanske Sherry, hvor jeg især har fået smag for de helt tørre typer. For et par år siden gik sommerferien således til Cadiz og Jeres de la Frontera, hvor der også blev tid til at besøge et par bodegaer. Du kan derfor læse mere om Emilio Lustau og Sandeman her på min blog.


Henrik Oldenburgs baggrund som historiker skjuler sig heller ikke denne gang. Bogen giver indledningsvis et fint overblik om sherryens udvikling krydret med små anekdoter. Derefter følger afsnit om produktionen fra klima og jordbund over druer og høst til tiden i bodegaen, hvor der redegøres for solera-systemet og flor – det lag af skimmelsvamp, som dannes af gærceller og luften i de ikke helt fyldte fade, og som giver de helt tørre sherrytyper deres helt egen smag og karakter.


De forskellige sherrytyper gennemgås selvfølgelig også fra de helt tørre, Fino og Manzanilla over Oloroso, Amontillado og Palo Cortado til de helt søde Moscatel, Pedro Ximénes og blandingsproduktet Cream Sherry. Endelig følger en oversigt over producenter, gode tip til opbevaring og servering samt en ordliste.
Opbygningen i de to hovedafsnit om tapas og skinke er i og for sig den samme blot i mindre målestok. Lidt historie, lidt om produktion og typer samt gode tip til servering, lidt opskrifter (hvoraf et par i al fald skal afprøves næste gang den står på tapas herhjemme) og adresser på tapasbarer såvel i Spanien som i Danmark. Problemet med den slags lister er, at de desværre ofte hurtigt bliver forældede. I oversigten med tapasrestauranter står der f.eks. opført to i Odense, hvoraf den ene lukkede i juni måned.


En anden liste, der snart også er forældet, er den over Sherryevents, men her er det sådan set glædeligt. Oldenburg skriver, at der desværre ikke er sherryfestivaler i Danmark, men har siden besluttet sig for selv at arrangere en af slagsen. Festivalen vil finde sted næste år – nærmere bestemt torsdag den 25. april i ”Sceneriet” på Det Ny Teater i København. Festivalen vil være i stil med de succesrige portvinsfestivaler på Børsen – om end i mindre målestok.
Oldenburg angiver selv ”Sherrys triste skæbne på det danske marked” som begrundelse for initiativet. En skæbne han altså med såvel bog som festival vil prøve at forbedre. Jo, tak. Den er jeg helt med på. Jeg vil også gerne slå et slag for den spanske sherry – ikke på bekostning af portvinen, men parallelt. Der bør være plads til både Madeira, Portvin og Sherry i Danmark – og ikke kun som et minde om barndommens konfirmationer, hvor disse blev tilbudt til desserten.

Henrik Oldenburg: Sherry Tapas Skinke. Rosinante 2018, 144 sider.

Billetsalget til Sherryfestivalen starter 1. februar 2019 via hjemmesiden www.forlaget-smag.dk

Ingen kommentarer:

Send en kommentar