Velkommen til Odense Portvinsfestival

I begyndelsen af november debuterede Odense Portvinsfestival. Dermed fik byen sin egen portvinsmesse efter samme koncept som festivalerne i Aarhus, Roskilde og ikke mindst København, hvor festivalen på Børsen, som fandt sted et par dage efter, er landets ældste.

Det er nu ikke fordi, Odense ikke havde en portvinsfestival i forvejen. Siden 2016 har der været afholdt en i Vintapperstræde, som siden er ekspanderet til også at finde sted i Svendborg og fra næste år i Vejle – alle steder arrangeret af Portvinsfestival.dk

Men konceptet er forskelligt for de to festivaler i Odense. I september foregår det udendørs i Vintapperstræde, og her har byens vinforretninger og lokale importører stande, hvor de dels skænker en såkaldt signaturportvin til alle med armbånd og dels skænker mere eksklusive dråber mod betaling i form af tilkøbte poletter. Der er god stemning i den lille hyggelige gade, og målgruppen er lidt bredere end ved de andre festivaler.

Ved Odense Portvinsfestival gav billetten adgang til en smagerunde på et par timer, hvor alle vine blev skænket frit af importører og vinforretninger fra hele landet – ses bort fra enkelte rariteter, som krævede ekstrabetaling. Her er muligheden for en festlig dag også til stede, men der er også bedre basis for at smage et hus igennem og alt i alt flere vine på programmet.

At smage et hus – eller rettere flere – igennem var netop, hvad jeg prioriterede forrige lørdag. Udbuddet af dejlige portvine fra de større og kendte producenter var ellers stort og lokkende, men jeg valgte at springe udmærkede navne som Dow´s, Noval, Grahams, Kopke og Dalva over for i stedet at koncentrere mig om et håndfuld mindre kendte huse og producenter. Dette både for at lære dem nærmere at kende, men også fordi de fortjener lidt mere opmærksomhed på et marked, hvor de store ofte løber med overskrifterne.

Inden mine noter et par enkelte ord om stedet og arrangementet. De lyse lokaler på første sal i Odeon med udsigt ud og ned over foyeren fungerede glimrende som ramme. Det er da heller ikke første gang, at stedet har været brugt til vinsmagning. I første runde var der ikke helt udsolgt og derfor dejlig god plads ved bordene, mens det kneb mere i den anden smagerunde. Servicen med hensyn til tømning af spytteskåle (ja, vi er nogen, der spytter flittigt!) og opfyldning af vandkander og brødfade var også upåklagelig. Men kommer der endnu flere producenter med næste år – for der bliver et næste år, har de to arrangører Niels Strøjer og Thomas K. Nielsen allerede bekendtgjort – skal man nok overveje at udvide arealet og gøre brug af ”hjørnerne” på førstesalen.

Følgende huse og vine blev smagt:

Valriz ejes af familien Coimbra de Mattos, som også har lagt navn til firmaet bag, men portvinen kendes altså som Porto Valriz. Familien ejer 55 hektar vinmarker fordelt på flere mindre ejendomme. Tidligere blev der leveret til andre producenter, men egenproduktionen startede med lovændringen i 1986.  

Valriz LBV 2013 (filtreret): Rubin, ikke så intens. Mørke bær, blomster og eukalyptus i næsen. Fin balance, ikke så dyb og koncentreret, men blød og rund. Lidt til den søde side og med kun lidt og bløde tanniner.

Valriz Vintage 2016: Mørk rubin, uigennemsigtig kerne. Meget ekspressiv i næsen med solbær og lidt Ribena-præg, men også brombær og eukalyptus. Kraftigere og mere markant, men også med florale noter, bløde tanniner og en fin lang hale. En behagelig i den lette og elegante ende af spektret.

Noble & Murat har egentlig rødder tilbage til 1831 og var i en del år ganske store på markedet. Derefter blev der stille, men i 2012 blev brandet købt af Alexandre Antas Botelho og António Borges Taveira som relancerede det.

Noble & Murat LBV 2012: Mørk rubin. Solbær, kirsebær og hyldebær i næsen. Godt med frugt og mørke bær, krydret og velbalanceret, men måske lidt vel parfumeret, pænt med integrerede tanniner.

Quinta da Côrte i Cima Corgo tæt ved Pinhão leverede i mange år druer til kendte navne som Delaforce, Croft, Taylors og Ramos Pinto. Ejendomme blev i 2012 købt af franskmanden Philippe Austruy, som også har vingårde i Medoc, Provence og Toscana. Den nye ejer igangsatte hurtigt en restaurering af vinmarker og ejendom. Der produceres både bordvin og portvin.

Quinta da Côrte LBV 2014 (filtreret): Rubin, lys. Kirsebær og brombær i næsen. Let stil med røde bær og bløde tanniner, lidt parfumeret. Savner noget dybde og kraft.

Quinta da Côrte Vintage 2015: Mørk rubin. Brombær og andre mørke bær, cassis og lidt kaffepræg i næsen. Ligeledes i den lette genre, men med fin struktur, pæn og behagelig, let krydret og med markante, men bløde tanniner. Savner igen lidt muskler, men ok til prisen.

Quinta da Côrte Tawny Reserve: Meget lys, rødbrun. Begyndende tawny-noter, især mandler, men også røde bær. Mere udviklet i munden, blød og cremet med nødder og tørrede frugter. 

Quinta da Côrte 10 års Tawny: Ravfarvet med orange kant. Ikke så kraftig i næsen med mandler, tørrerede frugter og figner. Dejlig cremet i munden, mere kraftfuld og pænt med fadnoter som mandel og tørrede frugter samt lidt appelsinskal, der giver friskhed samt lang hale. En udmærket 10 års til prisen.
Quinta da Côrte 20 års Tawny: Flot orangebrun. Nødder og tørrede frugter. Blød og fyldig i munden med nødder og lidt orangepræg. Ikke så stort spring i forhold til 10 års, men selvfølgelig med yderligere aldring og dermed mere veludviklede fadnoter.

Palmer er navnet på det nye brand under Barão de Vilar, som blev lanceret sidste år (læs mere her). Målet er, at det skal være firmaets topbrand.

Palmer Vintage 2016: Mørk rubin, meget intens, uigennemsigtig, farver glasset violet. Intens duft med mørke bær, solbær og brombær, men også lidt grønne noter. Meget kraftfuld i munden, høj syre og kraftige tanniner. En power vin, som er for voldsom i denne friskaftappede udgave, men som har stort udviklingspotentiale.

Magalhães produceres med afsæt i Quinta do Silval – et navn, der også er forbundet med Noval, idet Novals andenvin Silval henter sine druer fra parceller, der tidligere har hørt under Quinta do Silval. Men det er også den eneste forbindelse. Quintaen, som ligger i Mendiz-dalen ejes af Carlos og Beatriz Magalhães, og det er altså familienavnet, som lægger navn til brandet for ikke skabe yderligere forvirring. Der produceres såvel bordvin som portvin. 

Magalhães Special Reserve Ruby: Mørk rubin. Solbær og andre mørke bær i næsen, men ikke så kraftig. Fin fyldig i munden med ok balance. En godkendt intro portvin.

Magalhães LBV 2013: Mørk rubin. Mørke bær i næsen. Fyldig i munden med pænt med bløde tanniner, fin struktur og balance. En udmærket LBV.

Magalhães Vintage 2015: Mørk rubin. Brombær, solbær og lidt tobak i munden. Fin fyldig med masser af frugt og godt med tanniner, fint potentiale.

Magalhães Vintage 2003: Mørk rubin, lidt lys kant. Modne mørke bær, brombær og lidt cassis i næsen. Dejlig i munden med finsyre og frugt balance. Åben og fint drikkelig nu, men også stadig med tanniner til udvikling.

Magalhães Reserve Tawny: Rødbrun. Frisk i næsen med såvel frugt som mandel og lidt orangeskal. Let, men pæn introtawny.

Magalhães 10 års Tawny: Mørk orangebrun. Nødder, tørrede frugter, lidt farin og orangeskal i næsen. Dejlig i munden med god balance mellem frugt og fadnoter. Et udmærket glas.

Inden hjemturen blev der også lige tid til lidt sporadisk lystsmagning i form af bl.a. Palmer White Colheita 1962, Dona Mathilda Colheita 1998 og 2010, Blackett JM (gammel port som fadprøve) samt Taylor Vargellas Vintage 1965 og et gensyn Taylor Vintage 2016.

Alt i alt en fin dag med gode snakke og møder med portugisere, importører og danske portvinsentusiaster, hvor især Magalhães var et spændende nyt bekendtskab, som jeg vil holde øje med.

Velkommen til Odense Portvinsfestival og på gensyn næste år. Der skal nok være plads til både jer og festivalen i Vintapperstræde i september.