Henne om hjørnet - nede i kælderen. Sådan lyder det på den
gamle Osvald Helmuth sang, og lidt i den samme retning kan det føles at besøge
Quinta do Infantado, når man har indlogeret sig på Casa do Visconde de
Chanceleiros nær Pinhão.
Vandreturen ned til quintaen tager ca. 10 minutter. Først ud
på pladsen, derefter hen om hjørnet og ned ad markvejen mellem vinstokkene, så
til venstre om endnu et hjørne og hen til quintaen og portvinskælderen.
Jeg har besøgte vingården en del gange før. Fra første gang
til nu er der sket en del forandringer. Den gamle granitlagar, som jeg for
mange år siden trådte druer i sammen med venner fra The Vintage Port Club, er
nu fyldt med fade, hvor der lagres rødvin, og er erstattet af en moderne robot med andefødder. Det fine smagerum med god udsigt og dejlige
fotos på væggene kom til for en del år siden. Og da vi ankom denne gang, var vi
ikke de eneste gæster, da der samtidig var besøg fra Belgien og USA. Jo, Infantado
mærker også den tiltagende turisme i Douro.
Quintaen er fra 1816, og et par af de oprindelige bygninger
ses stadig herunder kælderen, hvor portvinsfadene lagrer. Den gang var quintaen
ejet af Infante dom Pedro, da der var tradition for, at de af landets prinser,
som ikke ville arve kongeriget, i stedet fik en quinta. Pedro blev nu alligevel
siden kong Pedro IV, da kronprinsen døde inden.
Omkring år 1900 købte João Lopes Roseira ejendommen og de
tilhørende vinmarker, og siden da har den været i familiens eje. I dag bestyres
den af barnebarnet, som ligeledes hedder João Roseira, mens hans søster Catarina
tager sig af det administrative. Quintaen var den første quinta i Douro, der
begyndte at lave sin egen Vintage, idet den allerede sidst i 70´erne sendte en sådan
på markedet (Vintage 1978) – og altså adskillige år inden lovændringen i 1986,
som for alvor førte til Vintage fra mindre quintaer. Inden da blev druer og vin
solgt til Taylor´s og Sandeman.
I dag laver Quinta do Infantado både portvin i forskellige
kategorier og udmærkede rødvine. Stilen er tør og til tider lidt rustik, men
også med friskhed og elegance. For tiden udgør portvin ca. 65 % af produktionen,
mens rødvin udgør de sidste 35 %, men fordelingen ligger ikke fast.
- Det afhænger af høstens størrelse. De sidste år har den
været meget lille, så derfor har jeg brugt de fleste druer til portvin og kun
lavet lidt vin, fortalte João Roseira, som viste os rundt.
Foruden at være ansvarlig for driften af quintaen er João også
en foretagsom og respekteret figur blandt de mindre og alternative producenter.
Han er således med til at etablere netværk mellem mindre ”håndværksmæssige” vinmagere
i hele landet. Og han har siden 2012 organiseret den alternative vinfestival
Simplesmente Vinho, som finder sted sideløbende med den store officielle
vinmesse Essência do Vinho i Porto. På Simplesmente Vinho kan hvert år smages mere
eksperimenterende vin fra små uafhængige eller økologiske producenter – ”artesanais”
eller ”autênticos”, som de kaldes på festivalens hjemmeside. Et besøg kan anbefales
alle vinelskere og importører, som gerne vil finde noget nyt og lidt
anderledes. Læs f.eks.her om mit besøg sidste år.
Efter rundturen, hvor João i vanlig stil fortalte om landets
historie parallelt med portvinens, serverede han lidt mundgodt samt en fint udvalg
af sine vine. Følgende vine blev smagt:
Quinta do Infantado
2015 Organic: Rubinrød. Ren frugt i næsen med røde kirsebær og lidt
blomsterpræg. Dejlig frisk med ren frugt, kirsebær og grønne noter, tør og med
pænt med tanniner, lav på alkohol.
Quinta do
Infantado 2015: Mørk rubin. Modne mørke kirsebær, brombær. Godt med
power, fyldig med mørke bær, kraftige tanniner.
White Port: Orange, hvilket dels skyldes, at skindet
forbliver i mosten lidt længere som ved orangevin og dels lidt fadlagring (ca.
4 år gammel). Abrikos, honning og lidt mandel. Tør med fin syre og god smag. Kan
både nydes for sig selv og bruges til porttonic med lige dele port og tonicvand.
LBV2013: Mørk rubin. Frisk næse med brombær, hyldebær og
lidt mynte og andre grønne noter. Dejlig frisk frugt med godt med bær, engelsk
lakrids, tør, krydret, lidt sprittet og med pebret og krydret hale.
Vintage 2015: Mørk rubin med rødlilla kant. Mørke bær,
hyldebær og brombær. Fyldig med godt med mørke bær, krydret og kraftige
tanniner, tør med pebret hale.
Vintage 2017 (fadprøve): Mørk rubin, lilla kant. Frisk frugt
i næsen med hyldebær og lidt mynte samt krydderurter. God frugtsødme i starten,
men derefter meget tør, mørke bær især brombær, frisk stil, tør hale med
kraftige tanniner.
Tawny
Reserva Organic: Rødbrun. Stadig lidt bærpræg, men også mandel og lidt
karamel. Blød og rund i munden.
10 års
Tawny: Fin tawnybrun. Nødder og lidt appelsinskal i næsen. Mandel, lidt
orange, tør med fin syre og friskhed, stadig en smule frugt bag tawnynoterne.
Senere på aftenen og i hyggeligt selskab smagte vi også en
ældre topvin fra huset:
Quinta do Infantado Reserva 2012: Lavet på touriga franca,
touriga nacional og tinta roriz, lagret 10 måneder på fad. Dejlig blød og indbydende
med masser af bær, god dybde, afrundet og kompliceret, men også frisk og
velbalanceret. En flot vin.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar