The Vintage Port Club kan i år fejre 30 års jubilæum, idet
klubben blev stiftet af en gruppe af portvinsentusiaster den 13. september 1989
i Odense under navnet Den Fynske Portvinsklub. Målet var at udbrede kendskabet
til portvin af kvalitet – samt selvfølgelig at hygge sig sammen omkring nogle
flasker god portvin.
Siden er der sket meget – både med klubben og med portvinens
udbredelse i Danmark. Målet er stadig at udbrede kendskabet, og der hygges
stadig. Men klubben er blevet større, har fået en lidt mere professionel stil
og har efterhånden opnået et internationalt ry som værende blandt de mest
seriøse på området, hvilket bl.a. forklarer skiftet til det engelske navn. Og
Danmark er som skrevet før i dag nok det land i verden, hvor portvin er mest
populært. Vi importerer fjerdemest Vintage portvin og er i spidsen, hvad angår
import af kvalitetsportvin pr. indbygger. Hvor der for 30 år siden ved
stiftelsen i forvejen kun eksisterede en enkelt portvinsklub i København, er
der i dag portvinsfestivaler og -klubber landet over.
Den sang har jeg sunget før. At jeg gentager skyldes, at The
Vintage Port Club forleden afholdt en jubilæumssmagning, hvor temaet var Memory
Lane – altså et kig tilbage på de 30 forgangne år og en gensmagning af nogle af
de vine, der har høstet stor popularitet eller på anden vis kan forbindes med
klubbens historie. Nogle havde vundet i smagninger en eller flere gange. Andre
havde været på programmet en lang række gange. Og andre igen vækkede minder som
Romariz Vintage 1991, der i en del år blev brugt som referencevin til
smagninger, eller Quinta do Infantado Vintage 1999, som medlemmer var med til
at fodtræde i lagaren under klubbens første tur til Porto og Douro. Begge dele
er før min tid som medlem, men andre deltagere i smagningen havde været med
hele vejen og kunne berette om ”gamle dage”.
Der blev smagt 11 vine, og da valget af flaskerne blev
begrundet undervejs, blev de ikke smagt blindt. Her følger min vurdering i den
rækkefølge, vinene blev smagt.
The Vintage Port Club White Colheita 1989 fra Barão de Vilar
(vores jubilæumsvin, da vi rundede de 25 år i 2014): Lys orangebrun, klar.
Dejlig og medium intens duft af mandel, hasselnødder, abrikos og honning samt
lidt florale noter. Blød i munden med mandel, abrikos og honning, flot
balancerende syre og et lille syresvip i enden. Overraskende, at den stadig var
så frisk og dejlig, da der trods alt er gået fem år (89).
Andresen Colheita 1982 (smagte med succes flere gang i
klubben og basisvin i vores nye 30 års jubilæumsvin): Lys orangebrun med lidt
mørkere kerne, en smule uklar. Mandel, hasselnødder og lidt appelsinskal og
valnød i næsen. Dejlig i munden med nødder og appelsin samt kraftig syre.
Virker måske ikke helt på sin vante plads, hvilket kan skyldes, at flasken var
tappet i 2016 (89).
Kopke 40 Years Tawny (populær vin ved flere smagninger og
winemakers dinner): Lys orangebrun, klar. Meget aromatisk med appelsin, mandel
og tørrede frugter, men desværre også en smule acetone, som dog aftog med
tiden. Kraftfuld og intens i munden, men også blød med tørrerede frugter og
nødder samt fin balance (92).
Quinta do Infantado Vintage 1999 (trådt i lagaren under
klubbesøg): Mørk rubin, flot. Røde bær, solbær og brombær, lidt kogt frugt samt
lidt mørk chokolade. Intensiteten forsvinder noget i munden, hvor den mangler
lidt frugt og fylde, røde bær, ikke helt balanceret (85).
Quinta do Infantado Vintage 1992 (smagt med succes flere
gange): Flot mørk rubin. Dejlig intens næse med brombær og jordbær, lidt kogte
toner. Jordbær og andre røde bær, fin syre og balance, faktisk flot og elegant,
men måske mangler lidt komplicitet (91).
Romariz Vintage 1991 (tidligere benyttet som referencevin):
Flasken ved vores bord var desværre med fejl, men jeg smagte efterfølgende en
anden, som var ok. Røde bær og fin balance, ikke så kompleks med lidt vel meget
syrebid i enden (87).
Rozès Vintage 1991 (på delt 1. plads ved smagning i 2005 og
nr. 2 ved Rozès smagning): Rubin til mørk teglrød. Jordbær og syrnede kirsebær
samt lidt kaffenoter, ikke så ekspressiv. Dejlig i munden, led cremet med
brombær og cassis, ok balance. Savner måske lidt elegance og skal nok drikkes
snart (89).
Warre´s Vintage 1994 (smagt adskillige gange herunder ved
stor 1994 smagning i 2014): Mørk rubin, næsten uigennemsigtig. Lidt skæv næse
med brombær og lidt kamfer, hvilket trækker ned. Ok i munden med fin frugt og
høj syre, intens med lang pebret hale. Et fint glas (89).
Fonseca Vintage 1985 (en klassiker, som altid placerer sig
flot): Flot mørk rubin, lys kant. Røde bær, syrnede kirsebær, lidt blæk og en
smule apotekerduft. Godt med vital frugt, pebret og krydret og fin balance,
stadig med diskrete tanniner. Gemmer sig måske en smule og har stadig
potentiale for udvikling (91).
Dow´s Vintage 1980 (god placering ved flere smagninger):
Flot rubinrød med lys kant og mørk kant. Syrnede kirsebær og brombær, intens
frugt. Godt med frugt med brombær og røde bær, krydret og pebret med bløde
tanniner og fin balance, meget tør. Overraskende potent og stadig med flot
potentiale (92).
Taylor´s Vintage 1977 (smagt mange gange, første gang i
1990, hvor den vandt): Mørk teglrød. Jordbær og andre røde bær, lidt diskret
men elegant og fin. Meget dejlig i munden, blød og rund med røde bær og lidt
peber, elegant, frisk og indbydende og stadig i fin balance. En dejlig vin, som
dog nok er på højden netop nu (94).
Aftenens vinder for mit vedkommende var altså den ældste,
nemlig Taylor 1977. Derefter fulgte Dow´s 1980 og Kopke 4o års, Fonseca 1985 og
Infantado 1992. Alt i alt en bred smagning, hvor nogle af vinene dog nok snart
skal drikkes, mens andre stadig har år foran sig.
En fin indledning på et halvår i jubilæets tegn. Eller
rettere en fortsættelse, da en gruppe medlemmer allerede havde lagt ud med en
tur til Porto og Douro tidligere i september, ligesom klubbens medlemmer har
fået tilbud om en primeur køb af en ny jubilæumsport – nemlig en 30 års Tawny
fra Andresen. Vinen er faktisk lidt af en verdenssensation i og med, at
Andresen aldrig før har lavet en 30 års Tawny, så tak til Carlos Flores de
Santo og winemaker Alvaro van Zeller.
Næste tiltag bliver en stor jubilæumsfest fredag den 1.
november med bl.a. deltagelse af Portugals ambassadør i Danmark og portvinsbroderskabet,
Confraria do Vinho do Porto, som også vil afholde en højtidelige ceremoni i
Odense. En hyldest til klubben, byen, de dansk-portugisiske forbindelser og
ikke mindst til portvinen. Endelig følger sidst i november en stor smagning af
30 års Tawny.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar