onsdag den 13. november 2019

Min egen 30 års Ramos Pinto


I The Vintage Port Club har vi af og til en såkaldt teknisk smagning. Det er smagninger, hvor vi ikke blot nyder god portvin, men samtidig har sat os for at lære noget. Temaerne kan være forskellige. Terroir, dekanteringstid, enkeltdrue portvine for at nævne nogle eksempler. Eller kunsten af blende portvin.
Sidstnævnte smagning fandt sted i marts måned i år, hvor masterblender Ana Rosas fra Ramos Pinto gæstede klubben og fortalte om, hvordan man blender portvin. Hun havde også venligt medbragt en flot, lille boks til alle, hvor der var ingredienser til selv at prøve at blende. Boksen indeholdt et basisblend af deres Andriano White Reserva samt små flasker med 12 års hvid port, 18 års hvid port og en hvid Colheita fra 1964. Opgaven var så at tilsætte de rette mængder af de ældre portvine for derved at ramme smagen af den endelige portvin.
Det blev en dejlig og lærerig aften, som du kan læse mere om her. Derfor var mine forventninger også store, da Ana Rosas nyligt igen indbød til Master Class om kunsten at blende. Denne gang på Børsen i forbindelse med Henrik Oldenburgs årlige Portvinsfestival. Og denne gang ikke med en White Reserva, men den ypperste Tawny i husets portefølje – deres 30 års Tawny.


Indledningsvist fortalte Ana Rosas og husets direktør Jorge Rosas om Ramos Pinto, deres quintaer og deres vine, hvorefter vi smagte deres serie af Tawny med alder, som hører til blandt mine favoritter:
10 års Tawny: Mørk rødbrun, orange kant. Røde bær, lidt nødder og appelsinskal. Kraftig i smagen med hasselnød, frugt og bær, fin balance, god syre og en lidt krydret kant.
20 års Tawny: Tawnybrun. Aromatisk med hasselnødder, valnød, tørrede frugter, lidt figen og lidt appelsinskal eller citrus. Dejlig blød og intens i munden, god kompleksitet med nødder og tørrede frugter, flot syrebalance, som skjuler sødmen, dejlig eftersmag.
30 års Tawny: Flot tawnybrun. Frisk næse med mandel, hasselnødder, tørrerede frugter og appelsinskal. Blød og behagelig i munden med mandel, kanel, lidt brun farin, elegant med god fylde og kompleksitet samt lang dejlig eftersmag.


Den sidste var samtidig den vin, vi skulle prøve selv at ramme, når vi blendede portvin. Alle var blevet udstyret med en flot, stor kasse, hvis indhold Ana Rosas præsenterede for os. Først og fremmest en flaske med et basisblend, som nogenlunde matcher alderen, men manglede den rette karakter og kompleksitet. Derudover var der mindre flasker med 18 års Tawny, 40 års Tawny og Colheita 1985 samt tre små flasker med 60 års Tawny, Colheita 1924 og Colheita 1900. Dertil kom en kolbe, et par måleglas og pipetter. Udstyret var altså i orden. Nu skulle der arbejdes.


På Anas opfordring startede vi med at hælde 20 ml af det 30 års basisblend i tre forskellige glas. Næste skridt for mit vedkommende var at hælde 5 ml af henholdsvis 18 års, 40 års og Colheita 1985 i hver af de tre glas. Nu skulle der duftes. Det var tydeligt, at basisblend manglede kompleksitet og tyngde, men hvad ville de tre tilsætninger give?
I glasset, hvor der var tilsat 18 års Tawny, var der umiddelbart sket meget rent aromatisk. Men ikke i den rette retning. Hvad den vandt i friskhed, manglede den i intensitet og kompleksitet. Colheita 1985 og 40 års Tawny havde begge øget koncentrationen af de lidt tungere noter. Den første med en del karamel, som havde ført den betydeligt tættere på målet.


Jeg valgte derfor at arbejde videre med de to sidste glas og satte den med 18 års ud til siden. Næste skridt var evt. at kombinere de tilsatte vine samt slutte med de såkaldte ”bonificateurs” – altså de små glas med endnu ældre vine, som skal tilsættes i meget små mængder og alligevel gør en stor forskel.
I glasset tilsat Colheita 1985 valgte jeg først at supplere med noget 40 års for at kombinere de to og derefter 5 dråber af den meget kompakte og intense Colheita 1900. Det hjalp. Nu havde jeg en god kombination af nødder og tørrede frugter samt lidt tungere noter som farin og samtidig en vis friskhed.


I glasset tilsat 40 års Tawny prøvede jeg med 5 dråber 60 års Tawny, som gav en del nøddepræg, samt 5 dråber Colheita 1924. Det var ikke helt så vellykket. Jeg prøvede derfor igen med små mængder i glasset, hvor udgangspunktet var Colheita 1985. Jeg tilsatte yderligere 3 dråber Colheita 1924 og lidt mere Colheita 1985 for at gå lidt mere orange og karamelpræg.
Her stoppede forsøget. Jeg var efter min bedste overbevisning tæt på at nå i mål både farvemæssigt og aromatisk, selv om der selvfølgelig stadig var forskelle. Men den blev udmærket og ikke langt fra husets stil.
Jeg havde brugt fire forskellige vine foruden mit basisblend, som selv var en blanding af op mod 15 forskellige vine. Det samme gælder den tilsatte 40 års, som jo i sagens natur også er et blend. Ifølge Ana Rosas kan der i alt være brugt mere end 50 forskellige vine i det færdige blend. Respekt.


Processen er lang, hvor der hele tiden bygges lag på lag på, noteres, duftes og smages. En svær øvelse, som kræver sin mester. Hatten af for det store og koncentrerede arbejde, der forgår i kælderen og smagerummet med at følge vinenes udvikling og hele tiden finde frem til den rette kombination, så slutproduktet bliver så lig den forrige aftapning som muligt. En kunst, som Ana Rosas og hendes dygtige kolleger i andre huset mestrer så glimrende.
Inden og efter denne Master Class blev det i øvrigt til lidt smagninger på selve portvinsfestivalen herunder et særligt fokus på Quinta da Pacheca. Mere herom følger snarligt.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar