torsdag den 21. november 2019

Portvin hører (også) julen til

Julekalenderen er sponseret af importøren

Hvert år på denne tid dukker spørgsmålet op. Både fra familie, venner og bekendte og i forskellige vingrupper på de sociale medier. Hvilken portvin skal vi vælge juleaften?
Inden jeg prøver at give et svar, må vi hellere starte ved begyndelsen. For ét er, hvad vi drikker selve juleaften. Andet er julemåneden, som vel indledes med 1. søndag i advent. Her er der selvfølgelig også mulighed for at nyde portvin – både generelt og i form af advents- eller julekalendere.
Hvad de sidste angår er der dem, der laver dem selv. Så sættes der ikke grænser for fantasien og kreativiteten, og man bestemmer selv kvalitetsniveauet. Men det er også lidt som Onkel Stewarts pakkekalender i Jul på Vesterbro…
Derfor findes der heldigvis også efterhånden en del færdiglavede på markedet, hvilket vidner om portvinens brede popularitet.


Lad mig starte med den, jeg selv har, og som jeg var ganske tilfreds med sidste år – nemlig den fra Coop lavet i samarbejde med importøren Amka. Sidste års udgave indeholdt ”kun” vine fra Poças, Rozès og Quinta do Pégo, men siden har Coop indgået en stor importaftale med Sogevinus, som omfatter husene Barros, Cálem og Burmester. De to første er derfor også med i dette års julekalender, som altså nu omfatter fem forskellige producenter. At Burmester ikke er medtaget, skyldes givet at mærket især er reserveret til Irma-butikker og altså ikke fås i Kvickly eller Brugsen, hvor kalenderen forhandles.
Hvordan niveauet er i årets kalender, skal jeg lade være usagt. Men sidste år var kvaliteten udmærket og spændte fra entry level til top – og dermed såvel Vintage (f.eks. Quinta do Pégo Vintage 2016) som de helt gamle Tawnies – og ikke to flasker var ens. Tænker at bredden typemæssigt er ligeså stor i år, selv om der altså er kommet et par huse mere med.
I øvrigt suppleres kalenderen af en virtuel julekalender, hvor man hver dag kan læse information om dagens portvin og huset bag, ligesom man kan deltage i en konkurrence om en rejse for to til Portugal med besøg hos de fem producenter samt andre portvinsrelaterede præmier. Du finder siden her.
Coop er dog ikke ene på markedet for portvinskalendere. Her skal kort nævnes nogle andre gode muligheder:
  • DrikPortvins, som er lavet i samarbejde med husene Bulas, Viera de Sousa, DR og Quinta da Prelada og blandt de 24 flasker (5 cl) bl.a. byder på et par LBV, som kun er godkendt til anledningen samt andre special aftapninger.
  • Nordjysk Vinimports Portvinsjulekalender med portvin (5 cl) fra intet mindre end otte forskellige brands: Porto Cruz, Dalva, Dow´s, Martha´s, Messias, Quinta da Valeira, Taylor´s og Vista Alegre.
  • Quevedo med 24 portvine (5 cl), som ligeledes dækker de forskellige typer bredt.
  • HJ Hansen og Grahams eksklusive Adventskalender, hvor de fire låger både indeholder chokolade, 2 glas og ikke mindst portvin i 20 cl. flasker: The Tawny, 10 års Tawny, Graham´s Six Grapes og LBV 2014.

Men tilbage til indledningens spørgsmål. I det hele taget er vinen til julemaden et evigt tilbagevendende spørgsmål. Hvad har andestegen behov for? Som så ofte handler det ikke kun om selve anden, men mere om tilbehøret. Svesker, æbler og indmad i andens indre. Syrlig rødkål og søde, brunede kartofler.
Derfor er det vine i den tungere ende og med forholdsvis høj alkoholprocent, som er i spil, og gerne med et vist tannin- og syreniveau. Klassikerne er italiensk Amarone eller Ripasso fra Valpolisella eller vine fra det sydlige Rhône som Châteauneuf-du-Pape eller naboområder som Gigondas og Rasteau. Andre vælger vine på zinfadel eller shiraz eller måske malbec. Og så er der dem, der går mod strømmen og peger på Champagne til den fede julemad. Ja, der findes selvfølgelig også nogle, som foreslår portvin, men jeg vil gerne have, at anden svømmer godt og foretrækker derfor trods alt vin med lavere alkoholindhold.
Nok om det. Det var portvinen til risalamanden, vi kom fra. Tawny eller Ruby stilen? Nyt eller gammelt? Og hvor højt på kvalitetsskalaen skal vi gå?
Også her er tilbehøret afgørende. Mandler med fløde og mælk står sig godt til en fadlagret Tawny, mens den mere eller mindre syreholdige kirsebærsovs peger mod en Ruby, som er mere rig på frugt og syre. Et godt råd kan derfor være at lade karakteren af kirsebærsovsen bestemme. Er den forholdsvis ”ren” og syreholdig bør det være en Ruby Reserva, Late Bottled Vintage eller måske en Vintage, som lige er blevet afrundet, men ikke har mistet sin saft og kraft. Er den tilsat kanel, vanilje e.l. eller taler vi måske ligefrem om orangenoter er fadlagret portvin fint, men vælg efter min mening en yngre udgave (Rerserve Tawny, 10 års Tawny eller en yngre Colheita), som også matcher syremæssigt og stadig har lidt frugt. Og nyd så den gamle Tawny eller Colheita bagefter ved juletræet.
For mit eget vedkommende vælger jeg altid en LBV til risalamanden. Og så gerne et glas ældre Tawny bagefter.


Og lad mig så lige slutteligt opsummere nogle generelle råd om julemaden:
  • Julemad er ofte fed. Derfor er det godt med høj alkoholprocent og fylde i vinen, men også tanniner og syre vil virke balancerende.
  • Rødkålen er syreholdig, hvorfor der også skal syre til i vinen
  • Brune kartofler er brunet i sukker og derfor søde. Derfor vil det være godt med lidt sødme i vinen.
  • Mere magert kød som flæskesteg eller kalkun vil blive overdøvet af en kraftig rødvin. Server derfor en lettere rødvin eller en hvidvin.
  • Risalamanden med kirsebærsovs kræver en syreholdig vin med høj alkoholprocent.
Portvinsjulekalenderen var sponseret af Amka.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar