søndag den 4. oktober 2020

Vintage 2018 fra venstre og højre bred

 

Omtalte vine er sponseret af importøren

 

Jeg modtog for nogen tid siden to udgaver af Vintage 2018 til test. De kom fra henholdsvis Quinta da Devesa og Pacheca, som faktisk ligger skråt over for hinanden ved Peso da Régua. Er der ikke lang afstand imellem dem, er de til gengæld ret forskellige i deres udtryk og deres tilgængelighed her og nu, som noterne nedenfor viser.

Vinene blev smagt første dag semiblindt sammen med to andre udgaver af Vintage 2018, som vil blive beskrevet snarligt. Dernæst blev de gensmagt den følgende dag.

 

 

Quinta da Devesa

Quinta da Devesa ligger på højre bred af Douro ca. 10 km fra Peso da Régua, hvor floden Corgo munder ud og dermed på grænsen ind til Cima Corgo. Her har de 34 hektar vinmarker plantet i 60 til 500 meters højde. Druerne er certificeret som bæredygtige.




Der laves såvel Douro vine som portvin, og hvad det sidste angår er de mest kendt for deres Colheitas og Tawny samt deres fine serie af hvide portvine med alder. Men de laver altså også Ruby-typer – hidtil en LBV fra 2015, som imponerede mig, da jeg smagte den på Odense Portvinsmesse sidste år, og nu også fra og med årgang 2018 Vintage. Og det er de faktisk sluppet ganske fint fra. Winemaker er Luís Rodrigues.




Quinta da Devesa Vintage 2018: Blend af 40 % Touriga Nacional, 30 % Touriga Franca, 10 % Tinta Roriz og 20 % Vinha Velhas. Mørk rubin, næsten sort med lilla kant, farver glasset. Ekspressiv næse med brombær, solbær, cassis, lidt tobak og mokka samt lidt grønne noter som mynte og esteve. Frisk frugt, solbær og andre friske bær, lidt jordbær og florale noter, en del bid og markante tanniner – ikke mindst kraftige tørre tanniner i enden. En fin og delikat vin med godt potentiale, som dog har brug for tid (91).

 

 

Pacheca

På modsatte side af Douro lige hvor den slår en bue, og hvor den kendte Sandeman Don troner på en høj, ligger Quinta da Pacheca. Quintaen har mange turistbesøg ikke mindst pga. de nyligt tilkomne vintønder, som man kan overnatte i. Pacheca var blandt pionererne, når det gælder Douro-vine, men der produceres også Tawny og Colheitas, og siden årgang 2000 har Vintage også været en del af porteføljen.




Pachecas høstrapport melder om lille udbytte grundet de ekstreme vejrforhold først på året med tør vinter og meget vådt forår. Selve modningen og høsten fandt dog sted under fine betingelser, så druekvaliteten var god, melder winemaker Maria Serpa Pimentel.




Pacheca Vintage 2018: Blend af typiske Douro-sorter fra gamle vinmarker med en gennemsnitsalder på 60 år. Mørk rubin med lilla kant, tæt og uigennemsigtig. Kompakt næse med moden frugt, brombær, solbær, lidt mørk chokolade og frisk mentol samt lidt kogte marmeladenoter. Fin balance med brombær og anden moden frugt, ok syre, frugtsødme, fint med tanniner og ok hale med tørre tanniner. Præsterede klart bedre på andendagen efter lidt luft, hvor de florale noter var mere fremtrædende. En behagelig og rimelig tilgængelig vin her og nu og med mellemlangt potentiale, men savner måske lidt mere kompleksitet (91).

 

Læs også min omtale af Vintage 2017 og andre vine fra Pacheca fra Portvinsfestivalen på Børsen sidste år.


Vinene importeres af Vinho.dk

Ingen kommentarer:

Send en kommentar