torsdag den 10. marts 2022

Very Very Old Tawny fra Quinta da Devesa

De smagte vine er sponseret af importør og producent

 

Da de nye kategorier af portvin blev endelig godkendt i starten af januar, varede det ikke længe før de første eksemplarer af 50 års Tawny og 50 års hvid portvin blev godkendt af portvinsinstituttet, IVDP, og sendt på markedet (læs min omtale af Kopkes udgaver her). Lidt mere trægt er det gået med den endnu ældre kategori, Very Very Old Tawny, for tawny-blends over 80 år.



Nu er – så vidt jeg er orienteret – den første blevet godkendt og klar til at komme på markedet. Den kommer fra Quinta da Devesa og blev præsenteret af salgs- og marketingsmanager Filipe Marinho ved en lille smagning hos den danske importør Vinho.dk først i marts. Jeg havde desværre ikke mulighed for at være til stede, men fik heldigvis en lille flaske med hjem fra Portvinsmessen i Roskilde dagen efter, hvor Filipe Marinho og Torben Ryttersgaard præsenteret hele porteføljen fra Quinta da Devesa.

”Der er tale om et blend fra otte fade, hvoraf syv er med meget gamle portvine og den sidste er en Colheita fra 1944. De bidrager med hver samme andel, nemlig 12,5 %. Der er givet også hvid portvin i de syv meget gamle fade,” oplyser Filipe Marinho.

At disse gamle Tawny-blends nu officielt har deres egen kategori er ikke ensbetydende med, at de ikke har været lavet og sendt i handlen tidligere. Det har de i rigt mål, hvilket sådan set også er årsagen til, at IVDP valgte at indføre den nye kategori. Når nu flere og flere producenter – ingen nævnt, ingen glemt – sender typen på markedet, kan den jo lige så godt få det officielle stempel. Og oftest har der været tale om gamle fade, som godt nok nogenlunde kan aldersbestemmes, men ikke har den nødvendige dokumentation til at kunne udsendes som Colheita. Eller – som i det aktuelle tilfælde – blends af sådanne fade og daterede Colheitas.

Inden mine smagenoter lige lidt om producenten. Quinta da Devesa har en lang historik, og var således med på Baron Forresters gamle kort om Douro. Den ligger på højre bred lidt efter udløbet af Corgo-floden ved Regua. I 1941 blev ejendommen købt af José Fortunato Júnior og hans hustru Antónia Soares Fortunato, og siden har den været i familiens eje. Quintaen har godt 30 hektar vinmarker beliggende mellem 50 og 500 meters højde og med forskellige soleksponeringer. Markerne med såvel røde som grønne sorter dyrkes med minimal indgriben.



Lige siden grundlæggelsen i 1941 har der været lagt fade til side, hvilket muliggør den nuværende produktion af såvel hvid portvin som Tawny i kategorierne 10, 20, 30 og 40 år samt Colheitas, hvor den ældste fra 1944 altså indgår i det nye blend. Dertil kommer LBV og Vintage (læs min omtale af Vintage 2019 her). Der indkøbes ikke druer, så alt kommer fra vingårdens egne marker, hvilket også gælder den nye 80 år gamle portvin.

Filipe Marinho regner med at sende 200 flasker af Very Old Tawny på markedet. Men der kommer måske et nyt blend senere.

”Vi kan lave et blend helt tilsvarende, da al vinen, som er brugt, kommer fra vores eget lager,” siger Filipe Marinho, som selv beskriver vinen som værende i harmoni med linjen i deres øvrige Tawnies – ikke for sød og med høj syre, hvilket resulterer i en perfekt balance.

Om Quinta da Devesa også vil byde ind med 50 års portvin er endnu ikke besluttet.

”Vi venter og ser, hvordan efterspørgslen på disse nye kategorier bliver og beslutter så derefter. Men der er en god chance for, at vi tager dem ind i vores portefølje, og vi har fade i kælderen til at blende både 50 års Tawny og 50 års hvid,” forklarer Filipe Marinho.

Quinta da Devesa sælger nogenlunde ligeligt af de to serier, men der er dog sket en lille skift, oplyser Filipe.

”Vi kan kun sammenligne i årene 2020 og 2021, da det er de eneste år, vi har haft fuld range i begge kategorier. I 2020 udgjorde salget af Tawny med alder 52 % og de hvide 48 %. I 2021 var det skiftet til henholdsvis 47 % og 53 %. Vi tror, at trenden med hvid portvin med alder vil fortsætte, og salget derfor overgå Tawny med alder i årene fremover også,” slutter han.

Og nu til mine noter. Den gamle portvin blev smagt over to dage.


 

Very Old Tawny

Mørk tawnyfarvet, lidt lysere orange kant, klar og medium intens. Intens og dyb næse med svesker, nødder og godt med balsamico, lidt karry og muskatnød samt appelsinskal. Cremet i munden, i første omgang blød derefter mere intens og med godt syrebid, medium sødme, valnød, svesker, karamel og balsamico, fin balanceret, krydret og med god kompleksitet, efter lidt tid i glasset dukker lidt kokosnoter op også. En kraftig og komprimeret sag, der varmer ned gennem halsen uden dog, at spritten tager overhånd, meget lang eftersmag. Skal lige have lidt luft i glasset efter åbning (96).

 

Da jeg nyligt gæstede Portvinsmessen i Roskilde benyttet jeg mig af lejligheden til at smage serien af Tawny med alder fra Quinta da Devesa igennem for at kunne sammenligne. Da der ikke var tale om en koncentreret smagning, giver jeg ikke point, men her er de lidt kortfattede noter:



10 års Tawny: Lys ravfarvet til tawnyfarvet. Abrikos og en smule kokos i næsen, tørrede frugter og lidt nødder. Elegant indtryk i munden med fin syre-sødme balance, abrikos og mandel.

20 års Tawny: Flot ravgul. Nødder, abrikos, mandel og diskret kokos. Blød og let cremet i munden, fin balance, nødder og tørrede frugter, lidt mere fyldig karakter. En dejligt glas.

30 års Tawny: Lys tawnyfarvet med lys orange kant. Mandel, nødder, tørrede frugter som abrikos samt lidt appelsinskal. Hasselnødder og valnød, tørrede frugter, syrebid i halen, som dog nok skyldes, at den var helt nyåbnet.

40 års Tawny: Ravfarvet med lys kant. Nødder, appelsinskal, let krydret næse. Dejlig og behagelig i munden, koncentreret med nødder, lidt karamel, høj syre, stor friskhed, fin kompleksitet.

Farvemæssigt og delvist også duftmæssigt ligger de meget tæt, men i munden er forskellen større – både hvad angår stigende intensitet og kompleksiteten. Der er altså en klar linje, selv om jeg ville foretrækker lidt større forskelle fx ved at have lidt mere primær frugt i 10 års. Og ja. Filipe Marinho har ret, når han siger, at Very Old Tawny placerer sig fint i forlængelse af den almindelige Tawny-serie. Sødmen er til stede, men er ikke overvældende og balanceres fint af den høje syre.



1 kommentar:

  1. Estou agradecendo ao Sr. Pedro por toda sua ajuda para garantir nosso empréstimo para nossa nova casa aqui em Fruitland. Você foi organizado, meticuloso e profissional, além de gentil, o que fez toda a diferença em nossas interações com você. Colocamos nossa confiança em você e você definitivamente veio para nós. Obrigado por sua paciência e por nos tratar como pessoas e não apenas como clientes de empréstimos à habitação. Você está acima do resto, quero recomendar a qualquer pessoa aqui que esteja procurando empréstimos ou investidores para entrar em contato com o Sr Pedro e sua equipe, porque eles são boas pessoas com coração gentil,
    Sr Pedro Contacto Email: pedroloanss@gmail.com



    Cumprimentos,
    João Burley! Nosso chapéu para você!!"

    SvarSlet