fredag den 26. november 2021

Dow´s Bomfim

 

Blandt Symington Family Estates mange ejendomme i Douro er to af de større tilknyttet portvinsmærket Dow´s: Senhora da Ribeira og Quinta do Bomfim. Begge leverer til den klassiske Dow´s Vintage og begge lægger navn til Single Quinta Vintage. Dertil kommer faktisk endnu et par mindre ejendomme, Cerdeira og Santinho, som ejes af enkelte familiemedlemmer og ligger tæt ved Senhora da Ribeira.



Der er nok mange flere, der har besøgt Quinta do Bomfim end Senhora da Ribeira – og det er der gode grunde til. Førstnævnte ligger i Pinhão lige til højre, når man kommer over broen fra sydsiden af Douro og i gåafstand fra stationen i Pinhão. Det giver selvsagt flere turister og besøgende end fruens mere isolerede beliggenhed længere oppe ad floden og lige overfor en anden af Symingtons kendte quintaer, Vesúvio. De to forskellige geografier og dermed terroirs udnyttes til fulde i blendet af den klassiske Dow´s Vintage – og ønsker man at erfare, hvad de hver især bidrager med, kan en smagning af de to Single Quinta Vintages anbefales. Læs f.eks. mine noter fra 2019 her.



De mange besøg på Bomfim har givet været medvirkende til, at Symingtons besluttede sig til at renovere og bygge nyt, så der i 2015 åbnede et helt nyt og flot besøgscenter på Bomfim. Her kan man besøge adegaen med de store robotlagares, som også findes på andre af Symingtons quintaer. Man kan se de store fade i kælderen eller gå tur i markerne. Der er vinbar og en shop, hvis man vil have flasker med hjem. Og endelig er der en pop-up restaurant, Casa dos Ecos, hvor den Michelin-stjerne belønnede kok Pedro Lemos står for køkkenet.



Og byggeplanerne er ikke ovre endnu. Under mit besøg her i efterårsferien var opførelsen af en helt ny restaurant stadig i gang. Den forventes at åbne sommeren 2022, og det er planen, at den ligeledes skal have Pedro Lemos som køkkenchef.

Mit besøg omfattede en fin rundvisning efterfulgt at en lille, men fremragende smagning. Det var ikke mit første besøg på Quinta do Bomfim, men meget har ændret sig siden, jeg var der første gang tilbage i 2011, hvor jeg bl.a. nød en dejlig lunch i haven ved selve hovedbygningen.



Vinmarkerne på Bomfim er fortrinsvist sydvendte og ligger mellem 120 og 340 meters højde og fra toppen er der en fantastisk udsigt ned over floden og byen. Druesorterne er især Touriga Franca, Touriga Nacional, Tinta Barroca, Tinta Roriz og gamle marker med blandede sorter (Vinhas Velhas).



Under besøget smagte jeg følgende vine:

30 års Tawny: Ravfarvet med lys orange kant. Mandel, appelsinskal og tørrede frugter i næsen. Elegant med abrikos og mandel, tør og elegant med fin syre og flot balanceret.

Dow´s Vintage 1985: Mørk rubin, lys kant. Brombær, chokolade og lidt mokka samt cassis. Fin modnet med moden frugt, cigarkasse, krydderier og røgede noter, bløde tanniner og lang tør hale. Et flot modent glas.

Quinta dos Malvedos Vintage 2006: Mørk rubin, lys lilla kant. Solbær og brombær i næsen. Godt med frugt, mørke bær og lidt marmeladepræg, lidt sødere, fint med integrerede tanniner.

Dow´s Quinta do Bomfim Vintage 2010: Mørk rubin med lys lilla kant. Mørke bær, lidt mokka, krydderurter. Intens i munden med brombær og mørke bær, tør, bløde tanniner, tør hale med pænt med tanniner, pænt potentiale.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar