Battle mellem de stores næstbedste

 

I portvinens verden opererer man jævnligt med lidt gammeldags betegnelser, som dog stadig giver mening. Det gælder f.eks., når årgange betegnes som klassisk deklarerede. Det ligger der to ting i. For det første skal antallet af huse, som deklarerer Vintage være betydeligt. For det andet skal de store Vintage producenter – og her måske især Fladgate Partnership og Symington Family Estates med deres mange brands – deklarere klassisk Vintage, hvilket vil sige, at de skal sætte deres bedste udgave i produktion.

Når året ikke er hertil, laves der dog stadig god Vintage portvin. Både i kraft af de mange mindre producenter og quintaer, som stort set laver Vintage hvert år. Og i kraft af, at førnævnte store Vintage producenter sender deres næstbedste vine på markedet. Disse er vel at mærke også af god kvalitet, men oftest knap så langtidsholdbare som de klassiske udgaver.

De næstbedste vine kan være såkaldt Single Quinta Vintage, hvor druematerialet kun må hidrøre fra den pågældende vingård. I så fald må man navngive vinen med quintaens navn. Men det kan også være portvine, hvor druematerialet er sammensat fra flere vingårde ligesom de klassiske, eller hvor egne druer er suppleret af indkøbte fra lokale vinbønder.

Nyligt i The Vintage Port Club havde vi en triatlon-smagning, hvor vi smagte tre huse op mod hinanden i fire forskellige årgange. Husene var de tre helt store vintageproducenter Graham´s, Taylor´s og Fonseca, men de var ikke repræsenterede af deres topvine. Nej, der var nærmere bestemt tale om henholdsvis Graham´s Malvedos, Taylor´s Quinta de Vargellas og Fonseca Guimaraens.

Der var derfor heller ikke tale om et battle mellem tre Single Quinta Vintage, da kun Vargellas kunne defineres som så. Det kan Quinta dos Malvedos også i dag, men det var først fra årgang 1996, at Symingtons brugte quinta-betegnelsen. Tidligere var der tale om et brandnavn, hvortil der også blev brugt indkøbte druer. Det ophørte ifølge Henrik Oldenburg i 1990, men det var altså først nogle år senere, at de var tilfredse med kvaliteten og ændrede navnet. Tilsvarende gælder det for Fonseca Guimaraens, at druerne kommer fra stort set samme quintaer (Quinta de Santo António, Quinta do Cruzeiro og Quinta do Panascal) som materialet til den klassiske Fonseca og altså ikke fra en enkelt quinta.

De tre brands blev smagt op mod hinanden i årgangene 1976, 1987, 1995 og 2004, som alle netop ikke er klassiske årgange.

I 1976 angiver Oldenburg, at der kun blev produceret tre forskellige Vintage, men det må være en fejl, da han nævner Messias og ikke Malvedos. Det svenske site vintageport.se oplister seks forskellige vine. Under alle omstændigheder er antallet lavt, hvilket især skyldes, at såvel vinteren som sommeren var meget tørre. Regnen kom for sent, men varede gennem høsten, hvilket heller ikke var godt for druerne. Richard Mayson skriver, at vinene fra bløde og hurtigt modnende med Fonseca Guimaraens som undtagelsen. Generelt var 70´erne ikke det største årti for portvin ses bort fra de klassiske årgange 1970 og 1977.

I 1987 var antallet af deklareringer betydeligt højere, hvilket dels skyldes lidt bedre vejrmæssige betingelser, men også især, at lovgivningen var blevet ændret året før. Det var nu blevet tilladt at sælge og eksportere portvin direkte fra Douro, hvilket kom de mange mindre familieejede quintaer til gode. Men de tre store, vi har med at gøre her, meldte pas og sendte i stedet Malvedos, Vargellas og Guimaraens på markedet. Ifølge Richard Mayson bør vinene fra 1987 nok snart drikkes.

1995 endte faktisk som et hæderligt år med god koncentration trods omskifteligt vejr. Måske kunne der have været bred klassisk deklarering, hvis ikke året før havde været et topår. Det er først inden for de seneste 10 år, at producenterne er begyndt at afvige fra den tidligere tommelfingerregel om maksimalt tre klassiske Vintage år på et tiår og helst ikke to år i træk – en såkaldt back-to-back deklarering, som vi senest så det i år 2016 og 2017. Igen udsendte de store huse i stedet deres andenvine.

Når vi ankommer til det nye årtusinde, er Malvedos blevet en ”ægte” Single Quinta Vintage. Igen var året omskifteligt med masser af regn i slutningen af 2003 og derefter meget tørt i de første måneder af det nye år. Peter Symington kaldte ligefrem 2004 for den mest lunefulde årgang gennem hans lange karriere. Resultatet var igen udmærket uden at være helt i top – og igen var der tale om året efter en superårgang, hvilket kan begrunde de mange Single Quinta Vintages.

Men nu til smagningen. De 12 portvine blev smagt semiblindt i blandet rækkefølge. Af hensyn til overskueligheden har jeg her valgt at opliste dem hus for hus med de ældste først.

Graham´s Malvedos 1976: Lys teglrød med transparant kant. Ekspressiv næse med jordbær og røget bacon, let krydret. Krydret med jordbær, peber og ok syre, ganske elegant og delikat, men nok ikke med lang levetid foran sig (92).

Graham´s Malvedos 1987: Mørk rubin, tæt med rødbrun kant. Brombær og solbær, krydret, ikke så intens. Røde bær i munden, godt med frugt og ok balance, lidt til den søde side, lang krydret hale med bløde tanniner (91).

Graham´s Malvedos 1995: Mørk rubin, rødbrun kant. Mørke bær, lidt krydderurt, men også en smule våd karklud. Ok i munden med fin syre, men savner måske lidt mere spændstig struktur (89).

Graham´s Quinta dos Malvedos 2004: Mørk rubin med lys lilla kant. Lidt lukket især i starten, mørke bær. Mørke bær, men savner lidt mere frugt som modsvar til syren, bløde tanniner, lang hale med syrebid i enden (89).

Taylor´s Quinta de Vargellas 1976: Lys teglrød, lav intensitet. Let næse med jordbær og florale noter. Let og elegant med fin syre, stadig i live og sådan set velsmagende, men lidt vel letbenet (89).

Taylor´s Quinta de Vargellas 1987: Rødbrun med lys kant og lidt mørkere kerne. Ikke så markant i næsen, røde bær. Jordbær, pænt med frugt og fin syre, krydret undertone, god balance (91).

Taylor´s Quinta de Vargellas 1995: Rødbrun med lysere kant, medium intens. Lukket i næsen. Lidt rustik i munden til at begynde med, pebret og krydret, ok med tanniner, lang hale med syrebid og tørre tanniner (90).

Taylor´s Quinta de Vargellas 2004: Mørk rubin med lysere brunlig kant, tæt. Solbær, mørke chokolade og lidt krydderurt i næsen. Ok med frugt og syre, fint balance, godt med bløde velintegrerede tanniner, krydret hale, fint potentiale (92).

Fonseca Guimaraens 1976: Mørk rubin, lidt lys kant. Delikat med jordbær og andre røde bær, godt med frugt, lidt mørk chokolade og med tiden et anstrøg af kokos. Røde bær og florale noter, god balance, lang krydret hale med lidt syrebid, stadig med holdbarhed (92).

Fonseca Guimaraens 1987: Rubinrød, medium intens. Jordbær og lidt mørke bær i næsen, let krydret. Forholdsvis elegant med røde bær, godt med syre, lidt kogt jordbærgrød og krydret hale (91).

Fonseca Guimaraens 1995: Rødbrun med lysere kant. Krydret med røde bær og florale noter, ganske delikat men med lidt vel meget syrebid og lidt mindre frugt, syrebid i halen (90).

Fonseca Guimaraens 2004: Mørk rubin, tæt, lys lilla kant. Mørk bær, lidt lakrids og lidt apotekerduft. Mørke bær, lakrids, lidt syrebid, lette tanniner, savner lidt mere markant frugt (89).

Som det ses et tæt felt pointmæssigt, hvor ingen faldt helt ved siden af, men ingen heller var helt på toppen.

Den efterfølgende afstemning blandt deltagerne gav et lidt andet resultat, men var også præget af, at det andet bord havde et par skæve flasker. Forsamlingen havde ifølge oplysningerne på aftenen Vargellas 1976 som bedste vin, efterfulgt af Vargellas 2004 og med Malvedos 1987 og Fonseca Guimaraens 1976 på en delt tredjeplads. Malvedos 1976 endte derimod på en lavere placering end mine point angiver.

En lille anke til smagningen var temperaturen, som var lidt for høj. Da lokalet var forholdsvist varmt, ville det have være et stor fordel med lidt køligere vine som udgangspunkt, hvilket kan have præget vurderingen.

Men hvem vandt så kampen mellem de tre huse og kampen mellem de fire årgange?

Som det kan ses gav jeg en af hver 92 point, så på sin vis var det uafgjort de tre huse mellem. En simpel udregning af gennemsnit viser dog, at Fonseca Guimaraens og Taylor´s Vargellas landede på 90,5, mens Grahams Malvedos ”kun” fik 90,25.

Ses på årgangene var der to fra 1976 i min top 3 og en fra 2004. Regnes snit ud her kommer de to ældste årgange ind med samme score nemlig 91 point, mens 2004 følger med 90 og 1995 med 89,6.

Anderledes ser det nok ud med holdbarheden, hvor især 1976, men delvist også 1987 nok ikke har mange år tilbage ses bort fra Fonseca Guimaraens 1976. 1995 og 2004 har derimod stadig god levetid. Og mon ikke 2004 snart vil åbne sig helt op.

De tre ældste udgaver af Fonseca Guimaraens var i øvrigt også med på en klubsmagning af huset i 2021 (læs nærmere her). Her var min pointgivning 90 til 1976, 87 til 1987 (som dog havde lidt skævhed i flasken) og 91 point til 1995. Denne gang var jeg altså lidt gladere for 1976, lidt mindre glad for 1995 samt grundet skævheden betydeligt gladere for 1987.