søndag den 17. august 2025

Besøg på Quinta do Saião– sommer i Porto og Douro 2

 


Da Alvaro van Zellers bror, Fernando van Zeller, på et tidspunkt foreslog Alvaro, at han skulle kigge nærmere på en ejendom i Douro Superior, tæt ved Pocinho, var Alvaro skeptisk. Den ville nok ikke være interessant.

Men han besøgte stedet, hvilket han ikke fortrød. Quinta do Saião, som ejendommen hedder, blev tidligere især brugt til korn, oliven og appelsiner, men der var også plantet lidt vinmarker. Og markerne lå helt nede ved Douro-floden, lige hvor den har slået et sving til den ”halvø”, hvor Quinta do Vale Meão ligger længere ude.



Alvaro måtte erkende, at stedet var interessant, og i 2012 købte de to brødre stedet, hvorefter de igangsatte et større renoveringsprojekt af såvel bygninger som marker, hvor korn og appelsiner blev erstattet af nyplantninger. Hovedbygningen og det gamle vineri blev istandsat og moderniseret, der blev bygget flere bungalow-agtige bygninger med værelser, anlagt swimmingpool, etableret kunstvanding og gjort en masse for bæredygtigheden på ejendommen, som i dag tilhører Fernando van Zeller, men indgår i produktionen af vin og portvin for brødrenes Van Zeller Wine Collection med Alvaro som winemaker.



Få år efter, i 2015, købte de også et stort varehus i selve Pocinho, ligesom de erhvervede sig det gamle brand Feuerheerd´s, som nu indgår i porteføljen sammen med mærker som Barão de Vilar, Maynard´s, Palmer, Zom og Kaputt. En større samling, der omfatter såvel bordvin som portvin, og hvad det sidste angår med et særligt blik for fadlagret portvin.



Alvaro har nogle gange inviteret mig til at besøge Quinta do Saião, men først nu under vores sommerferie i Douro blev besøget realiseret med Alvaro som generøs vært. På vejen ud til quintaen kørte vi forbi et gammelt kapel med udsigt over området og ned over togskinnerne, da banen til Pocinho løber lige forbi og under. Dernæst blev vi vist rundt i markerne og så det flot renoverede vineri med vægge af skiffer, hvor fade stod fyldt med portvin. Undervejs i markerne plukkede Alvaro blade fra de forskellige vinsorter, så vi kunne se forskellen. Det er ikke så meget druerne, der er forskellige, men i højere grad bladene.



Dernæst så vi værelserne, hvoraf de fleste stod færdige, lige før Corona ramte verden. Dårlig timing. Nu håber de at kunne få kickstartet udlejningen, så gæster kan komme og nyde det øde, men flotte og idylliske område, hvor stilheden er udpræget. Der rådes over 10 dobbeltværelser, to opholdsstuer samt smagerum.



I vanlig stil havde Alvaro medbragt nogle fadprøver på colheitas i små plasticflasker. Der blev dog ikke taget noter, men vi smagte en hvid colheita fra 2016, som var lidt til den søde side, hvorimod de to ældre udgaver fra henholdsvis 2013 og 2009 var mere til den tørre side. Især 2013 var dejlig delikat med abrikos og honning og flot balance. Endelig smagte vi en lækker rød colheita fra 1976 med masser af typiske fadnoter som tørrede frugter og nødder, men også fin syre.



Efter besøget på Quinta do Saião kørte vi forbi varehuset i Pocinho, hvor de opbevarer hele 2,5 millioner liter portvin og vin.



Endelig sluttede vi med en dejlig frokost på A Taberna da Julinha. Det var anden dag i træk vi gæstede stedet, men det gjorde ikke det mindste. Lækker skinke, ost, pølse, oliven, tomater og omelet med asparges efterfulgte af den møreste bøf skåret af kødet fra Mirandesa-kvæg fra Tras-os-Montes. Dertil selvfølgelig vine fra Van Zeller.



Læs mere om Quinta do Saião her og om Van Zeller Wine Collection her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar