Sommerferien
gik i år til Douro og Porto sammen med familien. Det smukke landskab langs
floden er altid et besøg værd, og vi valgte derfor denne gang at tage togturen
fra Porto og helt ud til Pocinho. Den sidste halvdel efter Pinhão var ny for
noget af selskabet og vakte begejstring. Store flotte og velrenommerede
vingårde afløst af et barsk landskab med stejle klipper og uden mulighed for at
anlægge vinmarker.
Vi boede
nogle dage i den lille by Foz do Sabor ved Saborflodens udmunding, hvorfra vi
havde udsigt over til Quinta do Vale Meão, som derfor blev valgt som første
vingårdsbesøg på turen.
Det er
efterhånden nogle år siden, jeg sidst gæstede den flotte, historiske quinta.
Historisk både fordi den i sin tid tilhørte den daværende største jordbesidder
i Douro; Dona Antónia. Men også fordi, at det var på Vale Meão, at den første
seriøse kvalitetsrødvin fra Douro blev produceret. Barca Velha blev født i 1952
og er den dag i dag den mest prestigefyldte rødvin fra Portugal. Den laves kun
i udvalgte år og produceres i dag på vingården Quinta da Leda lidt længere ude
end Pocinho. Årsagen hertil er ganske enkelt, at Vale Meão ikke længere er
tilknyttet selskabet Ferreira, idet den tidligere direktør for samme og
efterkommer af Dona Antónia, Francisco
”Vito” Olazabal, i 1994 overtog ejendommen efter at have opkøbt andele hos
andre familiemedlemmer.
Den dag i
dag drives Vale Meão af familien Olazabal repræsenteret ved de tre børn,
winemaker Francisco ”Xito” Olazabal, Jaime Olazabal og Luisa Olazabal. Det var
netop sidstnævnte, som tog imod os, viste os rundt på ejendommen herunder en
køretur op til kapellet på bjerget, gav en flot smagning af vine og portvine
efterfulgt af en frokost.
Såvel
snakken som smagningen havde fokus på terroir og druesorter. Quinta do Vale
Meão er begunstiget med tre forskellige jordbunde i form af granit, skiffer og
alluvial med sten. Da markerne samtidig er placeret i forskellige højder op ad
Monte Meão og med forskellige muligheder for soleksponeringer giver det et
mangfoldigt terroir.
De over 100
hektar med vinmarker blev især nyplantet tilbage i 1970´erne efter
Valeira-dæmningen blev konstrueret, hvilket betød, at de lavest beliggende
marker blev oversvømmet af den forøgede vandstand. Siden er der også kommet flere vinmarker til.
De mest plantede druesorter er Touriga Nacional (40 %), Tinta Roriz (25 %),
Touriga Franca (20 %), Tinta Amarela (5 %), Tinta Barroca (5 %), Tinta Cão (2
%) og Sousão (2 %). Dertil kommer andre sorter herunder grønne og Baga, som
bruges til en enkeltdruevin, der også indgik i smagningen.
Følgende
vine blev smagt i lokalet over lagerrummet med de mange fade:
Meandro
Branco 2024: Blend af Rabigato og Arinto, battonage. Gulgrøn med grønt skær.
Frisk næse med æbler og citrus. Sprød med høj syre og god frugtfylde, gule
stenfrugter, melon.
Monte Meão
Branco 2023: Blend af Rabigato og Arinto. Gulgrøn. Citrus og æbler og lidt
ananas. Mere fadpræg, men stadig frisk og fint balanceret med syren. En dejlig
gastronomisk vin og ret ny i porteføljen.
Meandro
Tinto 2023: Blend af Touriga Nacional, Tinta Roriz og Touriga Franca. Rubinrød
med lilla kant. Frisk frugt, mørke kirsebær, solbær og brombær, krydret, bløde
tanniner.
Monte Meão
Vinha da Cantina 2022: 100 % Baga. Rubinrød. Røde kirsebær, mineralitet og lidt
urter. Frisk med bløde tanniner, kun 12
% alkohol. En dejlig vin.
Monte Meão
Casa das Máquinas 2021: Blend af 80 % Touriga Franca og 20 % Tinta Barroca. Mørk
rubin, lys kant. Mørke bær, lidt mærk chokolade og lakrids. Meget fyldigt og
krydret med mørke bær og kraftige tanniner, men også med elegance. En flot vin,
som stilmæssigt minder om deres topvin.
Monte Meão Vinha dos Novos 2018: 100 % Touriga
Nacional. Mørk rubin. Elegant,
floral næse med mørke bær. Dejlig i munden, elegant og floral med god syre,
godt med bløde tanniner, som sætter sig lidt på tænderen trods alderen. En
dejlig vin, som stadig har fint potentiale.
Monte Meão Vinha
do Cabeco Vermelho 2019: Mørk rubin med mørke kirsebær, røde bær og markante,
men bløde tanniner.
Quinta do
Vale Meão 2022: Mørk rubin, tæt med lidt lysere kant. Elegant og floral næse
med mærke bær. Dejlig kraftig og kompleks vin med mørke bær og floralt præg, på
en gang frisk og fyldig, godt med velintegrerede tanniner og stort
lagringspotentiale. Vi snakker om en vin et stykke op i 90´erne rent
pointmæssigt.
10 års Tawny:
Første fadlagrede portvin fra Vale Meão, men en colheita 1999 skulle være på
vej. Tawnyfarvet med lidt lysere orange kant. Figner og lidt appelsinskal i
næsen. God friskhed og balance, elegant stil. Faktisk et udmærket bud på en 10
års.
Vil du
vide mere om Quinta do Vale Meão kan jeg varmt anbefale Francisco ”Vito”
Olazabals bog, som blot bærer vingårdens navn (læs min omtale her).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar