Winemakers Dinner med Poças

Da Poças i 2018 fejrede 100 års jubilæum, var et af flere tiltag, at de lavede en Quinado baseret på en Tawny med mere end 40 år på bagen. Poças er sammen med Ramos Pinto blandt de meget få (om ikke de eneste?) huse, der stadig producerer Quinado, som er portvin tilsat kinin og krydderier. Quinado var tidligere en populær eksportvare til især tropiske lande som Portugals tidligere kolonier, da kininen kunne forebygge, ja måske ligefrem kurerer malaria og andre sygdomme.

Quinado er i øvrigt ikke den eneste fællesnævner mellem Poças og Ramos Pinto. Begge er også meget aktive på kulturfronten. Poças har således for nyligt udgivet en bog med fotos og tekst om en lang række af gamle portvinsrelaterede effekter og genstande, som de fandt frem i forbindelse med renoveringen af deres lodge i Gaia for et par år siden. Og i forbindelse med 100 års jubilæet arrangerede de en række kulturelle aktiviteter, ligesom de i 2017 stod bag en udstilling med kunstneren Luís Mendonça, hvor denne nytænkte flasken som design og skulpturel form.  

Tiltag som disse vidner om, at Poças er engageret i såvel historien som kulturen – og det selv om huset altså først blev grundlagt i 1918 af Manoel Domingues Poças Junior. I mange år blev firmaet ledet af Manuel Pintão, og i dag er det hans søn. Pedro Poças Pintão, der tegner huset udadtil.

Netop Pedro Poças Pintão var den 7. februar æresgæst ved årets Winemakers Dinner i The Vintage Port Club – et arrangement, der først byder på en stor smagning af det udvalgte hus og derefter middag, hvortil serveres nogle af husets bordvine og portvine.

Indledningsvis fortalte Pedro Poças Pintão lidt om husets historie og prioriteter. Og om det stadig at være en familieejet virksomhed i en tid, hvor mange stolte familieejede portvinshuse har måttet finde nye ejere. Der gælder f.eks. førnævnte Ramos Pinto, som i 1990 blev solgt til champagnehuset Louis Roederer, Barros som blev overtaget af Sogevinus i 2006 og senest Krohn, som The Fladgate Partnership købte af familien Carneiro i 2013.

”Man kan ikke tale om Poças uden at tale om familien og omvendt”, fastslog Pedro og fortsatte:

”Men det er en udfordring at være familiejet. Der er mange fordele, men også mange ulemper, f.eks. i forbindelse med et generationsskifte, hvor ejerandelen skal spredes ud på endnu flere hænder. Mange aktionærer gør det besværligt at tage beslutninger.”

Poças forbindes hos de fleste umiddelbart med solide Colheitas og Tawnyer og det i et nogenlunde prisvenligt leje. Men de laver også såvel hvid portvin som Ruby-stil – og faktisk er sidstnævnte blevet opprioriteret i den senere tid, fortalte Pedro.

”Vi anses primært for at være Tawny-producer, men laver også Ruby, LBV og Vintage. Fra 90´erne, hvor vi blev mere selvforsynende med druer, valgte vi at opprioritere Vintage-siden.”

Dagens smagning var da også tilrettelagt, så den viste såvel bredde som dybde. Og oven i det hele, havde Pedro medbragt en lille overraskelse i form af en flaskeprøve på en gammel Tawny.

Følende vine blev smagt:

LBV 1987: Tawnybrun med lidt teglrødt i kernen samt orange kant. Røde bær, især jordbær, let oxideret. Blød med røde bær og kirsebær, let krydret, fin balanceret med ok syre. Stadig levende og faktisk et harmonisk og lækkert glas (89).

Vintage 1997: Rubinrød, medium intens, lys kant. Jordbær, lidt tendens til frugtgrød, men med friskhed fra krydderurter og eukalyptus. Fin modenhed, stadig med frugt og fin balanceret med syre, dog ikke så kompleks, let krydret og pebret ende. Kan stadig holde en små 10 år endnu (90).

Vintage 2007: Mørk rubin, lys lilla kant, næsten uigennemsigtig. Ikke så ekspressiv, men med mørke bær, solbær, brombær og lidt kaffenoter. Mørke bær, fin syre og fin frugt, lidt grønne noter i baggrunden, godt med tanniner, fin kompleksitet og tør hale, ok balance. Vil stadig udvikle sig positivt (92).

Vintage 2017: Mørk rubin, uigennemsigtig, lilla kant. Frisk næse med masser af frisk frugt, solbær, jordbær, brombær, lidt ribena-præg samt lidt krydderurter. Frisk og tæt i munden med masser af frugt, kraftige men ikke aggressive tanniner, lidt frugtsødme, men ellers tør og tørre tanniner i halen samt lidt peber og alkohol (91).

10 års White: Lys ravfarvet, orange skær. Honning, abrikos og mandel i næsen. Let og blød med lyse stenfrugter, mandel, fin syre og forholdsvis tør (88).

Colheita 2008: Mørk tawnybrun med rubin kerne. Tørrede frugter, figen, rosin og stadig lidt mørke bær. Fyldig med frugt og nødder. Burde have længere tid på fad, og var da også første aftapning (87).

Colheita 1992: Ravfarvet. Frisk næse med mandel, tørrede frugter, lidt appelsinskal. Blød, let cremet med nødder og orange, frisk, tør og med sin syre. Ganske delikat (90).

Colheita 1986: Lys tawnyfarvet, lidt uklar. Stikker lidt i næsen med lidt karklud og kemi. Ikke med decideret fejl, men heller ikke helt i skabet. Tørrerede frugter, tør og med høj syre (86).

Colheita 1976: Orangegul, flot skær. Lidt diskret i næsen med mandel, lidt citrus og appelsinskal. Dejlig i munden med honning og mandel, elegant og frisk med høj syre og dejlig balance. Dejligt glas (92).

Colheita 1967: Orangegul, flot skær. Mandel, appelsinskal i og tørrede abrikoser i næsen. Dejlig i munden, let cremet, men også elegant, høj syre og flot balance. Flot, dejlig og indbydende (94).

Quinado: Baseret på en +40 års tawny, tilsat kinin og krydderier. Ravfarvet. Mandel, vanilje og lidt hvid flødechokolade i næsen. Tydeligt præg af kinin og vanilje – måske lidt vel meget af sidstnævnte, opleves udpræget sød, men også med syre, fin fylde. Smager faktisk fint i små doser. Helt sikkert et nicheprodukt, som det er værd at bevare (89).

”Just for Friends” Surprise: En tawny med ca. 50 år på bagen, tappet til lejligheden. Tawnyfarvet. Nødder og appelsinskal. Fin fyldig, men lidt sprittet i starten, hvilket sikkert skyldes den sene aftapning. God friskhed og fylde, fin kompleksitet (93).

Det skyldes givet, at mit kendskab til Poças ikke har været godt nok, selv om jeg har besøgt deres lodge i Gaia flere gange og jævnligt har smagt deres portvine. Men jeg var positivt overrasket over, at vinene generelt lå til den tørre og mere elegante side, hvor jeg havde forventet en mere sød og tungere stil, karakteristisk for en del af de såkaldte portugisiske huse. Samtidig synes jeg faktisk deres Vintage var udmærkede, ok måske ikke i første division, men nuancerede og med mellemlang holdbarhed.

Foruden at lave portvin, var Poças faktisk blandt pionererne, når det gælder satsning på bordvine fra Douro DOC. I dag udgør vinproduktionen ca. 25 % af den samlede produktion på 1,6 millioner flasker om året. Husets bordvine udsendes under forskellige brands: Coroa d´Ouro, Vale de Cavalhos som er med druer fra Quinta de Vale Cavalos i Douro Superior, Poças Reserva samt topvinene Branco da Ribeira og Símbola. Læs min omtale af vinene her.

Netop sidstnævnte var på menuen ved den efterfølgende middag, som vanen tror bød på fire retter:

Forret:

Rimet karmusling med cremet perlebyg, muslingefumé, krydderurter og løg aske. 

Dertil Branco da Ribeira 2018.

Hovedret:

Beef Wellington, pomme Anna, spinat soufflé og sauce Madeira med trøffel. 

Dertil Símbola Tinto 2015.

Mellemret:

Ostetallerken tre slags ost med kompot og brød. 

Dertil Vintage 1996.

Dessert:

Chokolademousse med krystalliseret hvid chokolade og mandelcrumble. 

Dertil 20 års Tawny.

Efter at have gensmagt Branco da Ribeira og Símbola må jeg sige, at begge er fremragende vine. Alt i alt en dejlig aften, som viste, at Poças så afgjort er værd at drikke, hvad enten vi taler om Tawny og Colheita, LBV og Vintage eller bordvin.

Portvinene fra Poças importeres af COOP, mens bordvinene importeres af Løgismose.