torsdag den 27. februar 2020

Sweet Dreams made of Port


”Sweet dreams are made of this…”
Sådan lød det tilbage i 1980´erne fra duoen Eurythmics. Og sådan nynnede jeg diskret sidste fredag, da der blev skænket op i mine glas. Port of Dreams hedder den smagning, som Portvinsinstituttet (IVDP) har gjort det for vane at invitere til i forbindelse med vinfestivalen Essência do Vinho i Porto. Festivalen blev afholdt i den forgange uge i den gamle børsbygning, Palácio da Bolsa, som ligger side om side med instituttet i hjertet af byen.


Som medlem af den internationale jury ved Essência do Vinho var jeg inviteret med til Port of Dreams smagningen, og det var igen (jeg deltog også i 2018) en stor fornøjelse. Flotte gamle portvine, præsenteret af producenterne selv og det hele styret af IVDP´s tekniske direktør Bento Amaral – en mand, der ved, hvad han snakker om.


Vi smagte i alt 10 gamle portvine. Der blev lagt ud med tre ældre Vintage, hvorefter fulgte forskellige udgaver af fadlagret portvin, så vi kom godt rundt i typerne. Her følger først lidt om vinene og derefter mine noter:

Quinta do Noval Nacional Vintage 1994

Vinen blev præsenteret af winemaker Carlos Agrellos, som bl.a. begrundede valget med, at det var den første Vintage under franske Axas ejerskab samt, at den er i det gode selskab af 100-points vine. Nacional 1994 var da også samlet vinder ved The Vintage Port Clubs store smagning af Vintage1994 tilbage i 2014.


Rubinrød med lys kant og mørk kerne, medium intens. Intens næse med mørke modne kirsebær, solbær, lidt røde bær og krydderier. Dejlig åben med masser af krydret frugt, solbær, fin syre og balance, stor kompleksitet samt en lang pebet, krydret hale. Har stadig mange år foran sig (97).

Taylor´s Vintage 1970 (Magnum)

Vinen blev præsenteret af Nick Heath, som bl.a. fortalte, at Taylor´s som en undtagelse lavede både klassisk Vintage og Single Quinta Vintage fra Quinta de Vargellas i 1970. Det skyldes, at dammen ved Valeira længere nede af Douro skulle bygges, hvorfor de lavest beliggende marker på Vargellas ville blive oversvømmet. Derfor besluttede de sig for at udsende en særlig Tribute-SQV baseret på druer fra disse marker.


Lys teglrød med helt lys kant. Røde bær, læder og lidt røgede toner. Dejlig moden portvin, blød og elegant i munden med fin frugt og syre og derfor god balance, elegant med røde bær, tør, en smule diskrete tanniner, let krydret ende, der bliver i munden. Mere harmonisk end den udgave vi fik ved Vintage 1970 smagningen for nyligt i The Vintage Port Club, hvor syren dominerede lidt. Det skyldes måske, at der her var tale om en Magnum, som jo gerne udvikler sig en smule langsommere (95).

 

Dow´s Vintage 1963 (Magnum)

Vinen blev præsenteret af Goncalo Brito fra Symington Family Estate, der fortalte lidt om familiens forhold til Dow´s, som rækker mere end 100 år tilbage, idet Andrew James Symington blev partner i 1912. I 1961 blev Symingtons eneejer af huset. Baseret på druer fra de to quintaer, Bomfim og Senhora da Ribeira.
Rødbrun med lys orange kant. Godt med frugt i næsen, såvel solbær som røde bær, kaffe og lidt honning. Solbær og røde bær i munden, tør, let krydret og stadig med lidt bløde tanniner, fint harmonisk, lang hale. Dejlig og stadig levende (93).



Quinta do Vale D. Maria Colheita 1969

Vinen blev præsenteret af Cristiano van Zeller, som fortalte om quintaen, der ligger ved Rio Torto. Ejerskabet ligger i dag hos den store Vinho Verde producent Aveleda, men quintaen bestyres stadig af familien og især Cristiano og datteren Francisca van Zeller. Vinen er baseret på et gammel fad, fundet i Douro. Dette er en første gamle Colheita fra husets side.


Orange brun, lys kant og mørkere kerne. Frisk næse med tørrede frugter, mandel, honning og nødder. Blød og cremet i munden med honning og lidt abrikos og appelsinskal, flot syre som balancerer (93).

Kopke White Colheita 1940

Vinen blev præsenteret af Sogevinus´ winemaker Carlos Alves, som indledte med at sige, at han af gode grunde ikke var winemaker på denne vin, da den blev lavet, men dog har stået for det færdige. Vinen er dog endnu ikke kommet på markedet, men kan ifølge Stefano Marello forventes til Danmark i juni.
Mørk ravfarvet med lysere kant, lidt orange skær i kanten. Lige en smule unoder i næsen i første omgang, hvilket gives skyldes, at den var frisktappet til lejligheden. Kom sig dog hurtigt med nødder, valnød, tørrede frugter, lidt citrus og appelsinskal. Lettere og frisk i munden, ikke så fyldig, men delikat med honning, hasselnødder og lidt citrusfrugt, høj flot syre og lang hale (94).



Maynard´s Colheita 1935

Vinen blev præsenteret af Mafalda Machado, som assisterer winemaker og masterblender Alvaro van Zeller. Alvaro er mester til at finde gamle fade rundt om i Douro, hvilket også gælder denne, som blev købt for et år siden og derefter har været lagret i Gaia.
Intens, mørk og med lysere kant. Brun farin, appelsinskal, brændte figner og karamel i næsen. Intens og dyb, tørrede frugter, karamel, cigarkasse og balsamico, høj syre og friskhed der balancerer det tunge, dybe og komplekse (95).


Vista Alegre Colheita 1934

Vinen blev præsenteret af Miguel Martins, som er general manager ved Vallegre, som producenten bag hedder med en sammentrækning af navnene på de to hovedquintaer, Valle Longo og Vista Alegre. Det hele ejes af familien Cunha Barros.
Mørkebrun med lidt lysere kant, dyb og intens. Intens i næsen med brun farin, kaffe og balsamico samt lidt citrus frugt, tydelig og måske lidt vel markant ”Douro-bake”. Krydret og intens med tørrede frugter, balsamico, ok syre, lang hale som forbliver i munden længe efter (92).

Niepoort Very Old Dry White

Vinen blev præsenteret af Dirks søn, Daniel Niepoort, som fortalte om vinens historie. Den er godt 100 år gammel og har først lagret fad og derefter en 50 år på flaske. En helt særlig og special vin med lidt af de samme karaktertræk som en anden Niepoort-specialitet, Garrafeiras.


Orange-brun med flot skær. Frisk og anderledes næse med lidt citrus. Lidt mandel og citrus, virker tør selv om restsukkerniveau faktisk er højt, lidt skarp men også dejlig frisk (93).

Quinta da Boeira Very Old Tawny “1917”

Vinen blev præsenteret af winemaker Helene Teixeira. Jeg har tidligere smagt den ved en smagning i Odense. Baseret på et gammel fad, fundet i Douro, dateret tilbage til 1917, men da der ikke er officielle papirer herpå kategoriseret som Very Old Tawny. Er sendt på markedet på 1000 små parfumeflasker, som kan sprayes i munden.
Mørk og intens med lysere, orange kant. Lidt røgede toner i næsen samt svesker, farin og balsamico. Cremet og intens i munden, dyb med tørrede frugter, balsamico, valnød og farin, fin balancerende syre som frisker den intense fylde op (95).


Costa Boal: Very Old Port

Vinen blev præsenteret af António Costa Boal, som fortalte om huset, der blev grundlagt så sent som i 2009 og både producerer vin fra Trás-os-Montes og Douro samt portvin. Deres rødvin Palácio dos Távoras Gold Edition fik i øvrigt prisen for 3. bedste rødvin ved Essência do Vinhos Top 10 smagning (mere herom følger). Familien Costa Boal har dog været etableret i Douro siden 1857. Winemaker er Paulo Nunes. Vinene er baseret på fad uden papirer, men altså takseret som Very Old. Der er kun produceret 200 flasker.
Mørk, intens med lys kant. Forholdsvis frisk næse med nødder og tørrede frugter. Meget blød og cremet i munden med karamelnoter og lidt frisk pebermynte, lidt vel sød til mine smagsløg, men dog med god balancerende syre (93).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar