torsdag den 9. juli 2020

Bom Retiro Vintage 2018


Omtalte vin er sponseret af producenten

Ramos Pinto var blandt de første portvinsproducenter, som tidligere i år offentliggjorde deres deklarationer for 2018. Huset deklarerede i 2015, sprang 2016 over og var så klar igen i 2017, hvor de udsendte såvel klassisk Vintage som Single Quinta Vintage fra Quinta de Ervamoira i Douro Superior.
I 2018 blev det til en Single Quinta fra Bom Retiro – den anden af husets fire quintaer, som lægger navn til såvel Single Quinta Vintage som Tawny med alder, idet husets 10 og 20 års Tawny er navngivet efter henholdsvis Ervamoira og Bom Retiro.


Jeg fik sendt en fadprøve op, men først lidt om Quinta do Bom Retiro og høsten.
I museet hos Ramos Pinto i Vila Nova de Gaia kan man blandt mange andre kunstværker og udsmykninger se et par store azulejos-billeder af en faun ridende på et æsel og af nøgne nymfer. De samme store paneler hænger på Quinta do Bom Retiro over Quintaens lagar, som stadig bruges til fodtrædning af druer, f.eks. den nye Vintage 2018.


Quintaen ligger i Cima Corgo, nærmere bestemt i Torto-dalen på sydsiden af Douro, og kan dateres tilbage til 1700-tallet. Den blev inkluderet i demarkeringen i 1789 og blev overtaget af Ramos Pinto i 1919. Bom Retiro kan oversættes som ”et godt sted at trække sig tilbage” og blev da også indrettet skønt med haveanlæg og Douro-dalens første swimmingpool. Rygterne fortæller, at levemanden Andriano Ramos-Pinto fornøjede sig på quintaen med smukke kvinder fra Paris. Hvem ved, måske har nogle af dem stået model til de nøgne nymfer.


Ejendommen er på 110 hektar, hvoraf 62 er vinmarker, plantet i 110 til 400 meters højde og med en gennemsnitsalder på ca. 40 år. Quintaen indgik i sin tid i de eksperimenter med sorter og plantemetoder, som José António Ramos Pinto Rosas og daværende winemaker João Nicolau de Almeida foretog sidst i 70´erne og starten af 80´erne. Det var således på Quinta do Bom Retiro, at de første patamares blev anlagt, ligesom der blev etableret vertikal plantning, også kaldet ao alto.
Ramos Pinto har jævnligt udsendt Single Quinta Vintage fra Bom Retiro. I deres kælder i Gaia ligger bl.a. flasker fra Bom Retiro fra 1931 og 1922, men der findes også endnu ældre vine fra ejendommen. I et gammelt katalog fra 1888 fra auktionsfirmaet Christies optræder således en Cockburn´s Bom Retiro flasket i 1849, mens andre er udsendt i Feuerheerds navn. Den seneste fra Ramos Pinto er fra 2014 og nu følger altså 2018.
”2018 var et af de mest udfordrende år for dyrkning af vin, men vinen er med ekstraordinær frugt,” fortæller Master Blender Ana Rosas og uddyber:
”Det var en tør og kold vinter på Quinta do Bom Retiro med meget lidt nedbør registreret. Byger i foråret var intense og gav rigeligt nedbør og blev fulgt at kølige temperaturer. Dette forsinkede høsten og forhindrede også arbejdet i marken, hvilket var en stor udfordring. August og september, som er afgørende for druernes modning, var tørre og varme, så druerne alligevel opnåede fuld modning ved høsten.”


Terroiret og klimaet ved Bom Retiro giver forholdsvis friske og elegante vine. Eller som administrerede direktør for Ramos Pinto, Jorge Rosas slagordsagtigt udtrykker det:
”Definitionen på elegance. Det er det perfekte fingeraftryk fra de unikke vinmarker på Quinta do Bom Retiro.”
Om drueblandingen har Ana Rosas oplyst, at rygraden udgøres af tre små nordøstvendte parceller med touriga nacional som er gæret sammen med sousão i granit-lagar. Dertil kommer druer fra et par gamle blandede marker henholdsvis lavt og højt beliggende samt touriga franca, som leverer aroma, farve og tanniner.
Fadprøven blev smagt over to dage. Her er mine noter:

Ramos Pinto Quinta do Bom Retiro Vintage 2018 (fadprøve): Blend af 62 % touriga nacional, 28 % touriga franca, 5 % Vinhas Velhas, 3 % barroca og 2 % sousão. Dyb rubin, næsten uigennemsigtig og med lilla kant. Violer, hyldebær, mørke kirsebær, esteve, lidt kakao. Pænt med frisk frugt, mørke kirsebær og brombær, floral, peber, god struktur og rimelig elegance, markante, men bløde tanniner, høj syre, lang hale, mellemlangt potentiale. Dejlig vin, som kan drikkes nu, men vil have godt af lidt tid (92/93).


Ramos Pinto har i øvrigt lavet en lille seværdig reklamefilm om vinen. Her kan man høre kommentarer fra såvel Ana Rosas som medblender Thomas Rogerson og se optagelser fra lagaren på Bom Retiro og fra den rustikke vinkælder i Gaia.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar