mandag den 22. august 2022

Moscatel fra JM Fonseca 2022

 

De smagte vine er sponseret af importør og producent

 

Når man smager vin, er det altid en ekstra gevinst, hvis man har besøgt den pågældende producent og talt med winemakeren. Jeg kan heldigvis efterhånden sætte kryds ud for mange portugisiske vingårde og har mødt mange winemakere. Og flere følger forhåbentligt de kommende år.



En af dem, jeg har mødt flere gange, er Domingos Soares Franco fra den store producent af vin og Moscatel de Setúbal, José Maria da Fonseca. Nævnes her skal blot en dejlig frokost i den flotte bygning i Azeitão, hvor han bl.a. serverede flere endnu ikke frigivne vine, samt smagningen af Moscatels ved den store vinkonkurrence Concurso Vinhos de Portugal med Domingos for bordenden.



Porteføljen af vine og Moscatels er bred, lang og spændende hos José Maria da Fonseca. Enkeltdruevine under winemakerens egne initialer (DSF), saftige vine på Setúbal-halvøens signaturdrue Castelão samt ikke mindst de dejlige søde hedvine, som det skal dreje sig om her. Om dem siger Domingos selv:

”Moscatel de Setúbal er bedre balanceret end portvin og madeira, hvad angår sødme og syre. De yngre som vores Moscatel Alambre er fine som aperitif eller som dessertvin, mens de ældre er de fødte dessertvine. I Portugal passer de perfekt til vores mange desserter med æg.”

Produktionen hos José Maria da Fonseca er fordelt på 80 % almindelig vin og 20 % Moscatels. Blandt vinene er kendte brands som Periquita, som blev så populær, så mange faktisk troede, at druen hed sådan, men der var og er altså tale om en rødvin på Castelão. Siden er dog fulgt såvel hvidvin og rosé under samme brandnavn.

Men tilbage til Moscatel de Setúbal. Som ved anden hedvin stoppes gæringen ved tilsætning af druesprit, men reglerne er ikke så rigide som ved portvin, hvorfor der også bliver eksperimenteret i denne fase af produktionen. Domingos Soares har således fået godkendt Moscatels tilsat henholdsvis cognac og armagnac – og har sågar lavet en ”nac-nac”, hvor der tilsat halvt af hver. Resultatet er Mocatel med en ekstra dimension.

”Resultatet var som forventet. Den armagnac, jeg havde valgt, passer bedre til lidt yngre og mere frugtige moscatels, mens cognacen er bedre til ældre moscatels. Jeg har også prøvet at lagre på egetræsfade, men det fungerer ikke efter min mening,” fortæller winemaker Domingos Soares Franco.

Efterfølgende lagres vinene på store fade – såkaldte toneis af f.eks. mahogni. Mindstekravet er 18 måneder, men lagrer den i 5 år, må den kalde sig Superior. Moscatel på markedet har ofte aldersgengivelsen 5, 10 og 20 år eller endnu ældre, men kan også sendes ud med årgangsangivelse som portvinens Colheitas.

Selv om Moscatel de Setúbal ikke er så kendt herhjemme og står helt i skyggen af først og fremmest portvin, ser Domingos Soares Franco lyst på fremtiden.

”Jeg forventer, at salget vil stige i Portugal og at Moscatel de Setúbal i højere grad vil bliver anerkendt på eksportmarkedet som vin af høj kvalitet.”

Følgende vine blev smagt over to dage og ved lidt forskellige temperaturer. Høståret er angivet i parentes.

Alambre (2017): Ravfarvet, orange skær. Abrikos, honning og mandarin i næsen. Mandel, abrikos, blomster, lidt nødder og orangeskal, medium sød med fin syrebalance. Ligefrem, men vellavet og indbydende (87).

Alambre 20 års: Mørk ravfarvet med flot skær og lys kant. Ekspressiv og intens næse med figner, abrikos og andre tørrede frugter samt nødder. I første omgang blød i munden med honning, blomster og appelsinskal, dejlig fyldig og kompleks med flot syre, der overtager og balancerer, lang hale med fint syrebid. Et dejligt glas (94).



Moscatel Roxo Superior (2001): Mørk ravfarvet. Nødder, figner, honning og lidt krydderier som muskatnød i næsen. Intens i munden med abrikos, appelsinskal, stor friskhed og høj syre, har kant og god fylde samt rimelig kompleksitet (92).

Moscatel de Setúbal Superior Cognac (1999): Mørk ravfarvet. Vinøs og krydret næse med figner, nødder og tørrede frugter. Lækker i munden, dejlig kompleksitet og med fin syre-sødme balance, der skiftes til at være i front, god kant og med lang hale med syrebid (93).

Moscatel de Setúbal Superior Armagnac (2003): Ravfarvet med lidt rødligt skær. Tørrede frugter, figner og nødder samt let røget og krydret karakter med diskret kokospræg. Blød og rund i munden med fin frugt, i anden omgang mere kant og mere markant syre, vinøs ved flot kompleksitet, har så at sige en ekstra dimension, lang krydret hale. Et flot og spændende glas (94).

 


 

José Maria da Fonseca – såvel Moscatel de Setúbal som almindelig vin – importeres af Nordjysk Vinimport

Ingen kommentarer:

Send en kommentar