Der er
efterhånden kommet flere dokumentarfilm om Douro og portvin – og tak for det. I
2012 gjaldt det Zev Robinsons ”Life on the Douro” og i 2016 fulgte David
Kennards fremragende “A Year in Port” for at nævne to af de mest markante. I år
gælder det så ”A wonderful Kingdom” af Carlos Carneiro, som ikke så meget
fokuserer på portvinsbranchen, men mere på landskabet og ikke mindst høstarbejdernes
virke i marken og i kælderen.
”Beyond
Marão, those who rule are those who are there”, lyder det indledningsvis med et
citat lige inden de første smukke billeder toner frem af broerne ved Regua ved
solopgang fulgt af en panorering under broerne og op i Douro. Således ankommer
vi til titlens vidunderlige, men isolerede kongedømme, som vækkes til live
hvert år under høsten.
Gennem fire
kapitler med overskrifterne ”Everybody is in charge”, ”Hot Land, Cold Land”,
“Bottled Sunlight” og “Son of Tras-os-Montes” følger vi arbejdet fra plukning
af druerne i marken, transporten til quintaen, sortering, fodtrædning i
lagaren, gæring og arbejdet med fadene og kvaset samt flytning af fade. Skridt
for skridt og uden nærmere forklaring. Instruktøren forklarer:
”For det
første ville jeg gerne vise Douro fra sin bedste side under høsten – et magisk
sted. Men så ønskede jeg også at zoome ind på befolkningen, de såkaldte ”transmontanos”,
og gøre dem til heltene frem for dem, der normalt får al opmærksomheden så som
vinproducenterne. På den måde ville jeg gerne lidt bag scenen og vise den
arbejdsproces, det er at fremstille portvin og Douro-vin,” siger Carlos
Carneiro og fortsætter:
”Det er et
kærlighedsbrev – en ode til Transmontano.”
Filmen er på
en gang en dokumentarfilm, men samtidig også et billeddigt baseret på den
portugisiske forfatter Miguel Torgas prosa af samme navn, ”Um Reino
Maravilhoso”, der som det meste af Torgas produktion er en hyldest til det
barske landskab i Trás-os-Montes – landet bag
bjergene og ikke mindst dets indbyggere. Det gælder f.eks. den for portvinsentusiaster
meget interessante roman ”A Vindima” (oversat til engelsk som Grape Harvest), der
udspiller sig i 1945 under høsten på Quinta da Cavadinha og klart kan
anbefales.
”Under min
research læste jeg ”A Vindima”. Men så faldt jeg over hans bog ”Portugal” fra
1950, som er et poetisk portræt af landet, der viser arbejderklassens hårde
arbejde og svære forhold under diktaturet. Hver region har sit kapitel, og det
om Trás-os-Montes, ”A Wonderful Kingdom”, ramte mig virkelig. En utrolig
beskrivelse af regionen og dets indbyggere, som jeg vidste, at jeg aldrig kunne
overgå. Så i stedet for en fortæller, som giver alle mulige facts om Douro,
valgte jeg Torgas poetiske beskrivelse af regionen,” fortæller Carlos Carneiro.
Miguel
Torgas tekst er oversat til engelsk og selveste Malcolm MacDowell, som de fleste
sikkert husker i rollen som Alex i Stanley Kubricks ”A Clockwork Orange”, lægger
stemme til. Fortællestemmen, hvis udtale af portugisiske stednavne godt kunne
trænge til en opstramning, dukker op med mellemrum, ligesom teksten trods sine
poetiske kvaliteter også med mellemrum virker lidt malplaceret, som da den
remser hvide druesorter op, men vi ser røde druer. Derudover udgøres lydsiden
kun af lidt stemningsskabende underlægningsmusik, reallyde og small talk mellem
arbejderne i marken eller i kældrene – inklusiv deres umiddelbare kommentarer
om kameraets tilstedeværelse. Men her er altså netop ingen såkaldte ”talking
heads”, der forklarer og fortæller om, hvad der foregår.
Det er derfor
ikke en film, man bliver klogere på portvin af at se. Det er mere tale om
formidling af en stemning og en poetisk hyldest til befolkningen, arbejdet og
landskabet. Douro præsenteres som en mytisk land – et kongedømme af skønhed,
hvor klipperne taler. Og som et sted, hvor der slides i mark og kælder.
Stederne og
quintaerne bliver ikke navngivet, men enkelte som Niepoorts Vale de Mendiz og
Quinta de Nápoles samt Churchill´s Quinta da Gricha er dog genkendelige. Derudover oplyser instruktøren, at der er
optagelser fra Quinta das Amendoeiras og Quinta Maria Izabel.
Den en time
og 20 minutter lange film er flot, men kræver tålmodighed. Den fortælles i et
meget langsomt tempo med lange passager kun med lyde og billeder. Køreture
mellem vinstokkene, lange vandreture mellem fadene i kælderen, vand der løber,
druer der sorteres og fødder der farves røde af druesaft. Ind i mellem benyttes
ovenikøbet optagelser i slowmotion, hvilket sænker tempoet yderligere.
Læs mere om filmen og om, hvordan du kan se
den, her.
Stillfotos er fra filmen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar