fredag den 5. november 2021

En verden af diversitet – Portugisisk vinsmagning 1

A world of difference. Sådan lød overskriften for den smagning, Portugals brancheorganisation på vinområdet, Wines of Portugal, havde inviteret til forleden i Langelinie Pavillonen i København.



En verden af diversitet er lige netop, hvad Portugal byder på som vinland, og det samme gjaldt såvel et særligt seminar for branchefolk som den åbne smagning med en lang række vine fra 26 forskellige producenter. Diversitet hvad angår druesorter, terroir, klimaindflydelse og vinificering. Fra lette vine fra Vinho Verde og hvidvine fra andre regioner over rødvine med eller uden fadpræg til søde portvine og moscatelvine. Fra små nye spændende producenter over etablerede familieforetagende til de store koncerner som Sogrape og Sogevinus.



Det var anden gang Wines of Portugal inviterede til en sådan vinmesse som et led i deres fireårige satsning i Danmark. Første smagning blev afholdt i oktober 2019 (læs her), hvorefter desværre fulgte corona-nedlukning, som dog tillod afholdelse af enkelte mindre arrangementer og smagninger, men altså først nu igen i større format.

Jeg deltog i såvel seminar, hvor vi blev guidet igennem 10 vine af Thomas Ilkjær, samt den efterfølgende åbne smagning, hvor jeg lavede et par enkelte lidt grundigere nedslag og ellers lystssmagte rundt omkring uden den store notetagning. Mere herom følger i et senere indlæg her på bloggen.

Thomas Ilkjær indledte seminaret med at fortælle lidt generelt om Portugal som vinland og satte under smagningen fokus på de forskellige regioner, som vinene fra hentet fra. Følgende vine blev smagt:

Soalheiro Granit 2020 (Vinho Verde): 100 % Alvarinho fra højere beliggende granitjord. Grøngul, lys, klar. Grønne æbler, lidt eksotisk frugt i bunden, mineralitet. Frisk med god mundfylde, fin frugt og syre, æbler, citrus, mineralsk og lidt saltet slutning (92).

Quinta do Gradil Arinto 2019 (Lisboa): Gulgrøn. Æbler, citrus, grape og passionsfrugt. Frisk og fyldig med pære, citrus og vegetale noter, mineralsk, høj syre, god balance, grape i halen (91).

Quinta dos Carvalhais Encruzado 2019 (Dão): Meget lys grøngul med grønt skær. Frisk, men lidt diskret næse med pære og blomster. Dejlig i munden med æbler, lidt eksotisk frugt og banan fra fad, fin kompleksitet, god balance og lang hale (92).

Lua Cheia em Vinhas Velhas Branco 2019 (Douro): Lys, transparent. Diskret næse med æbler og grønne noter. Kompleks i munden med god frugt og fin syre (89).



Casa Santos Lima Azulejo Tinto 2019 (Lisboa): Blend af Castelão, Tinta Roriz og Pinot Noir. Rubinrød med rød kant. Frisk næse med frisk frugt, kirsebær og rød bær samt lidt røgede noter. Frisk i munden, god frugt og bløde tanniner, behersket fadpræg. Fin og ukompliceret (87).

Casa Relvas Herdade de S. Miguel Escolha dos Enólogos Tinto 2019 (Alentejo): Blend af Touriga Franca, Touriga Nacional, Alicante Bouschet m.fl., 9 måneder på fad. Mørk rubin med lys lilla kant. Blåbær og andre mørke bær. Kraftig og fyldig i munden, krydret, diskret fadpræg og bløde tanniner (92).

Conde Vimioso Sommelier Edition 2018 (Tejo): Blend af Aragonês, Cabernet Sauvignon, Petit Verdot og Syrah. Rubinrød, 12 måneder på fad. Let parfumeret næse med røde bær og fadnoter. Fyldig i munden med moden frugt, fint balanceret med bløde tanniner. Fin ligefrem madvin (89).

Três Bagos Tinto reserva 2018 (Douro): Blend af 40 % Tinta Roriz, 35 % Touriga Franca og 25 % Touriga Nacional. Mørk rubin. Solbær, brombær og florale noter. Frisk frugt i munden, elegant (90).

Quinta da Devesa Tinto Superior Touriga Nacional 2017: Lagret 12 måneder på fad og 12 måneder på flaske. Rubinrød, lys lilla kant. Frisk og floral med røde bær, men også lidt underliggende balsamico fra fadet. Kraftig i munden med god frugt, modne bær og florale noter, flot høj syre, kraftige men bløde tanniner og en lang hale med tørre tanniner. Fint potentiale (92).

Casa Ermelinda Freitas Moscatel Roxo Superior 2010: Lagret 6 år på fad. Ravgul med orange kant. Dejlig duft af nødder, honning og abrikosmarmelade. Tørrede frugter og lidt karamel, fin kompleksitet, lang hale. Et fint glas (92).

Lidt noter og tanker fra den efterfølgende åbne smagning følger snarest.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar