torsdag den 28. februar 2019

Winemakers Dinner med Dirk Niepoort


Niepoort er et portvinshus, som der er meget hype om herhjemme. For det første laver de god portvin i stort set alle genrer i modsætning til mange huse, som er gode til enten Vintage eller fadlagret portvin. Ja, de laver faktisk også god portvin i deres egen genre i form af garrafeiras, som først lagrer på fad, derefter på såkaldte demijohns og så endelig på flaske (læs mere her). For det andet er frontfiguren Dirk Niepoort en lidt kontroversiel figur, som ofte går sin egne vegne og nogle gange imod strømmen, ligesom han elsker at eksperimentere – både når det gælder bordvine og portvinstyper. Basen er Douro, men Dirks nysgerrighed har gjort, at han også har fundet vej til Dão og Bairrada samt andre regioner i Portugal og i udlandet.


Når det er sagt, har Niepoort også skuffet jævnligt ved smagninger – f.eks. når vi taler om Vintage fra 1997, hvor risikoen for fejl er stor. Ja, til tider har jeg fundet dem lidt overvurderet.
I fredags skulle Niepoort derfor stå sin prøve, da The Vintage Port Club havde inviteret Dirk Niepoort til smagning i forbindelse med den årlige Winemakers Dinner.


Dirk Niepoort stil – både hvad angår bordvin og portvin – er vine karakteriseret med megen friskhed og god syrebalance, hvorimod han ikke bryder sig om for mange fadnoter og for meget moden frugt eller ligefrem overmoden frugt, som han udtrykte det. Den sidste bemærkning var rettet kritisk mod årgang 2016, hvor Niepoort sammen med bl.a. Ramos Pinto netop valgte ikke at deklarere, ses bort fra en udgave af deres biovin, Bioma, hvor druerne især hentes fra enkeltmarken Pisca. I stedet deklarerede de i 2015 og er klar til at gøre det igen i 2017. Ja, faktisk havde Dirk medbragt fadprøver på Vintage 2017, som netop har blevet godkendt af IVDP.


Der var tale om en meget bred smagning fordelt på flere flight, hvor sammensætningen umiddelbart kunne virke underligt, men faktisk fungerede fint. Og så var det da i øvrigt et friskt initiativ at placere en almindelig ruby midt mellem alle de andre vine for at minde om, at basisport også bør have husets stil.


Følgende vine blev smagt åbent og i samme rækkefølge:
10 års hvid Tawny: Gylden, ravgul og klar. Dejlig frisk duft md abrikos, mandel, honning, appelsinskal og florale noter. Dejlig i munden med fin fylde og stor friskhed, abrikos, honning, let cremet og fin syre samt god hale (89).
Hvid Colheita 1917 (flaskeprøve): Egentlig en 10 års hvid, da den blev tappet på flaske i 1927. Derefter flakselagret. Orangebrun, lys og meget uklar. Lidt parfumeret i næsen og med lidt apotekernoter, men også tørrede frugter og abrikos. Dejlig i munden med god friskhed og stadig med syre, krydret og med let sprittet hale. Ikke helt oppe at ringe, men et spændende glas (90).


Ruby: Mørk rubin med lys rødlilla kant. Ekspressiv næse med frisk bærpræg, solbær og lidt marmelade præg. Fin friskhed med god syre og frugt balance, bløde diskrete tanniner. En fint glas i kategorien, men skal serveres afkølet (82).
Garrafeira 1948: Flot tawnybrun og klar. Stadig præg af bær, men også fadnoter, jordbær og røget bacon. Dejlig struktur i munden med frugt og røde bær, god syre og fin balance samt en let røget karakter. Fin kombination af fad og frugt og med såvel ælde som friskhed (95).
Vintage 1970: Rødbrun med lys kant. Udmærket duft med frugt, lidt frugtgrød, røgede toner, lidt oxideret, men på den behagelige måde. Stadig røde bær, let krydret, røget bacon, fin syrebalance og lidt pebret hale. Et dejligt glas (94).
LBV 1989: Ruby med brune nuancer og lys kant. Lidt sprittet næse, ret diskret. Blød og meget tilgængelig, fin balance med god syre, en lidt sprittet eftersmag. Ældet men stadig med fin struktur og friskhed (88).


Colheita 1989: Lys brunrød med lys orange kant. Mandel, tørrede frugter lidt appelsinskal og blomster i næsen. Fin balance, stadig med lidt frugtpræg og lidt røde bær, men ellers figner og tørrede frugter, bløde og let cremet struktur (90).
Vintage 1987: Flot rubinrød med lidt mørk kerne og lys kant. Jordbær og andre røde bær, lidt vel parfumeret. Jordbær og lidt røgede toner, krydret med høj syre og god friskhed, savner måske lidt frugt til at balancere (90).
Pisca Vintage 2007: Nærmest sort og uigennemsigtig, lilla kant. Friske bær og kærnemælk, solbær og lidt mørk chokolade og kaffe. Tør med god frugtfylde, mørke bær, godt med bløde og integrerede tanniner, lidt bid i enden. Har brug for tid (90).
Bioma Vintage 2008: Mørk rubin, næste uigennemsigtig, farver glasset. Frisk frugt, solbær, hyldebær, ristet kaffe og lidt kærnemælks præg. Til at starte med en del friske, grønne noter som eukalyptus og fyrrenåle, mørke bær, blød i munden og godt balanceret, pænt med bløde tanniner, lidt brændende hale, men med stort potentiale (91).


30 års Tawny: Orangebrun, lys. Første lidt tør sherrynæse, mandler, appelsinskal. Blød og rund, men også meget elegant med nødder og tørrede frugter samt fin friskhed og balance, har flere lag at byde på (94).
Colheita 1957: Lys tawny farvet med lys kant. Sherrynæse i starten, men aftagende som temperaturen steg, mandel, nødder og lidt figen. Let sprittet i munden med god syre, abrikos og nødder, let cremet samt en lang flot hale med nøddepræg (93).


Vintage 2017 (fadprøve): Denne fadprøve på netop godkendt Vintage lover godt for årgangen. Sort og uigennemsigtig, farver glasset helt lilla. Masser af friske bær, hyldebær og kærnemælk i næsen. Ungdommelig kraft og saft med rå frugt, dejlig friskhed og kraftige, men ikke voldsomt rå tanniner og flot potentiale for at finde sig selv og blive rigtig god (93).


Konkluderende er der vel bare at sige, at ingen vine skuffede – alle var værd at drikke. Stilen var også tydelig på tværs af typer, hvorfor ord som syre, friskhed og balance går igen i ovennævnte noter. Så ja. Niepoort er et hus, som det så afgjort er værd at have fokus på. Og Dirk Niepoort er en kreativ personlighed, som tør eksperimentere og gå sine egne vegne. Respekt for det.


Efter smagningen fulgte som middagen kreeret af restauranten i Odd Fellow Palæet i Odense:
  • Blinis med stenbiderrogn, røget helleflynder, citron, fennikel, rødløg, radiser og sour cream. Hertil Niepoort Concisco Branco 2016 (Dão).
  • Braiseret oksefilet med lyserød peber, hvidløg, Pommes Duchess, rygeost og grillede grøntsager, rosenkål og sauce. Hertil Niepoort Poeirinho Garrafeira 2012 (Bairrada) og Niepoort Redoma 2015 (Douro) i magnum.
  • Ostetallerken med chutney. Hertil Niepoort Vintage 2005.
  • Tærte med hvid chokoladeganache, marinerede bær, passionsfrugt og sprød lakrids. Hertil Niepoort Colheita 1997.






mandag den 18. februar 2019

Quinta do Pinto er med til at sætte Lissabon på vinkortet


De mest kendte portugisiske vinregioner herhjemme er Douro, Alentejo, Vinho Verde og Dão. Men der er selvfølgelig flere, og nogle af dem er på samme måde som førnævnte i gang med en fantastisk udvikling.
Det gælder også regionen Lisboa, som tidligere bar navnet Estremadura, men i dag altså er opkaldt efter landets hovedstad. Ses bort fra de små gamle underregioner som Bucelas, Colares og Carcavelos, der har deres helt egen historie og egen DOC, var regionen ligesom naboregionen Ribatejo frem til midt i 90´erne mest kendt for at producere billige og lidt anonyme vine på såvel portugisiske som internationale druesorter. Der bruges stadig både egne og udenlandske sorter, men en række familieejede vingårde har til gengæld sørget for at kvaliteten er steget betragteligt.
Lisboa strækker sig fra hovedstaden og op langs kysten, næsten op til Coimbra. Den er underopdelt i en række underregioner, hvor de mest kendte foruden førnævnte er Torres Vedras og Alenquer.
Netop Alenquer er hjemsted for familieejede Quinta do Pinto, som ligger ca. 65 km nordøst for Lissabon, lidt øst for Torres Vedras og kun 25 km fra Atlanthavet, hvilket selvfølgelig har klimatisk betydning. Vingården har været ejet af familien Cardoso Pinto gennem fem generationer og bestyres i dag af datteren Rita Cardoso Pinto, som har en master i ønologi. Målet er at fremstille vine, der udtrykker regionens terroir og det til venlige priser.
Rita Cardoso Pinto er enig i, at der er sket en stor ændring til det bedre i regionen.


”Producenterne er blevet bedre til deres arbejde og bedre til at udvælge de rigtige druer – ikke kun vores egne portugisiske sorter, men dem der passer til regionen. Vi har et godt terroir, der passer fint til internationale sorter som syrah, viognier, chardonnay og cabernet sauvignon,” fortæller hun og fortsætter:
”Udviklingen er gået fra små vinbønder, der dyrkede vin i baghaven, til større og mere professionelle vingårde – en bevægelse fra at levere til bulkvin til bedre kvalitet. I takt med at kvaliteten er blevet bedre, mærker vi også, at folk begynder at opdage vinregionen Lissabon og finde ud af, at vi eksisterer.”
Men også regionens navneskifte har haft betydning for udviklingen, indrømmer Rita Cardoso Pinto.
”Navneskiftet fra Estremadura til Lisboa har betydet meget her i Portugal på det nationale marked. Når folk går i supermarkedet og ser vin fra Lissabon, går det op for det, at vi også producerer vin her.”
På sigt regner hun med, at den øgede opmærksomhed på regionen såvel nationalt som internationalt, vil smitte af på vinturismen, men her har Lisboa endnu ikke mærket det boom, som f.eks. har fundet sted i Douro.
”Vinturismen vokser meget her i Portugal, men vi har ikke mærket så meget til det endnu her i regionen. Men det vil sikkert komme, da vi jo ligger tæt på hovedstaden.”


Familiens vingård hedder faktisk ikke Pinto, men Quinta do Anjo. At de i stedet lancerer vinen under Pinto-navnet skyldes flere ting. For det første er det selvfølgelig familienavnet, men samtidig fortælles det, at vinen fra stedet for et par hundrede år siden var så god, at den var flere pintos værd – en pinto er nemlig også en gammel portugisisk guldmønt. Og endelig var der for lang tid siden en bestyrer af gården og vinproduktionen, som hed Mr. Pinto, hvorfor gården med tiden blev kendt som Pinto-gården.
På de godt 25 hektar vinmarker, hvoraf mange er nyplantede, vokser 19 forskellige druesorter. Det gælder portugisiske sorter som arinto, fernão pires, antão vaz, touriga nacional, castelão og aragonez samt internationale sorter som syrah, cabernet sauvignon, petit verdot, roussanne, merlot, viognier og chardonnay.
”Det var min far, som ville forsøge sig med internationale sorter og mest Rhône-sorter som viognier og syrah, da han selv holdt af dem. Vi fandt så ud af, at de fungerede udmærket både for sig selv og i blends med portugisiske druesorter,” fortæller Rita Cardoso Pinto og fortsætter:
”Hvis man kender til vin, vil man måske foretrækker portugisiske druer frem for f.eks. syrah. Men andre vil måske hellere købe syrah, som de har hørt om, frem for ukendte portugisiske sorter som touriga nacional og fernão pires.”
De forskellige sorter bruges til såvel blends som enkeltdruevine - de internationale sorter især til vine til hjemmemarkedet. Huset har fire serier: Vinho do Lasso på portugisiske druesorter, Terras do Anjo som er blends af såvel portugisiske som internationale sorter, Quinta do Pinto som er såvel blends som enkeltdruevine og endelig prestigeserien Grandes Escolha.
Quinta do Pinto er netop landet i Danmark hos den nystartede importør af portugisisk vin, Vinho, stiftet af Torben Ryttersgaard. Fra sin webshop, vinho.dk, sælger Torben Ryttersgaard vine fra de fleste regioner i Portugal.
Jeg har smagt følgende vine fra Pinto:


Vinhas do Lasso Branco 2016: Blend af 50 % fernão pires og 50 % arinto. Lys grøngul. Medium intens i næsen med citrus, pære og lidt mineralsk præg, men også lidt passionsfrugt. Medium intens med fin frugt, moden pære, citrus og passionsfrugt, fint balanceret. Fint drikkelig entrylevel vin med ok struktur (84).
Vinhas do Lasso Rosé 2017: Blend af 50 % aragonez og 50 % castelão. Lys rosé, laksefarvet. Frisk næse med røde bær, jordbær og lidt stikkelsbær og blomsterduft. Frisk med røde bær og florale noter, tør og god syre. Ikke en kraftig og kompleks rosé, men let, fin, frisk og balanceret (85).
Vinhas do Lasso Tinto 2014: Blend af typiske druesorter fra regionen, 45 % aragonez, 45 % touriga nacional og 10 % castelão. Rubinrød, ikke så intens. Frisk duft af røde kirsebær, jordbærgrød og brombær. En enkel vin med nogenlunde med frugt, kirsebær, høj syre og pænt med tanniner. Virker dog ikke helt balanceret, men bedre på andendagen. Har altså godt af lidt luft (83).


Quinta do Pinto Estate Collection Branco 2016: Blend af såvel portugisiske som internationale druesorter: 29 % arinto, 13 % fernão pires, 17 % antão vaz, 17 % roussane, 16 % chardonnay og 8 % semillon. Gulgrøn til gylden. Æbler, græs og blomster i næsen, ikke så markant. Medium fyldig, dejlig tekstur med fin frugt, citrus og florale noter, tør, mineralsk, let krydret og fint balanceret (89).
Quinta do Pinto Estate Collection Tinto 2013: Blend af typiske portugisiske og franske sorter, 25 % touriga nacional, 20 % aragonez, 20 % tinta miúda (gammel sort fra Lissabon-regionen), 20 % cabernet sauvignon og 15 % syrah. Mørk rubin, rødlig kant. Dejlig duft med brombær, modne sorte kirsebær, fyrrenåle og lidt blomster og mørk chokolade. Lækker i munden med god fylde, masser af frugt, markante, men bløde og integrerede tanniner samt fin eftersmag. Godt glas og godt køb til prisen (90).


Quinta do Pinto Arinto 2016: Enkeltdruevin på en af Portugals mest populære grønne druer, arinto. Lys grøngul med grønligt skær. Diskret duft af pære, citrus, græs og lidt ananas og andre eksotiske frugter. Dejligt frugtfylde, medium intens, høj syre, god struktur og fint balanceret. Har nærmest to lag, først et friskt med citrus og græs samt mineralitet, dernæst en undertone af lidt fyldigere og eksotisk frugt som melon og ananas. En spændende frisk vin til en ok 6 stk. pris (89).


Quinta do Pinto Touriga Nacional Reserva 2013: Enkeltdruevin på TN, som er en vigtig sort i såvel Douro som Dão og resten af landet, lagret 12 måneder på brugte fade. Mørk violet. Duft af mørke bær, brombær, violer og lidt mørk chokolade. En kraftig og fyldig vin med ikke helt modne brombær der bidder lidt, pænt med tanniner og høj syre, fin struktur. Måske endnu lidt upoleret, men også med en vis elegance og potentiale for at udvikle sig. Spændende og med god eftersmag. En dejlig og kraftig madvin og en fin repræsentant for druesorten (91).


Quinta do Pinto Grande Escolha Branco 2014: Blend af de franske sorter marsanne (10 %), chardonnay (25 %) og viognier (60 %) samt portugisiske arinto (5 %), fadlagret i 9 måneder med batonnage og derefter flaskelagret i 18 måneder. Gulgrøn, meget intens i farven. Intens og markant duft at smør, toast og lidt røg, let krydret. Meget fyldig og frugtig med mere fed struktur, honning og toastbrød, krydret og med fin balancerende syre, lidt oxideret stil, men på den gode måde. En anderledes portugisisk hvidvin, hvor den aromatiske viognier balanceres af mere syrerige sorter. Har potentiale for yderligere udvikling (92).
Quinta do Pinto Grande Escolha Tinto 2013: Blend af 20 % touriga nacional og 80 % syrah, lagret 12 måneder på brugte fade. Mørk rubin, meget tæt og intens med flot skær. Mørke modne kirsebær, brombær og violer, lidt sød lakrids. Fyldig, let cremet med flot struktur, brombær og mørk chokolade, krydret med høj syre og markante tanniner En kraftig vin, som dog ikke foldede sig helt ud ved første gennemsmagning, men performede bedre dagen derpå. Har brug for en del luft og tid (91).

onsdag den 13. februar 2019

Ny udgave af Port and the Douro


Bliver jeg bedt om at anbefale litteratur om portvin, er der altid tre bøger, som jeg nævner først. De har hver deres styrker og kan både læses fra ende til anden og bruges som generelle opslagsværker om emner som dyrkningsmetoder, terroir, portvinshuse, historisk udvikling, årgange, typer og lovgivning etc.
På dansk har vi Henrik Oldenburgs digre værk ”Portvin”, som i 2016 kom i sin fjerde udgave. På tysk udsendte Axel Probst i 2017 bogen ”Portwein” – en bog, som det er svært at finde mangler i. Og så er der endelig den engelske portvins- og madeiraekspert Richard Maysons ”Port and the Douro”, som netop er udkommet i en ny udgave i den glimrende serie med vinbøger, The Infinite Ideas Classic Wine Library.
”Port and the Douro” udkom første gang i 1999 og er siden kommet i nye udgaver i 2004 og 2013. Der er altså gået seks år siden sidste udgave, men udviklingen går stærkt på portvinsområdet, hvor nye producenter og tiltag hele tiden kommer til. Men en opdatering af årgange og huse, er nu ikke det eneste nye, fortæller Richard Mayson:
“Foruden at have forlænget listen over årgange og tilføjet flere producenter er der indsat en masse nye detaljer rundt om i hele bogen. Den nye udgave tager højde for de seneste ændringer i lovgivningen, og jeg har tilføjet nye anbefalinger af portvin dér, hvor vine har gjort indtryk på mig ved blindsmagninger. Kapitlet ”The Future for Port and the Douro” er blevet opdateret og revideret. Men der er færre producenter af Douro-vin i bogen på grund af pladsmangel. De vil i stedet komme med i min bog, ”The Wines of Portugal”, som vil blive udgivet i den samme serie senere på året.”
Bogen er opbygget på stort set samme måde som de tidligere udgaver (jeg har dog ikke læst førsteudgaven). Først en grundig gennemgang af portvinens historie, derefter et kapitel om vinmarker, druesorter og quintaer og et om selve produktionen. Det er netop, hvad angår selve dyrkning og fremstilling af vin, at bogen har sin helt store force, men Mayson har da også selv førstehåndskendskab med den slags, da han indtil for nyligt selv ejede en vingård i Alentejo. I disse afsnit er bogen uhyre grundig og detaljeret, f.eks. nævnes hybrider af forskellige druesorter og rodstokke.
Derefter følger en glimrende gennemgang af portvinstyper, et særligt grundigt afsnit om Vintage Port med beskrivelser af alle årgange fra 1960 og frem samt de væsentligste længere tilbage i tiden til 1844 og en oversigt over de væsentligste producenter. Endelig følger som nævnt et lille afsnit om Douro vin og et lille kapitel med informationer om restauranter, hoteller mv. samt slutteligt appendix med nyttig viden om størrelsen af beneficio og oversigt over alle druesorter.
Netop beneficio-systemet – altså det gamle omstændige system, der regulerer den årlige produktion af portvin og de enkelte huses kvoter – beskrives omhyggeligt og får nogle kritiske ord med på vejen i bogens efterord. Men hvis systemet skal ændres, som mange producenter gerne ser, hvordan skal det så ske?
”Det er et godt spørgsmål, som fortjener et ordentligt svar. Mange producenter af portvin ønsker systemet afskaffet og erstattet af det frie marked. Men beneficioen har tjent portvinsbranchen godt gennem mere end 70 år og forhindret det ”boom and bust”, som f.eks. destabiliserede sherryindustrien. Det korte svar er, at der er brug for en reform af beneficioen, der tager højde for den voksende betydning af Douro-vine, som handles bagom det kontrollerede og kunstigt oppustede marked for druer til portvin. Omkostningerne stiger og underprissætningen af Douro vine er en trussel mod hele regionen på lang sigt.”, svarer Richard Mayson


En anden ting, der har ændret sig gennem årerne, er turismen. Det vrimler med turister og vinturister i Porto og efterhånden også i Douro-dalen, og begge steder skyder nye hoteller og besøgscentre op. Hvad mener Richard Mayson om udviklingen?
”Da jeg første gang kom til Douro sidst i 1970´erne var det udpræget et sted for rejsende og ikke for turister. Der var ingen komfortable steder at bo med mindre du blev inviteret til at bo på en quinta af en fra branchen. Nu har Douro luksushoteller, flodcruises og nogle fremragende restauranter, men samtidig kan jeg ikke lade være med at føle et tab af autenticitet. Det samme gælder Porto, som er en rigere og mere velstående og kosmopolitisk by, end den var i 70´erne og 80´erne.”
Richard Mayson bog er glimrende læsning fyldt af viden og små anekdoter og biografier i form af små indsatte bokse om ”Men who shaped the Douro”. Den er skrevet godt og medrivende og med stor indsigt. Enkelte anker kan man altid have, f.eks. kan det undre mig, at portvinshuset Andresen ikke nævnes blandt de anbefalede producenter i afsnittet om ”White Port with an indication of age”, ligesom Quevedo overhovedet ikke er nævnt. Her kan forskelle på synlighed på det danske og det engelske marked dog være en forklaring.
Værre er et par deciderede sjuskefejl. I første afsnit kan man f.eks. læse, at Quinta dos Frades er at se på forsidebilledet. Det var den også på tredje udgave. Denne gang er det et foto fra Gaia og Porto, der forskønner forsiden, hvorfor teksten selvfølgelig burde være rettet. Tilsvarende med de kort, der er med i bogen. På kortet over Douro er quintaerne angivet med numre, men listen over hvilke quintaer, der gemmer sig bag numrene, er ikke kommet med i den nye udgave, hvilket faktisk gør kortet ubrugeligt. Ærgerlige skønhedspletter, som dog på ingen måde overskygger min samlede positive vurdering og anbefaling af bogen, som bør stå på reolen hos alle portvinsentusiaster ved siden af Oldenburgs ”Bibel”.
Som Richard Mayson allerede selv har nævnt, arbejder han nu på en revideret udgave af den ligeledes glimrende bog ”The Wines of Portugal” med fokus på bordvin. Jeg spurgte derfor, hvordan han ser udviklingen på vinområdet de senere år?
“Meget har forandret sig, siden den sidste udgave fra 2003. Der er mange flere kendte druesorter, især hvad angår grønne sorter, og derfor mere at fortælle. Portugal viser, at landet formår at lave nogle fortræffelige hvidvine. Der er mange flere producenter, så det bliver svært at vælge, hvilke der skal med i bogen og hvilke, der ikke skal. Kort sagt har Portugal opdaget sit terroir over de sidste 20 år, og jeg føler, at vi stadig har det bedste til gode. Douro, Dão og Alto Alentejo omkring Portalegre, kystregionen nord for Lissabon og ved Alentejo Litoral viser alle, at de kan producere vin i verdensklasse og såvel rødvin som hvidvin.”

Richard Mayson: Port and the Douro. The Infinite Ideas Classic Wine Library 2019, 402 sider.

Læs om Richard Mayson på hans egen hjemmeside og blog
Se bøgerne i serien med vinbøger her