torsdag den 3. august 2017

Besøg i sherryens land 2 – Sandeman

Mit forhold til portvin går mange år tilbage, og et af de huse jeg har besøgt en del gange og har mange gode bekendtskaber i er Sandeman (læs mere på min blog Portugal – mit andet hjemland). Sandeman blev grundlagt i 1790, hvor der med udgangspunkt i London blev importeret vin, portvin og sherry. De etablerede sig i Porto omkring 1813, men allerede nogle år forinden havde de åbnet kontor i Cadiz for at involvere sig direkte i importen af sherry. I begyndelsen importerede de gennem Duff Gordon og kunne f.eks. i starten af 1800-tallet tilbyde deres kunder hele otte forskellige typer af sherry. Først hen imod slutningen af århundrede, i 1879, overtog de det direkte ejerskab af marker og bodega og etablerede sig som Sherry-producent og eksportør under eget navn.


Siden har de to ben udviklet sig side om side, men i dag er portvinen en langt større forretning end sherry. Sandeman, som nu ejes af den store koncern Sogrape, er i dag også kun indirekte involveret i Sherry-delen. De ejer naturligvis Sandeman-branded, men selve produktionen og salget foregår i andet regi.
Når jeg nu var i Jerez de la Frontera, synes jeg det var oplagt at besøge netop Sandeman for at lære det andet ben nærmere at kende. Allerede ved ankomsten var det tydeligt, at brandingen er den samme – ikke mindst i form af den allestedsnærværende Don-figur, som blev skabt i 1928 af kunstneren George Massiot-Brown. Ud over at være et velkendt logo forener Sandeman Don husets to ben, idet han er klædt i den kappe, som de portugisiske studerende stadig bruger og den sydspanske Caballero-hat.


Det var da også en guide iklædt Don-kostume, der på samme vis som i Porto, viste os rundt i Bodegaen. Vi så såvel selve bodegaen med de mange soleras, skatkammeret med de lidt mere sjældne af slagsen, den flotte gårdhave med gamle, men desværre også lidt slidte murmalerier samt forskellige informative plancher og udstillinger, som fortalte om historien, produktionen og de forskellige sherry-typer. Meget fint og informativt.   


Den efterfølgende smagning fandt sted i smagelokalet i den ene ende af det ene lagerrum og omfattede såvel introlevel som vine fra Premium-serien og vine med mere alder samt brandy. Omstændighederne var ikke til den helt store fordybelse, så smagenoterne er lidt kortfattede. Men her er, hvad vi smagte.


Sherry Fino: Lagret i minimum tre år under flor. Lys, tør og frisk. Ren i smagen, men også lidt enstrenget.
Sherry Medium Dry: Amontillado-type. Gylden i farven. Lidt sødme (45 g/l) og nøddenoter. Et fint glas, men ukompliceret.
Sherry Medium Sweet: Oloroso-type. Gylden, lidt mørkere. Mere sødme (115 g/l) og fylde, fadkarakter, blød og cremet, men også lidt enstrenget.


Don Fino: Lagret i fem år under flor. Strågul, tør og frisk, men det smages, at der er lidt mere alder ligesom der er mere tydelige noter af flor. Fin som aperitif, til tapas eller skaldyr.
Character Superior Medium Dry Amontillado: Lavet på Palomino Fino, men tilsat 5 % Pedro Ximenez, lagret i 5 år. Aromatisk og mere kompleks end Medium Dry. Mørkere gylden med fadnoter og nødder. Et udmærket glas.
Armada Superior Cream Olorosa: Tilsat 10 % Pedro Ximenez, hvilket giver lidt mere sødme, lagret i 12 år. Måske lidt sprittet i næsen, men ellers med godt med mandel. Mahognibrun, blød og cremet og med lang hale.


Pedro Ximenez Superior: Lagret i 11 år. Sød, blød og utrolig cremet, men lang hale.
Royal Ambrosante PX: Lagret i 20 år. Duft af rosiner og dadel, fed struktur, meget sød og slikken med lang hale.
Som afslutning smage vi de to brandyer Imperial og Capa Negra. Den første var lidt vel sprittet, mens Capa Negra var mere afdæmpet og med mere karakter.



Endnu et fint besøg med en udmærket smagning, hvor min favorit så afgjort var Character Superior Medium Dry Amontillado. Tak til mine kontakter i Porto, som formidlede besøget. Læs mere her

tirsdag den 1. august 2017

Besøg i sherryens land 1 – Emilio Lustau

Sommerferien blev i år tilbragt i Andalusien – nærmere bestemt i byerne Malaga, Cádiz, Jerez de la Frontera og Cordoba – og dermed også i regionen, hvor der laves sherry. Selv om jeg er specialist i portvin, synes jeg, at det kunne være spændende at blive klogere på Sherry. Selvfølgelig har jeg lejlighedsvist smagt Sherry både af den jævne og af den udmærkede slags, men jeg har aldrig rigtigt sat mig dybere ind i typerne. Forberedelsen til ferien bestod derfor dels af læsning af et par bøger om Sherry og dels af at få et par aftaler om besøg på bodegaer på plads.


Det første besøg gjaldt Emilio Lustau, hvor vi blev budt velkommen af Brand Ambassador Federico Sánchez-Pece Salmerón, som først tog os med på en køretur ud i den såkaldte Sherry-trekant. Trekantens hjørner udgøres af byerne Jerez de la Frontera, Sanlúcar de Barrameda og El Puerto de Santa Maria, som er de eneste byer, hvor sherry må lagres ifølge regulativerne. 


Vi så først Lustaus vinmarker ved Chipiona tæt ved kysten. Her er jordbunden fortrinsvis den kalkfyldige og derfor helt hvide Albariza, men der er også parceller med ler. Druesorterne var Moscatel og Pedro Ximénez, der sammen med Palomino Fino, som dyrkes et andet sted, er de eneste sorter, der anvendes i sherryproduktionen.


Efter turen i markerne kørte vi til Sanlúcar for at besøge almacenistaen Manuel Cuevas Jurado. En almacenista er en mindre, privat producent, som lagrer sherry, men ikke selv eksporterer, hvorfor de gerne samarbejder med de større salgsvirksomheder. Emilio Lustau, som blev grundlagt i 1896 af José Ruiz-Berdejo, startede selv som almacenista og samarbejder nu med flere små af slagsen, hvilket er resulteret i serien ”Almacenista Range”.


Vi blev vist rundt af den lokale kældermester (Capataz), som med sin lange opøser (Venencia) fremstillet af bambusrør skænkede smagsprøver fra forskellige fade. Vi smagte både en 3-års og en 5-års Manzanilla samt lidt flor for at fornemme den gærsvamp, der giver Manzanillaen sin karakteristiske smag. Manzanilla kan lagringsmæssigt sidestilles med Fino, og fælles for dem er, at de fremstilles ved såkaldt biologisk lagring, hvor et tyndt lag flor dækker vinen og dermed hindrer oxidation i det ikke helt opfyldte fad. 


Men det er udelukkende fade lagret i Sanlúcar de Barrameda, som må hedde Manzanilla. Er de lagret i Jerez eller Santa Maria er der tale om Fino. Fino og Manzanilla er de mest tørre udgaver af Sherry, der findes. Restsukkerindholdet er omkring 1 gram pr. liter i modsætning til de sødeste sherrytyper på Pedro Ximénez, hvor det kan være over 400. Dermed også sagt, at spændvidden, hvad angår tørhed og sødme, er langt større i Sherry end i Portvin.


Den næste kategori i rækken er Amontillado, som ligeledes starter sin lagringstid under flor, men som så lagrer videre, når floren dør ud eller så at siges dræbes ved tilsætning af sprit, så alkoholprocenten hæves. Amontillado er altså lagret såvel biologisk som på almindelig vis. Amontillado, Palo Cortado og Oloroso regnes ligeledes for tørre sherryer, selv om sukkerindholdet er stigende i forhold til Fino og Manzanilla. Til de søde hører Moscatel og ikke mindst Pedro Ximénez samt diverse blends som de kendte cream sherryer.


Nok om typerne og produktionen, tilbage til besøget. Efter stoppet i Sanlúcar de Barrameda kørte vi retur til Jerez, hvor Federico viste os hele bodegaen med de mange forskellige soleras – det særlige system til lagring, hvor der tappes fra de nederste fade, som så fyldes af vin fra række over, som igen fyldes med vine fra næste række etc. Vi fik også se det såkaldte skatkammer med de gamle soleras.


Slutteligt blev vi tilbudt en større smagning, som ikke alene omfattede Sherry, men også Vermut de Jerez og brandy, som Lustau også producerer. Tiden tillod ikke den store fordybelse og derfor ikke de store noteskriverier. Men følgende blev smagt:
Manzanilla Papirusa: Lys og meget tør (restsukker 1 g/l), lagret i 5 år. Tydeligt præg af flor, frisk med saltet smag, men vi er også nær kysten.
Puerto Fino: Fino lagret i El Puerto de Santa Maria, hvor Lustau også har bodega. Tør, men mere klar og ren i smagen.
La Ina (Fino): Frisk og ungdommelig, tør. Brandnavnet La Ina har tidligere tilhørt Pedro Domecq.


Almacenista Amontillado: Fra almacenista Manuel Cuevas Jurado. En utrolig flot vin med perfekt balance mellem det friske og det søde. Gylden og med diskrete fadnoter.
Amontillado los Arcos: En klassisk Amontillado, ravgylden i farven med begyndende fadnoter som nødder og træ, men stadig også med friskhed og lidt præg af flor. Fin syrebalance.
Almacenista Palo Cortado: Dybere i farve og smag. Mere koncentreret, men stadig elegant.
Oloroso Don Nuno: udprægede fadnoter og mørkere toner som valnød
Amontillado 30 års: Flot med tydelig aldring, blød og cremet.
Palo Cortado 30 års: Fin ældning med nødder og chokolade, cremet.
Oloroso 30 års: Mørk med noter af tørrede frugter og chokolade.


East India Solera: Blend af Oloroso og Pedro Ximénez, sød og cremet med noter af kaffe og kakao.
Moscatel Emilin: Mørk med rosiner og nødder, men også lidt florale noter
PX San Emilio: Meget tyk, sød (restsukker 417 g/l)og cremet med smag af figner og rosiner.
PX 30 års: Utrolig tyk, sød og intens med dadler og figner. Restsukker er helt oppe på 458 g/l.
Endvidere smagte vi Vermut Rojo Lustau og Vermut Blanco Lustau samt fire brandyer: Solera Reserva, Solera Gran Reserva, Solera Gran Reserva Finest Selection og Solera Gran Reserva –Reserva Familiar 1977.


Selv om jeg har fået smag for de helt tørre udgaver (Manzanilla og Fino), som er fremragende at nyde helt afkølet til f.eks. en gang tapas, er jeg smagsmæssigt nok mest til Amontillado. Såvel Amontilladoen fra almacenistaen som los Arcos – for ikke at tale om 30 års udgaven – var fremragende glas med en skøn blanding af friskhed og fylde fra fadet, lethed og tyngde. Palo Cortado og Olorosa kan jeg også nyde, mens de helt søde udgaver som PX godt nok er ren slik i munden, men for mig er for sødt til at drikke et helt glas.
Alt i alt et spændende og lærerigt besøg, som gjorde mig endnu mere nysgerrig på sherry.  
Mange tak til Federico Sánchez-Pece Salmerón og EmilioLustau samt importør H.J. Hansen, som formidlede besøget.