Portugals 10 bedste vine i 2022

 

Den store vinfestival Essência do Vinho fandt sted i Porto sidst i februar, og igen i år havde jeg den fornøjelse af være inviteret ned for at deltage i den internationale jury, som skulle kåre Portugals 10 bedste vine. Derudover deltog vi en række særarrangementer med producenter og master classes herunder en fin illustrativ smagning af Alvarinho vine med alder – og ja, druesorten har virkelig gemmepotentiale – samt en flot smagning af eksklusive hedvine (noter følger).

Festivalen foregik traditionen tro i den gamle børsbygning Palácio da Bolsa – flotte, men også til tider lidt trange omgivelser. Her var en lang række producenter fra hele Portugal repræsenteret med stande og masser af vine, men med et stramt program for juryen blev der desværre ikke så meget tid til at vandre rundt, smage og småsnakke med gode kontakter. Top 10 smagningen foregik i den flot dekorerede arabiske sal, hvor vi blev bænket på rad og række og gennem fire timer hastet igennem 56 vine fordelt på 24 hvidvine, 3 late harvest, 24 rødvine og 5 hedvine (to portvine, en Madeira og moscatelvine fra henholdsvis Douro og Setúbal-halvøen).

Vinene var udvalgt blandt de bedste nye vine, som vinbladet Revista de Vinhos´ smagepanel testede i 2022. Smagningen var selvfølgelig blind, og når man bagefter får udleveret listen, benoves man over de fremragende vine, man lige har smagt, og ærgrer sig samtidig over, at der ikke var tid til for alvor at nyde dem. Lad mig her blot opremse nogle enkelte eksempler på vine fra brands, som er tilgængelige i Danmark.

For hvidvinenes vedkommende gjaldt det bl.a.: Soalheiro Reserva 2021 (Vinho Verde), Covela Fantástico 2018 (Vinho Verde), Titan of Douro Fragmentado Blend III Branco (Douro), Quinta dos Carvalhais Branco Especial (Dão) og Vinhas dos Utras fra Azores Wine Company.

For rødvinene gjaldt det bl.a.: Quinta da Bacalhõa Centenarium 2015 (Setúbal), Torre de Esporão 2017 (Alentejo), Quinta do Crasto Vinha da Ponte 2018 (Douro) og Quinta Nova Vinha Centenária Referéncia 2019 (Douro).

De fem smagte hedvine var: Quinta da Gaivosa Amphitheatrum Vintage 2020 fra Alves de Sousa, Colecao Privada DSF Moscatel Roxo de Setúbal Superior 2007 fra José Maria da Fonseca, Moscatel de Douro 1989 fra Adega de Favaios, Sandeman 50 års Tawny og Blandy´s Bual 1972 fra Madeira Wine Company. Begge portvine havde jeg smagt før et par gange, og jeg gættede faktisk, at den enlige Vintage var netop Amphitheatrum, der er baseret på druer fra den gamle enkeltmark, som Alves de Sousa også benytter til deres fremragende rødvin Vina de Lordelo.

Smagningen af de 56 vine giver desværre ikke tid til notetagning, og selv om det er interessant bagefter at se sine afgivne point sammenholdt med listen og det samlede resultat, vil jeg ikke offentliggøre mine karakterer af vinene. Tilfældigheder kan spille ind undervejs, men disse skulle til gengæld gerne udligne sig, når antallet af smagere er stort.

Til gengæld vil jeg gerne afsløre, hvilke vine, der efterfølgende ved en ceremoni og middag i det legendariske Factory House, blev kåret som de 10 bedste vine – fordelt på tre hvide, tre røde, en late harvest og tre hedvine – samt knyttet et par enkelte kommentarer til de enkelte vine.

 

Hvidvine:

1. Adega do Vulcão Pé Do Monte Reserva 2020 (Azorerne). Enkeltdruevin på Arinto dos Acores fra 70-80 år gammel vinmark, fermenteret og lagret på cement æg og derefter fire måneder på fransk eg. Adega do Vulcão blev grundlagt i 2008 af en italiensk familie på vulkanøen Faial og blev sener udvidet til også at omfatte den mere kendte ø Pico. Sammenlagt har de ca. 14 hektar vinmarker. Stor mineralitet og flot syre.
2. Azores Wine Company Vinha dos Utras 2020 (Azorerne). Winemaker António Macanita laver vin i regioner som Alentejo, Douro og Azorerne – sidstnævnte under navnet Azores Wine Company i samarbejde med Filipe Rocha og Paulo Machado. Vinene er baseret på øernes gamle druesorter som Terrantez do Pico og som i dette tilfælde Arinto dos Azores fra 60-80 år gamle marker. Fermenteret først i stål og siden 12 måneder på tre år gamle egetræsfade uden battonage.
3. Quinta da Rede Reserva da Familia 2012 (Douro). Quintaen, som ligger ved floden mellem Mesão Frio og Régua, er registreret tilbage til 1484. Blend af de typiske hvide Douro-druesorter Arinto, Rabigato og Viosinho, lagret 12 måneder på egetræsfade med sur lie. Ønolog Paulo Nunes. Endnu et bevis på den store kvalitetsfremgang hvidvine fra Douro har undergået de seneste år.

 

Late Harvest

1. Casal Branco Falcoaria Colheita Tardia 2016 (Tejo). Den 1.100 hektar store ejendom i Tejo blev grundlagt i 1775. De 119 hektar er med vinplanter. Der laves espumante, hvidvin, rødvin og altså late harvest under brands som Falcoaria, Casal Branco og Terra de Lobos – opkaldt efter familien Lobo de Vasconcelos, som ejer quintaen. Blend af sent høstede druer med botrytis, nærmere bestemt Viognier og Fernão Pires – sidstnævnte fra 60 år gammel mark. Lagret 24 måneder på fad. Winemakerteamet består af Joana Silva Lopes og Manuel Lobo – sidstnævnt kendt fra bl.a. Quinta do Crasto i Douro.

 

Rødvine:

1. João Cabral de Almeida Vinhos Liquen Alfrocheiro 2020 (Dão). João Cabral de Almeida, som tidligere har været tilknyttet bl.a. Esporão, Taylors, Sogrape og Symingtons, laver udmærkede vine fra Vinho Verde (Camaleão) og Douro (Omnia) samt altså også fra Dão. Enkeltdruevin på en af regionens signaturdruesorter, som også gerne benyttes i blends, fermenteret i lagar og lagret 24 måneder på brugte fade.
2. Lima & Smith Tecedeiras Ùnico 2019 (Douro): Brasilianeren Marcelo Lima og britten Tony Smith gik ind i vinbranchen i 2011 og har engageret sig i Vinho Verde med Covela, Douro med Quinta da Boa Vista (siden solgt til Sogevinus) og Tecedeiras, hvorfra der både laves bordvin og portvin. Ùnico er baseret på udsøgte druer fra gammel blandet vinmark (Vinha Velha) og laves kun i særlige årgange, lagret i 19 måneder og derefter flaskelagret i et år. Ønolog Rui Cunha.
3. Encosta do Sobral Grande Reserva 2019 (Tejo). Encostra do Sobral ligger i underregionen Tomar i det nordligste Tejo, hvor de har 70 hektar vinmarker. Der laves bade blends og enkeltdruevine, reserva og grande reserva. Blend af 50 % Syrah, 35 % Touriga Franca, 10 % Cabernet Sauvignon og 5 % Touriga Nacional, det meste fodtrådt i lagar og efterfølgende lagret 18 måneder på fad. Ønolog Marco Crespo.

 

Hedvine:

1. Blandy´s Bual 1972 (Madeira). Madeira vine på druesorten Bual betegnes gerne som halvsøde. Vinen er en såkaldt Frasqueira – altså en årgangsmadeira med mere end 20 år på fad i Canteiro-systemet. Ønologer Ferdinando Bianchi og Francisco Albuquerque. Blandy´s blev grundlag i 1811 af engelske John Blandy og er den væsentligste aktør i Madeira Wine Company. Deres lodge ligger midt i Funchal. Læs min omtale fra et besøg på min blog her.
2. Sandeman 50 års Tawny (Port). Der er efterhånden kommet en del 50 års Tawny på markedet efter kategorien blev tilladt i januar sidste år. Der indgår mere end 20 sorter i dette blend, som er baseret på vine lagret mellem 40 og 70 år og foretaget af winemaker og masterblender Luís Sottomayor. Læs min vurdering af vinen her.
3. Adega de Favaios Moscatel de Douro 1989 (Douro). De søde Moscatel-vine forbindes mest med Setúbal-halvøen syd for Lissabon, men produceres også i Douro – dog på en anden druesort, nemlig Moscatel Galego. Blandt producenterne er kooperativet Adega de Favaios, som blev grundlagt i 1952 og har 550 partnere. Foruden Moscatel de Douro laver de bordvin, portvin og espumante. Ønolog er Miguel Ferreira. Læs mere om Moscatel de Douro her.

Til sidst blot et par kommentarer til smagningen og resultatet:

At hvidvine fra Azorerne fik såvel 1. som 2. pladsen vidner om den store udvikling, der er sket på Atlanterhavsøerne de sidste 10 år. Af de i alt 24 hvidvine var tre fra Azorerne, hvilket var samme antal som den større og langt mere kendte hvidvinsregion Vinho Verde. At Douro fik tredjepladsen viser, som allerede nævnt, den store forbedring af kvaliteten af hvidvine fra Douro de senere år.

Rødvinene var mere traditionelt fordelt, idet såvel Douro som Dão blev præmieret og så med Tejo på tredjepladsen – en region, der på nogle måder kan minde lidt om naboregionen Alentejo, og hvor der kommer flere og flere topvine fra. Mere generelt viste smagningen, at der udsendes et stigende antal eksklusive prestige rødvine, produceret i få antal med deraf følgende høje priser. Endelig var det godt at se, at mindre kendte regioner som Beira Interior, Trás-os-Montes og Algarve også deltog i smagningen med vine – sidstnævnte region vil jeg senere på året skrive en artikel om i vinbladet Din Vinguide.

Feltet af hedvine var ikke så stort i år, men de tre store typer af hedvine blev altså alle præmieret – om end moscatellen på 3. pladsen ikke var fra Setúbal, men Douro. Med det antal 50 års Tawny, som er sendt på markedet det sidste års tid, var det ikke så overraskende, at en af dem fik en fin placering. Jeg har efterhånden smagt en del af de udgivne 50 års tawnier og anser Sandemans for at være blandt de bedste.

 

Læs også min omtale af sidste års Top 10 smagning i Vinbladet.

Adega de Palmela

 

De smagte vine er sponseret af producenten

 

Tilbage i tiden stod de store kooperativer for en stor del af den portugisiske vinproduktion. De første kooperativer blev dannet i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet, men antallet steg kraftigt under Estado Novo, hvor etableringen af mere eller mindre statskontrollede kooperativer var en del af Salazar-styrets politik. Det medførte i 50´erne og 60´erne desværre et stor produktion af billige vine af dårlig kvalitet, da mange af datidens kooperativer udelukkende havde fokus på kvantitet.

I dag er mange af kooperativerne fortid. Men rundt om i hele landet findes der stadig en del af dem, og heldigvis benytter de i dag helt andre produktionsmetoder med f.eks. sortering og afstilkning, så kvaliteten fint kan konkurrere med privat- og familieejede producenter.

Det gælder f.eks. Adega de Palmela, som blev grundlagt i 1955 som Adega Cooperativa da Região do Moscatel de Setúbal og begyndte produktionen i 1958. I starten var der 50 medlemmer af kooperativet. Det steg til omkring 600 medlemmer, som rådede over i alt 1500 hektarer og producerede 8 millioner liter om året. I dag er der 300 medlemmer med i alt 1000 hektar vinmarker. 70 % af produktionen er rødvin, 25 % hvidvin og 5 % Moscatel. Og som det gælder generelt, er der også her sket i skift fra kvantitet til kvalitet.

”I begyndelsen blev der produceres i store mængder uden den store bekymring om kvalitet, og vinen blev solgt som bulkvin. I dag driver vi kooperativet, som var det en almindelig vingård. Vinifikationen foregår separat for de forskellige sorter, og vi sælger ikke længere bulkvin, men i flasker til det nationale og internationale marked,” fortæller Luís Silva, som er winemaker og manager hos kooperativet Adega de Palmela.

Adega de Palmela producerer følgende brands: Pedras Negras, Vale dos Barris, Villa Palma, Amus, Vale de Touros samt såvel bordvin som Moscatel og Espumante under navnet Adega de Palmela.

”Vi stræber efter at lave autentiske vine ved brug af de vigtigste druesorter i regionen”, siger Luís Silva.

Jeg har smagt to Moscatel de Setúbal fra Adega de Palmela. Vinene blev smagt over to dage ved lidt forskellige temperaturer.

Moscatel de Setúbal (2019): Lys ravfarvet, flot skær. Ekspressiv med tørrede abrikoser, gule blommer, appelsinskal og lidt stikkelsbær, men også en smulle tutti-frutti præg. Frisk med sødme, abrikoser, mandarin og akaciehonning, syren kommer i anden omgang og balancerer fint, ikke så kraftig og kompleks, let og elegant, lav alkohol. Bør nydes afkølet (87).

Moscatel de Setúbal 10 års: Mørk ravfarvet, lysere orange kant. Mandler, tørrede frugter. nødder og lidt brændte figner, røgede noter og en smule laktisk præg, men ikke på den ubehagelig måde. God fylde og fedme i munden med dejlig balancerende frisk syre, abrikoser, figner, nødder, honning, fin kompleksitet, lang hale. Et fint glas (92).

 

Adegade Palmela er ikke i dansk distribution.

Moscatel fra SIVIPA

 

De smagte vine er sponseret af producenten

 

Sociedade Vinícola de Palmela hører til blandt de lidt yngre producenter af Moscastel de Setúbal, men heldigvis kommer der hele tiden nye til. Der er i dag ca. 20 producenter af den søde hedvin – store som små. I det sidste tiår er antallet steget lidt, lyder det fra Comissão Vitivinícola Regional da Península de Setúbal (CVRPS). Kommissionen oplyser endvidere, at såvel antallet af vinmarker som produktionen i volumen har været stigende de senere år. I 2017 var der således 584 hektar med druen Moscatel de Setúbal, hvilket nu er steget til 701.

Sociedade Vinícola de Palmela – i daglig tale SIVIPA – blev etableret i 1964 af en kreds af vinavlere og er, som navnet siger, hjemhørende i Palmela. Faciliteterne blev moderniseret og opgraderet i 1999 med økonomisk hjælp af Cardoso-familien, som dermed trådte ind i ejerkredsen. Der produceres både bordvin (80 %) og Moscatel (20 %) under navne som Fortaleza, Veritas, Terras do Sado og SIVIPA. De har selv omkring 20 hektar med moscatel-druer tilhørende Cardoso-familien og køber ikke fra andre.

”Moscatel alexandria og moscatel roxo er druesorter med megen personlighed, som giver en særlig aroma og smag. Det særlige terroir tæt på kysten og mellem de to floder betyder meget for karakteristikken,” fortæller Filipe Cardoso, som er winemaker og administrator hos SIVIPA.

Deres vine er forskellige alt efter målgruppen, forklarer han:

”Vi har forskellige stilarter til forskellige forbrugere. Vi har de unge, som er friske og frugtige og uden længere lagring på fade for at bevare den unge friske aroma. Og så har vi de gamle, som er mere komplekse. Og endelig har vi også plads til eksperimenter. I år vil vi f.eks. lancere en Moscatel uden lang macerationstid og med lavere sukkerindhold – blot for at skabe nyt og afprøve det på markedet.”

SIVIPA har også gjort brug af den gamle metode med at lagre fadene ombord på både eller benytte cognacfade.

”Der skal være plads til eksperimenter,” fastslår Filipe Cardoso, som også gerne kommer med forslag til brugen af Moscatel:

”Al dessert parer fint med Moscatel – især mørk chokolade med Moscatel Roxo og Tortas de Azeitão (en sød rouladeagtig kage) med Moscatel de Setúbal. Men de passer også fint til stærke oste eller til foie gras og paté.”

Jeg har smagt nedenstående fire vine fra SIVIPA, hvoraf den ene desværre var med prop. Vinene blev smagt over to dage ved lidt forskellige temperaturer.

Terras do Sado Moscatel de Setúbal: Lys ravfarvet med flot orange skær. Citrus, søde mandariner, abrikos og marcipan. Tørrede frugter, marcipan, lidt orangeskal, honning, til den søde side, men med ok syre og derfor balanceret, rund og blød, ikke så kompleks, men velsmagende (87).

Terras do Sado Moscatel Roxo: Mørk ravfarvet med lidt røde toner. Lidt rustik næse med nødder, citrus, tørrede frugter, nødder og lidt røget karakter. Intens og fin i munden med mandel, godt med appelsinskal, fin høj syre, ok kompleksitet med lidt kant, lang hale. Et ok glas (89).

SIVIPA Moscatel de Setúbal 10 års: Lys ravfarvet med orange skær. Skæv i næsen og i munden. Ikke bedømt.

SIVIPA Moscatel Roxo 10 års: Mørk ravfarvet til tawnybrun, lys kant. Let krydret næse med tørrede figner, hasselnødder, muskat, tobak og appelsinskal. Blød og cremet i munden med nødder, honning, figner og citrus, fyldig med flot balance og god kompleksitet. Et fint glas (92).

 

SIVIPA importeres af Grapes & Flavours

Moscatel fra Casa Ermelinda Freitas

 

De omtalte vine er sponseret af producent og importør

 

Casa Ermelinda Freitas startede i 1920 som et lille familiebrug, men er i dag en af landet største vinproducenter med 8 millioner flasker om året. Væksten skyldes ikke mindst den nuværende leder Leonor de Freitas, som satsede stort, moderniserede og ekspanderede. 

Produktionen omfatter både almindelig vin og Moscatel de Setúbal, som udgør ca. 35 %. Og ifølge ønolog Jamie Quendera stiger salget af Moscatel både for deres eget vedkommende og for regionen som helhed. 20 % af hedvinene eksporteres med Luxemburg, England og Polen som de største markeder. Casa Ermelinda Freitas ejer selv 20 hektar med druesorterne Moscatel de Setúbal og Moscatel Roxo, men tilkøber også fra andre vinbønder i området.

Moscatel de Setúbal laves ved at stoppe gæringen ved at tilsætte druesprit – akkurat som ved portvin og madeira. Men derefter skilles vejene, idet skind og andre druerester ikke fjernes lige efter tilsætning af druesprit, men faktisk forbliver sammen med vinen indtil næste forår. Der er altså tale om en lang macerationstid. Jamie Quendera forklarer:

”Moscatel de Setúbal er tættere på portvin end madeira, men forskellen er, at vi kun bruger moscatel-druer og så efterfølgende skindmaceration i 4 til 6 måneder for at opnå større ekstraktion. I forhold til madeira er moscatel sødere og med lavere syre.”

Selv om syren ikke kan overgå hedvinen fra Madeira, er den dog markant nok til at balancere det høje sukkerindhold, som kan være på helt op til 250 g/l. Syren opnås i kraft af det kystnære klima eller ved at plukke tidligt.

”Vi tilstræber altid balance mellem sødme og syre. Druerne er derfor modne, hvilket giver sødme, men med syre, der kan give friskhed,” forklarer Jamie Quendera, som jeg selv mødte under et besøg hos producenten sidste år, hvor vi så såvel de moderne faciliteter som det lille hus, hvor det hele startede samt et lille museum, der fortæller deres historie.

Selv om man er en stor producent, er der også plads til lidt eksperimenter, fortæller Jamie Quendera:

”Vi bruger også aguardente fra Armagnac, ligesom vi lagrer nogle af fadene i en varmere lagerkælder for at accelerere oxidationen - lidt ligesom på Madeira.”

Slutteligt giver Jamie Quendera lidt anbefalinger til, hvordan Moscatel nydes bedst.

”Det afhænger af alderen. De unge kan bruges som aperitif med tonicvand som ”moscatonic” eller med lemon og til is eller til lettere desserter. De ældre til mere komplekse desserter og mørk chokolade. De yngre bør serveres køligt ved omkring 12 grader, de ældre omkring 16 grader.”

Jeg har smagt følgende vine fra Casa Ermelinda Freitas. Vinene blev smagt over to dage ved lidt forskellige temperaturer. Høståret står i parantes.

Moscatel de Setubal: Lavet på druer fra 20 år gammel vinmark ved Fernando Pó, Palmela. Ravfarvet med orangerøde toner og lys kant. Tørrede frugter, blomster, honning og lidt mandarin og appelsinskal i næsen. Behagelig i munden med abrikos, lidt mandel og en smule orangepræg, let og ligetil, men vellavet og velbalanceret, Fin til prisen (87).

Moscatel de Setubal Superior (2009): Lys ravfarvet til orange med flot skær. Intens næse med abrikos, mandel, honning og karamel. Dejlig struktur i munden, let cremet med god fylde og flot balance mellem sødme og syre, tørrede frugter, figner, nødder og karamel samt lang hale med karamel og fint syrebid (92).

Moscatel Roxo Superior (2010): Mørk ravfarvet, orange skær. Intens næse med figner og hasselnødder, let krydret. Cremet og fed struktur, men også med høj syre og en vis bitterhed, nødder, appelsinskal og diskret kokospræg, harmonisk med lidt bid. Et dejligt glas (93).

 

Læs mere om mit besøg hos Casa Ermelinda Freitas og se noter på et udvalg af deres øvrige vine her.

Casa Ermelinda Freitas importeres af Adelino.

Vine fra Palácio de Bacalhõa

De smagte vine er sponseret af producenten

 

Vingårde i Portugal kan have mange størrelser og udseender. Fra små rustikke familiebrug over store, gamle ejendomme til moderne arkitektoniske vidundre eller hele paladser.

I udkanten af byen Azeitão på Setúbal-halvøen syd for Lissabon ligger Palácio de Bacalhõa, hvis historie går tilbage til første halvdel af det 15. århundrede og tidligere har tilhørt den portugisiske kongefamilie. Navnet menes at stamme fra en af de tidligere ejere, Lady Maria Mendonça de Albuquerque, som var gift med Dom Jerónimo Manuel, som havde øgenavnet "Bacalhau", hvilket betyder torsk og kendes fra den mange klipfiske-retter, landet byder på. Hunkønsudgaven af Bacalhau er netop Bacalhõa.

Palácio de Bacalhõa blev klassificeret som nationalt monument i 1910. I 1936 blev paladset købt af amerikanske Orlena Scoville, hvis barnebarn i 1970´erne etablerede vinproduktion på stedet. I 2000 blev ejendommen med tilhørende vinmarker så købt at det, der i dag er kendt som Bacalhõa Vinhos, men tidligere hed JP opkaldt efter grundlæggeren João Pires, som startede vinfirmaet i 1922. Det nye navn kom til i 1998, hvor rigmanden og kunstsamleren José Berardo overtog ejerskabet. Bacalhõa Vinhos har i dag 1.200 hektar vinmarker, fordelt på 40 quintaer i syv regioner rundt om i landet – og er altså en af de større producenter i Portugal.

Sidste år besøgte jeg Palácio de Bacalhõa og fik en rundvisning i selve paladset, i den tilhørende have, hvor ikke mindst de flotte azulejos-udsmykninger ved vandbassinet samt udsigten ned over vinmarkerne imponerede. 

Efter rundturen fulgte en dejlig middag i selskab med Bacalhõa chefwinemaker Vasco Penha Garcia, som fortalte om stedet og produktionen.

På Setúbal-halvøen produceres både bordvin af såvel portugisiske som franske druesorter samt Moscatel de Setúbal, der udgør 5 % af produktionen. De råder over 70 hektar Moscatel de Setúbal og 7 hektar med Moscatel Roxo.

“Druerne til Moscatel er plukket meget tidligt i modsætning til andre hedvine for at bevare en naturlig høj syre. Profilen er derfor unik med sit høje sukkerindhold balanceret med den høje syre, men også en vist bitterhed,” fortæller Vasco Penha Garcia, som også gerne sætter ord på den stil, huset stræber efter:

“Smagfulde vine med høj naturlig syre og en god balance mellem sødme, syre og bitterhed. Vi blender ikke årgangene, da vi ikke ønsker at miste de enkelte årganges personlighed. Vi lagrer alle vores vine på små fade på 200-200 liter og topper ikke op under lagringen.”

Druerne kommer især fra ler og kalkstens jord i Arrabida-området og ikke det mere sandfyldte terroir mellem floderne Tejo og Sado. Der er tale om vine på enten 100 % Moscatel de Setúbal eller 100 % Moscatel Roxo, oplyser Vasco Penha Garcia, som også gerne foreslår tilhørende mad til de søde vine:

“Jeg anbefaler oste med intens smag eller smagfulde desserter og gerne med appelsin eller mandler i.”

Jeg har smagt følgende moscatels fra Bacalhõa, Vinene blev smagt over to dage ved forskellige temperaturer. Høståret er i parantes.

 Moscatel de Setúbal (2018): Mørk ravfarvet. Abrikoser, nødder og appelsinskal. Karamel, tørrede frugter, abrikos, fint balanceret med god syre, der dæmper sødmen, ikke så kompleks med vellavet og velsmagende, mellemlang hale (88).

Moscatel de Setúbal 10 års (2004): Ravfarvet med lys kant. Dejlig ekspressiv med tørrede frugter, abrikos, figner, nødder. Blød og let cremet struktur med abrikos, nødder, toffee, appelsinskal, høj syre, fin kompleksitet, lang dejlig hale (91).

Moscatel Roxo 10 års (2005): Mørk ravfarvet. Blød karamel, toffee, figen, tørrede frugter. Fyldig i munden med tørrede frugter, blød karamel, sødme først, syren og lidt bitterhed kommer i anden omgang, dejlig kompleksitet og fin balance, lang hale med syresvirp (92).

Moscatel Roxo 20 års (2000): Ravfavet, lys orange kant, flot skær. Tørrede abrikoser og figen, nødder, appelsinskal. Dyb og intens med tørrede frugter, nødder, appelsinskal, let cremet struktur, høj syre, dejlig kompleksitet og god balance, lang blivende hale (94).

 

 

Bacalhõa importeres af Portugisisk Vinkælder

Horácio Simões – en familie med tradition for Moscatel

De smagte vine er sponseret af importøren 

Moscatel de Setúbal – hedvinen fra Setúbal-halvøen syd for Lissabon – er ikke nær så kendt som de to andre store hedvine fra Portugal; portvin og madeira. Men det er faktisk interessante og lækre vine, hvor den store sødme balanceres af høj syre, og som kan bruges som såvel dessertvin som aperitif. Jeg kan derfor kun anbefales at prøve dem, og heldigvis findes der en del på det danske marked.

Mest kendt er de store producenter Bacalhõa, José Maria da Fonseca og Casa Ermelinda Freitas, som jeg vender tilbage til i kommende indlæg. Men derudover findes der andre mindre producenter, hvad enten det er familiejede vingårde eller lokale kooperativer. I alt er der ca. 20 producenter af Moscatel de Setúbal, og faktisk er produktionen stigende.

Her skal det dreje sig om den lille familieejede producent Horácio Simões, som blev etableret i 1910 og er opkaldt efter grundlæggerens søn. I dag drives firmaet af Horácio Simões (samme navn, men tredje generation) og dennes sønner Pedro og Luís med sidstnævnte som ønolog og winemaker. Produktionen er baseret på 18 hektar med Moscatel de Setúbal og to hektar med Muscatel Roxo, men kun to hektar af hver er ejet af selve familien, resten hidrører fra deres samarbejde med andre jordejere i landsbyen.

“Vi køber ikke druer, men arbejder på marker, som ikke er vores. Derfor benytter vi 18 hektarer, selv om vi kun selv ejer to hektarer. Som vores bedstefar lærte os, kan vi lide at arbejde med forskellige vinmarker, lokale druesorter og gamle vinstokke. Vi er stolte af den tætte forbindelse til landsbyen og arbejdet med de gamle vinmarker, hvor ejeren ikke er i stand til eller ønsker at gøre det selv,” fortæller winemaker Luís Camacho Simões.

Fra venste: ønolog Luís Simões, Horácio Simões og manager Pedro Simões.

Produktionen er fordelt på 60 % bordvin, 30 % Moscatel de Setúbal og 10 % Moscatel Roxo. Om forskellen mellem de to druesorter fortæller Luís Camacho Simões:

“Den væsentligste forskel er farven. Moscatel Roxo er mørkeblå og med florale noter og krydderier. Moscatel de Setúbal er grøn og giver en intens muskatduft med citrus, orangeblomster, rosiner og valnød. For Moscatel og især for Moscatel Roxo er kalkfyldt ler eroderet fra Arrábida-bjergene det bedste terroir. Det er præcist, hvad vi har på vores jord.”

Familien Simões benytter sig af de gamle metoder, som de har overtaget fra bedstefaren, og uden den store indgriben.

”Vores vine og Moscatels bliver lavet med vores forfædres teknikker og med al den omsorg, som naturen fortjener. Vi fjerner først mosten i marts eller april og ikke i oktober, som er almindeligt, ligesom vi kun filtrerer lidt, hvilket fremmer smagen af primære, sekundære og tertiære smagsnoter.”

Selv om produktion bygger på gamle traditioner, er Horácio Simões dog ikke bange for at gå nye veje og eksperimentere.

”Vi har en Moscatel Roxo, hvor gæringen er stoppet med armagnac. Og vi har Costa a Costa – en Moscatel fra høsten 2010, men hvor 10 tønder har været ombord en båd.”

En særlig eksklusiv Moscatel fra deres hånd er Exellent Moscatel Roxo, som er et blend af udvalgte fade.

“Den blev skabt af vores farfar og er resultatet af det fortsatte arbejde i kælderen. Idéen er at lave et blend af de bedste blends fra tre forskellige høstårgange. Den Excellent, som er på markedet nu, er helt speciel, da den er resultatet af tre generationers arbejde. Det er et blend af et fad fra 2001, udvalgt af min farfar, et fad fra 2003 udvalgt af hans søn og så et fad fra 2007 udvalgt af os,” forklarer winemaker Luís Camacho Simões.

Jeg har prøvesmagt tre Moscatels fra Horácio Simões. Vinene blev smagt over to dage ved lidt forskellige temperaturer.

Moscatel de Setúbal (2017): Ravfarvet, orange kant. Tung og lidt anderledes næse med gule blommer, the, abrikos og appelsinskal samt noter af flor eller laktose, som dog dæmpede sig efter lidt tid i glasset. Fint med tørrede frugter, grønne og florale noter, lidt bitter og relativ tør stil, ok kompleksitet, brug for luft. Velegnet som aperitif eller måske til tapas (89).

Moscatel Roxo (2014): Ravfarvet, lys kant, orange skær. Intens næse med tørrede figner, nødder og appelsinskal. Frisk, men også blød i munden med nødder, tørrede figner, honning og lidt appelsinskal, flot balance, fin elegance, ganske delikat og ok kompleksitet, lang hale (92).

Excellent Moscatel Roxo Superior: Blend af de bedste vine fra tiåret 2000 til 2009. Mørk mahognibrun. Dyb, kompleks og intens næse med nødder, figner og andre tørrede frugter. Blød, fed og cremet i munden med tørrede frugter, figner, nødder, dejlig intens og flot balanceret med fin syre, fantastisk kompleksitet, lang lækker hale. Et fremragende glas, som kan nydes til desserter, men i høj grad også for sig selv (95).

 

Horácio Simões importeres af Vinho.

Dele af ovenstående artikel har tidligere været bragt i min artikel om portugisiske Moscatel-vine i Din vinguide i juni 2020. Flere indlæg, hvor jeg præsenterer producenter af Moscatel de Setúbal, følger de kommende uger.

Dolce X – en helt anden hedvin

Den smagte vin er sponseret af importøren.

Portvin, sherry, madeira, marsala, moscatel de Setúbal, vermouth og vin doux naturel. Det er vel de meste kendte repræsentanter for det, vi herhjemme kalder for hedvin, eller som på engelsk betegnes fortified wine. Alle er lavet på druer, hvor gæringsprocessen er stoppet ved at tilsætte alkohol, hvorved fremkommer højere alkohol og mere sødme – ses bort fra de helt tørre sherryer og maderiavine.

Vin baseret på andet end druer som f.eks. vores egen populære frugtvin lavet på æbler, kirsebær og meget andet kan på en del måder minde om hedvin, selv om det definitionsmæssigt ikke er det. Og taler vi vin lavet på andet end druer verden rundt, kommer endnu flere typer til som risvin og sake.

Mexico er kendt for sine tequilas og anden agavespiritus – også kaldet mezcal. Ikke al agavespiritus er tequila, da der er tale om et såkaldt ”Designation of Origin” – et beskyttet område akkurat som portvin og champagne. Der findes to basistyper, Tequila, som er fremstillet af 100 % blå agave og Mixto-tequila, som skal have 51 % agave og 49 % fra andre sukkerarter. Dertil kommer en række underopdelingerne baseret på lagringstid.

Agaven er 7-10 år om at blomstre og dyrkes akkurat som vinbønder dyrker vin. Det er kernen, den såkaldte pinã efter at bladede er skåret fra, som benyttes og destilleres. Ja, faktisk skal den igennem fire trin for at blive til Tequila: Bagning, knusning, fermentering og destillering.

Men hvorfor nu denne snak om hedvin og tequila? Jo, agaven bruges nemlig også til fremstilling af vin (her bruger vi den bredde definition af vin og altså ikke kun vin fremstillet på vindruer). Agavevin kaldes også for pulque og holder en alkoholprocent på 5-7 %. Og nu er en tequila-producent faktisk gået et skridt videre og har stoppet gæringsprocessen ved at tilsætte alkohol i form af 100 % agave-spiritus på samme måde, som vi kender det for portvin og anden hedvin. Efterfølgende er vinen lagret syv år på brugte egetræsfade som var det en Colheita. Fadene har dog ikke været brugt til portvin, men – ikke overraskende – til tequila, som også laves i fadlagrede udgaver.

Producenten hedder Porfidio og den danske importør Bjørn Smalbro, har interviewet manden bag, Martin Grassl, om såvel indholdet som den særligt designede lyserøde porcelænsflaske med et stykke broderet silketørklæde over proppen. I interviewet fortæller Martin Grassl, at han var inspireret af fransk Pineau de Charentes, men vel at mærke med brug af agave frem for druer.

Porcelænsflasken farve hedder retteligt "Rose de Pompadour" og er en variant af pink opkaldt efter Ludvig den 16.s elskerinde Madame de Pompadour, som også virkede som mæcen for kunstnere og designere, og som tilskrives æren for at have gjort farven pink populær og for udviklingen af Sévres-porcelæn. Flasken er samtidig en hyldest til den japanske modedesigner Rei Kawakubo, som i 1980´erne var med til at give pink en renæssance.

Jo, tak, De kulturelle referencer mangler ikke. Men jeg må dog indrømme, at jeg finder porcelænsflasken mere særpræget og iøjnefaldende end smuk. På den anden side har jeg respekt for, at Porfidio går sine helt egne vegne med såvel flaske som produkt.

Men hvad så med indholdet? Jeg har smagt Porfidio Dolce X over et par dage, og noterne følger nedenfor. Da jeg jo vidste, hvad der var tale om, mente jeg at kunne genkende duften af agave eller tequila – også selv om jeg langt fra ekspert på området. Jeg prøvede derfor også at servere den blindt for andre, som ikke gættede rigtigt, men faktisk netop nævnte Pineau de Charentes. Generelt vil jeg sige, at duften var lidt vel skarp og vegetal til at være indbydende, når man er vant til portvin, madeira etc. Men til gengæld var vinen overraskende spændende og balanceret i munden – meget anderledes og lidt lettere i stilen, men også med tydelige referencer til Pineau de Charentes og sågar fadlagret portvin.

Her følger mine noter:

Porfidio Dolce X:  Lys tawnybrun med orange skær og grøngul kant, lidt uklar i afkølet tilstand. Skarp duft med vegetale, grønne noter, blomster, grannåle, friske figner. Spændende i munden med fin, fed konsistens, blød og rund, sød men med god balancerede syre, lidt fadnoter i form af tørrede frugter, figner og abrikos, moderat krydret, mellemlang hale med fin syre-sødme balance. Smager faktisk udmærket (91).

 

En del af informationerne i ovenstående er hentet fra siden tequila.dk, importøren af Dolce X. Her er det også muligt at downloade en lille bog om tequila, skrevet af Bjørn Smalbro, som står bag hjemmesiden. Her er der megen god viden om agave og tequila at hente samt opskrifter på cocktails med tequila.