torsdag den 26. april 2018

Vinho Verde fra Quinta de Linhares


Den 16. maj afholdes der smagning af portugisisk Vinho Verde i København for branchefolk – dvs. vinskribenter, sommeliers, importører og restauratører mv. Målet er at vise, at der faktisk fremstilles virkelig god hvidvin i regionen og ikke kun de billige udgaver, som mange kender. Fremstødet afvikles i et samarbejde mellem Vinens Hus og brancheorganisationen CVRVV (Comissão de Viticultura da Região dos Vinhos Verdes), og det består dels af en åben smagning, hvor 21 forskellige producenter fra Vinho Verde regionen præsenterer mere end 200 vine – og dels af to seminarer, hvor jeg er blevet indbudt til at fortælle om regionen, dens druesorter og underregioner. Læs mere her.
Jeg besøgte selv området i februar måned for at lave reportage og interviews til en artikel om Vinho Verde til juniudgaven af bladet Din Vinguide. Her var jeg bl.a. forbi de to fremragende alvarinho-producenter Anselmo Mendes og Soalheiro i den nordligste underregion Monção og Melgaço. Begge er blandt de 21 producenter ved smagningen i maj. Det samme gælder Quinta de Linhares, som også allerede er tilgængelig på det danske marked.


Quinta de Linhares ligger i underregionen Sousa og ejes af Agri-Roncão, som også står bag det udmærkede portvinsbrand DR. DR står for Domingos Ribeiro, og han blev faktisk født i Penafiel – ikke langt fra quintaen. Der produceres såvel blends som enkeltdruevine på sorterne loureiro, azal, avesso og arinto, rødvin på vinhão (ja, der findes også rød Vinho Verde) samt rosé. Winemaker er António Sousa.


Jeg har smagt et udvalg af deres vine:
Quinta de Linhares Rosé 2016: Lavet på blend af røde druesorter heriblandt espadeiro. Flot og mørk roséfarvet, let perlende. Duft af jordbær, lidt hindbær og blomster samt en smule vingummibamser, lidt parfumeret. Godt med frugt i munden med røde bær, frisk og høj syre, tør men med frugtsødme. Ok eftersmag. Fin terrassevin eller til lette sommerretter. 12,5 % alkohol.
Quinta de Linhares Avesso 2016: Grøngul, meget diskret perlende. Ikke så kraftig i næsen med friskt indtryk af pære, citron, græs, blomster og lidt fersken. Fin frugtfylde i munden, stilren, elegant og sprød med lidt mere sødme end vanligt for vine fra regionen samt med balancerende, men ikke høj syre. Ikke en kompliceret vin, men frisk, rund og behagelig – velegnet med eller uden mad. Skal serveres kold. 12 % alkohol.
Quinta de Linhares Azal 2016: Flot gulgrøn. Kraftig og intens duft med muskat, pære, citrus, ananas og andre tropiske frugter. Fyldig og dejlig i munden med god frugt og tropiske noter som ananas og krydret, men stadig frisk og med tilstrækkelig syre til at balancere. En dejlig og lidt anderledes Vinho Verde til prisen. Skal serveret afkølet. 12 % alkohol.
Quinta de Linhares importeres af DrikPortvin, som også importerer portvinene fra DR. For at markere, at han nu også sælger Vinho Verde, indbyder Torben Mandrup til en smagning af Quinta de Linhares den 9. juni.

mandag den 23. april 2018

Portvinens terroir – lidt forskningshistorie


Jeg har tidligere berørt terroir i Douro i et opslag i forbindelse med en smagning af Single Quinta Vintage i The Vintage Port Club (læs her).
Man kan selvfølgelig med rette spørge, om det ikke er lige meget, hvilken jordbund, hvor meget nedbør og hvilke temperatursvingninger, der er rundt om i en vinregion, når bare vinen smager godt? Og efterfølgende hvilke kemiske processer, der foregår, når vinen bliver til og siden lagrer på fad eller flaske?
Set fra et forbrugersynspunkt, er det vigtigste helt sikkert, at man finder ud, hvilke vintyper og producenter, man kan lide, og hvilke man bryder sig mindre om. Men vil man også forstå hvorfor og hvordan det går til, at vinen bliver, som den gør, må man lidt dybere ned. Så må man begynde at interessere sig for begreber som terroir, vinifikation og oxidation samt de komponenter, vinen består af, og de kemiske forbindelser, der foregår.


Nyligt faldt jeg over en ny artikel, ”The terroir of Port Wine: Two hundred and sixty years of history”, som blev offentliggjort i tidsskriftet Food Chemistry først på året. Artiklen er forfattet af Maria Prata-Sena, Bruno M. Castro-Carvalho, Sandra Nunes og Paula Silva fra Institute of Biomedical Science Abel Salazar i Porto samt Bento Amaral, der som bekendt er teknisk direktør på portvinsinstituttet, IVDP.
Der er tale om en gennemgang og tværlæsning af den litteratur, der findes om terroir mv. i Douro – og altså ikke ny forskning i sig selv. Men artiklen giver et udmærket overblik og refererer flere tankevækkende undersøgelser og konklusioner. Samtidig beskæftiger den sig ikke kun med terroir forstået som jordbund, klimatiske forhold, druesorter og dyrkningsmetoder, men også med den efterfølgende menneskeskabte proces, når vinen produceres og siden lagres.
Lad mig komme med nogle små udvalgte eksempler:
Hvad angår temperaturer i Douro viser undersøgelser f.eks., at temperaturen om foråret har stor betydning for høstudbyttet rent kvantitativt. I perioden 1932-2008 skulle forårstemperaturen således kunne forklare 35 % af forskellene i mængden af vin.
Taler vi om kvalitet, peges der på tidlig modning som en vigtig faktor herunder hvileperioden – altså perioden efter høst og frem til, at de nye skud begynder at vise sig. Det samme gælder en længere periode fra blomstring til veraison – tidspunktet, hvor druerne skifter farve og begynder at modnes.
Begge dele kan altså tages som indikatorer på, hvordan årets høst bliver henholdsvis kvantitativt og kvalitativt, men andre faktorer spiller selvfølgelig også ind.
Foruden temperatur omtales emner som nedbør, vandstress og jordbund. Hvad sidstnævnte angår, skriver forfatterne bl.a., at skifferjorden, som er den mest udbredte i Douro, fremmer modningen af druerne, da skiffer er mørkere og derfor absorberer sollyset. Smagsmæssigt menes skifferjorden at frembringe kraftigere, pebrede og krydrede vine – smagsnuancer som genkendes fra f.eks. ung vintage.


Artiklen går kun i dybden med få af de mere end 110 druesorter, som dyrkes i regionen. For de rødes vedkommende gælder det ikke overraskende Touriga Franca, Tinta Roriz og Touriga Nacional, mens de nævnte hvide er Códega, Malvasia Fina og Moscatel. Om Tinta Roriz kan man bl.a. læse, at den ved store udbytter giver dårligere kvalitet med ringere krop og farve i vinene, hvorfor den faktisk i visse år udelades i blendet.
Et andet hovedafsnit i artiklen vedrører ”Human activity”, hvilket omfatter såvel arbejdet i marken som i kælderen og under lagringen. Mange ting bringes på banen, men lad mig her nøjes med at referere de forskellige farveangivelser, der nævnes i forbindelse med de forskellige portvinstyper. Dette emne bringes jævnligt på banen i forbindelse med indkøb af gamle flasker, hvor der ofte er andre betegnelser på labelen end dem, vi kender i dag. Derfor bringer jeg her alle betegnelserne fra artiklen med de engelske betegnelser i parentes.
Retinto (full red)
Tinto (red)
Tinto alourado (medium tawny)
Alourado (tawny)
Alourado claro (light tawny)
Branco dourado (gold)
Branco palha (straw)
Citrino (citrus colour)


En anden ting, der diskuteres i portvinskredse er, om det er et spil for galleriet, når man fodtræder druerne i de gamle lagares af granit? Eller om det vitterligt giver en bedre kvalitet pga. føddernes nænsomhed overfor kerner etc.? Her giver artiklen ikke noget klart svar, da den henviser til to forskellige undersøgelser med hvert deres svar. Den første konkluderede, at den gamle metode gav en langt bedre udtrækning af tanniner og farvestoffer, hvilket alt andet lige giver bedre kvalitet. Den anden sagde modsat, at det ikke gjorde forskel på kvaliteten, om man brugte fødder eller mekanik, granit eller ståltank.
Alt i alt en fin gennemgang af research, undersøgelser og litteratur på området – en oversigt, som man bliver klogere af at læse, selv om der altså ikke er tale om ny viden. Har man lyst til at nørde lidt på portvinsområdet, er den lille, men kompakte 10-siders artikel værd at investere i.
Artiklen findes i sin helhed i “Food Chemistry, an Elsevier journal” via dette link.

fredag den 20. april 2018

Ramos fra 1960 til 1991


Det er ingen hemmelighed, at jeg har en stor kærlighed til portvinshuset Ramos Pinto. Deres kunstplakater og husets historie har fascineret mig fra det første besøg tilbage i år 2001, hvor jeg så de gamle kontorlokaler, kunstudsmykninger og effekter fra arkivet, inden deres museum officielt åbnede.


Og så ikke at forglemme laver de udmærket portvin i begge afdelinger – altså såvel en fremragende serie af tawny med alder som delikate vintages. Sidstnævnte har dog tidligere ofte stået i skyggen af de store vintagehuse, men synes fortjent at have fået mere opmærksomhed og hæder de senere år.
Som eksempel kan nævnes, at James Suckling i sin bog ”Vintage Port” fra 1990 placerer Ramos Pinto i femte og sidste kategori i det klassificeringshierarki, han oplister. Ganske ufortjent efter min mening, da huset gang på gang har overrasket ved horisontale smagninger i f.eks. The Vintage Port Club. Efter min mening bør Ramos placeres lige under de helt store mærker, når det gælder vintage. Medium søde, delikate, indbydende og florale – nogle vil sige lidt feminine i stilen, hvis man tør referere sådan en betegnelse i disse #MeToo tider.
Af ovennævnte årsager takkede jeg ja til et gæstebesøg i Portvinsklubben af 1981, som er hjemhørende i København, da de forleden havde Ramos Pinto på programmet. Der var tale om en vertikalsmagning af vintage fra 1970 til 1991, hvortil siden føjede sig en Magnum fra 1960, venligt doneret af et af klubbens medlemmer.
Aftenens første vin var dog en Ramos Pinto LBV fra 1985 serveret blindt som aperitif. Den kunne man så nippe til, mens klubbens tidligere formand Robert Heinrich Metasch fortalte lidt om husets historie. Ramos Pinto var frem til 1990 ejet af efterkommere af grundlæggeren Adriana Ramos-Pinto eller broderen António. Siden salget til champagnehuset Louis Roederer har det dog stadig været familiemedlemmer, som står i spidsen. Da João Nicolau de Almeida (tv. på billedet) i 2016 gik på pension, overtog Jorge Rosas direktørposten, mens Ana Rosas (th. på billedet) allerede på det tidspunkt havde overtaget positionen som chefwinemaker.


Ses bort fra Vintage 1960 blev vinene serveret semiblindt. Nedenfor følger mine noter fra smagningen. Da klubben afgiver point efter 20 skalaen, gør det samme sig gældende her. Nogle af min karakterer kan måske synes lidt lave, men her må jeg erindre om, at en karakter på 10 angives som en passabel vin og en på 11 som en god vin.


LBV 1985: Rødbrun. Mørke bær, cassis, tørrede frugter og mokka i næsen. Mørk og intens, lidt rustik og ikke så kompleks, pebret og krydret og med pebret hale (11).
Vintage 1960: Utrolig flot farve og flot skær, lys rødbrun med orange kant. Dejlig duft af blomster, violer og røde bør, især jordbær. Elegant og floral med røde bær og lidt peber, harmonisk og stadig med fint liv, selv om årgangen generelt regnes for at have peaket for længe siden. Det skyldes måske et længere vil på Magnum. En dejligt glas (18).
Vintage 1970: Meget lys, orangebrun som et aldret hvid. Duft af orangeskal og lidt mandler, oxideret. Indbydende nok med smag af mandel og orange, men helt uden frugtpræg (12).
Vintage 1980: Mørk rubin, meget dyb og mørk, næste uigennemsigtig. Mørke bær som hyldebær samt violer. Godt med krydret frugt i første omgang, derefter lidt flere nuancer og florale noter samt bløde integrerede tanniner.  Ved anden gennemsmagning fremstod den dog lidt vel kompakt med marmeladepræg og uden de store nuancer, hvilket trak ned (15).
Vintage 1982: Første flaske var tydeligt med fejl, men jeg fik heldigvis lidt af en anden. Rødbrun, lidt uklar. Ekspressiv duft med mørke bær, viol og blomster samt lidt grønne noter som mentol. Intens og flot struktureret i munden med røde bær, violer og blomster, harmonisk med fin, lang hale. Et dejligt glas i typiske Ramos stil (18).
Vintage 1983: Rubin, medium intens og flot rød kant. Ekspressiv og flot næse med røde bær og florale noter. Elegant og floral, men også intens og fyldig, harmonisk og med lang let krydret hale. Også et rigtigt godt glas (18).
Vintage 1985: Mørk rubin med brun kant, meget intens. Blomster, brombær og violer i næsen. Blød i munden, intens og delikat, tør og floral, pebret hale (17).
Vintage 1991: Lys, brun med lys kant og rød kerne og et orange skær, let tåget og uklar. Markant duft at gummi og apotek, som dog aftog med tiden, floral med røde bær. Røde bær og blomster i munden, elegant, men lidt vel let, savner struktur (10).


Et par af vinene kræver lidt ekstra ord. Vintage 1970 var tydeligvis oxideret og fremstod på alle måder mere som en hvid portvin med fadlagring end en vintage. Når man ihukommer, at der er tale om en klassisk år med vine, der er spået et langt liv, må den siges at have udviklet sig alternativt, hvilket givet ikke har været meningen. Når det er sagt, var den faktisk godkendt i smagen. Vintage 1991 må siges at være skuffende. Nok er året ikke det største, men en vin fra 90´erne bør have mere kraft og farve. Om der var tale om en fejl, tør jeg ikke sige, men i så fald gjaldt det flere flasker.
Ved den efterfølgende afstemning blandt deltagerne kom Vintage 1960 på førstepladsen forfulgt af Vintage 1983 og Vintage 1982 – altså de samme vine, som jeg selv ratede højest. 1983 har endnu ikke skuffet mig og sidder i disse år lige i skabet. Vil du læse mere om Ramos Pinto Vintage 1983 samt de udgaver på enkeltdruer, som João Nicolau de Almeida lavede samtidig, så se her.