torsdag den 27. oktober 2022

Quinta da Vacaria

De smagte vine er sponseret af importøren


Det er altid spændende at smage huse, men kun kender meget lidt til. Sidste år ved Portvinsfestivalen på Børsen smagte jeg første gang Quinta da Vacaria og fik gensmagt lidt ved Portvinsmessen i Roskilde i år. Mit umiddelbare indtryk var, at deres 10 og 20 års lå lidt vel tæt på hinanden og måske var lidt vel rustikke i stilen til mine smagsløg.



For noget tid siden fik jeg tilsendt et lille udvalg til prøvesmagning. Men inden min noter, lidt om producenten, som det desværre ikke er så nemt at finde udførlig information om.

Quinta da Vacaria kan dateres helt tilbage til 1616 og ligger lige ved Regua, hvor Corgo møder Douro. Her produceres der såvel Douro vin som portvin samt olivenolie. Portvinsporteføjlen omfatter Reserve,10, 20, 30 og 40 års Tawny, Reserve Ruby, LBV og Vintage. Tawny-serien er ifølge importøren ufiltreret.

Ønolog Jean-Hugues Gros har arbejdet i Bourgogne og derefter måneder for Sandeman, hvor han fik øjnene op for portvin og Douro. Efterfølgende har han også erfaringer fra Californien og Champagne, og fra 1999 arbejdede han for Quinta do Convento de São Pedro das Águias. I dag er han winemaker og konsulent for flere producenter i Douro og står bl.a. bag Douro-brandet Odisseia

Jeg har smagte følgende fire vine fra Quinta da Vacaria. Vinene blev smagt over to dage ved forskellige temperaturer. LBV 2016 er i øvrigt den første udgave fra huset.

Porto Pink: Blend af Touriga Nacional, Tinta Barroca og Touriga Francesa. Lys teglrød, medium intens. Hindbær og jordbærsaft samt en del vingummibamse og tutti frutti. Frisk og rimelig fyldig i munden med god tekstur, kirsebær og jordbær, let krydret og lidt bid, ok balance, kort hale med røde bær og lidt kant. Faktisk et fint glas for typen, velegnet som aperitif (85).

Tawny Reserva: Blend af Touriga Nacional, Touriga Franca og Tinta Barroca, lagret ca. 7 år på fad. Rødbrun med mørkere rubin kerne og lysere kant. Meget ekspressiv og lidt rustik næse med bærpræg, ribs, hasselnød og valnød, kakao samt lidt krydderurt. Stadig med primær frugt i munden, røde bær, men også karamel og nødder, en smule sprittet, høj syre og god balance, lang hale med lidt syrebid. Rimeligt udviklet, men fin repræsentant for typen (87).

10 års Tawny: Blend af Touriga Nacional, Tinto Cão, Tinta Barroca, Tinta Amarela og Touriga Francesa. Tawnybrun. Lidt diskret og anonym næse ved kølig temperatur, lidt bærpræg, nødder og tørrede figner. Behagelig, fed og fyldig struktur i munden med nødder og figner, karamel og balsamico, god balance med fin syre, lang delikat hale. Ret udviklet alderen taget i betragtning, men savner lidt friskhed og elegance og fornemmer at lagringen er foregået i Douro (88/89).

LBV 2016: Blend af Touriga Franca, Tinta Roriz, Touriga Nacional og Tinta Barroca. Mørk rubin, tæt og koncentreret. Ekspressiv med mørke kirsebær og andre mørke bær, mørk chokolade, krydret bund og lidt frisk mynte og krydderurt. Dejlig blød i munden med røde bær, kirsebær, frugtsødme, men ellers lidt til den tørre side, mørk chokolade, flot balancerende syre og bløde tanniner, mellemlang hale. Fin og vellavet med potentiale for udvikling (89).

 


Quinta da Vacaria importeres af Nordjysk Vinimport.