Quinta da Furada – vine og portvin fra gamle marker

De smagte vine er sponseret af producenten

 

Der dukker til stadighed nye brands op på markedet for portvin og Douro vin. Det gælder også herhjemme, hvor mange mindre importører har fået øjnene op for regionens kvaliteter og hjemtager vine og portvine, så valgmulighederne efterhånden er legio.

En af de nytilkomne er Quinta da Furada, som laver bordvin under navnet Pata d´Urso og portvin under navnet Furada. Quintaen har været familieejet gennem syv generationer, men den nuværende produktion i eget navn startede først i 2017. Der har dog været produceret vin tidligere, fortæller den nuværende ejer og direktør Duarte Alegre.

”Jeg fandt en gammel flaske i en vinhandel i Lissabon, hvor etiketten sagde "Porto Furada Tinto 1933 - Quinta da Furada - Ervedosa do Douro - Valério Augusto de Sousa". Det sidste er min oldefars navn.”

Før egenproduktionen startede, blev der leveret vin og druer til andre selskaber, oplyser Duarte Alegre.

”I mere end syv årtier solgte familien portvin fra Quinta da Furda og senere druerne til Ramos Pinto. Da de blev købte af champagnehuset Roederer solgte vi i stedet vores druer til Wiese & Krohn. Da de blev opkøbt solgte vi frem til 2016. til Taylor´s og sideløbende til Niepoort med henblik på Douro-vine.”

De første par årgange af deres egen vin, blev da også vinificeret af Niepoort, men fra 2019, hvor quintaens egne faciliteter var restaureret overtog de selv med franske Jean-Hugues Gros som winemaker. Jean-Hugues Gros har tidligere arbejdet i Bourgogne og derefter måneder for Sandeman, hvor han fik øjnene op for portvin og Douro. Efterfølgende har han også erfaringer fra Californien og Champagne, og fra 1999 arbejdede han for Quinta do Convento de São Pedro das Águias. I dag er han winemaker og konsulent for flere producenter i Douro herunder altså Quinta da Furada.

Duarte Alegre tilbød at sende samples på sine vine og portvine i forbindelse med, at de nu kan fås i Danmark (se nedenfor). Det sagde jeg selvfølgelig ja tak til. Men inden mine noter lidt mere om huset og vinene.

Navnet Furada stammer fra de mange udgravninger, som stadig findes på ejendommen, og som hidrører fra minedrift som guldgravning i romertiden og senere udvinding af metallet wolfram (også kendt som tungsten), der bl.a. spillede en vigtig rolle under 2. verdenskrig, hvor det blev brugt i våbenindustrien.

Der gemmer sig også en lille historie bag brandnavnet for bordvinene. Pata d´Urso betyder bjørnen pote eller lap. For flere århundrede siden, hedder det sig, var der bjørne på egnen. Den gang var det kutyme, at jægere, som skød en bjørn, skulle give en eller to poter til jordbesidderne, da poterne blev opfattet som en delikatesse fra guderne.

Bjørnen har da også fundet vej til etiketterne, hvor den sidder midt mellem de gamle vinstokke. Portvinene er i klare flasker i elegant og moderne design

Quinta da Furada bruger udelukkende egne druer i produktionen. Druerne stammer fra gamle vinmarker med blandede sorter – såkaldte vinhas velhas. Druerne trædes på traditionel vis i granit og skifferlagares. Målet er at vise, hvad et sådant druemateriale kan levere.

”Vi vil gerne vise verden den gamle måde at lave Douro vine og portvin på, fra de samme gamle, beskyttede og velplejede vinmarker, vinificeret og lagret på traditionel vis i små mængder,” fastslår Duarte Alegre.

Foruden vin, portvin og olivenolie produceres der også mandler på ejendommen. Hvad portvinene angår er to af dem, en hvid og en tawny, såkaldte ”Family Ports” med en vis alder, men dog uden mere præcis aldersgengivelse.

”Jeg kan ikke sige noget om alderen. Men min bedstefar plejede at fortælle mig, at der i hans fars tid, var tre store fade med portvin. I dag har jeg to gamle 600 liters fade med tawny, som så vidt jeg ved ikke er et blend og mindre med hvid portvin. Roy Hersh har skudt på, at tawnien kunne være fra sidst i 40´erne og den hvide fra sidst i 50´erne, men jeg har ingen dokumenter lige som de ikke er registreret hos IVDP. Men de tillod, at vi flaskede det, så vi kunne vise verden noget af vores families historie,” beretter han.

Quintaens olivenolie er baseret på egne oliventræer, som høstet på traditionel vis ved at slå dem af med stave, så de falder ned i et net. Resultatet er en blød, mild og elegant olivenolie med mellemfed struktur, lidt lav på syre, men velsmagende.

 

Vinene blev smagt over to dage.

Pata d´Urso Branco 2019: Blandede sorter fra gammel vinmark, delvist lagret på store brugte fade. Grøngul med grønt skær, lav intensitet. Frisk næse med citrus og grapefrugt, græs og vegetale noter samt lidt kamilleblomster. Fint med moden frugt i munden, medium syre og meget diskret fadpræg, god struktur og kompleksitet, lang hale med citrusbid. Ganske delikat (91).

Pata d´Urso Branco 2020: Blandede sorter fra gammel vinmark, delvist lagret 9 måneder på fade og 3 måneder på flaske. Strågul, medium intens. Godt med moden frugt samt smørnoter, lidt tropisk frugt og banan, tydeligt men ikke overdrevet fadpræg eller malopræg. Fyldig med god frugt, citrus og kompleksitet, pæn fedme, lidt mineralitet, medium syre, tydeligt fadpræg, lang flot hale med lidt citrus (91).

Pata d´Urso Rosé 2020: Blandede sorter fra gammel vinmark, fermenteret på stål og lagret 9 måneder på fad. Mørke laksefarvet. Masser af jordbær i næsen, men også friske kirsebær, lidt sødlig frugt og blomster, let krydret. God mundfylde og fin struktur, jordbær og florale noter, let krydret, fin syre, relativ kompleks. En ganske fin og gastronomisk rosé (89).

Pata d´Urso Tinto 2017: Blandede sorter fra gammel vinmark, 24 måneder på fransk eg og 9 måneder på flaske. Rubinrød med let brunlig kant. Flot næse med moden frugt, jordbær og kirsebær samt florale noter, en smule røgede noter. I munden blød, elegant og velbalanceret med røde bær og florale noter samt fløjlsbløde tanniner, perfekt balanceret. En flot vin, som nok er på toppen nu (93).

Pata d´Urso Tinto 2018: Blandede sorter fra gammel vinmark, 36 måneder på fransk eg og 12 måneder på flaske. Rubinrød med violet skær og lys lilla kant. Moden frugt, jordbær og skovbær samt lidt krydderurter. God frugt, fint balanceret med syre der rammer den ind, krydret og med lidt bid, elegant, pænt med fint integrerede tanniner, lang hale. En dejlig vin nu, som også vil udvikle sig (92).

Pata d´Urso Tinto 2019: Blandede sorter fra gammel vinmark, lagret 24 måneder på træfade og 12 måneder på flaske. Rubinrød. Frisk frugt, røde bær og lidt solbær samt lidt mørk chokolade. Ungdommelig frugt med modne bær og mineralitet, elegant og med ok kompleksitet, pænt med bløde tanniner, lang hale, syren lidt vel dominerende overfor frugten på nuværende tidspunkt, men vil givet udvikle sig til det bedre (91).

Furada White Port: Lagret på ståltank. Lys gulgrøn til strågul. Frisk næse med blomster, lidt tørrede frugter, honning og vanilje. Frisk i munden med god syre, elegant og med relativ fin kompleksitet, god blød og let cremet struktur, til den søde side, mellemlang hale. Velsmagende (87).

Furada Pink Port: Lagret på ståltank. Lys laksefarvet. Jordbær, hindbær og blomster samt lidt vanilje og kokos. Moderat sødme, flot syre og friskhed krydret og pebret med god frugtfylde og rimelig kompleksitet, elegant med moden frugt. Et ganske fint glas og blandt de mest fyldige pink port, jeg har smagt (88).

Furada White Family Port: Lagret på quintaen, alder ukendt. Ravfarvet med orange skær. Dejlig men også lidt diskret næse med abrikos, honning og muskatnød, lidt moscatel-agtig. Blød og rund i munden med god struktur og fedme, abrikos, lyse rosiner, honning og lidt vanilje, finsyre og flot kompleksitet (92).

Furada Tawny Family Port: Lagret på quintaen, alder ukendt. Tawnybrun, ikke så tæt, lysere kant. Ekspressiv med hasselnødder, valnødder, tørrede figner og en anstræg af farin. God struktur i munden, blød og cremet med tørrede frugter og nødder, markant syre, relativ moderat sødme og flot kompleksitet (93).

 

Vine og portvine fra Quinta da Furada importeres af Estrup & Udsen Vin.

Casa Santos Lima – vine fra Algarve 5

 

De smagte vine er sponseret af producenten.

 

En af de meget store spillere i portugisisk vin, Casa Santos Lima fik tidligt øjnene op for Algarves potentiale. Selskabet er hjemhørende i regionen Lisboa, men producerer også vin i Alentejo, Douro, Vinho Verde og siden 2013 også i Algarve – nærmere bestemt i underregionen Tavira, hvor de har ca. 56 hektar vinmarker.

Winemaker Vasco Martins fra Casa Santos Lima forklarer:

”Algarve har et enestående terroir, som gør det muligt at producere store vine med minimal indgriben. Dette vil sammen med den gamle vinhistorie gøre regionen til en af de mest attraktive i Portugal, ligesom turismen kan hjælpe med at udbrede regionens potentiale i resten af Portugal og internationalt.”

Deres vigtigste brand i Algarve hedder Al-Ria, men de laver også vin under navne som Despedida og Fora de Pé med et lidt anderledes blend. Målet er at lave gastronomiske vine, som passer til regionen mad, oplyser Vasco Martins.

Der produceres såvel blends som enkeltdruevine fra Algarve.

”Touriga Nacional, Syrah og Alicante Bouschet er DNA i vores Algarve-vine og sikrer konsistensen i vore blend år efter år. Når vi taler om enkeltdruevine vil jeg pege på Negra Mole, som er en unik druesort – frisk, meget aromatisk og gastronomisk og perfekt i forhold til den moderne konsument og den lokale mad”, siger Vasco Martins.

Touriga Nacional er oprindeligt hjemhørende i regionerne Douro og Dão, men har efterhånden bredt sig til resten af Portugal, ligesom den i dag også er tilladt i Bordeaux. Vasco Martins mener, at den giver et meget godt resultat i Algarve også.

”Algarves unikke klima – med lidt regn og perfekte temperaturer til, at duerne modnes – giver Touriga Nacional mulighed for at vise sit fulde potentiale. Vi opnår fremragende alkoholniveau, intens og dyb farve, frugtig og florale aromaer og dermed velbalancerede vine med stort lagringspotentiale.”

 

Jeg smagte følgende vine fra Casa Santos Lima:

Despedida Branco 2022: Blend af Arinto, Sauvignon Blanc og Roupeiro. Lys grøngul. Frisk næse med citrus, græs, grøn pære og lidt ananas og anden eksotisk frugt. Sprød og frisk i munden med fin syre, grønne pærer, citrus, ananas og lidt mineralitet, ligefrem, syrlig mellemlang hale med citrus (86).

Despedida Sauvignon Blanc 2022: Lys grøngul. Græs, citrus og lidt eksotisk frugt i næsen. Fin fylde og friskhed med græs, grønne noter, passionsfrugt og mellemlang hale, sprød, ligefrem og ukompliceret (85).

Despedida Rosé 2022: Blend af Touriga Nacional og Syrah. Lys laksefarvet. Lidt diskret næse med jordbær, hindbær og blomster. Sprød, let og frisk med jordbær og florale noter samt lidt mineralitet, ukompliceret. Fin til terrassen, lys fisk eller skaldyr (86).

Despedida Tinto 2021: Blend af Touriga Nacional og Syrah. Mørk rubin med lidt lys kant. Brombær, solbær, mørk chokolade, frugtsødme og lidt vanilje. Solbær og andre mørke bær, krydret, bløde tanniner og lidt vaniljesødme fra fadet. Saftig og vellavet, men ukompliceret (86).

Despedida Negra Mole 2021: Lys teglrød. Røde bær, umodne kirsebær, ribs, blomster og godt med krydderurt som timian og rosmarin, lidt tendens til at være parfumeret. Floral med medium frugt, jordbær og kirsebær, god syre og bløde tanniner, elegant og frisk, men også krydret og pebret samt med lidt røgede undertoner. Anderledes og spændende (89).

Despedida Cabernet Sauvignon 2018: Mørk rubin med lidt lilla kant, næsten uigennemsigtig. Masser af solbær og cassis, sød lakrids, krydderier og lidt fernis. Fyldig i munden med moden frugt og fadnoter, men også med ungdommelig friskhed og høj syre, kraftige men integrerede tanniner, lang hale med kraftige tørre tanniner (87).

Fora de Pé 2021: Blend af Touriga Nacional, Tinta Roriz og Syrah. Mørk rubin med lidt lysere kant. Modne mørke bær, røget bacon og lidt lakrids, men også florale noter og godt med krydderurter. Fyldig i munden med mørke bær, lidt lakrids, mørk chokolade og lidt florale noter samt sød vanilje og tobak fra fadet, lidt marmeladepræg (89).

Al-Ria Touriga Nacional 2018: Mørk rubin, næsten uigennemsigtig og med lys lilla kant. Ekspressiv med violer og florale noter, modne sorte kirsebær og brombær, mørk chokolade og lidt cigarkasse. Kraftig og fyldig i munden, dejlig floral og fint balanceret, god kompleksitet, godt med tanniner og lang hale. En flot og holdbar vin (92).

Al-Ria Reserva 2019: Blends a Touriga Nacional og Syrah, delvist lagret 12 måneder på egetræ. Mørk rubin, uigennemsigtig, lilla kant. Moden frugt, brombær og andre mørke bær, lidt laktose. Rund, tæt og kompleks med let cremet struktur, mørke bær, chokolade og godt krydret, diskret fadlagring, kraftige tanniner, lang hale med tørre tanniner. Potent med stort potentiale (92).

 

Casa SantosLima importeres af Portugisisk Vinkælder, som dog ikke har hjemtaget vinene fra Algarve.

Villa Alvor – vin fra Algarve 4

 

De smagte vine var sponseret af producenten

 

De senere års øgede interesse for vine fra Algarve har også betydet, at nogle af de større producenter i Portugal har fået øjnene op for regionen. Det gælder f.eks. den store Vinho Verde producent Aveleda, som i 2019 købte Villa Alvor i Algarve, ligesom de i øvrigt ejer Quinta Vale D. Maria i Douro og Quinta d’Aguieira i Bairrada.

Winemaker Diogo Campilho fra Villa Alvor forklarer:

”Vi så en mulighed for at udforske en vinregion, som er ved at vågne op igen, og hvor vinturismen har en stor fremtid for sig. Vi vil gerne være med i fronten af denne genfødsel og med til at få regionen på vinkortet. Med Villa Alvor har vi fundet et terroir mellem Monchique-bjergene og Atlanterhavet, beskyttet mod vinden fra nord og med ler og kalksten, som er meget plastisk og derfor storartet til at dyrke forskellige druesorter.”

Villa Alvor ligger 4,5 km fra kysten i nærheden af Portimão og som nævnt med Monchique-bjergene i baggrunden. De 30 hektar vinmarker er plantet med en blanding af internationale og portugisiske sorter som Alicante Bouschet, Moscatel Galego Roxo, Negra Mole, Cinsault, Grenache, Petit Verdot, Touriga Nacional og Syrah samt de grønne sorter Verdelho, Sauvignon Blanc, Arinto, Antão Vaz og Moscatel. Der laves såvel blends (Colheitas og Domus) som enkeltdruevine (Singular).

”Negra Mole og Moscatel Galego Roxo er traditionelle og unikke druesorter fra Algarve, så dem bruger vi til enkeltdruevin for at præsentere deres specielle karakteristika. Negra Mole er unik, da der både er grønne og røde druer i samme klase, hvilket giver lysere vin med elegante tanniner og frisk aroma og smag. Og så er fordelingen af grønne og hvide druer forskellig fra år til år, så en vin fra samme vinmark kan være lysere og lettere det ene år og mere intens i farven det efterfølgende,” siger Diogo Campilho og fortsætter:

”Sauvignon Blanc er også en god sort til enkeltdruevine, da den har en stærk personlighed. Men vi er ikke strikse med, hvilke sorter vi kan bruge til blend og hvilke ikke. Vores Domus hvidvin er f.eks. et blend af Sauvignon Blanc og Verdelho med et fantastisk resultat.”

Diogo Campilho fremhæver især Negra Mole som en drue med fremtiden for sig – både fordi den er unik og fordi den udtrykker sig godt i terroiret på Villa Alvor. I det hele taget ser han lyst på fremtiden for Algarve som vinregion.

”Vine fra Algarve har været væk fra søgelyset i de tidligere årtier på grund af væksten i turismen. Men det er netop af samme årsag, at vi ser lyst på fremtiden. Dertil kommer et terroir med naturligt potentiale, så der er stor chance for at vin og turisme kan vækste side om side.”

 

Jeg smagte følgende vine fra Villa Alvor

Sauvignon Blanc 2021: Lys grøngul. Citrus, pære, græs og grøn peberfrugt i næsen. Sprød med høj syre, god balance, fin fylde med grønne frugter, græs, passionsfrugt og lidt tropiske noter. Ganske lækker og saftig (89).

Domus 2019: Blend af Verdelho og Sauvignon Blanc, 4 måneder på fad sur lie og 3 måneder på flaske. Grøngul med grønt skær. Diskret næse med citrus, grøn pære og lidt fersken, på andendagen mere ekspressiv. God frugt og mundfylde med grønne pærer, citrus, passionsfrugt og lidt blomster samt mineralitet, frisk men også rimelig kompleks, fint balanceret. Fin gastronomisk vin med potentiale for lagring (91).

Moscatel-Galego-Roxo 2021: Lys roséfarvet. Meget ekspressiv og let parfumeret med hindbær og jordbær og frugtsødme. Blød og sprød med god fylde og balance, røde bær, passionsfrugt, blomster og lidt mineralitet, frisk med frugtsødme, men ikke sød. Spændende og anderledes (88).

Negra-Mole 2021: 8 måneder på fransk eg og 4 måneder på flaske. Lys teglrød. Jordbær, blomster og krydret bund. Dejlig i munden med røde bær og florale noter, let krydret bund, sprød og elegant, fint balanceret, let drikkelig, men også med lidt kompleksitet. Et dejligt glas (90).

Aveleda importeres af Salling, som dog ikke fører vinene fra Villa Alvor

Convento do Paraíso – vin fra Algarve 3

 

De smagte vine er sponseret af importøren

 

Vi fortsætter rundturen i Algarve med vine fra Convento do Paraíso, som faktisk har været tilgængelig i Danmark i nogle år. Selv smagte jeg deres vine første gang i 2019 på Vinhos stand ved Wines of Portugals vinfestival i København (læs mere her).

Vingården bag Convento do Paraíso hedder Quinta de Mata Mouros og ligger i højdedragene ved Silves. De første 12 hektar vinmarker blev plantet i 2000, og de første vine blev sendt på markedet fem år senere. I 2012 indledte de et samarbejde om vinificering med Alentejo-baserede Herdade de Malhadinha Nova. I dag dyrkes der såvel portugisiske som internationale druer på de 24 hektar vinmarker: Alicante Bouschet, Aragonês, Cabernet Sauvignon, Touriga Nacional og Sousão samt Alvarinho og Arinto.

Om valget af druesorter fortæller chefwinemaker Nuno Gonzalez:

”Vi må ikke glemme, at Algarve er en af de mest besøgte og berømte regioner i Portugal. Det er nemmere at markedsføre vinene, når vi har både portugisiske og internationale sorter. De fleste turister går efter det sikre valg. Ser de en vin med en drue, de kender, er der større chance for, at de vil smage den frem for andre.”

Nuno Gonzalez tilføjer, at de netop i år har plantet 12 hektar med Viosinho, Sauvignon Blanc og Negra Mole. Derudover har de også Alvarinho, som ellers er hjemhørende i Vinho Verde.

”Vi vil ikke lave Vinho Verde, men vise, hvordan Alvarinho udtrykker sig i vores terroir. Der er stor forskel i udbytte, sukkerindhold, ph-værdi og syreniveau og dermed også i smag,” siger han.

Foruden topvinene under selve Convento do Paraíso navnet omfatter porteføljen serierne Imprevisto og Euphoria.

Nuno Gonzalez forklarer:

“Imprevisto er skabt for vores entry level vine. Enkle, frugtbaserede og let tilgængelige. Euphoria er en lidt mere seriøs stil med fokus på frugten, men balanceret med hensyn til alkohol og syre. Endelig udgør Convento do Paraíso vinene vores topvine hvert år, hvad enten det er hvid, rosé eller rød.”

Winemakeren fortæller endvidere, at området omkring Silves er udfordrende rent terroirmæssigt.

“Vinmarkerne er plantet i jord med ler, kalk og sten og influeret af såvel Atlanterhavet som Arade-floden, der løber lige forbi vores ejendom. Især i vækstperioden skal vi være meget opmærksomme på fugtigheden om morgenen, som kan fremme svampesygdomme.”

Som andre winemakere og producenter i regionen ser Nuno Gonzalez lyst påfremtiden:

”Algarve har en lang historik med vinproduktion. Efter årtiers fald i volume og kvalitet har de sidste 10-15 ført til en stigning i antallet af producenter, ligesom de store firmaer fra andre regioner investerer i Algarve på grund af regionens potentiale. Jeg er sikker på, at fremtiden er lys – også i kraft af CVA´s engagement.”

 

Jeg smagte følgende vine fra Convento do Paraíso:

 

Imprevisto Branco 2018: Blend af Alvarinho og Arinto. Gulgrøn med grøn kant. Citrus, melon og lidt tropisk frugt i næsen. Frisk med fin frugt og mundfylde, lidt lav på syre, men dog balanceret, citrus, melon, mellemlang hale med citrus og syrebid. Enkel og ukompliceret (86).

Euphoria Branco 2020: 70 % Alvarinho og 30 % Arinto. Gulgrøn. Grønne pærer, citrus, melon, blomster og lidt tropisk frugt. Frisk, men medium syre, ikke så fyldig, citrus, grape og lidt eksotisk bund, medium hale med citrus og lidt mineralitet (87).

Euphoria Tinto 2018: 70 % cabernet sauvignon, 15 % Touriga Nacional og 15 % Aragonez. Mørk rubin med lys kant, lidt lilla skær. Ekspressiv med masser af frugt, solbær og andre mørke bær lidt laktose på den gode måde, florale noter og lidt vaniljesødme. Godt med frugt i munden, brombær, solbær, godt krydret og pebret, markante men bløde tanniner, ok kompleksitet. Ok potentiale. Kraftig og fin vin til prisen (90).

Convento do Paraíso Tinto 2016: 90 % Turiga Nacional, 5 % Cabernet Sauvignon og 5 % Sousão, lagret 12 måneder på ny fransk eg. Mørk rubin med lidt brunlige nuancer. Mørke bær, solbær, lidt mokka, violer og lidt skovbund. Fyldig og kraftig i munden med mørke bær og lidt tobak, fin krydret og god kompleksitet, meget diskret fadpræg, pænt med integrerede tanniner. En fyldig og dejlig gastronomisk vin, brug for lidt luft (92).

 

 

Vinene fra Convento do Paraíso importeres af Vinho.

 

Quinta dos Sentidos – vin fra Algarve 2

 

De smagte vine er sponseret af producenten.

 

Algarve har længe været et yndet turistmål for os danskere. Men der er også de, der vælger at slå sig ned i det sydlige Portugal. Og enkelte af dem har valgt at dyrke og fremstille vin.

Det gælder f.eks. det dansk-schweiziske par Charlotte Toubro og Beat Buchmann, som har etableret vingården Quinta dos Sentidos. Charlotte Toubro fortæller:

”Da vi begge var i begyndelsen af halvtredserne, tegnede der sig en mulighed for tidlig pension fra arbejdsmarkedet. Det satte skub i tanker om, hvordan vi ville udnytte den unikke chance, det er at kunne starte helt forfra et hvilket som helst sted. Vi havde en drøm, om at tilbringe en del af året i et mildere vejrlig. Vi tog derfor på ferietur til Portugal, hvor vi faldt for en forladt grund med 9 hektar uopdyrket land i Algarves bagland. Der voksede oliven- og johannesbrødtræer på let faldende skråninger mod vest og syd. Vi slog til og købte grunden i 2005.”

I starten rådede de kun over et par hundrede vinplanter. Men med rådgivning fra en professionel winemaker fra Schweiz voksede projektet til tre hektar med røde druer plantet i 2012 og en ½ hektar med hvide druer plantet i 2016, som så siden blev udvidet, så de nu har knap 4 hektar vinmarker – inklusiv en samling af 50 overvejende portugisiske druesorter med 4-5 planter af hver. Parret har dog ikke planer om at udvide yderligere.

”Vi har valgt at være et boutique-winery og lever godt med, at størrelsen tillader os en håndværksmæssig tilgang til vinlavningen med et minimum af tilsætningsstoffer, typisk kun sulfitter. Ved siden af vores standardvine laver vi en del microlots med eksperimentelle vine, som lærer os at omgås med spontangæring på hele klaser, hvidvin baseret på røde druer, mousserende vin lavet som klassisk champagne for blot at nævne nogle få,” siger Charlotte Toubro.

Parret har valgt ikke at satse på Negra Mole, men en blanding af portugisiske og internationale sorter valgt ud fra deres egne smagspræferencer og med et ønske om at lave gastronomiske vine.

”Portugal har et overvældende udbud af druesorter, så valget var ikke nemt. Touriga Nacional druen, som vi har i to klonings-varianter, er essentiel. Den giver tanninerne, strukturen og lang levetid og er basis i vores blends. Dertil har vi valgt Aragonez, måske bedre kendt som Tempranillo i Spanien, Tinta Caiada, en sjælden men meget spændende portugisisk drue og endelig Syrah baseret på vores egen smag. Til hvidvinen har vi et godt makkerpar i de portugisiske Arinto og Antão Vaz, og som en cadeau til vores hjemland har vi en yderst sjælden dyrket drue, den schweiziske Petite Arvine,” forklarer hun.

Porteføljen omfatter i dag en hvidvin og en lille håndfuld rødvine. Der benyttes selektion i marken, lang ekstraktion og fadlagring på såvel nye som gamle fade. Ca. halvdelen af produktionen sælges i Schweitz, den anden halvdel direkte fra vingården, hvor de også tilbyder forskellige former for vinturisme.

”Vi tilbyder både en klassisk guidet tur igennem vineriet med smagning af vin og olivenolie og en udendørstur, hvor vi udover vinmarkerne og olivenlundene beser vores forskellige haver med eksotiske subtropiske frugter og planter. Quinta dos Sentidos, som i vores tilfælde betyder Sansernes Quinta, tilbyder således ikke kun vin, men også olivenolie, verjus, honning fra egne bier, friske frugter året rundt og et botanisk udbud af planter og træer,” oplyser Charlotte Toubro.

 

 

Jeg har smagt følgende vine fra Quinta dos Sentidos:

Sentidos Tato Branco 2021: 50 % Arinto og 50 % Antão Vaz, lagret 12 måneder sur lie på amerikansk og fransk eg. Gulgrøn til strågul med flot skær. Dejlig ekspressiv næse med gule stenfrugter, citrus, lidt banan og eksotisk frugt samt smørnoter. God fylde og struktur med medium syre, men balanceret, tydeligt men ikke overdrevet fadpræg, dejlig lang hale. En udmærket gastronomisk vin (91).

Quinta dos Sentidos Tinto 2018: 100 % Touriga Nacional, lagret 24 måneder på fransk eg. Mørk rubin, tæt og uigennemsigtig, lys lilla kant. Solbær, sød lakrids, tobak, krydderurt, lavendel og lidt fernis i næsen. Godt med frugt og fylde, solbær og andre mørke bær samt lidt florale noter, blød struktur, lidt frugtsødme, høj alkohol og markante tanniner, fin balancerende syre, intens og kompleks med lang hale med tørre tannier til en langt liv. Lidt af en blockbuster (92).

Sentidos Tato Tinto Tinto 2019: Blend af 42 % Touriga Nacional, 29 % Syrah og 29 % Tinta Caiada. Mørk rubinrød, lidt lysere kant. Florale noter og røde bær., modne sorte kirsebær. Fin frugt og fylde, let cremet struktur, mørke, let syrnede kirsebær og mørke bær, violer, god kompleksitet, lidt vaniljesødme fra fadet, pænt med tanniner, lang hale (92).

 

Enkelte vine fra Quinta dos Sentidos får hos Vino Gaudium, men eller er de ikke i dansk distribution. Læs mere her.

 

Morgado do Quintão – vin fra Algarve 1

 

De smagte vine er sponseret af producenten

 

I den kommende tid vil jeg præsentere en række indlæg om udvalgte producenter fra Algarve. Når vi taler om portugisisk vin, er der nok ikke mange, der tænker Algarve, da sydkysten mest er kendt for sine lækre strande, sin milde temperatur og deraf følgende mange turister. Men de senere år er kvaliteten af regionens vine blevet langt bedre, så der i dag faktisk er en del interessante vine at finde rundt om.

Arealet med vinmarker i Algarve er steget de seneste år, ligesom der er kommet flere producenter til. Som Sara Silva fra ”Comissão Vitivinícola do Algarve” (CVA) udtrykker det:

”Det er interessant og motiverende at se væksten i regionen. Vinturismen er også voksende med store projekter, som allerede er i gang og flere på vej. Samtidig er det også utroligt med den store interesse for Negra Mole som en druesort, der eksklusivt er fra Algarve.”

Der spores altså en øget interesse og dynamik, hvorfor vinene fra Algarve nu også er begyndt at dukke op i konkurrencer. Ved kåringen af Portugals 10 bedste vine ved vinfestivalen Esséncia do Vinho i februar i år, hvor jeg sad i dommerpanelet, var der således en Negra Mole vin med blandt de smagte vine.

Dette var baggrunden for, at jeg tidligere i år skrev en artikel om vine fra Algarve til juniudgaven af Din Vinguide. I artiklen portrætterede jeg kort fem forskellige producenter samme med et udvalg af smagenoter. Men jeg testede i den forbindelse flere vine, end der var plads til i bladet, hvorfor jeg her på bloggen vil bringe samtlige smagenoter sammen med de fem små portrætter.

Jeg lægger ud med Morgado do Quintão, som jeg første gang stiftede bekendtskab med ved vinfestivalen Simplesmente Vinho i februar. Førstehåndsindtrykket var positivt, hvorfor jeg inddrog dem i artiklen.

Morgado do Quintão er familieejet gennem fire generationer og beliggende mellem Monchique-bjergene og havet. Vingården blev oprindeligt grundlagt af greven af Silves, som plantede de første vinstokke i begyndelsen af 1800-tallet. Første høst under den nye generation var i 2016. Winemaker er Joana Maçanita, der sammen med sin bror António også laver vin i Douro under deres fælles efternavn (læs mere her). Der benyttes især gamle regionale druesorter som førnævnte Negra Mole og Crato Branco og i sortimentet er bl.a. en palhete, som er lavet på et blend af grønne og røde druer.

Filipe Vansconcellos fra Morgado do Quintão forklarer:

”Vores palhete er et blend af Negra Mole og Crato Branco. Det var den type vin, jeg smagte, da jeg begyndte at drikke vin. Den mest simple måde at lave vin på. Negra Mole er Portugals Pinot Noir. En sjælden og gammel druesort som kun findes her og så lidt i det sydlige Spanien. Den er på en gang kompleks og meget let. Tidligere blev den brugt i blend til at ekstrahere farve. Nu laver vi vine på Negra Mole, som virkelig reflekterer sortens karakter – nemlig mere lette vine eller blanc de noir som sparkling.”

Da sorten bliver mere og mere populær har Morgado do Quintão som andre producenter i regionen valgt at plante mere Negra Mole.

”Vi investerer og eksperimenterer med sorten. Alle lande, der har en rig vinhistorie, bør fokusere på deres lokale druesorter. I stedet for at følge, hvad der er hipt lige nu, forbliver vi tro mod de gamle sorter,” begrunder han

Filipe Vansconcellos kalder regionen fremtid som vinregion for lovende.

”Det vokser år for år – ikke blot hvad angår vin, men også vinturister, der vil se, hvad der sker i en region, som havde glemt deres vin. Længe var der ingen der tog vare på traditionen med at dyrke vin, men udelukkende på turismen. Vi er glade for at være en del af en gruppe af producenter, som skubber det fremad og udbreder kendskabet til vin fra Algarve.”

 

Jeg smagte to vine fra Morgado de Quintão:

Palhete 2020: Blend af 70 % Crato Branco og 30 % Negra Mole. Laksefarvet. Ikke så ekspressiv, hindbær og andre røde bær, blomster. Sprød i munden med jordbær og florale noter, dejlig balanceret med god syre og fin tekstur (89).

Clarete/Negra Mole 2021: Lys rubin med lilla skær og lys kant. Kirsebær, røde bær, jordbærgrød og krydret bund. Frisk med røde bær, syrnede kirsebær, florale noter, peper og krydderier, medium intens med ok kompleksitet, fløjlsbløde og diskrete tanniner. Dejlig læskende (91).

 

Læs mere om Morgado de Quintão her. Vinene er ikke i dansk import.

Battle mellem de stores næstbedste

 

I portvinens verden opererer man jævnligt med lidt gammeldags betegnelser, som dog stadig giver mening. Det gælder f.eks., når årgange betegnes som klassisk deklarerede. Det ligger der to ting i. For det første skal antallet af huse, som deklarerer Vintage være betydeligt. For det andet skal de store Vintage producenter – og her måske især Fladgate Partnership og Symington Family Estates med deres mange brands – deklarere klassisk Vintage, hvilket vil sige, at de skal sætte deres bedste udgave i produktion.

Når året ikke er hertil, laves der dog stadig god Vintage portvin. Både i kraft af de mange mindre producenter og quintaer, som stort set laver Vintage hvert år. Og i kraft af, at førnævnte store Vintage producenter sender deres næstbedste vine på markedet. Disse er vel at mærke også af god kvalitet, men oftest knap så langtidsholdbare som de klassiske udgaver.

De næstbedste vine kan være såkaldt Single Quinta Vintage, hvor druematerialet kun må hidrøre fra den pågældende vingård. I så fald må man navngive vinen med quintaens navn. Men det kan også være portvine, hvor druematerialet er sammensat fra flere vingårde ligesom de klassiske, eller hvor egne druer er suppleret af indkøbte fra lokale vinbønder.

Nyligt i The Vintage Port Club havde vi en triatlon-smagning, hvor vi smagte tre huse op mod hinanden i fire forskellige årgange. Husene var de tre helt store vintageproducenter Graham´s, Taylor´s og Fonseca, men de var ikke repræsenterede af deres topvine. Nej, der var nærmere bestemt tale om henholdsvis Graham´s Malvedos, Taylor´s Quinta de Vargellas og Fonseca Guimaraens.

Der var derfor heller ikke tale om et battle mellem tre Single Quinta Vintage, da kun Vargellas kunne defineres som så. Det kan Quinta dos Malvedos også i dag, men det var først fra årgang 1996, at Symingtons brugte quinta-betegnelsen. Tidligere var der tale om et brandnavn, hvortil der også blev brugt indkøbte druer. Det ophørte ifølge Henrik Oldenburg i 1990, men det var altså først nogle år senere, at de var tilfredse med kvaliteten og ændrede navnet. Tilsvarende gælder det for Fonseca Guimaraens, at druerne kommer fra stort set samme quintaer (Quinta de Santo António, Quinta do Cruzeiro og Quinta do Panascal) som materialet til den klassiske Fonseca og altså ikke fra en enkelt quinta.

De tre brands blev smagt op mod hinanden i årgangene 1976, 1987, 1995 og 2004, som alle netop ikke er klassiske årgange.

I 1976 angiver Oldenburg, at der kun blev produceret tre forskellige Vintage, men det må være en fejl, da han nævner Messias og ikke Malvedos. Det svenske site vintageport.se oplister seks forskellige vine. Under alle omstændigheder er antallet lavt, hvilket især skyldes, at såvel vinteren som sommeren var meget tørre. Regnen kom for sent, men varede gennem høsten, hvilket heller ikke var godt for druerne. Richard Mayson skriver, at vinene fra bløde og hurtigt modnende med Fonseca Guimaraens som undtagelsen. Generelt var 70´erne ikke det største årti for portvin ses bort fra de klassiske årgange 1970 og 1977.

I 1987 var antallet af deklareringer betydeligt højere, hvilket dels skyldes lidt bedre vejrmæssige betingelser, men også især, at lovgivningen var blevet ændret året før. Det var nu blevet tilladt at sælge og eksportere portvin direkte fra Douro, hvilket kom de mange mindre familieejede quintaer til gode. Men de tre store, vi har med at gøre her, meldte pas og sendte i stedet Malvedos, Vargellas og Guimaraens på markedet. Ifølge Richard Mayson bør vinene fra 1987 nok snart drikkes.

1995 endte faktisk som et hæderligt år med god koncentration trods omskifteligt vejr. Måske kunne der have været bred klassisk deklarering, hvis ikke året før havde været et topår. Det er først inden for de seneste 10 år, at producenterne er begyndt at afvige fra den tidligere tommelfingerregel om maksimalt tre klassiske Vintage år på et tiår og helst ikke to år i træk – en såkaldt back-to-back deklarering, som vi senest så det i år 2016 og 2017. Igen udsendte de store huse i stedet deres andenvine.

Når vi ankommer til det nye årtusinde, er Malvedos blevet en ”ægte” Single Quinta Vintage. Igen var året omskifteligt med masser af regn i slutningen af 2003 og derefter meget tørt i de første måneder af det nye år. Peter Symington kaldte ligefrem 2004 for den mest lunefulde årgang gennem hans lange karriere. Resultatet var igen udmærket uden at være helt i top – og igen var der tale om året efter en superårgang, hvilket kan begrunde de mange Single Quinta Vintages.

Men nu til smagningen. De 12 portvine blev smagt semiblindt i blandet rækkefølge. Af hensyn til overskueligheden har jeg her valgt at opliste dem hus for hus med de ældste først.

Graham´s Malvedos 1976: Lys teglrød med transparant kant. Ekspressiv næse med jordbær og røget bacon, let krydret. Krydret med jordbær, peber og ok syre, ganske elegant og delikat, men nok ikke med lang levetid foran sig (92).

Graham´s Malvedos 1987: Mørk rubin, tæt med rødbrun kant. Brombær og solbær, krydret, ikke så intens. Røde bær i munden, godt med frugt og ok balance, lidt til den søde side, lang krydret hale med bløde tanniner (91).

Graham´s Malvedos 1995: Mørk rubin, rødbrun kant. Mørke bær, lidt krydderurt, men også en smule våd karklud. Ok i munden med fin syre, men savner måske lidt mere spændstig struktur (89).

Graham´s Quinta dos Malvedos 2004: Mørk rubin med lys lilla kant. Lidt lukket især i starten, mørke bær. Mørke bær, men savner lidt mere frugt som modsvar til syren, bløde tanniner, lang hale med syrebid i enden (89).

Taylor´s Quinta de Vargellas 1976: Lys teglrød, lav intensitet. Let næse med jordbær og florale noter. Let og elegant med fin syre, stadig i live og sådan set velsmagende, men lidt vel letbenet (89).

Taylor´s Quinta de Vargellas 1987: Rødbrun med lys kant og lidt mørkere kerne. Ikke så markant i næsen, røde bær. Jordbær, pænt med frugt og fin syre, krydret undertone, god balance (91).

Taylor´s Quinta de Vargellas 1995: Rødbrun med lysere kant, medium intens. Lukket i næsen. Lidt rustik i munden til at begynde med, pebret og krydret, ok med tanniner, lang hale med syrebid og tørre tanniner (90).

Taylor´s Quinta de Vargellas 2004: Mørk rubin med lysere brunlig kant, tæt. Solbær, mørke chokolade og lidt krydderurt i næsen. Ok med frugt og syre, fint balance, godt med bløde velintegrerede tanniner, krydret hale, fint potentiale (92).

Fonseca Guimaraens 1976: Mørk rubin, lidt lys kant. Delikat med jordbær og andre røde bær, godt med frugt, lidt mørk chokolade og med tiden et anstrøg af kokos. Røde bær og florale noter, god balance, lang krydret hale med lidt syrebid, stadig med holdbarhed (92).

Fonseca Guimaraens 1987: Rubinrød, medium intens. Jordbær og lidt mørke bær i næsen, let krydret. Forholdsvis elegant med røde bær, godt med syre, lidt kogt jordbærgrød og krydret hale (91).

Fonseca Guimaraens 1995: Rødbrun med lysere kant. Krydret med røde bær og florale noter, ganske delikat men med lidt vel meget syrebid og lidt mindre frugt, syrebid i halen (90).

Fonseca Guimaraens 2004: Mørk rubin, tæt, lys lilla kant. Mørk bær, lidt lakrids og lidt apotekerduft. Mørke bær, lakrids, lidt syrebid, lette tanniner, savner lidt mere markant frugt (89).

Som det ses et tæt felt pointmæssigt, hvor ingen faldt helt ved siden af, men ingen heller var helt på toppen.

Den efterfølgende afstemning blandt deltagerne gav et lidt andet resultat, men var også præget af, at det andet bord havde et par skæve flasker. Forsamlingen havde ifølge oplysningerne på aftenen Vargellas 1976 som bedste vin, efterfulgt af Vargellas 2004 og med Malvedos 1987 og Fonseca Guimaraens 1976 på en delt tredjeplads. Malvedos 1976 endte derimod på en lavere placering end mine point angiver.

En lille anke til smagningen var temperaturen, som var lidt for høj. Da lokalet var forholdsvist varmt, ville det have være et stor fordel med lidt køligere vine som udgangspunkt, hvilket kan have præget vurderingen.

Men hvem vandt så kampen mellem de tre huse og kampen mellem de fire årgange?

Som det kan ses gav jeg en af hver 92 point, så på sin vis var det uafgjort de tre huse mellem. En simpel udregning af gennemsnit viser dog, at Fonseca Guimaraens og Taylor´s Vargellas landede på 90,5, mens Grahams Malvedos ”kun” fik 90,25.

Ses på årgangene var der to fra 1976 i min top 3 og en fra 2004. Regnes snit ud her kommer de to ældste årgange ind med samme score nemlig 91 point, mens 2004 følger med 90 og 1995 med 89,6.

Anderledes ser det nok ud med holdbarheden, hvor især 1976, men delvist også 1987 nok ikke har mange år tilbage ses bort fra Fonseca Guimaraens 1976. 1995 og 2004 har derimod stadig god levetid. Og mon ikke 2004 snart vil åbne sig helt op.

De tre ældste udgaver af Fonseca Guimaraens var i øvrigt også med på en klubsmagning af huset i 2021 (læs nærmere her). Her var min pointgivning 90 til 1976, 87 til 1987 (som dog havde lidt skævhed i flasken) og 91 point til 1995. Denne gang var jeg altså lidt gladere for 1976, lidt mindre glad for 1995 samt grundet skævheden betydeligt gladere for 1987.