tirsdag den 29. september 2020

Messias i Bairrada

 

Omtalte vine er sponseret af producenten

 

En tendens i Portugisisk vin de senere år har været, at en del selskaber spreder deres aktiviteter til flere regioner. Det gælder f.eks. nogle af de store portvinsproducenter, som køber vingårde i Alentejo eller andre steder, ligesom det gælder selskaber, der er mindre kendte herhjemme.

Andre har gjort det i mange år som f.eks. Caves Messias, som blev grundlagt i 1926 af Messias Ferreira Baptista, der var født i Mealhada i Bairrada, hvor hovedkontoret stadig ligger. Men foruden Bairrada producerer Messias også vin i Vinho Verde, Dão og Douro samt portvin (læs om deres portvine her).




Det at være til stede i flere regioner, giver flere strenge at spille på, lyder det fra husets winemaker, João Soares:

”Et af de mest unikke fingeraftryk på portugisisk vin er den store diversitet i så lille et land. Selv om det er lidt af en kliché, kan jeg som eksempel pege på vinene fra Dão, som er meget anderledes og let genkendelige, når de sammenlignes med vine fra Douro, selv om de to regioner næsten grænser op til hinanden. Det handler om druesorter, terroir, jordbund og vinificering,” fortæller han.




João Soares (tv på billedet) er ansvarlig for vinene i Bairrada og indgår i winemakerteamet hos Messias sammen med Ana Urbano og agronom Manuel António.




Vingården i Bairrada heder Quinta do Valdoeiro, som også lægger navn til vinene. Der produceres såvel espumante som enkeltdruevine og blends på Baga og internationale sorter som Cabernet Sauvignon og Syrah. 

”Quintaen forener alle de karaktertræk, der findes i Bairrada. Den direkte indflydelse fra Atlanterhavet køler druerne i foråret og om sommeren, så de bevarer deres naturlige syreniveau og aromatiske profil. Samtidig har vi forskellige jordbunde på de små parceller, hvilket giver variation i druerne. Det handler derfor om at forstå de enkelte parcellers udtryk,” forklarer João Soares og fortsætter:

”Traditionelt blev der mest dyrket Baga og Castelão i Bairrada, men siden er andre sorter kommet til for at give større diversitet. Med Syrah kan man lave udmærkede vine næste overalt og næsten hvert år, mens Cabernet Sauvignon med påvirkningen fra Atlanterhavet kan minde om Bordeaux.”




En internationale sort som Chardonnay har også fundet vej til hvidvinene, som dog mest er baseret på de mere traditionelle Bairrada-sorter som Maria Gomes, Bical, Arinto og Cercial. Disse indgår også i regionens mousserende vin, men også her kan Baga anvendes enten til rosé, i blends eller som blanc de noir.

”I mere end 130 år har Bairrada været det portugisiske centrum for udviklingen af ”Méthode Traditionelle” og har derfor opbygget stor viden på området,” slutter João Soares.

 

 

Jeg har smagt følgende vine fra Messias:

 

Messias Milésime Grand Cuvee 2017: Blend af Baga, Bical og Chardonnay fra Quinta do Valdoeira. Gulgrøn, pænt med bobler. Diskret i næsen med æble, blomster, citrus og lidt toast. Ikke så kraftig, men elegant og frisk med citrus og fin syre, lidt toastede noter, fint balanceret og medium hale. Blød, behagelig og fin til mad (89).

Messias Rosé Bruto 2018: 100 % Baga. Laksefarvet, meget farverig. Frisk frugt, jordbær, hindbær og lidt vingummibamse i næsen. Dejlig sprød og frisk i munden med røde bær, god fylde og frisk frugt, fin balance og ok hale. Overrasker positivt i munden, både brugbar som aperitif og til mad (89).

Quinta do Valdoeiro 2019 branco: Blend af Arinto, Bical og Chardonnay. Grøngul, flot klar. Aromatisk delikat næse med godt med citrus, grøn pære, blomster, lidt mineraler og eksotisk frugt som kiwi og passionsfrugt, der lægger en tungere tone bag friskheden. Dejlig i munden, på en gang let, sprød og fyldig, mineralsk, pæn tekstur og ok kompleksitet, citrus og lidt eksotisk frugt samt lidt noter fra fadet. En god vin til prisen (90).

Quinta do Valdoeiro 2016 tinto: Blend af Syrah, Baga, Touriga Nacional og Cabernet Sauvignon, lagret 18 måneder på egetræsfade. Mørk rubin, medium intens. Mørke kirsebær, blåbær, violer, skovbund og en røget karakter. Mørke bær, fin frisk frugt, krydderurter, røget, tør, lidt bitter kant, godt med tanniner, lang tør hale. En vellavet, men ikke så kompleks vin, god til mad (88).

Quinta do Valdoeiro Cabernet Sauvignon 2015 tinto: Lagret 12 måneder på fransk eg. Mørk rubin, dyb, uigennemsigtig med lilla kant. Meget aromatisk, måske lidt parfumeret med solbær og brombær, men også lidt blomme. Solbær, blåbær, røde bær, let pebret, lidt marmeladepræg, lak, ikke uden elegance, men også kraftig og kompleks og med kraftige men bløde tanniner, tør, lang hale. På en gang typisk Cabernet, men samtidig et anderledes udtryk (89).

Quinta do Valdoeiro Reserva 2015 tinto: Blend af Baga, Touriga Nacional og Cabernet Sauvignon, lagret i 24 måneder på fad. Mørk rubin, rimelig tæt, lidt lille kant. Dejlig duft med mørke kirsebær, violer, blomme og lidt mørk chokolade. Masser af frugt, solbær, brombær, godt krydret, men også elegant, mineralsk og floral, tør og fint balanceret med silkebløde tanniner. En dejlig harmonisk og velsmagende vin med lagringspotentiale (92).


 Messias importeres af Nordjysk Vinimport

 

fredag den 25. september 2020

Dirks bedste terroir

 

Omtalte vine er sponseret af producenten

 


Nogle ynder at sige, at vinbranchen byder på sine egne rock stars. I så fald må Dirk Niepoort være Portugals mest oplagte bud på titlen. Hans vine og portvine er hypet, og der lyttes, når han med et glimt i øjet og en snert provokation fortæller om egne og andres holdninger til det at lave vin. Altid dedikeret i sin tilgang til vin, og altid genkendeligt iklædt sin signaturvest.


En sådan position kræver, at man har noget at have det i. Det har Dirk heldigvis, men ikke nok med det. Han har faktisk også bevæget sig ind i om ikke rocken så i al fald musikkens verden. 

Sidste år allierede Dirk sig med den brasilianske musiker Pierre Aderne, som har boet i Lissabon siden 2007. Pierre er primus motor i projektet Rua das Pretas – opkaldt efter den gade i Lissabon, hvor han en gang boede. Der har været afholdt koncerter og jamsessions i Lissabon, Porto og rundt om i verden og med deltagelse af musikere fra mange lande, ligesom der er udsendt en album kaldt The Wine Album. Rua das Pretas samarbejde med vinbranchen tæller ikke kun Dirk Niepoort, men også en anden glimrende producent, Luis Cerdeira fra Soalheiro i Vinho Verde.

En af Rua das Pretas sange hedder ”The Nat´Cool Song” (se videoen her) og er efter sigende skrevet på verandaen på Quinta de Nápoles i Douro under indtagelsen af en flaske Niepoort Garrafeira 1931. Omkvædet på sangen lyder: ”Natural, cool and funky, Nat´cool was the song we drunk”.

Hvad har dette så med Niepoort i Bairrada gøre? Jo, sammenhængen er vinen ”Drink Me Nat Cool”, som er en rødvin på 100 % Baga. En let, frisk, forførende og læskende vin i bedste Niepoort stil (se noter nedenfor).

“Drink Me Nat´ Cool” er del af et projekt med flere producenter om at lave naturlige, cool og funky vine, som er vellavede og sjove at drikke,” fortæller Dirk Niepoort, som også har lavet en hvid udgave fra Vinho Verde.

Dirk Niepoort har flere gange kaldt Bairrada for det bedste terroir i Portugal.

”Der er andre fantastiske terroirs i Portugal som Dão og naturligvis Douro, men efter min mening leverer Bairrada det bedste. Terroiret er godt til såvel espumante som rød- og hvidvin. Det er et køligt klima med masser af sol og indflydelse fra Atlanterhavet. Der er meget fugtigt, hvilket ikke er optimalt for vinproduktion, men det giver en masse karakter til vinene. Jordbunden med dens perfekte kalklag er fantastisk, og så er der ikke mindst sorter som Baga, Maria Gomes og Bical,” uddyber han og fortsætter:

”Min kærlighed til Bairrada startede sidst i 80´erne og i 90´erne, efter jeg havde besøgt mange vinområder rundt om i verden heriblandt Piemonte. Jeg fandt, at Barolo og Barbaresco havde mange ting til fælles med Bairrada og Baga, som er en fantastisk besværlig druesort, som skal plantes i det rette terroir. Som i Barolo kan der laves vine med megen alkohol, men også med stor personlighed og identitet.” 


Midt I 90´erne lavede Dirk Niepoort sine første Bairrada-vine i samarbejde med Casa de Saima og Mario Sergio fra Quinta das Bágeiras. I 2010 arbejdede han sammen med Filipa Pato og i 2012 overtog han så Quinta de Baixo, som derefter var afsæt fra hans egne vine fra Bairrada. Han hoppede da også med det samme med på vognen, da netop Mario Sergio og Filipa Pato i 2010 tog initiativ til Baga Friends for at promovere druesorten.

”Da jeg hørte om idéen, insisterede jeg på at være med. Da de spurgte hvorfor, svarede jeg, at der ikke findes en større elsker af Baga og Bairrada end mig,” fortæller Dirk Niepoort og slutter:

”Baga er stædig og svær, men perfekt i Bairradas terroir. Den kan lave de bedste vine, men også de værste.  Efter min mening vil Bairrada kunne producere nogle af de mest interessante vine i Europa.”

 



Jeg har smagt følgende vine fra Niepoort:

Espumante Água Viva 2015: Blend af Maria Gomes, Bical og Cercial. Strågul, brusende ved opskænkning, men boblerne fortog sig hurtigt. Æbler, citrus, gule stenfrugter, hyldeblomst. Frisk og sprød, men også vinøs med god frugtfylde og toastnoter, tør, god syre, lang hale. Dejlig, delikat og god ledsager til mad (91).


Gonçalves Faria Branco 2013:
Opkaldt efter Bairrada-producenten António Maria Gonçalves Faria, blend af Bical og Maria Gomes, har undergået malolaktisk gæring, lagret 18 måneder, ufiltreret. Gulgrøn med grøn kant, klar. Meget aromatisk og let parfumeret næse med pære, citrus, blomster, overmodne æbler og lidt mandarin. På en gang let og fyldig med moden frugt, høj syre og rimelig kompleksitet, lav på alkohol (10,5 %), mineralsk hale. Måske lidt vel aromatisk og bombastisk. Brugbar til lidt tungere fisk og lyse oste (89/90).

VV Vinhas Velhas Branco 2016: Blend af Maria Gomes og Bical fra en mere end 100 år gammel vinmark, har undergået malolaktisk gæring. Grøngul med let grøn kant, klar. Elegant og flot næse med pære, lidt brød, florale noter og en smule banan og kiwi. Meget flot balanceret med fin sprødhed og syre, mineralsk og frisk, men også dyb og kompleks med grøn pære og lidt lime, dejlig eftersmag. En fornøjelse (93).




Drink Me Nat´ Cool Tinto 2019: 100 % Baga, fermenteret og lagret 6 måneder på ståltank. Lys rubinrød, medium til lav intens. Dejlig frisk duft af røde bær, jordbær og kirsebær samt florale noter. Let, frisk og forførende i munden med frisk frugt, kirsebær, godt med syre, tør, meget bløde tanniner samt let krydret bund. En let og ligefrem, men meget indsmigrende vin, som smager af mere (89).



Lagar de Baixo 2017: 100 % Baga fra såvel gamle som unge vinstokke, 20 måneder på store fade. Dyb rød, medium intens, flot. Ekspressiv med frisk frugt, syrnede kirsebær, lidt røde bær og florale noter. Dejlig indbydende og saftig med frisk frugt, røde og sorte kirsebær, god mineralitet, på en gang ligefrem og saftig, men også med underliggende kompleksitet i form af lidt skovbund samt høj syre og tæmmede bløde tanniner, tør, lav på alkohol (12,6 %). Fin at drikke nu (90).



Poeirinho 2016: 100 % Baga, lagret 20 måneder på fad. Rød, medium intens. Kompleks næse med modne kirsebær, lidt pebret og krydret. Fyldig i munden, men også med en vis friskhed og lethed, mørke kirsebær, mineralitet, høj syre, lav alkohol (11,5 %), dejlig lang hale og markante tanniner, som har brug for tid eller mad. På andendagen mere åben og tilgængelig, stort potentiale for lagring (93).

Poeirinho Garrafeira 2015: 100 % Baga fra gamle vinmarker, lagret i 48 måneder. Flot rød. Dejlig elegant og floral næse med røde bær, modne kirsebær samt en underliggende krydret kompleksitet. Fin syre og frugt, modne let syrnede kirsebær, elegant og meget harmonisk, flot balanceret med høj syre, fremstår med flere lag. Et indbydende og dejligt glas, som er en nydelse nu, men også kan gemmes. Kort fortalt: Lækker (94).



tirsdag den 22. september 2020

Quinta das Bágeiras i Bairrada

Omtalte vine er sponseret af importøren

 

Hvad er den bedste vinregion i Portugal? Douro, Alentejo, Lisboa, Vinho Verde eller Dão?

Det spørgsmål hverken kan eller vil jeg besvare. Der er flere fremragende regioner med hver deres styrker, og der sker hele tiden en spændende udvikling, hvor hidtil oversete regioner forbedrer kvaliteten. Alentejo har måske den bredeste appel, Dão leverer elegance, Douro styrke og kompleksitet, Vinho Verde friskhed og sprødhed etc.

Og så er der Bairrada, som for alvor er begyndt at vinde mit hjerte. For det første fordi jeg hører til dem, der er vilde med den omdiskuterede druesort Baga. For det andet, fordi der findes en række meget dygtige og dedikerede producenter i regionen. Og for det tredje fordi der foruden rødvine på Baga også laves udmærkede hvidvine og mousserende vine i den lille region, tæt ved kysten syd for Porto mellem byerne Coimbra og Aveiro.




I forbindelse med en artikel i augustudgaven af vinbladet Din Vinguide lavede jeg interview med nogle af producenterne og prøvesmagte en del vine. Der blev ikke plads til alle noter i bladet, så i de kommende uger vil jeg her på bloggen præsentere nogle udmærkede vinmagere fra Bairrada og bringer noter på deres vine.

Baga er en druesort, der deler vandene. Nogle elsker den tykskallede drue – andre hader den, da den kan give rustikke, tanninfyldte og astringente vine, som har brug for mange års lagring for at kunne drikkes. Men i hænderne på kyndige vinfolk giver den også dejlige, syreholdige, kraftige eller elegante vine, som både kan drikkes på kortere sigt og stadig gemmes længe. Som sort kan Baga sammenlignes lidt med Nebbiolo, ligesom der er visse ligheder mellem vine på Baga og Barolo.




For årtier siden var Baga truet af udryddelse, da den var besværlig, og mange i stedet begyndte at plante internationale sorter eller andre portugisiske sorter. Men en gruppe producenter holdt heldigvis stædigt ved, og på initiativ af Filipa Pato og Mário Sérgio Alves Nuno fra Quinta das Bágeiras blev Baga Friends dannet i 2010.

”Vi dannede Baga Friends, fordi Baga er en besværlig druesort, som der skal arbejdes meget med i vinmarken. Mange producenter var begyndt at plante andre sorter. Målet var at promovere Baga, og det giver bedre resultat, når vi arbejder samme om det,” fortæller Mário Sérgio Alves Nuno og fortsætter:

”Arbejdet, som Baga Friends har gjort, har været signifikant. I dag er Baga anerkendt af forbrugerne, og alle i regionen er begyndt at forsvare druesorten. Men der er stadig lang vej igen. Baga Friends var en katalysator, som fik regionen til at tænke anderledes.”

Klimaet i Bairrada er forholdsvis køligt og med stor påvirkning fra Atlanterhavet. Dertil kommer regionens særlige terroir.

”Bairrada er især kendetegnet ved kalk og ler. Det veksler meget, så derfor er det svært af have store parceller. Vi foretrækker skråningerne til Baga, da det giver en god soleksponering,” forklarer Mário Sérgio.




Som det også er tilfældet i Piemonte med Barolo, tales der i Bairrada om traditionalister og modernister, men også her er det oftest ikke et enten eller, da en del teknikker i vinmarken og kælderen bruges af alle i større eller mindre grad. Men skal man sætte en etikette på Quinta das Bágeiras vil det nok være traditionalisme.

”Vi producerer vin på den mere gammeldags måde med minimal indgriben. Vi høster med hånden, som min farfar gjorde det, afstilker og filtrerer ikke og bruger kun naturgær, ligesom vi ikke bruger nye træfade til lagring. Vi er altså minimalister. Vine produceret på mere moderne vis er mere sprudlende aromatisk, lettere at drikke, men har nok også mindre lagringspotentiale,” forklarer Mário Sérgio.

Da regionen er ret lille (ca. 110.000 hektarer), vil der aldrig blive tale om storproduktion, slutter Mário Sérgio.

”Bairrada er en niche-region på grund af størrelsen. Derfor skal vi lave vine med karakter, som udtrykker regionens terroir.”

 

Jeg har smagt følgende vine fra Quinta das Bágeiras:

Espumante Branco Bruto Natural 2017: Lys, gulgrøn, behersket med bobler. Aromatisk med duft med asparges, æbler, vegetale noter, gær og brødkrummer. Behagelig tekstur med god fylde og syre, citrus og grøn pære, meget tør, fin balance og dejlig lang eftersmag (90).

Espumante Rosé Bruto Natural 2017: Laksefarvet, diskrete bobler. Lidt diskret i næsen med jordbær og hindbær. Frisk med høj syre, fin smag med ren frugt, røde bær, lidt brødkrummer, tør, let prikkende hale. Velavet, men ikke så kompleks (88).



Reserva Branco 2017: Lys gulgrøn. Citrus, grøn pære og måske lidt ananas i næsen. God fylde i munden med citrus, ren frugt og balancerende syre, rund og frisk, medium hale. Solid og ukompliceret madvin (88).

Garrafeira Branco 2017: Gulgrøn med grøn kant. Lidt afdæmpet i næsen, citrus. Flot krop og tekstur, moden frugt, rød grape, melon, god syre og balance, dejlig kompleks (92).

Pai Abel Branco 2017: Gulgrøn, klar. Dejlig aromatisk næse med pære, citrus, blomster, lyceefrugt. Flot tekstur, fyldig med også med elegance, lidt smørnoter og fad, frugtsødme, men tør. Dejligt balanceret og harmonisk, smager helt klar af mere (93).



Garrafeira Tinto 2015: Mørk rubin, næsten uigennemsigtig. Modne kirsebær, solbær, blomme, krydret, lidt chorizopølse, friske urter som timian og mynte, høj syre, pænt med bløde tanniner, tørre tanniner i halen. Kan drikkes nu, men med stort gemmepotential (94).

Avô Fausto Tinto 2016: Mørk violet. Aromatisk og elegant næse med moden frugt, brombær, modne kirsebær, let krydret og lidt jordnoter. Dejligt med bær, elegant, flot balance, fløjlsbløde tanniner. Drikkeklar her og nu, men kan også gemmes (94).



 Quinta das Bágeiras importeres af Vinho