torsdag den 27. februar 2020

Sweet Dreams made of Port


”Sweet dreams are made of this…”
Sådan lød det tilbage i 1980´erne fra duoen Eurythmics. Og sådan nynnede jeg diskret sidste fredag, da der blev skænket op i mine glas. Port of Dreams hedder den smagning, som Portvinsinstituttet (IVDP) har gjort det for vane at invitere til i forbindelse med vinfestivalen Essência do Vinho i Porto. Festivalen blev afholdt i den forgange uge i den gamle børsbygning, Palácio da Bolsa, som ligger side om side med instituttet i hjertet af byen.


Som medlem af den internationale jury ved Essência do Vinho var jeg inviteret med til Port of Dreams smagningen, og det var igen (jeg deltog også i 2018) en stor fornøjelse. Flotte gamle portvine, præsenteret af producenterne selv og det hele styret af IVDP´s tekniske direktør Bento Amaral – en mand, der ved, hvad han snakker om.


Vi smagte i alt 10 gamle portvine. Der blev lagt ud med tre ældre Vintage, hvorefter fulgte forskellige udgaver af fadlagret portvin, så vi kom godt rundt i typerne. Her følger først lidt om vinene og derefter mine noter:

Quinta do Noval Nacional Vintage 1994

Vinen blev præsenteret af winemaker Carlos Agrellos, som bl.a. begrundede valget med, at det var den første Vintage under franske Axas ejerskab samt, at den er i det gode selskab af 100-points vine. Nacional 1994 var da også samlet vinder ved The Vintage Port Clubs store smagning af Vintage1994 tilbage i 2014.


Rubinrød med lys kant og mørk kerne, medium intens. Intens næse med mørke modne kirsebær, solbær, lidt røde bær og krydderier. Dejlig åben med masser af krydret frugt, solbær, fin syre og balance, stor kompleksitet samt en lang pebet, krydret hale. Har stadig mange år foran sig (97).

Taylor´s Vintage 1970 (Magnum)

Vinen blev præsenteret af Nick Heath, som bl.a. fortalte, at Taylor´s som en undtagelse lavede både klassisk Vintage og Single Quinta Vintage fra Quinta de Vargellas i 1970. Det skyldes, at dammen ved Valeira længere nede af Douro skulle bygges, hvorfor de lavest beliggende marker på Vargellas ville blive oversvømmet. Derfor besluttede de sig for at udsende en særlig Tribute-SQV baseret på druer fra disse marker.


Lys teglrød med helt lys kant. Røde bær, læder og lidt røgede toner. Dejlig moden portvin, blød og elegant i munden med fin frugt og syre og derfor god balance, elegant med røde bær, tør, en smule diskrete tanniner, let krydret ende, der bliver i munden. Mere harmonisk end den udgave vi fik ved Vintage 1970 smagningen for nyligt i The Vintage Port Club, hvor syren dominerede lidt. Det skyldes måske, at der her var tale om en Magnum, som jo gerne udvikler sig en smule langsommere (95).

 

Dow´s Vintage 1963 (Magnum)

Vinen blev præsenteret af Goncalo Brito fra Symington Family Estate, der fortalte lidt om familiens forhold til Dow´s, som rækker mere end 100 år tilbage, idet Andrew James Symington blev partner i 1912. I 1961 blev Symingtons eneejer af huset. Baseret på druer fra de to quintaer, Bomfim og Senhora da Ribeira.
Rødbrun med lys orange kant. Godt med frugt i næsen, såvel solbær som røde bær, kaffe og lidt honning. Solbær og røde bær i munden, tør, let krydret og stadig med lidt bløde tanniner, fint harmonisk, lang hale. Dejlig og stadig levende (93).



Quinta do Vale D. Maria Colheita 1969

Vinen blev præsenteret af Cristiano van Zeller, som fortalte om quintaen, der ligger ved Rio Torto. Ejerskabet ligger i dag hos den store Vinho Verde producent Aveleda, men quintaen bestyres stadig af familien og især Cristiano og datteren Francisca van Zeller. Vinen er baseret på et gammel fad, fundet i Douro. Dette er en første gamle Colheita fra husets side.


Orange brun, lys kant og mørkere kerne. Frisk næse med tørrede frugter, mandel, honning og nødder. Blød og cremet i munden med honning og lidt abrikos og appelsinskal, flot syre som balancerer (93).

Kopke White Colheita 1940

Vinen blev præsenteret af Sogevinus´ winemaker Carlos Alves, som indledte med at sige, at han af gode grunde ikke var winemaker på denne vin, da den blev lavet, men dog har stået for det færdige. Vinen er dog endnu ikke kommet på markedet, men kan ifølge Stefano Marello forventes til Danmark i juni.
Mørk ravfarvet med lysere kant, lidt orange skær i kanten. Lige en smule unoder i næsen i første omgang, hvilket gives skyldes, at den var frisktappet til lejligheden. Kom sig dog hurtigt med nødder, valnød, tørrede frugter, lidt citrus og appelsinskal. Lettere og frisk i munden, ikke så fyldig, men delikat med honning, hasselnødder og lidt citrusfrugt, høj flot syre og lang hale (94).



Maynard´s Colheita 1935

Vinen blev præsenteret af Mafalda Machado, som assisterer winemaker og masterblender Alvaro van Zeller. Alvaro er mester til at finde gamle fade rundt om i Douro, hvilket også gælder denne, som blev købt for et år siden og derefter har været lagret i Gaia.
Intens, mørk og med lysere kant. Brun farin, appelsinskal, brændte figner og karamel i næsen. Intens og dyb, tørrede frugter, karamel, cigarkasse og balsamico, høj syre og friskhed der balancerer det tunge, dybe og komplekse (95).


Vista Alegre Colheita 1934

Vinen blev præsenteret af Miguel Martins, som er general manager ved Vallegre, som producenten bag hedder med en sammentrækning af navnene på de to hovedquintaer, Valle Longo og Vista Alegre. Det hele ejes af familien Cunha Barros.
Mørkebrun med lidt lysere kant, dyb og intens. Intens i næsen med brun farin, kaffe og balsamico samt lidt citrus frugt, tydelig og måske lidt vel markant ”Douro-bake”. Krydret og intens med tørrede frugter, balsamico, ok syre, lang hale som forbliver i munden længe efter (92).

Niepoort Very Old Dry White

Vinen blev præsenteret af Dirks søn, Daniel Niepoort, som fortalte om vinens historie. Den er godt 100 år gammel og har først lagret fad og derefter en 50 år på flaske. En helt særlig og special vin med lidt af de samme karaktertræk som en anden Niepoort-specialitet, Garrafeiras.


Orange-brun med flot skær. Frisk og anderledes næse med lidt citrus. Lidt mandel og citrus, virker tør selv om restsukkerniveau faktisk er højt, lidt skarp men også dejlig frisk (93).

Quinta da Boeira Very Old Tawny “1917”

Vinen blev præsenteret af winemaker Helene Teixeira. Jeg har tidligere smagt den ved en smagning i Odense. Baseret på et gammel fad, fundet i Douro, dateret tilbage til 1917, men da der ikke er officielle papirer herpå kategoriseret som Very Old Tawny. Er sendt på markedet på 1000 små parfumeflasker, som kan sprayes i munden.
Mørk og intens med lysere, orange kant. Lidt røgede toner i næsen samt svesker, farin og balsamico. Cremet og intens i munden, dyb med tørrede frugter, balsamico, valnød og farin, fin balancerende syre som frisker den intense fylde op (95).


Costa Boal: Very Old Port

Vinen blev præsenteret af António Costa Boal, som fortalte om huset, der blev grundlagt så sent som i 2009 og både producerer vin fra Trás-os-Montes og Douro samt portvin. Deres rødvin Palácio dos Távoras Gold Edition fik i øvrigt prisen for 3. bedste rødvin ved Essência do Vinhos Top 10 smagning (mere herom følger). Familien Costa Boal har dog været etableret i Douro siden 1857. Winemaker er Paulo Nunes. Vinene er baseret på fad uden papirer, men altså takseret som Very Old. Der er kun produceret 200 flasker.
Mørk, intens med lys kant. Forholdsvis frisk næse med nødder og tørrede frugter. Meget blød og cremet i munden med karamelnoter og lidt frisk pebermynte, lidt vel sød til mine smagsløg, men dog med god balancerende syre (93).

tirsdag den 18. februar 2020

Colares – en tur i sandet


Nogle af de ældste demarkerede regioner i Portugal er tre små områder ikke langt fra Lissabon: Bucelas, Carcavelos og Colares. Hvor Bucelas er kendt for sine hvidvine på især arinto-druen og Carcavelos for sine hedvine, gør Colares sig i dag i såvel hvid- som rødvin. Mest fremtrædende er rødvinene på den unikke druesort ramisco fra gamle pre-phylloxera planter. Druerne er små og tykskallede, hvorfor de unge vine umiddelbart er hårde og rustikke med kraftige, rå tanniner. Der er brug for kyndige hænder og tid på fad.


I forbindelse med en artikel om portugisisk vin i Din Vinguide besøgte jeg sidste år Colares, nærmere bestemt det gamle kooperativ Adega Regional de Colares. Her tog winemaker Francisco Figueredo mig først på en køretur helt ud til kysten neden for Sintra-bjergene, hvor de små vinmarker ligger klemt inde, hvor pladsen tillader det.


Colares blev demarkeret i 1908 og er som de to andre historiske regioner truet af storbyens vækst og det voksende byområde langs kysten nord for hovedstaden. På vej ud til vinmarken kører vi da også gennem sammenvoksede strandbyer ved Praia das Maçãs, hvor der ikke levnes meget plads til vindruer.
”Her var der tidligere vinmarker, men i dag er 90 % af vinmarkerne forsvundet. De senere år er der dog kommet flere vinmarker til igen,” fortæller Francisco Figueredo.
Det går altså langsomt fremad igen. Blandt Franciscos mange gøremål er netop at spotte små forladte parceller med vinplanter og reetablere dem, så der kan føjes endnu nogle kvadratmeter til det sparsomme areal på ca. 65 hektar.


Vi stopper og stiger ud og vandrer derefter gennem sandet jord hen til en lille vinmark. En stor vinplante breder sig ud som en stor busk og spreder sine grene tæt hen mod bambusrækværket, der afgrænser og beskytter mod vinden fra Atlanterhavet. Den er 140 år gammel, og fra juli måned hvert år bliver den opstammet med små pinde, så druerne ikke bliver brændt af det varme sand. Når der plantes nye, bliver der gravet op til tre meter ned i sandet, så stokken kan stå i det underliggende lag af lerjord nede under sandet.
”Planterne overlevede vinlusens hærgen, da de gror i sand. Derefter var der desværre en del svindel, hvor der blev fragtet vin ind fra andre regioner, som så blev solgt som Colares uden at være det,” fortæller Francisco Figueredo.


Adega Regional de Colares er fra 1931 og har 20 producenter tilknyttet, men laver desuden vin for fem eksterne producenter. Produktionen udgør ca. halvdelen af den samlede mængde i den lille region. Kooperativet blev netop dannet for at beskytte regionen og havde i tiden under Salazar monopol. I dag er der også private producenter i Colares.


På køreturen tilbage udpeger han en mark med mere end 40 forskellige kloner af ramisco og andre af den grønne drue malvasia, som de studerer for at finde frem til de bedste, som de så poder på nye stokke, når endnu et lille stykke jord bliver nyplantet.
For Francisco håber og tror, at regionen vil opleve vækst i de kommende år. Både fordi såvel vinmagere som myndigheder er interesseret i at bevare området, men også fordi forbrugernes smag ændrer sig.
”Trenden går imod vores vine. Vi har køligere temperatur og meget stor indflydelse fra Atlanterhavet, ligesom skovene og bjergene ved Sintra tiltrækker fugt. Hele området er beklædt i tåge om morgenen,” siger han.


Tilbage i Colares by arrangerer Francisco Figueredo en lille smagning i kooperativets store lager, hvor store fade ligger på rad og række. Følgende vine blev smagt:
Chão Rijo Branco 2018: Blend af traditionelle druesorter: 60 % malvasia samt galego dourado, jampal m.fl. Frisk med æbler og citrus, gulgrøn. Floral med god syre der balancerer, frisk, ikke kompleks (86).
Chao Rijo Tinto 2016: Blend af 80 % castelão og 20 % tinta roriz. Flot rubinrød, medium intens. Godt med frisk frugt, røde bær og kirsebær. Frugt og røde bær, lidt toastede noter, flot syre og bløde men markante tanniner, lav på alkohol, fin hale (88).


Arenæ Malvasia 2017: Gulgrøn, medium intens. Lidt sherryagtig næse med blomster, honning, grønne noter og citrus, let oxideret, saltet og mineralsk karakter. Fyldig og dejlig i munden med god frugt, mineraler, tør. En spændende vin med lagringspotentiale (89).
Arenæ Ramisco 2011: 100 % ramisco, lagret 6 år på fade. Mørke bær, sorte kirsebær, tranebær, lakrids. Dejlig i munden, krydret og med god frugt, frisk med markant høj syre og tanniner, som dog ikke afskrækker. Spændende vin, velegnet til grillet ellers stegt kød. Vil kunne lagre i mange år (93).


Vinene fra Adega Regional de Colares er ikke i dansk distribution.

søndag den 16. februar 2020

Quinta Vale de Fornos i Tejo

Omtalte vine er sponseret af producenten

I forbindelse med min artikel ”Portugal – mellem tradition og fornyelse” i Din Vinguide var jeg både på researchtur til Portugal og fik forskellige flaskeprøver tilsendt. Da artiklen nu er udkommet (#21 februar 2020), bringer jeg derfor nogle nedslag om de forskellige besøgte og omtalte huse og med noter på samtlige smagte vine.
Første artikel var om mit besøg på Quinta de Chocapalha i Lisboa-regionen og snart følger en reportage fra Colares. Men lige nu gælder det Quinta Vale de Fornos fra Tejo, som venligt sendt mig nogle prøveflasker.



Quinta Vale de Fornos ejes af Encostas d’Alqueva, der igen ejes af familien Bio, og indgår i det fælles, nylancerede brand Abegoaria. En tendens i Portugal lige nu er, at selskaber bredder sig over flere regioner, hvilket også gælder Encostas d’Alqueva. De startede i Alentejo fra ca. 20 år siden, men har siden spredt sig til andre steder i landet, så der nu laves vin fra ni forskellige vingårde fordelt på de seks regioner: Alentejo, Tejo, Lisboa, Dão, Vinho Verde og Douro.



I Tejo hedder vingården altså Quinta Vale de Fornos. Den 200 hektar store ejendom i den sydvestlige del af regionen blev etableret som bryllupsgave til legendariske Antonia Ferreira, som jo ellers mest slog sine folder i Douro. Quintaen råder over 60 hektar marker med såvel nationale som internationale sorter, og der laves både blends og enkeltdruevine.
Regionen Tejo (tidligere Ribatejo) spreder sig langs Tejo-floden øst for Lisboa-regionen. Der er fortrinsvist tale om et frugtbart lavlandsområde, hvor der dyrkes såvel nationale som internationale druesorter og med såvel mindre som meget store producenter. Tidligere var langt størstedelen kommercielle producenter af billig konsumvin eller bulkvin, men som det også gælder for Lisboa, dukker der flere og flere kvalitetsproducenter op som f.eks. Quinta Vale de Fornos og João M. Barbosa. Udviklingen fra kvantitet til kvalitet ses også ved, at producenter forlader det mest frugtbare terroir tæt ved floden for i stedet at søge op i baglandet, hvor jorden er mere mager. Foruden vin dyrkes der mange andre grøntsager, ligesom de store vidder også er hjemegn for såvel heste- som tyreopdræt.
Men tilbage til Quinta Vale de Fornos, hvor jeg har smagt følgende vine:
Quinta Vale de Fornos Reserva Branco 2017: Blend af arinto, chardonnay og gewürstraminer, lagret 6 måneder på eg med batonnage. Lys gulgrøn. Aromatisk og kompleks næse med moden pære, citrus, græs, kvæde, engelsk vingummi samt lidt smør- og petroleumsnoter. Fin frugtig med pære og citrus, men også mere tunge og komplekse noter, dejlig struktur, lidt lav på syre, men dog i balance (91).


Quinta Vale de Fornos Syrah Reserva 2015: Mørk rubin, lys kant. Aromatisk med mørke bær, brombær, røget bacon og engelsk lakrids, peber samt krydderurter som rosmarin. Kraftig og fyldig med brombær, tør, flot syrebalance, krydret hale med lidt mørk chokolade og kraftige, tørre tanniner. En potent vin med stort potentiale (91).
Quinta Vale de Fornos Cabernet Sauvignon Reserva 2016: Mørk rubin, lyst kant. Frisk ren frugt i næsen med solbær og andre mørke bær samt krydderurter. Forholdsvis let og elegant i munden med dejlig ren frugt, men også krydret, elegant, tør og godt med tanniner. En stringent og fin cabernet, som kan lagre (89). 
Quinta Vale de Fornos Touriga Nacional Reserva 2015: Mørk rubin, sort kerne. Ikke så aromatisk i første omgang, men åbner sig med mørke bær, peber, violer og andre florale noter, lidt lakrids. Dejlig med frugtfylde, floral, høj syre samt kraftige tanniner, fyldig og krydret, men også med elegance. Lidt rå nu med tørre tanniner i enden, flot potentiale (90).


Quinta Vale der Fornos er ikke i dansk distribution. Læs mere på Abegoarias hjemmeside.

torsdag den 13. februar 2020

Winemakers Dinner med Poças



Da Poças i 2018 fejrede 100 års jubilæum, var et af flere tiltag, at de lavede en Quinado baseret på en Tawny med mere end 40 år på bagen. Poças er sammen med Ramos Pinto blandt de meget få (om ikke de eneste?) huse, der stadig producerer Quinado, som er portvin tilsat kinin og krydderier. Quinado var tidligere en populær eksportvare til især tropiske lande som Portugals tidligere kolonier, da kininen kunne forebygge, ja måske ligefrem kurerer malaria og andre sygdomme.
Quinado er i øvrigt ikke den eneste fællesnævner mellem Poças og Ramos Pinto. Begge er også meget aktive på kulturfronten. Poças har således for nyligt udgivet en bog med fotos og tekst om en lang række af gamle portvinsrelaterede effekter og genstande, som de fandt frem i forbindelse med renoveringen af deres lodge i Gaia for et par år siden. Og i forbindelse med 100 års jubilæet arrangerede de en række kulturelle aktiviteter, ligesom de i 2017 stod bag en udstilling med kunstneren Luís Mendonça, hvor denne nytænkte flasken som design og skulpturel form.  


Tiltag som disse vidner om, at Poças er engageret i såvel historien som kulturen – og det selv om huset altså først blev grundlagt i 1918 af Manoel Domingues Poças Junior. I mange år blev firmaet ledet af Manuel Pintão, og i dag er det hans søn. Pedro Poças Pintão, der tegner huset udadtil.


Netop Pedro Poças Pintão var den 7. februar æresgæst ved årets Winemakers Dinner i The Vintage Port Club – et arrangement, der først byder på en stor smagning af det udvalgte hus og derefter middag, hvortil serveres nogle af husets bordvine og portvine.
Indledningsvis fortalte Pedro Poças Pintão lidt om husets historie og prioriteter. Og om det stadig at være en familieejet virksomhed i en tid, hvor mange stolte familieejede portvinshuse har måttet finde nye ejere. Der gælder f.eks. førnævnte Ramos Pinto, som i 1990 blev solgt til champagnehuset Louis Roederer, Barros som blev overtaget af Sogevinus i 2006 og senest Krohn, som The Fladgate Partnership købte af familien Carneiro i 2013.


”Man kan ikke tale om Poças uden at tale om familien og omvendt”, fastslog Pedro og fortsatte:
”Men det er en udfordring at være familiejet. Der er mange fordele, men også mange ulemper, f.eks. i forbindelse med et generationsskifte, hvor ejerandelen skal spredes ud på endnu flere hænder. Mange aktionærer gør det besværligt at tage beslutninger.”
Poças forbindes hos de fleste umiddelbart med solide Colheitas og Tawnyer og det i et nogenlunde prisvenligt leje. Men de laver også såvel hvid portvin som Ruby-stil – og faktisk er sidstnævnte blevet opprioriteret i den senere tid, fortalte Pedro.
”Vi anses primært for at være Tawny-producer, men laver også Ruby, LBV og Vintage. Fra 90´erne, hvor vi blev mere selvforsynende med druer, valgte vi at opprioritere Vintage-siden.”


Dagens smagning var da også tilrettelagt, så den viste såvel bredde som dybde. Og oven i det hele, havde Pedro medbragt en lille overraskelse i form af en flaskeprøve på en gammel Tawny.
Følende vine blev smagt:
LBV 1987: Tawnybrun med lidt teglrødt i kernen samt orange kant. Røde bær, især jordbær, let oxideret. Blød med røde bær og kirsebær, let krydret, fin balanceret med ok syre. Stadig levende og faktisk et harmonisk og lækkert glas (89).
Vintage 1997: Rubinrød, medium intens, lys kant. Jordbær, lidt tendens til frugtgrød, men med friskhed fra krydderurter og eukalyptus. Fin modenhed, stadig med frugt og fin balanceret med syre, dog ikke så kompleks, let krydret og pebret ende. Kan stadig holde en små 10 år endnu (90).
Vintage 2007: Mørk rubin, lys lilla kant, næsten uigennemsigtig. Ikke så ekspressiv, men med mørke bær, solbær, brombær og lidt kaffenoter. Mørke bær, fin syre og fin frugt, lidt grønne noter i baggrunden, godt med tanniner, fin kompleksitet og tør hale, ok balance. Vil stadig udvikle sig positivt (92).
Vintage 2017: Mørk rubin, uigennemsigtig, lilla kant. Frisk næse med masser af frisk frugt, solbær, jordbær, brombær, lidt ribena-præg samt lidt krydderurter. Frisk og tæt i munden med masser af frugt, kraftige men ikke aggressive tanniner, lidt frugtsødme, men ellers tør og tørre tanniner i halen samt lidt peber og alkohol (91).


10 års White: Lys ravfarvet, orange skær. Honning, abrikos og mandel i næsen. Let og blød med lyse stenfrugter, mandel, fin syre og forholdsvis tør (88).
Colheita 2008: Mørk tawnybrun med rubin kerne. Tørrede frugter, figen, rosin og stadig lidt mørke bær. Fyldig med frugt og nødder. Burde have længere tid på fad, og var da også første aftapning (87).
Colheita 1992: Ravfarvet. Frisk næse med mandel, tørrede frugter, lidt appelsinskal. Blød, let cremet med nødder og orange, frisk, tør og med sin syre. Ganske delikat (90).
Colheita 1986: Lys tawnyfarvet, lidt uklar. Stikker lidt i næsen med lidt karklud og kemi. Ikke med decideret fejl, men heller ikke helt i skabet. Tørrerede frugter, tør og med høj syre (86).
Colheita 1976: Orangegul, flot skær. Lidt diskret i næsen med mandel, lidt citrus og appelsinskal. Dejlig i munden med honning og mandel, elegant og frisk med høj syre og dejlig balance. Dejligt glas (92).
Colheita 1967: Orangegul, flot skær. Mandel, appelsinskal i og tørrede abrikoser i næsen. Dejlig i munden, let cremet, men også elegant, høj syre og flot balance. Flot, dejlig og indbydende (94).


Quinado: Baseret på en +40 års tawny, tilsat kinin og krydderier. Ravfarvet. Mandel, vanilje og lidt hvid flødechokolade i næsen. Tydeligt præg af kinin og vanilje – måske lidt vel meget af sidstnævnte, opleves udpræget sød, men også med syre, fin fylde. Smager faktisk fint i små doser. Helt sikkert et nicheprodukt, som det er værd at bevare (89).
”Just for Friends” Surprise: En tawny med ca. 50 år på bagen, tappet til lejligheden. Tawnyfarvet. Nødder og appelsinskal. Fin fyldig, men lidt sprittet i starten, hvilket sikkert skyldes den sene aftapning. God friskhed og fylde, fin kompleksitet (93).


Det skyldes givet, at mit kendskab til Poças ikke har været godt nok, selv om jeg har besøgt deres lodge i Gaia flere gange og jævnligt har smagt deres portvine. Men jeg var positivt overrasket over, at vinene generelt lå til den tørre og mere elegante side, hvor jeg havde forventet en mere sød og tungere stil, karakteristisk for en del af de såkaldte portugisiske huse. Samtidig synes jeg faktisk deres Vintage var udmærkede, ok måske ikke i første division, men nuancerede og med mellemlang holdbarhed.


Foruden at lave portvin, var Poças faktisk blandt pionererne, når det gælder satsning på bordvine fra Douro DOC. I dag udgør vinproduktionen ca. 25 % af den samlede produktion på 1,6 millioner flasker om året. Husets bordvine udsendes under forskellige brands: Coroa d´Ouro, Vale de Cavalhos som er med druer fra Quinta de Vale Cavalos i Douro Superior, Poças Reserva samt topvinene Branco da Ribeira og Símbola. Læs min omtale af vinene her.


Netop sidstnævnte var på menuen ved den efterfølgende middag, som vanen tror bød på fire retter:
Forret:
Rimet karmusling med cremet perlebyg, muslingefumé, krydderurter og løg aske. 
Dertil Branco da Ribeira 2018.
Hovedret:
Beef Wellington, pomme Anna, spinat soufflé og sauce Madeira med trøffel. 
Dertil Símbola Tinto 2015.
Mellemret:
Ostetallerken tre slags ost med kompot og brød. 
Dertil Vintage 1996.
Dessert:
Chokolademousse med krystalliseret hvid chokolade og mandelcrumble. 
Dertil 20 års Tawny.


Efter at have gensmagt Branco da Ribeira og Símbola må jeg sige, at begge er fremragende vine. Alt i alt en dejlig aften, som viste, at Poças så afgjort er værd at drikke, hvad enten vi taler om Tawny og Colheita, LBV og Vintage eller bordvin.

Portvinene fra Poças importeres af COOP, mens bordvinene importeres af Løgismose.

mandag den 10. februar 2020

Quinta de Chocapalha – Lisboa, når det er bedst


Vinregionen Lisboa – tidligere Estremadura, men i dag opkaldt efter landets hovedstad – er nok den region i Portugal, som undergår den største udvikling for tiden. Ses bort fra de tre små gamle underregioner Bucelas, Carcavelos og Colares var området tidligere mest kendt for at levere konsum- eller bulkvin på et blend af nationale og internationale druer.
Der bruges stadig såvel nationale som internationale druer, men private og familieejede producenter satser nu på kvalitet. En af dem er Quinta de Chocapalha i underregionen Alenquer. Sidste år besøgte jeg vingården i forbindelse med en artikel til Din Vinguide (læs nr. 21 fra februar 2020).


Chocapalha ejes af Paulo og Alice Tavares, som flyttede dertil fra Lissabon i 1986. De to døtre er også involveret, idet Andrea Tavares er daglig leder og søsteren Sandra Tavares de Silva winemaker, når hun ikke har travlt med sit eget projekt, Wine& Soul i Douro.
Produktionen i eget navn startede i 1990.
”Det var Sandras forslag, efter hun var blevet uddannet ønolog og var startet som winemaker hos Vale de Maria i Douro,” fortæller Andrea Tavares og fortsætter:
”Regionen lavede tidligere bulkvin til kolonierne og til de små tascas i Lissabon, produceret af de store kooperativer. I dag er der flere og flere familiedrevne vingårde, som satser på kvalitet og ikke kvantitet.”


Da jeg besøgte dem i efteråret, var høsten lige startet. De nye produktionsfaciliteter er fra 2013 og gravet ind i skråningen, så bygningen ikke skæmmer det smukke og blødt bugtende landskab. Rundt om ligger der 46 hektar vinmarker med druesorter som arinto, viosinho, gouveio, chardonnay og sauvignon blanc for de grønnes vedkommende og touriga nacional, tinta roriz, castelão, syrah, touriga franca, alicante bouschet, cabernet sauvignon og petit verdot for de rødes. Altså en god blanding af internationale og nationale sorter som typisk i regionen. Druerne omsættes til rosévin (2 %), hvidvin (25 %) og rødvin for restens vedkommende – og det både som enkeltdruevine og i blends.
”Vi har op mod 300 nationale sorter. Dem skal vi bruge. De internationale vil kun være et supplement. Vores terroir er godt til hvidvin, som kan få en fantastisk balance. Derfor har vi nu plantet mere,” fortæller Andrea Tavares.


Foruden vinmarker har ejendomme også en del pæretræer, men de udfases nok nu, da udbyttet er for ustabilt fortæller Andrea Tavares.


Efter rundvisningen i kælderen smagte jeg et godt udvalg af deres vine på terrassen, hvor også Paulo og Alice Tavares stødte til. Et mindre udvalg blev siden gensmagt i ro og mag herhjemme. Derfor er kun nogle af vinene med pointangivelse. Vinene er opdelt i flere serier: Mar de Lisboa, som har en yngre og mere international stil, Mar de Palha og endelig Quinta de Chocapalha med topvinene.

Her er mine noter.


Mar de Lisboa Branco 2018: Blend af arinto og verdelho. Grøngul. Ikke så ekspressiv i næsen med pære, blomster og en smule tropiske frugter. Dejlig friskhed med højt syreniveau og fin hale.
Quinta de Chocapalha Branco 2018: Blend af viosinho og arinto. Grøngul. Diskret næse med citrus, pære og lidt melon. Dejlig frisk og fyldig i munden med god frugt, mineraler og fin balance, mere kompleksitet, men stadig til den lette og friske side.
Quinta de Chocapalha Arinto 2018: Lys, grøngul. Frisk næse med citrus, blomster, græs og lidt fersken. Pære, citrus og blomster, mineralsk, lidt saltet præg, dejlig frisk og med høj syre, men ikke så kompleks (89).
Quinta de Chocapalha CH Branco 2017: 8 måneder med battonage og lagret et år på flaske før frigivelse. Gulgrøn til gylden. Meget aromatisk med moden pære, fersken og smør. Fyldig og kompleks med dejlig tekstur, citrus og smørnoter, florale noter, mineralsk, fin syre og flot balanceret med afdæmpet fadpræg, så friskheden er intakt, dejlig lang hale (93).
Quinta de Chocapalha Reserva Branco 2017: Chardonnay og arinto, 7 måneder med battonage. Gulgrøn. Tydelige fadnoter, dejlig fylde og fin balance.
Rosé Reserva 2018: Blend af 70 % touriga nacional og 30 % tinta roriz. Lys roséfarvet. Kraftig duft af jordbær og lidt vingummi, let parfumeret. Frisk og fyldig i munden med tungere noter end næsen lover, jordbær og frisk frugt, elegant og mineralsk, god til mad.


Mar de Lisboa Tinto 2015: Blend af touriga nacional, tinta roriz, syrah og ?. Mørk rubin. Ekspressiv med frisk frugt, let krydret og let parfumeret. Direkte frugt, brombær og en fin krydret bund, som giver lidt mere substans. Ikke kompleks, men faktisk en fin vin.
Castelão 2016: Flot rubin. Meget frisk næse med kirsebær, røde bær og lidt skovbund. Bløde tanniner, fint med frugt og syre, balanceret, diskret parfumeret på den gode måde.
Quinta de Chocapalha Tinto 2015: Blend af 40 % touriga nacional, 25 % touriga franca, 15 % tinta roriz, 10 % castelão og 10 % alicante bouschet, lagret 18 måneder på brugte egefade. Mørk rubin. Let krydret næse med frisk frugt, modne kirsebær og andre mørke bær samt blomster. Dejlig i munden med frugt i forgrunden, elegant, god syre, godt med bløde tanniner, fin mellemlang hale. Fin nu, men kan også lagre (90).
Quinta de Chocapalha Vinha Mãe 2015: Blend af 35 % touriga nacional, 35 % syrah og 30 % tinta roriz, lagret 20 måneder på egefade. Mørk rubin. Lidt afdæmpet i næsen i første omgang, men åbner efter lidt tid med violer, mørke bær, brombær, modne kirsebær samt lidt røgede noter. Dejlig intens i munden, floral med fin frugt, godt med polerede tanniner, god kompleksitet og flot balance. En dejlig vin med stort lagringspotentiale (93).
CH 2016: Lavet på 100 % touriga nacional klon fra Dão. Flot mørk rubin. Dejlig næse, frisk og intens med blomster, violer, mørke bær og mynte og eukalyptus. Elegant og delikat med mørke bær og stor koncentration samt florale noter. En rigtigt flot TN (94).
Guarita da Chocapalha Tinto 2015: 100 % alicante bouschet: Meget mørk rubin, uigennemsigtig. Diskret i næsen med mørke bær. Koncentreret og afbalanceret muskuløs, flere lag, kraftige tanniner og høj syre. Spændende og kompleks vin.

Quinta de Chocapalha og Wine & Soul importeres i Danmark af ATOMWINE.

fredag den 7. februar 2020

Wine Masters TV


Vil man mere vide mere om vin, er der flere veje at gå. Den primære er selvfølgelig at smage løs og så supplere med læsning af nogle af de mange vinbøger, der findes. En anden mulighed er at se film. Her er YouTube rig på muligheder, hvis vi taler om korte filmklip med smagenoter eller andet. Kendte vinskribenter som James Suckling og Jancis Robinson er f.eks. at finde på YouTube.
Men derudover findes der også længere film, hvad enten vi taler om spillefilm eller dokumentarfilm. Blandt de første kan nævnes Bottle Shock om den berømte Pariser-smagning og Sideways om to gamle venners tur rundt i Californiens vinlandskab. Blandt de sidste vil jeg nævne Somm-filmene om Master Sommelier uddannelsen og et par udmærkede film om portvin; Zev Robinsons Life on the Douro og A Year in Port af David Kennard, som også har lavet tilsvarende film om Bourgogne og Champagne.
Et nyt initiativ på området kommer fra Holland fra selskabet Farmhouse og filmproducent Klaas de Jong, som nyligt har lanceret sitet Wine Masters TV med forskellige dokumentarer om vin og snarligt også med Wine Masters Classes, hvor topsommeliers underviser episode efter episode.
Blandt dokumentarfilmene er foreløbig lavet afsnit om Frankrig, Italien og snart også Spanien, men flere vil efterhånden følge. Jeg fik et prøveabonnement på episoderne i serien om Italien og har derfor set afsnit om Veneto, Toscana, Piemonte, Sicilien og Campania – alle af en varighed på ca. 40-45 minutter.
Opskriften på en episode er sådan set simpel. Vælg en region og en kendt og ikonisk producent. Snak med ejer og winemaker og lad nogle eksperter udtale sig både generelt om regionen og om den pågældende producent. Dertil selvfølgelig en række flotte optagelser af landskaber og faciliteter samt arbejdet i marken og i kælderen. Eller sagt endnu mere forenklet. En kombination af smukke billeder og ”talking heads”.
Om konceptet siger producenten selv:
“Wine Masters Documentaries are unique independent cinematic documentaries about Terroir, Taste & Tradition. In each documentary in-depth stories of famous wine regions are told by leading wine families and recognized wine critics.”


I afsnittet om Veneto er der selvfølgelig især fokus på Valpolicella og dermed på Ripasso og Amarone og det med Masi som vores guide. Vi hører om landskabet, druesorterne, vintyperne, fremstillingen og slutteligt lidt om maden, der passer til vinen. Vi hører også lidt kritiske røster om, hvordan regionen blev offer for sin egen succes og fokuserede for meget på kvantitet og f.eks. masseproducerede billige Ripasso-vine.
I Toscana-filmen er det Marchese Antinori, som er vært. Vi besøger deres flotte nye winery, som er helt integreret i landskabet og med vinmarker på taget. Vi hører om husets historie, om forskellen på Chianti og Chianti Classico, om de historiske bastflasker, om Sangiovese og Super Toscanere.


Og sådan fortsætter det i de andre afsnit: Piemonte i selskab med huset Gaja, Nebbiolo, Barbaresco og Barolo, Sicilien med huset Regaleali (Tasca), Etnas vulkanske jord og druen Nero d´avola. Campania med huset Mastroberardino og druesorter som Aglianico og Greco.
Enkelte af deltagerne kan være svære at forstå pga. kraftig accent, ligesom enkelte taler italiensk, men det er muligt at slå de engelske undertekster til, så det er ikke noget problem.
De gennemgående eksperter i de Italienske film er vinskribent Burton Anderson og Master of Wines Richard Hemming og Sarah Heller. Fint nok, men det virker måske lidt vel serieproduceret, når de sidder akkurat samme sted og fortæller om de forskellige regioner – uden at være på stedet selv.
Filmene er sådan set udmærkede hver for sig, men også lidt vel skabelonagtige. Og for de lidt mindre kendte regioners vedkommende som Sicilien og Campania er der mere tale op regulære portrætter af producenten end af regionen. Mest udbredt i sidstnævnte, som udvikler sig til lidt af en hyldest til faderen, Antonio Mastroberardino, hvorimod jeg ikke bliver meget klogere på regionen som helhed.


At filmene kun besøger en producent, kan man sige både for og imod. Vi lærer den pågældende at kende, men filosofi og metoder vil altid være forskellige fra det ene hus til det andet, hvorfor det går ud over det generelle portræt af regionen.
Jeg savner også lidt en strukturende fortælling, som billeder og udtalelser kan knytte sig an til. Mest interessant bliver det i glimt, som når winemakeren hos Masi fortæller om, hvordan hans farfar tog ham med i marken og blot ved at klemme let på drueklasen kunne konstatere, at der manglede en uge, inden de var klar.  Glimtvis er der også ganske morsomme og rammende udtalelser, som når Sarah Heller om de berømte bastflasker fra Toscana med et smil tørt konstaterer, at der aldrig kan komme god vin fra flasker, der bruges som lysestager.
Filmene er fint brugbare som en form for opslagsværker, hvis man vil vide mere om en producent eller en region. Men samlet set er indtrykket, at det er lidt for poleret og pænt, så det tangerer markedsføring – selv om de altså selv karakteriserer dem som uafhængige dokumentarfilm.

Der kan tegnes abonnement på Wine Master TV via hjemmesiden, hvor der også findes oversigt over samtlige film samt trailere. Fotos er stillfotos fra filmene af (fra oven) Masi, Gaja og Tasca.