onsdag den 29. maj 2019

Grande Reserva fra Quinta do Pégo


Jeg må med skam indrømme, at jeg kun har besøgt Quinta doPégo en enkelt gang, selv om vejen mange gange er gået forbi. Quintaen er flot beliggende på Douro-flodens venstre bred ca. midt mellem de to floder Rio Távora og Rio Torto. Der er selvfølgelig mange andre quintaer, som jeg kun har besøgt en enkelt gang eller aldrig, men Pégo er lidt speciel i og med, at den ejes af danske Karsten Søndergaard.


Karsten Søndergaard står i spidsen for familievirksomheden AMKA, som importerer vin, øl og spiritus – både i egen navn og via underfirmaer som Best Selection og Jysk Vin. Når vi taler om portvin gælder det brands som Taylor´s, Rozès, Quinta do Vale Meão og selvfølgelig Quinta do Pégo. Pégo blev erhvervet tilbage i 2000 sammen med Rogério Leandro da Silva, som tidligere har stået i spidsen for såvel Rozès som Cálem. I 2003 købte Karsten Søndergaard så partneren ud og blev eneejer – efter sigende for den svimlende sum af 1 Euro. Det var nu heller ikke en fornem ejendom, de havde overtaget tre år før. Nok var der tale om marker i klasse A, men de skulle restaureres, og bygningerne var nærmest ruiner, så der har være brug for store investeringer gennem årene. I dag fremstår den flot og nyrenoveret inklusiv et eksklusivt hotel og et lille kapel. 
Vinproduktionen blev først lagt i hænderne på lokale folk, men i 2003 kom den sydafrikanske winemaker Wouter Piennar til. Han er der stadig suppleret med Manuel Henrique da Silva, der også er winemaker hos Rozès, som Søndergaard har et nært venskab med. En stor del af arbejdet i kælderen foregår netop på Rozèses Quinta do Monsul nær Régua, hvor jeg sidste år i forbindelse med Port Wine Day havde en hyggelig aften sammen med bl.a. Karsten Søndergaard og António Saraiva, som er direktør for Rozès.
På det danske marked er Quinta do Pégo mest kendt som leverandør af ganske udmærkede og prisvenlige portvine, og især deres LBV og Vintage har fundet vej til mange danskeres portvinsglas. Derudover produceres enkelte Colheitas og en 10 års Tawny samt olivenolie og rødvine. Det er netop rødvinene, som skal omtales her, da jeg har prøvesmagt et par flasker.
Quinta do Pégo laver rødvin med et stort spænd pris- og kvalitetsmæssig fra andenvinen Cerro de Santo Reserva over Quinta do Pégo Grande Reserva til topvinene Signature, et blend på touriga nacional, touriga franca og sousão, lagret 15 måneder på nye fransk egefade – og endelig Vinhas Velhas fra gamle blandede vinmarker.


Jeg har smagt to forskellige årgange af Grande Reserva:
Quinta do Pégo Grande Reserva 2014: Blends af især touriga nacional, touriga franca og sousão. Mørk rubin, rimelig tæt. Brombær, solbær, modne sorte kirsebær, pinje, rosmarin, lidt mokka. I første omgang blød i munden, men derefter med stor kraft og fint med bløde tanniner, mørke bær, lavendel, høj syre, lidt bid, god lang hale. En kraftig madvin, som også kan gemmes (92).
Quinta do Pégo Grande Reserva 2015: Blends af touriga nacional, touriga franca, sousão og tinta cão. Mørk rubin, let lilla kant. Brombær, solbær og andre mørke bær, lidt kaffenoter. Tæt og kraftig vin, dejlig i munden, krydret og kraftige tanniner. En god madvin med fint udviklingspotentiale (92).

Vinene forhandles hos udvalgte Meny- og Sparbutikker, vejl. udsalgspris 169,95. 

mandag den 27. maj 2019

Vintage 2017 – Preview Tasting


Forleden blev der skrevet historie. Tre af de helt store portvinsproducenter, The Fladgate Partnership, Symington Family Estates og Quinta do Noval har gjort det til en tradition at lave et fælles fremstød, når der er tale om en bred og såkaldt klassisk deklarering af Vintage. Det gjorde de igen i år i forbindelse med Vintage 2017, og for første gang omfattede deres lille turnéprogram foruden USA og England også Danmark. At de store koncerner bag en lang række af de mest velrenommerede portvinsbrands inddrager Danmark, må ses som en stor anerkendelse dels af vores store import af kvalitetsportvin og dels af den store interesse, der generelt er for portvin herhjemme, hvilket kommer til udtryk ved en stigende antal portvinsfestivaler, -klubber og -smagninger.


Besøget i Danmark på Hotel d´Angleterre omfattede først en masterclass og derefter en såkaldt walk around tasting, hvor de fleste vine blev skænket sammen med lidt ældre vine også.
Hvor mange producenter, der ender med at deklarere 2017, er endnu uafklaret, da et par andre store spillere på markedet, Sogevinus og Sogrape, endnu ikke i skivende stund har meldt noget ud officielt. Men med ovennævnte tre producenter samt brands som Ramos Pinto, Niepoort, Pocas og Quinta do Vale Meão for at nævne nogle få er der allerede nu tale om en bred deklarering. De tre koncerner havde da også hele 16 forskellige vine med til masterclassen, hvor det fremmødte panel, Adrian Bridge og David Guimaraens fra The Fladgate Partnership, Charles og Dominic Symington fra Symington Family Estates og Christian Seely og Carlos Agrellos fra Quinta do Noval og Quinta da Romaneira, skiftedes til at præsentere vinene.

Fra venstre: David Guimaraens, Charles Symington, Adrian Bridge, 
Carlos Agrellos,Christian Seely og Dominic Symington

2017 var præget af en meget tør vækstperiode, helt frem til druerne modning, og resultatet var da også en meget tidlig høst samt lavt udbytte. Faktisk skal man helt tilbage til 1945 for at finde de samme klimatiske betingelser, hvorfor 2017 allerede – bl.a. i det portugisiske vinblad Revista de Vinhos – er blevet sammenlignet med 1945. David Guimaraens, winemaker hos Fladgates, viste mig således Dick Yetmans rapport fra Vargellas i 1945, og der var mange lighedspunkter.
Generelt kan siges, at smagningen af de 16 vine viste overraskende stor diversitet og for de fleste vine en nogenlunde tilgængelighed trods deres unge alder. Da jeg nyligt smagte Vintage 2015, var dette ikke tilfældet – måske fordi vinene var på vej til at lukke mere ned. Men – indrømmet – måske også fordi 2017 ikke blev serveret blindt, men kommenteret.


Her er mine smagenoter i samme alfabetiske rækkefølge, som vinene blev præsenteret:
Cockburn´s Vintage 2017: Mørk rubin, lilla kant. Hyldebær, solbær, lidt ribena, violer og lidt grønne noter som mynte og esteva. Koncentreret og intens med kraftig syre, men også blød med friske bær, mørk chokolade, pinje, forholdsvis tør og krydret hale (94).
Croft Vintage 2017: Mørk rubin, lilla kant. Frisk næse med mørke bær, kirsebær, solbær, mynte og hvidløg. Blød i munden med friske bær og kraftige, men integrerede tanniner, grønne noter som mynte og eukalyptus, fint balanceret (92).
Croft Roeda Serikos 2017: En spædende nyhed i form af endnu en enkeltmarks vine hentet fra Quinta da Roêda. Mørk rubin, lilla kant, næste uigennemsigtig. Lidt tilbageholdende i duften, men med mørke bær som brombær og kirsebær, mynte og eukalyptus. Meget koncentreret i munden med mørke bær og grønne noter, på en gang kraftig og blød, kompleks og delikat (95).
Dow´s 2017: Mørk rubin, lilla kant, uigennemsigtig. Frisk floral næse, men også solbær og cassis samt lidt kærnemælkspræg. Mørke bær, lidt eukalyptus, tør, fint balanceret og lang hale. Ikke helt tilgængelig lige nu, men med stort potentiale (95).
Fonseca 2017: Mørk rubin, lilla kant. Lidt diskret i næsen med mørke bær, men også jordbær samt mineralitet. Kraftige tanniner, mørk frugt, lidt chokolade og kaffe. Lidt lukket lige nu, men med stort potentiale (95).
Graham´s 2017: Meget mørk rubin, lilla kant, koncentreret. Brombær, solbær og blommer i næsen. Cremet med jordbær, fennikel, mørk chokolade og mynte, sød stil og flot eftersmag med mynte. En meget dejlig vin her og nu, men også med stort potentiale. Det skal blive spændende at følge den (97).
Graham´s The Stone Terraces 2017: Mørk rubin, lilla kant. Frisk næse, floral, pinje, violer, jordbær. Stor kompleksitet og elegance, frisk, blød og delikat med bløde tanniner. Indbydende allerede nu, men også med et langt liv foran sig (98).
Krohn Vintage 2017: Mørk rubin, lilla kant. Mørke bær og floral med violer. Frisk og delikat, men ikke med stor kompleksitet, røde bær, pænt med tanniner og en lidt rå og vel sprittet hale (90).
Quinta do Noval 2017: Mørk rubin, lilla kant. Frisk næse, blomster, mørke kirsebær, mørk chokolade og lidt kaffe. Flot struktur, kompleks, pinje, violer, tør, fint balanceret med bløde integrerede tanniner (95).
Quinta do Noval Nacional 2017: Mørk rubin, lilla kant, uigennemsigtig. Gemmer sig lidt i næsen med mørke bær og lidt kaffe. Dejlig intens og koncentreret i munden med mørke bær, stor kompleksitet med flere lag og lang delikat hale (98).
Quinta da Romaneira 2017: Mørk rubin, lilla kant. Meget ekspressiv i næsen med røde bær, jordbærgrød og florale noter. Frisk i munden med jordbær og blomster, måske lidt vel meget jordbærgrød til min smag, fint balanceret med lang, flot hale og bløde tanniner. Meget drikkelig lige nu, men vil også udvikle sig (92).
Taylor´s 2017: Mørk rubin, lilla kant, koncentreret. Diskret i næsen, elegant, violer, blomster. Koncentreret i munden med mørke bær, krydderurter og kraftige tanniner, elegant, tør og flot balanceret, men har brug for tid (95).
Taylor´s Vargellas Vinha Velha 2017: Mørk rubin, lilla kant. Lidt lukket i næsen med mørke bær, mineraler, cassis, solbær og skov. Fyldig og flot i munden, stor koncentration og elegance, meget tør, delikat (97).
Quinta do Vesuvio 2017: Mørk rubin, lilla kant. Meget aromatisk, florale noter, røde bær og solbær. I munden solbær, esteva og blomster, blød, tør og flot balanceret og med krydret eftersmag (94).
Capela do Vesuviso 2017: Mørk rubin, lilla kant. Frisk næse med bær, eukalyptus, lavendel og lakrids. Blød og cremet i munden med frisk frugt, kakao og kaffe, meget delikat og stor kompleksitet, fin krydret undertone, En dejlig vin (96).
Warre´s 2017: Mørk rubin, lilla kant. Frisk grøn næse med esteva og florale noter. Frisk og elegant, koncentreret og blød med meget diskrete tanniner og fin frugt og syre. Fint drikkelig nu, men også med potentiale (94).

  
Generelt var der altså tale om en imponerende række af gode vine. Hvor Vintage 2016 var kendetegnet af stor elegance, er 2017 mere kraftfulde, og mit foreløbige bud er, at de er mere langtidsholdbare og vil udvikle sig fantastisk efter en del år i kælderen.
Jeg vender forhåbentlig tilbage med flere smagenoter på Vintage 2017 senere på året.

fredag den 10. maj 2019

Vintage 2015


Det er ikke første gang, at jeg deltager i en smagning af en helt ny eller næsten ny årgang Vintage portvin. Selv om det selvfølgelig også er et spørgsmål om øvelse at kunne smage sig gennem den friske frugt og de kraftige tanniner, er og bliver det en svær opgave at finde ind til nuancer og potentiale. I ungdommens vår er lighederne større end forskellene, og de forskellige huses særkender er langt mindre tydelige. Selv om Vintage selvfølgelig kan drikkes i ung alder, skal der alligevel nogle år til, at vinene for alvor finder sig selv.
September sidste år ved Port Wine Day i Porto nåede jeg f.eks. næsten 50 forskellige udgaver af Vintage 2016 – og selv om smagningen gav et fint indtryk, var det svært at drage klare konklusioner. Det samme gør sig gældende, når antallet er mere beskedent, og selv om vinene har fået godt et år mere på bagen som forleden i The Vintage Port Club, hvor vi smagte 12 forskellige flasker Vintage 2015.


Skal der laves en seriøs bedømmelse med udførlige noter og afgivning af point kræver det tid og gerne, at vinene bliver smagt over et par dage. Den tid har man ikke altid. Nedenstående er derfor udelukkende baseret på et par timers selskab med de 12 vine, hvorfor noterne kun skal betragtes som et vejledende førstehåndsindtryk. Og selv om der blev afgivet point på aftenen med henblik på en samlet rangordning af vinene, har jeg valgt ikke at medtage min point her, da jeg ikke finder det helt fair overfor vinene.
Men først lidt om året, som jo var spået at blive en bred klassisk deklarering, men hvor de store huse med Fladgates og Symingtons i spidsen sprang fra i sidste øjeblik. Derfor var det kun enkelte brands som Ramos Pinto og Niepoort, der deklarerede klassisk vintage, samt selvfølgelig en lang række Single Quintas og andenvine herunder solide brands som Quinta do Noval. I modsætning til tidligere, hvor det var svært at finde gode vine i dårlige årgange, byder stort set alle årgange – klassisk deklarering eller ej – på gode vine.
Året var varmt og tørt med 40 % mindre regn end vanligt i Cima Corgo. Såvel forår som sommer var meget varme, men heldigvis faldt der lidt regn i den tørreste underregion, Douro Superior, i maj måned. I august faldt temperaturen, hvilket forhindrede, at druerne blev overmodne.


Mange år fremover vil portvinskredse holde årene 2015, 2016 og 2017 op mod hinanden. Vi skal nok årtier ud i tiden, før der danner sig et tydeligt billede. På dette unge stadie er de alle udmærkede årgange med gode og meget lovende vine.
Nedenstående 12 vine blev serveret semiblindt. Det vil sige, at vi kendte de 12 vine, men ikke rækkefølgen.


Cockburn´s 2015: Mørk rubin, lilla kant. Floral med røde bær og jordbær samt grønne noter som eukalyptus og mynte. Pænt med integrerede tanniner, elegant, pebret, fin balance. Meget ligefrem og delikat lige nu, men måske ikke så stort potentiale.
Taylors Quinta de Vargellas 2015: Mørk rubin, lilla kant. Godt med frugt, solbær, cassis, men også lidt blomster. Kraftig med solbær og andre mørke bær, tør og godt med tanniner.
Ramos Pinto 2015: Mørk rubin, lilla kant. Brombær, lidt mentol og blomster samt lidt mælkepræg. Kraftig med masser af frugt, lidt rå og tørre tanniner, lidt skarp lige nu, tør hale. Ikke helt i balance lige nu, men med fint potentiale på sigt. Vil givet udvikle sig til det bedre.


Fonseca Guimaraens 2015: Mørk, lilla kant, næsten uigennemsigtig. Solbær og lidt røde bær, lidt mynte. Høj syre, kraftige tørre tanniner, frugt og elegance, men også lidt skarp.
Niepoort 2015: Mørk rubin, lilla kant. Lidt mælket i næsen med mørke bær og fyrrenåle. Bær, cassis og lidt mørk chokolade, høj syre og kraftige tørre tanniner.
Quinta de Vesuvio 2015: Mørk rubin. Lidt medicin og kærnemælk i næsen, som overdøver frugten lidt, violer og mynte. Kraftig med godt med bær, krydret og pebret.


Dow´s Quinta Senhora da Ribeira 2015: Mørk rubin let lilla kant, farver glasset. Cassis og brombær, lidt kærnemælk. Let stil med bløde diskrete tanniner, tør, lidt marmelade præg, mangler lidt stringent struktur.
Quinta do Noval 2015: Mørk rubin, let lilla kant. Mørke bær som brombær i næsen. Dejlig i munden, kraftig med godt med frugt, pebret og krydret og fine tanniner.
Quinta da Romaneira 2015: Mørk rubin, lilla kant. Solbær, ribena og cassis i næsen. Let cremet i munden, ikke så kraftigt, men ganske delikat. Fint drikkeklar nu, men også med potentiale for lagring.


Graham´s Stone Terrace 2015: Mørk rubin, intens. Meget ekspressiv med solbær, hindbær og cassis. Cremet i munden, lidt jordbærgrød, pebret hale. Meget delikat og kompleks, men også med potentiale, polerede tanniner. En flot vin.
Pintas 2015: Mørk rubin, næsten sort. Brombær, cassis og krydderurter, mynte. God fylde med mørke bær og blommer, god struktur, flot syre og balance, kraftige tanniner til lang levetid.
Quinta Vale de Maria 2015: Mørk rubin. Masser af mørke bær og frugt. Kraftige tanniner, lidt rå lige nu, solbær, pebret og krydret, men med fint potentiale.
Selv om mine point ikke er angivet, vil jeg dog afslutningsvist gerne røbe, at min topscorer ved denne blindsmagning så afgjort var Graham´s Stone Terrace med Pintas på andenpladsen, hvorefter fulgt et meget tæt felt. Kun en enkelt vin fik under 90 point.
Resultatet af den samlede afstemning vil snarligt blive offentliggjort på klubbens hjemmeside.