Sankt Hans i Porto juni 2024

 

Jeg har gjort det til en tradition at tilbringe tiden omkring Sankt Hans i Porto sammen med et par gode portvinsvenner. Her fejrer Porto sin skytshelgen São João, og samtidig afholder portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto, et par af sine årlige store events – ceremonien, hvor nye medlemmer optages efterfulgt af en gallamiddag, samt Regattaen med de game portvinsbåde, Barcos Rabelos, på Dourofloden Sankt Hans dag.

Traditionen startede da vi alle sad i bestyrelsen for The Vintage Port Club, og som Cavaleiros i portvinsbroderskabet prioriterer vi at møde frem til begivenhederne, som både er festlige og en god anledning til at møde gamle som nye bekendtskaber og venner fra portvinens verden.

Efterhånden sætter vi danskere et tydeligt aftryk på festlighederne, da også andre finder det værd at deltage, ligesom antallet af danske portvinsbrødre er vokset betydeligt gennem årene. I år var der således tre danskere, der blev optaget i broderskabet heriblandt endnu et medlem af portvinsklubben.

Foruden at deltage i de officielle arrangementer og Sankt Hans fejringen, som altid slutter med et stort, flot fyrværkeri, benytter vi selvfølgelig lejligheden til at besøge lidt portvinshuse. I år var der således arrangeret tre små besøg, men lad os tage det hele kronologisk.

 

Rozès

Vi tog direkte fra lufthavnen til Rozès, hvis besøgslokale og lager ligger lidt oppe bagved i Gaia på den anden side af jernbanen. Dem havde jeg aldrig besøgt i Gaia før, men har dog besøgt flere af deres quintaer i Douro i selskab med direktøren António Saraiva, som nu også står i spidsen for portvinsbroderskabet i sin egenskab af Chanceler.

Det var da også António, som tog imod os og viste os rundt i den lille kælder. Det store lager og alle produktionsfaciliteter er placeret på Quinta de Monsul ved Regua. Rozès blev grundlagt i 1855 af franskmanden Ostende Rozès og har siden 1999 været ejet af den store koncern Vranken Pommery Monopole Group. Kælderen i Gaia blev renoveret i 2020 og er nu indrettet som et flot og rustikt besøgslokale med rindende vand fra en gammel vandledning samt et udvalg af fade i lagerlokalet ved siden af.

Rozès laver også bordvin, men António fortalte, at vin kun udgør en lille del af den samlede produktion – portvin langt det meste. Det største marked er ikke overraskende Frankrig, hvorefter følger Danmark og Portugal.

Det var en fint og gæstfri besøg, hvor vi fik en god snak med António og samtidig en lille smagning. Følgende blev smagt:

Rozès White: Ravfarvet til orange. Duft af mandel, mandarin, ret udviklet næse. Sød med god fylde. Faktisk udmærket af en entry level hvid portvin at være.

Rozès Ruby Reserve: Mørk rubin. Mørke bær, lidt tobak og urter. Frisk i munden med solbær og bløde tanniner. Et ok glas.

Rozès 10 års Tawny: Mørk rødbrun. Stadig med primær frugt i næsen, men også med nødder og figner. Frisk med fin syre, nødder og tørrede frugter.

 

Middag med Vasco Gomes

Om aftenen spiste vi på den udmærkede restaurant ODE Porto Wine House i Ribeira. Her deltog også Vasco Gomes, som tidligere har været på Quinta do Noval, men nu arbejder for Sociedade Agrícola Casa d’Arrochella.

Arrochella-familien er fra Trás-os-Montes regionen i baglandet bag Douro, men rykkede for en 20 år siden ind i Douro også, hvor de har etableret sig tre steder i Douro Superior. De har i alt 80 hektar vinmarker fordelt på Quinta do Cerval, Quinta das Trigueiras og Quinta da Peça, hvor også produktionsfaciliteterne er.

Vasco havde medbragt et par deres vine, Grandes Quintas Reserva og premiumvinen Cerval samt en Vintage Port 2004 fra Quinta da Peça. Fine vine, især Cerval, men da de blev nydt under middagen, blev der ikke tager noter. I øvrigt smagte vi også en Alvarinho fra Adega Mãe.

 

Graham´s

Næste dag bød på hele to besøg, inden ceremonien i broderskabet skulle starte sidst på eftermiddagen. Om formiddagen tog vi en god vandretur rundt i Gaia og op ad bakken til Graham´s, som det var nogle år siden, jeg sidst havde besøgt.

Her fik vi en fin lille rundvisning, hvor vi bl.a. genså de sidste to fade, som Andrew James Symington lagde til side i 1882. Det tredje blev tappet for snart 10 år siden og frigivet i eksklusiv indpakning under navet Ne Oublie (læs min artikel herom i Vinbladet). Den gang hed det sig, at de sidste to fade skulle overlades til kommende generationer af Symingtonfamilien. Det bliver spændende at se, hvad der sker, nu hvor endnu et generationsskifte har fundet sted.

Vi så også det såkaldte Presidential Room med særlige fade, der blive brugt ved besøg af præsidenter og andre statsoverhoveder mv. Navneplader angav hvem, der havde været der, som f.eks. de to portugisiske præsidenter Mário Soares og Jorge Sampaio. Endvidere var der et fad med påskriften ”The Consul”. Det skulle jeg selvfølgelig som portugisisk konsul i Odense og region Syddanmark fotograferes foran, men jeg fik desværre ingen smagsprøve.

Efterfølgende fik vi en lille smagning med gode hapser til. Følgende blev smagt:

Graham´s LBV 2018: Mørk rubin. Solbær og mørke kirsebær. God fylde i munden med høj syre, mørke bær, og mørk chokolade.

Quinta dos Malvedos Vintage 2015: Mørk rubin. God friskhed I næsen med mørke bær, urter og eukalyptus. Indbydende i munden med mørke bær, flot balanceret og med bløde tanniner. En skøn vin netop nu, da den er fint åben, men også med potentiale til fremtiden.

Graham´s 20 års Tawny: Fin tawnyfarve med flot skær. Nødder, figner og lidt orangeskal. Dejlig lød og cremet i munden med god syre, tørrede frugter og nøder. Som altid et dejligt glas.

Endelig fik vi også set det nye, farverige design, som den nye 50 års samt 40 års Tawny fremover vil blive præsenteret i.

 

Ferreira

Næste stop gjaldt Ferreira neden for bakken, hvis lodge mange springer over, da mærket ikke er så kendt og synligt i Danmark. Men Ferreira er faktisk et besøg værd med sin imponerende størrelse, hvor man kommer ind helt nede i bunden ved kajen og ud et par gader længere oppe. Undervejs vandrer man af små brostenbelagte gader, som faktisk en gang har været små stræder mellem huse, inden der blev lagt et stort tag over det hele.

Rundturen var en del af en guidet turisttur med efterfølgende smagning, men faktisk er det interessant ind i mellem også at smage de mindre eksklusive portvine for at lære en producents stil bedre at kende. Vi smagte følgende:

Ferreira White: Citrus, lidt honning og abrikos, lidt vel meget sødme til min smag.

Ferreira 10 års Tawny: Stadig med en del primær frugt, men også mandel og tørrede frugter. Rimelig kraftig og fyldig med lang hale. Et ok glas.

Ferreira LBV 2019: Mørk rubin. Lidt røget og fesen næse med mørke bær og tobak. Mørke bær og sort kirsebær samt lidt kaffenoter, høj syre i anden omgang samt bløde tanniner.

 

Confraria

Derefter var det retur til lejligheden og klæde om til den obligatoriske smoking. Ceremonien for optagelse af nye medlemmer af portvinsbroderskabet fandt som vanligt sted i salen på Palácio da Bolsa med indmarch, optagelse af medlemmer, fremsigelse af broderskabets hyldestskål for portvinen, for portvinsbroderskabet og for portvinsbrødrene.

Tillykke til de tre danskere, som blev optaget herunder Michael Sørensen og Jakob Søfelde-Hansen – sidstnævnte pga. sit engagement med at arrangere portvinsfestivaler i nu fem byer rundt om i Danmark.

Efter ceremonien fulgte den traditionelle march med kavaleri og musik i spidsen ned til Alfândega do Porto ved Dourofloden, hvor der først var reception ved kajen og derefter festmiddag. De forskellige selskaber serverer egne vine rundt om ved bordene, og ved vores bord viste det sig at være Niepoort, der var vært for vinene. Vi smagte først Redoma 2022, derefter Charme 2022 og til desserterne Niepoort Colheita 2003 og Vintage 2000. Vanen tro blev der byttet karafler senere på aften, så frit efter hukommelsen smagte jeg også Vintage 2000 fra Quinta do Noval, Taylor´s, Ramos Pinto med flere.

 

Regatta

Efter den store festivitas Sankt Hans aften, hvor vi nød fyrværkeriet fra vores lejlighed i Ribeira, fulgte dagen efter regattaen med de gamle portvinsbåde, hvor vi havde fået hyre på båden fra Offley. 

Det er nu 7. gang, at jeg er ombord en af bådene, og det begyndte som en reprise af min debut, hvor jeg var på båden fra Ferreira. Bommen knækkede nemlig, da vi hejste sejlet ude ved udmundingen af Douro. Men en øvet sejler ombord fik hurtigt igangsat et nødløsning, hvor bådshagen blev brugt som afstiver og tov bundet om, så sejlet endelig kunne komme til tops, og vi kunne fuldføre sejladsen.

Desværre var vi nu langt efter feltet, og selv om vi kæmpede bravt, nåede vi kun at indhente et par både. Men sådan er livet – og så uforudsigeligt er det at sejle med de gamle portvinsbåde. Jeg blev igen i år sat i arbejdet, idet jeg styrede et af de underste hjørner af sejlet. Det handler om at stramme eller løsne – alt efter, hvilken vej, der er brug for at sejlet skal drejes for at fange vinden.

Vinderplacering måtte vi desværre kigge langt efter. Førstepladsen gik i år til båden fra Cockburn´s skarpt forfulgt af Graham´s og med Dalva på tredjepladsen. Tillykke til de tre teams.

Som vanligt sluttede regattaen med fællesspisning for deltagerne, men desværre har der de seneste år været en tendens til at flere hold vælger ikke at møde frem. Lidt ærgerligt, da det er festlig afslutning på dagen med gode muligheder for at få talt med mange bekendtskaber.

 

Portvinsbroderskabets Regatta 2023

 

Lad det være sagt med det samme. Det blev ikke til en topplacering for mit vedkommende i år. Men festen og oplevelsen var den samme som altid.

Den årlige regatta med de gamle portvinsbåde – de såkaldte Barcos Rabelos – fandt som vanligt sted i Porto Sankt Hans dag, arrangeret af portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto, som havde afholdt deres årlige optagelsesceremoni og gallamiddag et par dage inden. Aftenen før havde hele Porto fejret deres elskede skytshelgen São João med dans og fest i gaderne, hammerslag på hovedet, grillede sardiner og masser af fadøl. Samt ikke mindst med det afsluttende imponerende fyrværkeri på Douro-floden og fra dobbeltdækkerbroen Ponte Luís I, hvorfra der falder en vandfald af glimtende ild.

Efter frokosttid dagen derpå, som vel at mærke er helligdag, går forberedelserne til regattaen i gang. Nogle hold spiser frokost sammen først, og alle medbringer proviant på båden i form af små godbidder, vin, vand og portvin. Der klædes om i t-shirts og kasketter med logoer for de forskellige portvinshuse, og når tiden er inde sejles alle ud til de ventende både.

Jeg var i år inviteret med på både fra Rozès og nåede dermed et skridt videre i min intension om at prøve at være ombord alle bådene. Det er vel at mærke ikke alle portvinshuse, det har en båd, da en sådan er dyr både i anskaffelse og ikke mindst i vedligeholdelse.

Vi var 8 på båden Infanta Isabel – samme navn som Rozéses 10 års Tawny. Luís Monteiro, Jorge Ledo, Fernando Monteiro, José Monteiro, Jorge Morgado, Mariana Monteiro og ikke mindst Fátima Saraiva, der som ”Mestre” i portvinsbroderskabet havde kaptajnrollen i stævnen af skibet, hvorfra hun råbte sine ”Porto”- og ”Gaia”-anvisninger til styrmanden, som ikke selv har udsyn, da han står bag det store sejl. 

Vores start var desværre uheldig. Vejrudsigten havde lovet pænt med vind fra havsiden, hvilket sådan set er godt, når man skal sejle opstrøms til mållinjen foran Sandemans lodge. Men det varme vejr gjorde også, at vinden kunne springe, hvilket netop skete, da vi fik sejlet hejst op. Det foldede sig aldrig rigtigt ud, da vinden ramte forkert, hvorfor vi i stedet endte ved havnen i den lille fiskerlandsby Afurada, hvor det lige netop lykkes os ikke at påsejle molen. Sejlet måtte derfor stryges igen, og vi blev bugseret ud i midten af Douro for at starte forfra.

Dette betød, at vi startede et godt stykke bag alle andre både. Men nu havde vi god vind, og på vejen ind lykkes det os faktisk at indhente et par både og slutte os til de bagerste i feltet ved mållinjen. Herfra måtte vi så se båden fra Fonseca med winemaker David Guimaraens som kaptajn styre over målstregen i sikker vinderposition efterfulgt af bådene fra Porto Cruz og Dalva.

Derefter fulgte igen lidt ventetid, som blev fyldt ud med lidt at drikke og en god snak, inden vi blev sejlet i land. Den efterfølgende præmieoverrækkelse fandt sted på en plads længere henne ad Avenida de Ramos Pinto lige inden Ferreiras lodge. Her var der vanlig jubel og klapsalver til de tre vinderbåde samt ikke mindst et lille glas portvin og en skål for portvinen, broderskabet og portvinsbrødrene.

Dagen sluttede med en fælles og festlig middag hos AEVP (Associação das Empresas de Vinho do Porto), hvor broderskabet har til huse.

Alt i alt en festlig dag – trods resultatet. Stor tak til António Saraiva fra Rozès for invitationen og mandskabet for godt selskab. Om muligt er jeg klar igen næste år på en af bådene.

 

 

Turen til Porto omfattende endvidere besøg hos portvinshuse og gode kontakter. I min næste rapport kan læses mere om besøgene hos Niepoort, Nicolau de Almeida, Fonseca og Quevedo.

Et døgn med Rozès

Som et led i festlighederne for Port Wine Day tilbragte jeg hele dagen i går i selskab med portvinshuset Rozès og dets direktør António Saraiva m.fl. Det blev til en dejlig dag med besøg på flere quintaer, god rustik frokost og dejlig middag om aftenen.

Vi overnattede på Quinta de Monsul nær Regua og blev først kørt til togstationen i Regua, hvorfra vi tog den skønne togtur hele vejen ud til Pocinho. Det er altid en fornøjelse at se alle quintaerne passere forbi en efter en og bringe minder frem fra besøg. Nogle gange har vi floden få meter til højre for os og klipperne lige i venstre side – andre gange breder landskabet sig ud. Desværre animerede vinduerne ikke lige til at tage billeder, men det blev der til gengæld rig lejlighed til senere.

I Pocinho steg vi om bord på en lille motorbåd, som sejlede os videre ud i det nu meget mere øde landskab. 

Vi passerede bifloden Coâ, hvor museet over de arkæologiske fund toner på toppen af bjergskråningen, og videre ud, hvor Douro danner grænse mellem Portugal og Spanien. Her lagde vi til – eller rettere hoppede vi i land – ved den lille, men skønne Quinta da Canameira, hvor vi fik rundvisning i vinmarken. Høsten af de hvide druer og de første røde – dog kun til bordvin – er lige begyndt.

Efterfølgende en herlig frokost med gode lokale og 100 % økologiske råvarer, men også en dejlig omgang bacalhau. Dertil en hvidvin og en rødvin fra Terras do Grifo – et brand, som dækker vine produceret på druer fra denne yderste del af Douro Superior herunder selve Quinta do Grifo, som vi besøgte bagefter. Vi sluttede med husets 10 års Tawny til desserten.

Rozès har ni quintaer fordelt mellem de tre underregioner af Douro. Husets franske navne skyldes, at det var en vinhandler fra Bordeaux, Ostende Rozès, som grundlagde firmaet tilbage i 1855. Det forblev familieejet helt frem til 1974 og blev efter et par mellemstationer overtaget af den store franske koncern Luis Vuitton Möet-Hennessey. I 1999 overtog Vranken-gruppen, og i dag er det således Champagnehuset Vranken-Pommery, der ejer Rozès, men altså med portugisiske António Saraiva som direktør.

Herhjemme kender vi bedst huset for deres Vintage og LBV, som findes på supermarkedernes hylder og leverer god kvalitet til prisen. På det seneste er de dog også begyndt at markere sig med ældre Colheitas.

Fra Quinta da Canameira kørte vi ad snoede veje helt ud til Quinta do Grifo, som både har givet navn til en Single Quinta Vintage og altså det bredere brand Terras do Grifo. Navnet kommer fra de gribbe, som holder til på bjergtinderne, og som vi også så et par stykke af, svæve majestætisk rundt med deres store vinger bredt ud. Og nå nu huset ejes af en champagnefirma blev der skålet i en magnum, Champagne Demoiselle Vranken.

Hjemturen foregik i bil og var derfor lidt mindre malerisk. Til gengæld ventede der tilbage på Quinta de Monsul en god middag, hvor også Karsten Søndergaard fra importøren Amka stødte til. Søndergaard ejer samtidig sin egen quinta lidt længere oppe ad floden, Quinta do Pégo.

Under middagen blev der serveret endnu et par udmærkede vine fra Terras do Grifo samt et par dejlige portvine, hvoraf den ene allerede skulle være at få i Danmark og den anden på vej. Først en hvid Colheita fra 1968 og dernæst en Colheita fra 1952. Især førstnævnte Golden White, som snart skulle være at få i Danmark, vil jeg fremhæve. Mandel, lidt appelsinskal, peach melba og med den stigende temperatur også lidt kokos i næse, dejlig blød og meget velbalanceret, tør med høj flot syre og lang eftersmag. Et dejligt glas.

Der blev skålet for en dejlig gæstfri dag – og stor tak til António & Co. for både at byde på tog- og sejltur samt turen helt ud til den spanske grænse.

Næste morgen blev det til en lille tur rundt på quitaen, hvor høstarbejdet var godt i gang. De hvide druer blev afstilket inden gæring på ståltanke. Derefter blev kvas og drueskaller presset en ekstra gang. Og i lagaren var der røde druer fra gamle vinmarker (vinhas velhas) i gang, og vi fik lov til at træde med en lille tur. Rozès fodtræder deres bedste bordvin og portvin.

Læs mere om Rozès her.