50 års vine fra Kopke

De omtalte vine er sponseret af producenten.

 

I sommers blev det annonceret, at portvinsinstituttet, IVDP, havde besluttet sig for at indføre nye specialkategorier i form af 50 års hvid portvin, 50 års Tawny og Very Very Old Tawny Port for fadlagret portvin med over 80 år på bagen.

Her næsten et halvt år efter mangler vi stadig at få vinene på markedet. Men enkelte producenter er klar. Det gælder f.eks. Kopke, hvor jeg under et besøg i efterårsferien på deres vingård Quinta da Boavista fik lov at smage de to nye 50 års vine og samtidig fik et par fadprøver med hjem. De er nu gensmagt, men inden mine noter først lidt om baggrunden for de nye kategorier.

Det er på sin vis en længere udvikling på portvinsmarkedet, der har ført til de nye kategorier. For det første er der de seneste 20 år lanceret flere og flere meget gamle fadlagrede portvine. Det startede i 2010 med udgivelsen af Taylor´s Scion og siden fulgte f.eks. 101 fra Barros, Ne Oublie fra Graham´s, Cask 33 fra Sandeman og Gran Cruz Anniversary Edition for nu at nævne en portvin fra hver af de fem store koncerner, men mange mindre producenter (ingen nævnt, ingen glemt) er også fulgt trop. Fælles for portvinene er et flot og eksklusivt design samt et begrænset antal flasker – og dermed selvfølgelig også høje priser.

Men selv om disse gamle vine har kunnet betegne sig som gammel Tawny med brug af et eller flere V´er (V for Velho, det portugisiske ord for gammel) har en officiel kategori altså manglet.

Et andet tegn på udviklingen er, at en del producenter har gjort en dyd ud af at sende ældre portvin på markedet, end kategorien angiver. Det gælder for såvel de yngre typer, hvor en del 10 års Tawny har betydeligt flere år på bagen og derfor nærmere har en smagsprofil som en 20 års. Og det gælder 40 års, eller 40+ som den også betegnes, hvor vine også kan være 10 år ældre eller mere.

Fremover vil det altså være muligt at udsende portvin i begge farvenuancer med alderen 50 år samt de endnu ældre med den officielle betegnelse Very Very Old Tawny. Og det skridt skal hilses velkommen fra min side. En 50 års kategori eksisterer da også i forvejen, når det gælder Madeira, så med det nye tiltag er der så at sige skabt ligevægt de to hedvine imellem.

Gammel fadlaget portvin er naturligvis ikke billig. Som allerede nævnt kommer en del af de mere specielle flasker i dyr og eksklusiv indpakning, men dertil kommer selvfølgelig det faktum, at det koster at have portvin liggende på fade i kælderen gennem flere årtier. Det koster lagerkapacitet, og der skal være tilsyn med fadene, som skal omstikkes og nurses. Og så er der ikke mindst den berømte ”angels share” – altså den mængde god vin, som fordamper. I de første år regnes det for at være 2 % hvert år, der således forsvinder, og masterblender Carlos Alves fra Sogevinus vil således skyde på, at angels share ca. udgør 2/3 af mængden, hvad angår de nye 50 års vine. Det kan godt være vi forbrugere er glade for de gamle portvine, men det er englene så sandelig også.

At netop Kopke hurtigt har meldt sig klar med 50 års vine, kommer ikke som en overraskelse. Hvad enten vi taler om hvid eller rød portvin har de mange gamle fade liggende, hvilket adskillige ældre Colheitas, der kommer på markedet, også vidner om. Sidste år prøvesmagte jeg således to Colheitas, en hvid og en rød, fra 1940 (læs min omtale her).

Angående de to nye blends, skriver Richard Mayson i Decanter, at den yngste vin i 50 års hvid skulle være 48 år gammel og den ældste 60. De mange år på fad har da også givet en betydelig farveændring i den hvide. Som det fremgår af mine noter nedenfor, er der ikke den store farveforskel på den hvide og den røde – dog har sidstnævnte en lidt mere rødbrun kerne. Smagsprofilen er derimod mere forskellig.

Hvornår de to 50 års fra Kopke vil kunne købes hos den danske importør, vides ikke i skrivende stund. Det eneste melding, jeg har kunnet få fra IVDP lyder, at de nye kategorier skulle være godkendt, men at den officielle bekendtgørelse herom i Portugals svar på Statstidende, Diário da República, lader vente på sig. Og så længe godkendelsen altså ikke er officielt offentliggjort, kan producenterne ikke få godkendt vinene. Om forsinkelsen skyldes andet ens langsommelighed i systemet vides ikke. Tilbage er vel blot at vente med tålmodighed og håbe det bedste.

Her er mine noter på de to vine. Smagt førte gang i Portugal og derefter over to dage ved lidt forskellige temperaturer herhjemme.

Kopke 50 års hvid (fadprøve): Ravfarvet med lys orange kant, klar med flot skær. Ekspressiv i næsen med tørrede frugter, citrus, blomster, mandel, abrikos, honning og figner. Dejlig frisk med medium fylde, abrikos, honning, lidt mandel og blomster, meget høj syre som fint balancerer sødmen, rimelig kompleksitet, lang hale med et lidt aggressivt syrebid (95).

Kopke 50 års Tawny (fadprøve): Lys rødbrun kerne, orange kant. Ekspressiv næse med figner, hasselnød og valnød, appelsinskal, karamel, cigarkasse og lidt røgede noter. Intens, kompleks og fyldig i munden med tørrede frugter, figner, nødder, balsamico, høj syre følger i anden omgang, lang flot hale, der bare bliver ved. Et flot glas (96).

PS: Den 4. januar 2022 kom så den officielle bekendtgørelse i Diário da República, så nu er de to 50 års vine offcielt godkendt, så de kan sendes på markedet. Det samme gælder i øvrigt Very Very Old Tawny og Garrafeira.

Min egen 30 års Ramos Pinto

I The Vintage Port Club har vi af og til en såkaldt teknisk smagning. Det er smagninger, hvor vi ikke blot nyder god portvin, men samtidig har sat os for at lære noget. Temaerne kan være forskellige. Terroir, dekanteringstid, enkeltdrue portvine for at nævne nogle eksempler. Eller kunsten af blende portvin.

Sidstnævnte smagning fandt sted i marts måned i år, hvor masterblender Ana Rosas fra Ramos Pinto gæstede klubben og fortalte om, hvordan man blender portvin. Hun havde også venligt medbragt en flot, lille boks til alle, hvor der var ingredienser til selv at prøve at blende. Boksen indeholdt et basisblend af deres Andriano White Reserva samt små flasker med 12 års hvid port, 18 års hvid port og en hvid Colheita fra 1964. Opgaven var så at tilsætte de rette mængder af de ældre portvine for derved at ramme smagen af den endelige portvin.

Det blev en dejlig og lærerig aften, som du kan læse mere om her. Derfor var mine forventninger også store, da Ana Rosas nyligt igen indbød til Master Class om kunsten at blende. Denne gang på Børsen i forbindelse med Henrik Oldenburgs årlige Portvinsfestival. Og denne gang ikke med en White Reserva, men den ypperste Tawny i husets portefølje – deres 30 års Tawny.

Indledningsvist fortalte Ana Rosas og husets direktør Jorge Rosas om Ramos Pinto, deres quintaer og deres vine, hvorefter vi smagte deres serie af Tawny med alder, som hører til blandt mine favoritter:

10 års Tawny: Mørk rødbrun, orange kant. Røde bær, lidt nødder og appelsinskal. Kraftig i smagen med hasselnød, frugt og bær, fin balance, god syre og en lidt krydret kant.

20 års Tawny: Tawnybrun. Aromatisk med hasselnødder, valnød, tørrede frugter, lidt figen og lidt appelsinskal eller citrus. Dejlig blød og intens i munden, god kompleksitet med nødder og tørrede frugter, flot syrebalance, som skjuler sødmen, dejlig eftersmag.

30 års Tawny: Flot tawnybrun. Frisk næse med mandel, hasselnødder, tørrerede frugter og appelsinskal. Blød og behagelig i munden med mandel, kanel, lidt brun farin, elegant med god fylde og kompleksitet samt lang dejlig eftersmag.

Den sidste var samtidig den vin, vi skulle prøve selv at ramme, når vi blendede portvin. Alle var blevet udstyret med en flot, stor kasse, hvis indhold Ana Rosas præsenterede for os. Først og fremmest en flaske med et basisblend, som nogenlunde matcher alderen, men manglede den rette karakter og kompleksitet. Derudover var der mindre flasker med 18 års Tawny, 40 års Tawny og Colheita 1985 samt tre små flasker med 60 års Tawny, Colheita 1924 og Colheita 1900. Dertil kom en kolbe, et par måleglas og pipetter. Udstyret var altså i orden. Nu skulle der arbejdes.

På Anas opfordring startede vi med at hælde 20 ml af det 30 års basisblend i tre forskellige glas. Næste skridt for mit vedkommende var at hælde 5 ml af henholdsvis 18 års, 40 års og Colheita 1985 i hver af de tre glas. Nu skulle der duftes. Det var tydeligt, at basisblend manglede kompleksitet og tyngde, men hvad ville de tre tilsætninger give?

I glasset, hvor der var tilsat 18 års Tawny, var der umiddelbart sket meget rent aromatisk. Men ikke i den rette retning. Hvad den vandt i friskhed, manglede den i intensitet og kompleksitet. Colheita 1985 og 40 års Tawny havde begge øget koncentrationen af de lidt tungere noter. Den første med en del karamel, som havde ført den betydeligt tættere på målet.

Jeg valgte derfor at arbejde videre med de to sidste glas og satte den med 18 års ud til siden. Næste skridt var evt. at kombinere de tilsatte vine samt slutte med de såkaldte ”bonificateurs” – altså de små glas med endnu ældre vine, som skal tilsættes i meget små mængder og alligevel gør en stor forskel.

I glasset tilsat Colheita 1985 valgte jeg først at supplere med noget 40 års for at kombinere de to og derefter 5 dråber af den meget kompakte og intense Colheita 1900. Det hjalp. Nu havde jeg en god kombination af nødder og tørrede frugter samt lidt tungere noter som farin og samtidig en vis friskhed.

I glasset tilsat 40 års Tawny prøvede jeg med 5 dråber 60 års Tawny, som gav en del nøddepræg, samt 5 dråber Colheita 1924. Det var ikke helt så vellykket. Jeg prøvede derfor igen med små mængder i glasset, hvor udgangspunktet var Colheita 1985. Jeg tilsatte yderligere 3 dråber Colheita 1924 og lidt mere Colheita 1985 for at gå lidt mere orange og karamelpræg.

Her stoppede forsøget. Jeg var efter min bedste overbevisning tæt på at nå i mål både farvemæssigt og aromatisk, selv om der selvfølgelig stadig var forskelle. Men den blev udmærket og ikke langt fra husets stil.

Jeg havde brugt fire forskellige vine foruden mit basisblend, som selv var en blanding af op mod 15 forskellige vine. Det samme gælder den tilsatte 40 års, som jo i sagens natur også er et blend. Ifølge Ana Rosas kan der i alt være brugt mere end 50 forskellige vine i det færdige blend. Respekt.

Processen er lang, hvor der hele tiden bygges lag på lag på, noteres, duftes og smages. En svær øvelse, som kræver sin mester. Hatten af for det store og koncentrerede arbejde, der forgår i kælderen og smagerummet med at følge vinenes udvikling og hele tiden finde frem til den rette kombination, så slutproduktet bliver så lig den forrige aftapning som muligt. En kunst, som Ana Rosas og hendes dygtige kolleger i andre huset mestrer så glimrende.

Inden og efter denne Master Class blev det i øvrigt til lidt smagninger på selve portvinsfestivalen herunder et særligt fokus på Quinta da Pacheca. Mere herom følger snarligt.

Barros 102 Very Old Tawny

Barros er ikke blandt de portvinsmærker, vi ser mest til her i Danmark. Men de er på markedet både med LBV, Vintage og fadlagret portvin, hvor især sidstnævnte så afgjort er værd at lægge mærke til. Jævnligt ses også ældre særudgaver i flotte flasker. Det gjaldt f.eks. deres Colheita fra 1974, som blev udsendt i en særlig jubilæumsudgave i 2014 i anledningen af 40 året for Nellikerevolutionen i Portugal. Flasken var da også prydet af et digt formet som en nellike.

Et andet eksempel er deres jubilæumsvin kaldet Barros 100 – et særligt tawny-blend, som blev lavet til husets 100-års jubilæum i 2013 og lanceret i eksklusivt design og indpakning under overskriften ”A Century of Portuguese Talent”. Siden er kommet endnu et par udgaver med fortløbende numre og hver gang kun i 1.913 nummererede eksemplarer.

Den seneste i rækken er Barros 102 Very Old Tawny, som nyligt er kommet på markedet, og som jeg modtog en lille smagsprøve på forleden venligst sendt af Sogevinus. Smagenoter følger nedenfor, men først lidt generelt om huset og det nye blend.

Barros blev grundlagt som ”Almeida em Comandita” i 1903 af Manuel de Almeida, der senere inddrog sin svoger Manuel de Barros i firmaet, som derefter tog navneforandring til Barros Almeida. Selskabet var ejet af familien helt frem til 2006, hvor Manuel Ângelo Barros måtte kaste håndklædet i ringen og sælge til den store koncern Sogevinus, der allerede ejede Cálem, Burmester og Gilberts. Med i salget fulgte i øvrigt andre brands som Kopke, Feist, Feuerheerd (siden frasolgt) og Hutcheson samt tilhørende quintaer.

Til den nyeste udgave af jubilæumsvinen, Barros 102, har Carlos Alves blendet fem gamle Colheitas fra årene mellem 1950´erne og 1990´erne – alle lavet på druer fra gamle vinmarker på Quinta da S. Luiz. Efter blending er vinene fordelt på fem nye fade, hvorfra aftapningen foregår.

Barros 102 Very Old Tawny: Flot ravgul med lys, orangegrøn kant og mørkere kerne. Intens og indbydende næse med hasselnød, lidt orangeskal, honning, muskat og farin samt en lidt sprittet, brandyagtig duft, der dog på ingen måde er ubehagelig. Blød og cremet i munden, en smule toastet og krydret, elegant, fyldig og intens med tørrede frugter som abrikos og figner og en lang flot hale, der smager af mere (95).

Læs mine kortfattede noter om Barros 101 Very Old Tawny og Barros Colheita 1974 her.

20 og 30 års tawny i portvinsklubben

Det er som om, at hvert besøg på en af landets portvinsfestivaler byder på et nyt mærke, som især gør sig i tawny. Ved festivalen på Børsen i november blev van Zeller brødrenes nye brand Palmer lanceret. Og på samme vis har de senere år budt på nye bekendtskaber som Blackett, Quinta da Devesa, DR, Bulas og mange andre.

Baggrunden er, at en del quintaer eller nyere firmaer efterhånden har opbygget eller opkøbt tilstrækkeligt med gamle fade, så de kan begynde at sende tawny med alder eller colheitas på markedet under eget navn. Det har sådan set været muligt siden lovændringen i 1986, hvilket en del producenter hurtigt udnyttede, mens andre har været længere tid om at komme på banen eller er helt nye i branchen. 

For at samle lidt op på nye og mindre huse havde The Vintage Port Club først på ugen inviteret til smagning af 20 og 30 års tawny fra otte forskellige huse. Dog havde en enkelt 40 års sneget sig ind, ligesom en enkelt hemmelig vin blev serveret midtvejs. Vinene blev serveret semiblindt i to flights, først 20 års, derefter 30 års. Her følger først en kort præsentation af de otte huse fulgt af lidt smagenoter.

Quinta Santa Eufemia

Den 45 hektar store familieejede ejendom har rødder tilbage til 1864. Der har været fremstillet portvin siden 1894, hvilket siden er suppleret med bordvin. Portvinen blev tidligere solgt til især Andresen. Quinta Santa Eufemia drives i dag af 4. generation, Bernardo Rodrigues de Carvalho og hans søster Alzira, som er ønolog. Der fremstilles både vintage og fadlagret portvin, men huset er især kendt for sin tawny-serie og sine hvide portvin med alder.

20 års tawny: Rød med lys orangebrun kant. Røde bær og lidt mentolpræg i næsen. Fyldig med tørrede frugter, mandel og figner samt lidt røde bær, godt krydret og pebret hale (87).

30 års tawny: Rødbrun. Lidt anonym og let sprittet i næsen til at starte med, men udviklede ok noter med tørrede frugter. Fyldig med tørrede frugter, abrikos og flot syre. Krydret og ganske delikat (92).

Quinta das Lamelas 

Grundlagt af David Guedes I 1836. Foruden selve Lamelas, som ligger tæt på Peso da Regua, leveres druerne også for to mindre ejendomme, Quinta Laranjeres og Quinta dos Marecos. Ejes i dag af José Antonio Guedes, som overtog driften i 1997. Der fremstilles såvel vintage port som tawny med alder herunder hvid portvin med alder.

20 års tawny: Orangebrun. Ikke så ekspressiv i næsen, men med orange og mandel. Ditto i munden samt pæn friskhed (89).

30 års tawny: Rødbrun. Røde bær og lidt præg af karklud, lidt vel sprittet. Nødder, rosiner, lidt parfumeret. Skulle måske have haft mere tid (84).

Blackett

Engelskfødte George Blackett slog sig allerede i 1800-tallet ned som vinhandler i Porto – og det med pæn succes, men siden blev der stille om firmaet. I 2014 blev Blackett relanceret med Alchemy Wines Port Wine & Vineyards som ejer. Druer og gamle fade hentes især på Quinta de Brunheda, som tidligere har leveret til store portvinshuse, og som har mange gamle fade på lager, hvorfor huset især glimrer med deres serie af tawny.

20 års tawny: Gylden, rødbrun. Læder, vanilje og lidt grønne noter i næsen. Stadig lidt modnet frugt, nødder, orange og marcipan. Ok med syre, men virkede ikke helt harmonisk, hvilket trak lidt ned. Måske havde den bare brug for lidt tid (89).

30 års tawny: Flot rødbrun med let orange skær. Mandel, orangeskal og brun farin i næsen. Fin fyldig med nødder og rosiner, flot balanceret og god tekstur. Et dejligt harmonisk glas (92).

Bulas

Familiejet selskab, som blev grundlagt i 1951. Bulas ejer to quintaer, Quinta da Costa de Baixo og Quinta da Fozceira. Efter lovændringen i 1986 begyndte de at udsende portvin under eget navn, men det var først efter en relancering i 2010, at de for alvor gjorde sig bemærket. Selv om der også laves vintage er det især serien af tawny med alder, som har vundet popularitet.

20 års tawny: Orangebrun. Duft af vanilje og orangeskal, lidt vel parfumeret. Fyldig med ok syre. Rosiner og orange samt tydeligt fadpræg, lidt sprittet og vel sød (89).

30 års tawny: Rødbrun. Kraftig kokos og vaniljeduft. Røde bær, mandel og lidt mentol i munden, vel sød, men med ok syresvip til sidst (88).

DR

Firmaet bag, Agri-Roncão Vinicola Lda., blev grundlagt i 2001 og ejes af Domingos Ribeiro, som har lagt initialer til brandnavnet, DR. Selskabet ejer flere quintaer herunder Quinta da Levandeira do Roncão bag Pinhão. Der produceres 150.000 flasker årligt og det såvel vintage som tawny, hvor især sidstnævnte har gjort sig bemærket.

20 års tawny: Orangebrun med flot skær. Let sprittet til at starte med, men ellers med mandel og lidt orangeskal. Ligeledes mandel og orangeskal i munden samt tørrede frugter, let cremet og med flot syre. Udmærket glas (92).

30 års tawny: Brun med orange skær. Fin duft af orangeskal, mandel og lidt pinje. Høj syre og fint balanceret, men lidt vel vaniljesød (88).

Quinta da Devesa

Quintaen er grundlagt i 1941 og placeret i Cima Corgo nær Regua. Der er 34 hektar vinmarker, som bruges til både bordvine og portvine. Ejes i dag af familien Fortunado, som fra starten lagde fade med portvin til side, så der i dag er god basis for colheita og tawny.

20 års tawny: Mahognifarvet med orange kant og rød kerne. Bær, frugt og orange samt lidt apotek i næsen. Sød med bærsmag og nødder samt alkoholpræg (85).

30 års tawny: Lys rødbrun med rødlig kerne. Mandel, farin og alkohol i næsen. Let brændt karakter, men med høj syre og pebret hale. Ikke helt harmonisk (88).

Butler Nephew & Co.

Et hus med aner helt tilbage til 1730. Fik sit nuværende navn i 1829, da James Butlers nevø Robert kom med som partner. I dag ejes brandet af Christie´s Wines, som overtog i 1979 og også ejer Vansconcellos. Den familieejede Quinta Dona Mafalda leverer druer til produktionen, men der købes også ind hos små farmere.

20 års tawny: Mahognibrun, lidt uklar. Ikke så intens næsen, lidt sprittet og stadig med nogen bærpræg. Jordbær og hasselnød. Lidt anonym og uden kant (88).

30 års tawny: Orangebrun, klar. Lidt diskret i næsen med orange og mandel. Behagelig og harmonisk nok, men mangler alligevel lidt fylde og dybde, pebret hale (89).

Viera de Sousa

Grundlagt i 1925 af Alcino Vieira de Souza og ejes i dag stadig af familien Vieira de Souza Borges med ønolog Luisa Borges i spidsen, Der produceres hele spektret fra LBV og vintage over tawny med alder til hvid portvin med alder, ligesom der fremstilles bordvine.

20 års tawny: Lys orangebrun med flot skær. Mandarin, mandel og grønne noter i næsen. Ikke så fyldig i munden med mandel, krydret og lidt sprittet samt med fin hale (89).

40 års tawny: Lys orangebrun. Ubehagelig lugt af prut og vådt håndklæde. Var nok reduktiv, men kom sig ikke ved at stå i glasset. Mandel og vanilje, godt sprittet. Da den dårlige lugt overskyggede helt, vælger jeg at sige, at den var med fejl, selv om det vist gjaldt begge flasker.

Mine topscorere var altså 20 års fra DR, 30 års fra Blackett og 30 års fra Santa Eufemina, mens andre huse, som jeg ellers har været mere positiv overfor ved tidligere lejligheder, skuffede lidt.

Det var som om, at en del af vinene ikke rigtigt præsterede denne aften, hvilket især gjaldt for 30 års. For flere huses vedkommende bedømte jeg faktisk deres 20 års højere end deres 30 års. Det er ikke sikkert, jeg vil gøre det næste gang, selv om jeg da indrømmer at have en god kærlighed til netop 20 års, som efter min mening rammer en perfekt balance mellem fadnoter og frugtpræg. Ud fra denne smagning vil jeg dog generelt sige, at 20 års tawny er bedre køb end 30 års.

Nogle af vinenes identitet blev gættet undervejs på grund af deres stil.

I øvrigt blev den lille overraskelse midtvejs serveret blindt og indgik som quizspørgsmål i klubbens ”Traditional & Extended Very Nasty Before Christimas Quiz” – en quiz, vi har hvert år, og som byder på ret nørdede spørgsmål. Spørgsmålet var kort og godt, hvilken tawny, der gemte sig i det hemmelige glas?

Jeg havde ikke problemer med at spotte, at der var tale om en australsk wanna-be tawny (sødme som i en PX-sherry og mangel på syre) og forsøgte mig med Buller. Australsk var den, men der var tale om Francesco Grand Tawny, som er blended af mellem 3 og 16 år gamle fade. Mange er vilde med den slags, men ikke jeg.