mandag den 29. maj 2023

Økologisk portvin fra Quinta da Trovisca

 

De smagte vine er sponseret af importøren

 

Som det gælder generelt i vinverdenen er antallet af økologiske portvine stigende. Nye er kommet til, mens producenter som Fonseca, Grahams, Maynard og Quevedo efterhånden har været på banen i adskillige år. Sidstnævnte er nu begyndt at udsende et hel serie fra en af deres quintaer, Quinta da Trovisca.



Quevedo blev grundlagt af Oscar Quevedo Senior tilbage i 1991, men allerede i 1975 lavede han de første portvine, da den normale aftager Taylor´s ikke ønskede at købe årets høst. Og historien går længere tilbage, idet de første vinstokke blev plantet helt tilbage i 1889.

I dag drives den familieejede virksomhed af de to børn Oscar og Cláudia Quevedo med førstnævnte som den udadvendte og omrejsende ambassadør og sidstnævnte som winemaker. Cláudia Quevedo studerede ønologi i Vila Real, arbejdede først i Gaia, men vendte i 1999 tilbage til S. João da Pesqueira i Douro, hvor hun har lavet vin for familien lige siden.



Quevedo ejer flere quintaer i egnen rundt om S. João da Pesqueira. Det gælder Quinta Senhora do Rosário, hvor vineriet og kælderen også ligger, Quinta Vale d´Agodinho, som blev erhvervet i 1983, Quinta da Alegria på den anden bred af Douro, Quinta da Valeira og Quinta da Trovisca. Samlet har de mere end 100 hektar vinmarker.

Quinta da Trovisca ligger midt imellem Douro-floden og S. João da Pesqueira og kun et par kilometer fra Quevedos vineri. Her startede familien med 5,5 hektar økologiske vinmarker i 2012 og siden er arealet vokset år efter år. I dag er der fem forskellige marker, hvor der vokser Touriga Nacional, Tinta Roriz, Touriga Franca og Sousão.

”Quinta da Trovisca ligger 5-600 meter over havet og dermed højere end kernevinmarkerne for Quevedo på Vale d´Agodinho, Alegria og Valeira. Den højere beliggenhed resulterer i friskere druer med højere syreniveau og mere markante tanniner. Farven på portvinene fra Trovisca er derfor også dybere og til den lilla side som unge,” forklarer Oscar Quevedo.

Såvel Quinta Senhora do Rosário som Quinta da Trovisca har økologiske vinmarker – en omlægningsproces, som blev påbegyndt i 2011 med de første 5,5 hektarer. En af årsagerne er det forholdsvis flade terræn på de to quintaer, som muliggør at plante ”Vinha ao alto” – altså i almindelige skrånende rækker og ikke på terrasser som ved ”solcacos” og ”patamares”.

”I dag dyrker vi de fleste af vores ”vinha ao alto” økologisk. At dyrke vinstokke på terrasser økologisk kræver mere arbejde og dermed mere arbejdskraft, som er en mangelvare i Douro, ligesom der er større risiko for diverse sygdomme. Den lavere fugtighed ved ”vinha ao alto” medfører mindre risiko for fx meldug,” fortæller Oscar Quevedo

Til bekæmpelse af sygdomme bruges der i stedet en blanding af urter og appelsinkerne-olie, ligesom 80 får inviteres indenfor for at holde ukrudtet nede samtidig med, at de efterlader sig gødning.



Quevedo laver såvel bordvine som portvine. Foruden portvine fra Quinta da Trovisca bliver druerne fra quintaen også brugt til Quevedos LBV og Vintage, deres hvide portvin og de røde og hvide bordvine, som bærer Oscars eget navn.

Jeg har smagt fire økologiske portvine fra Quinta da Trovisca. Vinene blev smagt over to dage ved lidt forskellige temperaturer.

Tawny Porto Bio: Mørk rødbrun med lidt lysere kant. Frisk og medium intens næse med mynter og urter, syrnede kirsebær samt lidt tørrede frugter og en smule toastede noter. Syrnede kirsebær og ribs, frisk med god, måske lidt skarp syre og fin balance, tør stil, mellemlang krydret og pebret hale. Et godt glas for kategorien (87).

Reserve Ruby Bio Port: Flot mørk rubinrød, medium intens. Solbær, mørke blommer, ristede kaffenoter. Frisk, men også rund i munden og rimelig elegant med medium sødme, mynte og krydderurter og derefter solbær og lidt vanilje, fin syrebalance, lidt pebret hale med lidt tørre tanniner (88).

LBV 2018 Bio Port: Mørk rubin, intens og tæt, lilla kant. Grøn og lidt vel urtet næse, hvor frugten gemmer sig lidt, lidt fimset på førstedagen. Frisk i munden med solbær, brombær og esteve og andre krydderurter, godt fyldig med kraftig syre, men savner måske lidt frugt til at balancere syren, lidt rå på førstedagen, mellemlang hale med godt med tanniner. Skal lige finde sig selv, men har fint udviklingspotentiale (89/90).

Vintage 2017 Bio Port: Blend af Tinta Roriz (30%), Touriga Nacional (30%), Touriga Franca (30%) og Sousão (10%). Mørk og uigennemsigtig med lilla kant. Frisk næse med solbær, brombær, friske krydderurter og florale noter samt lidt kaffe og mørk chokolade. Rig på frugt med solbær og andre mørkebær og lidt krydderurter, fin struktur og dejlig taktil, høj syre og godt med tanniner, grønne tanniner i halen. En dejlig vin, som har brug for tid, men med flot potentiale (92)


 

Generelt vine med stor friskhed og syre, potente og med fint potentiale.

Foruden ovenstående vine fra Quinta da Trovisca producerer Quevedo de fleste typer portvine herunder bl.a. en 50 års hvid, økologisk Reserve Ruby, Crusted Port og selvfølgelig Vintage.

 

Quinta da Trovisca importeres af Nordjysk Vinimport

torsdag den 4. maj 2023

Winemakers Dinner med Churchill´s

 


”Woman Behind The Man”. Sådan hedder et gammel pophit af Isetta Preston. Den titel rumsterede lidt i baghovedet på mig midt i april, da jeg deltog i en winemakers dinner med Churchill´s i The Vintage Port Club. Æresgæsterne var nemlig Johnny Graham og hans hustru Caroline Churchill, hvis efternavn blev brugt som brandnavn, da Johnny i samarbejde med sine to brødre Anthony og William grundlagde et nyt portvinshus tilbage i 1981. Deres eget efternavn kunne de nemlig ikke bruge ifølge aftale med Symington Family Estates, som købte Graham´s af familien i 1970.

Det var da også første gang, jeg fik hilst på Caroline, mens det blev til et dejligt gensyn med Johnny Graham, som jeg mødte helt tilbage i november 2011, hvor han var gæst med Churchill´s til pressesmagningen ved portvinsfestivalen på Børsen (læs min omtale her). Siden har jeg mødt ham endnu et par gange såvel i Odense som i Porto, ligesom jeg flere gange har truffet datteren Zoe og svigersønnen Ben, der i dag varetager den daglige ledelsen af huset. Johnny er dog stadig aktiv ved særlige anledninger som denne winemakers dinner samt i smagelokalet, hvor han samarbejder med winemaker Ricardo Nunes, der desværre måtte melde afbud.



Arrangementet havde været flere år undervejs, da den første aftale desværre måtte aflyses grundet corona-nedlukning, og siden fulgte endnu et par aflysninger. Men denne gang lykkedes det heldigvis. Om det var den langvarige proces, der havde medført udvidelse af smagerækken, skal jeg lade være usagt. Den var i al fald omfattende og imponerende med i alt 21 Vintage portvine spændende fra den allerførste af slagsen i 1982 til den seneste dobbeltdeklarering i 2020 med såvel den klassiske Churchill´s Vintage som Single Quinta Vintage fra Quinta da Gricha, ligesom en enkelt udgave af Quinta da Agua Alta også havde fundet vej til programmet.

Historien er, at Churchill´s ved etableringen ikke selv ejede vingårde, men udelukkende indkøbte druer og det især hos familien Borges de Sousa fra bl.a. Quinta da Agua Alta og Quinta de Manuella. Den førstnævnte bruger Borges de Sousa familien i dag selv til produktionen af vine og portvine fra Vieira de Sousa. Sidstnævnte tilhører i dag parret Jorge Borges og Sandra Tavares og dermed Wine & Soul.



I 1999 købte Churchills så Quinta da Gricha, som han kendte fra sin tid hos Cockburn´s, og året efter Quinta do Rio, som de dog ikke var helt tilfredse med, hvorfor den igen blev bortsolgt. I dag kommer det meste druemateriale derfor fra Gricha eller fra mindre vingårde, som de har købsaftaler med. Der laves Single Quinta Vintage fra Gricha hvert år, men det er dog kun i udvalgte år, at den sendes på markedet.

Stilen er traditionel med god ekstraktion og fodtrampning i lagares, men vel at mærke i den tørre ende af skalaen, idet gæringsprocessen fortsætter lidt længere end vanligt, inden aguardenten tilsættes. Dette gælder såvel deres LBV og Vintage som deres række af Tawny med alder.



Vinene er her listet i den rækkefølge, der blev serveret. M i parentes henviser til, at der var tale om magnumflaske.

Churchill´s Vintage 1982: Rubin til teglrød med lys kant, medium intens. Ekspressiv næse med jordbær og andre røde bær, florale noter og lidt krydret undertone. Røde bær, mørke blommer, tør stil med høj syre og stadig lidt bløde tanniner, krydret lang hale. Meget delikat nu, men har også stadig år flere foran sig (93).

Churchill´s Vintage 1985 (M): Lys teglrød med lidt mørkere kerne og lys brunlig kant, lidt uklar. Let med jordbærgrød og lidt kogt marmeladepræg samt lidt kemisk præg, men dog ikke med fejl. Blød og rund i munden med jordbær og florale noter. Fint drikkelig, men også lidt kedelig (88).

Churchill´s Vintage 1991: Overraskende mørk rubin, tæt og uigennemsigtig kerne. Solbær, brombær og lidt urtet i næsen. Måske lidt lukket, på en gang blød og lidt støvet med godt med frugt, mørke bær og bløde tanniner, lang hale med tørre tanniner og høj syre. Har stadig brug for tid (91).

Quinta da Agua Alta Vintage 1992: Mørk uigennemsigtig med lilla kant. Mørke bær, blommer, kaffe, tobak og lidt lakrids i næsen. Tør med høj syre og god struktur, mellemlang hale. Måske lidt vel rustik og lukket, vil stadig udvikle sig (91).

Churchill´s Vintage 1994: Fin rubinrød, medium intens og med lidt lys kant. Jordbær, friske krydderurter og esteve i næsen. Fin frugt og syrebalance, tør med bløde tanniner, krydret. Et fint glas (93).



Churchill´s Vintage 1997: Mørk, næsten sort med lidt lys kant. Krydret lidt toasted næse med mørke bær, lidt kaffe og vanilje. Meget frisk og tør med høj syre, mørke bær, mentol og krydderier. Stadig med potentiale, men ikke helt harmonisk (90).

Quinta da Gricha Vintage 1999 (M): Første SQV fra Gricha, som derefter også udgør rygraden i den klassiske Vintage. Mørk rubin med flot skær og lys kant. Let og frisk i næsen med røde bær og florale noter. Blød, rund og elegant, ok med bær, mineralitet og bløde tanniner. Let og delikat (92).

Churchill´s Vintage 2000 (M): Mørk rubin med lys lilla kant. Brombær, blommer, mynte, esteve og lidt mokka i næsen. Fyldig med masser af frugt, tør med høj syre og godt med tanniner, god balance. Stadig stort potentiale (93).



Quinta da Gricha Vintage 2003: Mørk rubin, tæt. Brombær og andre mørke bær, blommer, mørk chokolade, men også en vis friskhed i næsen. Tør, frisk og delikat. En dejlig og fint åbent glas (93).

Churchill´s Vintage 2003 (M): Mørk rubin med lys kant. Lidt støvet eller rustik næse med såvel mørke som røde bær. Ikke helt åben, måske en smule oxideret, men ikke med fejl. Vil givet udvikle sig meget og til det bedre (92).

Quinta da Gricha Vintage 2004: Mørk rubin, næsten sort med lilla kant. Godt med frisk frugt i næsen, solbær, teblade, men også lidt lukket. I munden fyldig med godt med bær, florale noter og pænt med tanniner. Uhyggelig mørk og stort potentiale for udvikling (93).

Quinta da Gricha Vintage 2005: Rubin, medium intens. Ekspressiv næse med røde bær, violer og andre florale noter. På en gang med frisk med tungere og tættere noter som tobak og lakrids, mellemlang hale. Dejlig nu, men også med potentiale (92).



Quinta da Gricha Vintage 2007: Rubinrød, medium intens. Frisk næse med urter, især mynte, fint med frugt og mørk chokolade. Dejlig blød i munden med røde bær og florale noter (92).

Churchill´s Vintage 2007: Rubinrød, medium intens. Mørke bær og mørk chokolade og en smule mokka, lidt lukket i starten, men åbnede sig op. Godt med frugt og tæt struktur, brombær, mynte og urter samt mørk chokolade. Stort potentiale (93).



Churchill´s Vintage 2011: Mørk rubin, intens, lys lilla kant. Mørke bær og lidt mineralitet i næsen, ikke helt åben og stadig med lidt ungdommelig kærnemælkspræg. Meget tæt og koncentreret, lukket men dog med mørke bær, urter og esteve samt masser af tanniner og fin syre, kraftige tørre tanniner i halen. Stadig en vin for fremtiden (94).

Quinta da Gricha Vintage 2015: Mørk rubin, lilla kant, tæt. Ung frugt, røde bær og lidt krydderurt. Godt med bær, brombær og solbær samt lidt urter, mellemlang hale, ok potentiale (92).

Churchill´s Vintage 2016: Mørk og uigennemsigtig med lilla kant. Mørke bær, især solbær og lidt urter i næsen. I munden med skarp syre og fint med ung frugt, blommer og florale noter, tør og med tørre tanniner i halen (93).

Churchill´s Vintage 2017: Mørk og tæt, uigennemsigtig med lilla kant. Godt med ung frugt, solbær, mørk chokolade og urter, lukket. Masser af frugt i munden, især solbær samt kraftige tanniner, tørre tanniner i enden. Kæmpe potentiale, men har brug for tid (94).

Quinta da Gricha Vintage 2019: Sort med lilla kant. Lukket i næsen med ung frugt, kærnemælk og urter. I munden med kraftige tanniner og lidt vel med grønne urter, florale noter. Har brug for at finde sig selv, men vil givet udvikle sig til det bedre (91).

Quinta da Gricha Vintage 2020: Mørk, tæt og med lilla kant. Koncentreret med ung frugt og solbær. Masser af bør og frugt, florale noter og lidt skarp syre i munden. Allerede ved at lukke lidt ned i forhold til, da jeg smagte den første gang (92).

Churchill´s Vintage 2020: Mørk, tæt og med lilla kant. Masser af ungdommelig frugt, krydderurter, kærnemælkspræg. Potent med god og tæt struktur, godt med frugt, fin syre, meget tør samt masser af tanniner. Flot potentiale til et langt liv (93).



Resultatet af afstemningen blandt deltagerne efter smagningen gav følgende resultat:

  1. Churchill´s 2011 (92,5)
  2. Quinta da Gricha 2005 (91,9)
  3. Churchill´s 2000 (91,7)
  4. Quinta da Gricha 2004 (91,7)
  5. Churchill´s 1982 (91,5)

Ikke de store afvigelser fra min bedømmelse, men dog lidt lavere, hvilket er meget normalt, når gennemsnit udregnes for et større antal deltagere med lidt forskellige præferencer.



Efterfølgende fulgte en fin middag hos Alfred & Kamilla – selvfølgelig ledsaget af vine og portvin fra Churchill´s. Her indledte vi med en aperitif i form af deres Dry White Port, som har ca. 10 års fadlagring bag sig. Desværre blev den serveret for varmt. Den efterfølgende menu lød som følger:

Forret: 

Frisk cremet muslingesuppe med Grafite Branco 2021

Første hovedret: 

Svinerilette med svampe og grønne urter samt Grafite Touriga Nacional 2014

Anden hovedret: 

Andebryst med forskellige løgvariationer og selleri 

med Grafite Grande Reserva 2014

Dessert: 

Karamel, ananas, figner og is med muskatnød 

og dertil såvel 20 som 30 års Tawny fra Churchills.

tirsdag den 2. maj 2023

20 års jubilæumsvine fra Douro Boys




Tilbage i 2009 var jeg på min første store tur til Douro i selskab med venner fra The Vintage Port Club og samtidig med det mål at lave en rejsereportage til Danmarks Radios P1 om portvinens land. I den forbindelse interviewede jeg Miguel Roquette fra Quinta do Crasto om det dengang forholdsvis nye tiltag The Douro Boys – en sammenslutning af fem familieejede producenter: Quinta do Vallado, Niepoort, Van Zellers & Co (den gang Quinta Vale de Maria), Quinta do Vale Meão og altså Quinta do Crasto.

Målet med initiativet var konstruktivt samarbejde og intens markedsføring for at sætte bordvin fra Douro på det globale vinkort og altså vise, at regionen kan andet end at producere fremragende portvin. Den kan levere lige så dejlige rødvine og med tiden også hvidvine.

Missionen må siges at være lykkes. Produktionen er øget kraftigt, antallet af producenter ligeså, og vinene fra Douro er blevet kendt verden over for deres gode kvalitet og generelt fornuftige pris. De internationale vinblade har ofte et par vine fra Douro med, når de kårer årets bedste vine. Så selv om Douro Boys selvfølgelig ikke har været alene om at skubbe til udviklingen, er der god grund til, at de i år kan fejre 20-året for etableringen i 2003.


Francisco "Xito" de Olazabal, Miguel Roquette, Dirk Niepoort, Francisco Ferreira og Cristiano van Zeller

Dette skete nyligt ved et større event i Porto under overskriften ”Luxury of Time”, hvor de havde inviteret en mindre skare af vinskribenter og sommeliers fra hele verden ned til en stor smagning af gammel portvin fra 1860 og frem, smagning af ældre Douro vine samt lanceringen af to nye vine i Douro Boys navn. Jeg var til stede som eneste repræsentant fra Danmark, og derudover talte kredsen bl.a. gode bekendte som tyske Axel Probst fra World of Port, Sarah Ahmet fra Decanter, den hollandske vinskribent Lars Daniels og den engelske forfatter og portvinsekspert Richard Mayson.

En fyldig omtale med noter vil senere på året blive bragt i Din Vinguide, ligesom noter fra portvinssmagningen også senere vil blive bragt her på bloggen. Nu og her vil jeg derfor kun fokusere på de to nye fælles vine.



De to vine var henholdsvis en jubilæumscuvée og – for første gang – en Very Old Tawny. Fælles for dem er, at de fem producenter har bidraget ligeligt. Til rødvinen har alle fem således indleveret hver to fade med rødvin fra 2021 høsten, mens den gamle Tawny er blandet af portvin fra syv forskellige fade, hvor den ældste er fra 1860´erne. Og det er ikke ligegyldige vine, der blev brugt. Crasto leverede f.eks. to fade fra den eksklusive enkeltmarksvin Vinha da Ponte og Niepoort to fade Batuta, ligesom de øvrige producenter også var gavmilde og bidrog med deres bedste materiale. Selve vinificeringen foregik på Quinta do Vale Meão.

Jubilæumscuvéen er fremstillet i 1.350 magnumflasker, mens den gamle tawny bliver udsendt i 950 flasker. Hovedparten af begge vine blev solgt en primeur umiddelbart efter præsentationen i Porto i sidste uge, resten gemmer de fem hos sig selv til særlige lejligheder.


En længere række af Douro Boys & Girls samlet ved smagningen i Porto

Her er mine noter på de to vine, som blev smagt ved lanceringen i Porto:

Anniversary Cuvée 2021: Mørk rubin. Mørke kirsebær og florale noter, tydeligt præg af touriga nacional i næsen. God frugt og friskhed i munden med mørke kirsebær, krydret og floral, god struktur og dejlig kompleksitet, pænt med bløde tanniner. En dejlig og mere drikkeklar vin end forventeligt for så ung en vin, men også med stort potentiale for lagring (94).

Anniversary Very Old Tawny Port (fadprøve): Fin tawnyrød med orange kant. Tørrede frugter, appelsinskal, nøder. Rimelig frisk og elegant med også med fed struktur, nødder, citrus, tørrede frugter og appelsinskal, god balancerende syre og dejlig kompleksitet samt lang hale. Absolut velsmagende og vellavet (95).

Det er i øvrigt ikke første gang, at Douro Boys fejrer sig selv med lanceringen af vine i deres fælles navn. Allerede i 2005 udsendte de deres første jubilæums cuvée, i 2013 fejrede de 10-året med en jubilæums cuvée samt en Vintage Portvin og i 2018 blev de 15 år fejret med endnu en cuvée og en Vintage 2017.



Turen til Porto var sponseret af Wine & Partners og Douro Boys