Hvid portvin på programmet ved Dalva master class

 

Hvid portvin med alder synes at være populært som aldrig før. De nye brands, som skyder frem, lancerer gerne hele serien, ligesom flere og flere producenter, som hidtil kun har haft hvid portvin som entry level, fatter interesse for de fadlagrede og mere komplekse hvide portvine.

Danmark er et af de lande, som har været med til at skubbe til udviklingen, da typen synes at være faldet i vores smag. Danmark udgør da også det næststørste marked for en af pionererne på området; Dalva – kun overgået af USA.

Selskabet bag Dalva hedder C. da Silva og er opkaldt efter Clemente da Silva, som i 1933 arvede firmaet, hvis forløber var grundlagt tilbage i 1862. Han omdøbte altså selskabet i sit eget navn, men da der i forvejen var en del da Silva´er i portvinsbranchen, blev selve brandnavnet en sammentrækning af ”da” og ”lva” i efternavnet.

Regatta på Douro 2022. Elsa Couto fra Dalva sammen med skribenten

Dalva havde allerede den gang fokus på ældre Tawny og Colheitas, ligesom de tidligt begyndte at lagre hvid portvin til brug for blends, hvilket senere førte til den kendte Golden White serie og hvide Colheitas.

Dalva ejes i dag af koncernen Granvinhos, som også ejer det store kommercielle mærke Porto Cruz, luksusvingården Quinta de Ventozelo samt Quinta de S. Salvador da Torre i Vinho Verde og Justino´s på Madeira.

Nyligt inviterede den danske importør af Dalva, Vinmonopolet, til en masterclass og åben walk-around smagning af en stor del af porteføljen. Det fandt sted på Frederiksberg, og masterclassen var lagt i hænderne på vinskribent René Langdahl Jørgensen, som fortalte lidt om Douro, terroir, druesorter og de forskellige portvinstyper samt selvfølgelig huset Dalva.

Under masterclassen blev følgende vine smagt:

Dry White Reserva: Gylden ravfarvet. Honning, hyldeblomst og abrikos i næsen. Frisk i munden med godt syrebid, tør, mandel, honning, citrusskal og blomster, lang hale med lidt syrebid. Fin aperitif (89).

10 års dry White: Ravfarvet med flot skær. Lidt krydret næse med honning og lidt nødder. Let cremet struktur, dejlig balance, syren tiltager i anden omgang, elegant, frisk og tør med honningnoter og abrikos, lang tør hale med syresvip (91).

White Colheita 2007 (flasket 2026): Mørk ravfarvet med lysere kant. Ekspressiv næse med orangeskal, abrikos, hasselnødder, honning og lidt hvid balsamico. Dejlig fyldig i munden, let cremet, markant syre der giver god balance, tørrede abrikoser og andre tørrede frugter, nødder, dejlig kompleksitet, lang, lang hale. Kunne være en potentiel Golden White (93).

White Colheita 2015 (flasket 2025): Mørk ravfarvet, lysere kant. Lidt diskret næse med tørrede frugter, blomster og honning. Let cremet i munden med høj syre, frisk med citrus, orangeskal og lidt mandarin og honning, lang hale med syrebid og citrus (91).

Golden White 1989 (flasket 2026): Gylden ravfarvet med flot skær. Abrikos, orangeskal, hasselnødder, lidt brun farin og balsamico i næsen. Frisk i munden med høj syre, men også lidt tungere noter som karamel og tørrede figner, dejlig harmonisk. Et flot glas, hvis kan man lide den markante syre (94).

Golden White 1971 (flasket 2021): Mørk orangerød, næsten tawnyfarvet og med lidt grønlig kant. Lidt røget og tydeligt oxideret næse med bolcher, balsamico og en smule apotekerduft, som dog ikke var afskrækkende. Intens, koncentreret og kompleks i munden med høj syre, tørrede frugter og lidt karamel, lang hale (93).

Det er selvfølgelig en smagssag, om man kan lide den tørre stil i de to første, ligesom ikke alle er glade for det generelt høje syreniveau hos Dalva. Selv er jeg ret glad for begge.

Efter masterclassen var der så mulighed for at gå rundt og smage en længere række af portvine fra Dalva samt en enkelt Moscatel do Douro. Dalva er nemlig blandt de portvinshuse, som også har en lille sideproduktion af Moscatelvine – en type hedvin, som ellers mest forbindes med Moscatel de Setubal lige syd for Lissabon, men altså også findes i Douro (læs mere her).

Under den åbne smagning blev der kun taget sparsomme noter, men her er, hvad jeg valgte at smage.

Moscatel do Douro: Dejlig sødme og syre og i god balance. Stor friskhed, ikke så kompleks og til den elegante side. Lang hale med kraftigt syrebid.

Pure Organic White Reserve: Diskret næse, let i stilen med en fin og rimelig kompleks hale.

Pure Organic Tawny Reserve: Rødbrun. Frisk med en del primær frugt som syrnede kirsebær amt lidt mandel. Krydret hale med høj syre.

LBV 2019: Godt med primær frugt, syrnede kirsebær, brombær og brombær. Både frisk og rund med høj syre.

Vintage 2011: Floral med røde bær. Frisk i munden med jordbær og andre røde bær, florale noter og bløde tanniner, tør, god balance. Har stadig potentiale for udvikling, men faktisk også ganske udmærket nu, hvor de første fra årgangen begynder at være drikkeklare.

Pure Organic Vintage 2019: Lidt urtet næse. Elegant med kirsebær, friske krydderurter og florale noter, høj syre, tør, pænt med bløde tanniner.

Colheita 2001 Douro World Heritage: Hasselnødder, brændte figner, muskatnød og balsamico i næsen. Dejlig i munden, frisk og balanceret med høj syre, rimelig fin kompleksitet.

Colheita 1990: En flot og dejlig vin med god balance og fin kompleksitet.

 

Dalva importers af Vinmonopolet

Lugar do Rio – et nyt portvinsbrand

 

Anmeldereksemplarer tilsendt af importøren

 

I juni var jeg en tur i Douro med gode portvinsvenner. Her besøgte vi først Menin Douro Estates, hvilket der kom en artikel ud af (læs her). På hjemturen mod Porto kiggede vi indenfor hos LR Wines & Experiences i den lille by Constanti lidt sydøst for Vila Real. Hvad vi troede blot var en lille høflighedsvisit blev til en større rundvisning efterfulgt af en stor smagning.

LR er initialer for Luís Rodrigues – et navn, som de fleste nok ikke kender, men som dog er velkendt i portvinsverdenen. Luís Rodrigues og hans hustru Ivone, som begge er uddannet ønologer ved universitetet i Vila Real, etablerede firmet i 2008. Siden er også sønnen Tiago Rodrigues blevet tilknyttet familieforetagendet. Inden etableringen og sideløbende derefter fungerer Luís som winemakerkonsulent for en længere række af portvinshuse. Lad mig blot her nævne Blackett, DR, Quinta da Devesa og Quinta das Lamelas, ligesom han tidligere har været tilknyttet Bulas, Poças og Quinta do Mourão.

Gennem de mange år som winemaker har Luís sideløbende opkøbt fade rundt om i Douro, så han i dag har et imponerende stort lager af gammel fadlagret portvin, som nu kan bruges til egne blends under brandnavnet Lugar do Rio. Brandnavnet er samtidig navnet på familiens egen vinmark i Cima Corgo ved Soutelo do Douro på sydsiden af Douro. Marken, som er på ca. 5 hektarer, blev købt i 2020. Der er tale om såkaldt ”vinhas velhas”, hvilket vil sige gamle vinstokke, hvor de ældste er mere end 50 år gamle, og samtidig blandede sorter med bl.a. Touriga Nacional, Touriga Franca og Tinta Roriz, men også hvide sorter som Códega, Viosínho, Rabigato og Cerceal.

Foruden Lugar do Rio har LR Wines & Experiences to andre brands; Jáfoste, som både omfatter bordvin og portvin, og Encontrado med små særligt gamle portvine. Vinificering finder aktuelt sted hos samarbejdspartnerne Quinta da Fonte Nova og Quinta das Baldias, men LR Wines har købt en grund, hvor det er planen at opføre eget vineri.

I Constanti har de smagelokale, men ikke kun det. Her har de også flotte ferielejligheder, som vi fik fremvist under besøget, og ikke mindst et avanceret laboratorium, Enofast, som benyttes af producenter mv., der vil have lavet analyser af vine og portvine. De små lokaler var spækket med udstyr til analyse så som spektralanalyser og forskellige kemiske og mikrobiologiske analyser. Rundt om stod prøver i små glas- eller plasticflasker eller i reagensglas.

Under besøget smagte vi efterfølgende det meste af Lugar do Rios portefølje. Siden fik jeg også fremsendt prøver på de fleste, så vinene i ro og mag kunne smages herhjemme. Følgende vine er blevet smagt:

LBV 2021: Blend af Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz og Tinto Cão, ufiltreret. Meget mørk og tæt med lilla kant. Blommer, hyldebær og andre mørke bær samt lidt krydderurter og mørk chokolade i næsen. Godt med frugt og fin balance, solbær og friske krydderurter, lang tør hale med bløde tanniner og godt med syre. Har potentiale for udvikling (91).

Vintage 2024: Tæt og uigennemsigtig med lilla kant. Brombær, solbær, jordbær og lidt kogt frugt i næsen, men også friske krydderurter. Rund og blød i munden i første omgang, derefter høj syre, kødfuld tekstur, fin balance og lidt elegance, godt med bløde tanniner og tørre tanniner i enden. Rimeligt potentiale (94).

10 års hvid: Ravfarvet, relativ mørk i forhold til alderen, lys kant. Ekspressiv næse med honning, appelsinskal, tørrede figner og lidt toastede og krydrede noter. Frisk, blød og rund i munden, let cremet og med god balancerende syre, lang hale med nødder og lidt citrus. Virker ældre og mere udviklet end kategorien (91).

20 års hvid: Mørk ravfarvet, lysere orange kant. Hasselnødder, tørrede frugter, lidt balsamico og lidt diskret kokos i næsen. Fyldig og kompleks med en vis elegance, let cremet, orangeskal, citrus og nødder, godt balanceret,  syresvip i halen. Et dejligt indbydende glas (93).

30 års hvid: Ravfarvet med lysere kant. Abrikos, hasselnødder, balsamico og en lille tendens til tilladelig acetone i næsen. Mandel, valnød, abrikos og hvid balsamico samt lidt karamel, elegant med høj og måske lidt vel skarp syre, men ellers flot og dejlig, lang hale med syrebid (94).

50 års hvid: Ravfarvet med let grønlig kant. Kompleks og koncentreret næse med hasselnødder, mørk honning og balsamico. Intens og koncentreret i munden med stor kompleksitet, dejlig cremet struktur, fin balancerende syre, tørrede frugter, karamel, lidt brun farin og balsamico, lang og intens hale, som bliver ved (95).

10 års Tawny: Tawnyfarvet med lys kant. Meget udviklet næse relativt set med nødder, balsamico, tørrede figner. Nødder, tørrede frugter og lidt alkoholpræg og lidt skarp syre, fin hale. Meget udviklet i forhold til kategorien (89).

20 års Tawny: Tawnyfarvet med lysere orange kant. Nødder, tørrede figner, lidt cigaræske og balsamico i næsen. I  munden med hasselnødder, valnød, tørrede figner og høj syre, rimelig intensitet og kompleksitet, lang hale med syre og lidt citrusbid (92).

30 års Tawny: Mørk tawnyfarvet med orange kant. Intens næse med valnødder, brændte figner, karamel og balsamico. I første omgang blød og cremet i munden, derefter mere markant og måske lidt kantet syre, intens og koncentreret med nødder, tørrede figner, karamel og lidt frisk orangepræg, dejlig kompleksitet og lang hale med citrusskal og syrebid (93).

50 års Tawny: Tawnyfarvet med grønlig kant. Intens og koncentreret næse med godt med karamel, brændte figner, svesker, tobak og balsamico. Koncentreret, intens og kompleks med karamel, figner, svesker, nødder og balsamico, stor kompleksitet, sødmen fint balanceret med syren, lang hale (94).

Lugar do Rio er et glimrende hus, som stilmæssigt passer lidt ind i det billede, vi har set de seneste tiår – bl.a. fra nogle af de huse, som Luís Rodrigues har været konsulent for. Meget udviklede og oxiderede fadlagrede portvine, hvor alderen givet er mere, end kategorien angiver. En del sødme, men med fin balancerende syre.

Som det fremgår var jeg generelt mere glad for de hvide end de røde. Det er ikke første gang, jeg konstaterer det. Tænker det måske skyldes en mere fremskreden oxidering og dermed mere koncentration og mere karamel og balsamicopræg i de røde modsat en bedre friskhed i de hvide. Men det er så afgjort en smagssag.

Den store portefølje beror som nævnt på fade, som Luís Rodrigues har indkøbt gennem årene. Tilsvarende er set i andre nyere huse. Spørgsmålet må være, hvor længe, der kan blive ved med at dukke nye producenter op, som sender gamle fadlagrede portvine på markedet? Hvor mange fade findes der stadig gemt rundt om i Douro? Og hvad med fremtiden? Bliver der også – det voksende antal kategorier taget i betragtning – gemt nok fade til fremtidig produktion af ældre fadlagrede hvide eller røde portvine?

 

Lugar do Rio importeres af Nordjysk Vinimport. Læs mere om LR Wines & Experiences her.

Portvins-triatlon med Vintage 1997, 2000 og 2003

 

Fire portvinshuse og tre årgange – eller omvendt. Den slags smagninger i The Vintage Port Club har jeg altid holdt af, da det giver mulighed for at sammenligne både vertikalt og horisontalt. Hvordan præsterer årgangene, og hvor er de i deres udvikling? Hvordan præsterer husene?

Nyligt i klubben gjaldt det Niepoort, Ramos Pinto, Smith Woodhouse og Quinta do Vesuvio i årgangene 1997, 2000 og 2003. Altså glimrende, men også forskellige huse. Man kan indvende af årgangene var vel unge og uden den store spredning, men jeg er sikkert ikke ene om, at have en del af disse liggende i kælderen, hvorfor det er ganske fint i fællesskab at teste, hvor de er henne i deres udvikling lige nu.

Smagningen var semiblind, hvilket vil sige, at vi ikke kendte placeringen af de enkelte portvine. Undervejs kunne deltagerne således gætte på både årgange og huse, men da de lå forholdsvis tæt udviklingsmæssigt var det en svær øvelse. Enkelte vines karakteristiske stil kunne dog give et fingerpeg, ligesom jeg på forhånd ville spå, at årgang 2000 var mest drikkeklar nu, men lad os se, om det holdt.

Her følger min bedømmelse i den rækkefølge portvinene blev smagt.

Niepoort Vintage 2003: Flot rubinrød. Kirsebær og røde bær i næsen. Frisk i munden med skarp syre og florale noter, god balance. Lang let krydret hale med syrevip (92).

Ramos Pinto Vintage 2003: Mørk rubinrød. Fin duft af brombær og andre mørke bær, mørk chokolade og lidt violer samt lidt grønne noter. Fin fylde, men meget skarp syre og derfor uharmonisk. Godt med tanniner og frugt, så vil muligvis udvikle sig til det bedre, voldsom syre og tanniner i halen, hvilket trak fra på aftenen (89).

Smith Woodhouse Vintage 2003: Mørk rubinrød, lysere kant. Ekspressiv med røde bær og violer. Ganske fin i munden med god balance, floral og pænt med tanniner (92).

Niepoort Vintage 2000: Rubin med mørkere kerne. Fin duft med brombær og andre mørke bær, violer og lidt kakaopræg. Frisk, blød og floral i munden med høje syre, men velbalanceret. Udmærket glas (94).

Quinta do Vesuvio Vintage 2003: Rubinrød. Frisk næse med solbær og florale noter, krydret. Fin balance i munden med røde bær, mørke kirsebær, violer efterfulgte af en lang hale med syrevip. Ganske dejligt glas (94).

Quinta do Vesuvio Vintage 2000: Mørk rubinrød. Lidt støvet næse med røde bær og florale noter. Ganske flot i munden med lidt skarp syre i starten, men med god balancerende frugt, så den alligevel fremstod relativt blød og dejlig harmonisk, ok med tanniner. En flot vin med flot potentiale (94).

Ramos Pinto Vintage 2000: Mørk og tæt, lidt lysere kant. Mørke bær og violer samt lidt mørk chokolade. Let krydret med godt med frugt, mørk chokolade og pænt med tanniner, men lige nu skygger syren for frugten, lang pebret hale (92 med pil opad).

Smith Woodhouse Vintage 2000: Mørk rubinrød, en smule uklar. Lidt rustik og vel udviklet næse med mørke bær, lidt røget bacon og tobak. Ok i munden, men røde bær og florale noter, men også anstrøg til kogt frugt, lang ok eftersmag (90).

Smith Woodhouse Vintage 1997: Rubinrød, medium intens med lys kant. Røde bær og frisk frugt i næsen. Elegant og blød i munden med fin balance og ok med tanniner, lang pebret hale med godt med tanniner (92).

Niepoort Vintage 1997: Mørk rubin. Voldsom duft af neglelakfjerner og dermed med volatil syre (uddybes). Uden for bedømmelse.

Quinta do Vesuvio Vintage 1997: Mørk rubinrød. Floral næse med røde bær og mørk chokolade. Høj syre og godt med frugt, fin balance, floral og godt krydret, pænt med tanniner, lang krydret hale (92).

Ramos Pinto Vintage 1997: Mørk og tæt. Fæl duft af karklud og prop – altså med propsyge også kendt som TCA. Uden for bedømmelse.

Lige et par uddybninger af de to vine med fejl.

Propsyge eller TCA er nok den mest udbredte fejl i vin og portvin. Vinen har en fæl lugt af karklud, våde papkasser, mug eller råd. Det opstår, når det kemiske stof trikloranisol (TCA) dannes i barken på korkegene, hvilket kan skyldes brugen af klorin i pesticider i markerne, som så går i forbindelse med fenoler. Men det kan også opstå ved urenheder i kælderen. Korkproducenterne har arbejdet ihærdigt på at minimere risikoen ved bl.a. at stoppe brugen af klorin eller ved en større rensningsproces efterfølgende. Derfor er udbredelsen i dag heldigvis mindre end tidligere, men helt undgås kan det nok ikke.

Volatil syre dukker desværre også jævnligt op hos portvine. Kendetegnet er en kraftig lugt af enten vineddike eller neglelakfjerner, møbelpolisher eller lim. Årsagen er gerne manglende hygiejne og oxidering i kælderen, så bakterier får lov til at sprede sig. I små mængder, er det ikke nødvendigvis en fejl med en del af de sekundære og tertiære aromaer, som kommer ved fad- eller flaskelagring. Ja, nogen synes duften og smagen er charmerende. Men er mængden for voldsomt er vinen ubehagelig og med fejl.

Den samlede bedømmelse fra deltagerne gav følgende topplaceringer:

1. Quinta do Vesuvio Vintage 2000 (91,5)
2. Quinta do Vesuvio Vintage 2003 (91,4)
3. Niepoort Vintage 2000 (91,3)
4. Niepoort Vintage 2003 (91,1)
5. Ramos Pinto Vintage 2000 (90,5)

Som det ses var der tre fra årgang 2000 i Top 5, hvilket umiddelbart bekræfter min indledende tese. Regnes det samlede antal point sammen og fratrækkes vine med fejl, ligger de tre årgange derimod nogenlunde lige. Jeg vil dog fastholde, at Vintage 2000 ikke har det helt samme lagringspotentiale som de to andre årgange, hvorfor en del af vinene er ganske drikkeklare nu.

Afstemningsmetoden ved smagninger i klubben fordrer i øvrigt, at der også skal gives point til vine med fejl, hvilket klart indvirker på deres samlede placering. Hvis en vin med prop som vores sidste ikke medtages, ville vinen givet opnå en helt anden placering.

Som det ses, klarede Quinta do Vesuvio og Niepoort sig ganske glimrende ved denne smagning ses bort fra Niepoort 1997. Smith Woodhouse klarede sig forventeligt pænt med point i starten af 90´erne. Ramos Pinto var derimod noget skuffende denne aften, hvilket til dels skyldes flaskevariation, men måske også, at de simpelthen har brug for mere tid til at finde sig selv.

Jeg smagte efterfølgende Ramos Pinto 1997 hos bord C, som gav den høje karakterer, og der var den ganske glimrende. Ramos Pinto 2003 var ligeledes bedre ved de andre borde, men her skal det også tilføjes, at tiden arbejdede for den. Da jeg gensmagte den efter pointgivning, var den skarpe syre aftaget noget, og vinen derfor bedre balanceret.  

Niepoort 1997 havde dog samme duft af neglelakfjerner – om end i lidt mindre grad – ved de andre borde.

Alt i alt er ganske interessant smagning, hvor vinene dog ikke var helt oppe at ringe. Samtidig var det også – ses bort fra enkelte vine og dem med fejl – et meget tæt felt uden de helt store udsving.

Tre portvine fra Ramos Pinto fragtet med sejlskib

 

Omtalte portvine er fremsendt af importøren

 

Et kvindeansigt i art nouveau stil, en flaske som skrog for et gammelt sejlskib og en gammel label med ornamenterede kanter. De tre retroetiketter signalerer gamle dage. Men indeholder er ganske nyt. Og tanken om bæredygtighed, som ligger bag projektet, er meget aktuel.

For anden gang har masterblender Ana Rosas fra portvinsfirmaet Ramos Pinto fremstillet tre særlige portvin og fået dem fragtet til Danmark på et sejlskib. Første gang var i 2024, hvor specialudgaver af Tawny Reserve og 10 års Tawny blev sejlet op på skibet The Tukker (læs min omtale her). Disse to var også med denne gang, men blev suppleret af en 10 års hvid portvin, så det altså var et trekløver, som for nogle uger siden ankom til Amaliehaven i København. I alt medbragte Lun II, som skibet denne gang hed, 8.000 flakser portvin, der altså have taget turen fra Porto og hele vejen op.

Lun II er fra 1914 og bruges ellers til at sejle til Caribien, hvorfra det hjembringer kaffe og rom til Europa. Efter lastningen gik turen retur til Porto, hvor flere flasker venter på at blive sejlet til Danmark, beretter importøren Østjysk Vinforsyning.

Eventet er selvfølgelig en PR stunt med god storytelling. Men hensigten er også at slå et slag for bæredygtighed og reduktion af CO2-forbruget – ikke kun i form af fragten med sejlskib frem for lastbil, men også gennem indpakningen. Der er brugt genbrugspapir til etiketter, naturkork til prop og fravalg af  de vanlige aluminiums- eller plastikkapsler over prop og flaskehals.

Jeg har prøvesmagt de tre særlige udgaver af portvinene fra Ramos Pinto:

10 års hvid: Lys ravfarvet. Lidt skarp og krydret næse med abrikos, citrus, melon, honning og lidt muskatnød. Frisk i munden med mandel, abrikos og honning, let stil, lidt sødlige frugtnoter, høj syre, fin lang hale med syresvip. Et fint glas (91).

Tawny Reserve: Rødbrun, medium intens, lidt lysere kant. Stadig med primær frugt i næsen, modne kirsebær, blommer, hasselnød, lidt skovbund og kaffenoter. I munden med skarp syre, syrnede kirsebær, lidt kogt frugt og hasselnødder, kraftigt syresvip i enden. Lidt vel kantet (87).

10 års Tawny: Tawnyfarvet med lidt rubinrøde nuancer i kernen. Nødder, figner og andre tørrede frugter, mandarin og stadig et lille anstrøg af primær frugt som kirsebær i næsen. Dejlig i munden med hasselnødder, syltede kirsebær og mandel, god syre og flot balance, dejlig lang hale. Et ganske udmærket glas i kategorien (91).

Smagning af og med Quinta do Vallado

 

Quinta do Vallado har skiftet dansk importør. I den anledning har eksportansvarlige Vasco Moniz været lidt rundt i landet sammen med den nye importør, Prima Wine, for at præsentere nogle af husets vine og portvine. Vi var en håndfuld, der var mødt op, da de nyligt gæstede Odense – nærmere bestemt Salute vinbar i Overgade.

Vasco Moniz havde medbragt PowerPoint præsentation, men da han hurtigt fornemmede, at de fremmødte havde et fint kendskab til såvel portvin som huset, blev det meste sprunget over og erstattet af en samtale, hvor vi kom omkring mange emner. Her skal dog lige kort ridses nogle fakta op.

Quinta do Vallados historie er nært tilknyttet historien om legendariske Dona Antónia Adelaide Ferreria og ejes i dag af hendes efterkommere. Dona Antónia købte quintaen, som ligger ved Règua, i 1812, hvorefter den indgik i Ferreira-familiens store portefølje af ejendomme i Douro. I dag udgør de en del af de berømte Douro Boys – et kommercielt og kammeratligt samarbejde, som også omfatter Quinta do Crasto, Niepoort og Quinta do Vale Meão.

Winemakere for Vallado er Francisco Spratley Ferreira i samarbejde med Francisco Olazabal fra Vale Meão. På selve quintaen rådes der over 65 hektar vinmarker, hvoraf 10 hektar er gamle vinmarker (vinhas velhas) fra perioden 1920-1950, mens den resterende del blev etableret i 1990´erne. Dertil kommer 35 hektar økologiske vinmarker i Côa-dalen i Douro Superior tilkøbt i 2009. Begge steder er der etableret hoteller, da vinturismen i dag udgør en væsentlig del af indkomstgrundlaget.

Produktionen fordeler sig på 20 % portvin og 80 % bordvin. Portvinene omfatter såvel rubylinjen som hele rækken af tawnies, men dog ikke entry level. Dertil kommer enkelte colheitas og nogle meget gamle tawnies. Hvad bordvine angår laves der såvel hvidvin som rødvin og både blends og enkeltdruevine.

Det blev en hyggelig aften i selskab med Vasco Moniz, hvor følgende vine og portvine blev smagt:

Porto Branco: Sammen med 10 års eneste hvide portvin i porteføljen. 80 % Moscatel Galego. Lys. Fin ledt krydret duft med abrikos, citrus, blomster og mandel. Frisk med god syre og fin frugt, lidt citrus og abrikos. Ganske ok. Blev først smagt rent og derefter nydt som Port Tonic.

Prima Branco 2025: 100 % på Moscatel. Frisk og let parfumeret næse med hyldebærblomst og meget genkendeligt præg af druen. Frisk og floral med fin syrebalance, tør. En atypisk Douro hvidvin.

Tinto 2024: Blend af Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Sousão og 15 % vinhas velhas. Rubinrød. Brombær, modne røde bær og florale noter i næsen. Frisk og saftig i munden med blomster, røde bær, violer og fin balance, ligefrem og enkel. En typisk Dourovin og i øvrigt deres mest solgte vin.

Reserva Vinhas Velhas Tinto 2022: Mørk rubin, tæt. Fyldig næse med modne mørke bær og lidt tobak. Dejlig i munden med mørke bær og fin mineralitet samt bløde tanniner, fin kompleksitet.

LBV 2021: Vinhas Velhas, 20 % lagret på store fade, 80 % på stål, flasket i 2025. Relativ frisk næse med kirsebær, hyldebær og lidt mørk chokolade. Høj syre, fin frugt, forholdsvis frisk stil.

Vintage 2020: Vinhas Velhas, fodtrådt i lagar, halvdelen fermenteret med stilke. Rubinrød. Fin åben alderen tager i betragtning. Krydret næse med mørke bær, blomster, solbær, let parfumeret, lidt kaffenoter. Fin kompleksitet, god frugt og syrebalance, rund i starten, derefter lidt mere krydret og mere markant syre, lang hale med peber og syrebid.

10 års Tawny: Rødbrun, lysere kant. Frisk næse med lidt primær frugt, hasselnødder og muskatnød samt lidt orangeskal. Let og frisk i munden med nødder og lidt orangeskal.

20 års Tawny: Ravfarvet med lys kant. Nødder og tørre frugter i næsen. Let cremet i munden med godt med nødder, figner og fin kompleksitet, lang hale. Et ganske fint glas.

40 års Tawny: Lidt mørkere ravfarvet med lidt grønlig kant. Nødder, tørrede frugter og valnød. Dejlig cremet og fyldig med flot syre, figner og nødder, intens og kompleks. Et flot glas.

Roller Blend Tawny: Speciallavet til det skandinaviske marked, tilpasset så den går til cigarer. Ca. som et 25 års blend. Nødder, cigarkasse og godt krydret næse, lidt orange. Lidt sødme i munden med vanilje, tørrede frugter og let røgede noter.

80 års Tawny: Mørk tawnyfarvet, lys grønlig kant. Intens næse med svesker, balsamico, tobak og brændte figner. Fyldig, koncentreret og cremet i munde med balsamico, karamel og nødder, intens med fin balancerende syre, lang hale med fin syre.

 

Læs mere om Quinta do Vallados historie her.

Quinta do Vallado importeres af Prima Wine 

The Judgement of Paris – ny bog om den legendariske smagning

 

Anmeldereksemplar tilsendt af forlaget.

Der afholdes utallige vinsmagninger verden over hver dag. Nogle af dem er hurtigt glemt. Andre husker vi tilbage på med glæde. Og så er der dem, der er gået over i historiebøgerne.

Det sidste gælder den smagning, der fandt sted for godt 50 år siden – nærmere bestemt den 24. maj 1976 i Paris. Derfor er der nyligt kommet en flot jubilæumsbog, som hylder The Judgement of Paris, som smagningen hurtigt blev kendt som.

Lad os gå tilbage i tiden. Nygifte Steven og Bella Spurrier flyttede i 1970 til Paris, hvor han efterfølgende købte en lille vinforretning og ansatte den amerikanske journalist Patricia Gallagher som partner. Da forretningen ikke gik strygende fandt de på at supplere salget med at undervise og arrangere smagninger for at udvide kundegrundlaget. Dermed blev L’Académie du Vin etableret.

Steven Spurrier fotograferet foran sin butik (Foto: Bella Spurrier) 

Efter at være blevet introduceret til vin fra Californien opstod tanken – idéen kom fra Patricia – om at lave en smagning, hvor amerikanske hvidvine på Chardonnay og rødvine baseret på Cabernet Sauvignon blev sat op mod topvine fra henholdsvis Bourgogne og Bordeaux i Frankrig. Kendte branchefolk, sommeliers og kritikere blev inviteret, og i sidste øjeblik blev det besluttet at gøre smagningen blind. Resten er historie for amerikanerne vandt i begge kategorier til stor overraskelse for ikke at sige forargelse for de fleste franskmænd.

Den gang fandtes Instagram, Facebook og andre sociale medier ikke. Tiden var ikke digital. Men da journalist George Taber fra Time Magazine var til stede blev historien og resultatet langsom spredt. Siden skrev George Taber bogen ”Judgement of Paris”, som er ganske anbefalelsesværdig.

Den nye jubilæumsbogs indledende kapitel – efter et række fotos – fortæller hele baggrunden og de mange overvejelser bag smagningen, og om hvordan de rejste rundt og besøgte vingårde i Californien, smagte sig frem og derved fandt frem til vinene, som skulle deltage i smagningen. Og nej, det foregik ikke helt som i den ellers glimrende spillefilm ”Bottle Shock”, hvor Alan Rickman spiller rollen som Steven Spurrier.

I et senere kapitel ser de to arrangører tilbage og reflekterer over eventet og dets betydning, som nogen har kaldt for en tsunami. Det samme gør en lang række vinpersonligheder. Der er mange gode betragtninger, men i sagens natur også mange gentagelser. Vi har ligesom forstået budskabet, og i længden bliver det lidt trættende med de mange vidnesbyrd.

Der er også et tilbageblik fra winemaker Warren Winiarksi fra Stag´s Leap, som vandt blandt rødvinene. Han kaldte det for et Kopernikus øjeblik, men henvisning til den polske astronom, som vendte op og ned på verdensbilledet ved at placere solen og ikke jorden i centrum. Et andet udsagt lød: “Not bad for kids from the sticks!”. Ikke dårligt gået, at børn fra bøhlandet kan revolutionere vinkortet.

Et ganske fint billede på, hvad det var der rystede vinverdenen. For som vinkritikeren Oz Clarke beskriver det i sin artikel:

“A wine called Chateau Montelena Chardonnay from the warmer end of the Napa Valley beat the Meursaults and the Puligny-Montrachets. A Stag’s Leap Wine Cellars Cabernet Sauvignon 1973 from the cooler southern end of the Napa Valley beat the Mouton Rothschild and the Haut-Brion. The young pretenders of California had beaten the French elite. The young guns had modelled their wines on the French classics, and then taken them on in open combat and had won. Bordeaux and Burgundy had lived in the belief that they possessed a God-given right to produce the world’s finest wines on ancient sites solemnized by time. Well, they didn’t. Not any more.”

Foruden at ryste vinverdenen dannede smagningen også siden skole, hvor eksperimentet blev gentaget eller andre landes vine blev smagt op mod franske eller andre, f.eks. som det skete med chilenske vine i Berlin i 2004. Senest har der være afholdt en ”1976 Redo”-smagning i New York i marts i år, som foruden Cabernet og Chardonnay også omfattede vine på Chenin Blanc og Syrah (læs mere i en artikel fra Wine Enthusiast her).

Men desværre er der også mange smagninger, som blot forsøger at få lidt spotlight ved at sammenligne sig med Paris-smagningen uden at have så meget at have det i. Mange vil gerne have lidt af effekten.

Set positivt var smagningen også med til etablere samarbejder mellem Bordeaux og Californien. Det gælder f.eks. Opus One, som blev grundlagt af Baron Philippe de Rothschild og Robert Mondavi, ligesom winemakere rejste begge veje over Atlanten for at lære af hinanden.

Der blev sat skub i vinproduktionen i Californien. Hvor der i 1976 kun var omkring 40 vinproducenter i Californien fulgte et boom, der forvandlede regioner. Dette skyldes selvfølgelig ikke kun smagningen i Paris, men også større fokus i USA med bl.a. lanceringen af vinblade som Wine Advocate og Wine Spectator samt Parkers lancering af 100-point skalaen, som Kelly White gør opmærksom på.

Artiklen ”Eight Events That Shook the Wine World” er også ganske interessant. Foruden smagningen i Paris fortælles kort om emner som 1855 klassifikationen I Bordeaux, Phylloxera, indførelsen af ståltanke, Robert Parkers 100-point skala og endelig klimaforandringerne.

Interessant nok bliver spørgsmålet om, hvorvidt betegnelserne ”Old world” og ”New world” stadig er relevante bragt på banen. Hvor der en gang måske var en større forskel på vine fra Europa og f.eks. USA, Chile, Argentina og Australien, kan det være sværere at skelne dem i dag, Som David Gleave (MW) foreslår bør man måske i stedet tale om Europæisk vin og ikke-Europæisk vin. For ikke at tale om, at der i dag findes kvalitetsvine fra mange andre lande verden rundt end de traditionelle. Det man f.eks. forvisse sig om ved at bladre i tidligere og den nyeste udgave af det store Vin Atlas.

Lad mig slutte med lidt refleksioner om smagninger – og det at smage blindt. Som det fremgår af historien om Paris smagningen, er det absolut givende at smage med færrest mulige forudfattede meninger om vinene. Eller med mindst mulig bias, for nu at bruge et af tidens populære begreber. Derfor blindsmages der. Derfor eksperimenteres der også med sorte glas, så man ikke engang kan se farven.

Når jeg deltager i smagepaneler som f.eks. ved testsmagninger i Din Vinguide eller som dommer ved den portugisiske vinfestival Essencia do Vinhos Top 10 smagning, foregår det derfor helt blindt. Men de fleste smagninger, jeg deltager i eller selv arrangerer, er semiblinde. Det vil sige, at vi kender vinene, men ikke den rækkefølge, vi smager dem i. Også her kan der fremkomme overraskelser som i tilfældet Paris. Brands, som jeg umiddelbart ikke ville vurdere så højt kan overraske – andre kan skuffe. Så ja det er en god øvelse at smage blindt.

Men det kan også være en udfordring, hvor ens viden og smageevner bliver sat på prøve. Man vil nødigt som professionel tage helt fejl og bortdømme en topvin eller omvendt. Eller vurdere en vin fra Frankrig til at være Australsk. Det handler Raymond Blakes artikel ”A Day in the Life of a Blind Taster…” netop om. Her skriver han ærligt om udfordringen og sine fejlvurderinger ved en stor blindsmagning, som bl.a. omfattede vine som Pétrus, Sassicaia, La Tâche, Mouton, Seña, Opus One, Grange og Solaia. Og ikke nok med det. Han offentliggør også sine point og sammenligner med gennemsnittet ved smagningen.

”The Judgement of Paris” er en flot og rigt illustreret bog. Der er mange tankevækkende betragtninger, og den giver god insidervinden om smagningen i Paris. Men den er også lidt vel meget en coffee table book, der er ganske fin at have liggende og bladre i, men måske knap så spædende at læse fra enden til anden. Vil man gerne blive klogere på, hvad der foregik den gang i Paris, vil jeg anbefale George M. Tabers bog.

”The Judgement of Paris” er selvfølgelig dedikeret til Steven Spurrier, som døde i 2021, og som desuden grundlagde forlaget Academy du Vin Library.

 

”The Judgement of Paris. The 1976 Event that shook the Wine World”. Academy du VinLibrary 2026,192 sider.

Besøg på Château Lynch-Bages

 

Under vores ophold i Bordeaux i sommerferien blev det også til en udflugt til Haut-Médoc med de mange kendte vinslotte. Haut-Médoc strækker sig over ca. 60 km fra udkanten af Bordeaux by mod nordvest langs især Gironde-floden. Kører man ad D2-vejen kommer man igennem de berømte appellationer Margaux, St. Julien, Pauillac og St.-Estèphe.

Vi havde i forvejen lavet en aftale på Château Lynch-Bages i Pauillac, men benyttede selvfølgelig lejligheden til at ose lidt undervejs på køreturen, hvor slottene ligger tæt i og omkring de små landsbyer. Château Margaux, Château Palmer, Château Beychevelle, Château Pichon Baron og Château Latour for blot at namedroppe en håndfuld af de mest prestigefyldte.

At det lige blev Lynch-Bages, vi besøgte, er ingen tilfældighed. Som ekspert i portugisisk vin har jeg mange gode kontakter i Portugal, og en af dem, Quinta do Crasto i Douro, samarbejder med det franske slot. Det sker i form at brandnavnet Roquette & Cazes, som er familienavnene for ejerne af henholdsvis Quinta do Crasto og Château Lynch-Bages. Samarbejdet og selskabet bag blev etableret i 2002, og idéen var så at sige at lave Douro-vin a la francaise – eller som Jean-Michel Cazes har udtrykt det:

“Making a great wine using the Douro grape varieties, a wine with body and complexity which combines the power and the sun of Portugal with the elegance and finesse of Bordeaux.”

Der produceres i dag to vine, hvor druerne altså kommer fra Douro, mens det franske slot leverer winemakerekspertise: Roquette & Cazes og Xisto.

Men tilbage til Lynch-Bages i Pauillac. Slottets historie går langt tilbage. I det 17. århundrede begyndte der at blive lavet vin på stedet, som efterfølgende fik navnet Domaine de Bages. Århundredet efter ankom irske John Lynch til Bordeaux, og hans søn Thomas købte Domaine de Bages i 1750. Deraf altså det nuværende navn. I 1930´erne blev slottet købt af Jean-Charles Cazes, som var født i Pauillac, og siden har slottet være i Cazes-familiens besiddelse. Familien købte efterfølgende også andre ejendomme i område; ChateauOrmes de Pez i naboappellationen Saint-Estèphe blev købt allerede i 1940, og ChateauHaut Batailley ligeledes i Pauillac fulgte i 2017.

Har man forventning om at møde et gammelt slot, når man ankommer til Château Lynch-Bages, kan man godt blive skuffet. De gamle bygninger fra sidst i det 16. århundrede ligger nemlig skjult bag nye, store bygninger. Vil man have et glimt af dem, skal man derfor bevæge sig om på bagsiden.

I 2007 blev der igangsat et stort renoveringsprojekt med amerikanske Chien Chung Pei (manden der også stod bag Grande Louvre) som arkitekt. Om resultatet kan det siges kort. Det er stort. Det er glas og stål. Og det er moderne. 

Vi så først receptionsområdet på øverste etage, hvor druerne modtages og afstilkes, hvorefter de sendes en etage ned til de mange gæringstanke. Og endelig på den nederste etage lagringsfaciliteter med bl.a. 2.500 fade. Det hele fungerer ved tyngdeloven, så energiforbruget mindskes. I et lille hjørne var der også en historisk udstilling med de gamle maskiner og redskaber, som  tidligere blev brugt.  

Lynch-Bages råder over godt 110 hektar vinmarker – nærmere bestemt 105 hektar med røde druer og 7 hektar med grønne. Jordmæssigt er der primært tale om grus eroderet fra Pyrenæerne og bragt til området via Garonne- og Girondefloden, hvor det er aflejret oven på et lag kalksten. Med 71 % udgør Cabernet Sauvignon den største andel af de røde druer,  derefter følger Merlot (ca. 22 %) og endelig lidt Cabernet Franc og Petit Verdot. Bland de grønne er det Semillon og Sauvignon Blanc, der dominerer nogenlunde ligeligt, mens Muscadelle udgør ca. 20 %.

To tredjedele af druerne går til produktion af topvinen Château Lynch-Bages, men derudover laves der også en andenvin kaldet Echo de Lynch-Bages samt hvidvinen Blanc de Lynch-Bages. 80 % af produktionen sælges en primeur.

Pauillac regnes af flere for den ypperste af de små kommuner og appellationer i Bordeaux. Det gælder f.eks. Hugh Johnson og Jancis Robinson, som i deres Vinatlas endvidere skriver:

”…mange rødvinselskere ville sige, at stort set alle vine fra Pauillac er indbegrebet af den smag, de søger – en kombination af frisk, blød frugt, eg, stringens, tørhed, raffinement sammen med substans, en smert af cigarkasse, en antydning af sødme og – frem for alt – kraft og langlivethed.”

Dertil kommer, at hele tre af de fem Premiers Cru i klassifikationen fra 1855 ligger i Pauillac; Château Lafite, Château Latour og Château Mouton Rothschild. Det er selvfølgelig en smagssag, om man er enig med Johnson og Robinson, eller om man foretrækker endnu mere power og rustikke karaktertræk i St.-Estèphe, lidt mere elegance fra Saint-Julien eller den bløde elegance i Margaux for nu groft at generalisere.

Der kan siges og skrives meget om den gamle klassifikation med dens opdeling i fem Cru´er. Men uanset, hvad man måtte mene om det rigide system, kan de fleste vist være enige om, at der findes slotte, som kvalitetsmæssigt er bedre, end deres placering umiddelbart angiver. Et velkendt eksempel er 3. Cru vinene fra Château Palmer, men efter min og andres mening gælder det også for Château Lynch-Bages, som er placeret i 5. Cru.

Efter den glimrende rundvisning fik vi en lille smagning i form af hver af de tre topvine fra de tre slotte, som Cazes-familien ejer.

 

Chateau Ormes de Pez 2016, St.-Estèphe

Blend af 42 % Cabernet Sauvignon, 51 % Merlot, 6 % Cabernet Franc og 1 % Petit Verdot. Mørk rubin med lys kant. Fin duft med solbær, mørke blommer og florale noter. Dejlig drikkeklar med mørke bær, solbær, fin balance og godt med tanniner til et forsat liv. De har meget Merlot på Pez, så bruger derfor mere end normalt for vine fra venstre bred, som derfor nok også fremstår blødere end andre vine fra St.-Estèphe.

 

Chateau Haut Batailley 2018, Pauillac

Blend af 59 % Cabernet Sauvignon og 41 % Merlot. Mørk rubin med lys kant. Solbær og blyantspids, mineralsk. Lidt ungdommelig råhed med tanniner, der sætter sig, høj syre. Brug for tid, flot potentiale.

 

Chateau Lynch-Bages 2014, Paulliac

69 % Cabernet Sauvignon, 26 % Merlot, 3 % Cabernet Franc og 2 % Petit Verdot, 18 måneder på fad, hvoraf 75 % er nye. Mørk rubin, lidt lys kant, tæt. Solbær og andre mørke bær, skovbund og svampe samt lidt cigarkasse. Moden frugt i munden, solbær, godt med bløde, velintegrerede tanniner, lang dejlig hale. En flot vin, som kan drikkes nu, men også stadig har stort potentiale.

 

Efter smagningen nød vi frokosten på Café Lavinal på torvet lige uden for hovedbygningen, hvor der også er en lille vinbutik. Og ja, vi købte en flaske med til aftensmaden, ligesom vi til frokosten tog en flaske Roquette & Cazes. Det var nu en gang samarbejdet med portugisiske Quinta do Crasto, som var årsagen til besøget. Så det skulle da bare mangle.

 

Læs om mit seneste besøg på Quinta do Crasto her.