Quinta do Noval – fra LBV til National

 

Quinta do Noval hører til blandt de mest prestigefyldte portvinsmærker – både hvad angår selve quintaen, som ligger i baglandet til Pinhão, og portvinene. Det sidste skyldes ikke mindst den eksklusive enkeltmarksportvin Noval Nacional, som blev lavet første gang i 1931, om end der findes ubekræftede notitser om en årgang 1927 på auktion hos Christies. Her er der tale om vinplanter på oprindelige portugisiske vinstokke, som ikke blev udskiftet med amerikanske efter vinlusen phylloxeras hærgen sidst i 1880´erne – deraf også navnet. I den senere tid er der kommet en del andre enkeltmarksvine til fra andre producenter i Douro.

Foruden Quinta do Noval Vintage og Quinta do Noval Nacional Vintage producerer Noval siden 1983 også den lidt lettere og hurtigere modnende Silval Vintage. Tidligere var navnet Quinta do Silval (en ejendom, der ligger tæt ved Noval, og hvor Noval ejer en mark), men det ændrede sig til blot Silval midt i 80´erne efter Portugals indtrædelse i EU. Da der er tale om en vin lavet på druer fra såvel selve Quinta do Noval som Silvalmarken og dermed altså et brandnavn, tillod lovgivningen ikke længere quintabetegnelsen.

Quinta do Noval omtales første gang i år 1715 og har altså en lang historie bag sig med mange ejere. Igennem en del år var den ejet af Van Zeller familien, men i 1993 blev den købt af det franske AXA Millésimes, som placerede Christian Seely ved roret. I 2019 købte Quinta do Noval også naboejendommen Quinta do Passadouro, ligesom Seely selv har investeret i nærliggende Quinta da Romaneira. Chefwinemaker for det hele er Carlos Agrellos.

Noval er høj kvalitet i alle kategorier og laver derfor også udmærket LBV i såvel filtreret som ufiltrerede udgaver – sidstnævnte med fint gemmepotentiale. Dertil kommer udmærkede tawnies og colheitas, hvor jeg især vil fremhæve deres 40 års tawny.

I marts var Quinta do Noval på progammet i The Vintage Port Club med fokus på rubystilen – nærmere bestemt et par LBV´er og de forskellige tre udgaver af Vintage. Det er selvfølgelig ikke første gang, at Noval og Noval National har været på programmet. I 2009 deltog jeg således i en smagning af begge, og i 2016 gæstede Christian Seely klubben ved den årlige winemakers dinner (læs min omtale her).

Men tilbage til nutiden, hvor følgende vine blev smagt semiblindt:

Noval LBV 1991 (magnum): Rubinrød med orangebrun kant, lidt uklar. Især i starten med en smule apotekerduft, røde bær, cigarkasse. Floral med røde bær, fin syre, diskrete tanniner. Et ok glas, som dog nok ikke holder meget længere (91).

Noval LBV 2016 (ufiltreret): Mørk rubin, lidt lysere kant, tæt og uigennemsigtig. Solbær og andre mørke bær i næsen samt lidt kaffe og esteva. Godt med frugt, mørke bær, kaffenoter, bløde tanniner og fin balance. Stadig med gemmepotentiale (91).

Silval Vintage 2001: Mørk rubinrød, lysere kant. Brombær, solbær, kakao og cigarkasse i næsen. Forholdsvis elegant, floral med fin frugt, tør og med god balance, bløde tanniner. Et fint glas uden dog at være helt oppe på den store klinge (92).

Noval Vintage 1970: Rubinrød med lys transparant kant. Jordbær, tyttebær og ribs. Røde bær, elegant og fint balanceret. En ganske harmonisk og delikat vin (93).

Noval Vintage 1982: Flot teglfarvet med lys kant. Dejlig duft af jordbær og andre røde bær, teblade og lidt cigarkasse. Blød i munden med røde bær, elegant, tør, bløde tanniner og fint syrebid i halen. Delikat og stadig med liv foran sig (95).

Noval Vintage 1991: Rødbrun med lys kant, lav intensitet. Røde bær, jordbær, mokka og lidt vanilje i næsen. Let cremet i munden, toffee, bløde tanniner, lang hale, En dejlig vin (93).

Noval Vintage 1997: Rubinrød med lys kant. Solbær og ribenasaft i næsen samt lidt hvidløg. Ok frugt, men også lidt vel urtet og måske lidt tam, lang hale med tørre tanniner (92).

Noval Vintage 2000: Rubinrød, mørk. Godt med mørke bær, solbær og brombær, lidt vanilje. Solbær og andre mørke bær i munden samt mørk chokolade, tør, godt med tanniner. Dejlig vin med fint potentiale (93).

Noval Nacional 1964: Ravfarvet med flot skær, ikke så intens. Abrikos, mandel og honning i næsen. Let cremet i munden, blød og delikat, nødder og andre oxidative noter. Dumpet som vintage, men et ganske fint glas i tawnystil – dog ikke aldersvarende kvalitet (92).

Noval Nacional 1975: Ravfarvet med helt lys kant. Duft af abrikos og orangeskal. Blød og cremet, ganske delikat og velbalanceret, god mellemlang hale. Igen dumpet som vintage, men et flot glas (93).

Noval Nacional 1978: Teglrød med helt lys kant. Måske lidt anonym næse med røde bær. Diskret frugt med røde bær, fin elegance, dejlig floral (93)

Noval Nacional 1980: Rød kerne, lysere kant, lidt tåget. Lidt urtet næse, frisk med røde bær. Røde bær, markant syre, krydret og pebret hale, ikke helt harmonisk, lidt kantet (91).

Min top 5

Inden mine konklusioner lige et par bemærkninger. Arrangørerne var i tvivl om kvaliteten af Noval Nacional 1964, da den havde meget lav stand i flasken. Efter åbningen kunne de dog konstatere, at den ikke havde decideret fejl, men blot var meget lys, hvorfor den indgik i smagningen. En enkelt skæv flaske var der dog i smagningen i form af den ene Noval Vintage 1997, men jeg var så heldig at være placeret ved bordet med den gode flaske. Endelig skal det nævnes, at der kun var en flaske til deling af de tre ældste Noval Nacional vine. En ganske fornuftig disposition af hensyn til smagningens pris og det faktum, at de er svære at finde. Men selv om der var mindre i glassene end vanligt, var der nok til at smage og bedømme vinene.

Deltagerne afgav deres point, hvilket gav denne samlede Top 5 med pointsnit i parentes:

1. Quinta do Noval Vintage 1970 (90,9)
2. Quinta do Noval Vintage 1982 (90,8)
3. Quinta do Noval Vintage 2000 (89,0)
4. Quinta do Noval Silval Vintage 2001 (88,5)
5. Quinta do Noval Nacional Vintage 1975 (87,4)

Den samlede Top 5

Ses bort fra Silval 2001 var der ikke den store afvigelse fra min egen bedømmelse. Der var dog en del snak om, hvordan man skulle vurdere og pointgive de to ældste udgaver af Noval Nacional, som var tydeligt tawnyficerede. Som det fremgår ovenfor valgte jeg at give pæne point, da de faktisk smagte ok, og så se igennem fingrene med, at der ikke var tale om vine med Vintage karaktertræk. Andre dumpede dem af denne grund. Der kan argumenteres for begge dele.

Selv om Noval Nacional er prestigefyldte og omkostningstunge vine, kan jeg ikke ud fra denne smagning og mine tidligere erfaringer sige, at det er bedre vine. Desuden kan noget tyde på, at holdbarheden måske ikke er så god – medmindre der var tale om dårlig opbevaring e.l. Dette vil harmonere med udtalelser, jeg har hørt fra flere winemakere – nemlig at enkeltmarkerne nok giver flotte vine, men uden det samme langtidspotentiale som klassiske blends.

Alt i alt en ganske fin smagning, selv om flere deltagere udtrykte skuffelse. Og ja, vurderet ud fra den hype, der er om Noval og Noval Nacional, var kvaliteten måske lidt lavere end forventet.

The Wines of Beaujolais

Anmeldereksemplar tilsendt af forlaget 

I november sidste år inviterede den lokale franske café, Chez Désirée, til fejring af Beaujolais Noveau. Min umiddelbare tanke var, at den slags hørte svundne tider til – nemlig den gang i 80`erne og starten af 90´erne, hvor en tredjedel af al vin produceret i Beaujolais var beregnet til at blive solgt i slutningen af høståret, og hvor Thorkild Thyrring og andre kørte ræs fra Frankrig til Danmark for at se, hvem der kunne bringe de frigivne flasker først til landet.

Men nej, faktisk har Beaujolais Noveau fået er renæssance, så hippe vinbarer, restauranter og importører igen fejrer den unge vin. København nævnes ligefrem som et af de steder, hvor Beaujolais Noveau igen er ”in” i Natasha Hughes (MW) bog ”The Wines of Beaujolais”, som udkom sidste år på Academie du Vin Library i deres serie af glimrende vinbøger om forskellige regioner (læs fx min omtale af Richard Maysons ”Port and the Douro” her).

Fejringen af Beaujolais Noveau er et glimrende event, når bare vi – i modsætning til 80´erne og 90´erne – husker, at Beaujolais er meget andet end de nyudklækkede vine. Det er også høj kvalitet fra de forskellige cru´er og vine, der kan tåle at lagre. Det er vine, som kan konkurrere med vine fra Bourgogne, men som heldigvis befinder sig i en anden prisklasse. Beaujolais er så at sige in, da stilen appellerer til tidens trend.

Men trods det, er der stadig mange, som udelukkende tænker Beaujolais Noveau, når regionen nævnes. Eller som Natasha Hughes skriver i sit forord:

“Even some of the most educated people in the wine word believe that Beaujolais is a wine that tastes of bubblegum and candied red berries, a wine that can only last a year in bottle before it gives up the ghost of any fruit it once had.”

Natasha Hughes er tydeligt en kender af Beaujolais med mange års besøg bag sig. Hun kender winemakerne og følger udviklingen. Hun har altså god indsigt og fortæller med tydeligt nærvær, når hun tager os med på besøg, beskriver landskabet og citerer winemakerne. Bogen er med andre ord ikke blot oplistet og leksikal viden, men også personligt skrevet, hvorfor hun heller ikke lægger skjul på, hvilke underregioner og producenter, hun er specielt glad for. Men som hun skriver i forordet har hun prøvet at balancere, så såvel store som små, konventionelle som biodynamiske og økologiske, etablerede og velrenommerede som den unge generation er med i bogen. Når det er sagt er der mange producenter af naturvine og biodynamiske vine medtaget, men det er givet den vej udviklingen går i Beaujolais som så mange andre steder.

Som vanligt for serien indledes med et historisk afsnit, hvorefter følger et kig på terroir og druesorter, arbejdet i marken og i kælderen. Endelig følger den anden del med omtale af de 10 cru´er, vine kategoriseret som Beujolais Village og Beaujolais samt endelig négocianter, som der også er er en del af som i Bourgogne.

Hvad druesorter angår er Gamay altdominerende og udgør hele 95 %. Dertil kommer Chardonnay, da der faktisk også laves hvidvin i regionen, samt lidt Syrah og Pinot Noir.

Den mest kendte fremstillingsmetode  er maceration carbonique, hvor de hele druer kommes i en lufttæt tank tilføjet kuldioxid. Herefter foregår gæringen inde i selve druerne, hvilket resulterer i en lettere og frugtig vin med bløde tanniner.

Det er denne metode, der ligger bag stilen i Beaujolais Nouveau, men den er ikke enerådende. Størstedelen af producenterne benytter sig af såkaldt semi-carbonic fermentering, hvor en del af druerne gæres på almindelig vis, og endelig praktiseres der også termovinifikation og ganske almindelig fermentering som i resten af Bourgogne.

Gennemgangen af producenter er sikkert ganske nyttig, når man skal ud at købe Beaujolais vin eller vil besøge regionen. Men personligt kunne jeg godt have ønsket mig lidt kortere omtaler af de enkelte producenter og i stedet lidt mere uddybende almen beskrivelse af regioner og underregioner.

Bogens sidste kapitel er et lidt dystert kig ind i fremtiden. Natasha Hughes skriver tiden frem til 2045 og forestiller sig tre scenarier for Beaujolais udvikling.

Det første er det positive. Her er vinlisten på en fancy restaurant fuld af vine fra Beaujolais, som rangerer på linje med Bordeaux, Piemonte og det nordlige Rhône, og visse topproducenters vine har priser magen til de fine marker i Bourgogne.

I det andet scenarie er priserne for vine fra de bedste cru´er, røger så meget i vejret, men til gengæld er antallet af producenter faldet og cru´er som Chiroubles og Chénas er nærmest ophørt med at eksistere, da det er for dyrt at lave vin der på grund af klimaændringer. I stedet har man først satset på Chardonnay og nu også hybriddruer.

I det tredje og mest dystre scenarie er de fleste vinmarker forladt på grund af klimaændringerne. Det gælder dog ikke den sydlige del af regionen, hvor det blev tilladt at kunstvande. Letheden og friskheden, der tidligere karakteriserede vinene på Gamay er nu væk, og alkoholprocenten ligger på 15 i snit.

Jeg er ikke i tvivl om, hvad såvel forfatteren som jeg selv ønsker bliver virkelighed.

 

Natasha Hughes MW: The Wines of Beaujolais. Academie du Vin Library 2025, 270 sider. Læs også min omtale af fire nye vinrejsebøger fra forlaget her.

Vintage 1966 – stadig en holdbar årgang

 

Der skete meget i 1960´erne. I portvinens verden bød årtiet på to store klassiske årgange, som med tiden har vist sig at være blandt de bedste overhovedet. Længe har Vintage 1963 haft ry for absolut topniveau, hvorfor Vintage 1966 måske har stået lidt i skyggen.

Sådan er det ikke helt i dag. Det er kun de allerbedste vine i årgang 1963, som stadig er på toppen, mens flere af de tre år yngre udgaver stadig er ganske fine. Derfor har der de senere år været lidt den modsatte stemning, nemlig at Vintage 1966 er – om muligt – bedre end Vintage 1963.

I januar havde The Vintage Port Club i Odense Vintage 1966 på programmet. Smagningen var annonceret som nok værende sidste gang, den gode årgang vil kunne smages i klubben af den årsag, at det efterhånden er svært at finde flaskerne, når man som i klubben skal bruge tre af hver, ligesom priserne er løbet meget i vejret.

Det er blot anden gang i klubbens historie, at en horisontalsmagning af Vintage 1966 har været på programmet, men vine fra årgangen er selvfølgelig indgået i andre smagninger jævnligt. Sidst, vi smagte årgangen, var i 2016, hvor den havde 50-års jubilæum. Her blev der ligesom denne gang smagt 10 forskellige vine. Aftenens vinder var Fonseca forfulgt af Delaforce, Taylor´s, Graham´s og Dow´s. Af disse var det kun Dow´s som ikke var med her i januar. Derfor var det spændende at se, om de samme fire vine igen ville udmærke sig – eller om de ville blive overtrumfet af andre?

Om årgangen kan kort fortælles, at der ifølge Henrik Oldenburg var 29 huse, der deklarerede 1966, hvilket var betydeligt mindre end 1963, hvor hele 44 deklarerede. Der var altså lidt mindre konsensus om årgangens kvalitet end der var tre år før. Men der blev ”lavet fremragende vine”, som Oldenburg skriver. Tilsvarene skriver Richard Mayson i sin bog ”Port and the Douro”, at Vintage 1966 var kendetegnet ved ”power and elegance”, og at året var ”complete”. Han tilføjer, at det nok er tiden at drikke vinene nu, selv om de bedste ”will keep for a lifetime”. Axel Probst giver i sin bog ”Portwein” 1966 fem ud af fem stjerner og kalder året for et ”klassisk stort år, stadig relativ billig og særdeles langtidsholdbar”. Ses bort fra det med relativ billig, vi jeg erklære mig enig.

Der var flere spørgsmål, der ventede svar. Var vinene stadig holdbare eller kun nogle af dem? Hvordan så det ud med balancen mellem frugt og syre? Og ikke mindst, hvilket huse ville præstere og hvilke ikke?

Smagningen var semiblind, hvilket vil sige, at vi vidste, hvilke mærker den omfattede, men vi kendte ikke rækkefølgen. Åbningen af flaskerne begyndte små fire timer inden smagningen, og vinene blev dekanteret en times tid senere. Men de blev først skænket i glassene lige inden og ved en fin temperatur, hvilket gav god mulighed for at de kunne åbne og udvikle sig, som aftenen skred frem.

Her følger mine noter i den rækkefølge, vinene blev serveret. Ved et par vine giver jeg splitkarakter, da jeg var i tvivl – bl.a. fordi de ændrede karakter med tiden. Ved den efterfølgende afstemning, måtte jeg dog træffe et valg.

 

Delaforce Vintage 1966: Teglrød, lav intensitet, lys kant. Floral med jordbær, røde kirsebær og en vis skarphed i næsen. Røde bær, florale noter, et markant pebret og spicy indtryk, hvilket fortsatte i halen, som også var præget af en skarp syre, hvilket trak lidt ned i en ellers fin vin (92).

Grahams Vintage 1966: Lys rubinrød med lys kant, medium intens. Røde bær, syrnede kirsebær, læder og cigarkasse i næsen. Jordbær, kirsebær og tobak, syren kom i anden omgang og skabte fin balance, fin hale med syresvip. Et glimrende glas, som stadig har liv til flere år (95).

Gould Campbell Vintage 1966: Flot teglrød, klar med lys kant. Røde bær og syrnede kirsebær samt lidt kaffe og tobak. Elegant og floral med god balance, men ikke høj på frugt. Behagelig og flot lige nu, men lidt sart og skal nok snart drikkes (94/95).

Niepoort Vintage 1966: Flot lys rubinrød, medium intens med lys kant. Ikke så intens i næsen, men med røde bær og lidt læder. Floral med røde bær, lidt sødme og en høj lidt skarp syre. Ganske fin og harmonisk, men med lidt vel skarp syre i forhold til frugten, stadig holdbar (93).

Croft Vintage 1966: Orangerød med lys kant, støvet og uklar. Tørrede frugter som i tawny, duften forsvandt mere og mere med tiden. Tørrede frugter og lidt balsamico i munden efterfulgt af en pebret hale, uharmonisk. Fint drikkelig, men tydeligt tawnyficeret og manglede desuden den spændstighed og syrebalance, som en god tawny i samme alder ville have (88).

Sandeman Vintage 1966: Flot teglrød, ikke så intens, lys kant. Røde bær og florale noter, men desværre også lidt mislyde i form af lidt apotekerduft, som trak ned. Godkendt hvad angår frugt, røde bær, pebret hale (90).

Fonseca Vintage 1966: Teglrød, medium intensitet i kernen, lys kant. Fin ekspressiv med røde kirsebær, florale noter og lidt muskatnød. Fint med frugt i form af røde bær, men også pebret og krydret, ok balance, ganske delikat og stadig holdbar (94). 

Taylors Vintage 1966: Rubinrød, medium intens, lys kant. Kirsebær og røde bær samt lidt tørrede frugter, men tiden opstod der lidt mislyde. Flot frugt i munden, kirsebær, læder, syren kommer i anden omgang og munder ud i en lidt skarp hale (91/92).

Quinta do Noval Vintage 1966: Rubinrød, medium intens og forholdsvis mørk, alderen taget i betragtning. Fint med frugt – især røde bær – i næsen. God syre og frugt og ganske fin og harmonisk i munden, men måske lidt skarp syre, lang hale. Stadig holdbar (92).

Warres Vintage 1966: Rubinrød, medium intens. Lidt sart og diskret næse med kirsebær og cigarkasse. Ganske fin og fyldig i munden med god balance, delikat og floral, fin hale. Et dejligt glas, men nok ikke med så lang levetid (94).

Undervejs inden afsløringen blev der selvfølgelig gættet lidt på identiteten. Men det var en svær øvelse, da mange karakteristika, som normalt kendetegner visse brands, ikke er nær så markante, når alderen er så fremskredet. Flere af portvinene mindede derfor mere om hinanden end de sikkert ville have gjort for 20-30 år siden. Jeg prøvede at skyde lidt forsigtigt på nogle af dem, men ramte kun plet, hvad angår Niepoort.

Min personlige top 5

Med hensyn til Croft, findes der folk, som elsker den slags tawnyficerede vine. For mig er den diskvalificeret som Vintage og mindre god som tawny, men det er jo en smagssag.

Da jeg tidligere flere gange med stor glæde har nydt Sandemans Vintage 1966, skuffede den lidt. Men det kan skyldes flaskevariation, da deltagere ved et andet bord var mere begejstrede, eller måske blot tidens tand, som har gjort den mindre spændende?

Den efterfølgende afgivning af point fra deltagerne resulterede i en delt førsteplads til Niepoort og Warre´s med 92,7 point. Fonseca fulgte på tredjepladsen med 92,0 point og derefter kom Quinta do Noval (91,6), Taylor´s (91,6) og Graham´s (90,5).

Top 5 efter afstemning

At gennemsnittet af pointgivningen for det meste ligger lavere end mine point er ikke overraskende for mig. Flere deltagere giver generelt ret lave karakterer – og efter min mening for lave, da vi taler om store huse i en stor årgang – ligesom forskellige smagspræferencer spiller ind på snittet. Vi har ikke alle den samme favorit.

Jeg havde ikke tippet Warre´s som samlet vinder, men kan se, at jeg også selv gav den fint med point. Et tjek i mine noter fra smagningen i 2016 viser, at den dengang endte på en 9. plads, og at jeg selv gav en lav score på 87 point. I noterne fra den gang kan jeg endvidere se, at jeg havde Taylor´s som min favorit med hele 96 point.

Af de fem vindere fra 2016 klarede Fonseca, Taylor´s og Graham´s sig igen fint. Quinta do Noval endte den gang på en 10. plads.

Gould Campbell, som jeg var glad for, endte på en samlet 7. plads, så her var det altså langt fra alle, som delte min begejstring.

Hvad angår Delaforce fik vi ved mit bord en almindelig flaske, men de to andre borde delte en magnum, som normalt udvikler sig langsommere. Optællingen viste dog ikke den store forskel, da magnumflasken kun scorede 0,5 point højere i snit.

Alt i alt en fin smagning, som bekræftede kvaliteten på årgangen samt, at de fleste flasker stadig er fint i live – nogle endda med endnu flere år foran sig.

Cool Climate Wine Summit 2026

 

Allerede sidste år overvejede jeg at deltage i Cool Climate Wine Summit i København, da det lød spændende. Vine fra kølige regioner herunder lande, hvor seriøs vinproduktion er forholdsvis nyt, men voksende både kvantitativt og kvalitativt. Dette bl.a. på grund af klimaforandringer, som i dag tillader vinproduktion i lande nordligere (eller sydligere for den sags skyld) end det traditionelle bælte for vindyrkning mellem 40 og 50 breddegrad på den nordlige halvkugle og 30 og 40 på den sydlige.

Det blev så ikke til noget med et besøg sidste år, men det gjorde det til gengæld i år, hvor jeg først deltog i en master class med mousserende vin og derefter smagte vine ved de hele 174 stande i Øksnehallen i København.

Med så mange fremmødte producenter kan man selvfølgelig ikke nå at smage alt. Jeg valgte derfor især at koncentrere mig om vin fra Schweitz, da det er et land, jeg ikke har smagt meget fra, og jeg samtidig lige var blevet inspireret af læsning af en vinguidebog til landet. Men det blev selvfølgelig også til lidt vine fra flere andre lande, mens andre igen blev forbigået helt af forskellige årsager. Det gjaldt f.eks. USA, som var repræsenteret med vine fra Finger Lakes samt Sydafrika og Japan, hvor der var konstant kø ved bordet. Jeg sprang ligeledes Italiens Alto Adige over, ligesom det kun blev til få vine fra Østrig, Polen og Tyskland. Sidstnævnte var i øvrigt det land med flest deltagende producenter.

Som det fremgår, var den geografiske spredning altså større end man umiddelbart ville forvente. Cool Climate har nu en gang ikke kun noget med breddegrader at gøre, men også beliggenhed og højde. Og ja, man kunne faktisk nemt have brugt to dage på festivalen, så hvem ved. Måske deltager jeg fuldt ud næste år.

Ved den åbne smagning ved de mange stande blev der ikke taget noter, så her følger blot noter fra masterclassen samt lidt indtryk og fotos fra den efterfølgende rundgang.

 

Master Class – Cool Climate Sparkling

Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke er ekspert i Champagne og andre mousserende vine. Men jeg har fået smag for det og er meget nysgerrig efter at lære mere, hvilket var en af grundene til, at jeg netop valgte at tilmelde mig denne masterclass.

Det var Master of Wine Anne Krebiehl, som stod for smagningen. Anne Krebiehl er født i Tyskland, men bosiddende i London, og har en særlig kærlighed til Champagne og andre mousserende vine.

Der blev smagt to vine fra fire forskellige lande. Først to danske, derefter to fra Polen, efterfulgt af to belgiske og endelig to fra England. Nogle var lavet på klassiske sorter som Pinot Noir og Chardonnay – andre på såkaldte piwi-sorter – altså særlige sygdomsresistente sorter, som især har vundet udbredelse i lande mod nord.

Her følger mine noter i den rækkefølge vinene blev smagt og præsenteret af Anne Krebiehl og de fremmødte repræsentanter og winemakere fra producenterne.

By Stokkebye Stella Mary 2021 Pinto Noir Brut Nature: Druer fra 2015 og 2019, 12 måneder på bærmen og uden tilsætning af dosage. Strågul med små diskrete bobler. Aromatisk med godt med frugt, brødkrummer og gærduft. Fint med bobler i munden og god friskhed, meget tør, gule stenfrugter, moden frugt, citrus, tydeligt præg af lagringen (92).

Skærsøgaard DONS Blanc de Noir 2021 Brut: Blend af Rondo, Cabernet Cortis og Pinot Madelaine. Lys grøngul med meget diskrete bobler. Diskret næse med blomster og citrus. Frisk i munden, men samtidig fin blød og rund, mineralsk, blomster, citrus og lidt brødkrummer, høj syre (92).

Winnica Turnau Classique Brut: Blend af Riesling (50 %), Johanniter (25 %) og Seyval Blanc (25 %): Grøngul med diskrete bobler. Citrus, blomster og lidt bubble gum i næsen. Mere aromatisk, når den først var i munden, fin cremet tekstur, gule stenfrugter og lidt tyggegummi, lang hale (89).

Winnica Saint Vincent Blanc de Noirs 2023: 100 % Pinot Noir. Lys grøngul, diskret næse, godt med bobler. Lidt vel parfumeret i næsen med æbler og blomster. Meget sprød og frisk i munden med god mineralitet og æbler samt fin mundfylde, fin lang hale (91).

Cruysem Blanc de Blancs NV Brut: 100 % Chardonnay, 24 måneder på bærmen. Gulgrøn med godt med bobler. Frisk og sprød i munden, blomster, lidt gule stenfrugter og brødkrummer, æbler, god fylde (92).

Gloire de Duras Cuvée Adrien 2022 Riesling Brut Nature: Grøngul med meget diskrete bobler. Meget typiske duft med gule stenfrugter, lidt petroleum og røgede noter. Fine bobler i munden, let og sprød med grønne æbler og fin frugt, lang hale med citrus og syrebid (91).

Gusbourne Blanc de Blancs 2019 Chardonnay Brut: Gulgrøn med fine diskrete bobler. Dejlig aromatisk med æbler, blomster og brødkrummer. Skøn i munden med flot, let cremet tekstur og diskrete bobler, fin balance, men ikke høj på syre, lang hale, fint potentiale for udvikling (94).

Knightor Winery Vintage Cuvee 2014 extra brut: Lavet på 40 % Chardonnay og 60 % Pinot Noir. Strågul med diskrete bobler. Meget aromatisk med gule stenfrugter, tørrede frugter, æbler og lidt krudt. Måske lidt lav på syre i munden, fin mineralitet, blomster, meget lang hale (92).

Set som en landskamp havde jeg altså England som vinder forfulgt af Danmark, Belgien og endelig Polen. Alle fire lande viste tydeligt, at bobler er værd at satse på i de køligere områder – også set i lyset af, at meget tyder på, at de traditionelle områder for mousserende vine herunder Champagne har deres udfordringer på grund af ændrede klimatiske forhold.

 

Vine fra Schweitz

Da min nysgerrighed var blevet vakt efter nyligt at have læst en fin lille guidebog til vinlandet Schweitz (læs min omtale her), valgte jeg mest at koncertere mig om de fremmødte producenter derfra. Dem var der hele 18 af, hvorfor ikke alle blev nået.

Mit første besøg gjaldt en producent med dansk importør (Krone Vin). Anne-Claire Schott er af en winemakerfamilie og har 4,5 hektar biodynamiske vinmarker ved Twann over Lake Biel og dermed i regionen Trois-Lacs. Hun laver vin i to serier; en mere traditionel serie med terroirbaserede vine og en serie med naturvine kaldet ”Aroma der Landschaft”.

Jeg smagte et udvalg af begge serier. En ganske fin og sprød Chasselas, en flot Pinot Noir og en lækker Pinot Noir Reserve samt en orangevin på Chasselas og en såkaldt Coplantation med seks forskellige druesorter i samme mark.

Foruden de smagte laver Anne-Claire også såvel mousserende som Pét-nat vin, ligesom porteføljen omfatter orangevin på Sauvignon Blanc og Pinot Gris. Et dejligt bekendtskab med gode vine, som det helt sikkert er værd at stifte nærmere bekendtskab med.

Af andre producenter fra Schweitz, som blev smagt, kan kort nævnes:

Vinigma fra Baselområdet, hvor jeg smagte et par vine på Sauvignon Blanc lagret på henholdsvis cement og amfora samt endnu en amforavin på Heida, som også går under navnet Savagnin Blanc kendt fra Juras orangevine. Dejlig friske vine og en spændende producent.

Mabillard-Fuchs ligger i Valais-regionen. Her smagte jeg ligeledes en hvidvin på Heida-druen, Païen Heida de Venthône 2024, en Humagne Blanc 2023 på den schweiziske sort Humagne, som kan dateres helt tilbage til 1313, og ligeledes findes i en rød udgave, som jeg også smagte i form af Humagne Rouge 2024. Endelig smage jeg Cornalin 2023 på endnu en lokal druesort, Cornalin.

Graenicher havde både hvide og røde enkeltdruevine med. Her smagte jeg A L´Origine 2024 på Chasselas-druen, en amforavin og en Chardonnay Reserve. For de rødes vedkommende blev det til en Pinot Noir og en Merlot – begge ligeledes reserve.

Silou har udgivet en serie minimalistiske vine under fællestitlen ”Just bottles”. Her smagte jeg et hvidt trekløver i form af deres Chasselas, Sauvignon Blanc og Chardonnay. Alle fint friske, men også med fylde.

Endelig besøgte jeg Domaine de Maison Blanche, hvor jeg smagte en række meget forskellige vine. Først en mousserende Blanc de Blanc demisec 2016, fulgt af Maison Blanche Tradition 2024 på Chasselas, en dejlig Couvent 2015 ligeledes på Chasselas, men ufiltreret og lagret på bærmen, en rødvin på Pinot Noir og Mondeuse Noir og endelig en spændende orangevin på Savagnin Blanc.

Jeg fandt det interessant at møde de schweiziske producenter, og der var mange spændende vine blandt de smagte. Det kan derfor ærgre, at så lidt vin fra Schweitz finder vej til Danmark og resten af verden. Men måske det ændrer sig, da de fremmødte producenter i al fald var interesseret i komme i kontakt med danske importører.

 

Andre vine

Derefter blev det blot til lidt lystsmagning rundt omkring. Jeg smagte endnu en glimrende mousserende vin hos fynske By Stokkeby, hvor Jacob og Helle faktisk har en flot portefølje, som også omfatter udmærkede hvidvine og hedvin, ligesom det blev til et lille udvalg af Solaris hos Dyrehøj.

Norge var også med, og da jeg ikke mindes at have smagt norsk vin før, skulle det også prøves. Her var der ligeledes mousserende vin og hvidvin på Solaris. 

Finland var også repræsenteret – dog med frugtvin på diverse bær. Sjovt nok at smage, men jeg bliver nok aldrig en stor fan.

Apropos vine fra vinlande, man ikke støder på tit, fik jeg også smagt lidt mousserende vine fra Luxembourg fra Caves St. Martin og vine fra Tjekkiet samt endelig fra Baden i Tyskland og fra Østrig.

Slutteligt vil jeg kort nævne en stand fra det italienske vinplanteforhandler og udvikler af resistente og bæredygtige sorter VCR, Vivai Cooperativi Rauscedo. Her kunne man smage en lang række ukendte piwi-sorter udviklet til de kølige vinregioner. Jeg smagte fire sorter: Pinot Iskra, Kersus, Fleurtai og Sauvignon Kretos.

Alt i alt en spændende og lærerig dag. Jo, vin fra kølige regioner er så afgjort værd at stifte bekendtskab med.

 

Læs mere om Cool Climat Wine Summit her.

Portvin fra Menin

 

De smagte vine var tilsendt af importøren

 

Der kan være mange meninger om en ny spiller med stor kapital bag sig, der rykker ind på et marked som produktionen af portvin, hurtigt opkøber vingårde og gamle fade og efter få år sender en stor portefølje på markedet. Men lader man vinene tale for sig selv, er Menin en meget interessant aktør, som laver portvin af høj kvalitet.

I forbindelse med lanceringen i Danmark har jeg tidligere haft fornøjelsen af at prøvesmage såvel en række af deres portvine som deres bordvine. Så da jeg kort inden jul fik tilbudt endnu en smagepakke med små samples på det meste af porteføljen inklusive de nye 80 års portvine og Vintage 2022, takkede jeg selvfølgelig ja. Travlheden i forbindelse med jul og nytår gjorde dog, at jeg først her i det nye år fik tid til at smage vinene. Men inden noterne et kort resumé.

I 2018 købte de to brasilianske forretningsmænd, Rubens Menin og Cristiano Gomes, projektets første vingård Quinta da Costa de Cima, og siden er flere fulgt efter. I 2021 blev Menin Wine Company grundlagt og samme år opkøbte de det gamle brand Horta Osório Wines, som kan dateres helt tilbage til år 1791. H.O. Wines udgør sammen med Menin Douro Estates selskabets to ben.

Winemaker for Menin Douro Estates er Manuel Saldanha med Tiago Alves de Sousa som konsulent. Sidstnævnte, som er ophavsmand til de glimrende vine fra familieejede Alves de Sousa, var egentlig lidt skeptisk, da han blev spurgt, om han ville være med til lave vinene. Men efter at have besøgt stedet og set de gamle blandede vinmarker med vinhas velhas, takkede han ja.

”Især deres 11 hektar store mark ved Quinta da Costa er forbløffende. Det er nok den største gamle vinmark i Douro med 54 forskellige sorter plantet sammen – især Tinta Amarela, Touriga Franca og Tinta da Barca, men også med 2 % grønne sorter. Det er et privilegie at arbejde med en sådan mark,” fortalte han mig i sin tid.

De tilsendte portvin blev smagt over to dage ved lidt forskellige temperaturer.

 

10 års hvid: Lys orange og ravfarvet. Ekspressiv med masser af abrikos, akaciehonning, lidt muskatnød og lidt orangeskal. Fin tekstur, høj markant syre, tørrede abrikos og lidt mandel, lang hale med syrebid (89).

20 års hvid: Ravfarvet, lidt mørkere. Tørrede frugter, abrikos, figen, honning. Dejlig fyldig on intens med flot balance, godt med tørrede frugter og honning samt lidt balsamico, i første omgang blød, derefter med mere kant og syrebid, lang hale. Et dejligt glas og en flot repræsentant for kategorien (93).

30 års hvid: Ravfarvet, orange kant. Lidt diskret næse i første omgang, derefter tørrede frugter, akaciehonning og muskatnød samt lidt apotekerduft. God friskhed i munden med god fylde og flot balancerende syre, en lille tendens til neglelakfjerner, lang hale med fint lille syresvip. Fin vin trods lidt mislyde (93).

40 års hvid: Ravfarvet. Ekspressiv næse med tørrede frugter, lidt figner og nødder, appelsinskal og lys balsamico. Fyldig og intens i munden med flot kompleksitet, fin syre der balancerer, en portvin med mange nuancer og en hale, der bare bliver ved (95).

50 års hvid: Ravfarvet til tawnybrun, tunge gardiner. Lidt tung næse med balsamico, figner og muskatnød. I munden med fin friskhed, der komplimenterer de tungere fadnoter, tørrede abrikoser og balsamico, fed og cremet struktur, koncentreret og kompleks, lang hale (95).

80 års hvid: Ravfarvet. Tung og vinøs, ja næsten cognacagtig næse med masser af balsamico og tørrede frugter. Intens og dyb med stor kompleksitet, balsamico, tørrede frugter og karamel og igen en næsten spiritusagtig karakter, fed struktur, men med fin syre der frisker det tunge præg, slutter med lang vedvarende hale (96).

 

10 års tawny: Tawnyfarvet med lys orange kant, flot skær. Brændte figner, nødder, orangeskal og lidt bær i næsen. Frisk med tilpas syre, nødder, tørrede frugter og lidt karamel, rimeligt modnet i forhold til kategorien, syrebid i halen (89).

20 års tawny: Flot tawnyfarvet med fint orange skær. Tørrede frugter og nødder, muskatnød, lidt citrus. God friskhed og fylde i munden, tørrede figner, nødder og lidt orangeskal, fin tekstur og god balance, lang hale. Et ganske glimrende glas (92).

30 års tawny: Tawnyfarvet, lys kant og mørkere kerne. Figner, tørrede frugter, nødder og lidt balsamico og farin. God fylde og rimelig kompleksitet, fin tekstur, tørrede frugter, blomster og lidt citrus, syren kommer i anden omgang og spjætter, lang hale med syrebid (93).

40 års tawny: Flot tawnyfarvet med lysere kant. Intens og ekspressiv med nødder, figner, svesker, orangeskal, balsamico, brun farin og lidt muskatnød. Dejlig cremet struktur og flot kompleksitet, fin friskhed og syrebid samt god balance, nødder, balsamico, tørrede frugter og karamel. Intens og med mange lag, lang hale med syrebid og citrusfrugt. Et flot glas (94).

50 års tawny: Mørk tawnybrun, lysere kant. Lidt rustik næse med balsamico, valnødder, svesker og tørrede frugter samt lidt appelsinskal. Cremet i munden, intens og med fin kompleksitet, figner, balsamico, nødder, flot balanceret med syren, som komplementerer de tungere noter, meget lang intens hale (95).

80 års tawny: Meget mørk og dyb tawnybrun, grøn kant. Masser af balsamico og dybe noter i næsen, brændte figner og svesker. Brændte figner, karamel og balsamico i munden, tung og koncentreret men med fin syre, der letter indtrykket, dyb og intens med mange lag, lang lidt brændende hale (95).

Vintage 2022: Blend af Touriga Franca, Touriga Nacional og field blend fra gammel mark. Mørk, tæt og uigennemsigtig med lilla kant og tunge gardiner. Solbær, violer, lidt skovbær og krydderurt som rosmarin samt lidt vanilje. Blød og let cremet i første omgang, derefter mere markant syre og lidt urtede noter, masser af ungdommelig frugt og mørk, lidt bitter chokolade, balanceret, halvtør, bløde diskrete tanniner. En ung frugtbombe med pænt potentiale, men nok ikke på den helt lange bane (92).

Det var en fornøjelse at smage hele serien af hvid portvin med alder og tawny op mod hinanden. Der er tydelig stilistisk sammenhæng og fin progression modenhedsmæssigt.

For de hvides vedkommende synes jeg 30 og især 40 års fremstod fremragende og næsten overtrumfede 50 års, mens der var stort spring rent karaktermæssigt op til den 80-årige. Vidner måske om den risiko, som nogle fremhævede, da de nye kategorier blev indført – nemlig at 30, 40 og 50 ville ligge tæt, men her dog med en helt anden lethed og friskhed over den 30-årige hvide fra Menin.

Blandt tawnierne vil jeg især fremhæve 20 års som en glimrende vin i kategorien samt 40 og 50 års Tawny, som gjorde det virkelig flot og var en nydelse. God kompleksitet og en dejlig frisk syre, der balancerer tyngden.

Smagningen bekræfter mig også i, at alder og kvalitet ikke nødvendigvis er proportionalt i min optik. Jo, koncentrationen øges, men samtidig svinder balancen mellem friskheden og frugten også lidt. Tilføjer man endvidere prisen til ligningen, finder jeg som regel generelt, at der er mest kvalitet for pengene i 20 års kategorien.

 

Menin importeres af Nordjysk Vinimport

Fire nye vinrejsebøger om Rhône, Napa Valley, Toscana og Schweitz

Anmeldereksemplarer tilsendt fra forlaget

Det engelske vinbogsforlag Académie du Vin Library fortsætter deres udgivelsesrække af små handy rejsebøger til vinregioner under fællestitlen ”The Smart Traveller´s Wine Guide”. Tidligere er udkommet om Bordeaux og Rioja (læs min omtale her), og sidst i 2026 fulgte så endnu fire bøger dækkende Napa Valley, Toscana, Schweitz og Rhône.

Det er selvsagt fire meget forskellige områder. Fra Californien over et par gamle kendte europæiske vinregioner til en bog dækkende et helt land. Det giver selvfølgelig en række forskelle, men samtidig er bøgerne meget ens i deres opbygning og tilgang til stoffet. Dispositionen er gerne, at vi først får lidt om historien, derefter følger noget om terroir, druesorter, stilarter og klassifikationer mv. samt en oversigt over nogle udvalgte ikoniske vine fra området.

Bøgernes anden halvdel er selve guiden med forslag til ture, hoteller og andre overnationssteder, vingårde der modtager besøg, vinbarer og vinbutikker samt restauranter i forskellige prisklasser fra de mest eksklusive med Michelin stjerner til almindelige brasserier.

Hvor Napa Valley, Rhône og Toscana nok er nogenlunde bekendte for de fleste vininteresserede er Schweitz mere ukendt, hvilket ganske enkelt skyldes, at eksporten er lav, hvorfor vi selvfølgelig heller ikke ser meget til vine fra alpelandet i Danmark. Og det er ærgerligt, da de vine, jeg har smagt, har været spændende og har vakt min nysgerrighed. Senest smagte jeg således en del vine på nyligt afholdte Cool Climate Wine Summit i København.

Der produceres vin i alle 26 kantoner i Schweitz, som overordnet er inddelt i seks vinregioner: Valais, Vaud, Geneve og Three Lakes i øst, Deutschschweiz (den tysktalende region) i nord og Ticino (den italienstalende region) i syd. Der dyrkes ca. 250 druesporter. Tre røde sorter, Pinot Noir, Merlot og Gamay, udgør 40 % af produktionen, den grønne Chasselas ca. 25 %. En del af sorterne er indfødte og derfor ukendte for de fleste, andre er internationale så som Chardonnay, Syrah og ovennævte Pinot Noir og Merlot for blot at nævne enkelte.

Bogen om Schweitz adskiller sig også fra de andre ved at turforslagene ikke blot er bilture, men også turruter med tog, cykel og til fods, ligesom steder, det anbefales af besøge, angives med togstation. Jo, der er stor forskel på Schweitz og f.eks. Napa Valley, hvor der godt nok er en enkelt togrute fra Napa til St. Helena og foreslås at leje elcykler, men som i det store hele er baseret på bilisme, ligesom prisklassen også ofte er betydeligt højere end i Toscana, Rhône og Schweitz.

Når man læser de mange forslag til restauranter og vinbarer kan tænderne løbe i vand for ikke at tale om de mange dejlige vingårde, man kan besøge rundt om. Også hvad det sidste angår er der forskelle. Mange steder er baseret på vinturisme med fine besøgscentre, mens der rundt om i de mindre byer i Rhône mest er tale om besøg efter forudgående aftale.

Forfatterne til bøgerne er kompetente kender. F.eks. er Matt Walls, som har skrevet om Rhône, også forfatter til den mere uddybende ”Wines of the Rhône”, mens Paul Capute bag Toscana-bogen har rejst i regionen i mere end 20 år og skriver for magasiner som Forbes og Decanter.

Alt i alt er de små vinguidebøger inspirerende læsning. Første dels mere videnbaserede beskrivelser kan alle have nytte af at læse, mens guidedelen selvfølgelig mest er brugbar i forbindelse med forberedelser til en rejse eller undervejs på ture, da det handy lille format i stil med vores egne ”Turen går til”-bøger er nemme at have med i håndbagagen. Men det er selvfølgelig altid nødvendigt at tjekke åbningstider mv. over internettet, da den slags guideoplysninger har det med at blive forældede.

 

Maria C. Hunt Napa Valley, 208 sider.

Matt Walls: Rhône Valley, 198 sider.

Simon Hardy & Marc Checkley: Switzerland, 208 sider.

Paul Caputo: Tuscany, 208 sider.

Masterclasses med David Guimaraens i Leverkusen

Årets Portweinmesse i Leverkusen bød på smagning af en lang række topvine samt ikke mindst hele to masterclasses med winemaker David Guimaraens fra Fladgate Partnership og dermed velrenommerede huse som Taylor´s, Fonseca og Croft.

Messen er skabt af tyske World of Port med Axel Probst og Christopher Pfaff i spidsen. Her sidst i november fandt den 11. udgave sted, og det foregik som vanligt på kasinoet i Leverkusen og med en håndfuld danskere som gæster.

Vanen tro var der altså masterclasses, hvilket er spændende for en altid nysgerrig vinskribent som mig. Tidligere år har f.eks. Douro Boys, Kopkes Carlos Alves og Confraria do Vinho do Porto ved daværende Chanceler George Sandeman (læs her) stået for disse, og sidste år var det Rob Symington, som præsentere portvine fra Quinta do Vesuvio (læs her).

I år var David Guimaraens inviteret til at fortælle og præsentere vine fra fire årtier – altså et tilbageblik på karrieren som winemaker for Fladgate, som blev indledt i 1990, hvor han kom retur til Portugal for at afløse sin far Bruce Guimarens efter at have uddannet sig i Australien. Og når han nu alligevel var taget til Leverkusen foreslog han selv at bidrage med endnu en masterclass af mere teknisk karakter, idet vi skulle smage fadprøver fra høsten 2024 fra forskellige terroirs og quintaer og med forskellige druesammensætninger – altså komponenter til en måske kommende Vintage portvin.

Endelig blev der selvfølgelig også tid til den vanlige walkaround smagning ved de mange udstillerborde, hvor der blev budt på virkelig høj kvalitet supplere med lidt bordvine fra Portugal og Tyskland. Mere herom sidst i denne rapport. Nu først de to smagninger.

 

4 årtier med Vintage portvin

I den første masterclass fortalte David Guimaraens om fire årtier med Vintage portvin på vanlig munter, men også meget informativ vis samt med lidt kant i form af skarpe personlige synspunkter, som f.eks. at der ikke var grund til have Douro-dalen, hvis ikke det var for Vintage portvin. Fortællingen var selvfølgelig ledsaget af en række gode portvine udvalgt af David selv i samråd med Axel Probst.

Følgende vine blev smagt i nævnte rækkefølge.

Taylor´s Quinta de Vargellas 1991: Mørk rubin med lys, lidt brunlig kant. Let krydret og floral næse med kirsebær, blommer, violer, mørk chokolade. I første omgang dejlig rund, men stadig med masser af frugt, høj syre og tannier, krydret og pebret, lang pebret hale. Drikkeklar, men også stadig med potentiale (92).

Fonseca 1994: Mørk rubin og tæt med lys violet kant. Stadig med ung frugt i næsen, solbær, røde bær, lakrids og lidt krydderurter. Kraftig og fyldig i munden med godt med frugt, mørke bær, engelsk lakrids, høj syre og godt med tanniner, lang pebret hale med høj syre og tørre tanniner. En massiv vin, som stadig har mange år foran sig (95).

Taylor´s Vargellas Vinha Velha 2000: Rubin- til teglrød, ikke så intens, lys kant. Lidt diskret næse med røde bær, violer og andre florale noter. I munden dejlig elegant og floral med røde bær, halvtør og fint balanceret, lang elegant hale med fløjlsbløde tanniner og et friskt lille syresvip. Lækker lige nu, men stadig også med gennempotentiale – dog ikke på den helt lang bane (95).

Fonseca 2003: Mørk rubin med lysere kant. Ung frugt i næsen med brombær, solbær, sorte kirsebær og lidt lakrids. Pebret og krydret i munden med mørke bær og lidt florale noter, kraftig med masser af integrerede tanniner, medium hale (93).

Croft 2011: Mørk, sort og uigennemsigtig med lilla kant og høj viskositet, Lidt lukket med mørke bær, solbær, krydderurt, åbnede dog lidt op med tiden i glasset. Intens og fyldig med mørke bær og lidt floralt præg, let cremet struktur, kraftige tanniner og tørre tanniner i enden. Har brug for tid som andre af de store fra årgangen, men stort potentiale (94).

Taylor´s 2016: Mørk rubin, tæt, lilla kant. Mørke bær, violer og andre florale noter samt mørk chokolade i næsen. Elegant og floral, perfekt balanceret med frugt, syre og bløde tanniner, tørre tanniner i enden. Lækker lige nu, men også med fint potentiale (94).

Fonseca 2017: Mørk rubin, uigennemsigtig, lilla kant. Ung frisk frugt i næsen, relativ lukket. I munden med masser af ungdommelig frugt, mørke bær, krydret præg, kraftige tanniner der sætter sig på tænderne, i halen tørre tanniner. En massiv vin, der har brug for tid og har stort potentiale (95).

Fonseca Guimaraens 2022: Mørk, intens, uigennemsigtig med lilla kant. Ung frugt og kærnemælk, lukket. Ung frugt og godt med tanniner i munden, mørke bær, godt med tørre tanniner i enden (92).

Taylor´s Sentinels 2022: Mørk, tæt, lidt lys kant. Kærnemælk, ung frugt og florale noter i næsen. Blød og rund i første omgang, derefter mere kantet med høj syre og godt med tanniner, elegant stil, floral, godt med mørke bær (92).

Ifølge David Guimaraens skete der et stort kvalitetsmæssigt spring i år 2000 md hensyn til den anvendte druesprit, der som bekendt tilsættes for at stoppe fermenteringen. Druespritten blev langt bedre og renere, og betydningen heraf i forhold til kvalitet og tilgængelighed kan ikke undervurderes, mente han.

Smagningen illustrerede også fint, at enkeltmarksvine som Vargellas Vinha Velha er af høj kvalitet, hvilket bl.a. kan tilskrives markens alder, men også den noget anderledes druesammensætning. Til gengæld har de ikke  helt den samme langtidsholdbarhed som klassisk Vintage. Apropos druesammensætning spurgte jeg ham, om han også gjorde øget brug af sorter som Sousão og Alicante Bouchet i sine Vintage blends, hvilket han på det kraftigste benægtede ses bort fra det, der måtte være i blandede marker. Hvis man planter de rigtige kloner af sorterne de rigtige steder, er der ingen grund til nedprioritere sorter som Tinta Roriz, mente han.

En klassisk vintage kræver ikke alene høj kvalitet, men også en struktur til et lang liv med hensyn til frugt, syre, tanniner og fenoler. Derfor laves der løbende såvel tekniske analyser som prøvesmagninger, hvor potentialet vurderes i forhold til, om der skal deklareres klassisk Vintage, Single Quinta Vintage eller slet ikke.

Det var også tydeligt at se forskellen på de to back-to-back deklareringer i 2016 og 2017 – også selv om der selvfølgelig er forskel på de to smage brands. 2016 var et køligere år, mens 2017 var et varmt år, hvorfor sidstnævnte er mere robust på den lange bane. I øvrigt mente David Guimaraens, at dette måske ville gentage sig med årene 2024 og 2025, uden han dog på nogen måde direkte ville afsløre, om der var deklareringer på vej.

  

Fadprøver fra Vintage 2024

Senere på dagen fulgte så endnu en masterclass dog med færre deltagere. Her var der tale om fadprøver fra høsten 2024 hentet fra forskellige plots rundt om på Fladgates quintaer. Mine noter her er mere sparsomme, da der netop kun er tale om fadprøver og ikke vine, der bliver sendt på markedet, ligesom jeg har valgt ikke at give point.

Terra Feita Soalheira: Enkeltmark fra 82-85 med seks forskellige klassiske sorter: Touriga Franca, Touriga Nacional, Tinta Roriz, Tinta Barroca, Tinta Cão og Tinta Amarela. Floralt præg med godt med solbær.

Terra Feita Touriga Nacional: Plantet i starten af 2000. Violer og floralt præg, meget pebret og godt med tanniner.

Vargellas Touriga Nacional: Mark fra 1985, dejlig floral med lidt krydderurt. Tydeligt forskellig fra den tilsvarende mark på Terra Feita.

Vargellas Vinha Velha: Elegant og floral, fin kompleksitet.

Junco Vinha Velha: Meget mørk og uigennemsigtig, meget kraftig og tæt.

Roeda Vinha Velha: Floralt præg samt eukalyptus, meget bløde tanniner.

Panascal Vinha Velha: Mørke bær, dejlig kompleks.

Cruziero No 1: Mark plantet med blandede sorter og dermed kommende Vinha Velhas, udgør rygraden i vintage fra Fonseca. Kraftig struktur.

Smagningen illustrerede fint, at enkeltmarker ikke altid er nok, hvis der skal være nok kvalitet, balance og struktur til en vintage portvin. Kombineres i stedet vin fra forskellige steder og med forskellige karakteristika, kan den rette sammensætning opnås. Og her er der altså tydeligt mange parametre at benytte sig af. Placeringen i Douro, eksponeringen og den højdemæssige beliggenhed. Alderen af vinmarken og druesammensætningen samt valg af kloner.

 

Åben smagning

Imellem de to særlige smagninger var der almindelig åben walkaround smagning med de fremmødte producenter fra Portugal samt flere tyske vinbrands. Her fik vi smagt meget, men der blev ikke tager noter, så derfor kun lidt opremsning.

Vi lagde for med at smage Vintage 2013. Quinta do Noval og Noval Nacional var begge tætte og dybe, men hvor den almindelige udgave faktisk var overraskende tilgængelig med mørke bær og kraftig struktur, var Nacional meget lukket og potent med sorte kirsebær og kraftige tanniner.

Hos Alves de Sousa smagte vi også Vintage 2023. Mørk og tæt med mørke bær og lidt kakao i næsen, let cremet struktur og stort potentiale. Her smagte vi endvidere deres Vintage Port 2003 samt den fremragende enkeltmarks-vintage, Amphitheatrum 2020, som altid er et genbesøg værd.

Hos Ramos Pinto blev det til et gensyn med deres Bom Retiro Vintage 2023, som jeg tidligere har smagt og bedømt (læs her). Her smagte vi også deres Vintage 1995, som var dejlig floral og drikkeklar nu.

Quinta Vale D. Maria havde også deres Vintage Port 2023 med. Masser af solbær og peber, men også en noget grøn og lidt skarp næse samt høj syre, som lidt overdøvede frugten. Har nok brug for lige at finde sig selv. Her fik vi også venligt lov til at smage en sample på en kommende Colheita 1935 med masser af brun farin og balsamico, høj kompleksitet samt en lang intens hale.

Van Zellers & Co, som er det navn den tidligere ejer af Vale D. Maria, Cristiano van Zeller nu udgiver vine under, havde hele to udgaver af Vintage 2023, idet de foruden den almindelige har udsendt Torrente 2023 baseret på en gammel blandet mark i Torto-dalen. Begge var friske og florale og til den elegante side samt med godt med krydderurter, men måske ikke så dybe og komplekse.

Endelig fik vi smagt den nye O-Port-Unidade Vintage 2023, som var kraftig og floral. Det er Axel Probst, som har skabt projektet, hvor han samler en lang række winemakere og producenter fra Douro, som alle medbringer druer, hvorefter de i fællesskaber tramper i lagaren. Overskuddet går i øvrigt til velgørenhed. Læs mere her.

Af øvrige portvine, som blev smagt kan nævnes Burmester Arnozelo Vintage 2022, Dow´s og Graham´s  Vintage 2003 (Library Release), Quevedo Crusted Port (flasket 2021), Sandeman Vintage 2000, som er ganske fin og indbydende nu, Quinta do Vale Meão Vintage 2001, Quinta do Vallado Vintage 2021 og en glimrende og kompleks Pintas Vintage 2003 fra Wine & Soul.

Af rækken af fadlagret portvin, som blev smagt, bør nævnes: Ferreira 30 års Tawny, DR 30 års hvid, Messias 50 års hvid, Graham´s 40 og 50 års Tawny samt Menin 50 års hvid og 80 års Tawny.

Som det fremgår af min opremsning over smagte vine var niveauet meget højt, hvilket netop kendetegner messen i Leverkusen. Dette hænger nok sammen med, at der kommer færre end på de danske festivaler, da det tyske marked ikke kan sammenlignes med det danske.  

Slutteligt skal det lige nævnes, at der ved middagen begge aftener blev åbnet og rundsendt et hav af spændende vine og portvine herunder også vine fra allerøverste hylde som f.eks. enkeltmarksvine fra Bourgogne, Premiere Cru vine fra Bordeaux og legendariske Barca Velha, som jeg smagte i både årgang 1991 og 1966.

Endelig var messen og de aftener selvfølgelig også en god ramme for at snakke med såvel gamle som nye venner og kontakter fra Portugal. Ingen nævnt – ingen glemt.