mandag den 18. februar 2019

Quinta do Pinto er med til at sætte Lissabon på vinkortet


De mest kendte portugisiske vinregioner herhjemme er Douro, Alentejo, Vinho Verde og Dão. Men der er selvfølgelig flere, og nogle af dem er på samme måde som førnævnte i gang med en fantastisk udvikling.
Det gælder også regionen Lisboa, som tidligere bar navnet Estremadura, men i dag altså er opkaldt efter landets hovedstad. Ses bort fra de små gamle underregioner som Bucelas, Colares og Carcavelos, der har deres helt egen historie og egen DOC, var regionen ligesom naboregionen Ribatejo frem til midt i 90´erne mest kendt for at producere billige og lidt anonyme vine på såvel portugisiske som internationale druesorter. Der bruges stadig både egne og udenlandske sorter, men en række familieejede vingårde har til gengæld sørget for at kvaliteten er steget betragteligt.
Lisboa strækker sig fra hovedstaden og op langs kysten, næsten op til Coimbra. Den er underopdelt i en række underregioner, hvor de mest kendte foruden førnævnte er Torres Vedras og Alenquer.
Netop Alenquer er hjemsted for familieejede Quinta do Pinto, som ligger ca. 65 km nordøst for Lissabon, lidt øst for Torres Vedras og kun 25 km fra Atlanthavet, hvilket selvfølgelig har klimatisk betydning. Vingården har været ejet af familien Cardoso Pinto gennem fem generationer og bestyres i dag af datteren Rita Cardoso Pinto, som har en master i ønologi. Målet er at fremstille vine, der udtrykker regionens terroir og det til venlige priser.
Rita Cardoso Pinto er enig i, at der er sket en stor ændring til det bedre i regionen.


”Producenterne er blevet bedre til deres arbejde og bedre til at udvælge de rigtige druer – ikke kun vores egne portugisiske sorter, men dem der passer til regionen. Vi har et godt terroir, der passer fint til internationale sorter som syrah, viognier, chardonnay og cabernet sauvignon,” fortæller hun og fortsætter:
”Udviklingen er gået fra små vinbønder, der dyrkede vin i baghaven, til større og mere professionelle vingårde – en bevægelse fra at levere til bulkvin til bedre kvalitet. I takt med at kvaliteten er blevet bedre, mærker vi også, at folk begynder at opdage vinregionen Lissabon og finde ud af, at vi eksisterer.”
Men også regionens navneskifte har haft betydning for udviklingen, indrømmer Rita Cardoso Pinto.
”Navneskiftet fra Estremadura til Lisboa har betydet meget her i Portugal på det nationale marked. Når folk går i supermarkedet og ser vin fra Lissabon, går det op for det, at vi også producerer vin her.”
På sigt regner hun med, at den øgede opmærksomhed på regionen såvel nationalt som internationalt, vil smitte af på vinturismen, men her har Lisboa endnu ikke mærket det boom, som f.eks. har fundet sted i Douro.
”Vinturismen vokser meget her i Portugal, men vi har ikke mærket så meget til det endnu her i regionen. Men det vil sikkert komme, da vi jo ligger tæt på hovedstaden.”


Familiens vingård hedder faktisk ikke Pinto, men Quinta do Anjo. At de i stedet lancerer vinen under Pinto-navnet skyldes flere ting. For det første er det selvfølgelig familienavnet, men samtidig fortælles det, at vinen fra stedet for et par hundrede år siden var så god, at den var flere pintos værd – en pinto er nemlig også en gammel portugisisk guldmønt. Og endelig var der for lang tid siden en bestyrer af gården og vinproduktionen, som hed Mr. Pinto, hvorfor gården med tiden blev kendt som Pinto-gården.
På de godt 25 hektar vinmarker, hvoraf mange er nyplantede, vokser 19 forskellige druesorter. Det gælder portugisiske sorter som arinto, fernão pires, antão vaz, touriga nacional, castelão og aragonez samt internationale sorter som syrah, cabernet sauvignon, petit verdot, roussanne, merlot, viognier og chardonnay.
”Det var min far, som ville forsøge sig med internationale sorter og mest Rhône-sorter som viognier og syrah, da han selv holdt af dem. Vi fandt så ud af, at de fungerede udmærket både for sig selv og i blends med portugisiske druesorter,” fortæller Rita Cardoso Pinto og fortsætter:
”Hvis man kender til vin, vil man måske foretrækker portugisiske druer frem for f.eks. syrah. Men andre vil måske hellere købe syrah, som de har hørt om, frem for ukendte portugisiske sorter som touriga nacional og fernão pires.”
De forskellige sorter bruges til såvel blends som enkeltdruevine - de internationale sorter især til vine til hjemmemarkedet. Huset har fire serier: Vinho do Lasso på portugisiske druesorter, Terras do Anjo som er blends af såvel portugisiske som internationale sorter, Quinta do Pinto som er såvel blends som enkeltdruevine og endelig prestigeserien Grandes Escolha.
Quinta do Pinto er netop landet i Danmark hos den nystartede importør af portugisisk vin, Vinho, stiftet af Torben Ryttersgaard. Fra sin webshop, vinho.dk, sælger Torben Ryttersgaard vine fra de fleste regioner i Portugal.
Jeg har smagt følgende vine fra Pinto:


Vinhas do Lasso Branco 2016: Blend af 50 % fernão pires og 50 % arinto. Lys grøngul. Medium intens i næsen med citrus, pære og lidt mineralsk præg, men også lidt passionsfrugt. Medium intens med fin frugt, moden pære, citrus og passionsfrugt, fint balanceret. Fint drikkelig entrylevel vin med ok struktur (84).
Vinhas do Lasso Rosé 2017: Blend af 50 % aragonez og 50 % castelão. Lys rosé, laksefarvet. Frisk næse med røde bær, jordbær og lidt stikkelsbær og blomsterduft. Frisk med røde bær og florale noter, tør og god syre. Ikke en kraftig og kompleks rosé, men let, fin, frisk og balanceret (85).
Vinhas do Lasso Tinto 2014: Blend af typiske druesorter fra regionen, 45 % aragonez, 45 % touriga nacional og 10 % castelão. Rubinrød, ikke så intens. Frisk duft af røde kirsebær, jordbærgrød og brombær. En enkel vin med nogenlunde med frugt, kirsebær, høj syre og pænt med tanniner. Virker dog ikke helt balanceret, men bedre på andendagen. Har altså godt af lidt luft (83).


Quinta do Pinto Estate Collection Branco 2016: Blend af såvel portugisiske som internationale druesorter: 29 % arinto, 13 % fernão pires, 17 % antão vaz, 17 % roussane, 16 % chardonnay og 8 % semillon. Gulgrøn til gylden. Æbler, græs og blomster i næsen, ikke så markant. Medium fyldig, dejlig tekstur med fin frugt, citrus og florale noter, tør, mineralsk, let krydret og fint balanceret (89).
Quinta do Pinto Estate Collection Tinto 2013: Blend af typiske portugisiske og franske sorter, 25 % touriga nacional, 20 % aragonez, 20 % tinta miúda (gammel sort fra Lissabon-regionen), 20 % cabernet sauvignon og 15 % syrah. Mørk rubin, rødlig kant. Dejlig duft med brombær, modne sorte kirsebær, fyrrenåle og lidt blomster og mørk chokolade. Lækker i munden med god fylde, masser af frugt, markante, men bløde og integrerede tanniner samt fin eftersmag. Godt glas og godt køb til prisen (90).


Quinta do Pinto Arinto 2016: Enkeltdruevin på en af Portugals mest populære grønne druer, arinto. Lys grøngul med grønligt skær. Diskret duft af pære, citrus, græs og lidt ananas og andre eksotiske frugter. Dejligt frugtfylde, medium intens, høj syre, god struktur og fint balanceret. Har nærmest to lag, først et friskt med citrus og græs samt mineralitet, dernæst en undertone af lidt fyldigere og eksotisk frugt som melon og ananas. En spændende frisk vin til en ok 6 stk. pris (89).


Quinta do Pinto Touriga Nacional Reserva 2013: Enkeltdruevin på TN, som er en vigtig sort i såvel Douro som Dão og resten af landet, lagret 12 måneder på brugte fade. Mørk violet. Duft af mørke bær, brombær, violer og lidt mørk chokolade. En kraftig og fyldig vin med ikke helt modne brombær der bidder lidt, pænt med tanniner og høj syre, fin struktur. Måske endnu lidt upoleret, men også med en vis elegance og potentiale for at udvikle sig. Spændende og med god eftersmag. En dejlig og kraftig madvin og en fin repræsentant for druesorten (91).


Quinta do Pinto Grande Escolha Branco 2014: Blend af de franske sorter marsanne (10 %), chardonnay (25 %) og viognier (60 %) samt portugisiske arinto (5 %), fadlagret i 9 måneder med batonnage og derefter flaskelagret i 18 måneder. Gulgrøn, meget intens i farven. Intens og markant duft at smør, toast og lidt røg, let krydret. Meget fyldig og frugtig med mere fed struktur, honning og toastbrød, krydret og med fin balancerende syre, lidt oxideret stil, men på den gode måde. En anderledes portugisisk hvidvin, hvor den aromatiske viognier balanceres af mere syrerige sorter. Har potentiale for yderligere udvikling (92).
Quinta do Pinto Grande Escolha Tinto 2013: Blend af 20 % touriga nacional og 80 % syrah, lagret 12 måneder på brugte fade. Mørk rubin, meget tæt og intens med flot skær. Mørke modne kirsebær, brombær og violer, lidt sød lakrids. Fyldig, let cremet med flot struktur, brombær og mørk chokolade, krydret med høj syre og markante tanniner En kraftig vin, som dog ikke foldede sig helt ud ved første gennemsmagning, men performede bedre dagen derpå. Har brug for en del luft og tid (91).

onsdag den 13. februar 2019

Ny udgave af Port and the Douro


Bliver jeg bedt om at anbefale litteratur om portvin, er der altid tre bøger, som jeg nævner først. De har hver deres styrker og kan både læses fra ende til anden og bruges som generelle opslagsværker om emner som dyrkningsmetoder, terroir, portvinshuse, historisk udvikling, årgange, typer og lovgivning etc.
På dansk har vi Henrik Oldenburgs digre værk ”Portvin”, som i 2016 kom i sin fjerde udgave. På tysk udsendte Axel Probst i 2017 bogen ”Portwein” – en bog, som det er svært at finde mangler i. Og så er der endelig den engelske portvins- og madeiraekspert Richard Maysons ”Port and the Douro”, som netop er udkommet i en ny udgave i den glimrende serie med vinbøger, The Infinite Ideas Classic Wine Library.
”Port and the Douro” udkom første gang i 1999 og er siden kommet i nye udgaver i 2004 og 2013. Der er altså gået seks år siden sidste udgave, men udviklingen går stærkt på portvinsområdet, hvor nye producenter og tiltag hele tiden kommer til. Men en opdatering af årgange og huse, er nu ikke det eneste nye, fortæller Richard Mayson:
“Foruden at have forlænget listen over årgange og tilføjet flere producenter er der indsat en masse nye detaljer rundt om i hele bogen. Den nye udgave tager højde for de seneste ændringer i lovgivningen, og jeg har tilføjet nye anbefalinger af portvin dér, hvor vine har gjort indtryk på mig ved blindsmagninger. Kapitlet ”The Future for Port and the Douro” er blevet opdateret og revideret. Men der er færre producenter af Douro-vin i bogen på grund af pladsmangel. De vil i stedet komme med i min bog, ”The Wines of Portugal”, som vil blive udgivet i den samme serie senere på året.”
Bogen er opbygget på stort set samme måde som de tidligere udgaver (jeg har dog ikke læst førsteudgaven). Først en grundig gennemgang af portvinens historie, derefter et kapitel om vinmarker, druesorter og quintaer og et om selve produktionen. Det er netop, hvad angår selve dyrkning og fremstilling af vin, at bogen har sin helt store force, men Mayson har da også selv førstehåndskendskab med den slags, da han indtil for nyligt selv ejede en vingård i Alentejo. I disse afsnit er bogen uhyre grundig og detaljeret, f.eks. nævnes hybrider af forskellige druesorter og rodstokke.
Derefter følger en glimrende gennemgang af portvinstyper, et særligt grundigt afsnit om Vintage Port med beskrivelser af alle årgange fra 1960 og frem samt de væsentligste længere tilbage i tiden til 1844 og en oversigt over de væsentligste producenter. Endelig følger som nævnt et lille afsnit om Douro vin og et lille kapitel med informationer om restauranter, hoteller mv. samt slutteligt appendix med nyttig viden om størrelsen af beneficio og oversigt over alle druesorter.
Netop beneficio-systemet – altså det gamle omstændige system, der regulerer den årlige produktion af portvin og de enkelte huses kvoter – beskrives omhyggeligt og får nogle kritiske ord med på vejen i bogens efterord. Men hvis systemet skal ændres, som mange producenter gerne ser, hvordan skal det så ske?
”Det er et godt spørgsmål, som fortjener et ordentligt svar. Mange producenter af portvin ønsker systemet afskaffet og erstattet af det frie marked. Men beneficioen har tjent portvinsbranchen godt gennem mere end 70 år og forhindret det ”boom and bust”, som f.eks. destabiliserede sherryindustrien. Det korte svar er, at der er brug for en reform af beneficioen, der tager højde for den voksende betydning af Douro-vine, som handles bagom det kontrollerede og kunstigt oppustede marked for druer til portvin. Omkostningerne stiger og underprissætningen af Douro vine er en trussel mod hele regionen på lang sigt.”, svarer Richard Mayson


En anden ting, der har ændret sig gennem årerne, er turismen. Det vrimler med turister og vinturister i Porto og efterhånden også i Douro-dalen, og begge steder skyder nye hoteller og besøgscentre op. Hvad mener Richard Mayson om udviklingen?
”Da jeg første gang kom til Douro sidst i 1970´erne var det udpræget et sted for rejsende og ikke for turister. Der var ingen komfortable steder at bo med mindre du blev inviteret til at bo på en quinta af en fra branchen. Nu har Douro luksushoteller, flodcruises og nogle fremragende restauranter, men samtidig kan jeg ikke lade være med at føle et tab af autenticitet. Det samme gælder Porto, som er en rigere og mere velstående og kosmopolitisk by, end den var i 70´erne og 80´erne.”
Richard Mayson bog er glimrende læsning fyldt af viden og små anekdoter og biografier i form af små indsatte bokse om ”Men who shaped the Douro”. Den er skrevet godt og medrivende og med stor indsigt. Enkelte anker kan man altid have, f.eks. kan det undre mig, at portvinshuset Andresen ikke nævnes blandt de anbefalede producenter i afsnittet om ”White Port with an indication of age”, ligesom Quevedo overhovedet ikke er nævnt. Her kan forskelle på synlighed på det danske og det engelske marked dog være en forklaring.
Værre er et par deciderede sjuskefejl. I første afsnit kan man f.eks. læse, at Quinta dos Frades er at se på forsidebilledet. Det var den også på tredje udgave. Denne gang er det et foto fra Gaia og Porto, der forskønner forsiden, hvorfor teksten selvfølgelig burde være rettet. Tilsvarende med de kort, der er med i bogen. På kortet over Douro er quintaerne angivet med numre, men listen over hvilke quintaer, der gemmer sig bag numrene, er ikke kommet med i den nye udgave, hvilket faktisk gør kortet ubrugeligt. Ærgerlige skønhedspletter, som dog på ingen måde overskygger min samlede positive vurdering og anbefaling af bogen, som bør stå på reolen hos alle portvinsentusiaster ved siden af Oldenburgs ”Bibel”.
Som Richard Mayson allerede selv har nævnt, arbejder han nu på en revideret udgave af den ligeledes glimrende bog ”The Wines of Portugal” med fokus på bordvin. Jeg spurgte derfor, hvordan han ser udviklingen på vinområdet de senere år?
“Meget har forandret sig, siden den sidste udgave fra 2003. Der er mange flere kendte druesorter, især hvad angår grønne sorter, og derfor mere at fortælle. Portugal viser, at landet formår at lave nogle fortræffelige hvidvine. Der er mange flere producenter, så det bliver svært at vælge, hvilke der skal med i bogen og hvilke, der ikke skal. Kort sagt har Portugal opdaget sit terroir over de sidste 20 år, og jeg føler, at vi stadig har det bedste til gode. Douro, Dão og Alto Alentejo omkring Portalegre, kystregionen nord for Lissabon og ved Alentejo Litoral viser alle, at de kan producere vin i verdensklasse og såvel rødvin som hvidvin.”

Richard Mayson: Port and the Douro. The Infinite Ideas Classic Wine Library 2019, 402 sider.

Læs om Richard Mayson på hans egen hjemmeside og blog
Se bøgerne i serien med vinbøger her


onsdag den 23. januar 2019

Smith Woodhouse – et lidt overset brand

Der er navne, som altid fremhæves, når vi taler om god Vintage portvin. Og så er der andre, der er mindre synlige, men sjældent skuffer, hverken hvad pris eller kvalitet angår. Et sådant hus er Smith Woodhouse, der sammen med Quarles Harris og Gould Campbell tilhører de mindre kendte og måske lidt oversete brands, som Symington Family Estates ejer. Rimelig kvalitet og derfor også overraskende gode placeringer ved blindsmagninger, men selvfølgelig i skyggen af Graham´s, Dow´s, Warre og Cockburn.
Smith Woodhouse blev grundlagt i 1784 af Christopher Smith, som åbnede et kontor i Porto med henblik på afskibning af portvin til England. Smith-familien blev siden suppleret af brødrene William og James Woodhouse, og navnet skiftede i 1928 til det nuværende. Senere igen blev huset overtaget af Graham´s, hvorfor det fulgte med, da Graham´s blev købt af Symington-familien i 1970.
Heldigvis ser det ud til, at Smith Woodhouse ikke er på vej til at blive udfaset – en risiko mindre brands i store selskaber ellers kan løbe. I 2016, den seneste store Vintage-årgang, var Smith Woodhouse således at finde blandt de mange deklareringer.


I The Vintage Port Club har Smith Woodhouse jævnligt være medtaget på smagninger, men i sidste uge var første gang, hvor vi havde en egentlig vertikalsmagning af huset med 10 Vintage fra perioden 1970 til 2011, hvoraf en enkelt var Single Quinta fra Quinta da Madelena ved Rio Torto, samt en crusted port og en LBV.


Følgende vine blev smagt:
Crusted Port (flasket i 2013): Meget mørk og uigennemsigtig med lilla kant. Frisk næse med masser af frugt, brombær, solbær og lidt kærnemælkspræg. Mørke bør og mærk chokolade, let krydret med pænt tanninbid, potent og med lidt grovkornet tekstur (88).
LBV 2004: Mørk rubin med lidt lys kant. Mørke bær, brombær, solbær og lidt kaffe. Let cremet i munden, fyldig med god syre og fin balance. Ikke så kompleks, men med fin struktur, dejlig drikkelig (85).
Vintage 2011: Mørk rubin med lilla kant og skær, flot. Mørke bær, solbær, te, lidt kærnemælk og lidt grønne noter. Forholdsvis åben og tilgængelig trods sin unge alder, godt med frisk frugt, pænt bid og godt med tanniner, pænt balanceret. Har mange år foran sig og vil udvikle sig flot (91).
Vintage 2003: Mørk rubin, ikke så tæt. Ikke så kraftig i næsen med ung frugt, hyldebær, solbær og mørk chokolade. Dejlig i munden, krydret og med mørke bær, flot syre og god balance, lidt bid samt lidt pebret og skarp eftersmag (90).
Vintage 2000: Mørk rubin, rødlig kant. Lidt lukket i næsen, blåbær og boysenbær samt lidt grønne noter. Lidt skarp med kraftig syre, som overdøver frugten lidt, pænt med tanniner, lidt i ubalance lige nu, men tror den vil blive bedre (89).
Vintage 1997: Brunrød, mørk tawnyfarvet. I første omgang med farin og kaffe samt lidt laktose i næsen, let oxideret præg. Ligeledes lidt laktosesmag i munden, ikke så meget frugt. Den haltede, men blev faktisk bedre ud på aftenen, hvor den egentlig skulle have haft højere karakterer, end den fik (83).


Madalena Vintage 1996: Mørk rubin. Ung frisk frugt, hyldebær og solbær. Blød i munden, ikke så kompleks, hør syre, savner lidt frugt og skarpere struktur, lidt vel rustik (87).
Vintage 1994: Rubin med lys kant. Fin frugt i næsen med hyldebær og lidt mørk chokolade. Høj syre og bløde afdæmpede tanniner, savner igen lidt frugtfylde. Rimeligt udviklet og trods alt nogenlunde balanceret (90).
Vintage 1985: Lys rubinrød med lys kant. Duft af røde bær og lidt jordbær. Dejlig i munden, let krydret med røde bær og ok syre. Vil nok ikke holde i mange år, da den var lidt lav på frugt, men dejlig moden og drikkelig nu (91).
Vintage 1983: Mørk rubin. Fin duft med mørke bær og hyld. Dejlig i munden med god frugtfylde, fin syre og balance samt en god struktur. Et dejligt glas. Har stadig år foran sig (92).


Vintage 1980: Rubin til rødbrun, medium intens. Mørke bær og lidt cassis, men også lidt laktosepræg. Meget fyldig og tæt, krydret og med lidt mørke og røgede toner, mangler finesse (88).
Vintage 1970: Lys rødbrun med orange kant. Afdæmpet næse med jordbær og andre røde bær. Pænt syreniveau, tynd på frugt, men ok smag. Meget moden, på vej til at blive træt og skal nok drikkes nu (89).
Generelt holdt de fleste vine et pænt niveau, og især Vintage fra 1980´erne og efter årtusindeskiftet må siges at være udmærkede køb. Fordelen ved et portvinsmærke, som står lidt i skyggen af de helt store, er jo også, at de oftest holder et rimeligt prisniveau.
Efter smagningen afgav deltagerne point, hvilket gav følgende Top 5:
  1. Vintage 1970
  2. Vintage 1985
  3. Vintage 1980
  4. Vintage 2011
  5. Vintage 1983



Det fulde resultat kan ses på klubbens hjemmeside.

mandag den 10. december 2018

Alves de Sousa og Quinta da Gaivosa


I efteråret under vinfestivalen Grandes Escolhas i Lissabon mødte jeg både stor venlighed, gæstfrihed og ekspertise hos far og søn, Domingos og Tiago Alves de Sousa, der står i spidsen for huset Alves de Sousa. Sammen med min gode bekendte fra portvinsverdenen, Axel Probst, fik vi først en god snak om vin ved Alves de Sousas stand og siden under en middag i en nærliggende restaurant, hvor også datteren Patrícia deltog.


Og ja, Alves de Sousa er et sandt familieforetagende. Familien har gennem flere generationer dyrket vin, men druer og vin blev tidligere solgt til store huse som Taylors, Ferreira og Borges. I 1987 besluttede Domingos Alves de Sousa, der arbejdede som civilingeniør at satse på egenproduktion – en historie, der kendes fra mange andre familier i Douro. Første vin kom på markedet i 1991, første portvin i 2003 og første Vintage portvin i 2009, og siden da er produktionen af såvel bordvin som portvin vokset – både kvantitativt og kvalitativt.
Flere vingårde blev tilkøbt, så familien nu ejer hele seks af slagsen: Quinta das Caldas, Quinta da Aveleira, Quinta da Estacão, Quinta do Vale da Raposa, Quinta da Oliveirinha samt ikke mindst Quinta da Gaivosa, hvor det hele begyndte. Gaivosa lægger da også navn til såvel Vintage portvin og Tawny med alder som bordvine, ligesom også Caldas, Vale da Raposa og Estacão fungerer som brandnavne.


De fleste quintaer ligger i Baixo Corgo lidt nedenfor eller i baglandet af Regua, mens Oliveirinha ligger i Cima Corgo lige nedenfor Chanceleiros. Quinta da Gaivosa ligger kun 8 km fra Serra do Marão med vinmarker placeret i 350 til 500 meters højde. Der satses på stor biodiversitet på markerne med blomster, oliventræer, eukalyptus og frugttræer, hvilket ifølge ønolog og winemaker Tiago Alves de Sousa resulterer i friskere og mere florale vine.
Alves de Sousa og Quinta da Gaivosa har været at finde på det danske marked i en del år – først hos Vinport og nu hos Anita Elna Skjoldager Eskildsens Det Portugisiske Hus. Fra Alves de Sousa i Portugal og importøren har jeg fået tilsendt et stort og bredt udvalg af husets vine og portvine. Følgende er derfor blevet testet:
Branco da Gaivosa Douro 2016: Blend af 40 % malvasia fina, 30 % gouveio og 30 % arinto. Lys grøngul og klar. Pærer, græs, blomster og lidt melon og vanilje i næsen. Florale noter, mineraler, pæn fedme og fylde i munden, god friskhed og fin balance samt lang, dejlig hale. Fint afrundet. Velegnet til fisk eller lyst kød (90).
Branco da Gaivosa Douro 2017: Blend af 50 % malvasia fino, 30 % rabigato og 20 % gouveio. Meget lys gulgrøn, klar. Frisk og kraftig næse med grønne pærer, melon og stikkelsbær. Frisk, let prikkende i munden, græs og fin mineralitet, fin syre og god balance samt lang dejlig eftersmag (89).


Caldas Douro Tinto 2015: Blend af 40 % touriga nacional, 35 % tinta barroca og 25 % tinta roriz. Rubinrød, forholdsvis lys. Frisk næse med godt med primær frugt, kirsebær og brombær samt lidt blomster. Frisk med brombær og lidt jordbær, let krydret og pebret samt lidt lakridsnoter, ok bløde tanniner. Fin, enkel og ligefrem vin (85).
Gaivosa Primeiros Anos Douro 2013: Blend af 40 % touriga nacional, 35 % tinta amarela og 25 % sousão. Mørk rubin, næste uigennemsigtig kerne. Kraftig i næsen med solbær, blåbær, brombær, violer, krydderurter og lidt kaffe-og chokoladenoter. Dejlig blød og cremet med masser af brombær og andre mørke bær samt mørk chokolade, fyldig og tæt med flot balance og bløde tanniner. Et dejligt glas (91).
Gaivosa Primeiros Anos Douro 2015: Blend af 40 % touriga nacional, 35 % tinta amarela og 25 % sousão. Mørk rubin, næste uigennemsigtig. Solbær, brombær og violer, lidt lukket. Fyldig med mørke bær, krydderurter, høj syre og lidt mørk chokolade, god struktur, fin balanceret, lidt skarpe tanniner, men fint potentiale. Har brug for lidt tid (91).


Caldas Ruby Special Reserve: Mørk rubin, lys lilla kant. Brombær, hyldebær, violer, marcipan, mynte og engelsk lakrids i næsen. Blød og cremet i munden med brombær og mørke bær, godt med frugt, god friskhed, krydret og diskret pebret samt lidt tanninbid. Ikke så nuanceret, men veludviklet og harmonisk, en udmærket repræsentant for kategorien (86).
Quinta da Gaivosa LBV 2013: Mørk rubin, uigennemsigtig med sort kerne. Mørke bær og blommer, mynte, lakridsnoter, men også fin friskhed. Brombær og mærk chokolade, dejlig elegant med fin balance og afdæmpede, bløde tanniner. En flot, kompleks og på en gang potent og elegant LBV (90).


Quinta da Gaivosa Vintage 2016: Mørk rubin, uigennemsigtig, farver glasset. Lidt lukket i næsen førstedagen, men åbnede op med brombær og solbær, florale noter samt krydderier og lidt mørk chokolade. Kraftig med godt med frugt, men også elegant, blød og velbalanceret med lang, dejlig hale og kraftige, men fint integrerede tanniner. En flot vin med stort potentiale (93).
Alves do Sousa Vintage 2015: Mørk rubin, uigennemsigtig, farver glasset. Fin frisk næse med hyldebær, brombær, mørke blommer, lidt skovbund og undertoner af lakrids. Masser af frugt og mørke bær, tør, fyldig og kraftig med god struktur og stor kompleksitet, men også elegant, kraftige tanniner og lang hale. En flot glas med stort potentiale (94).


Caldas White Porto: Orange, ravfarvet. Meget kraftig næse med marcipanessens, sød mandarin og fersken. Sød og fyldig i munden med fint syreniveau, mandel og mandarin, let parfumeret. Ikke en kompleks vin, men fin drikkelig og ok længde (85).
Quinta da Gaivosa 10 years white: Gulorange, lys med flot skær. Ikke så ekspressiv i næsen, igen marcipan, men også mandel og florale noter. Ikke kraftig, virker tør, men også med sødme fra fadet, marcipan og appelsinskal, lidt syrebid, men ellers fint balanceret og nuanceret (88).


Caldas Tawny Special Reserve: Rødbrun, klar, orange skær. Mandel, abrikos og tørrede frugter og lidt vingummi i næsen. Blød med lidt tørrede frugter, mandel, en smule mandarin samt lidt rester fra frisk frugt, ok syrebid, ikke kompleks, men velbalanceret og pæn hale (86).
Quinta da Gaivosa 10 years tawny: Rødbrun, lidt mørkere med lys, orange kant. Meget ekspressiv i næsen med mandel, marcipan, figner og andre tørrede frugter samt lidt laktose, men ikke på den ubehagelige måde. Delikat i munden, blød og imødekommende, men også med lidt alkoholbid, mandel, karamel, lidt appelsinskal og kokossødme fra fadet, høj syre og fin balance (90).
Quinta da Gaivosa 20 years tawny: Lys tawnybrun med flot skær. Mandel, figner og trænoter, tørrede frugter og igen lidt laktose. God fylde med mandel, appelsinskal, kokos og nødder, cremet og blød, tør og fint balanceret, intens og elegant med pænt syrebid. Et udmærket glas (91).


Som det fremgår, var der generelt pæne karakterer til såvel vine som portvine fra familien Alves de Sousa. Husets topvine, Quinta da Gaivosa Vinha de Lordelo og Abandonado, var desværre ikke blandt de smagte, men dem har jeg kun hørt godt om.
Alves de Sousa leverer altså udmærket kvalitet i alle genrer, men synes dog bedst hvad angår rødvine og portvine af rubytypen herunder Vintage. Det er et spændende bekendtskab med et flot renommé i Portugal. Ingen tvivl om, at de fortjener mere opmærksomhed herhjemme, så jeg kan kun anbefale portvinsklubber og andre smagekredse herhjemme at tage Alves de Sousa og Quinta da Gaivosa med i deres overvejelser, når de planlægger smagninger.
En lille anke, som måske kan have betydning for gennemslagskraften på det danske marked, er de mange forskellige brands. Måske burde de i højere grad markedsføre hele porteføljen under producent- og familienavnet Alves de Sousa frem for også at bruge de forskellige quintaers navne?

Læs mere om Alves de Sousa og Quinta da Gaivosa her.

tirsdag den 4. december 2018

Colheitas fra syv årtier


I oktober deltog jeg i en Kopke Master Class ved vinfestivalen Grandes Escolhas i Lissabon. Her skænkede masterblender Carlos Alves fra Sogevinus hvid portvin med alder og Tawny, og han fortalte om ligheder og forskelle. Her en måneds tid senere gæstede Carlos Alves The Vintage Port Club i Odense sammen med Stefano Marello, som står for salget til Danmark samt husets danske importør Kim Hansen fra Viniportugal. Det blev til et fint gensyn, men ikke en gentagelse af smagningen. Husets speciale i form af fadlagret portvin byder på nemlig på flere aspekter end Tawny med alder. 


En anden side af de fadlagrede portvine er Colheita, og temaet for smagningen i klubben var netop Colheitas gennem hele syv årtier – fra 1940´erne og frem til nu.
Det var en imponerende række af vine, der blev serveret, og undervejs fortalte Stefano og Carlos om huset og om kunsten at lave en god Colheita. Vi blev bl.a. mindet om, at Colheita selvfølgelig er langt mere afhængigt af det enkelte års høst end Tawny med alder, som er et blend af flere årgange.


Følgende vine blev smagt i nævnte rækkefølge:
Colheita 2008 White: Flot gylden ravgul, lys. Frisk næse med lidt citrus, appelsinskal, honning og florale noter. Frisk med høj syre, mandel og appelsinskal, elegant. Bør nydes afkølet (89).
Very Old Dry White: Blend af forskellige hvide portvin i alderen 45 til 68 år med ca. 50 år i snit. Ravgul, lidt orange kerne, flot skær. Kraftig næse med appelsinskal, marcipan og lidt kokosnød og vanilje. Fyldig i munden med appelsinskal, nødder og figner, dejlig tekstur og høj syre, virker og føles frisk og tør, hvilket dog svandt, som temperaturen steg. Skal derfor også nydes kold (94).


Quinta S. Luiz Vintage 2009: Mørk rubin, lys kant, medium intensitet. Lidt lukket i næsen med mørke bør, jordbær, mørke kirsebær og blommer samt lidt chokolade i baggrunden. Brombær og blommer, krydret og pebret samt lidt frisk mynte, pænt bid og bløde tanniner. Frisk og fin drikkelig nu (89).
Kopke Vintage 2016: Mørk rubin, næsten uigennemsigtig kerne og lidt lilla kant. Tydelig frisk frugt og lidt ungdommelig kærnemælk, solbær og jordbærgrød samt lidt eukalyptus. Godt med bid, primær frugt med kirsebær og jordbær, pebret og pænt med tanniner (90).


Colheita 2008: Rødbrun, orange kant. Frisk med lidt røde bær og jordbær i næsen, men også tørrede frugter, lidt skarp. Pænt balanceret med lidt syrebid, stadig primære frugtnoter, ikke så udviklet (88).
Colheita 2003: Tawnybrun med lys kant og flot orange skær. Frisk næse, tørrede frugter, figner. Blød i munden med fin balance, appelsinskal og nødder (89).
Colheita 1998: Orangebrun. Fin duft af appelsinskal, mandler og marcipan. Ikke så fyldig, elegant stil med tørrede frugter og mandel samt fin syrebalance (91).
Colheita 1985: Orangebrun. Nødder, appelsinskal og lidt farin i næsen. Godt med fylde, tørrede frugter, nødder, lidt sprittet (90).
Colheita 1978: Orangebrun til ravfarvet med lys orange kant. Mandel og tørrede frugter, elegant stil med høj syre (89).
Colheita 1975: Orangebrun med lys orange kant. Ikke så kraftig i næsen med mandel og appelsinskal. Dejlig i munden, blød og fint balanceret med mandel, appelsinskal og fin syre (91).
Colheita 1965: Lidt mørkere tawnyfarvet med orange kant, flot. Utrolig ekspressiv med mandel, tørrede figner og nødder. Fyldig og intens i munden med tørrede frugter og figner, meget kompleks, men også med frisk elegance og flot syre. Et dejlig glas (94).
Colheita 1957: Rødbrun kerne, orange kant. Nødder og figner. Dejlig i munden med god balancere mellem fyldighed og friskhed (93).
Colheita 1941: Flot og klar, orangebrun. Nødder og figner i næsen. Dejlig i munden, kompleks og intens, lidt cremet og blød, men også med høj syre (92).


Der blev vanen tro efterfølgende afgivet point fra deltagerne. Her var der ikke overraskende klart flest point til de gamle Colheitas, mens ikke alle var begejstrede for Very Old Dry White. Det samlede resultat med point kan ses på klubbens hjemmeside, men her er Top 5:
  1. Colheita 1941
  2. Colheita 1965
  3. Colheita 1957
  4. Colheita 1978
  5. Colheita 1975



torsdag den 29. november 2018

Oldenburg slår et slag for sherryen


”Sherry Tapas Skinke” hedder en ny lille bog af Henrik Oldenburg. Bogen er i samme handy format som sidste års ”Portvin i glasset” og leverer ligeledes en fin lille introduktion – især til sherry, men altså også til tapas og den dejlige iberiske skinke fra sortfodssvin.
Der kan være gode grunde til at sætte fornyet fokus på sherry – og gerne i selskab med tapas, da de to går glimrende hånd i hånd. Salget af sherry er nedadgående såvel på verdensplan som herhjemme, hvor portvinen til gengæld buldrer frem og får al opmærksomhed i form af festivaler, portvinsklubber og presseomtale. Det skal jeg som ekspert i portvin ikke begræde, da jeg selv har været med til at udbrede det gode budskab. Men samtidig er jeg nysgerrig og har stor lyst til også at beskæftige mig med andre typer af hedvin på markedet som de portugisiske Madeira og Moscatel de Setubal samt altså den spanske Sherry, hvor jeg især har fået smag for de helt tørre typer. For et par år siden gik sommerferien således til Cadiz og Jeres de la Frontera, hvor der også blev tid til at besøge et par bodegaer. Du kan derfor læse mere om Emilio Lustau og Sandeman her på min blog.


Henrik Oldenburgs baggrund som historiker skjuler sig heller ikke denne gang. Bogen giver indledningsvis et fint overblik om sherryens udvikling krydret med små anekdoter. Derefter følger afsnit om produktionen fra klima og jordbund over druer og høst til tiden i bodegaen, hvor der redegøres for solera-systemet og flor – det lag af skimmelsvamp, som dannes af gærceller og luften i de ikke helt fyldte fade, og som giver de helt tørre sherrytyper deres helt egen smag og karakter.


De forskellige sherrytyper gennemgås selvfølgelig også fra de helt tørre, Fino og Manzanilla over Oloroso, Amontillado og Palo Cortado til de helt søde Moscatel, Pedro Ximénes og blandingsproduktet Cream Sherry. Endelig følger en oversigt over producenter, gode tip til opbevaring og servering samt en ordliste.
Opbygningen i de to hovedafsnit om tapas og skinke er i og for sig den samme blot i mindre målestok. Lidt historie, lidt om produktion og typer samt gode tip til servering, lidt opskrifter (hvoraf et par i al fald skal afprøves næste gang den står på tapas herhjemme) og adresser på tapasbarer såvel i Spanien som i Danmark. Problemet med den slags lister er, at de desværre ofte hurtigt bliver forældede. I oversigten med tapasrestauranter står der f.eks. opført to i Odense, hvoraf den ene lukkede i juni måned.


En anden liste, der snart også er forældet, er den over Sherryevents, men her er det sådan set glædeligt. Oldenburg skriver, at der desværre ikke er sherryfestivaler i Danmark, men har siden besluttet sig for selv at arrangere en af slagsen. Festivalen vil finde sted næste år – nærmere bestemt torsdag den 25. april i ”Sceneriet” på Det Ny Teater i København. Festivalen vil være i stil med de succesrige portvinsfestivaler på Børsen – om end i mindre målestok.
Oldenburg angiver selv ”Sherrys triste skæbne på det danske marked” som begrundelse for initiativet. En skæbne han altså med såvel bog som festival vil prøve at forbedre. Jo, tak. Den er jeg helt med på. Jeg vil også gerne slå et slag for den spanske sherry – ikke på bekostning af portvinen, men parallelt. Der bør være plads til både Madeira, Portvin og Sherry i Danmark – og ikke kun som et minde om barndommens konfirmationer, hvor disse blev tilbudt til desserten.

Henrik Oldenburg: Sherry Tapas Skinke. Rosinante 2018, 144 sider.

Billetsalget til Sherryfestivalen starter 1. februar 2019 via hjemmesiden www.forlaget-smag.dk

torsdag den 22. november 2018

Portvin fra Borges


Borges er ikke blandt de portvinshuse, som har den største opmærksomhed herhjemme. Men de er til stede på markedet og skænker trofast ud ved portvinsfestivaler. Kvaliteten synes at være stigende, efter huset i en årrække før årtusindeskiftet ikke gjorde meget væsen af sig.
Vinhos Borges har da også haft en omskiftelig historie siden firmaet blev etableret i 1884. Faktisk begynder historien ifølge Henrik Oldenburg endnu tidligere, nemlig i 1872, hvor firmaet ”Lello, Vieira & Cia” blev grundlagt som eksportører af portvin for så siden at blive indlemmet i bank- og handelsvirksomheden ”António Nunes Borges & Irmão” grundlagt af brødrene António og Francisco Borges i 1884.
Foruden at drive bankvirksomhed handlede brødrene med tobak, tekstiler, vin og altså portvin. Langt senere efter revolutionen i 1974 blev banken nationaliseret som mange andre – og vinfirmaet, Borges & Irmão Vinhos fulgte med. Det førte til en meget tvivlsom periode, hvor kvaliteten faldt og fokus blev lagt på kvantitet. Men fra midt i 1990´erne fik Borges assistance af en af landets dygtigste winemakere, Anselmo Mendes (især kendt for sine glimrende vine fra Vinho Verde), hvorefter det begyndte at gå fremad igen.


I 1998 blev selskabet reorganiseret under nyt ejerskab i form af JVM Group, som allerede stod for distributionen af vinene. Quintaer som Casa Nova og Quinta do Junco, der tidligere havde leveret Single Quinta Vintage, blev solgt til Taylors. Tilbage blev Quinta do Soalheiro ved Rio Torto – en quinta, der blev købt i 1904, og som også lægger navn til nogle af deres portvine.
Foruden portvin produceres der bordvin i såvel Douro som i to andre af landets bedste regioner, Vinho Verde og Dão, ligesom der laves Espumante og Brandy. Der eksporteres til omkring 50 lande i hele verden herunder Danmark.
I dag markedsføres portvinen under nye enkle og smarte labels og i flot indpakning, hvor reserve-kategorien f.eks. præsenteres i flotte rør.
Jeg fik en prøvepakke sendt fra Portugal med følgende vine, som blev smagt over to dage:


White Reserve: Blend af malvasia fina, gouveio, rabigato og viosinho fra flere årgange, lagret i 6 år i snit. Lys, gylden til ravfarvet. Citrus, honning og lidt tørrede figner og abrikos. Sød, men med ok syre, der balancerer i munden, mandel og abrikos samt fin friskhed. Behagelig, men ikke med den store kompleksitet. Skal serveres afkølet for friskhedens skyld (85).
Soalheira 10 års White: Blend af malvasia fina, gouveio, rabigato og viosinho. Gylden, lidt mørkere og med lidt orange skær. Kraftig næse med mandel, honning, godt med abrikos, blomster og lidt vanilje. Mandel, tørrede frugter og lidt vanilje i munden, elegant, fint balanceret, lang karrykrydret hale. Et godkendt og behageligt glas, som ligeledes bør serveres afkølet (89).


Ruby Reserve: Blend af touriga franca, touriga nacional, tinta barroca, tinto cão og tinta roriz. Rubinrød med rød kant. Kraftig næse med ung frugt, hindbær, brombær og lidt kogt rødkål samt mynte, umiddelbart mere en rødvinsnæse end portvinsnæse. I munden har en fin primær frugt og røde bær og en let krydret undertone, floral, elegant og dejlig frisk, fint balanceret med syre og lidt kant samt en smule bløde tanniner. I den lette genre, men absolut godkendt (86).
LBV 2014: Blend af touriga nacional, touriga franca, tinta roriz, sousão og trincadeira. Mørk rubin. Fin ekspressiv med brombær, jordbær, blommer og mynte. Dejlig og blød i munden med mørke bær, brombær, rødgrød, igen mynte og florale noter samt lidt mørk chokolade, krydret, elegant med ok kompleksitet samt bløde tanniner, fin lang og lidt pebret hale. Ikke en kraftig LBV, men et dejligt harmonisk glas at drikke her og nu (90).


Tawny Reserve: Blend af touriga franca, touriga nacional, tinta barroca, tinto cão og tinta roriz, fadlagret i 7-8 år i snit. Rødbrun, let orange kant. Røde bær, tørrede frugter, lidt abrikos og kirsebær i næsen. Tørrede frugter, marmelade, figner og lidt mandel, stadig med primær frugt i form af røde bær, men også fadnoter, lidt bid og pebret hale (85).
Soalheira 20 års Tawny: Blend af touriga franca, touriga nacional, tinta barroca, tinto cão og tinta roriz. Lys tawny-brun med flot orange skær. Frisk og dejlig næse med mandel og hasselnødder, godt med appelsinskal og tørrede abrikoser samt lidt vanilje. Blød med tørrede abrikoser, hasselnødder, orangepræg, honningsødme og lidt vanilje, velbalanceret med fin syre og god friskhed, lidt brændende eftersmag, men delikat (91).


Altid godt med nye bekendskaber. Fik i øvrigt også hilst på repræsentanter fra huset såvel på Portvinsfestivalen på Børsen i november og til vinmessen Grandes Escolhas i Lissabon i oktober, hvor jeg fik en snak med kommunikationschef Ana Montenegro

Læs mere om Borges her. Vinene fås hos Nordjysk Vinimport.