lørdag den 9. oktober 2021

Food Trodden – dejlig ny bog om portugisisk vin



Har du besøgt Douro under høsten i efteråret, er du måske blevet indbudt til at hoppe op i det gamle granitlagar på quintaen og hjælpe med at fodtræde druerne, som senere skal blive til portvin.

Fodtrådt, ”Food Trodden”, er netop titlen på en ny bog om portugisisk vin, skrevet af Simon J Woolf og Ryan Opaz – og med fotos af sidstnævnte. Og lad det være sagt med det samme. Er man som jeg vild med autentisk portugisisk vin, er bogen en stor fornøjelse at læse.

I lagaren på Quinta do Vesúvio

I Simon J. Woolfs forord bliver bogens udgangspunkt og formål formuleret som et forsøg på at besvare spørgsmålet: Hvorfor påskønner den vinelskende verden portugisisk så lidt? Tro mig. Det samme spørgsmål har jeg også ofte stillet mig selv, selv om de senere år dog har bragt langt større og velfortjent international anerkendelse.

I første kapitel er afsættet vinfestivalen Simplesmente Vinho, som blev etableret i 2013 af Mateus Nicolau de Almeida og João Roseira fra Quinta do Infantado. Sidstnævnte har siden været primus motor i den årlige festival, der finder sted parallelt med den store og mere strømlinede og kommercielle vinfestival Essencia do Vinho i Porto. Dermed signaleres det også, hvad det er for en del af den portugisiske vinscene, som forfatterne dedikerer sig til. Som de selv formulerer det om festivalen:

”Like a movie trailer, it tantalised with the promise of things to come. And it heralded the start of a new age for Portuguese wine: one that would be more uncompromising, more diverse and more exciting than anything that went before.”

Filipa Pato på Simplesmento Vinho 2018

Vi taler om såkaldt ”handcrafted” vin fra primært små uafhængige producenter og boutique-wineries med fokus på minimal indgriben og f.eks. økologi og biodynamik. Vi snakker om winemakere, der går deres egen vegne, er innovative, har fokus på oprindelige druesorter og terroir og sværger til gamle traditioner, men i en moderne kontekst.

Foruden at fortælle om Simplesmente Vinho er første kapitel såvel historisk som kulturelt funderet. Her berettes om Marquis de Pombal og demarkeringen af Douro, om Salazartiden og de mange statsejede kooperativer, om det nærmest uoversættelige begreb saudade og fadosang, om gamle blandede vinmarker, vinha velhas, og fodpresning af druer i lagares.

De efterfølgende kapitler har fokus på de mest kendte regioner: Vinho Verde, Douro, Dão, Bairrada og Alentejo samt mindre kendte eller lidt glemte regioner som Colares og Madeira. Særligt interessant er beretningen om traditionen med talhas i landsbyen Vila Alva i Alentejo – såvel på mikroniveau, hvor en enkelt lerkrukke er i brug bagerst i garagen, som den nye bølge og de større producenter, der har genoplivet traditionen.

 Francisco Figueiredo fra Adega Regional de Colares i vinmarken i Colares

Vi møder såvel yngre som mere erfarne winemakere som Vasco Croft, Rita Ferreira Marques (Conceito), António Madeira, Álvaro Castro, Filipa Pato, Francisco Figueiredo (Colares), Oscar Quevedo og Pedro Marques. Men selv om bogen koncentrerer sig om de mindre og uafhængige producenter, fortælles også om kommercielle brands som Aveledas Casal Garcia og Sograpes Mateus Rosé, om vindynastier som Symingtons, Guedes, Soares Franco og Blandys og om storproducenter som Sogevinus og Esporão.

Bogen er ikke bare en hyldest til gamle traditioner og den alternative vinscene. Den problematiserer også aspekter i den portugisiske vinbranche som f.eks. den rigide Beneficio i Douro og anden form for bureaukrati i vinlovgivningen, hvor udmærkede vine ikke opnår regional godkendelse på grund af de stramme regler:

”The rules, regulations and stylistic requirements that once helped drive quality now stifle innovation and diversity in winemaking and wine styles. Worse yet, they alienate some of Portugal´s most innovative winemakers from the organizations which supposedly exist to support them.”

Der er også et kritisk blik på trafficking med billige arbejdskraft og på mainstreamvine fra Alentejo, for som det hedder om Alentejo:

”Your endless dusty plains are punctuated with gleaming stainless-steel tanks, massive wineries offering up robust red wines hewn from imported cultivars and irrigated vines. No-one stops to mention that your parched savannahs might be better suited to cork or olive trees.”

Trods det velmente og nok også sandfærdige kritiske blik, er bogen som nævnt indledningsvis en stor opfordring til at interessere sig mere for portugisisk vin og samtidig en kærlighedserklæring til landet, befolkningen, kulturen og traditionerne. Det er skøn, inspirerende og flot illustreret læsning.

 

Simon J. Woolf og Ryan Opaz: Food Trodden – Portugal and the wines that time forgot”. Interlink Books 2021, 257 sider.

 

Læs mere om Simplesmente Vinho her.

PS: Ses bort fra bogens titelblad er ovennævnte mine egne fotos og derfor ikke sammenlignelige med Ryan Opaz smukke billeder i bogen.

onsdag den 6. oktober 2021

Dona Otília – arven efter bedstemor

 De smagte vin er sponseret af producent og importør

 

Når man tænker på portvinens popularitet herhjemme, kan det ikke andet end vække glæde, at der med jævne mellemrum dukker nye mærker op. Det er godt for bredden og variationen. Og det må også være godt for de mindre importører, som derved sikres bedre muligheder for at få deres eget spændende brand.



Dona Otília er forholdsvis ny på markedet, da mærket først blev lanceret i 2015. Bag står Otília Timoteo, som er 3. generation af vinproducenter i familien. Og nej. Mærket er ikke opkaldt efter hende selv, men ligesom hendes eget navn en hyldest til bedstemoren.

”Min bedstemor Otília var visionær og højt respekteret i landsbyen, hvor hun boede. Hun elskede jorden, vinmarkerne og det at lave vin og blev altid kaldt for Dona Otília. Desværre døde hun som ung. I 2015, da jeg var samme alder, lancerede jeg Dona Otília som en hyldes til hende og for at forsætte arven efter hende og hendes passion for Douro,” fortæller Otília Timoteo og fortsætter:

”Vi har pligt til at videreføre arven fra Douro. Vi må fortsætte med at lære vores børn kærlighed til jorden, bevarelse af vores økosystem og biodiversiteten og viderebringe vores skat, portvinen, fra generation til generation.”



Inden da blev halvdelen af druerne fra familiens vinmarker brugt til at lave bordvin under navnet Timoteo´s Vinhos og den anden halvdel solgt som bulkvin. Men der blev dog også lagt portvin til side i kælderen, hvorfor der nu er en del ældre fade, som kan benyttes i produktionen.

”Dona Otília blev født af en drøm om at lave store vine og udbrede dem til verden. Jeg er født i en familie, der har produceret vin, og selv om jeg siden fik mit professionelle virke andre steder, har jeg altid haft en drøm om at vende tilbage og lave vin,” fastslår hun.

Familien Timoteo ejer tre Quintaer, som alle er beliggende i Baixa Corgo i baglandet bag Regua: Quinta de São Martinho med 17 hektar, Quinta de Currais med 12 hektar, Quinta do Pisco med 9 hektar samt yderligere fire hektar med gamle vinmarker i Sanhoane.



Det tre Quintaer ligger tæt ved hinanden, men i forskellige højder og mikroklimaer. På Pisco er 80 % f.eks. hvide druesorter som Viosinho, Cercial, Malvasia Fina, Gouveio, Rabigato, Códega, Fernão Pires og Arinto, mens resten er en gammel mark med røde druer - såkaldt Vinhas Velhas. Currais og São Martinho ligger ved Corgo-floden og er tilplantet med Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinta Barroca, Tinto Cão og Sousão. 70 % af druerne bruges til bordvin, resten til portvin.

Porteføljen er bred af så ungt et brand at være. Hvidvin, rødvin, rosé og espumante. Og for portvinens vedkommende almindelig Ruby, LBV og Vintage, Pink Port, almindelig Tawny, Tawny Reserva samt 10, 20, 30 og 40 års samt Colheita og endelig almindelig hvid portvin og hvid portvin med 10, 20 og 30 år på bagen.

”Vi lavede vores første hvide portvin i 2015, og i 2018 fulgte vi så op med 10, 20 og 30 års. De tilføjer prestige til brandet, og gør os i stand til at nå nogle nichemarkeder. Og så elsker vi hvid portvin,” forklarer Otília Timoteo.

Blandt markederne er Danmark, som må siges at have taget hvid portvin med alder til sig, men også Tyskland, Holland, Brasilien, Luxemburg og Frankrig. Dona Otília blev lanceret i Danmark allerede i 2018 af den nuværende importør, som oplyser, at det bl.a. var attraktivt, at de kunne tilbyde helt op til 40 års Tawny.

Jeg smagte hele serien af hvid portvin med alder, tawny med alder samt et par LBV´er og to Vintage vine. Vinene blev smagt over to dage og ved lidt forskellige temperaturer.



Generelt kan siges, at vinene er lidt til den søde side, men ikke overdrevet og fint balanceret med syre. Nydes de mere eller mindre afkølede, dæmper det sødmen lidt, men det er selvfølgelig en smagssag. De hvide portvine med alder imponerede især på førstedagen, hvor de var rimeligt afkølede, mens de ved lidt højere temperatur havde vel meget sødme og mere markante noter som kokos og vanilje. De fire Tawny med alder var derimod alle klart mere ekspressive på andendagen og kan altså have brug for lidt tid eller luft.

LBV og Vintage var ganske fornuftige. Jeg har tidligere være en del forbeholden overfor Vintage fra mindre og nye producenter, som selvsagt ikke har den samme bredde at trække på, hvad angår vinmarker, som de helt store spillere. Men de senere år, synes jeg, at kvaliteten er klart forbedret hos flere af dem, og Dona Otília får mig ikke på andre tanker.

 


Dona Otília LBV 2014: Blend af 45 % Touriga Franca, 25 % Touriga Nacional og 30 % fra gamle vinmarker. Granatrød, medium intens, lys kant. Lidt støvet næse med kirsebær, jordbær, frugtgrød og lidt tobak, kakao og krydderier. Afrundet og modnet i munden med god frugt, jordbær og andre røde bær, lidt solbær, fin syre, til den søde side. Mere balanceret på andendagen (88).

Dona Otília LBV 2016: Blend af Tinta Roriz, Touriga Franca, Touriga Nacional og Tinto Cão. Mørk rubin, lilla kant, næsten uigennemsigtig. Intens næse med solbær, brombær og blommer samt lidt frisk frugt. Kraftfuld med masser af frugt og bær, solbær og ribena, sød, fin balance, pænt med bløde tanniner, tør hale. Fin og rimelig kompleks LBV med pænt potentiale (89).



Dona Otília Vintage 2016: Blend af Touriga Nacional og Touriga Franca. Mørk rubin, lys lilla kant, intens, næsten uigennemsigtig. Solbær, brombær, violer, lidt mokka og mørk chokolade samt lidt balsamico i næsen. Mørke bær, lidt urter og mynte, høj syre, fint med bløde tanniner, god balance, lang hale med tørre tanniner. Ok tilgængelig og åben lige nu, men også med pænt potentiale (91).

Dona Otília Vintage 2017: Blend af Touriga Nacional og Touriga Franca. Mørk rubin, næsten sort med mørk lilla kant, intens og uigennemsigtig. På førstedagen lidt lukket næse med frisk primær frugt og mørke bær, på andendagen mere ekspressiv med solbær og cassis. Solbær og andre mørke bær, lidt mokka, kakao, mynte og urter, god struktur og kompleksitet, lang pebret og krydret hale. Brug for tid, men med flot potentiale (92).



Dona Otília 10 års hvid: Blend af Códega, Cerceal og Viosinho. Lys orangebrun, gylden, lys kant. Frisk næse med tørrede abrikoser, lidt nødder, citrus og honning. Frisk med god struktur, abrikos, mandel, honning og blomster, halvsød med fin balancerende syre, elegant stil, medium hale. Bør nydes afkølet (89).

Dona Otília 20 års hvid: Blend af Códega, Cerceal og Viosinho. Lys ravfarvet, orange kant. Ekspressiv næse med marcipan, lidt valnød, karry, vanilje og muskatnød. Intens og fyldig i munden med honningristede mandler, tørrede frugter og mandel, fin fedme og struktur, god balance og ok kompleksitet, lang hale med lidt syrebid. Et fint glas, der bør nydes afkølet (92).

Dona Otília 30 års hvid: Blend af Códega, Cerceal og Viosinho. Mørk ravfarvet, næsten tawnybrun. Ekspressiv og intens næse med tørrede frugter, figner, abrikos og mandel. Cremet og kompleks i munden med dejlig blød og indbydende tekstur, appelsinskal, mandel, tørrede frugter, honning, elegant og med flot balancerende syre, som temperaturen stiger dog med lidt vel dominerende fadnoter som vanilje og kokos En lækkert glas, når det nydes let afkølet (94).



Dona Otília 10 års tawny: Blend af Touriga Nacional, Touriga Franca. Rødbrun kerne, lys kant og orange skær. Lidt røde bær, mandel og blomster i næsen. Let i munden med høj syre, begyndende fadnoter som hasselnødder og tørrede figner samt lidt vanilje, pænt krydret, lidt bid i halen (89).

Dona Otília 20 års tawny: Blend af Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinta Barroca og Tinto Cao. Mørk ravfarvet, lys kant, orange skær. Diskret, men elegant næse på førstedagen med mandel, tørrede figner, appelsinskal og lidt kokos, vanilje og karry, efterfølgende meget mere ekspressiv og intens. Tørrede figner, nødder, marcipan, lidt vaniljesødme og en anelse røgede noter, god balancerende syre, såvel fyldig som elegant, krydret eftertone (92).

Dona Otília 30 års tawny: Blend af Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinta Barroca, Tinto Cao. Mørk ravfarvet, flot orange skær. Hasselnødder, tørrede figner og abrikos, valnød og muskat. Rimelig fyldig og intens med nødder, mandel, tørrede figner og behersket vaniljesødme som modsvares af høj syre og friskhed, let cremet, men elegant og med lang hale (93).

Dona Otília 40 års tawny: Blend af Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinta Barroca, Tinto Cao. Lys tawnybrun, med lys grønorangekant. Hasselnødder, valnød og lidt balsamico og honningsødme. Fin viskositet i munden, let cremet med appelsinskal, tørrede figner, nødder, god fylde, lidt balsamico og lang vedholdende hale. Delikat (95).

 

Dona Otília forhandles af Portvino  

onsdag den 29. september 2021

Terras do Avõ – vine fra bedstefars land på Madeira

 

De smagte vine er sponseret af producenten

 



Alene etiketterne er et nærmere bekendtskab værd. Fantasifulde, finurlige og farverige, så der må stå en kreativ kunstner bag. Og ganske rigtigt.

”Etiketterne er lavet af en kunstnerven, jeg har,” fortæller Sofia Caldeira, der har taget imod mig i det flot beliggende hus i den lille by Seixal på nordsiden af Madeira.

Pavillonen i haven er holdt i rødlige farver, der matcher den flotte bougainvillea foran udsigten ned mod stranden og langs klippekysten. Et smukt sted til en lille vinsmagning med tilhørende lækre petiscos.



Bedstefars land, Terras do Avõ. Sådan hedder det brand, som familien Caldeira står bag. Og den er god nok, for vinmarkerne stammer fra Sofia Caldeiras bedstefar og gik i arv til faderen Duarte Caldeira, der i 2008 etablerede vinfirmaet ”Duarte Caldeira & Filhos – Seixal Wines” med sine tre børn, hvor Sofia er den ældste. Såvel far som ældste datter er uddannet som landbrugsingeniører.

”Vi har 3,5 hektar vinmarker, som er fordelt på hele 32 forskellige parceller rundt om i området, men vi køber også druer fra andre. 95 % af vores egne druer er røde og kun 5 % hvide, da det er lettere at købe hvide druer ind,” fortæller Sofia.

Der produceres årligt 10.000 flasker af henholdsvis hvidvin og rødvin. Dertil kommer 1.200 flasker Espumante lanceret i 2016 og af et par gange næsten 5.000 flasker rosévin. Vinificeringen foregår på vininstituttets (IVBAMs) Adega i São Vicente, ligesom det gælder for størstedelen af de kun 14 producenter af bordvin på øen. Winemakere er Paulo Laureano og João Pedro Machado.



Vinene sælges på Madeira herunder i restauranter, men eksporteres også til fastlandet til f.eks. El Corte Inglés og vinbutikken Garrafeira Nacional, ligesom de findes i toprestauranter som Belcanto i Lissabon og Rui Paulas DOP og Casa de Chá da Boa Nova i Porto, hvilket vidner om god kvalitet.

I alt omfatter porteføljen otte forskellige vine fra Terras do Avô, hvoraf jeg smagte følgende:

Branco 2017: 100 % Verdelho. Lys grøngul. Citrus, grønne æbler, en smule passionsfrugt og blomster. Sprød med stor friskhed og høj syre, citrus og grønne æbler, let saltet.

Branco Grande Escolhas 2017: 100 % Verdelho, men lavet på det første afløb. Mere kompleks næse, stadig citrus og grønne æbler, men med lidt tropisk underlag. Mere nuanceret i munden, federe og riger struktur, tør med dejlig mineralitet. En flot vin.

Tinto 2017: Blend af især Tinta Roriz, Touriga Nacional og Syrah samt lidt Merlot og Carbernet Sauvignon. Rubinrød. Fin duft af røde bær, lidt solbær, sort peber, lidt mokka og blomster, godt krydret. Fint balanceret i munden med god frugt og syre samt pænt med tanniner. En elegant vin i international stil.

Tinto Grande Escolhas 2016: Blend 65 % Syrah, 21 % Merlot, 12 % Touriga Nacional og 2 % Tinta Roriz. Rubinrød. Ekspressiv næse med blomster, kirsebær, skovbær, mørk chokolade, let parfumeret. Elegant og godt balanceret med røde bær og florale noter, stor elegance, bløde tanniner.

Espumante 2015: 100 % Verdelho, lagret 5 år. Lys gulgrøn med pænt med bobler. Æbler, brødkrummer, blomster og lidt abrikos. Dejlig tekstur i munden, fyldig, sprød og lækker.



lørdag den 25. september 2021

Quinta do Barbusano på Madeira

 De smagte vine var sponseret af producenten

 

Madeira er ikke kun Madeira, lød overskriften for mit sidste indlæg. Mit nylige besøg på øen havde til formål at studere den dejlige hedvin med henblik på en artikel i Din Vinguide. Men jeg benyttede lejligheden til også at lægge vejen forbi et par producenter af bordvin – begge på nordsiden af øen, hvor også vininstituttets (IVBAMs) vinifikationscenter, Adega de São Vicente, er placeret i byen af samme navn.



Første besøg var på Quinta do Barbusano, som ligger smukt placeret op af bjergsiden ved São Vicente. Quintaen blev etableret i 2006, fortæller ejeren Antonio Freitas under en vandretur i vinmarkerne. Ved selve quintaen er der 12 hektar med vinmarker, mens de resterende 13 hektar ligger placeret rundt om i nabobyerne. Druesorterne er især Verdelho, Tinta Negra, Malvasia, Touriga Nacional og Aragonez, men også internationale sorter som Merlot, Cabernet Sauvignon og den tyske Arnsburger, som er en mere sygdomsresistent og produktiv krydsning af to Riesling-kloner. Den er lavere på syre og benyttes derfor især i blends sammen med den syrerige Verdelho.



De fleste vinstokke er plantet som såkaldt latada (pergula), da det giver en bedre udnyttelse af terrænet og samtidig giver bedre beskyttelse for solen. Men de lave pergulaer, som man ikke alle steder kan stå oprejst under, er sammen med de stejle skråninger også med til fordyre produktionen. Når dertil kommer, at såvel flasker som andet skal flyves ind og ud ad øen, bliver vinene fra Madeira også forholdsvis dyrere end vine fra fastlandet.



Efter rundturen i vinmarkerne inviteres jeg på en større smagning af såvel nye årgange som ældre vine. Det foregår udenfor under parasoller og med den smukke udsigt over mod kirkekapellet, Capelinha de Nossa Senhora de Fátima, hvis klokketårn også pryder etiketterne på vinene. I bygningen bag os har Antonio Freitas indrettet en lille traditionel adega, hvor vinturister selv kan prøve at fodtræde druer, hvilket en gruppe russerne går i gang med efter smagningen. Selve produktionen foregår dog nede i byen.



Følgende vine fra Quinta do Barbusano blev smagt:

Espumante 2014: Lavet på 100 % Verdelho fra pergola. Gulgrøn med pænt med bobler. Æbler, citrus, brødkrummer og blomster i næsen. Let stil med fin friskhed og høj syre, citrus, grønne æbler, brødkrummer, tør, ok struktur, saltet hale med syresvip.



Ponta do Tristão Branco 2015: Blend af Verdelho og Arnsburger. Gulgrøn med grønt skær. Eksotisk frugt, banan og lidt vingummibamser. Lidt lav på syre, grønne æbler, frugtsødme.

Barbusano Verdelho 2018: Lys grøngul med duft af citrus, ananas og andre tropiske frugter. Høj syre og stor friskhed, grønne æbler og lidt tropisk ananas, lang hale med syresvip. En dejlig læskende vin.

Barbusano Verdelho 2012: Strågul, lidt grønligt skær. Ekspressiv med blomster, citrus og tropisk frugt samt lidt smørnoter fra lagring. Fyldig i munden med god kompleksitet og struktur, stadig med balancerende syre, om end ikke så meget som den yngre udgave. En flot moden viden, som fint viser lagringspotentialet i vine på Verdelho.

Barbusano Barricas 2016: 100 % Verdelho, fermenteret på ståltank tilføjet egetræsstænger. Strågul. Pænt med frugt, men især noter fra fad som smør og krydderier. Fyldig i munden, lav men ok syre, banan, vaniljesødme. For meget fadpræg til min smag.



Barbusano Rosé 2019: 100 % Aragonez, forholdsvis lang maceration. Mørk laksefarvet. Hindbær og andre røde bær samt lidt blomsterduft. Sprød i munden med god syre, kirsebær og røde bær, en smule krydderi, fin struktur.

Barbusano Rosé 2015: Mørk laksefarvet. Lidt anderledes og ikke så indbydende næse med mere krydret undertone, men også stadig røde bær og blomster. Fin i munden med modne røde bær og godt med krydderier.



Ponta do Tristão Tinto 2015: Blend af Aragonez og Touriga Nacional. Mørk rubin. Brombær, sorte kirsebær, violer og godt krydret i næsen. Rimelig fyldig i munden med frisk frugt, godt krydret, ikke den store kompleksitet, bløde tanniner.

Barbusano Tinto 2017: Blend af 65 % Aragonez og 35 % Touriga Nacional. Mørk rubin. Brombær og andre mørke bær, blomster. Mere struktur og kompleksitet, mørke bær, krydderurter og lidt mørk chokolade, ok balanceret, pænt med integrerede tanniner.

Barbusano Barricas 2017: Blend af 65 % Touriga Nacional og 35 % Aragonez, fadlagret. Rubin rød, mørk. Mørke toner i næsten med brombær og andre mørke bær, violer, chokolade og cigarkasse. Balanceret fadpræg. Blød i munden med god frugt og pænt med integrerede tanniner.

Barbusano Barricas 2012: Blend af 65 % Touriga Nacional og 35 % Aragonez, fadlagret. Mørk rubin. Lidt skjult i næsen i starten med mørke bær og violer. Mørke bær, krydderier og lakrids, stadig fin balance og godt med tanniner til en længere liv, balanceret fadpræg.



Besøg Quinta do Barbusanos Facebook side her.

torsdag den 23. september 2021

Madeira er ikke kun Madeira

Vinmæssigt er Madeira synonymt med Madeiravin. Men der produceres selvfølgelig også andet på øen, og siden 1999 har vininstituttet, IVBAM, gjort en ihærdig indsat for at fremme produktionen og promovere bordvin og mousserende vin (Espumante). De mange turister på øen drikker gerne lokal vin, og med øget fokus er kvaliteten også blev bedre, hvilket et par besøg hos producenter under min tur til Madeira for nogle uger siden bevidnede.

”Produktionen stiger gradvist, selv om den er lille sammenlignet med andre demarkerede regioner i Portugal og på trods af de særlige forhold på Madeira, hvor alt skal håndplukkes. Den vulkanske jordbund gør, at det er lidt sværere med rødvin, men over årene udvikler de sig fint i flasken og bliver overraskende behagelige. Hvidvin og rosé har fremragende syre og er meget friske og bliver derfor mere og mere populære,” opsummerer IVBAM, da jeg beder dem gøre status. 


Det var altså netop i 1999, at øen blev demarkeret vinmæssigt med DOP Madeirense. I 2004 fulgte så IGP Terras Madeirense og året efter Espumante. Før den tid blev der selvfølgelig også lavet bordvin på Madeira til eget forbrug eller lokal konsum – ofte på enten hybrider som Jacquet eller i form af såkaldte ”direct producers”, som er af amerikansk afstamning og ikke vitis vinifeira. Druer som disse udgjorde tidligere en stor del af øens samlede produktion, men er nu reduceret væsentligt til fordel for certificerede sorter – især også pga. IVBAMs opfordringer og hjælp hertil.

I 1990´erne begyndt udviklingen så at tage fat med Madeira Wine Companys lancering af Atlantis, i første omgang som rosévin på øens mest plantede druesort Tinta Negra, som siden er blevet fulgt af en hvid Verdelho i almindelig og reserva-udgave.

Madeira Wine Company er ikke den eneste Madeira-producent, som parallelt laver bordvin. Det gælder også Barbeito og Justino´s, der står bag brandet Colombo – opkaldt efter søfareren, der med sin familie boede en årrække på den nærtliggende ø, Porto Santo.

Den sene godkendelse af bordvine fra Madeira betyder, at de fleste producenter er forholdsvis nyetablerede og stadig prøver sig frem med hensyn til druesorter og fremstilling mv. Hos producenten Terras do Avô frigiver de f.eks. Espumante fra samme årgang af flere omgange for at forsøge sig med lagringstiden, og hos Quinta do Barbusano eksperimenteres der med fadlagring og druesorter. 


I alt er der kun 14 producenter af bordvin på øen, hvoraf 10 gør brug af det vinifikationscenter, Adega de São Vicente, som IVBAM har etableret og driver i byen af samme navn på nordsiden af øen. Ifølge IVBAM er produktionen af DOP Madeirense i øvrigt steget fra 96.203 liter i 2010 til 132.817 liter i 2019, hvilket også vidner om fremgangen.

Der laves både Espumante, hvidvin, rosé og rødvin. Generelt klarer de hvide sig bedst, især hvad angår syrerige udgaver på Verdelho, som også anvendes til produktion af Madeira. Men også Espumante er værd at stifte bekendtskab med – og det samme gjaldt faktisk nogle af de rødvine, jeg fik smagt under mit besøg.

I to følgende opslag vil jeg kort præsentere to af de 14 producenter – nemlig Quinta do Barbusano og Terras do Avô. Senere vil jeg også rette fokus på hedvinen Madeira, i første omgang gennem en artikel i vinbladet Din Vinguide.


mandag den 16. august 2021

Besøg hos Marcarini i Barolo

De smagte vine var sponseret af producenten 


Årets sommerferie gik til Norditalien – nærmere bestemt Ligurien og Piemonte – og som vanligt blev der lagt et par vinbesøg ind i programmet. Efter tre dage i den dejlige by Genova boede vi en uge i Alba i Piemonte og ikke overraskede besøgte vi selvfølgelig Barolo, hvis nærmeste vinmarker kan ses fra byen.



Hurtigt gik turen ud i det smukke bugtende landskab, hvor vi om eftermiddagen havde en aftale hos Marcarini i La Morra, men inden da en lille rundtur i regionen, hvor byerne ligger på små bakketoppe med få kilometer imellem sig og med de gamle borge øverst.

Første korte stop var i Roddi, hvorefter fulgte Grinzane Cavour med slottets fine udendørs ”museum”, hvor der på grundig og illustrativ vis blev fortalt om vindyrkning og årets gang. Derfra kørte vi til hovedbyen Barolo, hvor vi besøgte såvel proptrækkermuseet som vinmuseet WiMu, der virkelig kan anbefales. Det er er anderledes og spændende, så det ikke kun henvender sig til vinnørder, men langt bredere. Designeren bag er i øvrigt François Confino, som også har stået for filmmuseet i Torino, som vi besøgte senere på ugen.

Fra Barolo gik køreturen forbi Cannubi-marken, først på den ene side og derefter på den anden, og op til den smukke lille by La Morra. Efter en lille vandretur i byen fandt vi frem til Marcarini, hvor vi blev modtaget i den lille butik af Elena Felicetta, som stod for rundvisningen og den efterfølgende smagning. Set fra gaden, tror man umiddelbart, at der blot er tale om en butik, men bag facaden ligger den gamle bygning fra det 18. århundrede, som rummer alle produktionsfaciliteterne.



Marcarini-familien har været i vinbranchen gennem seks generationer.  De første år lavede de dog kun vin til eget behov og solgte så resten af druerne til et kooperativ, men siden 1959 har de flasket under eget navn. De råder over 25 hektar vinmarker fordelt i Langhe og Roero herunder fra de kendte vinmarker La Serra og Brunate i La Morra. Førstnævnte ligger forholdsvis højt og er derfor udsat for mere vind, mens Brunate ligger lavere og med højere temperaturforskelle.

Brunate regnes for en af de bedste cruer i La Morra og Barolo generelt. Set med La Morra øjne anses marken for at levere mere muskuløse vine, men da underregionen generelt er kendt for at give mere elegante og ligefrem burgundiske vine, er dette selvfølgelig relativt.



Tidligere var der i Barolo et skarpt skel mellem traditionalister og modernister, men de to parter har siden nærmet sig hinanden. Modernisterne bragte grønthøstning, kortere maceration, små franske barriques og sågar internationale druesorter på banen til traditionalisterne store forargelse. Siden er modernisterne så at sige blevet mere traditionelle og omvendt, så grønthøstning nu er alment, ligesom brugen af mindre fade også er blevet mere udbredt – dog med måde. Når det er sagt, må man vel betegne Marcarini som ret traditionelle i deres tilgang. I sin bog om Barolo skriver Søren Frank f.eks. om huset: ”Midt i det modernistiske La Morra ligger Marcarini og laver traditionel no nonsense-barolo i en god og sikker stil.”



Vores besøg hos Marcarini startede i kælderen, med såvel små som store fade af slovensk eg (såkaldte botti) til lagring af bl.a. Barolo-vin, og fortsatte så ind i et større lokale, som rummede såvel ståltanke til fermentering, flere fade og udstyr til aftapning. Endelig sluttede vi et lille fint smagelokale, hvor Elena straks gik i gang med at åbne flasker til en dejlig smagning.



Følgende vine blev smagt:

Roero Arneis 2020: 100 % Arneis. Lys gulgrøn. Frisk næse med æbler, grønne pærer, blomster og mineraler. Frisk i munden med ok balance, god frugt, tør og mineralsk, lang hale.

Dolcetto d´Alba Fontanazza 2020: 100 % Dolcetto fra La Morra. Ungdommelig rubinrød med violet kant. Let parfumeret og med røde bær som jordbær og kirsebær samt lidt jordbærgrød. Frisk frugt i munden, røde bær, let og frisk, medium til lav syre, fin lidt bitter hale, ukompliceret, læskende.

Dolcetto d´Alba Boschi di Berri 2019: 100 % Dolcetto fra præ-phylloxera marker i La Morra. Rubinrød, lidt mørkere, let lille kant. Frisk med kirsebær, hindbær, godt krydret. Blød i munden med fin struktur og balance, røde bær, mørke kirsebær, ok syre og bløde tanniner. En delikat og elegant vin i den lette ende af skalaen.



Barbera d´Alba Ciabot Camerano 2019: 100 % Barbera fra La Morra og Navilgie. Mørk rubin, brunlig kant. Krydret næse med mørke bær, vanilje, mynte og tobak. Frisk i munden med fin balance mellem frugt og syre, fin frugtsødme, men tør, diskrete bløde tanniner.

Langhe Nebbioli Lasarin 2020: 100 % Nebbiolo fra La Morra og Navilgie. Lys rubinrød. Frisk og ekspressiv næse med røde bær og blomster. Blød og let i munden, tør og med fin struktur, harmonisk og med bløde tanniner. En let drikkelig ”Nebbiolo i Blue Jeans”, som vores vært udtrykte det.



Barolo del Commune di La Morra 2017: Blend af 60 % Brunate og 40 % La Serra. Rubinrød, lys med brun kant. Frisk og elegant næse med fin frugt, mørke kirsebær, blomster og lidt røgede toner. Mørke kirsebær, god balance og fint integrerede tanniner.

Barolo La Serra 2017: Rubinrød med brun kant. Mørke kirsebær, violer og blomster. Intens og fyldig med god frugt med mørke kirsebær, lidt lakrids, høj syre og kraftige tanniner med lidt bid, lang hale, flot potentiale.

Barolo Brunate 2016: Rubinrød med brun kant. Ekspressiv, lidt parfumeret næse med sorte kirsebær, krydderier og lidt vanilje. Fyldig og dejlig i munden, på en gang muskuløs og elegant med kraftige tanniner. En dejlig kompleks vin med stort potentiale.



Moscato d´Asti 2020: Lavet på Moscato Bianco fra marker i Neviglie-området. Lys gulgrøn til strågul. Frisk duft af fersken, æbler og blomster. Frisk i munden med god balancerende syre, gule stenfrugter, ikke for sød stil, lang hale.



Et fint besøg, hvor vinene på den mere upåagtede Dolcetto-drue overraskede positivt og de tre Barolo-vine fint illustrerede forskelle i terroir og i øvrigt smage af meget mere. Men så er det jo godt, at de er til at få i Danmark.

 

Marcarini importeres af HJ Hansen

fredag den 16. juli 2021

En gazelle-historie: Casa Ermelinda Freitas

 

De smagte vine er sponseret af producent og importør

 

I Danmark omtaler vi gerne virksomheder med hurtig og stor vækst som gazelle-virksomheder. Hvis de har en tilsvarende betegnelse i Portugal, må Casa Ermelinda Freitas så sandelig være en oplagt kandidat. Arealet med vinmarker og antallet af brands, producerede flasker og ansatte – alt er vokset markant inden for en periode på godt 20 år. I dag er Casa Ermelinda Freitas ikke alene den største producent i Setúbal-regionen syd for Lissabon, men også blandt de fem største i Portugal.

Og, ja. Lad mig bare med det samme afsløre, at der for det meste har stået kvinder i spidsen for virksomheden – fra de første spæde år til i dag.



Huset blev etableret som et lille familiebrug i 1920 af Leonilde de Freitas og er så gået i arv gennem generationer herunder til oldebarnet Ermelinda Freitas, som har lagt navn til selskabet i dag, hvor det er dennes datter Leonor de Freitas, der står i spidsen. Indtil 1990´erne blev der dog udelukkende produceret bulkvin, men da Leonor overtog, besluttede hun sig for at sige sit gode job inden for sundhedsvæsenet op og satse fuldt ud på vinproduktion. Og det altså med stor succes fra de første vine under egen label kom på gaden i 1997.

I dag er der 550 hektar med vin, der produceres 8 millioner flasker om året herunder en stor del bag in box vin, og der er 90 ansatte og ca. 200 under høsten.



Da jeg besøgte Casa Ermelinda Freitas ved Fernando Pó lidt nordøst for Setúbal i maj måned i forbindelse med min deltagelse i juryen ved Concurso Vinhos de Portugal, var det første indtryk da også lidt fabriksagtigt. En stor rosafarvet hal med mange kæmpe ståltanke og plads til- og frakørende lastbiler samt jernbanen lige udenfor. Men kvantitet behøver ikke at være en modsætning til kvalitet – en stor kommerciel producent kan også lave kvalitetsvin. Og det gør Casa Ermelinda Freitas, hvilket de mange priser og diplomer også vidner om.



Vi blev vist rundt af ønolog og chefwinemaker Jaime Quendera, som først viste også en vinmark, som illustrerede bredden, hvad angår druesorter, og siden produktionsfaciliteterne og husets lille museum. Endelig sluttede vi med en fin frokostbuffet, hvortil vi nød et udvalg af husets vine – såvel Espumante, rød- og hvidvin som Moscatel de Setúbal.



”Jordbunden er mest med sand, da vi ligger tæt ved vandet, hvor Sado-floden løber ud i havet. Derfor har vi også store vandreservoirer i undergrunden og meget sol og vind, så vi får modne druer med god syre,” fortalte Jaime Quendera og fortsatte:

”Tidligere var der kun plantet Castelão og Fernão Pires, men vi omstillede os og startede med også at plante Touriga Nacional og andre druesorter for 20 år siden. I dag har vi 29 forskellige sorter fordelt med 60 % Castelão, 20 % røde sorter og 20 % hvide – såvel nationale som internationale sorter som Chardonnay, Viognier, Syrah og Merlot.”



Jaime fortæller endvidere, at det har været en hård tid under corona-krisen. Alene det at koordinere vagtplaner under høsten, hvor de ansatte skulle opdeles i separate teams, der arbejdede i skiftehold, men selvfølgelig også i forhold til det rent salgsmæssige.



Foruden druer fra egne marker indkøbes der druer fra andre vingårde, og der laves såvel enkeltdruevine som blends, fordelt på forskellige brands, som dog gerne er genkendelige i kraft af de stribede og farverige banderoler i toppen af flasken. Blandt de forskellige brands skal her blot nævnes Terras do Pó, Dona Ermelinda og en serie med enkeltdruevine. Bordvinene er klassificeret som Palmela DOC, Península de Setúbal DOC eller Terras do Sado, mens Moscatel-vinene selvfølgelig er klassificeret i sin egen DOC.

Jeg har smagt et lille udvalg af vine fra Casa Ermelinda Freitas. Vinene blev smagt over to dage ved forskellige temperaturer.

 

Terras do Pó Castos Branco 2017

Blend af 50 % Chardonnay og 50 % Viognier, fermenteret og lagret på fransk og amerikansk eg med 4 måneders batonnage. Gulgrøn til strågul. Let parfumeret næse med gule stenfrugter, græs, lidt tropiske noter som banan, honning og fadpræg. Fyldig i munden med fin smag, god tekstur og tydeligt præg af batonnage og fadnoter, men desværre lidt lav på syre, så den fremstår lidt tam, lang hale (87).

 

Dona Ermelinda Branco Reserva 2019 Palmela DOC

Blend af 40 % Chardonnay, 30 % Arinto og 30 % Viognier, fermenteret på stål, derefter lagret 4 måneder på egefad. Grøngul. Frisk næse med citrus, grønne æbler, blomster og vegetale noter. Dejlig sprød i munden med citrus og lidt eksotisk bund samt fadnoter, god syre, elegant og delikat, fin balance, lang hale med fint syrebid (89).

 


Vinha da Valentina Tinto Reserva Signature 2018

Blend af 50 % Merlot, 25 % Syrah og 25 % Castelão, 12 måneders fadlagring. Rubinrød, medium til lave intensitet. Godt med frugt, modne kirsebær, hindbær, hyldeblomst, godt krydret og lidt kaffenoter. Frisk og fyldig med kirsebær, godt krydret, røgede og toastede noter fra fadet, som tager lidt overhånd på andendagen, tør med høj syre og pænt med tanniner, lidt tørre tanniner i halen. En fin vin til prisen (88).

 

Quinta da Momosa Tinto 2017 Palmela DOC

100 % Castelão fra 50 år gamle vinstokke i Fernando Pó, Palmela, 12 måneder på fad. Rubinrød, lys kant. Mørke bær, moden frugt, blommer, engelsk lakrids, lidt tobak, men også grønne noter som grannåle, lidt balsamico og lidt vanilje fra fadet. Fyldig med fin struktur med mørke kirsebær, engelsk lakrids og godt med krydderier, frugtsødme men tør, pænt med bløde tanniner, lidt tørre tanniner i enden. På en gang kraftig og en pleaser (89).

 

Dona Ermelinda Grande Reserva 2017

Blend af Syrah, Touriga Nacional, Touriga Franca, Aragonez, Trincadeira og Cabernet Sauvignon, 18 måneder på fad og 18 måneder på flakse før frigivelsen. Dyb rubin, tæt og næsten uigennemsigtig. Mørke bær, lidt træ og tobak, krydderier og rødkål. Kraftig og fyldig i munden med mørke kirsebær og andre mørke bær, dejlig kompleksitet, flot struktur, pænt med integrerede tanniner og lang hale med lidt tørre tanniner. Lidt af en blockbuster, som kan drikkes nu, men også gemmes (93).

 


Moscatel de Setúbal

Husete entry-level Moscatel, lagret 2 år på fad. Orangebrun til ravfarvet. Markant og frisk næse med abrikos, honning, gule mirabeller, appelsinskal, mandel og lidt urter. Behagelig i munden med fin syre og balance, citrus og honning. Fin sød dessertvin til prisen, som bør nydes afkølet, da det dæmper sødmen lidt (88).

 

Moscatel Roxo Superior 2010

Lagret 6 år på fad. Orangebrun til ravfarvet. Abrikos, honning, hasselnødder og brændt sukker i næsen. Dejlig blød, harmonisk og kompleks i munden med tørrerede frugter, mandler og lidt karamel, lang hale. Et flot glas, som kan nydes til søde desserter eller som en dessert i sig selv (92).

 



I forbindelse med en smagning af rødvine fra Alentejo, Tejo, Lisboa og Setúbal for Din Vinguide (april 2021) har jeg endvidere smagt følgende tre rødvine fra Casa Ermelinda Freitas:

 

Donna Ermelinda Reserva 2017

Blend af 70 % Castelão fra 50 år gammel vinmark samt Touriga Nacional, Trincadeira og Cabernet Sauvignon med hver 10 %, lagret 12 måneder på fransk eg og 8 måneder i flaske. Rubinrød, medium intens. Mørke bær og lidt frugtgrød i næsen samt friske krydderurter som mynte og timian. I munden krydret med mørke bør og lidt lakrids samt diskret fadpræg, medium intens, godt med tanniner, fint potentiale (90).

 

Casa Ermelinda Freitas Touriga Nacional Reserva 2017

Fermenteret på stål, lagret 12 måneder på fransk og amerikansk eg. Mørk rubin. Brombær, solbær, violer og lidt mynte i næsen. Elegant med fin frugt, solbær, cassis, brombær, lidt chokolade og florale noter, pænt med bløde tanniner. En ganske fin vin (90).

 

Casa Ermelinda Syrah Reserva 2018

Fermenteret på stål, lagret 12 måneder på fransk og amerikansk eg. Rubinrød, medium intens. Frisk næse med solbær og mørke kirsebær, lidt krydderurt. I munden kirsebær og cassis, behersket fadpræg, pænt med integrerede tanniner og lang hale (88).

 

Vinene fra Casa Ermelinda Freitas importeres af Adelino.