Vintage portvin fra tre årtier

 

En blandet landhandel. Tillad mig at begynde med denne kliché. Men det var, hvad der var på programmet nyligt i The Vintage Port Club. 12 forskellige portvine fra 12 forskellige år, nogle klassiske andre Single Quinta Vintage fra mindre år og dermed altså hverken en vertikal eller en horisontal smagning. Arrangørerne kaldte smagningen for ”Battle of the Decades” i og med, at der var tale om fire vine fra henholdsvis 70´erne, 80´erne og 90´erne, men som tema gav det ikke den store mening.

Når det er sagt, skal det straks tilføjes, at der var tale om et spændende udvalg af vine – såvel velkendte som mere sjældent smagte – hvoraf flere fremstod udmærket på aftenen. Så trods det manglende tema, var der tale om en ganske god smagning.

Vinene blev af ukendte årsager ikke præsenteret semiblindt denne gang, men helt åbent. Følgende vine blev smagt, her listet efter alder.

 

Warre´s 1970: Rubinrød. Røde bær og florale noter i næsen. Let stil med røde bær, høj syre, halvtør med sødlig frugt, fin balance. Let, men udmærket og velsmagende – og stadig med nogle år foran sig (93).

Graham´s 1975: Ravfarvet med lidt rødlig kerne, lys. Diskret i næsen med røde bær. Elegant og floral med høj syre, men lav på frugt og røde bær. Lidt skuffende, men efter sigende bedre ved andre borde (89).

Dow´s 1977: Rubinrød med flot skær, lys kant. Røde bær, hvidløg og esteva i næsen. Dejlig i munden med høj syre, der dog dominerer lidt, tør. Savner lidt frugtfylde til at balancere, men ellers ganske fin (92).

Croft Quinta de Roêda 1978: Orangerød, let støvet og uklar. Karamel og farin i næsen samt lidt tawnynoter. Frisk i munden med karamel og høj syre, uharmonisk og uden vintagekarakter (87).

Smith Woodhouse 1980: Mørk rubin, ikke så intens. Fin næse med solbær, brombær, lidt mokka og krydderurt. Blød og fyldig med en smule bløde tanniner, lidt til den søde side, fin hale med lidt kakaopræg. Et brand, som sjældent skuffer (92).

Churchill´s 1982: Teglrød med lys kant. Røde nær og lidt kakao i næsen, efter nogen tid i glasset med ubehagelig duft af volatil syre. Ok i munden, floral med røde bær. Bør drikkes nu og hurtigt efter åbning (89).

Cockburn 1983:  Rubinrød med lys kant. Diskret i næsen med røde bær. Let men ganske delikat i munden med florale noter og lidt cigarkasse, ok balance, lidt tør stil, lang hale. Faktisk et fint glas, men bør nok snart drikkes (92).

Niepoort 1987: Rubinrød. Ekspressiv næse med røde bær og lidt solbær. Høj og markant syre, men ok balance, røde bær og fin krydret, elegant og delikat, stadig med potentiale (93).

Taylor´s Quinta de Vargellas 1991: Rubinrød, lys kant, medium intens. Røde bær og florale noter, lidt mørk chokolade og krydderurt. Fin balance med høj syre, elegant og harmonisk, let krydret (91).

Dow´s Quinta do Bomfim 1992: Rubinrød, mørk. Solbær og jordbær i næsen, men også et lidt vel støvet indtryk med en smule karklud. Ok i munden med fin frugt og syre, røde bær, lidt cigarkasse, tør (89).

Ramos Pinto Quinta de Ervamoira 1994: Mørk rubin, tæt, lidt lys kant. Lidt lukket næse, men dog med godt med mørke bær som boysenbær og florale noter. Dejlig fyldig i munden med mørke bær, let cremet, fin struktur, floral, pebret, bløde tanniner. Et flot glas, som stadig har udviklingspotentiale (94).

Quinta do Vesuvio 1997: Mørk rubin, tæt og uigennemsigtig. Solbær og krydderurter i næsen. Flot struktur, kraftig og fyldig, mørke bær, lidt esteva og krydderurter, stort potentiale (94).

 

Som det fremgår var de to yngste vine mine favoritter, men også Warre´s 1970 og Niepoort 1987 gjorde det ganske udmærket, efterfulgt af Smith Woodhouse 1980, Cockburn 1983 og Dow´s 1977.

Den efterfølgende afstemning blandt alle deltagere resulterede i en top 5, som kun afveg en smule fra min:

1. Warre´s 1970
2. Quinta do Vesuvio 1997
3. Ramos Pinto Quinta de Ervamoira 1994
4. Niepoort 1987
5. Dow´s 1977

Til sidst et par kommentarer. Det er langt fra første gang, at Ervamoira 1994 gør sig godt i smagninger, selv om det ”kun” er en Single Quinta Vintage. I 1994 deklarerede Ramos Pinto såvel klassisk vintage som Ervamoira, hvilket de i øvrigt netop har gentaget med Vintage 2024.

Warre´s 1970 var også blandt mine favoritter ved en større smagning af Warre´s i klubben sidste år (læs her).

Verden rundt på Odense Vinfestival

Det er ikke tit, at man får lejlighed til at smage vine fra både en lang række kendte vinlande og en række mindre kendte som Georgien, Armenien, Ungarn, Canada, England, Serbien, Bosnien, Nordmakedonien og Indien.

Men det var, hvad Odense Vinmesse for anden gang bød på. Bag messen står Foreningen af Danske Vinimportører, som har til formål at fremme små og mellemstore vinimportørers interesser. Dem skønnes der at være ca. 500 af – fra de mindste garageimportører med få producenter i kataloget til de lidt større, som også lever af det og derfor også har en bredere portefølje. Rent omsætningsmæssigt anslås de små importører at udgøre ca. 8 % af markedet. Det oplyser pressetalsmand for festivalen Per-Henrik Goosmann, som også fortæller, hvad formålet med festivalen er:

”Formålet er dels at tilbyde foreningens medlemmer at blive synlige over for potentielle kunder og offentligheden, dels at medlemmerne kan vise publikum den enorme bredde i sortiment af vine fra hele verden og lade publikum smage og bedømme deres vine, som oftest ikke findes hos andre vinhandlere eller i supermarkeder.”

Odense Vinfestival er ikke den eneste festival, foreningen står bag, tilføjer Per-Henrik Goosmann:

”Danske Vinimportører står i dag med tre vinfestivaler. Foruden Odense Vinfestival, som startede sidste år, er det Garagevin i Avedøre, som er den ældste, og en vinfestival på Hotel- og Restaurantskolen i København, som blev afhold første gang i år. Det er hensigten, at foreningen udvider med en til to festivaler i løbet af 2026/2027.”

Men tilbage til Odense Vinfestival, som fandt sted sidst i april. Rækken af udstillere talte 25, hvoraf nogle var specialiserede i et enkelt land eller sågar en enkelt region, mens andre havde et bredere sortiment med.

Ikke alle borde kunne nås, da der både skulle smages og snakkes. Men her er lidt indtryk, dog uden noter og pointgivning grundet omstændighederne. Jeg lagde ud med bobler, efterfulgt at hvidvine, rødvine og hedvine. Her vil jeg blot kort omtale de producenter, jeg besøgte undervejs. Der ligger blot personlig nysgerrighed og interesser bag valget af stande – og ikke kvalitetsvurdering. Så til dem, jeg ikke fik besøgt. Måske næste år.

 

Vinfadet

En stor stand med vine fra Tyskland fra området som Mosel, Pfalz, Rheinhessen og Baden. Dertil kom ældre rariteter i form af søde vine (Auslese, Beerenauslese og Eiswein), hvor de ældste var fra 1970´erne. Spændende og et bevis på de tyske vines lagringspotentiale.

 

Vinos Al-Ándalus

Som navnet siger specialist i vine fra Andalusien herunder selvfølgelig sherry, men også bl.a. bobler og tørre vine på Palomino. Sherryområdet og regionen som helhed er spændende at følge for tiden, da der sker en rivende udvikling. Jeg smagte Forlong Burbuja og Vinifícate Mahare Aguja som begge var pet nat vine, en tør hvidvin på Viognier fra Tierra Savia, den udmærkede orangevin Garay Luz, et par dejlige hvidvine fra Mucahda-Léclapart, hvor især Lumière var et spændende bekendtskab samt endelig en dejlig saltet fino sherry, Primitivo Collantes, hvor floren dog var lidt diskret samt en flot amontillado fra samme producent. En spændende stand, som vidner om den entusiasme for en enkelt region, som de mindre producenter kan udvise.

 

Vinteres

Sergij Myslyvij har en kærlighed for vinene fra det gamle vinland Georgien, men bød også på armensk frugtvin. Jeg holdt mig dog til førstnævnte og smagte først en halvtør hvidvin, Pirosmani 2023 og derefter to orangevine lagret på qvevri – Georginens nedgravede amforakrukker, Rkatsiteli 2021 og Kisi 2021. Der var ikke tale om hardcore qvevri-vine, men ganske fine og balancerede vine med et fint touch fra lerkrukkerne, hvor alle kan være med. Også en spændende stand.

 

Baasch-Pedersen Vin

Historien er velkendt. Man falder for vinene, man smager under ferieturen og begynder at importere på hobbyplan til garagen. Sådan gik det for sig med Baasch-Pedersen, som i dag har tre huse fra Alsace og tre huse fra Mosel. Jeg smagte først en ganske fin gang Cremant-bobler fra Domaine David Ermel fra Alsace og derefter et par Riesling-vine fra Domaine Francois Schwach, som ligeledes er hjemhørende i Alsace. Foruden Riesling havde de også medbragt hvidvine på Sylvaner og Gewürtztraminer samt rødvin på Pinot Noir, men det nåede jeg desværre ikke at smage.

 

Cape to Cope Wines

Det er ikke første gang, jeg er stødt på denne importør af sydafrikanske vine, som især har fokus på de nye, mindre producenter. Ved et Sydafrikanskvinfremstød for 1½ år siden var de således til stede med flere af deres producenter, ligesom der også på Odense Vinfestival var et større udvalg. Jeg valgte at smage en Chardonnay 2023 fra Redamancy Vineyards – en producent, som jeg fik et ganske godt indtryk af ved det tidligere fremstød. Senere smagte jeg også en kraftig Swartskaap Cabernet Franc fra Hermanuspietersfontein Wines i Walker Bay. Ganske fine cool climate vine.

 

Global Wines

Global Wines havde ligeledes vine fra Sydafrika med, men som navnet antyder også fra andre lande. Ja, faktisk fra så forskellige steder som England, New Zealand, Italien, Spanien og Ungarn. For mit vedkommende blev det nu kun til en tør hvidvin fra Ungarn, lavet på Tokaj, TR Palota Organic 2022, og som fint viste, at Tokaj ikke kun er spændende, når det gælder de søde vine.

 

Korsholm Vin

Jimmi Korsholm har specialiseret sig i cool climate vine fra en lang række lande og har en del meget spændende producenter i sin portefølje. Det gælder ikke mindst engelske Gusbourne, som har vundet fortjent hæder for deres flotte mousserende vine. Jeg smagte den aldeles glimrende, friske og elegante Gusbourne BdB 2019. En anden interessant producent er Henry of Pelham fra Canada, som både laver rødvine på Baco Noir, som er en krydsning af Vitis Vinefera og Vitis Riparia, og søde vine på Riesling. Jeg smagte denne gang deres Riesling 2024.

 

Prime Spirits Aps

Det blev også til et genbesøg hos Prime Spirits, som også deltog på festivalen sidste år med vine fra balkanlandene Serbien, Nordmakedonien og Bosnien-Hercegovina. Spændende vinlande, hvor der sker en stor udvikling kvalitativt og samtidig med en lang række mere ukendte lokale druesorter. Denne gang koncentrerede jeg mig om rødvinene og smagte en let og krydret Blatina 2021 fra Bosnien-Hercegovina, Vranec 2021 fra Nordmakedonien og endelig Trnjak 2022 ligeledes fra Bosnien-Hercegovina. De to sidste var et par kraftige vine.

 

Simply Wine

Her var der også vine fra flere forskellige lande, men dog især Spanien. Jeg valgte først at smage rækken af glimrende friske vine på Albarino fra Rias Baixas. CastroBrey er et nyt hus, de har fået hjem, og det er de ganske godt tjent med. Jeg smagte Sin Palabras 2024, Crianza Anfora 2024 (med meget diskret amfora-præg) og den flotte enkeltsmarksvinen P-242 2023. Endvidere smagte jeg senere en ganske fin rødvin fra Priorat, Font de la Figueras 2021 fra Clos Figueras, som var et blend af Grenache, Carignan og Syrah.

 

Vin Cima

Vin Cima fra Årslev var også et gensyn fra sidste år, men denne gang havde de medbragt deres portugisiske producent i form af Alentejo-baserede Adega Herdade das Aldeias de Juromenha. Da portugisisk vin er mit speciale smagte jeg selvfølge et større udvalg og fik mig en snak med José, som repræsenterede den familieejede virksomhed. Jeg smagte deres entry-level hvidvin Aldeias De Juromenha 2024 og de lidt mere komplekse hvidvine Escolha 2022 og den fadlagrede Colheita Seleccionada 2023. Til prisen er der faktisk tale om ganske glimrende og vellavede vine. Blandt de røde smagte jeg Colheita Selecionada 2023, en Syrah Reserve 2024 med 10 måneders fadlagring samt endelig Syrah Signatur Grand Reserve 2021 med 25 måneders fad på bagen. Traditionel stil fra Alentejo, men også et fint bevis på at Syrah gør sig glimrende i den portugisiske region.

 

Vindien

Indiske vine var også med sidste år, hvor jeg smagte nogle af deres rødvine. Denne gang blev det kun til en sød dessertvin i form af en Late Harvest Chenin Blanc fra det centrale Indien.  Faktisk ikke dårligt og spændende at smage, men som vinland er der stadig et stykke vej endnu for Indien.

 

Afslutningsvis kan jeg da lige tilføjer, at der foruden de ovenfor nævnte lande også kunne smages vine fra Italien, USA, Argentina, Østrig, Chile, Bulgarien og Australien. Så der var mulighed for at komme verden rundt sammen med de små importører, og mere velkendte regioner som Bordeaux, Bourgogne, Piemonte, Rhone og Ribeira den Douro var også repræsenteret. Har man lyst til at komme lidt ud i hjørnerne og smage vine, som ikke lige er at finde i supermarkeder eller de store vinbutikker, er Foreningen af Danske Vinimportørers festivaler helt klar værd at besøge.

 

Læs mere om Foreningen af Danske Vinimportører her. 

Vintage 2024 – et klassisk portvinsår

Rygterne havde sviret i mere end et år. Når man, som jeg, har talt med winemakere og andre portvinsfolk og spurgt til høsten 2024, har der hele tiden været optimisme at spore. Det samme gjaldt dag jeg i november sidste år til Portweinmesse i Leverkusen smagte forskellige fadprøver fra 2024 sammen med winemaker David Guimaraens (læs her). Og nu halvandet år efter kommer de endelig svar på.

De seneste uger er det strømmet ind med meldinger om såkaldte deklareringer af Vintage 2024. En deklarering er, når en portvinsproducent annoncerer, at de vil lave Vintage portvin det pågældende år – og vel at mærke har fået kvaliteten godkendt af myndighederne i form af portvinsinstituttet, IVDP. Det skal ifølge lovgivningen ske ved at indsende en flaske mellem 1. januar og 30. september i andet år efter høståret, hvorefter instituttet som ved al anden portvin laver tekniske analyser og lader et smagepanel teste vinen inden godkendelse. Og ja, det sker, at vine bliver afvist.

Det deklareres vintage hvert år, da der altid kan laves god vintage portvin – og i modsætning til tidligere også i de mindre gode år, hvor vækst- og høstbetingelser ikke er de bedste. Det skyldes, at den tekniske kunnen er blevet bedre. Der er bedre styr på det optimale høsttidspunkt, bedre temperaturkontrol i kælderen og kvaliteten af den druesprit, der tilsættes, er blevet bedre for blot at nævne tre markante forbedringer. Men når det er sagt, skal det også tilføjes, at der stadig er forskel på årgange. Nogle år er bedre end andre. Og nogle år kaldes ligefrem for klassiske.

En klassisk årgang er, når der er bred enighed om at deklarere klassisk vintage. Klassisk vintage er blends af druer fra flere vingårde i modsætning til Single Quinta Vintage og det voksende antal enkeltmarksvine. Skal hele årgange defineres som klassisk, skal mange altså deklarere herunder de helt store spillere på markedet som især Symington Family Estates og Fladgate Partnership. Jeg vil ikke her remse samtlige årgange op, men på denne side af årtusindeskiftet taler vi om årgangene 2000, 2003, 2007, 2011, 2016 og 2017 – og altså nu 2024.

En klassisk årgang bliver også gerne markeret af portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto, som har for vane selv at deklarere deres egen portvin, som er et blend af Vintage fra forskellige producenter. Det sker i form af en ceremoni, hvor alle producenter hænder et eksemplar af deres portvin op i et stort glas, hvilket jeg har overværet et par gange. Læs mere her.

Jeg vil ikke her remse alle de deklareringer, som allerede nu er indgået op. Men nævnes kan det, at de tæller tonesættende brands på vintageområdet som Graham´s, Taylor´s, Cockburn´s, Fonseca, Quinta do Noval, Dow´s, Sandeman, Ferreira, Croft, Warre´s og Ramos Pinto.

Men hvad skal der egentlig til for at producenterne deklarer klassisk Vintage frem for Single Quinta Vintage? Hvad er det for kvaliteter, der afgør valget? Og er de klassiske blends bedre end Single Quinta Vintage – og i givet fald hvorfor og hvordan?

Spørgsmål som disse vil være blandt emnerne for en artikel, jeg skal skrive senere på året til vinbladet Din Vinguide. Her vil der være udtalelser om såvel Vintage 2024 som ovennævnte spørgsmål fra forskellige af de kendte winemakere, ligesom jeg vil prøvesmage en længere række af de nye portvine.

Til sidst en lille opfordring til især importører. Hvis du kender til offentliggjorte deklareringer, hører jeg gerne fra dig.

I øvrigt kan du læse mine omtaler af tidligere Vintage-årgange her på bloggen ved at klikke ind på det pågældende år under etiketter i højre spalte.

”Pressing Matters” – ny bog diskuterer vigtige vinemner

 

Hvad vil det sige, at vin er naturlig? Er økologi og biodynamik vejen frem, og hvordan definerer vi disse? Hvad er vigtigst, klima eller jordbund? Hvad kan vi egentlig smage, når vi sætter ord på vin? Hvordan er sammenhængen mellem pris og kvalitet?

Det er spørgsmål som disse, der er til debat i bogen ”Pressing Matters” skrevet af Alan Ramey, som er winemaker i Sonoma og Napa i Californien.

Bogen er opdelt i otte kapitler, som diskuterer forskellige aspekter af vinfremstilling og den medfølgende debat om metoder. Opremset i overskrifter er emnerne: Terroir, vinregioner, økologi, biodynamik, klima og vin, smagsoplevelser, vin og priser, naturvin og minimal indgriben. Der diskuteres for og imod med citater fra eksperter, winemakere og forskere, som har foretaget undersøgelser, men bogen leverer ikke en facitliste, da der er uenigheder og billedet ikke er sort-hvidt.

Terroir defineres flere steder som bestående af flere lag – nemlig såvel jordbund som klima, men også jævnligt den menneskelige indgriben. Om forholdet mellem de to førstnævnte hedder det bl.a., at ”within the complex interaction between climate and soil, climate is the more important factor.” Men når så winemakeren kommer ind over sker der en indgriben, og som PhD i jordbundsvidenskab Daniel Roberts citeres for: ”There´s nothing more destructive to terroir that winemaking”.

Kapitlet om vinregioner tager afsæt i klassifikationssystemet i Saint-Émilion, men kommer efterfølgende godt rundt i verden med masser af eksempler på konsekvenserne af opdeling og klassifikation herunder forskellene i tilgangen i Europa og USA og den ny verden, hvor restriktionerne er færre.

Emner som økologi, biodynamik og naturvin er ikke overraskende en større diskussion værd. Hvordan defineres begreberne egentlig? Og hvad er de positive og negative implikationer af sådanne tilgange til vindyrkning og -produktion?

Her refereres der en del studier af konventionel jorddyrkning og økologi eller biodynamik. Der hersker nok ingen tvivl om, at der er langt flere mikroorganismer i økologisk eller biodynamisk jord, men modsat findes der ikke videnskabelig evidens for, at månefaserne har betydning for kvaliteten i vinmarken. Og er der i det hele tager smagsforskel? Her deles vandene, og ikke alle er enige i denne påstand fra Washington Post: ”Biodynamic wine has roots in pseudoscience, but the proof is in the bottle”.

Smag er så at sige en smagssag, men også et spørgsmål om kulturelle rødder og erfaringer. Undersøgelser har f.eks. vist, at uerfarne smagere var mindre glade for dyre vine end erfarne. Der er i al fald nok ingen tvivl om, at jo mere man smager, des mere begynder man også at sætte pris på vine, som er lidt anderledes, mere komplekse og måske umiddelbart sværere tilgængelige. Og ja, vi kommer selvfølgelig også omkring de eksperimenter, der har været med smagning af hvidvin og rødvin, hvor deltagerne ikke klart kan skelne. F.eks. blev en hvidvin, som var tilsat farve uden smag, beskrevet med noter, som var det en rødvin.

Endnu et emne, som bogen berører, er vins signalværdi – f.eks. som udtryk for tradition og socialklasse. Når nydannede vinselskaber ifører sig kapper og benytter ritualer, som signaler tradition og lang historik, er det mere af markedsføringsmæssige årsager. Bogen refererer til Confrérie des Chevaliers du Tastevin i Bourgogne, men kunne lige så godt have fokuseret på portvinsbroderskabet Confraria do Vinho do Porto, som jeg selv er optaget i, når der konkluderes: ”The Confrérie knew the power of history, traditions and cultural rituals in creating value and despite its origins, the Confrérie has grown to have a loyal following and help create a sense of wonder for Burgundian wines.”

Fra en ceremoni i portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto

Alt i alt interessant læsning for vinskribenter, sommeliers og andre vininteresserede. Ok, meget er hørt eller læst andre steder før, men bogen giver et fint overblik over de vigtige diskussioner.

 

Alan Ramey: Pressing matters. The debates, controversies, and mysteries that have shaped the world of wine. Academie du Vin Library 2026, 214 sider.

Oscar Quevedo i Svendborg

 

Oscar Quevedo er blandt de flittigste portvinsambassadører, når det gælder om at komme rundt i Danmark og besøge butikker. Da han også er en sympatisk og venlig mand, vækker et besøg naturligvis altid glæde for deltagerne, som er mødt frem for at smage hans vine og portvine og høre ham fortælle.

Det gjaldt også nyligt i Svendborg, hvor han (gen)besøgte Porto Pires, som drives af den energiske portugiser Ana Pires. Her blev der serveret et udvalg af vine og portvine, og hvert glas blev ledsaget af en lille petiscos – portugisernes svar på tapas – kreeret af Ana, som er en glimrende kok.

Der blev lagt ud med en variant over den velkendte porttonic, men her var der tale om pink port opblandet med limonade. Dejligt frisk, selv om citronsmagen lidt overdøvede portvinen. Derefter blev vine og portvine serveret – og som sagt alle sammen med en lille velsmagende ret fra bacalhão over blæksprutte og gryderet i tartelet til oste. Undervejs fortalte Oscar selvfølgelig om Douro, fremstillingen af vin og portvin, de konkrete vine og det familieejede Quevedo, som i dag drives af ham selv og søsteren Claudia, som er winemaker.

 

Nedenstående vine og portvine fra Quevedo blev smagt. Jeg giver dog ikke point, da der var tale om en hyggeaften med mad.

Oscar Branco 2022: Blend af især Rabigato og Viosinho samt andre typiske hvide Douro-sorter. Gulgrøn til strågul. Citrus og lidt eksotisk frugt i næsen. Abrikos og melon samt lidt frugtsødme, balanceret og med diskret fadbrug. En ganske fin og ligefrem hvidvin.

Oscar Rosé 2023: 100 % Touriga Nacional med kun 30 minutters skindkontakt. Lys laksefarvet. Diskret næse med lidt røde bær og blomster. Let i munden med hindbær og jordbær samt lidt florale noter og lidt bitterhed, fin balance. En let rosévin a la Provence. Selv foretrækker jeg rosé med mere power.

Oscar Tinto 2020: Blend af 75 % Touriga Franca, 17 % Touriga Nacional og 8 % Tinta Roriz fra højtliggende marker, 6 måneder på fad. Mørk rubin. Floral næse med solbær og violer. God syre og fint med frugt, mørke bær, lidt kogt frugtpræg, blød og rund med bløde tanniner.

Claudia Reserve 2018: Blend af de typiske Dourosorter; Tinta Roriz (49%), Touriga Franca (35%), Touriga Nacional (10%), Tinta Franca (4%) og Sousão (2%) fra lavereliggende marker, 12 måneder på fad. Mørk rubin. Dejlig ekspressiv med solbær og krydderurter især timian. Mørke bær, esteva og krydderurt, godt med tanniner, stadig med fint gemmepotentiale.

LBV 2018: Mørk og tæt. Frisk næse med solbær, esteva og lidt krydderurt. God friskhed også i munden, dejlig frugt, godt med tanniner, tør stil. En ganske frisk og frugrig LBV.

Rosé port: Mørke laksefarvet. Hindbær og jordbær, let krydret, fint balanceret. En ganske fin pink port, selv om jeg ikke er den store fan. Men jeg byder det efterhånden store udbud af rosé port yderst velkommen i producenternes portefølje.

Quevedo Special Reserva Tawny: Ca. 8 år gammel i snit. Rødbrun. Nødder, figner og stadig lidt primær frugt i næsen. Nødder og tørrede frugter, lidt sprittet, tør stil, en smule bløde og diskrete tanniner.

10 års Tawny: Rødbrun med mørk kerne og lidt lysere kant. Marcipan, hasselnødder og valnødder. Tørrede frugter og nødder og igen tør stil, fint balanceret. Tydeligt mere udviklet end Reservaen.

Quevedo Mosaic Branco: En helt special hvid portvin baseret på druer fra en forsøgsmark anlagt af landbrugsministeriet og med hele 47 forskellige grønne sorter i et field blend (den tilsvarende røde har 64 sorter), co-fermenteret med stilke. Lys citrusfarvet. En meget atypisk røget næse samt citruspræg. Ganske velsmagende, godt krydret og let røget, lang hale i enden, tør. Et spændende alternativ i kategorien, hvor det mest er sødmegraden, som varierer, når vi ikke taler om hvid port med, der er lagret på fade.

 

Læs også min omtale af Quevedos Vintage 2023 her.

Quinta do Noval – fra LBV til National

 

Quinta do Noval hører til blandt de mest prestigefyldte portvinsmærker – både hvad angår selve quintaen, som ligger i baglandet til Pinhão, og portvinene. Det sidste skyldes ikke mindst den eksklusive enkeltmarksportvin Noval Nacional, som blev lavet første gang i 1931, om end der findes ubekræftede notitser om en årgang 1927 på auktion hos Christies. Her er der tale om vinplanter på oprindelige portugisiske vinstokke, som ikke blev udskiftet med amerikanske efter vinlusen phylloxeras hærgen sidst i 1880´erne – deraf også navnet. I den senere tid er der kommet en del andre enkeltmarksvine til fra andre producenter i Douro.

Foruden Quinta do Noval Vintage og Quinta do Noval Nacional Vintage producerer Noval siden 1983 også den lidt lettere og hurtigere modnende Silval Vintage. Tidligere var navnet Quinta do Silval (en ejendom, der ligger tæt ved Noval, og hvor Noval ejer en mark), men det ændrede sig til blot Silval midt i 80´erne efter Portugals indtrædelse i EU. Da der er tale om en vin lavet på druer fra såvel selve Quinta do Noval som Silvalmarken og dermed altså et brandnavn, tillod lovgivningen ikke længere quintabetegnelsen.

Quinta do Noval omtales første gang i år 1715 og har altså en lang historie bag sig med mange ejere. Igennem en del år var den ejet af Van Zeller familien, men i 1993 blev den købt af det franske AXA Millésimes, som placerede Christian Seely ved roret. I 2019 købte Quinta do Noval også naboejendommen Quinta do Passadouro, ligesom Seely selv har investeret i nærliggende Quinta da Romaneira. Chefwinemaker for det hele er Carlos Agrellos.

Noval er høj kvalitet i alle kategorier og laver derfor også udmærket LBV i såvel filtreret som ufiltrerede udgaver – sidstnævnte med fint gemmepotentiale. Dertil kommer udmærkede tawnies og colheitas, hvor jeg især vil fremhæve deres 40 års tawny.

I marts var Quinta do Noval på progammet i The Vintage Port Club med fokus på rubystilen – nærmere bestemt et par LBV´er og de forskellige tre udgaver af Vintage. Det er selvfølgelig ikke første gang, at Noval og Noval National har været på programmet. I 2009 deltog jeg således i en smagning af begge, og i 2016 gæstede Christian Seely klubben ved den årlige winemakers dinner (læs min omtale her).

Men tilbage til nutiden, hvor følgende vine blev smagt semiblindt:

Noval LBV 1991 (magnum): Rubinrød med orangebrun kant, lidt uklar. Især i starten med en smule apotekerduft, røde bær, cigarkasse. Floral med røde bær, fin syre, diskrete tanniner. Et ok glas, som dog nok ikke holder meget længere (91).

Noval LBV 2016 (ufiltreret): Mørk rubin, lidt lysere kant, tæt og uigennemsigtig. Solbær og andre mørke bær i næsen samt lidt kaffe og esteva. Godt med frugt, mørke bær, kaffenoter, bløde tanniner og fin balance. Stadig med gemmepotentiale (91).

Silval Vintage 2001: Mørk rubinrød, lysere kant. Brombær, solbær, kakao og cigarkasse i næsen. Forholdsvis elegant, floral med fin frugt, tør og med god balance, bløde tanniner. Et fint glas uden dog at være helt oppe på den store klinge (92).

Noval Vintage 1970: Rubinrød med lys transparant kant. Jordbær, tyttebær og ribs. Røde bær, elegant og fint balanceret. En ganske harmonisk og delikat vin (93).

Noval Vintage 1982: Flot teglfarvet med lys kant. Dejlig duft af jordbær og andre røde bær, teblade og lidt cigarkasse. Blød i munden med røde bær, elegant, tør, bløde tanniner og fint syrebid i halen. Delikat og stadig med liv foran sig (95).

Noval Vintage 1991: Rødbrun med lys kant, lav intensitet. Røde bær, jordbær, mokka og lidt vanilje i næsen. Let cremet i munden, toffee, bløde tanniner, lang hale, En dejlig vin (93).

Noval Vintage 1997: Rubinrød med lys kant. Solbær og ribenasaft i næsen samt lidt hvidløg. Ok frugt, men også lidt vel urtet og måske lidt tam, lang hale med tørre tanniner (92).

Noval Vintage 2000: Rubinrød, mørk. Godt med mørke bær, solbær og brombær, lidt vanilje. Solbær og andre mørke bær i munden samt mørk chokolade, tør, godt med tanniner. Dejlig vin med fint potentiale (93).

Noval Nacional 1964: Ravfarvet med flot skær, ikke så intens. Abrikos, mandel og honning i næsen. Let cremet i munden, blød og delikat, nødder og andre oxidative noter. Dumpet som vintage, men et ganske fint glas i tawnystil – dog ikke aldersvarende kvalitet (92).

Noval Nacional 1975: Ravfarvet med helt lys kant. Duft af abrikos og orangeskal. Blød og cremet, ganske delikat og velbalanceret, god mellemlang hale. Igen dumpet som vintage, men et flot glas (93).

Noval Nacional 1978: Teglrød med helt lys kant. Måske lidt anonym næse med røde bær. Diskret frugt med røde bær, fin elegance, dejlig floral (93)

Noval Nacional 1980: Rød kerne, lysere kant, lidt tåget. Lidt urtet næse, frisk med røde bær. Røde bær, markant syre, krydret og pebret hale, ikke helt harmonisk, lidt kantet (91).

Min top 5

Inden mine konklusioner lige et par bemærkninger. Arrangørerne var i tvivl om kvaliteten af Noval Nacional 1964, da den havde meget lav stand i flasken. Efter åbningen kunne de dog konstatere, at den ikke havde decideret fejl, men blot var meget lys, hvorfor den indgik i smagningen. En enkelt skæv flaske var der dog i smagningen i form af den ene Noval Vintage 1997, men jeg var så heldig at være placeret ved bordet med den gode flaske. Endelig skal det nævnes, at der kun var en flaske til deling af de tre ældste Noval Nacional vine. En ganske fornuftig disposition af hensyn til smagningens pris og det faktum, at de er svære at finde. Men selv om der var mindre i glassene end vanligt, var der nok til at smage og bedømme vinene.

Deltagerne afgav deres point, hvilket gav denne samlede Top 5 med pointsnit i parentes:

1. Quinta do Noval Vintage 1970 (90,9)
2. Quinta do Noval Vintage 1982 (90,8)
3. Quinta do Noval Vintage 2000 (89,0)
4. Quinta do Noval Silval Vintage 2001 (88,5)
5. Quinta do Noval Nacional Vintage 1975 (87,4)

Den samlede Top 5

Ses bort fra Silval 2001 var der ikke den store afvigelse fra min egen bedømmelse. Der var dog en del snak om, hvordan man skulle vurdere og pointgive de to ældste udgaver af Noval Nacional, som var tydeligt tawnyficerede. Som det fremgår ovenfor valgte jeg at give pæne point, da de faktisk smagte ok, og så se igennem fingrene med, at der ikke var tale om vine med Vintage karaktertræk. Andre dumpede dem af denne grund. Der kan argumenteres for begge dele.

Selv om Noval Nacional er prestigefyldte og omkostningstunge vine, kan jeg ikke ud fra denne smagning og mine tidligere erfaringer sige, at det er bedre vine. Desuden kan noget tyde på, at holdbarheden måske ikke er så god – medmindre der var tale om dårlig opbevaring e.l. Dette vil harmonere med udtalelser, jeg har hørt fra flere winemakere – nemlig at enkeltmarkerne nok giver flotte vine, men uden det samme langtidspotentiale som klassiske blends.

Alt i alt en ganske fin smagning, selv om flere deltagere udtrykte skuffelse. Og ja, vurderet ud fra den hype, der er om Noval og Noval Nacional, var kvaliteten måske lidt lavere end forventet.

The Wines of Beaujolais

Anmeldereksemplar tilsendt af forlaget 

I november sidste år inviterede den lokale franske café, Chez Désirée, til fejring af Beaujolais Noveau. Min umiddelbare tanke var, at den slags hørte svundne tider til – nemlig den gang i 80`erne og starten af 90´erne, hvor en tredjedel af al vin produceret i Beaujolais var beregnet til at blive solgt i slutningen af høståret, og hvor Thorkild Thyrring og andre kørte ræs fra Frankrig til Danmark for at se, hvem der kunne bringe de frigivne flasker først til landet.

Men nej, faktisk har Beaujolais Noveau fået er renæssance, så hippe vinbarer, restauranter og importører igen fejrer den unge vin. København nævnes ligefrem som et af de steder, hvor Beaujolais Noveau igen er ”in” i Natasha Hughes (MW) bog ”The Wines of Beaujolais”, som udkom sidste år på Academie du Vin Library i deres serie af glimrende vinbøger om forskellige regioner (læs fx min omtale af Richard Maysons ”Port and the Douro” her).

Fejringen af Beaujolais Noveau er et glimrende event, når bare vi – i modsætning til 80´erne og 90´erne – husker, at Beaujolais er meget andet end de nyudklækkede vine. Det er også høj kvalitet fra de forskellige cru´er og vine, der kan tåle at lagre. Det er vine, som kan konkurrere med vine fra Bourgogne, men som heldigvis befinder sig i en anden prisklasse. Beaujolais er så at sige in, da stilen appellerer til tidens trend.

Men trods det, er der stadig mange, som udelukkende tænker Beaujolais Noveau, når regionen nævnes. Eller som Natasha Hughes skriver i sit forord:

“Even some of the most educated people in the wine word believe that Beaujolais is a wine that tastes of bubblegum and candied red berries, a wine that can only last a year in bottle before it gives up the ghost of any fruit it once had.”

Natasha Hughes er tydeligt en kender af Beaujolais med mange års besøg bag sig. Hun kender winemakerne og følger udviklingen. Hun har altså god indsigt og fortæller med tydeligt nærvær, når hun tager os med på besøg, beskriver landskabet og citerer winemakerne. Bogen er med andre ord ikke blot oplistet og leksikal viden, men også personligt skrevet, hvorfor hun heller ikke lægger skjul på, hvilke underregioner og producenter, hun er specielt glad for. Men som hun skriver i forordet har hun prøvet at balancere, så såvel store som små, konventionelle som biodynamiske og økologiske, etablerede og velrenommerede som den unge generation er med i bogen. Når det er sagt er der mange producenter af naturvine og biodynamiske vine medtaget, men det er givet den vej udviklingen går i Beaujolais som så mange andre steder.

Som vanligt for serien indledes med et historisk afsnit, hvorefter følger et kig på terroir og druesorter, arbejdet i marken og i kælderen. Endelig følger den anden del med omtale af de 10 cru´er, vine kategoriseret som Beujolais Village og Beaujolais samt endelig négocianter, som der også er er en del af som i Bourgogne.

Hvad druesorter angår er Gamay altdominerende og udgør hele 95 %. Dertil kommer Chardonnay, da der faktisk også laves hvidvin i regionen, samt lidt Syrah og Pinot Noir.

Den mest kendte fremstillingsmetode  er maceration carbonique, hvor de hele druer kommes i en lufttæt tank tilføjet kuldioxid. Herefter foregår gæringen inde i selve druerne, hvilket resulterer i en lettere og frugtig vin med bløde tanniner.

Det er denne metode, der ligger bag stilen i Beaujolais Nouveau, men den er ikke enerådende. Størstedelen af producenterne benytter sig af såkaldt semi-carbonic fermentering, hvor en del af druerne gæres på almindelig vis, og endelig praktiseres der også termovinifikation og ganske almindelig fermentering som i resten af Bourgogne.

Gennemgangen af producenter er sikkert ganske nyttig, når man skal ud at købe Beaujolais vin eller vil besøge regionen. Men personligt kunne jeg godt have ønsket mig lidt kortere omtaler af de enkelte producenter og i stedet lidt mere uddybende almen beskrivelse af regioner og underregioner.

Bogens sidste kapitel er et lidt dystert kig ind i fremtiden. Natasha Hughes skriver tiden frem til 2045 og forestiller sig tre scenarier for Beaujolais udvikling.

Det første er det positive. Her er vinlisten på en fancy restaurant fuld af vine fra Beaujolais, som rangerer på linje med Bordeaux, Piemonte og det nordlige Rhône, og visse topproducenters vine har priser magen til de fine marker i Bourgogne.

I det andet scenarie er priserne for vine fra de bedste cru´er, røger så meget i vejret, men til gengæld er antallet af producenter faldet og cru´er som Chiroubles og Chénas er nærmest ophørt med at eksistere, da det er for dyrt at lave vin der på grund af klimaændringer. I stedet har man først satset på Chardonnay og nu også hybriddruer.

I det tredje og mest dystre scenarie er de fleste vinmarker forladt på grund af klimaændringerne. Det gælder dog ikke den sydlige del af regionen, hvor det blev tilladt at kunstvande. Letheden og friskheden, der tidligere karakteriserede vinene på Gamay er nu væk, og alkoholprocenten ligger på 15 i snit.

Jeg er ikke i tvivl om, hvad såvel forfatteren som jeg selv ønsker bliver virkelighed.

 

Natasha Hughes MW: The Wines of Beaujolais. Academie du Vin Library 2025, 270 sider. Læs også min omtale af fire nye vinrejsebøger fra forlaget her.