mandag den 10. december 2018

Alves de Sousa og Quinta da Gaivosa


I efteråret under vinfestivalen Grandes Escolhas i Lissabon mødte jeg både stor venlighed, gæstfrihed og ekspertise hos far og søn, Domingos og Tiago Alves de Sousa, der står i spidsen for huset Alves de Sousa. Sammen med min gode bekendte fra portvinsverdenen, Axel Probst, fik vi først en god snak om vin ved Alves de Sousas stand og siden under en middag i en nærliggende restaurant, hvor også datteren Patrícia deltog.


Og ja, Alves de Sousa er et sandt familieforetagende. Familien har gennem flere generationer dyrket vin, men druer og vin blev tidligere solgt til store huse som Taylors, Ferreira og Borges. I 1987 besluttede Domingos Alves de Sousa, der arbejdede som civilingeniør at satse på egenproduktion – en historie, der kendes fra mange andre familier i Douro. Første vin kom på markedet i 1991, første portvin i 2003 og første Vintage portvin i 2009, og siden da er produktionen af såvel bordvin som portvin vokset – både kvantitativt og kvalitativt.
Flere vingårde blev tilkøbt, så familien nu ejer hele seks af slagsen: Quinta das Caldas, Quinta da Aveleira, Quinta da Estacão, Quinta do Vale da Raposa, Quinta da Oliveirinha samt ikke mindst Quinta da Gaivosa, hvor det hele begyndte. Gaivosa lægger da også navn til såvel Vintage portvin og Tawny med alder som bordvine, ligesom også Caldas, Vale da Raposa og Estacão fungerer som brandnavne.


De fleste quintaer ligger i Baixo Corgo lidt nedenfor eller i baglandet af Regua, mens Oliveirinha ligger i Cima Corgo lige nedenfor Chanceleiros. Quinta da Gaivosa ligger kun 8 km fra Serra do Marão med vinmarker placeret i 350 til 500 meters højde. Der satses på stor biodiversitet på markerne med blomster, oliventræer, eukalyptus og frugttræer, hvilket ifølge ønolog og winemaker Tiago Alves de Sousa resulterer i friskere og mere florale vine.
Alves de Sousa og Quinta da Gaivosa har været at finde på det danske marked i en del år – først hos Vinport og nu hos Anita Elna Skjoldager Eskildsens Det Portugisiske Hus. Fra Alves de Sousa i Portugal og importøren har jeg fået tilsendt et stort og bredt udvalg af husets vine og portvine. Følgende er derfor blevet testet:
Branco da Gaivosa Douro 2016: Blend af 40 % malvasia fina, 30 % gouveio og 30 % arinto. Lys grøngul og klar. Pærer, græs, blomster og lidt melon og vanilje i næsen. Florale noter, mineraler, pæn fedme og fylde i munden, god friskhed og fin balance samt lang, dejlig hale. Fint afrundet. Velegnet til fisk eller lyst kød (90).
Branco da Gaivosa Douro 2017: Blend af 50 % malvasia fino, 30 % rabigato og 20 % gouveio. Meget lys gulgrøn, klar. Frisk og kraftig næse med grønne pærer, melon og stikkelsbær. Frisk, let prikkende i munden, græs og fin mineralitet, fin syre og god balance samt lang dejlig eftersmag (89).


Caldas Douro Tinto 2015: Blend af 40 % touriga nacional, 35 % tinta barroca og 25 % tinta roriz. Rubinrød, forholdsvis lys. Frisk næse med godt med primær frugt, kirsebær og brombær samt lidt blomster. Frisk med brombær og lidt jordbær, let krydret og pebret samt lidt lakridsnoter, ok bløde tanniner. Fin, enkel og ligefrem vin (85).
Gaivosa Primeiros Anos Douro 2013: Blend af 40 % touriga nacional, 35 % tinta amarela og 25 % sousão. Mørk rubin, næste uigennemsigtig kerne. Kraftig i næsen med solbær, blåbær, brombær, violer, krydderurter og lidt kaffe-og chokoladenoter. Dejlig blød og cremet med masser af brombær og andre mørke bær samt mørk chokolade, fyldig og tæt med flot balance og bløde tanniner. Et dejligt glas (91).
Gaivosa Primeiros Anos Douro 2015: Blend af 40 % touriga nacional, 35 % tinta amarela og 25 % sousão. Mørk rubin, næste uigennemsigtig. Solbær, brombær og violer, lidt lukket. Fyldig med mørke bær, krydderurter, høj syre og lidt mørk chokolade, god struktur, fin balanceret, lidt skarpe tanniner, men fint potentiale. Har brug for lidt tid (91).


Caldas Ruby Special Reserve: Mørk rubin, lys lilla kant. Brombær, hyldebær, violer, marcipan, mynte og engelsk lakrids i næsen. Blød og cremet i munden med brombær og mørke bær, godt med frugt, god friskhed, krydret og diskret pebret samt lidt tanninbid. Ikke så nuanceret, men veludviklet og harmonisk, en udmærket repræsentant for kategorien (86).
Quinta da Gaivosa LBV 2013: Mørk rubin, uigennemsigtig med sort kerne. Mørke bær og blommer, mynte, lakridsnoter, men også fin friskhed. Brombær og mærk chokolade, dejlig elegant med fin balance og afdæmpede, bløde tanniner. En flot, kompleks og på en gang potent og elegant LBV (90).


Quinta da Gaivosa Vintage 2016: Mørk rubin, uigennemsigtig, farver glasset. Lidt lukket i næsen førstedagen, men åbnede op med brombær og solbær, florale noter samt krydderier og lidt mørk chokolade. Kraftig med godt med frugt, men også elegant, blød og velbalanceret med lang, dejlig hale og kraftige, men fint integrerede tanniner. En flot vin med stort potentiale (93).
Alves do Sousa Vintage 2015: Mørk rubin, uigennemsigtig, farver glasset. Fin frisk næse med hyldebær, brombær, mørke blommer, lidt skovbund og undertoner af lakrids. Masser af frugt og mørke bær, tør, fyldig og kraftig med god struktur og stor kompleksitet, men også elegant, kraftige tanniner og lang hale. En flot glas med stort potentiale (94).


Caldas White Porto: Orange, ravfarvet. Meget kraftig næse med marcipanessens, sød mandarin og fersken. Sød og fyldig i munden med fint syreniveau, mandel og mandarin, let parfumeret. Ikke en kompleks vin, men fin drikkelig og ok længde (85).
Quinta da Gaivosa 10 years white: Gulorange, lys med flot skær. Ikke så ekspressiv i næsen, igen marcipan, men også mandel og florale noter. Ikke kraftig, virker tør, men også med sødme fra fadet, marcipan og appelsinskal, lidt syrebid, men ellers fint balanceret og nuanceret (88).


Caldas Tawny Special Reserve: Rødbrun, klar, orange skær. Mandel, abrikos og tørrede frugter og lidt vingummi i næsen. Blød med lidt tørrede frugter, mandel, en smule mandarin samt lidt rester fra frisk frugt, ok syrebid, ikke kompleks, men velbalanceret og pæn hale (86).
Quinta da Gaivosa 10 years tawny: Rødbrun, lidt mørkere med lys, orange kant. Meget ekspressiv i næsen med mandel, marcipan, figner og andre tørrede frugter samt lidt laktose, men ikke på den ubehagelige måde. Delikat i munden, blød og imødekommende, men også med lidt alkoholbid, mandel, karamel, lidt appelsinskal og kokossødme fra fadet, høj syre og fin balance (90).
Quinta da Gaivosa 20 years tawny: Lys tawnybrun med flot skær. Mandel, figner og trænoter, tørrede frugter og igen lidt laktose. God fylde med mandel, appelsinskal, kokos og nødder, cremet og blød, tør og fint balanceret, intens og elegant med pænt syrebid. Et udmærket glas (91).


Som det fremgår, var der generelt pæne karakterer til såvel vine som portvine fra familien Alves de Sousa. Husets topvine, Quinta da Gaivosa Vinha de Lordelo og Abandonado, var desværre ikke blandt de smagte, men dem har jeg kun hørt godt om.
Alves de Sousa leverer altså udmærket kvalitet i alle genrer, men synes dog bedst hvad angår rødvine og portvine af rubytypen herunder Vintage. Det er et spændende bekendtskab med et flot renommé i Portugal. Ingen tvivl om, at de fortjener mere opmærksomhed herhjemme, så jeg kan kun anbefale portvinsklubber og andre smagekredse herhjemme at tage Alves de Sousa og Quinta da Gaivosa med i deres overvejelser, når de planlægger smagninger.
En lille anke, som måske kan have betydning for gennemslagskraften på det danske marked, er de mange forskellige brands. Måske burde de i højere grad markedsføre hele porteføljen under producent- og familienavnet Alves de Sousa frem for også at bruge de forskellige quintaers navne?

Læs mere om Alves de Sousa og Quinta da Gaivosa her.

tirsdag den 4. december 2018

Colheitas fra syv årtier


I oktober deltog jeg i en Kopke Master Class ved vinfestivalen Grandes Escolhas i Lissabon. Her skænkede masterblender Carlos Alves fra Sogevinus hvid portvin med alder og Tawny, og han fortalte om ligheder og forskelle. Her en måneds tid senere gæstede Carlos Alves The Vintage Port Club i Odense sammen med Stefano Marello, som står for salget til Danmark samt husets danske importør Kim Hansen fra Viniportugal. Det blev til et fint gensyn, men ikke en gentagelse af smagningen. Husets speciale i form af fadlagret portvin byder på nemlig på flere aspekter end Tawny med alder. 


En anden side af de fadlagrede portvine er Colheita, og temaet for smagningen i klubben var netop Colheitas gennem hele syv årtier – fra 1940´erne og frem til nu.
Det var en imponerende række af vine, der blev serveret, og undervejs fortalte Stefano og Carlos om huset og om kunsten at lave en god Colheita. Vi blev bl.a. mindet om, at Colheita selvfølgelig er langt mere afhængigt af det enkelte års høst end Tawny med alder, som er et blend af flere årgange.


Følgende vine blev smagt i nævnte rækkefølge:
Colheita 2008 White: Flot gylden ravgul, lys. Frisk næse med lidt citrus, appelsinskal, honning og florale noter. Frisk med høj syre, mandel og appelsinskal, elegant. Bør nydes afkølet (89).
Very Old Dry White: Blend af forskellige hvide portvin i alderen 45 til 68 år med ca. 50 år i snit. Ravgul, lidt orange kerne, flot skær. Kraftig næse med appelsinskal, marcipan og lidt kokosnød og vanilje. Fyldig i munden med appelsinskal, nødder og figner, dejlig tekstur og høj syre, virker og føles frisk og tør, hvilket dog svandt, som temperaturen steg. Skal derfor også nydes kold (94).


Quinta S. Luiz Vintage 2009: Mørk rubin, lys kant, medium intensitet. Lidt lukket i næsen med mørke bør, jordbær, mørke kirsebær og blommer samt lidt chokolade i baggrunden. Brombær og blommer, krydret og pebret samt lidt frisk mynte, pænt bid og bløde tanniner. Frisk og fin drikkelig nu (89).
Kopke Vintage 2016: Mørk rubin, næsten uigennemsigtig kerne og lidt lilla kant. Tydelig frisk frugt og lidt ungdommelig kærnemælk, solbær og jordbærgrød samt lidt eukalyptus. Godt med bid, primær frugt med kirsebær og jordbær, pebret og pænt med tanniner (90).


Colheita 2008: Rødbrun, orange kant. Frisk med lidt røde bær og jordbær i næsen, men også tørrede frugter, lidt skarp. Pænt balanceret med lidt syrebid, stadig primære frugtnoter, ikke så udviklet (88).
Colheita 2003: Tawnybrun med lys kant og flot orange skær. Frisk næse, tørrede frugter, figner. Blød i munden med fin balance, appelsinskal og nødder (89).
Colheita 1998: Orangebrun. Fin duft af appelsinskal, mandler og marcipan. Ikke så fyldig, elegant stil med tørrede frugter og mandel samt fin syrebalance (91).
Colheita 1985: Orangebrun. Nødder, appelsinskal og lidt farin i næsen. Godt med fylde, tørrede frugter, nødder, lidt sprittet (90).
Colheita 1978: Orangebrun til ravfarvet med lys orange kant. Mandel og tørrede frugter, elegant stil med høj syre (89).
Colheita 1975: Orangebrun med lys orange kant. Ikke så kraftig i næsen med mandel og appelsinskal. Dejlig i munden, blød og fint balanceret med mandel, appelsinskal og fin syre (91).
Colheita 1965: Lidt mørkere tawnyfarvet med orange kant, flot. Utrolig ekspressiv med mandel, tørrede figner og nødder. Fyldig og intens i munden med tørrede frugter og figner, meget kompleks, men også med frisk elegance og flot syre. Et dejlig glas (94).
Colheita 1957: Rødbrun kerne, orange kant. Nødder og figner. Dejlig i munden med god balancere mellem fyldighed og friskhed (93).
Colheita 1941: Flot og klar, orangebrun. Nødder og figner i næsen. Dejlig i munden, kompleks og intens, lidt cremet og blød, men også med høj syre (92).


Der blev vanen tro efterfølgende afgivet point fra deltagerne. Her var der ikke overraskende klart flest point til de gamle Colheitas, mens ikke alle var begejstrede for Very Old Dry White. Det samlede resultat med point kan ses på klubbens hjemmeside, men her er Top 5:
  1. Colheita 1941
  2. Colheita 1965
  3. Colheita 1957
  4. Colheita 1978
  5. Colheita 1975



torsdag den 29. november 2018

Oldenburg slår et slag for sherryen


”Sherry Tapas Skinke” hedder en ny lille bog af Henrik Oldenburg. Bogen er i samme handy format som sidste års ”Portvin i glasset” og leverer ligeledes en fin lille introduktion – især til sherry, men altså også til tapas og den dejlige iberiske skinke fra sortfodssvin.
Der kan være gode grunde til at sætte fornyet fokus på sherry – og gerne i selskab med tapas, da de to går glimrende hånd i hånd. Salget af sherry er nedadgående såvel på verdensplan som herhjemme, hvor portvinen til gengæld buldrer frem og får al opmærksomhed i form af festivaler, portvinsklubber og presseomtale. Det skal jeg som ekspert i portvin ikke begræde, da jeg selv har været med til at udbrede det gode budskab. Men samtidig er jeg nysgerrig og har stor lyst til også at beskæftige mig med andre typer af hedvin på markedet som de portugisiske Madeira og Moscatel de Setubal samt altså den spanske Sherry, hvor jeg især har fået smag for de helt tørre typer. For et par år siden gik sommerferien således til Cadiz og Jeres de la Frontera, hvor der også blev tid til at besøge et par bodegaer. Du kan derfor læse mere om Emilio Lustau og Sandeman her på min blog.


Henrik Oldenburgs baggrund som historiker skjuler sig heller ikke denne gang. Bogen giver indledningsvis et fint overblik om sherryens udvikling krydret med små anekdoter. Derefter følger afsnit om produktionen fra klima og jordbund over druer og høst til tiden i bodegaen, hvor der redegøres for solera-systemet og flor – det lag af skimmelsvamp, som dannes af gærceller og luften i de ikke helt fyldte fade, og som giver de helt tørre sherrytyper deres helt egen smag og karakter.


De forskellige sherrytyper gennemgås selvfølgelig også fra de helt tørre, Fino og Manzanilla over Oloroso, Amontillado og Palo Cortado til de helt søde Moscatel, Pedro Ximénes og blandingsproduktet Cream Sherry. Endelig følger en oversigt over producenter, gode tip til opbevaring og servering samt en ordliste.
Opbygningen i de to hovedafsnit om tapas og skinke er i og for sig den samme blot i mindre målestok. Lidt historie, lidt om produktion og typer samt gode tip til servering, lidt opskrifter (hvoraf et par i al fald skal afprøves næste gang den står på tapas herhjemme) og adresser på tapasbarer såvel i Spanien som i Danmark. Problemet med den slags lister er, at de desværre ofte hurtigt bliver forældede. I oversigten med tapasrestauranter står der f.eks. opført to i Odense, hvoraf den ene lukkede i juni måned.


En anden liste, der snart også er forældet, er den over Sherryevents, men her er det sådan set glædeligt. Oldenburg skriver, at der desværre ikke er sherryfestivaler i Danmark, men har siden besluttet sig for selv at arrangere en af slagsen. Festivalen vil finde sted næste år – nærmere bestemt torsdag den 25. april i ”Sceneriet” på Det Ny Teater i København. Festivalen vil være i stil med de succesrige portvinsfestivaler på Børsen – om end i mindre målestok.
Oldenburg angiver selv ”Sherrys triste skæbne på det danske marked” som begrundelse for initiativet. En skæbne han altså med såvel bog som festival vil prøve at forbedre. Jo, tak. Den er jeg helt med på. Jeg vil også gerne slå et slag for den spanske sherry – ikke på bekostning af portvinen, men parallelt. Der bør være plads til både Madeira, Portvin og Sherry i Danmark – og ikke kun som et minde om barndommens konfirmationer, hvor disse blev tilbudt til desserten.

Henrik Oldenburg: Sherry Tapas Skinke. Rosinante 2018, 144 sider.

Billetsalget til Sherryfestivalen starter 1. februar 2019 via hjemmesiden www.forlaget-smag.dk

torsdag den 22. november 2018

Portvin fra Borges


Borges er ikke blandt de portvinshuse, som har den største opmærksomhed herhjemme. Men de er til stede på markedet og skænker trofast ud ved portvinsfestivaler. Kvaliteten synes at være stigende, efter huset i en årrække før årtusindeskiftet ikke gjorde meget væsen af sig.
Vinhos Borges har da også haft en omskiftelig historie siden firmaet blev etableret i 1884. Faktisk begynder historien ifølge Henrik Oldenburg endnu tidligere, nemlig i 1872, hvor firmaet ”Lello, Vieira & Cia” blev grundlagt som eksportører af portvin for så siden at blive indlemmet i bank- og handelsvirksomheden ”António Nunes Borges & Irmão” grundlagt af brødrene António og Francisco Borges i 1884.
Foruden at drive bankvirksomhed handlede brødrene med tobak, tekstiler, vin og altså portvin. Langt senere efter revolutionen i 1974 blev banken nationaliseret som mange andre – og vinfirmaet, Borges & Irmão Vinhos fulgte med. Det førte til en meget tvivlsom periode, hvor kvaliteten faldt og fokus blev lagt på kvantitet. Men fra midt i 1990´erne fik Borges assistance af en af landets dygtigste winemakere, Anselmo Mendes (især kendt for sine glimrende vine fra Vinho Verde), hvorefter det begyndte at gå fremad igen.


I 1998 blev selskabet reorganiseret under nyt ejerskab i form af JVM Group, som allerede stod for distributionen af vinene. Quintaer som Casa Nova og Quinta do Junco, der tidligere havde leveret Single Quinta Vintage, blev solgt til Taylors. Tilbage blev Quinta do Soalheiro ved Rio Torto – en quinta, der blev købt i 1904, og som også lægger navn til nogle af deres portvine.
Foruden portvin produceres der bordvin i såvel Douro som i to andre af landets bedste regioner, Vinho Verde og Dão, ligesom der laves Espumante og Brandy. Der eksporteres til omkring 50 lande i hele verden herunder Danmark.
I dag markedsføres portvinen under nye enkle og smarte labels og i flot indpakning, hvor reserve-kategorien f.eks. præsenteres i flotte rør.
Jeg fik en prøvepakke sendt fra Portugal med følgende vine, som blev smagt over to dage:


White Reserve: Blend af malvasia fina, gouveio, rabigato og viosinho fra flere årgange, lagret i 6 år i snit. Lys, gylden til ravfarvet. Citrus, honning og lidt tørrede figner og abrikos. Sød, men med ok syre, der balancerer i munden, mandel og abrikos samt fin friskhed. Behagelig, men ikke med den store kompleksitet. Skal serveres afkølet for friskhedens skyld (85).
Soalheira 10 års White: Blend af malvasia fina, gouveio, rabigato og viosinho. Gylden, lidt mørkere og med lidt orange skær. Kraftig næse med mandel, honning, godt med abrikos, blomster og lidt vanilje. Mandel, tørrede frugter og lidt vanilje i munden, elegant, fint balanceret, lang karrykrydret hale. Et godkendt og behageligt glas, som ligeledes bør serveres afkølet (89).


Ruby Reserve: Blend af touriga franca, touriga nacional, tinta barroca, tinto cão og tinta roriz. Rubinrød med rød kant. Kraftig næse med ung frugt, hindbær, brombær og lidt kogt rødkål samt mynte, umiddelbart mere en rødvinsnæse end portvinsnæse. I munden har en fin primær frugt og røde bær og en let krydret undertone, floral, elegant og dejlig frisk, fint balanceret med syre og lidt kant samt en smule bløde tanniner. I den lette genre, men absolut godkendt (86).
LBV 2014: Blend af touriga nacional, touriga franca, tinta roriz, sousão og trincadeira. Mørk rubin. Fin ekspressiv med brombær, jordbær, blommer og mynte. Dejlig og blød i munden med mørke bær, brombær, rødgrød, igen mynte og florale noter samt lidt mørk chokolade, krydret, elegant med ok kompleksitet samt bløde tanniner, fin lang og lidt pebret hale. Ikke en kraftig LBV, men et dejligt harmonisk glas at drikke her og nu (90).


Tawny Reserve: Blend af touriga franca, touriga nacional, tinta barroca, tinto cão og tinta roriz, fadlagret i 7-8 år i snit. Rødbrun, let orange kant. Røde bær, tørrede frugter, lidt abrikos og kirsebær i næsen. Tørrede frugter, marmelade, figner og lidt mandel, stadig med primær frugt i form af røde bær, men også fadnoter, lidt bid og pebret hale (85).
Soalheira 20 års Tawny: Blend af touriga franca, touriga nacional, tinta barroca, tinto cão og tinta roriz. Lys tawny-brun med flot orange skær. Frisk og dejlig næse med mandel og hasselnødder, godt med appelsinskal og tørrede abrikoser samt lidt vanilje. Blød med tørrede abrikoser, hasselnødder, orangepræg, honningsødme og lidt vanilje, velbalanceret med fin syre og god friskhed, lidt brændende eftersmag, men delikat (91).


Altid godt med nye bekendskaber. Fik i øvrigt også hilst på repræsentanter fra huset såvel på Portvinsfestivalen på Børsen i november og til vinmessen Grandes Escolhas i Lissabon i oktober, hvor jeg fik en snak med kommunikationschef Ana Montenegro

Læs mere om Borges her. Vinene fås hos Nordjysk Vinimport.

lørdag den 17. november 2018

Andresen – portvinshuset med de danske rødder


Har man besøgt lagrene hos Andresen i Vila Nova de Gaia, vil man vide, at de bugner af gammel portvin på pipas – fadene, som rummer gennemsnitligt 550 liter. Selv om huset producerer portvin i alle genrer og også udmærket LBV og Vintage, er det de fadlagrede, der er specialiteten og husets store styrke. Det gælder rød portvin i form af Tawny med alder og Colheitas, og det gælder hvid med alder og hvid Colheita. Ja, faktisk var Andresen pioner, hvad angår hvid portvin med alder, og de står bag nogle af markedets bedste.


Det kan man så vælge at være stolt af som dansker, da huset faktisk har danske aner. Stifteren, Johann Heinrich Andrésen kom nemlig fra den nordfrisiske ø Før, som frem til 1864 var dansk. J.H. Andrésen stak til søs i 1826 og endte i Porto, hvor han slog sig ned og begyndte sin opstigning i byens handelsliv. I 1845 etablerede han sig som vinhandler med henblik på eksport af portvin. Huset var ejet af familien frem til 1942, hvor det blev overtaget af Albino Pereira dos Santos, hvis børnebørn med Carlos Flores dos Santos i spidsen stadig driver firmaet.
Selv om tråden tilbage til Danmark altså er reel, er huset 100 % portugisisk. Stifteren valgte da også snart at skifte navn til João Henrique Andrésen. Men relationer til Danmark har altid været gode, og Carlos Flores har ofte besøgt landet.
Det gjorde han også først i november, hvor han stod for en master class i forbindelse med Henrik Oldenburgs portvinsfestival på Børsen i København – godt assisteret af sin gode ven og winemaker Álvaro van Zeller, der også slår sin folder i eget hus, Barão de Vilar.


Smagningen, som havde deltagelse af journalister og repræsentanter fra portvinsklubber, havde netop fokus på fadlagret portvin, og undervejs kom den altid smilende Carlos Flores, som ikke er en mand af få ord, omkring mange spændende emner relateret til fadlagret port. Han forklarede bl.a., at Tawny er et blend og udtrykker en stil, mens en Colheita også altid er en fortolkning af et år og dermed af de betingelser, druer og høst leverer.
Udgangspunktet behøver ikke at være en vintageår, men en god Colheita kræver et godt år, lød det desuden. Hvis ikke du har en god vin som udgangspunkt, kan den ikke lagre 20 år på fad og blive god, fastslog han.
Men heldigvis er terroiret så forskelligt rundt om i Douro, at der stort set altid er gode druer at hente et eller andet sted fra, hvis man har marker med geografisk spredning eller gode aftaler med lokale vinbønder rundt om. Det er af samme grund, at der ofte kan laves god Single Quinta Vintage, selv om året måske ikke er til den brede deklarering.
Endelig kom Carlos Flores også omkring forskellen på at lagre fadene i Gaia og i Douro. Her har varmen betydning, hvilket kan føre til den såkaldte Douro-bake – altså en lidt brændt karakter – hvis man ikke bruger temperaturkontrol. En anden faktor er luftfugtigheden, idet fordampningen af vand er mindre, hvis luftfugtigheden er høj. I Douro er der lavere luftfugtighed, hvorfor der forholdsmæssigt fordamper mere vand og mindre alkohol. I Porto er det omvendt, hvilket giver en forskel i strukturen, lød det bl.a.


Smagningen omfattede hele 17 vine, for som Carlos Flores med vanlig humoristisk sans og et stort smil sagde, så ”ville i det mindste én af dem være god”. Med 17 vine gik det lidt hastigt ind i mellem. Derfor blev nogle af noterne lidt enslydende, da der ikke var mulighed for den store fordybelse, ligesom der ikke var tid til at lade vinene udvikle sig i glasset. Men her er mine indtryk af vinene, listet i den rækkefølge, de blev serveret. Alle vine var friskaftappede undtagen Colheita 1937, som var tappet tilbage i 1980, hvorved vi også fik en snak om fadlagret portvins videre udvikling på flaske. Mere herom senere.


10 års hvid: Lys ravfarvet med orange skær og lys kant. Mandel, appelsinskal, honning og blomster i næsen. Tørrede frugter og honningsødme, men ellers tør, i anden omgang kommer syren, pæn hale med lidt syrebid. Et dejligt glas, som jeg altid har på lager (89).
Colheita 2005: Mørk rødbrun med lys kant. Fin duft af nødder, tørrede frugter og lidt kaffe. Kraftfuld, men også blød og cremet, tørrede frugter og stadig lidt bærpræg, virker ikke så høj på syren og lidt bagt, hvilket trækker lidt ned (86).
Colheita 2000: Flot rødbrun med lys orange kant. Tørrede frugter og nødder, pænt med tawnynoter. Dejlig elegant i munden med nødder og tørrede frugter samt god syre og friskhed, fin balance. Et fint glas (92).
20 års hvid: Lys orangebrun med meget lys kant. Mandel og orange i næsen. Dejlig i munden med orangepræg, lækker cremet med fin syre, kompleks og med flot balance. Dejlig (93).
20 års Tawny: Lys rødbrun. Ikke så harmonisk i næsen, stikker lidt. Nødder og tørrede figner og høj syre, men savner lidt fylde. Den har præsteret bedre før, men var denne dag ikke helt i balance (86).
Colheita 1995: Fin rødbrun med rødlig kerne og lys kant. Fin duft af mandel, nødder og tørrede frugter. Hasselnødder og ok fylde, men med lidt sprittet hale (89).


Colheita 1991: Orangebrun med flot orange skær ved kanten. Nødder, mandel og lidt orangepræg i næsen. Fed og fyldig i munden, dejlig med god kompleksitet, ok balance og en skøn, lang hale (93).
Colheita 1982: Tawnybrun med lys orange kant. Frisk næse med mandel og tørrede frugter og figner. Fed og cremet i munden, fin syre, men måske lidt sprittet (90).
Colheita 1980: Tawnybrun med lys kant. Ikke så ekspressiv i næsen med mandler og figner. Lidt brændt i munden, men fyldig, ikke så fed og dejlig lang hale (89).
40 års hvid: Flot ravfarvet med lys kant. Frisk næse med mandel og appelsinskal. Dejlig cremet med tørrede frugter, elegant og kompleks med fin syre og friskhed. Et fremragende glas (95).
40 års Tawny: Lys rødbrun med lys orange kant. Tørrede frugter og lidt valnød i næsen. Fyldig og kraftig i munden med nødder og tørrede frugter, fin fedme og en lang syrerig hale (93).
Colheita 1975: Tawnybrun med orange skær og lys kant. Hasselnødder, tørrede figner og abrikos i næsen. Cremet i munden, elegant med lidt orangefriskhed og fin balance (94).


Colheita 1970 (fadprøve): Mørk brun tawnyfarvet. Tung i næsen med lidt brændte mandler, balsamico og tørrede frugter. Fed, cremet og tung i stilen med stor koncentration, kompleksitet og intensitet. Savner måske lidt elegance og friskhed (93).
Colheita 1968: Mørk rødbrun, lys orange kant. Lidt tung i næsen med nødder og tørrede figner. Lettere i munden med god friskhed, nødder og figner, dejlig blød og cremet, men en lidt sprittet ende (94).
Colheita 1963: Brun, mørk og koncentreret. Stikker lidt i næsen til at starte med, mørk og tung med balsamico, svensker og figner. Kraftig og koncentreret i munden med stor kompleksitet balanceret med syre og friskhed, en intens vin (94).
Colheita 1937 (flasket i 1980): Tawnybrun med orange kant, lidt uklar. Anderledes næse med lidt apotekerpræg, farin og lidt grønne noter som eukalyptus, men også læder og lidt karamel. Mangler lidt i munden, lav på syre, men med stor kompleksitet og lidt noter med moden frugt. På den ene side intens og spændende, på den anden side lidt træt og uden den friskhed, som ellers præger husets Colheitas (90).
Colheita 1910: Mørkebrun og koncentreret. Farin, balsamico, lidt appelsinskal, hasselnødder og valnød. Uhyre koncentreret og fyldig med balsamico, brændte figner og nødder, nærmest eksploderer i munden, skifter karakter undervejs, hvilket vidner om stor kompleksitet, ok friskhed til at balancere og med lang, lang hale (96).


Som dem fremgår, var jeg meget glad for de hvide og foretrak f.eks. den hvide for den røde, både hvad angår 20 års og 40 års. Så, ja. Andresen er fremragende på Tawny og Colheita-siden, uanset om druernes farve.
En anden konklusion kunne gå på den tilbagevendende diskussion i danske portvinskredse. Skal Tawny og Colheita drikkes frisktappet, eller har det godt af at udvikle sig videre på flaske? Der skal ikke være nogen tvivl om, at fadlagret port udvikler sig videre på flasken. Det gør al vin. Der kommer andre og spændende nuancer frem. Men til gengæld forsvinder friskheden og den balancerende syre. Det er selvfølgelig en smagssag, hvad man foretrækker, men for mig er det netop kombination af den intense og koncentrerede fadlagrede karakter med friskheden og syren, som gør gammel Tawny og Colheita en stor nydelse.


Tak til Henrik Oldenburg, Carlos Flores, Álvaro van Zeller og den danske importør Vinimondo for en god og lærerig smagning.

mandag den 12. november 2018

Martha´s – nyt bekendtskab fra portvinens verden


På den ene side er portvin gamle velrenommerede huse og gode traditioner. På den anden side sker der hele tiden nyt. Nye produkter kommer til, nye producenter dukker op. Gamle familier og quintaer begynder at markere sig under eget navn.
Ved den årlige store Portvinsfestival på Børsen benyttede jeg lejligheden til at stifte bekendtskab med huset Martha´s, som jeg hidtil kun havde smagt tilfældigt et par gange. Husets eller rettere familien Marta´s (sjovt nok uden h i modsætning til portvinen) rødder går helt tilbage til 1700-tallet, og der har været produceret vin gennem hele seks generationer. Første vine blev lanceret under eget navn i 1920´erne, men mange druer blev også solgt til andre producenter.
I 1990 blev firmaet relanceret og godkendt som portvinsskipper. Tidligere blev portvinene solgt som Vinho Fino – en betegnelse, der blev og stadig bliver brugt for portvin, som ikke er registreret hos og godkendt af portvinsinstituttet og derfor sælges uden den velkendte banderole (Selo de Garantia). Men sådan er det altså ikke længere hos Martha´s, og i 2011 kom der nyt design og nye labels. Familien ejer en række mindre ejendomme i Baixo Corgo ved Regua herunder Fontão Velho, Quinta de Sao Pedro, Quinta de Nossa senhora da Graca og Quinta da Vinha Nova. 
Der produceres såvel bordvin, moscatel og portvin som aguardente og brandy. På portvinsområdet gjaldt det tidligere mest gamle colheitas, men nu omfatter porteføljen det meste og her i 2016 blev Vintage føjet til rækken. Som en kuriositet kan nævnes, at Marthas også står bag de officielle portvine, som udsendes i de to store fodboldklubber, F.C. Porto og Benficas´ navn. Den sidstnævnte har jeg selv stående som et lille samleobjekt.


Nedenstående vine blev smagt i selskab med datteren Rita Marta, som jeg også fik hilst på i september til Port Wine Day festlighederne i Porto:
Hvid Port: Lys, strågul. Tør i næsen, næsten sherryagtig med honning. Pæn fedme og sødme, fint med frugt og citrus samt en god cremet struktur, men uden kompleksitet.
Moscatel do Douro: Flot ravfarvet. Æble, frugt og blomster i næsen. Krydret. God friskhed og syre til at balancere sødmen. Harmonisk og dejlig.
Pink Port: Lys pink. Frisk næse med duft af jordbær og frisk frugt. Ikke en kraftig og markant vin.
Ruby: Lys rubin. Let stil, men med god frugt og røde bær og lidt blomme, tør og med fin syre.


Tawny Reserve: Fin ravfarvet med rødlig kerne. Mandel og tørrede frugter. Markant i munden med tørrede frugter, nødder og figner, en del frugtsødme, men ok balanceret med syre.
10 års Tawny: Lys tawnybrun med lidt rødlig kerne og orange kant. Mandel, tørrede frugter og lidt orange i næsen. Blød og cremet i munden med nødder, let og elegant samt med fin syre, der balancerer sødmen.
20 års Tawny: Flot ravfarvet med fint skær. Nødder og orangeskal i næsen. Tørrede frugter, figner og orange i munden, elegant stil med god friskhed og syre. Et udmærket glas.
Colheita 2006: Tawnybrun med lys orange kant. Lidt lukket i næsen, men åben i munden. Tørrede abrikoser, nødder, fin syre, elegant med lang eftersmag med lidt bid.
Colheita 2005: Mørk orangebrun. Nødder og lidt orange i næsen. Lidt fyldigere og federe med tørrede frugter og nødder samt fin balancerende syre.


Vintage 2016: Mørk rubin til sort, uigennemsigtig, farver glasset. Brombær, solbær og mørk frugt samt florale noter som violer. Tør stil, fyldig med ung frugt og grønne noter samt lidt vel hårde tanniner. Lidt i ubalance lige nu, men med fint potentiale for god udvikling.  
Et fint, nyt bekendtskab, som nok umiddelbart har sin styrke i Tawny-serien, der både fås i almindelige flasker og mere fancy decanters. Foruden de smagte laver Martha´s også 30 og 40 års Tawny Dry White og en sød hvid Lágrima.


Marthas importeres af Mac Y og fås bl.a. hos Nordjysk Vinimport

søndag den 11. november 2018

Velkommen til Odense Portvinsfestival


I begyndelsen af november debuterede Odense Portvinsfestival. Dermed fik byen sin egen portvinsmesse efter samme koncept som festivalerne i Aarhus, Roskilde og ikke mindst København, hvor festivalen på Børsen, som fandt sted et par dage efter, er landets ældste.
Det er nu ikke fordi, Odense ikke havde en portvinsfestival i forvejen. Siden 2016 har der været afholdt en i Vintapperstræde, som siden er ekspanderet til også at finde sted i Svendborg og fra næste år i Vejle – alle steder arrangeret af Portvinsfestival.dk
Men konceptet er forskelligt for de to festivaler i Odense. I september foregår det udendørs i Vintapperstræde, og her har byens vinforretninger og lokale importører stande, hvor de dels skænker en såkaldt signaturportvin til alle med armbånd og dels skænker mere eksklusive dråber mod betaling i form af tilkøbte poletter. Der er god stemning i den lille hyggelige gade, og målgruppen er lidt bredere end ved de andre festivaler.
Ved Odense Portvinsfestival gav billetten adgang til en smagerunde på et par timer, hvor alle vine blev skænket frit af importører og vinforretninger fra hele landet – ses bort fra enkelte rariteter, som krævede ekstrabetaling. Her er muligheden for en festlig dag også til stede, men der er også bedre basis for at smage et hus igennem og alt i alt flere vine på programmet.
At smage et hus – eller rettere flere – igennem var netop, hvad jeg prioriterede forrige lørdag. Udbuddet af dejlige portvine fra de større og kendte producenter var ellers stort og lokkende, men jeg valgte at springe udmærkede navne som Dow´s, Noval, Grahams, Kopke og Dalva over for i stedet at koncentrere mig om et håndfuld mindre kendte huse og producenter. Dette både for at lære dem nærmere at kende, men også fordi de fortjener lidt mere opmærksomhed på et marked, hvor de store ofte løber med overskrifterne.


Inden mine noter et par enkelte ord om stedet og arrangementet. De lyse lokaler på første sal i Odeon med udsigt ud og ned over foyeren fungerede glimrende som ramme. Det er da heller ikke første gang, at stedet har været brugt til vinsmagning. I første runde var der ikke helt udsolgt og derfor dejlig god plads ved bordene, mens det kneb mere i den anden smagerunde. Servicen med hensyn til tømning af spytteskåle (ja, vi er nogen, der spytter flittigt!) og opfyldning af vandkander og brødfade var også upåklagelig. Men kommer der endnu flere producenter med næste år – for der bliver et næste år, har de to arrangører Niels Strøjer og Thomas K. Nielsen allerede bekendtgjort – skal man nok overveje at udvide arealet og gøre brug af ”hjørnerne” på førstesalen.
Følgende huse og vine blev smagt:
Valriz ejes af familien Coimbra de Mattos, som også har lagt navn til firmaet bag, men portvinen kendes altså som Porto Valriz. Familien ejer 55 hektar vinmarker fordelt på flere mindre ejendomme. Tidligere blev der leveret til andre producenter, men egenproduktionen startede med lovændringen i 1986.  
Valriz LBV 2013 (filtreret): Rubin, ikke så intens. Mørke bær, blomster og eukalyptus i næsen. Fin balance, ikke så dyb og koncentreret, men blød og rund. Lidt til den søde side og med kun lidt og bløde tanniner.
Valriz Vintage 2016: Mørk rubin, uigennemsigtig kerne. Meget ekspressiv i næsen med solbær og lidt Ribena-præg, men også brombær og eukalyptus. Kraftigere og mere markant, men også med florale noter, bløde tanniner og en fin lang hale. En behagelig i den lette og elegante ende af spektret.


Noble & Murat har egentlig rødder tilbage til 1831 og var i en del år ganske store på markedet. Derefter blev der stille, men i 2012 blev brandet købt af Alexandre Antas Botelho og António Borges Taveira som relancerede det.
Noble & Murat LBV 2012: Mørk rubin. Solbær, kirsebær og hyldebær i næsen. Godt med frugt og mørke bær, krydret og velbalanceret, men måske lidt vel parfumeret, pænt med integrerede tanniner.


Quinta da Côrte i Cima Corgo tæt ved Pinhão leverede i mange år druer til kendte navne som Delaforce, Croft, Taylors og Ramos Pinto. Ejendomme blev i 2012 købt af franskmanden Philippe Austruy, som også har vingårde i Medoc, Provence og Toscana. Den nye ejer igangsatte hurtigt en restaurering af vinmarker og ejendom. Der produceres både bordvin og portvin.
Quinta da Côrte LBV 2014 (filtreret): Rubin, lys. Kirsebær og brombær i næsen. Let stil med røde bær og bløde tanniner, lidt parfumeret. Savner noget dybde og kraft.
Quinta da Côrte Vintage 2015: Mørk rubin. Brombær og andre mørke bær, cassis og lidt kaffepræg i næsen. Ligeledes i den lette genre, men med fin struktur, pæn og behagelig, let krydret og med markante, men bløde tanniner. Savner igen lidt muskler, men ok til prisen.
Quinta da Côrte Tawny Reserve: Meget lys, rødbrun. Begyndende tawny-noter, især mandler, men også røde bær. Mere udviklet i munden, blød og cremet med nødder og tørrede frugter. 
Quinta da Côrte 10 års Tawny: Ravfarvet med orange kant. Ikke så kraftig i næsen med mandler, tørrerede frugter og figner. Dejlig cremet i munden, mere kraftfuld og pænt med fadnoter som mandel og tørrede frugter samt lidt appelsinskal, der giver friskhed samt lang hale. En udmærket 10 års til prisen.
Quinta da Côrte 20 års Tawny: Flot orangebrun. Nødder og tørrede frugter. Blød og fyldig i munden med nødder og lidt orangepræg. Ikke så stort spring i forhold til 10 års, men selvfølgelig med yderligere aldring og dermed mere veludviklede fadnoter.


Palmer er navnet på det nye brand under Barão de Vilar, som blev lanceret sidste år (læs mere her). Målet er, at det skal være firmaets topbrand.
Palmer Vintage 2016: Mørk rubin, meget intens, uigennemsigtig, farver glasset violet. Intens duft med mørke bær, solbær og brombær, men også lidt grønne noter. Meget kraftfuld i munden, høj syre og kraftige tanniner. En power vin, som er for voldsom i denne friskaftappede udgave, men som har stort udviklingspotentiale.
Magalhães produceres med afsæt i Quinta do Silval – et navn, der også er forbundet med Noval, idet Novals andenvin Silval henter sine druer fra parceller, der tidligere har hørt under Quinta do Silval. Men det er også den eneste forbindelse. Quintaen, som ligger i Mendiz-dalen ejes af Carlos og Beatriz Magalhães, og det er altså familienavnet, som lægger navn til brandet for ikke skabe yderligere forvirring. Der produceres såvel bordvin som portvin. 
Magalhães Special Reserve Ruby: Mørk rubin. Solbær og andre mørke bær i næsen, men ikke så kraftig. Fin fyldig i munden med ok balance. En godkendt intro portvin.
Magalhães LBV 2013: Mørk rubin. Mørke bær i næsen. Fyldig i munden med pænt med bløde tanniner, fin struktur og balance. En udmærket LBV.
Magalhães Vintage 2015: Mørk rubin. Brombær, solbær og lidt tobak i munden. Fin fyldig med masser af frugt og godt med tanniner, fint potentiale.
Magalhães Vintage 2003: Mørk rubin, lidt lys kant. Modne mørke bær, brombær og lidt cassis i næsen. Dejlig i munden med finsyre og frugt balance. Åben og fint drikkelig nu, men også stadig med tanniner til udvikling.
Magalhães Reserve Tawny: Rødbrun. Frisk i næsen med såvel frugt som mandel og lidt orangeskal. Let, men pæn introtawny.
Magalhães 10 års Tawny: Mørk orangebrun. Nødder, tørrede frugter, lidt farin og orangeskal i næsen. Dejlig i munden med god balance mellem frugt og fadnoter. Et udmærket glas.
Inden hjemturen blev der også lige tid til lidt sporadisk lystsmagning i form af bl.a. Palmer White Colheita 1962, Dona Mathilda Colheita 1998 og 2010, Blackett JM (gammel port som fadprøve) samt Taylor Vargellas Vintage 1965 og et gensyn Taylor Vintage 2016.


Alt i alt en fin dag med gode snakke og møder med portugisere, importører og danske portvinsentusiaster, hvor især Magalhães var et spændende nyt bekendtskab, som jeg vil holde øje med.
Velkommen til Odense Portvinsfestival og på gensyn næste år. Der skal nok være plads til både jer og festivalen i Vintapperstræde i september.