Viser opslag med etiketten film. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten film. Vis alle opslag

onsdag den 3. november 2021

A wonderful Kingdom – nyt filmisk portræt af Douro

 

Der er efterhånden kommet flere dokumentarfilm om Douro og portvin – og tak for det. I 2012 gjaldt det Zev Robinsons ”Life on the Douro” og i 2016 fulgte David Kennards fremragende “A Year in Port” for at nævne to af de mest markante. I år gælder det så ”A wonderful Kingdom” af Carlos Carneiro, som ikke så meget fokuserer på portvinsbranchen, men mere på landskabet og ikke mindst høstarbejdernes virke i marken og i kælderen.




”Beyond Marão, those who rule are those who are there”, lyder det indledningsvis med et citat lige inden de første smukke billeder toner frem af broerne ved Regua ved solopgang fulgt af en panorering under broerne og op i Douro. Således ankommer vi til titlens vidunderlige, men isolerede kongedømme, som vækkes til live hvert år under høsten.

Gennem fire kapitler med overskrifterne ”Everybody is in charge”, ”Hot Land, Cold Land”, “Bottled Sunlight” og “Son of Tras-os-Montes” følger vi arbejdet fra plukning af druerne i marken, transporten til quintaen, sortering, fodtrædning i lagaren, gæring og arbejdet med fadene og kvaset samt flytning af fade. Skridt for skridt og uden nærmere forklaring. Instruktøren forklarer:

”For det første ville jeg gerne vise Douro fra sin bedste side under høsten – et magisk sted. Men så ønskede jeg også at zoome ind på befolkningen, de såkaldte ”transmontanos”, og gøre dem til heltene frem for dem, der normalt får al opmærksomheden så som vinproducenterne. På den måde ville jeg gerne lidt bag scenen og vise den arbejdsproces, det er at fremstille portvin og Douro-vin,” siger Carlos Carneiro og fortsætter:

”Det er et kærlighedsbrev – en ode til Transmontano.”



Filmen er på en gang en dokumentarfilm, men samtidig også et billeddigt baseret på den portugisiske forfatter Miguel Torgas prosa af samme navn, ”Um Reino Maravilhoso”, der som det meste af Torgas produktion er en hyldest til det barske landskab i Trás-os-Montes – landet bag bjergene og ikke mindst dets indbyggere. Det gælder f.eks. den for portvinsentusiaster meget interessante roman ”A Vindima” (oversat til engelsk som Grape Harvest), der udspiller sig i 1945 under høsten på Quinta da Cavadinha og klart kan anbefales.

”Under min research læste jeg ”A Vindima”. Men så faldt jeg over hans bog ”Portugal” fra 1950, som er et poetisk portræt af landet, der viser arbejderklassens hårde arbejde og svære forhold under diktaturet. Hver region har sit kapitel, og det om Trás-os-Montes, ”A Wonderful Kingdom”, ramte mig virkelig. En utrolig beskrivelse af regionen og dets indbyggere, som jeg vidste, at jeg aldrig kunne overgå. Så i stedet for en fortæller, som giver alle mulige facts om Douro, valgte jeg Torgas poetiske beskrivelse af regionen,” fortæller Carlos Carneiro.



Miguel Torgas tekst er oversat til engelsk og selveste Malcolm MacDowell, som de fleste sikkert husker i rollen som Alex i Stanley Kubricks ”A Clockwork Orange”, lægger stemme til. Fortællestemmen, hvis udtale af portugisiske stednavne godt kunne trænge til en opstramning, dukker op med mellemrum, ligesom teksten trods sine poetiske kvaliteter også med mellemrum virker lidt malplaceret, som da den remser hvide druesorter op, men vi ser røde druer. Derudover udgøres lydsiden kun af lidt stemningsskabende underlægningsmusik, reallyde og small talk mellem arbejderne i marken eller i kældrene – inklusiv deres umiddelbare kommentarer om kameraets tilstedeværelse. Men her er altså netop ingen såkaldte ”talking heads”, der forklarer og fortæller om, hvad der foregår.

Det er derfor ikke en film, man bliver klogere på portvin af at se. Det er mere tale om formidling af en stemning og en poetisk hyldest til befolkningen, arbejdet og landskabet. Douro præsenteres som en mytisk land – et kongedømme af skønhed, hvor klipperne taler. Og som et sted, hvor der slides i mark og kælder.  

Stederne og quintaerne bliver ikke navngivet, men enkelte som Niepoorts Vale de Mendiz og Quinta de Nápoles samt Churchill´s Quinta da Gricha er dog genkendelige.  Derudover oplyser instruktøren, at der er optagelser fra Quinta das Amendoeiras og Quinta Maria Izabel.



Den en time og 20 minutter lange film er flot, men kræver tålmodighed. Den fortælles i et meget langsomt tempo med lange passager kun med lyde og billeder. Køreture mellem vinstokkene, lange vandreture mellem fadene i kælderen, vand der løber, druer der sorteres og fødder der farves røde af druesaft. Ind i mellem benyttes ovenikøbet optagelser i slowmotion, hvilket sænker tempoet yderligere.

 

Læs mere om filmen og om, hvordan du kan se den, her.

Stillfotos er fra filmen.

fredag den 7. februar 2020

Wine Masters TV


Vil man mere vide mere om vin, er der flere veje at gå. Den primære er selvfølgelig at smage løs og så supplere med læsning af nogle af de mange vinbøger, der findes. En anden mulighed er at se film. Her er YouTube rig på muligheder, hvis vi taler om korte filmklip med smagenoter eller andet. Kendte vinskribenter som James Suckling og Jancis Robinson er f.eks. at finde på YouTube.
Men derudover findes der også længere film, hvad enten vi taler om spillefilm eller dokumentarfilm. Blandt de første kan nævnes Bottle Shock om den berømte Pariser-smagning og Sideways om to gamle venners tur rundt i Californiens vinlandskab. Blandt de sidste vil jeg nævne Somm-filmene om Master Sommelier uddannelsen og et par udmærkede film om portvin; Zev Robinsons Life on the Douro og A Year in Port af David Kennard, som også har lavet tilsvarende film om Bourgogne og Champagne.
Et nyt initiativ på området kommer fra Holland fra selskabet Farmhouse og filmproducent Klaas de Jong, som nyligt har lanceret sitet Wine Masters TV med forskellige dokumentarer om vin og snarligt også med Wine Masters Classes, hvor topsommeliers underviser episode efter episode.
Blandt dokumentarfilmene er foreløbig lavet afsnit om Frankrig, Italien og snart også Spanien, men flere vil efterhånden følge. Jeg fik et prøveabonnement på episoderne i serien om Italien og har derfor set afsnit om Veneto, Toscana, Piemonte, Sicilien og Campania – alle af en varighed på ca. 40-45 minutter.
Opskriften på en episode er sådan set simpel. Vælg en region og en kendt og ikonisk producent. Snak med ejer og winemaker og lad nogle eksperter udtale sig både generelt om regionen og om den pågældende producent. Dertil selvfølgelig en række flotte optagelser af landskaber og faciliteter samt arbejdet i marken og i kælderen. Eller sagt endnu mere forenklet. En kombination af smukke billeder og ”talking heads”.
Om konceptet siger producenten selv:
“Wine Masters Documentaries are unique independent cinematic documentaries about Terroir, Taste & Tradition. In each documentary in-depth stories of famous wine regions are told by leading wine families and recognized wine critics.”


I afsnittet om Veneto er der selvfølgelig især fokus på Valpolicella og dermed på Ripasso og Amarone og det med Masi som vores guide. Vi hører om landskabet, druesorterne, vintyperne, fremstillingen og slutteligt lidt om maden, der passer til vinen. Vi hører også lidt kritiske røster om, hvordan regionen blev offer for sin egen succes og fokuserede for meget på kvantitet og f.eks. masseproducerede billige Ripasso-vine.
I Toscana-filmen er det Marchese Antinori, som er vært. Vi besøger deres flotte nye winery, som er helt integreret i landskabet og med vinmarker på taget. Vi hører om husets historie, om forskellen på Chianti og Chianti Classico, om de historiske bastflasker, om Sangiovese og Super Toscanere.


Og sådan fortsætter det i de andre afsnit: Piemonte i selskab med huset Gaja, Nebbiolo, Barbaresco og Barolo, Sicilien med huset Regaleali (Tasca), Etnas vulkanske jord og druen Nero d´avola. Campania med huset Mastroberardino og druesorter som Aglianico og Greco.
Enkelte af deltagerne kan være svære at forstå pga. kraftig accent, ligesom enkelte taler italiensk, men det er muligt at slå de engelske undertekster til, så det er ikke noget problem.
De gennemgående eksperter i de Italienske film er vinskribent Burton Anderson og Master of Wines Richard Hemming og Sarah Heller. Fint nok, men det virker måske lidt vel serieproduceret, når de sidder akkurat samme sted og fortæller om de forskellige regioner – uden at være på stedet selv.
Filmene er sådan set udmærkede hver for sig, men også lidt vel skabelonagtige. Og for de lidt mindre kendte regioners vedkommende som Sicilien og Campania er der mere tale op regulære portrætter af producenten end af regionen. Mest udbredt i sidstnævnte, som udvikler sig til lidt af en hyldest til faderen, Antonio Mastroberardino, hvorimod jeg ikke bliver meget klogere på regionen som helhed.


At filmene kun besøger en producent, kan man sige både for og imod. Vi lærer den pågældende at kende, men filosofi og metoder vil altid være forskellige fra det ene hus til det andet, hvorfor det går ud over det generelle portræt af regionen.
Jeg savner også lidt en strukturende fortælling, som billeder og udtalelser kan knytte sig an til. Mest interessant bliver det i glimt, som når winemakeren hos Masi fortæller om, hvordan hans farfar tog ham med i marken og blot ved at klemme let på drueklasen kunne konstatere, at der manglede en uge, inden de var klar.  Glimtvis er der også ganske morsomme og rammende udtalelser, som når Sarah Heller om de berømte bastflasker fra Toscana med et smil tørt konstaterer, at der aldrig kan komme god vin fra flasker, der bruges som lysestager.
Filmene er fint brugbare som en form for opslagsværker, hvis man vil vide mere om en producent eller en region. Men samlet set er indtrykket, at det er lidt for poleret og pænt, så det tangerer markedsføring – selv om de altså selv karakteriserer dem som uafhængige dokumentarfilm.

Der kan tegnes abonnement på Wine Master TV via hjemmesiden, hvor der også findes oversigt over samtlige film samt trailere. Fotos er stillfotos fra filmene af (fra oven) Masi, Gaja og Tasca.