Viser opslag med etiketten Quinta do Portal. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Quinta do Portal. Vis alle opslag

fredag den 3. juni 2022

Quinta do Portal klar med to udgaver af Vintage 2020

 

De smagte vine er sponseret af producenten

 

Der vil ikke blive tale om en bred deklarering af Vintage Port for 2020´s vedkommende. Året bliver altså ikke klassisk, men et Single Quinta år. Som sædvanen har været de seneste mange år, er der dog undtagelser. Sogevinus har deklareret deres fire store brands: Cálem, Kopke, Barros og Burmester. Churchill´s laver både Churchill´s og Quinta da Gricha, ligesom Quinta do Noval både har deklareret Noval og Noval National.

Det samme gælder Quinta do Portal, der ligeledes sender såvel klassiske Vintage som Single Quinta Vintage på markedet og altså deklarerer både Portal Vintage 2020 og Quinta dos Muros Vintage 2020.



Quinta dos Muros, som ligger på østsiden af Pinhão-dalen, er, hvor det hele begyndte for familien Mansilha Branco, der har dyrket vin på ejendommen i flere generationer. Siden tilkøbte familien Quinta da Abelheira (1978) og Quinta do Casal de Celeirós (1991), som de omdøbte til Quinta do Portal, der altså også er navnet på firmaet. Endvidere ejer de Quinta do Confradeiro og Quinta da Manuela (købt i 2017). Gennem årene er der lavet Single Quinta Vintage fra såvel Quinta do Portal som Quinta dos Muros, mens druerne til den klassiske Portal Vintage ikke kun kommer fra Quinta do Portal.

”Druerne til Portal kommer fra alle fem ejendomme – hvilke afhænger af året og kvaliteten af de forskellige druesorter. Men der bruges altid druer fra begge sider af Pinhão-floden, og Quinta dos Muros spiller en stor rolle,” fortæller winemaker Paulo Coutinho.



Paulo Coutinho har været chefwinemaker for Portal siden 1994, og da første Vintage blev deklareret i 1995, har han været med hele vejen. Om udviklingen gennem årene fortæller han:

”Den sidste halvdel af 90´erne brugte vi til at teste de forskellige marker. I starten af 2000-tallet brugte vi kraftigere ekstraktion kulminerende med Vintage 2003, som jeg vil kalde for den sidste rigtige klassiker, som stadig har 20 år foran sig. Derefter fulgte udviklingen af vores Single Quinta Vintages. I årene fra 2011 til 2015 evaluerede vi quintaerne og begyndte med mindre ekstraktion og dermed mere elegance. Og endelig har vi de sidste fem år bevæget os i en grønnere og mere miljøvenlig retning.”



2003 var også året, hvor de for første gang sendte to forskellige Vintage-udgaver på markedet, idet Portal Vintage blev suppleret af Portal+ Vintage, der nærmest var en Single Quinta Vintage fra Quinta dos Muros med højt indhold af Touriga Nacional.

”Portal+ var vores første individuelle quinta vin, og den udløste senere filosofien bag Quinta dos Muros”, fortæller Paulo Coutinho og fortsætter:

”Quinta dos Muros har en mere harmonisk struktur som ung, hvor Portal Vintage er mere klassisk i sin stil, mere tør og med flere tanniner. Men begge har fint lagringspotentiale, og forskellen er størst i de unge år”.

Jeg fik tilsendt fadprøver på begge portvine. Vinene blev smagt over to dage samt gensmagt et par dage senere og det ved lidt forskellig temperaturer. Her er mine noter.

 

Quinta dos Muros Vintage 2020 (fadprøve): Blend af Touriga Nacional (35 %), Tinta Roriz (35 %) og Touriga Franca (30 %). Mørk rubin, tæt og uigennemsigtig, farver glasset. Solbær, hindbær og mørke bær, men også med florale noter og friske krydderurter, hvidløg samt en smule lavendel. Masser af frugt i munden, cassis, mørke bær, florale noter, i anden omgang pebret og krydret, kraftige men integrerede tanniner og høj syre, tørre tanniner i enden. Lidt kompakt på første dagen, derefter mere åben og indbydende og med mellemlangt potentiale. (92).

Portal Vintage 2020 (fadprøve): Blend af Touriga Nacional (40 %), Tinta Roriz (30 %) og Touriga Franca (30 %). Mørk rubin, uigennemsigtig med lilla kant, farver glasset. I første omgang lidt lukket næse med mørke bær, på andendagen mere åben med frisk frugt, solbær, brombær, lakrids, tobak og lidt friske urter. Umiddelbart blød og rund i munden med fin struktur, godt med moden frugt, mørke bær og cassis samt lidt friske urter, tør, elegant og harmonisk med markante polerede tanniner og lidt krydret og pebret bund, tørre tanniner i enden. Ok tilgængelig og velbalanceret med fint potentiale, men måske ikke til den helt lange bane (92).

 

De to udgaver af Vintage 2020 er ikke vidt forskellige, men dog med nuanceforskelle. Quinta dos Muros virker umiddelbart lidt mere urtet, mens Portal er mere klassisk, som Paulo Coutinho selv udtrykker det. Og set over en årrække har der vitterligt været tale om en bevægelse mod en lidt friskere og mere elegant og floral stil.

 

Læs i øvrigt om mit besøg hos Quinta do Portal i 2019 her.

onsdag den 14. august 2019

Quinta do Portal – forårstur til Douro 4


I byen Pinhão, som ofte betegnes som hjertet af Douro, løber floden Pinhão ud i den større Douro. Følger man floden ind i dalen, støder man på flere kendte som mindre kendte vingårde på begge sider af floden samt oppe i højderne i baglandet. Quinta do Noval, Warre´s Quinta da Cavadinha, Taylor´s Quinta de Terra Feita og Quinta do Passadouro for at nævne nogle få.
Oppe i baglandet ved den lille by Celeirós ligger Quinta do Portal, som var mit næste stop på turen til Douro i april. Portal er en forholdsvis ung producent, selv om der har været lavet portvin på stedet i længere tid. Selskabet blev grundlagt i 1989 af familien Branco, og jeg møder såvel faderen som sønnen, Pedro Mansilha Branco, under en middag om aftenen, hvor vi er sammen med en større gruppe fra Brasilien, der ligeledes er på besøg. Men først bliver jeg vist rundt af winemaker Paulo Coutinho, som jeg har mødt en del gange efterhånden både i Portugal og i Danmark.


Portal laver både portvin og bordvin samt moscatel og mousserende vin – og det i mange forskellige varianter og prisklasser. Faktisk er der ikke kun tale om én vingård, men hele fem, hvoraf selve Quinta do Portal er den vigtigste sammen med Quinta dos Muros, som lægger navn til Portals Single Quinta Vintage. Markerne med en del forskellige druesorter ligger spredt rundt om i dalen på begge sider af floden og med forskellige eksponeringer og højdeforskelle (fra 200 til 550 meter). Det betyder, at der er et godt og varieret udgangspunkt rent druemæssigt, når Paulo Coutinho starter sit arbejde i kælderen.


Mit fokus under besøget var Douro-vin og specielt fra den nyere serie Unlocked, hvor der eksperimenteres mere. Eller som serien beskrives på Portals hjemmeside: ”The Unlocked wines are made with less intervention in a more natural way thus highlighting their own peculiar style, character and identity.” 


Med andre ord kan man kalde Unlocked-serien for Coutinhos lille legeplads, hvor han får mulighed for at skabe alternative vine, end det mere traditionelle Portal-brand tillader. Det gælder bl.a. på hvidvinsområdet.
”Den næste revolte her i Douro vil være med hvidvin. Vi har plantet hvide marker i 500-600 meters højde, men nå vi vil udvikle noget nyt, må vi vente. Når vi ved, at det er muligt som det gælder hvidvin fra omkring år 2000, så kan vi gå i gang”, fortæller han, da vi går rundt i kælderen og smager på forskellige fade.


”Vi kan skabe hvidvine med potentiale til at lagre i 10 år”, tilføjer han og åbner senere en flaske fra 2006 som bevis.
Vi passerer en vertikal presse, som tidligere mest blev brugt i forbindelse med portvinsproduktionen. Den er er mere tidskrævende, men giver ofte et godt resultat i form af en god klar druejuice.
”Vi begynder at bruge den vertikale presse mere og mere – og nu også til hvidvin. Det tror jeg flere og flere vil gøre,” fortæller winemakeren og fortsætter med tekniske forklaringer, mens vi går rundt i kælderen. Fx angående forskellen på at bruge en gammeldags åben lagar som ved Vintage portvin eller en lukket presse.
”Åbne lagares fremmer tanninerne og farveekstraktion. Lukkede bevarer frugten”.
Portal bruger både portugisiske druesorter og herunder selvfølgelig de traditionelle Douro-sorter, men har også plantet internationale sorter som sauvignon blanc. Ikke fordi de skal erstatte de nationale sorter, men især for at blive klogere.
”Vi ved meget mere om dem fra internationale studier, så det er meget givende at eksperimentere med dem, når vi laver vin”, forklarer Paulo Coutinho.
Portal producerer både vine på enkeltdruer og blends, men selv om Paulo Coutinho synes det er spændende at arbejde med enkeltdruer, er og forbliver Douro en region, hvor blend vægtes højt, siger han.
”Vi her i Douro er ikke kun winemakere. Vi er også blendere. Den erfaring, vi har fra portvinen, kan vi bruge, når vi laver vin”, påpeger han.


Efter middagen om aftenen overnatter jeg i Casa das Pipas, Portals fine lille hotel, som ligger midt i vinmarkerne. Her er værelserne udstyret med navne på druesorter, så jeg går til ro bag døren med touriga nacional. Og så kan man jo ikke sove bedre.


Foruden diverse fadprøver og vine under middagen blev følgende vine smagt under besøget:
Sauvignon Blanc 2018 (fadprøve): Helt nye enkeltdruevine. Grøngul. Citrus, græs og æbler i næsen, frisk og aromatisk. Ikke dårligt, selv om jeg er mere til de portugisiske sorter.
Moscatel Galego 2018 (fadprøve): Aromatisk med florale noter, måske lidt vel parfumeret. Fin frugt, citrus, blomster og mineralitet. Frisk, elegant og kompleks. En spændende vin.
Unlocked Viosinho 2015: Lagret et år med bærmen. Aldret næse, men også med friskhed og citrus. God frugt, stor kompleksitet og fin tekstur, stadig med friskhed. Dejlig frisk vin.
Unlocked Malvasia Fina 2015: Lagret et år med bærmen. Grøngul. Duft af moden pære, fin balance og kompleksitet – på en gang frisk og fyldig. Rigtig fin madvin.
Quinta do Portal Rosé 2018: Blend af touriga nacional og tinta roriz. Lys laksefarvet. Røde bær i næsen, fin friskhed i munden, dog uden den store kompleksitet. Kan fint serveres afkølet til fisk eller anden mad.
Unlocked Rosé: Blends af især tinta roriz og touriga nacional fra flere årgange (2008-2015). Modne røde bær i næsen. Anderledes og mere kompakt stil med god tekstur, fin frugt og florale noter.
Portal Reserva Branco 2016: Blend på flere druesorter herunder gouveio, viosinho og rabigato. Normalt lagret på ny eg, men nu også brugte fade. Gulgrøn. Moden pære, blomster, smørnoter og tydeligt, men ikke overdrevet præg af træ. Blød og let cremet i munden med god frugt, fin balancerende syre og igen noter fra fadet.
Portal Branco 2006: Blend af hvide sorter som viosinho, gouveio, malvasia fina og rabigato. Strågul. Smørnoter og eksotisk frugt i næsen. Let oxideret på den gode måde, stadig med syre og fin frugt, lidt Bourgogneagtig stil.




Portal importeres af Skovgaard Vine