Vintage portvin fra tre årtier

 

En blandet landhandel. Tillad mig at begynde med denne kliché. Men det var, hvad der var på programmet nyligt i The Vintage Port Club. 12 forskellige portvine fra 12 forskellige år, nogle klassiske andre Single Quinta Vintage fra mindre år og dermed altså hverken en vertikal eller en horisontal smagning. Arrangørerne kaldte smagningen for ”Battle of the Decades” i og med, at der var tale om fire vine fra henholdsvis 70´erne, 80´erne og 90´erne, men som tema gav det ikke den store mening.

Når det er sagt, skal det straks tilføjes, at der var tale om et spændende udvalg af vine – såvel velkendte som mere sjældent smagte – hvoraf flere fremstod udmærket på aftenen. Så trods det manglende tema, var der tale om en ganske god smagning.

Vinene blev af ukendte årsager ikke præsenteret semiblindt denne gang, men helt åbent. Følgende vine blev smagt, her listet efter alder.

 

Warre´s 1970: Rubinrød. Røde bær og florale noter i næsen. Let stil med røde bær, høj syre, halvtør med sødlig frugt, fin balance. Let, men udmærket og velsmagende – og stadig med nogle år foran sig (93).

Graham´s 1975: Ravfarvet med lidt rødlig kerne, lys. Diskret i næsen med røde bær. Elegant og floral med høj syre, men lav på frugt og røde bær. Lidt skuffende, men efter sigende bedre ved andre borde (89).

Dow´s 1977: Rubinrød med flot skær, lys kant. Røde bær, hvidløg og esteva i næsen. Dejlig i munden med høj syre, der dog dominerer lidt, tør. Savner lidt frugtfylde til at balancere, men ellers ganske fin (92).

Croft Quinta de Roêda 1978: Orangerød, let støvet og uklar. Karamel og farin i næsen samt lidt tawnynoter. Frisk i munden med karamel og høj syre, uharmonisk og uden vintagekarakter (87).

Smith Woodhouse 1980: Mørk rubin, ikke så intens. Fin næse med solbær, brombær, lidt mokka og krydderurt. Blød og fyldig med en smule bløde tanniner, lidt til den søde side, fin hale med lidt kakaopræg. Et brand, som sjældent skuffer (92).

Churchill´s 1982: Teglrød med lys kant. Røde nær og lidt kakao i næsen, efter nogen tid i glasset med ubehagelig duft af volatil syre. Ok i munden, floral med røde bær. Bør drikkes nu og hurtigt efter åbning (89).

Cockburn 1983:  Rubinrød med lys kant. Diskret i næsen med røde bær. Let men ganske delikat i munden med florale noter og lidt cigarkasse, ok balance, lidt tør stil, lang hale. Faktisk et fint glas, men bør nok snart drikkes (92).

Niepoort 1987: Rubinrød. Ekspressiv næse med røde bær og lidt solbær. Høj og markant syre, men ok balance, røde bær og fin krydret, elegant og delikat, stadig med potentiale (93).

Taylor´s Quinta de Vargellas 1991: Rubinrød, lys kant, medium intens. Røde bær og florale noter, lidt mørk chokolade og krydderurt. Fin balance med høj syre, elegant og harmonisk, let krydret (91).

Dow´s Quinta do Bomfim 1992: Rubinrød, mørk. Solbær og jordbær i næsen, men også et lidt vel støvet indtryk med en smule karklud. Ok i munden med fin frugt og syre, røde bær, lidt cigarkasse, tør (89).

Ramos Pinto Quinta de Ervamoira 1994: Mørk rubin, tæt, lidt lys kant. Lidt lukket næse, men dog med godt med mørke bær som boysenbær og florale noter. Dejlig fyldig i munden med mørke bær, let cremet, fin struktur, floral, pebret, bløde tanniner. Et flot glas, som stadig har udviklingspotentiale (94).

Quinta do Vesuvio 1997: Mørk rubin, tæt og uigennemsigtig. Solbær og krydderurter i næsen. Flot struktur, kraftig og fyldig, mørke bær, lidt esteva og krydderurter, stort potentiale (94).

 

Som det fremgår var de to yngste vine mine favoritter, men også Warre´s 1970 og Niepoort 1987 gjorde det ganske udmærket, efterfulgt af Smith Woodhouse 1980, Cockburn 1983 og Dow´s 1977.

Den efterfølgende afstemning blandt alle deltagere resulterede i en top 5, som kun afveg en smule fra min:

1. Warre´s 1970
2. Quinta do Vesuvio 1997
3. Ramos Pinto Quinta de Ervamoira 1994
4. Niepoort 1987
5. Dow´s 1977

Til sidst et par kommentarer. Det er langt fra første gang, at Ervamoira 1994 gør sig godt i smagninger, selv om det ”kun” er en Single Quinta Vintage. I 1994 deklarerede Ramos Pinto såvel klassisk vintage som Ervamoira, hvilket de i øvrigt netop har gentaget med Vintage 2024.

Warre´s 1970 var også blandt mine favoritter ved en større smagning af Warre´s i klubben sidste år (læs her).

Vintage 2024 – et klassisk portvinsår

Rygterne havde sviret i mere end et år. Når man, som jeg, har talt med winemakere og andre portvinsfolk og spurgt til høsten 2024, har der hele tiden været optimisme at spore. Det samme gjaldt dag jeg i november sidste år til Portweinmesse i Leverkusen smagte forskellige fadprøver fra 2024 sammen med winemaker David Guimaraens (læs her). Og nu halvandet år efter kommer de endelig svar på.

De seneste uger er det strømmet ind med meldinger om såkaldte deklareringer af Vintage 2024. En deklarering er, når en portvinsproducent annoncerer, at de vil lave Vintage portvin det pågældende år – og vel at mærke har fået kvaliteten godkendt af myndighederne i form af portvinsinstituttet, IVDP. Det skal ifølge lovgivningen ske ved at indsende en flaske mellem 1. januar og 30. september i andet år efter høståret, hvorefter instituttet som ved al anden portvin laver tekniske analyser og lader et smagepanel teste vinen inden godkendelse. Og ja, det sker, at vine bliver afvist.

Det deklareres vintage hvert år, da der altid kan laves god vintage portvin – og i modsætning til tidligere også i de mindre gode år, hvor vækst- og høstbetingelser ikke er de bedste. Det skyldes, at den tekniske kunnen er blevet bedre. Der er bedre styr på det optimale høsttidspunkt, bedre temperaturkontrol i kælderen og kvaliteten af den druesprit, der tilsættes, er blevet bedre for blot at nævne tre markante forbedringer. Men når det er sagt, skal det også tilføjes, at der stadig er forskel på årgange. Nogle år er bedre end andre. Og nogle år kaldes ligefrem for klassiske.

En klassisk årgang er, når der er bred enighed om at deklarere klassisk vintage. Klassisk vintage er blends af druer fra flere vingårde i modsætning til Single Quinta Vintage og det voksende antal enkeltmarksvine. Skal hele årgange defineres som klassisk, skal mange altså deklarere herunder de helt store spillere på markedet som især Symington Family Estates og Fladgate Partnership. Jeg vil ikke her remse samtlige årgange op, men på denne side af årtusindeskiftet taler vi om årgangene 2000, 2003, 2007, 2011, 2016 og 2017 – og altså nu 2024.

En klassisk årgang bliver også gerne markeret af portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto, som har for vane selv at deklarere deres egen portvin, som er et blend af Vintage fra forskellige producenter. Det sker i form af en ceremoni, hvor alle producenter hænder et eksemplar af deres portvin op i et stort glas, hvilket jeg har overværet et par gange. Læs mere her.

Jeg vil ikke her remse alle de deklareringer, som allerede nu er indgået op. Men nævnes kan det, at de tæller tonesættende brands på vintageområdet som Graham´s, Taylor´s, Cockburn´s, Fonseca, Quinta do Noval, Dow´s, Sandeman, Ferreira, Croft, Warre´s og Ramos Pinto.

Men hvad skal der egentlig til for at producenterne deklarer klassisk Vintage frem for Single Quinta Vintage? Hvad er det for kvaliteter, der afgør valget? Og er de klassiske blends bedre end Single Quinta Vintage – og i givet fald hvorfor og hvordan?

Spørgsmål som disse vil være blandt emnerne for en artikel, jeg skal skrive senere på året til vinbladet Din Vinguide. Her vil der være udtalelser om såvel Vintage 2024 som ovennævnte spørgsmål fra forskellige af de kendte winemakere, ligesom jeg vil prøvesmage en længere række af de nye portvine.

Til sidst en lille opfordring til især importører. Hvis du kender til offentliggjorte deklareringer, hører jeg gerne fra dig.

I øvrigt kan du læse mine omtaler af tidligere Vintage-årgange her på bloggen ved at klikke ind på det pågældende år under etiketter i højre spalte.

Oscar Quevedo i Svendborg

 

Oscar Quevedo er blandt de flittigste portvinsambassadører, når det gælder om at komme rundt i Danmark og besøge butikker. Da han også er en sympatisk og venlig mand, vækker et besøg naturligvis altid glæde for deltagerne, som er mødt frem for at smage hans vine og portvine og høre ham fortælle.

Det gjaldt også nyligt i Svendborg, hvor han (gen)besøgte Porto Pires, som drives af den energiske portugiser Ana Pires. Her blev der serveret et udvalg af vine og portvine, og hvert glas blev ledsaget af en lille petiscos – portugisernes svar på tapas – kreeret af Ana, som er en glimrende kok.

Der blev lagt ud med en variant over den velkendte porttonic, men her var der tale om pink port opblandet med limonade. Dejligt frisk, selv om citronsmagen lidt overdøvede portvinen. Derefter blev vine og portvine serveret – og som sagt alle sammen med en lille velsmagende ret fra bacalhão over blæksprutte og gryderet i tartelet til oste. Undervejs fortalte Oscar selvfølgelig om Douro, fremstillingen af vin og portvin, de konkrete vine og det familieejede Quevedo, som i dag drives af ham selv og søsteren Claudia, som er winemaker.

 

Nedenstående vine og portvine fra Quevedo blev smagt. Jeg giver dog ikke point, da der var tale om en hyggeaften med mad.

Oscar Branco 2022: Blend af især Rabigato og Viosinho samt andre typiske hvide Douro-sorter. Gulgrøn til strågul. Citrus og lidt eksotisk frugt i næsen. Abrikos og melon samt lidt frugtsødme, balanceret og med diskret fadbrug. En ganske fin og ligefrem hvidvin.

Oscar Rosé 2023: 100 % Touriga Nacional med kun 30 minutters skindkontakt. Lys laksefarvet. Diskret næse med lidt røde bær og blomster. Let i munden med hindbær og jordbær samt lidt florale noter og lidt bitterhed, fin balance. En let rosévin a la Provence. Selv foretrækker jeg rosé med mere power.

Oscar Tinto 2020: Blend af 75 % Touriga Franca, 17 % Touriga Nacional og 8 % Tinta Roriz fra højtliggende marker, 6 måneder på fad. Mørk rubin. Floral næse med solbær og violer. God syre og fint med frugt, mørke bær, lidt kogt frugtpræg, blød og rund med bløde tanniner.

Claudia Reserve 2018: Blend af de typiske Dourosorter; Tinta Roriz (49%), Touriga Franca (35%), Touriga Nacional (10%), Tinta Franca (4%) og Sousão (2%) fra lavereliggende marker, 12 måneder på fad. Mørk rubin. Dejlig ekspressiv med solbær og krydderurter især timian. Mørke bær, esteva og krydderurt, godt med tanniner, stadig med fint gemmepotentiale.

LBV 2018: Mørk og tæt. Frisk næse med solbær, esteva og lidt krydderurt. God friskhed også i munden, dejlig frugt, godt med tanniner, tør stil. En ganske frisk og frugrig LBV.

Rosé port: Mørke laksefarvet. Hindbær og jordbær, let krydret, fint balanceret. En ganske fin pink port, selv om jeg ikke er den store fan. Men jeg byder det efterhånden store udbud af rosé port yderst velkommen i producenternes portefølje.

Quevedo Special Reserva Tawny: Ca. 8 år gammel i snit. Rødbrun. Nødder, figner og stadig lidt primær frugt i næsen. Nødder og tørrede frugter, lidt sprittet, tør stil, en smule bløde og diskrete tanniner.

10 års Tawny: Rødbrun med mørk kerne og lidt lysere kant. Marcipan, hasselnødder og valnødder. Tørrede frugter og nødder og igen tør stil, fint balanceret. Tydeligt mere udviklet end Reservaen.

Quevedo Mosaic Branco: En helt special hvid portvin baseret på druer fra en forsøgsmark anlagt af landbrugsministeriet og med hele 47 forskellige grønne sorter i et field blend (den tilsvarende røde har 64 sorter), co-fermenteret med stilke. Lys citrusfarvet. En meget atypisk røget næse samt citruspræg. Ganske velsmagende, godt krydret og let røget, lang hale i enden, tør. Et spændende alternativ i kategorien, hvor det mest er sødmegraden, som varierer, når vi ikke taler om hvid port med, der er lagret på fade.

 

Læs også min omtale af Quevedos Vintage 2023 her.

Quinta do Noval – fra LBV til National

 

Quinta do Noval hører til blandt de mest prestigefyldte portvinsmærker – både hvad angår selve quintaen, som ligger i baglandet til Pinhão, og portvinene. Det sidste skyldes ikke mindst den eksklusive enkeltmarksportvin Noval Nacional, som blev lavet første gang i 1931, om end der findes ubekræftede notitser om en årgang 1927 på auktion hos Christies. Her er der tale om vinplanter på oprindelige portugisiske vinstokke, som ikke blev udskiftet med amerikanske efter vinlusen phylloxeras hærgen sidst i 1880´erne – deraf også navnet. I den senere tid er der kommet en del andre enkeltmarksvine til fra andre producenter i Douro.

Foruden Quinta do Noval Vintage og Quinta do Noval Nacional Vintage producerer Noval siden 1983 også den lidt lettere og hurtigere modnende Silval Vintage. Tidligere var navnet Quinta do Silval (en ejendom, der ligger tæt ved Noval, og hvor Noval ejer en mark), men det ændrede sig til blot Silval midt i 80´erne efter Portugals indtrædelse i EU. Da der er tale om en vin lavet på druer fra såvel selve Quinta do Noval som Silvalmarken og dermed altså et brandnavn, tillod lovgivningen ikke længere quintabetegnelsen.

Quinta do Noval omtales første gang i år 1715 og har altså en lang historie bag sig med mange ejere. Igennem en del år var den ejet af Van Zeller familien, men i 1993 blev den købt af det franske AXA Millésimes, som placerede Christian Seely ved roret. I 2019 købte Quinta do Noval også naboejendommen Quinta do Passadouro, ligesom Seely selv har investeret i nærliggende Quinta da Romaneira. Chefwinemaker for det hele er Carlos Agrellos.

Noval er høj kvalitet i alle kategorier og laver derfor også udmærket LBV i såvel filtreret som ufiltrerede udgaver – sidstnævnte med fint gemmepotentiale. Dertil kommer udmærkede tawnies og colheitas, hvor jeg især vil fremhæve deres 40 års tawny.

I marts var Quinta do Noval på progammet i The Vintage Port Club med fokus på rubystilen – nærmere bestemt et par LBV´er og de forskellige tre udgaver af Vintage. Det er selvfølgelig ikke første gang, at Noval og Noval National har været på programmet. I 2009 deltog jeg således i en smagning af begge, og i 2016 gæstede Christian Seely klubben ved den årlige winemakers dinner (læs min omtale her).

Men tilbage til nutiden, hvor følgende vine blev smagt semiblindt:

Noval LBV 1991 (magnum): Rubinrød med orangebrun kant, lidt uklar. Især i starten med en smule apotekerduft, røde bær, cigarkasse. Floral med røde bær, fin syre, diskrete tanniner. Et ok glas, som dog nok ikke holder meget længere (91).

Noval LBV 2016 (ufiltreret): Mørk rubin, lidt lysere kant, tæt og uigennemsigtig. Solbær og andre mørke bær i næsen samt lidt kaffe og esteva. Godt med frugt, mørke bær, kaffenoter, bløde tanniner og fin balance. Stadig med gemmepotentiale (91).

Silval Vintage 2001: Mørk rubinrød, lysere kant. Brombær, solbær, kakao og cigarkasse i næsen. Forholdsvis elegant, floral med fin frugt, tør og med god balance, bløde tanniner. Et fint glas uden dog at være helt oppe på den store klinge (92).

Noval Vintage 1970: Rubinrød med lys transparant kant. Jordbær, tyttebær og ribs. Røde bær, elegant og fint balanceret. En ganske harmonisk og delikat vin (93).

Noval Vintage 1982: Flot teglfarvet med lys kant. Dejlig duft af jordbær og andre røde bær, teblade og lidt cigarkasse. Blød i munden med røde bær, elegant, tør, bløde tanniner og fint syrebid i halen. Delikat og stadig med liv foran sig (95).

Noval Vintage 1991: Rødbrun med lys kant, lav intensitet. Røde bær, jordbær, mokka og lidt vanilje i næsen. Let cremet i munden, toffee, bløde tanniner, lang hale, En dejlig vin (93).

Noval Vintage 1997: Rubinrød med lys kant. Solbær og ribenasaft i næsen samt lidt hvidløg. Ok frugt, men også lidt vel urtet og måske lidt tam, lang hale med tørre tanniner (92).

Noval Vintage 2000: Rubinrød, mørk. Godt med mørke bær, solbær og brombær, lidt vanilje. Solbær og andre mørke bær i munden samt mørk chokolade, tør, godt med tanniner. Dejlig vin med fint potentiale (93).

Noval Nacional 1964: Ravfarvet med flot skær, ikke så intens. Abrikos, mandel og honning i næsen. Let cremet i munden, blød og delikat, nødder og andre oxidative noter. Dumpet som vintage, men et ganske fint glas i tawnystil – dog ikke aldersvarende kvalitet (92).

Noval Nacional 1975: Ravfarvet med helt lys kant. Duft af abrikos og orangeskal. Blød og cremet, ganske delikat og velbalanceret, god mellemlang hale. Igen dumpet som vintage, men et flot glas (93).

Noval Nacional 1978: Teglrød med helt lys kant. Måske lidt anonym næse med røde bær. Diskret frugt med røde bær, fin elegance, dejlig floral (93)

Noval Nacional 1980: Rød kerne, lysere kant, lidt tåget. Lidt urtet næse, frisk med røde bær. Røde bær, markant syre, krydret og pebret hale, ikke helt harmonisk, lidt kantet (91).

Min top 5

Inden mine konklusioner lige et par bemærkninger. Arrangørerne var i tvivl om kvaliteten af Noval Nacional 1964, da den havde meget lav stand i flasken. Efter åbningen kunne de dog konstatere, at den ikke havde decideret fejl, men blot var meget lys, hvorfor den indgik i smagningen. En enkelt skæv flaske var der dog i smagningen i form af den ene Noval Vintage 1997, men jeg var så heldig at være placeret ved bordet med den gode flaske. Endelig skal det nævnes, at der kun var en flaske til deling af de tre ældste Noval Nacional vine. En ganske fornuftig disposition af hensyn til smagningens pris og det faktum, at de er svære at finde. Men selv om der var mindre i glassene end vanligt, var der nok til at smage og bedømme vinene.

Deltagerne afgav deres point, hvilket gav denne samlede Top 5 med pointsnit i parentes:

1. Quinta do Noval Vintage 1970 (90,9)
2. Quinta do Noval Vintage 1982 (90,8)
3. Quinta do Noval Vintage 2000 (89,0)
4. Quinta do Noval Silval Vintage 2001 (88,5)
5. Quinta do Noval Nacional Vintage 1975 (87,4)

Den samlede Top 5

Ses bort fra Silval 2001 var der ikke den store afvigelse fra min egen bedømmelse. Der var dog en del snak om, hvordan man skulle vurdere og pointgive de to ældste udgaver af Noval Nacional, som var tydeligt tawnyficerede. Som det fremgår ovenfor valgte jeg at give pæne point, da de faktisk smagte ok, og så se igennem fingrene med, at der ikke var tale om vine med Vintage karaktertræk. Andre dumpede dem af denne grund. Der kan argumenteres for begge dele.

Selv om Noval Nacional er prestigefyldte og omkostningstunge vine, kan jeg ikke ud fra denne smagning og mine tidligere erfaringer sige, at det er bedre vine. Desuden kan noget tyde på, at holdbarheden måske ikke er så god – medmindre der var tale om dårlig opbevaring e.l. Dette vil harmonere med udtalelser, jeg har hørt fra flere winemakere – nemlig at enkeltmarkerne nok giver flotte vine, men uden det samme langtidspotentiale som klassiske blends.

Alt i alt en ganske fin smagning, selv om flere deltagere udtrykte skuffelse. Og ja, vurderet ud fra den hype, der er om Noval og Noval Nacional, var kvaliteten måske lidt lavere end forventet.

Vintage 1966 – stadig en holdbar årgang

 

Der skete meget i 1960´erne. I portvinens verden bød årtiet på to store klassiske årgange, som med tiden har vist sig at være blandt de bedste overhovedet. Længe har Vintage 1963 haft ry for absolut topniveau, hvorfor Vintage 1966 måske har stået lidt i skyggen.

Sådan er det ikke helt i dag. Det er kun de allerbedste vine i årgang 1963, som stadig er på toppen, mens flere af de tre år yngre udgaver stadig er ganske fine. Derfor har der de senere år været lidt den modsatte stemning, nemlig at Vintage 1966 er – om muligt – bedre end Vintage 1963.

I januar havde The Vintage Port Club i Odense Vintage 1966 på programmet. Smagningen var annonceret som nok værende sidste gang, den gode årgang vil kunne smages i klubben af den årsag, at det efterhånden er svært at finde flaskerne, når man som i klubben skal bruge tre af hver, ligesom priserne er løbet meget i vejret.

Det er blot anden gang i klubbens historie, at en horisontalsmagning af Vintage 1966 har været på programmet, men vine fra årgangen er selvfølgelig indgået i andre smagninger jævnligt. Sidst, vi smagte årgangen, var i 2016, hvor den havde 50-års jubilæum. Her blev der ligesom denne gang smagt 10 forskellige vine. Aftenens vinder var Fonseca forfulgt af Delaforce, Taylor´s, Graham´s og Dow´s. Af disse var det kun Dow´s som ikke var med her i januar. Derfor var det spændende at se, om de samme fire vine igen ville udmærke sig – eller om de ville blive overtrumfet af andre?

Om årgangen kan kort fortælles, at der ifølge Henrik Oldenburg var 29 huse, der deklarerede 1966, hvilket var betydeligt mindre end 1963, hvor hele 44 deklarerede. Der var altså lidt mindre konsensus om årgangens kvalitet end der var tre år før. Men der blev ”lavet fremragende vine”, som Oldenburg skriver. Tilsvarene skriver Richard Mayson i sin bog ”Port and the Douro”, at Vintage 1966 var kendetegnet ved ”power and elegance”, og at året var ”complete”. Han tilføjer, at det nok er tiden at drikke vinene nu, selv om de bedste ”will keep for a lifetime”. Axel Probst giver i sin bog ”Portwein” 1966 fem ud af fem stjerner og kalder året for et ”klassisk stort år, stadig relativ billig og særdeles langtidsholdbar”. Ses bort fra det med relativ billig, vi jeg erklære mig enig.

Der var flere spørgsmål, der ventede svar. Var vinene stadig holdbare eller kun nogle af dem? Hvordan så det ud med balancen mellem frugt og syre? Og ikke mindst, hvilket huse ville præstere og hvilke ikke?

Smagningen var semiblind, hvilket vil sige, at vi vidste, hvilke mærker den omfattede, men vi kendte ikke rækkefølgen. Åbningen af flaskerne begyndte små fire timer inden smagningen, og vinene blev dekanteret en times tid senere. Men de blev først skænket i glassene lige inden og ved en fin temperatur, hvilket gav god mulighed for at de kunne åbne og udvikle sig, som aftenen skred frem.

Her følger mine noter i den rækkefølge, vinene blev serveret. Ved et par vine giver jeg splitkarakter, da jeg var i tvivl – bl.a. fordi de ændrede karakter med tiden. Ved den efterfølgende afstemning, måtte jeg dog træffe et valg.

 

Delaforce Vintage 1966: Teglrød, lav intensitet, lys kant. Floral med jordbær, røde kirsebær og en vis skarphed i næsen. Røde bær, florale noter, et markant pebret og spicy indtryk, hvilket fortsatte i halen, som også var præget af en skarp syre, hvilket trak lidt ned i en ellers fin vin (92).

Grahams Vintage 1966: Lys rubinrød med lys kant, medium intens. Røde bær, syrnede kirsebær, læder og cigarkasse i næsen. Jordbær, kirsebær og tobak, syren kom i anden omgang og skabte fin balance, fin hale med syresvip. Et glimrende glas, som stadig har liv til flere år (95).

Gould Campbell Vintage 1966: Flot teglrød, klar med lys kant. Røde bær og syrnede kirsebær samt lidt kaffe og tobak. Elegant og floral med god balance, men ikke høj på frugt. Behagelig og flot lige nu, men lidt sart og skal nok snart drikkes (94/95).

Niepoort Vintage 1966: Flot lys rubinrød, medium intens med lys kant. Ikke så intens i næsen, men med røde bær og lidt læder. Floral med røde bær, lidt sødme og en høj lidt skarp syre. Ganske fin og harmonisk, men med lidt vel skarp syre i forhold til frugten, stadig holdbar (93).

Croft Vintage 1966: Orangerød med lys kant, støvet og uklar. Tørrede frugter som i tawny, duften forsvandt mere og mere med tiden. Tørrede frugter og lidt balsamico i munden efterfulgt af en pebret hale, uharmonisk. Fint drikkelig, men tydeligt tawnyficeret og manglede desuden den spændstighed og syrebalance, som en god tawny i samme alder ville have (88).

Sandeman Vintage 1966: Flot teglrød, ikke så intens, lys kant. Røde bær og florale noter, men desværre også lidt mislyde i form af lidt apotekerduft, som trak ned. Godkendt hvad angår frugt, røde bær, pebret hale (90).

Fonseca Vintage 1966: Teglrød, medium intensitet i kernen, lys kant. Fin ekspressiv med røde kirsebær, florale noter og lidt muskatnød. Fint med frugt i form af røde bær, men også pebret og krydret, ok balance, ganske delikat og stadig holdbar (94). 

Taylors Vintage 1966: Rubinrød, medium intens, lys kant. Kirsebær og røde bær samt lidt tørrede frugter, men tiden opstod der lidt mislyde. Flot frugt i munden, kirsebær, læder, syren kommer i anden omgang og munder ud i en lidt skarp hale (91/92).

Quinta do Noval Vintage 1966: Rubinrød, medium intens og forholdsvis mørk, alderen taget i betragtning. Fint med frugt – især røde bær – i næsen. God syre og frugt og ganske fin og harmonisk i munden, men måske lidt skarp syre, lang hale. Stadig holdbar (92).

Warres Vintage 1966: Rubinrød, medium intens. Lidt sart og diskret næse med kirsebær og cigarkasse. Ganske fin og fyldig i munden med god balance, delikat og floral, fin hale. Et dejligt glas, men nok ikke med så lang levetid (94).

Undervejs inden afsløringen blev der selvfølgelig gættet lidt på identiteten. Men det var en svær øvelse, da mange karakteristika, som normalt kendetegner visse brands, ikke er nær så markante, når alderen er så fremskredet. Flere af portvinene mindede derfor mere om hinanden end de sikkert ville have gjort for 20-30 år siden. Jeg prøvede at skyde lidt forsigtigt på nogle af dem, men ramte kun plet, hvad angår Niepoort.

Min personlige top 5

Med hensyn til Croft, findes der folk, som elsker den slags tawnyficerede vine. For mig er den diskvalificeret som Vintage og mindre god som tawny, men det er jo en smagssag.

Da jeg tidligere flere gange med stor glæde har nydt Sandemans Vintage 1966, skuffede den lidt. Men det kan skyldes flaskevariation, da deltagere ved et andet bord var mere begejstrede, eller måske blot tidens tand, som har gjort den mindre spændende?

Den efterfølgende afgivning af point fra deltagerne resulterede i en delt førsteplads til Niepoort og Warre´s med 92,7 point. Fonseca fulgte på tredjepladsen med 92,0 point og derefter kom Quinta do Noval (91,6), Taylor´s (91,6) og Graham´s (90,5).

Top 5 efter afstemning

At gennemsnittet af pointgivningen for det meste ligger lavere end mine point er ikke overraskende for mig. Flere deltagere giver generelt ret lave karakterer – og efter min mening for lave, da vi taler om store huse i en stor årgang – ligesom forskellige smagspræferencer spiller ind på snittet. Vi har ikke alle den samme favorit.

Jeg havde ikke tippet Warre´s som samlet vinder, men kan se, at jeg også selv gav den fint med point. Et tjek i mine noter fra smagningen i 2016 viser, at den dengang endte på en 9. plads, og at jeg selv gav en lav score på 87 point. I noterne fra den gang kan jeg endvidere se, at jeg havde Taylor´s som min favorit med hele 96 point.

Af de fem vindere fra 2016 klarede Fonseca, Taylor´s og Graham´s sig igen fint. Quinta do Noval endte den gang på en 10. plads.

Gould Campbell, som jeg var glad for, endte på en samlet 7. plads, så her var det altså langt fra alle, som delte min begejstring.

Hvad angår Delaforce fik vi ved mit bord en almindelig flaske, men de to andre borde delte en magnum, som normalt udvikler sig langsommere. Optællingen viste dog ikke den store forskel, da magnumflasken kun scorede 0,5 point højere i snit.

Alt i alt en fin smagning, som bekræftede kvaliteten på årgangen samt, at de fleste flasker stadig er fint i live – nogle endda med endnu flere år foran sig.

Portvin fra Menin

 

De smagte vine var tilsendt af importøren

 

Der kan være mange meninger om en ny spiller med stor kapital bag sig, der rykker ind på et marked som produktionen af portvin, hurtigt opkøber vingårde og gamle fade og efter få år sender en stor portefølje på markedet. Men lader man vinene tale for sig selv, er Menin en meget interessant aktør, som laver portvin af høj kvalitet.

I forbindelse med lanceringen i Danmark har jeg tidligere haft fornøjelsen af at prøvesmage såvel en række af deres portvine som deres bordvine. Så da jeg kort inden jul fik tilbudt endnu en smagepakke med små samples på det meste af porteføljen inklusive de nye 80 års portvine og Vintage 2022, takkede jeg selvfølgelig ja. Travlheden i forbindelse med jul og nytår gjorde dog, at jeg først her i det nye år fik tid til at smage vinene. Men inden noterne et kort resumé.

I 2018 købte de to brasilianske forretningsmænd, Rubens Menin og Cristiano Gomes, projektets første vingård Quinta da Costa de Cima, og siden er flere fulgt efter. I 2021 blev Menin Wine Company grundlagt og samme år opkøbte de det gamle brand Horta Osório Wines, som kan dateres helt tilbage til år 1791. H.O. Wines udgør sammen med Menin Douro Estates selskabets to ben.

Winemaker for Menin Douro Estates er Manuel Saldanha med Tiago Alves de Sousa som konsulent. Sidstnævnte, som er ophavsmand til de glimrende vine fra familieejede Alves de Sousa, var egentlig lidt skeptisk, da han blev spurgt, om han ville være med til lave vinene. Men efter at have besøgt stedet og set de gamle blandede vinmarker med vinhas velhas, takkede han ja.

”Især deres 11 hektar store mark ved Quinta da Costa er forbløffende. Det er nok den største gamle vinmark i Douro med 54 forskellige sorter plantet sammen – især Tinta Amarela, Touriga Franca og Tinta da Barca, men også med 2 % grønne sorter. Det er et privilegie at arbejde med en sådan mark,” fortalte han mig i sin tid.

De tilsendte portvin blev smagt over to dage ved lidt forskellige temperaturer.

 

10 års hvid: Lys orange og ravfarvet. Ekspressiv med masser af abrikos, akaciehonning, lidt muskatnød og lidt orangeskal. Fin tekstur, høj markant syre, tørrede abrikos og lidt mandel, lang hale med syrebid (89).

20 års hvid: Ravfarvet, lidt mørkere. Tørrede frugter, abrikos, figen, honning. Dejlig fyldig on intens med flot balance, godt med tørrede frugter og honning samt lidt balsamico, i første omgang blød, derefter med mere kant og syrebid, lang hale. Et dejligt glas og en flot repræsentant for kategorien (93).

30 års hvid: Ravfarvet, orange kant. Lidt diskret næse i første omgang, derefter tørrede frugter, akaciehonning og muskatnød samt lidt apotekerduft. God friskhed i munden med god fylde og flot balancerende syre, en lille tendens til neglelakfjerner, lang hale med fint lille syresvip. Fin vin trods lidt mislyde (93).

40 års hvid: Ravfarvet. Ekspressiv næse med tørrede frugter, lidt figner og nødder, appelsinskal og lys balsamico. Fyldig og intens i munden med flot kompleksitet, fin syre der balancerer, en portvin med mange nuancer og en hale, der bare bliver ved (95).

50 års hvid: Ravfarvet til tawnybrun, tunge gardiner. Lidt tung næse med balsamico, figner og muskatnød. I munden med fin friskhed, der komplimenterer de tungere fadnoter, tørrede abrikoser og balsamico, fed og cremet struktur, koncentreret og kompleks, lang hale (95).

80 års hvid: Ravfarvet. Tung og vinøs, ja næsten cognacagtig næse med masser af balsamico og tørrede frugter. Intens og dyb med stor kompleksitet, balsamico, tørrede frugter og karamel og igen en næsten spiritusagtig karakter, fed struktur, men med fin syre der frisker det tunge præg, slutter med lang vedvarende hale (96).

 

10 års tawny: Tawnyfarvet med lys orange kant, flot skær. Brændte figner, nødder, orangeskal og lidt bær i næsen. Frisk med tilpas syre, nødder, tørrede frugter og lidt karamel, rimeligt modnet i forhold til kategorien, syrebid i halen (89).

20 års tawny: Flot tawnyfarvet med fint orange skær. Tørrede frugter og nødder, muskatnød, lidt citrus. God friskhed og fylde i munden, tørrede figner, nødder og lidt orangeskal, fin tekstur og god balance, lang hale. Et ganske glimrende glas (92).

30 års tawny: Tawnyfarvet, lys kant og mørkere kerne. Figner, tørrede frugter, nødder og lidt balsamico og farin. God fylde og rimelig kompleksitet, fin tekstur, tørrede frugter, blomster og lidt citrus, syren kommer i anden omgang og spjætter, lang hale med syrebid (93).

40 års tawny: Flot tawnyfarvet med lysere kant. Intens og ekspressiv med nødder, figner, svesker, orangeskal, balsamico, brun farin og lidt muskatnød. Dejlig cremet struktur og flot kompleksitet, fin friskhed og syrebid samt god balance, nødder, balsamico, tørrede frugter og karamel. Intens og med mange lag, lang hale med syrebid og citrusfrugt. Et flot glas (94).

50 års tawny: Mørk tawnybrun, lysere kant. Lidt rustik næse med balsamico, valnødder, svesker og tørrede frugter samt lidt appelsinskal. Cremet i munden, intens og med fin kompleksitet, figner, balsamico, nødder, flot balanceret med syren, som komplementerer de tungere noter, meget lang intens hale (95).

80 års tawny: Meget mørk og dyb tawnybrun, grøn kant. Masser af balsamico og dybe noter i næsen, brændte figner og svesker. Brændte figner, karamel og balsamico i munden, tung og koncentreret men med fin syre, der letter indtrykket, dyb og intens med mange lag, lang lidt brændende hale (95).

Vintage 2022: Blend af Touriga Franca, Touriga Nacional og field blend fra gammel mark. Mørk, tæt og uigennemsigtig med lilla kant og tunge gardiner. Solbær, violer, lidt skovbær og krydderurt som rosmarin samt lidt vanilje. Blød og let cremet i første omgang, derefter mere markant syre og lidt urtede noter, masser af ungdommelig frugt og mørk, lidt bitter chokolade, balanceret, halvtør, bløde diskrete tanniner. En ung frugtbombe med pænt potentiale, men nok ikke på den helt lange bane (92).

Det var en fornøjelse at smage hele serien af hvid portvin med alder og tawny op mod hinanden. Der er tydelig stilistisk sammenhæng og fin progression modenhedsmæssigt.

For de hvides vedkommende synes jeg 30 og især 40 års fremstod fremragende og næsten overtrumfede 50 års, mens der var stort spring rent karaktermæssigt op til den 80-årige. Vidner måske om den risiko, som nogle fremhævede, da de nye kategorier blev indført – nemlig at 30, 40 og 50 ville ligge tæt, men her dog med en helt anden lethed og friskhed over den 30-årige hvide fra Menin.

Blandt tawnierne vil jeg især fremhæve 20 års som en glimrende vin i kategorien samt 40 og 50 års Tawny, som gjorde det virkelig flot og var en nydelse. God kompleksitet og en dejlig frisk syre, der balancerer tyngden.

Smagningen bekræfter mig også i, at alder og kvalitet ikke nødvendigvis er proportionalt i min optik. Jo, koncentrationen øges, men samtidig svinder balancen mellem friskheden og frugten også lidt. Tilføjer man endvidere prisen til ligningen, finder jeg som regel generelt, at der er mest kvalitet for pengene i 20 års kategorien.

 

Menin importeres af Nordjysk Vinimport

Portvinsfestival Det Ny Teater 2025

Første mandag i november var traditionen tro dagen for årets store portvinsfestival i København. Men vel at mærke på Det Ny Teater og ikke på Børsen som i gamle dage. Det kan man begræde, men sådan må det desværre være, og så må vi leve med at lokalerne i teatret ikke er helt ideelle, da festivalen er spredt ud i gange og mindre lokaler med lidt plads til at trække sig tilbage i ro og mag.

Når det er sagt, var det vanen tro et flot udbud af producenter, vine og portugisiske gæster, Henrik Oldenburg havde fået samlet. Jeg fik smagt en del, men da der ikke som i gamle dage er en egentlig pressesmagning, er noterne få. Derfor blot lidt opremsning.

Jeg valgte at bruge en del af tiden på at smage hvid portvin, derefter lidt tawny og endelig Vintage portvin.

Hos Niepoort og Stefano Marello smagte jeg først en dejlig tør, sprød og spicy White Colheita 2012 samt deres Colheita 2013. Begge ganske fine glas.

Rozès 10 års hvid skænket af Karsten Søndergaard, som selvfølgelig også havde sin egen Quinta do Pégo med, var en noget anden stilart og mere til den søde side. Ganske vellavet, selv om jeg klart foretrækker de mere tørre udgaver. Det samme gjaldt hos Butler Nephew, hvor jeg smagte såvel 10 års som 20 års hvid.

Med Dalva var vi tilbage i den mere tørre stil med højt syreniveau. Jeg smagte først en dejlig frisk White Colheita 2007 og dernæst White Colheita 2015 –  en helt ny aftapning, som dog manglede lidt tid til at samle sig. Syren var lidt vel markant, men en ganske lovende vin. Endelig smagte jeg også deres Dry white Reserve, som dog ikke var helt tør og bød på lidt bitterhed.

Hos Bibi og Torben fra Vinho smagte jeg en ny aftapning af Furadas White Family Port, byggende på en række gamle fade, som er gået i arv i familien. En noget anderledes stil, og en vin jeg tidligere har smagt sammen med andre vine fra den lille producent Quinta da Furada (læs min præsentation her). Samme sted blev der også budt på Quinta da Devesas fine og fyldige White Colheita 2000.

Alexandre Botelho var mødt frem hos The Wine Company. Her smagte jeg Dos Santos 10 og 20 års hvid – begge udmærkede, men især sidstnævnte var et skønt glas med god kompleksitet og lidt skarp syre i enden (læs min præsentation af Dos Santos her).

Hos Det Portugisiske Hus havde Anita allieret sig med Helena Gomes fra Coimbra de Mattos og dermed Valriz, hvor jeg smagte sidstnævntes række af Tawny – lige fra 10 års til 50 års. Et spændende bekendtskab, hvor især 30 års og 40 års Tawny imponerede med rigtig fin balance og stor kompleksitet, hvorimod 20 års havde lidt vel skarp syre.

Hos Torben Mandrups Drik Portvin blev Colheita 2012 fra Viera de Sousa prøvet. En noget atypisk Colheita, da winemaker og blender Luisa Borges bevidst havde valgt at bevare en del primær frugt, så stilen fra mørkere og ikke så oxideret.

Jeg kiggede også forbi Taylor´s, som jo altid er et besøg værd. Her lagde jeg ud med deres Single Harvest 1975, som var et ganske skønt glas. Derefter skiftede jeg til Vintage, idet jeg smagte både Vintage 2000 og Vintage 1997 i magnum. Især 2000 var faktisk fin drikkelig nu. Mine erfaringer er da også, at Vintage 2000 generelt modner tidligere end de omkringliggende klassiske årgange 1997 og 2003. Men jeg vil nu stadig sige, at kvaliteten er i orden, og at der ikke kun er tale om en millennium-deklarering.

Jeg fortsatte med lidt andre Vintage i form af Croft Roeda Vintage 2018 med ungdommelig frugt og godt med tanniner hos Vinens Verden samt Barros Vintage 2005, Blackett Vintage 2013 og endelig et gensyn med Ramos Pinto Quinta do Bom Retiro 2023 (læs mine noter her).

Slutteligt vil jeg lige nævne, at festivalen gav mulighed for at få hilst på såvel gamle som nye bekendt fra Portugal. Foruden de allerede nævnte, gjaldt det også Pedro Braga, João Belo og Marling Espejo fra Kopke Group, James Graham hos Churchill´s, Gustavo Devesas og Harry Symington fra Symington Family Estates, Mafalda Seixas fra Menin, Nuno da Sousa hos Quinta da Boeira, Nuno Sampaio Maia hos Ramos Pinto m.fl.

Dagen sluttede med en ældre portvin i form af Kopkes skønne Colheita 1965 skænket af Kim fra ViniPortugal – en perfekt afslutning på en lang dag med mange gode vine.

Smagning med Paulo fra IVDP

 

For nogen tid siden gæstede Paulo Russel-Pinto fra IVDP Danmark. Paulo er chef for markedsføring og kommunikation samt wine educator hos portvinsinstituttet og dermed et af de mest markante ansigter udadtil hos instituttet, som har til opgave at kontrollere, regulere og promovere portvin.

Det var ikke første gang Paulo var i Danmark. Sidste år gæstede han f.eks. The Vintage Port Club i Odense sammen med den ansvarlige for instituttets smagepanel Manuel Lima Ferreira, hvor de sammen afholdt en spændende masterclass med fokus på godkendte og afviste portvine (læs her).

Denne gang var der tale om en introduktionssmagning, hvor Paulo fortalte om instituttet, det demarkerede område i Douro, klima, terroir og druesorter samt de forskellige typer af portvin – illustreret ved fem forskellige vine, der skulle smages. Arrangementet fandt sted på Kold College i Odense, som bl.a. uddanner kokke og tjenere, og det var da også især nuværende og tidligere elever på skolen, som var målgruppen. Sammen med et par andre portvinsnørder valgte jeg dog at sige ja tak til invitationen for at hilse på Paulo og høre, hvordan han fremlagde sagen – eller rettere fortalte ”one or two things about Port”, som han selv udtrykte det med reference til Joseph James Forresters gamle essay ”A word or two on Port-Wine”.

Det blev nu til flere ord, som alt i alt var en ganske glimrende introduktion til portvinens verden. Undervejs blev følgende vine smagt:

Pacheca Pink Port: Et blend af Tinta Roriz, Tinta Barroca, Touriga Nacional og Mourisco. Medium intens, laksefarvet. Duft af jordbær, hindbær og lidt bubble gum. Relativ fyldig i munden med godt med frugt, jordbær og blomster, let krydret, lang krydret hale.

Martha´s Fine Dry White: Lys orangebrun, ravfarvet. Frisk, ekspressiv næse med abrikos, mandarin, blomster og grape. Abrikos og blomster, krydret, tør og med ok intensitet, i anden omgang høj syre og lidt bitterhed.

Andresen 20 års Tawny: Fin tawnyfarvet med lys orangebrun kant. Nødder, figner og en smule orangeskal, lidt sprittet i første omgang med det aftog. Frisk og ældet på samme tid med hasselnødder, figner, lidt kaffe og karamel, dejlig kompleksitet, høj syre der bidder lidt, da den lige var åbnet – eller fint harmonisk med god balance mellem frugt og syre, lang hale med syrebid. Et dejligt glas.

Martha´s LBV 2019: Blend af Touriga Nacional, Touriga Franca mv. Mørk rubin, uigennemsigtig og tæt med lysviolet kant. Solbær, mørke kirsebær, lidt mørk chokolade og tobak. Godt med frugtfylde, kirsebær og lidt røde bær, violer, blød og rund med bløde tanniner, bløde tanniner i halen. Savner måske lidt nerve.

Niepoort Vintage 2022: Blend af Touriga Franca, Tinto Cão, Tinta Francisca, Tinta Amarela, Sousão, Tinta Roriz med flere. Blækfarvet med lilla kant, tæt og uigennemsigtig, farver glasset. Frisk, men måske lidt lukket med solbær, mørke bær, florale noter og lidt mynte. Elegant, men også fyldig i munden med masser af ungdommelig frisk frugt, solbær, røde bær, sorte peber og violer, let krydret, god balancerende syre og fint integrerede tanniner, lang hale med tørre tanniner. Flot vin med flot potentiale. Jeg gav den da også 94/95 point, da jeg prøvesmagte forskellige udgaver af Vintage 2022 i sin tid.  

Vil du læse mere om IVDP, og hvad de laver, kan du se min reportage fra et besøg for en del år siden her.

Vintage portvin fra 1995 og 1996

 

I The Vintage Port Club har vi flere gange rettet fokus mod Vintage 1994. Det er der god grund til, da årgangen regnes som klassisk med mange deklareringer og højt niveau. I 2014 var klubben således vært for en stor smagning af hele 39 forskellige udgaver af den dengang 20 år gamle årgang i anledning af klubbens 25 års jubilæum. Her deltog flere internationale gæster som masterblender Ana Rosas fra Ramos Pinto (fotoet nedenfor). 10 år senere blev årgangen genbesøgt med 13 vine på programmet.

En lille hage ved et stort portvinsår er, at det kan risikere at skygge for årgangene lige før eller efter. Ja, måske kan en klassisk deklarering ligefrem medføre, at det efterfølgende år ikke deklareres, selv om niveauet objektivt set måske er godt nok. Dette skyldes bl.a., at det tidligere var kutyme ud fra kommercielle hensyn, at der ikke kunne deklareres to år i træk. Dette ændrede sig dog med årgang 2016 og 2017.

Det er blevet påstået, at 1995 er et sådant år – altså et år, som kunne have været en klassisk årgang, hvis det ikke lige var for året før. Men både 1995 og det efterfølgende år endte som typiske Single Quinta Vintage år, hvor de fleste store huse ikke lavede klassisk vintage med altså Single Quinta Vintage eller andenvin som tilfældet Fonseca Guimaraens.

Forleden kastede klubben et blik på netop 1995 og 1996 ved en smagning, hvor seks huse blev smagt op mod hinanden i de to årgange sammen med en ekstra vin skænket af et medlem, som havde fødselsdag. Husene var følgende: Dow´s Quinta do Bomfim (billedet), Fonseca Guimaraens, Graham´s Malvedos, Quinta de la Rosa, Quinta do Vesuvio og Taylor´s Quinta da Vargellas. Ses bort fra Quinta de la Rosa alle gamle kendinge, som vi smager ofte. Der var altså tale om tre Single Quinta Vintage fra store huse, der også deklarerer klassisk Vintage som blend fra flere vingårde, to quintaer som kun deklarerer i eget navn og så andenvinen fra Fonseca, der ligesom den klassiske er et blend af druer fra forskellige quintaer. Dertil kom den ekstra flaske, som siden viste sig at være Ramos Pintos klassiske Vintage fra 1995.

Vinene, som var åbnet og dekanteret ca. tre timer før smagningen, blev serveret semiblindt ses bort fra den ekstra portvin, som blev serveret helt blindt. Rækkefølgen var blandet, men sådan at vi skiftevis smagte to fra årgang 95 efterfulgt af to fra årgang 96. For overskueligheden skyld lister jeg dem her parvis og i alfabetisk rækkefølge.

 

Dow´s Quinta do Bomfim Vintage 1995: Mørk rubinrød, tæt. Lidt lukket med modne mørke bær. Mørke bær og krydret i munden, fin hale (90).

Dow´s Quinta do Bomfim Vintage 1996: Mørk rubinrød med lidt lysere kant. Krydret med mørke bær. Solbær og modne bær, lidt vel skarp syre, fint med tanniner og lang hale med syrebid (92).

Fonseca Guimaraens Vintage 1995: Rubinrød, lys kant, ikke så intens i farven. Ekspressiv med jordbær og andre røde bær, let krydret og med florale noter. Måske lidt lav på frugt, hvorved den høje syre dominerede lidt, pebret, lidt til den tørre side, krydret hale med sort peber (92).

Fonseca Guimaraens Vintage 1996: Rubinrød med lysere kant. Fæl duft af prop og derfor uden for bedømmelse. Smagte kort den anden flaske, som virkede ok.

Graham´s Malvedos Vintage 1995: Mørk rubin, tæt. Solbær og brombær i næsen, lidt rustik fremtoning. God fylde i munden med modne bær, lang krydret og pebret hale, lidt til den søde side. Savner lidt elegance (91).

Graham´s Malvedos Vintage 1996: Mørk rubin, tæt og uigennemsigtig. Lidt støvet næse med jordbærgrød og lidt vel kogt frugt. I munden til gengæld lidt lav på frugt, god syre, pebret hale. Mangler spændstighed og skal drikke nu, men der var givet tale om en mindre heldig flaske (89).

Quinta de la Rosa Vintage 1995: Rubinrød med lysere kant, ikke så intens. Modne røde bær og mørke kirsebær, fin i munden, elegant og floral, men ikke så fyldig (92).

Quinta de la Rosa Vintage 1996: Rubinrød med lidt lysere kant og flot skær. Lidt tilbageholdende næse med røde bær, men også solbær. Fin i munden, først blød, men derefter skarpere og mere krydret (92).

Quinta do Vesuvio Vintage 1995: Mørk rubinrød. Mørke bær med krydret bund og krydderurter. Røde bær, florale noter og elegant, lidt tør stil, lang krydret hale. Et dejligt glas med fint potentiale (93).

Quinta do Vesuvio Vintage 1996: Rubinrød med lidt brunlige nuancer. Godt med frugt, modne jordbær og mørke bær. Let modnet, men også lidt kogt frugt, god syre og god balance og pænt med tanniner, stadig med potentiale (92).

Taylor´s Quinta da Vargellas Vintage 1995: Rubinrød med lidt lysere kant. I første omgang diskret i næsen, men den åbnede sig flot med især røde bær og florale noter. Blød i munden til at starte med, hvorefter syren fulgte, godt med frugt og tanniner til et langt liv, tør stil, lang hale med syrebid (93).

Taylor´s Quinta da Vargellas Vintage 1996: Mørk rubin, lys kant, flot skær. Røde bær, men også brombær, en smule tendens til kogt frugt. Fin i munden med moden frugt, høj syre og ganske fin balance og harmoni, pebret hale, fint potentiale (92).

 

Ses bort fra den helt skæve vin og en enkelt, som fremstod mindre heldigt, var det altså et tæt felt, uden de store udsving og dermed også uden helt at imponere. Men nogle af vinene fremstod ganske fine og dejlige, lige som flere havde pænt potentiale for at udvikle sig videre.

Det andet bord havde også et par mindre heldige flasker, hvilket spillede ind på det samlede bedømmelse af Fonseca Guimaraens 1995 og Dow´s Quinta do Bomfim 1996. Den samlede afstemning førte til følgende Top 5:

1. Quinta do Vesuvio Vintage 1995
2. Graham´s Malvedos Vintage 1995
3. Quinta de la Rosa Vintage 1995
4. Taylor´s Quinta da Vargellas Vintage 1995
5. Dow´s Quinta do Bomfim Vintage 1995

Som det ses af afstemningen var det altså en klar sejr til årgang 1995. Min to favoritter var da også begge fra 1995, mens jeg for Bonfims vedkommende foretrak 96 frem for 95. Og endelig vil jeg sige, at den mere sjældent smagte Quinta de la Rosa faktisk klarede sig udmærket. Apropos har jeg lige modtaget deres nye Vintage 2023, som jeg glæder mig til at teste snarligt.

At 1995 klarede sig bedst er som nævnt indledningsvist måske ikke så overraskende. Ser man på ratings i portvinslitteraturen nævner Henrik Oldenburg netop, at nogle producenter regner 1995 for lige så vellykket som 1994, mens kvaliteten i 1996 beskrives som ujævn, ligesom han giver 1995 et længere liv end 1996. Axel Probst giver fire ud af fem stjerner til 1995, men kun to til 1996, som kaldes lette portvine med kort fremtid. Richard Mayson tildeler begge årgange tre ud af fem stjerner, men nævner også, at der er store variation alt efter beliggenhed og plukketidspunkt.

Og hvad så med den ekstra flaske Ramos Pinto Vintage 1995? Her tog jeg ikke udførlige noter, da jeg regnede den uden for nummer. Men den var dog meget mørk og med lidt lilla kant, hvorfor jeg umiddelbart skød den til at være yngre. Der var masser af frugt og lidt mørk chokolade, stadig ungdommelig og med tørre tanniner til et langt liv. Og så forlød det i øvrigt, at de afgivne point til ekstraflasken ville have givet den en topplacering som aftenens bedste vin. Så jo, der kunne deklareres klassisk Vintage i 1995.