Hvid Colheita 1940 fra Quinta Vale D. Maria

 

Gratis anmeldereksemplar tilsendt af producenten

 

Man skulle tro, at strømmen er uudtømmelig. Men det er den ikke, og antallet af gamle portvinsfade, som dukker op rundt om i Douro, svinder langsomt ind. Siden Taylor´s i 2010 lancerede deres mere end 150 år gamle Scion, har portvinshusene fundet gamle fade frem i egen kælder, hos Casa do Douro eller hos små uafhængige producenter og familielandbrug, som har lavet og gemt portvin. Fadene med portvin er blevet testet, vurderet og justeret og siden flasket som Colheita, hvis papirerne var i orden, eller som Very Old Port.

En af dem, der har haft næse for at finde gamle fade, er Cristiano van Zeller, som i mange år stod i spidsen for Quinta Vale D. Maria, der var ejet af hans hustru. Og den tradition er fortsat under de nye ejere, Vinho Verde baserede Aveleda, som købte Quinta Vale D. Maria i 2017. I 2019 blev en Colheita fra 1969 flasket og frigivet. Den blev fulgt op af denne hvide Colheita fra 1940 – altså med ca. 83 år på bagen, da den blev flasket i juni 2023.

Quinta Vale D. Maria kan spores tilbage til 1868, hvor den var ejet af José António Teixeira de Carvalho Vaz e Sousa. I 1996 gik ejendommen i arv til efterkommeren Joana Lemos van Zeller og hendes mand Cristiano, som efter Aveledas overtagelse fortsatte et stykke tid som winemaker. I dag hedder chefwinemakeren Diogo Campilho. Som under Cristianos tid produceres der såvel fremragende bordvine som portvine. Af de første kan kort nævnes den hvide Vinha de Martim og de røde Vinha do Rio og Vinha da Francisca opkaldt efter Cristianos og Joanas datter. Foruden de to gamle portvine laves der Ruby Reserva, LBV og Vintage.

Vinen blev smagt over to dage ved lidt forskellige temperaturer.

 

Vale D. Maria White Colheita 1940

Flot gylden ravfarvet. Intens og tæt duft af tørrede figner, abrikos, akaciehonning, muskatnød og lidt balsamico. Blød ved første indtryk, men derefter mere skarp og kantet med høj syre og overraskende friskhed, citrus, orangeskal, tørrede frugter, abrikos, valnød, balsamico, stor kompleksitet, som hele tiden afslører nye lag og lang intens hale med markant, men dog afstemt syrebid. Et skønt glas (96).

Colheita 2014 fra Quinta de Ventozelo

 

Den smagte vin er tilsendt af producenten.

 

Quinta de Ventozelo ejes af Granvinho – den store koncern, som tidligere hed Grand Cruz, og som også ejer de to portvinsmærker Porto Cruz og Dalva. Som det gælder Symington Family Estates´ Quinta do Vesúvio, har de valgt at holde Ventozelo adskilt fra de andre brands og i stedet markedsføre vine og portvine fra den store ejendom under eget navn.

Quinta de Ventozelo ligger på venstre bred af Douro lidt længere oppe end Pinhão og skråt overfor Quinta da Roêda. Med sine ca. 400 hektarer, hvoraf halvdelen er tilplantet med vin, er Ventozelo en af største quintaer i Douro. Den ældste historiske kilde er fra 1288, og jorden tilhørte oprindeligt Cistercienserklosteret, Conveto de São Pedro das Águias, hvis munke allerede dyrkede vin i området i Middelalderen. Ejendommen blev i første omgang leaset af klosteret, men omkring år 1500 blev den købt af ejerne af Casa do Poco fra Lamego, og siden har den haft adskillige ejere. I 2014 blev den så købt af de nuværende ejere.

Foruden produktion af vin og portvin, dyrkes der oliven, og i 2019 åbnede et nyt hotel på quintaen med 29 værelser og restaurant.

Jeg har tidligere smagte såvel bordvine som LBV og Vintage portvine fra Quinta de Ventozelo (se f.eks. her) og senest deres særlige rødvinsblend LOCI. Nu gælder det deres første fadlagrede portvin, nærmere bestemt en Colheita fra 2014. Elsa Couto fra Granvinhos oplyser, at der er tale en 10 års fejring, idet 2014 altså var året, hvor gruppen købte Quinta de Ventozelo. Der er en del portvin på lager på quintaen, så de forventer på et tidspunkt at lancere andre tawnies eller colheitas.

Jeg smagte portvinen over to dage ved lidt forskellige temperaturer.

Quinta de Ventozelo Colheita 2014: Intens rødbrun med mørk kerne og lysere kant. Såvel primær frugt med blommer og tørrede frugter, figner og rosiner samt hasselnødder i næsen. I munden moden frugt og diskret primær frugt sammenlignet med udseende og duft, nødder og lidt orangeskal samt markant syre i midten, relativ tør stil og pæn kompleksitet alderen taget i betragtning, sluttende med behagelig lang hale med meget diskrete tanniner. Faktisk en ganske flot glas. (90/91).

Revolutionssmagning i portvinsklubben

Portugal stod for lidt tid siden på den anden ende. Den 25. april kunne landet nemlig fejre, at Nellikerevolutionen fandt sted for præcis 50 år siden – altså den 25. april 1974. Den forholdsvis fredelige revolution blev planlagt af en gruppe officerer og udført af disse og deres militære delinger, men havde befolkningens opbakning. Den udsprang af mange års undertrykkelse af diktaturet og Salazars Estado Novo samt ikke mindst en stor utilfredshed med de blodige kolonikrige i Afrika, som kostede mange unge portugisiske mænd livet. Læs mere om revolutionen i min kronik i Avisen Danmark her.

Nellikerevolutionen blev også fejret herhjemme af såvel ambassade som herboende portugisere. Selv var jeg dagen efter vært for en lille reception for herboende portugisere. Og så blev den fejret i The Vintage Port Club, som havde arrangeret en såkaldt revolutionssmagning på selve 50-års dagen.

Vi smagte både en håndfuld portvine fra 1974 – såvel Colheitas som Vintage og LBV – og portvine fra andre årstal, som har betydet noget i Portugals eller portvinens historie. 1976 var f.eks. året, hvor den første demokratisk valgte regering tiltrådte, mens 1982 var året hvor portvinsbroderskabet, Confraria de Vinho do Porto, blev dannet. I 1986 blev Portugal medlem af EU, i 2016 vinder de EM i fodbold og året efter Eurovision Song Contest med sangen "Amar Pelos Dois" sunget af Salvador Sobral.

Meget apropos spillede Portugals bidrag til Melodi Grand Prix´et i 1974 faktisk en rolle i revolutionen. Klokken 22.55 den 24. april blev Paulo de Carvalhos ”E depois do adeus” afspillet i en lokalradio, som det første signal om, at aktionen ville blive igangsæt som planlagt. 20 minutter over midnat fulgt så José Alfonsos ”Grândola, Vila Morena” som signal til alle involverede tropper om at begive sig på vej og igangsætte revolutionen ved at indtage forskellige strategiske positioner. ”Grândola, Vila Morena” er da også siden så at sige blevet revolutionens soundtrack.

Sangen blev derfor også afspillet inden smagningen, hvor jeg i min egenskab af Portugals honorære konsul i Odense og Region Syddanmark var inviteret til at holde oplæg om revolutionen og dens betydning. Her fortalte jeg såvel om forhistorien, om selve revolutionen og kort om tiden efter helt frem til det nyligt afholdte valg i Portugal.

Men nu til selve smagningen, hvor flaskerne som nævnt var valgt ud fra diverse årstal og ikke tematisk, hvorfor det var lidt af en blandet landhandel med vine af varieret kvalitet lige fra et par skæverter til udmærkede Vintage og Colheitas.

Vi smagte to Colheitas fra 1974, men i forbindelse med 50 års fejringen har flere producenter sendt portvin fra revolutionsåret på markedet. Det gælder f.eks. Graham´s med deres Single Harvest 1974, Kopke, Quevedo og Maynard´s. Og så er udgaven fra Barros i øvrigt lige udsendt i en ny jubilæumsudgave dekoreret med nelliker, ligesom den tidligere har været sendt ud i en utrolig flot flaske med et digt formet som en nellike.

 

Her følger mine noter fra aftenen:

Barros Colheita 1974: Flot ravfarvet med lys orange kant med lidt grønlige toner. Dejlig næse med masser af tørrede frugter, abrikos, nødder, valnød og muskat. Tørrede frugter, lidt fedme i strukturen, flot syre og fin balance samt lang hale. En flot vin (93).

Hutcheson Colheita 1974: Ravfarvet med lys kant. Tørrede frugter, muskatnød og nødder. Dejlig i munden med nødder og tørrede frugter samt høj syre, lang hale med markant syrebid (92)

Kopke Vintage 1974: Rødbrun med lys kant. Røde bær, men desværre lidt stikkende og sprittet i næsen. Jordbær, ok syre og lidt til den elegante side. Virker lidt tam og støvet (87).

Taylor´s LBV 1974: Lys teglrød med lys kant og flot skær. Røde bær og florale noter. Jordbær, ganske elegant og harmonisk, men ikke så kompleks, savner lidt frugt og fylde (88).

Warre´s LBV 1974: Lys rubin med flot skær, lys kant og mørkere kerne. Godt med jordbær i næsen. Tør og krydret i munden med syrebid og lange pebret hale. Syren lidt vel dominerende (88).

Messias Vintage 1976: Tawnybrun, uklar. Fæl duft af eddikestik, som kun aftog lidt med tiden. Tydelig smag af volatil syre. Ikke bedømt.

Quinta do Noval Vintage 1982: Teglrød med lys kant. Dejlig ekspressiv med mørke bær og lidt krydderurt. Harmonisk og dejlig i munden med røde bær og fin kompleksitet, dejlig lang hale (92).

Dow´s Quinta do Bomfim Vintage 1986: Mørk rubin, klar. Kirsebær og brombær i næsen. Godt med frugt i munden, dejlig harmonisk med godt med tanniner. Stadig med stort potentiale (91).

Graham´s Vintage 1991: Mørk rubin flot skær. Ekspressiv med masser af frugt, især jordnær. Harmonisk med god balance, ikke så fyldig på frugt og lidt til den elegante og tørre side i forhold til vanlig stil, lidt syrebid (92).

Quinta do Infantado Vintage 1999: Mørk rubin. Grim næse al a karklud. Godt med frugt, men også med tydelig propsmag i munden. Ikke bedømt.

Fonseca Quinta do Panascal Vintage 2001: Mørk rubin. Mørke bær og krydderier i næsen. Mørke bær, lakrids, godt krydret og med tørre tanniner i enden (90).

Quinta do Crasto Vintage 2016: Mørk og tæt, uigennemsigtig med lilla kant. Masser af ung, frisk frugt i næsen samt lidt kærnemælk. Godt med frisk frugt, mørke bær og esteve. Faktisk udmærket, men måske lidt voldsom lige nu, stort potentiale (92).

Quinta do Romaneira Vintage 2017: Tæt og mørk med lilla kant. Mørke bær og lidt frugtsødme i næsen. Intens med mørke bær, lidt sødme og pænt med bløde tanniner, lang hale. Ok drikkelig nu, men også med potentiale til den lange bane (92).

 

Den efterfølgende pointgivning fra deltagerne resulterede i følgende Top 5 med gennemsnitspoint i parentes:

1. Barros Colheita 1974 (90,6)
2. Fonseca Panascal Vintage 2001 (89,8)
3. Graham´s Vintage 1991 (89,3)
4. Quinta do Crasto Vintage 2016 (89,1)
5. Dow´s Quinta do Bomfim Vintage 1986 (89,0)

Som det fremgår ikke de højeste scorer samlet set, men dog hæderligt. Og der var åbenbart nogenlunde enighed om, at Barros Colheita 1974 var aftenens bedste vin. Fortjent nok, da vi netop fejrede 50 året for Nellikerevolutionen.

Gamle Colheitas fra Dalva

 

De omtalte vine er sponseret af producenten

 

Et besøg i Porto og Vila Nova de Gaia omfatter for mange et besøg i baren på taget af Espaço Porto Cruz. Og det med god grund. Udsigten er fantastisk ned over Douro og over mod Ribeira og med dobbeltdækkerbroen, Ponte Luis I, lidt til højre. Udvalget af drinks og cocktails – med eller uden portvin – er fint, og skinner solen kan man sidde og slappe af til lounge-musikken.

Porto Cruz har ikke den store anerkendelse herhjemme, selv om det er et af de største mærker rent salgsmæssigt. Men det har til gengæld Dalva, som ejes af Port Cruz, der igen ejes af den store franske koncern, La Martiniquaise. Hvor Porto Cruz mere satser på kvantitet, står kvaliteten i centrum hos Dalva, som især er kendt for sine Colheitas, Tawny med alder og hvide portvin herunder den berømte serie af Golden Whites.

I oktober udsendte Dalva to nye Colheitas fra 1950 og 1934 – altså vine med henholdsvis lidt over 70 år og næsten 90 år på bagen. Vinene er skabt af winemaker José Manuel Sousa Soares og produceret i begrænset antal, nemlig 700 nummererede flasker (75 cl.) af hver.

Om høsten de to årgange fortæller José Manuel Sousa Soares, at 1950 havde kolde nætter og milde dagtemperaturer. Sommeren var kold, hvilket førte til en sen høst og dermed delikate vine med god koncentration. 1934 var ustabilt med en tør vinter, regnfuldt forår og derfor sen blomstring og modning. Sommeren var varm med kun lidt regn. Høsten var sen, men under fine vejrforhold. Kvaliteten var svingende og præget af moden frugt.

1950 var da heller ikke et stort år for Vintage, mens 1934 leverede en del velstrukturerede vine. Ifølge Henrik Oldenburg blev der deklareret 12 Vintage vine i 1934.

Jeg har prøvesmagt de to nyaftappede Colheitas. Vinene blev smagt over to dage ved lidt forskellig temperatur. Begge bør dog serveres let afkølet.

 

Dalva Colheita 1950 (fadprøve)

Mørk ravfarvet, brun kerne, lys orange kant. Hasselnødder, mandel, tørrede frugter, figner, muskatnød, en svag bund af balsamico og karamel. Frisk i munden, men også med dybde og kompleksitet, nødder, honning, lidt appelsinskal, tørrede figner og abrikos, lidt vel dominerende syre, som giver kant, tør, lang syreholdig hale. (94+)

 

Dalva Colheita 1934 (fadprøve)

Mørk ravfarvet, grønlig kant, flot skær. Dejlig kompleks næse med figner, svesker, hasselnødder, karamel, balsamico, lidt tobak og appelsinskal. Dyb, intens og kompleks med høj syre, der skaber perfekt balance, balsamico, nødder, karry, tobak og tørrede frugter, let cremet og tør stil og med en lang og intens hale (96+).

 

Læs mere om Dalva her.

Colheita og Tawny fra Boeira

Omtalte vine er sponseret af producenten

 

Der kommer hele tiden nye portvinsmærker, nye typer, nye årgange og nye blends på det danske marked. Det er jo dejligt, da det giver store valgmuligheder både i forhold til smagspræferencer og foretrukne prisniveau.

Det gør sig f.eks. gældende med Boeira – eller Quinta da Boeira som producentens fulde navn er, opkaldt efter quintaen midt i Gaia. Der er tale om prisvenlig portvin, som oftest er lidt til den søde side. Noget af det, jeg har smagt, har jeg fundet ganske fint til prisen, men generelt er der ikke tale om den store kompleksitet.

Jeg fik tilsendt tre vine fra Boeira, som nu har fundet vej til supermarkedernes hylder – to 10 års og en 15 år gammel Colheita. Sidst jeg smagte portvin fra Boeira, var det 40 års Tawny og Very Old Tawny på spray samt den nye Vintage 2018 – altså fra den øverste ende af registret. Denne gang gælder det så betydelig yngre fadlagret Port herunder en hvid.

De tre vine blev smagt over to dage i såvel afkølet som tempereret tilstand. Her er mine noter:

Boeira 10 års White: Ravfarvet til orange. Ekspressiv og sødlig i næsen med abrikos, marcipan og lidt honning og koriander. Fyldig i munden med marcipan, mandarin, mandel, appelsinskal og blomster samt lidt vanilje, vel sød til mine smagsløg, men dog med ok balancerende syre, fin lang og lidt syrlig hale. Skal drikkes kold (85).

Boeira 10 års Tawny: Lys mahognifarvet med lidt rødligt skær og lysere, orange kant. Anonym i næsen, men åbner dog op, som temperaturen stiger, med hasselnødder, marcipan, abrikos, tørrede figner samt en lille smule ribs og andre røde bær. Behagelig i munden med nødder, figner, tørrede frugter og lidt vanilje, igen til den søde side, men med fin friskhed og balancerende syre samt en lang og lidt sprittet hale. Kan fint drikkes afkølet, men ikke så kompliceret (85).

Boeira Colheita 2005: Mørk rødbrun, lidt lys kant. Fyldig næse med hasselnødder, figner, svesker, lidt muskat og karry. Nødder, tørrede frugter og krydderier i munden, fint balanceret med ok friskhed og god syre, men også sødme, som dog er mere afdæmpet pga. syren, slutter med en lang krydret hale med lidt syrekant. Et fint, behageligt glas, som står stærkest i afkølet tilstand (88).

 

Et par portvine fra fad

Omtalte vine er sponseret af importøren

I en af forsendelserne med fadprøver på Vintage 2018 fulgte også et par flasker fadlagret portvin fra to forskellige producenter og af forskellig alder og kvalitet. Der var tale om Menéres Tawny Reserve og Presidential Colheita 1995, som importøren gerne ville have til test.

Producenterne er henholdsvis Barão de Vilar og C. da Silva, som også står bag Dalva og i øvrigt er i samme koncern som store Gran Cruz. Menéres vil jeg tillade mig at betegne som brødrene van Zellers lavprismærke set i forhold til f.eks. Maynard´s og Palmer (se min omtale af deres vintage 2018 her). Menéres har tidligere især været lanceret på det amerikanske marked, men de senere år også i Danmark, og som vanligt henviser navnet til en historisk person fundet i van Zeller familiens stamtræ. Bag på flasken henvises således til kærligheden mellem Arnaldo Menéres og D. Maria Rita Henckell, som ifølge google var datter af Ignaz Anton António Henckell og Ana Doroteia Dorothea Kopke. Og dermed er en ring sluttet, idet firmanavnet, Barão de Vilar, netop henviser til Cristiano Nicolau Kopke, som blev udnævnt til baron i 1836.

Blandt danske portvinsentusiaster har det flere gange været diskuteret, om der er forskel på Dalva og Presidential? Eller om de er identiske, men blot sælges under to navne? Hvad angår Vintage smagte jeg sidste år i Porto begge udgaver af Vintage 2017 sammen med Elsa Couto, og her var forskellen tydelig (læs mine noter her). Elsa forklarede, at Presidential primært er tiltænkt det amerikanske marked og derfor lidt mere ”solmoden” i stilen – eller med mere marmeladepræg kunne man sige. Men gælder det så også for Colheitas?

På min forespørgsel herom oplyser Elsa Couto, at der er forskel på de to brands – også hvad angår Colheita.

”Presidential er et mere traditionelt brand sammenlignet med Dalva. Det afsløres allerede på selve flasken, ved Dalvas Dry Whites og en ”lettere” stil. Vinene fra Presidential er mere rustikke i deres smag og i koncentrationen”, fortæller hun.

Hvor forskellen i stilen ved Vintage allerede sker med valget af druesorter, fremkommer forskellen ved Tawny og Colheita i og med, at de forskellige fade udvikler sig forskelligt med tiden, hvorefter de udvælges og blendes, så de matcher stilen, forklarer hun desuden.

Så ifølge Elsa Couto er Dalva og Presidential altså ikke identiske – hverken på Vintage eller Colheita-siden.

Men tilbage til de to vine. Menéres er lagret ca. 6 år inden aftapning, hvorfor der er hele 19 års forskel i fadlagring på de to vine, hvilket selvsagt betyder en del for portvin. For at modvirke min forudindtagethed blev vinene derfor i første omgang smagt blindt, men det kunne jeg have sparet mig. Allerede farveforskellen afslørede aldersforskellen, ligesom kvalitetsforskellen var meget tydelig i både duft og smag.

Her følger mine noter:

Menéres Tawny Reserve: Fin tawnybrun med røde nuancer, klar. Brændte figner, hasselnødder, kirsebær, valnød og lidt mørk chokolade. Lidt rest af bær, men primært med fadnoter som nødder, appelsinskal og tørrede frugter, medium fylde, ok balancerende syre, let brændende eftersmag. Enkel og ligefrem uden de store nuancer, men lige en tand bedre end basis Tawny (83).

Presidential Colheita 1995 (tappet i 2020): Gylden ravfarvet med orange skær, klar. Tørrede abrikoser, appelsinskal, kamille, honning, lidt sprittet og med duft af møbelpolish lige efter åbning. Blød og cremet i munden med abrikos, mandler og honning, elegant, tør og med dejlig lang og nuanceret eftersmag. Et fint glas, som dog vil have gavn af dekantering eller i al fald luft, inden den drikkes (91/92).

Jo, der var stor forskel på de to vine. Men slægtskabet med de øvrige brands fra producenterne er nu tydeligt nok. Og uden at have lavet parallelsmagning, vil jeg mene, at der ikke er langt fra Dalva til Presidential.

Menéres og Presidential importeres af Vinimondo