tirsdag den 23. juni 2020

80 årige Colheitas fra Kopke

Omtalte vine er sponseret af producenten

Har man lidt år på bagen, husker man tydeligt vhs videobåndene. Den gang var der ikke Netflix, HBO Nordic eller andre streamingtjenester. Der var moviebokse og vhs bånd, som kunne leje eller købes.


Et par kassetter af samme størrelse ankom med posten for nogle uger siden, men de to små flotte bokse i træ var ikke videobånd. De indeholdt portvin, når først man fandt ud af at åbne dem. Den ene var nem nok. På boksen stod der Kopke og Colheitas at a glance og trak man i den lille læderstrop, indeholdt den tre små reagensglas med henholdsvis White Colheita 2003, Colheita 1980 og Colheita 1960. Dejligt. Den anden boks var lidt sværere og krævede fingerfærdigheder, men i hver side kunne man trække en lille træbeholder ud – en i sort og en i hvid, som sluttede sammen i boksen ved hjælp af indbyggende magneter. Fornemt, og indholdet var ikke mindre eksklusivt: White Colheita 1940 og Colheita 1940 ligeledes fra Kopke.
Anledningen var en online smagning med ca. 50 deltagere fra en lang række lande i forbindelse med lanceringen af de to Colheitas fra 1940. De andre vine var medtaget som kompetent opvarmning. I Portugal sad winemaker Carlos Alves og João Belo fra Sogevinus assisteret af et par kolleger. Og rund om sad så en række vinskribenter og portvinsentusiaster inklusiv kompetente folk som Jancis Robinson, Jamie Goode, Luis Lopes (fra det portugisiske vinblad Grandes Escolhas) og Axel Probst. Dertil kom den brasilianske Master of Wine, Dirceu Vianna Junior, João Paulo Martins fra Grande Escolhas og Decanters portvinsekspert Richard Mayson, som skulle præsentere de første tre vine inden hovedretten.


Krigsåret 1940 var i modsætning til 1945 ikke et vintageår. Krigsårene var præget af stor ustabilitet. En meget våd vinter blev afløst af tør og varm sommer, så høsten blev lille, men af fin kvalitet, som blev sået til at kunne holde sig i mange år. Resultatet blev lagret på fade og gemt væk i Kopkes kælder, hvor de siden er blevet plejet af Carlos Alves og hans forgængere i jobbet for nu at blive blended til Colheita. Det at lagre hvid portvin var faktisk på det tidspunkt noget nyt og stadig usædvanligt, da man den gang udelukkende så hvid portvin som entry level. Men Kopkes lager af hvid portvin rækker tilbage til 1935 (læs mine noter her) og omfatter altså også året 1940, hvorfor der nu kan sendes to Colheitas fra samme år på markedet.
”Vi synes det kunne være spændende at udgive to Colheitas fra samme år, en hvid og en tawny, for at vise den store forskellighed. De første år lader vi de hvide lagre på store fade for så derefter at flytte dem på mindre pipas,” fortalte Carlos Alves, som også løftede lidt af sløret for kunsten at blende Colheitas i forhold til Tawny med alder:
”Det kræver påpasselighed og præcision at blende Colheitas, da det er mere komplekst end af blende Tawny. Vi har kun en årgang og derfor ikke så mange valgmuligheder, men til gengæld kan vi udnytte forskellige placeringer af vores mange fade i kælderen, niveauet de er fyldt og om de er lagret i Gaia eller i Douro. Mit mål er altid, at resultatet skal udtrykke det pågældende år,” forklarede han.


Derefter var det tiden at smage. Jeg smagte dem igennem første dag under online-smagningen, men gemte en lille rest og gensmagte derfor på andendagen. Her er min noter:

White Colheita 2003: Blend af 50 % viosinho, 15 % gouveio, 15 % rabigato og 20 % malvasia fina. Flot ravfarvet, gylden. Ekspressiv med blomster, tørrede abrikoser, honning samt lidt mandarin og marcipan. Intens i munden med blød tekstur, ristede mandler, blomster, honning, abrikos, flot høj syre og friskhed som modspil til sødmen, fin kompleksitet. En velbalanceret og elegant hvid Colheita (90).

Colheita 1980: Blend af 25 % touriga nacional, 25 % tinta roriz, 25 % touriga franca og 25 % tinta barroca. Flot tawnyfarvet med lys orange kant og mørkere kerne. Lidt diskret i næsen med figen, valnød, tørrede abrikoser og lidt appelsinskal. Pæn fedme i munden med hasselnødder, tørrerede frugter og lidt krydderier, syren følger i anden omgang og giver god balance, lang hale. Ikke så bombastisk, men mere til den elegante side (91).

Colheita 1960: Blend af 25 % touriga nacional, 25 % tinta roriz, 25 % touriga franca og 25 % tinta barroca. Lys tawnyfarvet med lys kant og lidt grønt skær, fed tekstur. Frisk næse alderen taget i betragtning, men også fyldig med nødder, valnød, figen, abrikos, lidt appelsinskal og en smule balsamico. Silkeblød tekstur i munden med mandel og appelsin, men også mørkere nuancer som toffee og balsamico, sød men med perfekt balancerende syre, elegant og dejlig lang hale. Et dejlig glas (94).

White Colheita 1940: Blend af 50 % malvasia fina, 25 % viosinho og 25 % códega. Fin tawnyfarve med mørk kerne, lys kant og lidt grønligt skær. Intens næse med abrikos, tørrede figner, citrus, mandarin og lidt vegetale noter. Kompleks og fyldig i munden med høj syre, mandel og tørrede abrikoser, virker tør trods sødmen, elegant men også med kant og syresvirp (94).

Colheita 1940: Blend af 25 % touriga nacional, 25 % tinta roriz, 25 % touriga franca og 25 % tinta barroca. Mørk tawnyfarvet, intens og med orange kant. Ekspressiv og dyb næse med mandel, tørrede figner, valnød, appelsinskal og abrikos. Cremet, fyldig og intens i munden med nødder, figner, valnød og balsamico, syren følger i anden omgang og balancerer, stor kompleksitet og koncentration, noter der spænder fra det elegante til det mere tunge. Et dejligt og nuanceret glas (96).


Og så skylder jeg lige afslutningsvis at nævne, at der bliver frigivet 300 eksemplarer af de to Colheitas fra 1940 i eksklusiv indpakning.

Kopke importeres af ViniPortugal

fredag den 19. juni 2020

Quinta do Crastos historie


Det er efterhånden kutyme, at vinhuse og portvinsproducenter udsender jubilæumsvine og -bøger, når de fylder rundt. Det gjaldt også Quinta do Crasto for et par år siden, hvor de sendte to vine og en flot bog ud i begrænsede eksemplarer som en dobbeltfejring af to årstal: 1615 og 1918.


De to årstal står at læse på porten ind til ejendommen. Porten menes at være opført af Constantino de Almeida, som i mange år lagde navn til portvinene fra Quinta do Crasto. 1615 er året for de ældste skriftlige kilder om ejendommen, og selv om disse ikke findes længere regnes året alligevel for Crastos grundlæggelse. 1918 var året, hvor Constantino de Almeida overtog vingården og påbegyndte en større restaurering af såvel bygninger som vinmarker.
Men historien om Crasto går langt længere tilbage. På ejendommen er der gjort arkæologiske fund tilbage fra romertiden i form af mønter, mure og rester af forskellige opbevaringstanke herunder fra et kar ikke ulig de senere lagares, hvilket vidner om, at der også blev fremstillet vin den gang. Selve navnet Crasto stammer også fra den tid, idet ”castro” eller ”castrum” betyder borg eller slot. Det menes derfor, at der har ligget en romersk forsvarsborg på højdedraget med god udsigt over Douro.


Adskillige århundrede senere viser dokumenter, at der sidst i 1500-tallet blev erhvervet vinmarker i området, men selve dokumentet, hvor årstallet 1615 for quintaens grundlæggelse optræder, er ikke længere at finde. Senere i 1600-tallet ejes Crasto af André Fernandes de Magalhães og dennes hustru Maria de Sampaio, og det menes, at sidstnævnte har arvet den fra sine forældre. Ægteparret boede selv i Vila Real, ligesom senere ejere har været bosat i Porto og ikke på gården, hvor produktion af vin og andre landbrugsvarer i stedet var overladt til en bestyrer, som det var traditionen på mange af quintaerne i Douro.


Fremstillingen af vin i 1700-tallet er grundigt dokumenteret. På et ikke helt fastlagt tidspunkt overtages Crasto af den magtfulde rigmand fra Porto, Pedro Pacheco Pereira (1680-1753), som ejede adskillige vingårde i Douro i det århundrede, hvor produktionen af portvin ekspanderer kraftigt. I en håndskrevet bog fra midten af 1700-tallet redegøres der for de forskellige ejendomme og deres produktion og et af kapitlerne hedder ”Rules and regulations for managing operation of the Quinta do Crasto”, ligesom hele fremstillingsprocessen beskrives omhyggeligt i et andet kapitel. Her anbefales det bl.a. at adskille stilke og druer samt benytte 50-60 timers fodtrædning og efterfølgende tilsætte brandy, lidt olivenolie, sukker og hyldebær – en praksis der forbydes med etableringen af det statslige Companhia Geral da Agricultura das Vinhas do Alto Douro i 1756.
Det er den senere Marquis de Pombal, der står bag indførelsen af den statslige kontrolmyndighed og den medfølgende demarkering af området, hvor der må dyrkes og fremstilles portvin. Området blev bl.a. markeret med stengærde og granitstene med inskriptionen Feitoria, hvoraf to stadig befinder sig på Quinta do Crasto, som altså lå inden for demarkeringen.


Crasto forbliver derefter i familien Pacheco Pereiras eje i de efterfølgende generationer, men da først meldug og i 1863 den endnu værre phylloxera dukker op, opgives marker, og vinproduktionen reduceres markant. I 1840´erne før meldug blev der således produceret 100 piper vin på Crasto og familiens anden ejendom i Sobreira. I 1876 var antallet nede på 41 og fire år efter kun 18. Godt nok kunne Crasto profitere af anlæggelsen af jernbanen i Douro i 1880 og stationen Ferrão lige nedenfor quintaen, men kampen var ulig, og ejendommene blev mere og mere gældsatte.
Her er det så, at vinhandleren Constantino de Almeida (1857-1922) overtager Quinta do Crasto, og en ny gylden periode kan begynde. Efter restaurering af marker og produktionsbygninger blomster produktionen op igen. En af de nye marker, han anlagde, blev i øvrigt opkaldt efter hans første barnebarn Maria Teresa og fungerer den dag i dag sammen med den nærtliggende Vinha da Ponte som Crastos ypperste vinmarker, der i gode år leverer to fremragende enkeltmarksvine og i de øvrige år leverer kvalitet til den altid dejlige Quinta do Crasto Reserva Vinhas Velhas. Genetiske studier har siden vist, at Vinha Maria Teresa indeholder omkring 50 forskellige druesorter, og for at bevare det samme fieldblend, erstattes døde planter af samme sort og klon.


Da Constantino dør i 1922 overlader enken ejendommen og firmaet til sine fem børn, som viderefører arbejdet – og det med gode resultater i første omgang. I 1956 er firmaet således den 5. største eksportør af portvin, ligesom der sælges vin fra Douro og andre regioner og ikke mindst brandy. Men økonomien begynder at skrante, så I 1958 bliver firmaet solgt til Companhia Agrícola e Comercial dos Vinhos do Porto alias Ferreira, der altså overtager navnet Constantino, mens quintaen forbliver i familiens eje.
Dermed er vi ved at være fremme ved nutiden. Contantinos yngste søn, Fernando Moreira de Almeida (1900-1989), som var landbrugsuddannet, administrerede på familiens vegne Crasto. Hans datter Leonor giftede sig med bankdirektøren Jorge Roquette, som efter nellikerevolutionen i 1974, hvor banker blev nationaliseret, blev fængslet og siden flyttede i eksil i Brasilien. I 1981 vendte familien inklusiv børnene Rita, Miguel og Tomás tilbage til Portugal, og de begyndte snart at opkøbe ejerandele fra de mange forskellige grene af familien, da ejerskabet som følge af de portugisiske arvelove var blevet spredt godt og grundigt.


I 1994 var Roquette-familien klar til at igangsætte en ny produktion af Douro-vin og portvin, ligesom de kunne sende den allerede flaskede Vintage 1978 på markedet. Siden da er børnene trådt til, ligesom etableringen af Douro Boys sammen med fire andre producenter i 2002 har været med til at cementere Quinta do Crasto som en af regionens bedste vinproducenter. Og ja, det er vin, der er mest i fokus, selvom Crasto producerer både Ruby Reserve, en altid glimrende LBV, Vintage og Colheita. De tørre tal siger faktisk, at det kun er 5 % af produktionen, som bruges til portvin. Netop med henblik på husets Dourovine købte de i 2000 landområder i Douro Superior.
Der var været flere winemakere inkluderet gennem årene. I nyere tid blev de første årgange lavet af australske David Baverstock og siden har den dygtige ønolog Susana Esteban været involveret. De senere mange år er det Manuel Lobo de Vasconcelos, som har siddet ved roret, assisteret af Cátia Barbeta og Tomás Roquette, som især tager vare på portvinene.


En anden indtægtskilde, som er kommet til, er turisme. Familien bor ikke selv på Crasto, men har dog planer om at etableret en privat bolig ved at restaurere en ruin oppe i vinmarkerne. Selve quintaen bliver i stedet brugt som besøgscenter, og med gæsteværelser i et anneks og den legendariske swimmingpool er quintaen et yndet sted for vinturister. Fornemt og velbesøgt, men stadig afslappet og på ingen måde overrendt. Jeg har selv besøgt Quinta do Crasto en del gange og altid følge mig meget velkommen. Læs f.eks. beretningen fra mit seneste besøg her.
Afslutningsvis skylder jeg lige at nævne, at de to jubilæumsvine, som blev lavet for et par år siden, var henholdsvis et specielt blend af de to enkeltmarksvine, Maria Teresa og Ponte, kaldet Honore Douro 2015 og så en gammel Tawny, Honore Very Old Tawny, baseret på druer fra fieldblend og lagret på kastanjefad i mere end et århundrede. Sidstnævnte er kun fremstillet i 400 eksemplarer og – ikke overraskende – i eksklusiv indpakning.


Bogen, hvorfra det meste at ovenstående er hentet er så afgjort værd at læse, hvis man som jeg er glad for Quinta do Crasto – både som et sted at besøge og på flaske. Det samme gælder, hvis man er interesseret i, hvordan en Douro-quintas historie udvikler sig gennem århundrede. Den er flot med fantastiske billeder, skrevet på såvel portugisisk som engelsk og dejligt at bladre i.

Caspar Matins Pereira: Quinta do Crasto. A Story that began a long time ago. Udgivet af quintaen selv i november 2018

søndag den 7. juni 2020

Vintage 2018 fra Symington Family Estates

Omtalte vine er sponseret af producenten

Med en lang række brands i porteføljen er der selvfølgelig altid stor spænding, når Symington Family Estates offentliggør deres deklareringer på portvinsområdet. Vil der være tale om såkaldt klassisk Vintage eller Single Quinta Vintage? Hvor mange forskellige deklarerer de? Og hvor mange sender de på markedet her og nu?


Spændingen blev udløst næsten midtvejs inde i april, mens såvel Danmark som Portugal var lukket helt ned på grund af Corona-krisen. Her udsendte familien en pressemeddelelse, hvoraf det fremgik, at der udelukkende blev tale om et Single Quinta år for deres vedkommende – i modsætning til de fire andre store aktører i branchen, Sogrape, Sogevinus, Porto Cruz og Fladgate Partnership, som helt eller delvist udsender klassisk Vintage. Man kan selvfølgelig diskutere det selvstændige brand Quinta do Vesuvios status, da druer herfra ikke indgår i nogle af familiens andre mærker. Selv lister Symingtons den ikke som Single Quinta Vintage, men det kan man sagtens kalde den, da der udelukkende bruges druer fra den 320 hektar store Quinta, der breder sig ud over flere højdedrag og har marker med forskellige soleksponeringer og i forskellige højder.
Rækken af deklareringer tæller følgende vine: Quinta do Vesuvio, Dow’s Quinta da Senhora da Ribeira, Graham´s Quinta dos Malvedos, Dow´s Quinta do Bomfim, Warre´s Quinta da Cavadinha og Cockburns Quinta dos Canais. Men det er kun de to førstnævnte, der sendes på markedet nu. De resterende fire forbliver i familiens kælder og frigives først, når de har fået lidt alder.


Derfor var det også ”kun” Quinta do Vesuvio og Dow’s Quinta da Senhora da Ribeira som var på programmet, da Symingtons forleden inviterede vinskribenter og importører fra hele verden til prøvesmagning over Zoom i selskab med Harry, Rupert and Rob Symington, hvoraf to tilhører den nye femte generation af familien, men Rubert er fjerde generation.
De to vine blev til gengæld suppleret af to ældre udgaver af samme, så vi i alt smagte fire vine.
- Vi har valgt to ældre fra 1998, da det var det første år, vi lavede Vintage fra Senhora da Ribeira efter vi overtog Quintaen. På den måde kan vi vise, hvordan vinene udvikler sig, fortalte Harry Symington, da han indledte smagningen.
Winemaker Charles Symington har givet 2018 en meget kort og præcis beskrivelse med ordene: ”A rollercoaster of a year”. Året startede med megen regn i foråret og på et tidspunkt også med haglbyger. Derefter fulgte hedebølge i vækstperioden, men heldigvis var der gode vandreservoirer at tære på. Resultatet var lavt udbytte med god kvalitet, men ikke overalt i Douro.
- 2018 har givet mindre kvantitet af fremragende kvalitet. Men kvaliteten var ikke konsistent på alle familiens vingårde, så derfor har vi ikke lavet fuld deklarering, som winemaker Charles Syminton forklarede ved lanceringen.
Eller som Rubert Symington udtrykte det kort og præcist, da han blev bedt om at sammenligne 2017 og 2018:
- 2018 har ikke samme stamina som 2017.
Med andre ord, kan vinene fra 2018 være udmærkede og dejlige med god aroma og florale noter fra touriga franca, som fremhæves af flere dette år, samt elegance og fin balanceret syre. Men på den lange bane har de ikke den samme ”livskraft” som 2017 og vil altså nok modne tidligere.
Der blev efterfølgende spurgt til om ikke kvaliteten til at lave Vintage er til stede oftere i dag end tidligere?
- I dag kan vi være langt mere præcise i blended med druer fra separate parceller, hvor kompleksiteten tidligere primært kom fra fieldblends. Derfor kan vi ramme standarten oftere, lød svaret.
Quinta do Vesuvio er blandt de mere legendariske quintaer i Douro. Dens historie kan føres tilbage til 1565 og den tilhørte i sin tid Dona Antonia Ferreira. I 1989 overtog Symingtons (købet var vist allerede foretaget året før) den noget ramponerede Quinta, hvorefter de gik i gang med nyplantning og restaurering. Ud over Vintage portvine produceres også et par glimrende rødvine. Og så er det endelig et af de steder, hvor traditionen med fodtrædning af druerne er bevaret. Adskillige danske portvinsentusiaster herunder undertegnede har da også været inviteret med i de gamle lagares iklædt de karakteristiske rødternede skjorter. Dette sker nu ikke kun for kvalitetens skyld eller for den PR det også giver.
- Det skyldes også, at Quintaen ligger så afsides, at høstarbejderne faktisk bor på stedet som i gamle dage. Derfor tilbyder vi dem muligheden for at tjene lidt mere ved at træde druerne om aftenen, lød det ved smagningen.


Fra den store og flotte Vesuvio er der udsigt over til Quinta da Senhora da Ribeira på den anden side af Douro. Druerne fra quintaen udgør sammen med dem fra Quinta do Bomfim hovedingrediensen i Dow´s Vintage, men selv om kvaliteten begge steder var høj nok til Single Quinta Vintage blev det altså ikke til en klassisk Vintage fra Dow´s, da der lige manglede det ekstra.
Begge quintaer ligger i Douro Superior, som er den varmeste og tørreste underregion og derfor også den del af Douro, som umiddelbart lider mest af klimaforandringer. Med sin beliggenhed på nordsiden og dermed med forholdsvis flere sydvendte marker er forandringen da også mærkbar på Quinta da Senhora da Ribeira. Derfor har man med tiden ændret lidt på sammensætningen af druesorter for at kompensere for det varmere klima.
- Vi er begyndt at bruge mere alicante bouchet, som giver friskhed, og sousão med høj syre. Det er to sorter som vi giver øget opmærksomhed, da de tilfører noget positivt, hvilket nok også skal ses i forhold til klimaudviklingen, fortalte Rubert Symington.

Nedenfor følger mine smagenoter. Vinene blev smagt ved online-smagningen på førstedagen og gensmagt dagen derpå.

Quinta do Vesuvio Vintage 2018 (fadprøve): Blend af touriga franca (fra Vale da Teja i 300-350 meters højde) fermenteret sammen med lidt alicante bouchet (fra Castelos vinmarken i 250-300 meters højde) samt touriga nacional (fra Raposa vinmarken i 350-400 meters højde) og sousão (fra den højeste del af Vale da Teja). Mørk rubin med lilla kant og skær, næsten uigennemsigtig, farver glasset. Floral med violer, jordbær, solbær, brombær, lidt kakao, kokos, esteve og andre krydderurter. Dejlig i munden, koncentreret med flot struktur, brombær, floral, pebret, medium kompleksitet, frisk og elegant og med markante, men integrerede tanniner, let krydret hale. Faktisk ganske lovende og med fint potentiale (93).

Dow’s Quinta da Senhora da Ribeira Vintage 2018 (fadprøve): Blend af touriga nacional (fra den højt beliggende og østvendte vinmark Vinha Grande) og touriga franca (fra den synvendte Pedreira-mark) samt sousão og alicante bouschet fermenteret sammen. Mørk rubin, lilla kant, farver glasset. Masser af frisk frugt især solbær, brombær, ribenasaft og jordbærgrød samt violer og godt med mynte. Frisk med høj syre og godt med mørke bær, frugtgrød, pebermynte, lidt lakrids, tør, pebret og med kraftige tanniner, som kommer i anden omgang. Fint balanceret og med pænt potentiale (92).


Efter de to fadprøver på Vintage 2018 bevægede vi os 20 år tilbage i tiden til Vintage 1998 – et år som ikke har den højeste rating, og hvor der ifølge Henrik Oldenburg kun var 16 deklareringer. Året fulgte da også lige i hælene på det bredt deklarerede 1997. Oldenburg bruger ord som ”pæn” og ”hæderlig” om kvaliteten. Axel Probst giver året 2 ud af 5 stjerner og kalder det et typisk Single Quinta år, hvor der mangler kompleksitet. Og endelig kan nævnes, at Richard Mayson giver året 3 stjerner, hvilket svarer til en god ”all-round vintage” baseret på et vanskeligt år, men så nævner han faktisk såvel Quinta do Vesuvio som Senhora da Ribeira som værende blandt årets bedste vine.

Quinta do Vesuvio Vintage 1998: Rubin til mørk teglrød, brun kant, medium intens. Syrnede kirsebær, jordbær og andre røde bær, blomme, krydderurter, kakao. Meget blød og elegant med jordbær, afdæmpet og behagelig pebret, bløde tanniner og krydret, måske ikke så kompleks men ganske delikat og med lang, lidt brændende hale. Dejlig moden nu med flot balance mellem frugt og syre, men også stadig med år foran sig (92).

Dow’s Quinta da Senhora da Ribeira Vintage 1998: Rubinrød, mørk med lidt lys kant. Lige efter åbning med lidt karklud i næsen, som heldigvis fortog sig, masser af solbær og brombær, lidt pebermynte og kaffe samt røgede undertoner. Kompakt med godt med frugt især solbær og andre mørke bær, men også jordbær, godt med syre, lidt marmeladepræg, let cremet, krydret hale, ok kompleksitet, på andendagen masser af tobak og røgede noter. Stadig med god kraft og pænt med tanniner, så har potentiale for yderlige udvikling (92).


Quinta do Vesuvio importeres af HJ Hansen/Vinspecialisten. Dow´s importeres af The Wine Company.