mandag den 21. maj 2018

Vinho Verde fremstød i Danmark


Portugisisk vin har ikke førsteprioritet, når de danske forbrugere og vinentusiaster fylder kurv og kælder op. Selvfølgelig kan Portugal ikke konkurrere med store vinlande som Italien, Spanien og Frankrig, når det gælder kvantitet, ej heller med oversøiske lande som Chile og Sydafrika, men landet fortjener langt mere opmærksom, end det får i dag.
Det kan undre, når man tænker på, hvor populær portvinen er blevet her i landet de senere år, hvor antallet af portvinsklubber og -festivaler vokser støt år efter år.
Rent talmæssigt udgjorde Portugal i 2016, hvad angår mængder lige godt 1 % af den danske import af vin – svarende til 1,9 millioner liter - en lille stigning på 0,1 i forhold til året før (kilde: Dansk Erhverv og VSOD på baggrund af data fra Danmarks Statistik). Det rækker til en 10. plads, hvilket også er placeringen, når man ser på omsætningen.
Hvad angår portvin viser tallene en kraftig vækst. Således er bruttoimporten af portvin steget med hele 44 % i forhold til 2015 og udgør nu 2,2 millioner liter i bruttotal. Der importeres altså en del mere portvin end vin. Man skulle ellers tro, at portvinens voksende popularitet ville have en afsmittende virkning alene af den grund, at de fleste portvinshuse også producerer glimrende bordvine fra Douro DOC. Men dette er i al fald ikke tydeligt.
Da det er min klare overbevisning, at såvel kvaliteten som det man kalder value for money, er til stede, må problemet være manglende kendskab til portugisisk vin – både blandt branchefolk og den almindelige forbruger.


Af samme grund arrangerede organisationen Wines of Portugal tidligere årlige smagninger, men for en del år siden valgte de desværre at trække sig ud af landet, så man nu må til Sverige for at nyde godt af deres tilbud om smagninger og seminarer. Rygter vil dog vide, at de måske er på vej tilbage, hvilket skal hilses meget velkomment.
Samtidig begynder de forskellige regioner også at røre på sig. I sidste uge var der således smagning af Vinho Verde i København arrangeret af Comissão de Viticultura da Região dos Vinhos Verdes (CVRVV) i samarbejde med Vinens Hus.


Her deltog 17 huse i en smagning for branchefolk, og jeg var i den forbindelse inviteret til at holde to små seminarer, hvor jeg fortalte om regionen, dens terroir, de mange druesorter samt ikke mindst de forskellige typer af Vinho Verde. For som en af deltagerne spurgte i pausen: Hvorfor kalder du det en region? Er det ikke en type af vin?
Nej, det er det nemlig ikke, men spørgsmålet var meget sigende. Herhjemme og i mange andre lande forbinder vi mest Vinho Verde med lette, unge, friske og perlende hvidvine med lav alkoholprocent. Sådan er mange af vinene ganske rigtigt med de kendte brands fra supermarkederne i spidsen. Men Vinho Verde er også andre typer af vin, hvorfor ovennævnte CVRVV netop har flertals s i deres navn: Vinho Verdes. Det er også mousserende vin kaldet espumante, det er rosévin, og det er rødvin. Og så er det ikke mindst spændende og vidt forskellige hvidvine, hvor der eksperimenteres med fermenteringsmetoder og fadlagring – uden perler og for nogles vedkommende med flot lagringspotentiale.


Alt dette viste smagningen, hvor de medvirkende huse netop havde en god spredning i forhold til regioner, typer og størrelse. Fra underregionen Monção og Melgaço i nord med deres fantastiske alvarinho-vine over Lima til underregioner som Amarante og Baião i det indre. Fra vine påvirket af Atlanterhavet ved kysten til de mere bjergrige højder ind mod Douro. Fra veletablerede producenter, som allerede har danske importører, til små uafhængige unge producenter, som gerne vil ind på det danske marked. Fra lette og perlende, men vellavede friske vine over knastørre og mineralske vine til fadlagrede og helt burgundiske udgaver.
Efter de to seminarer smagte jeg lidt ved standene – dog uden at tage noter. Jeg vil derfor kun fremhæve enkelte producenter og vine i denne omgang.
For det første er det altid en fornøjelse at smage vine fra Soalheiro og Anselmo Mendes, som begge var repræsenteret. Førstnævnte har i øvrigt lige skiftet importør, så de nu forhandles hos H.J. Hansen og Vinspecialisten. Hos sidstnævnte bliver jeg aldrig træt af at smage Curtimenta og Parcela Única.
Jeg smagte også et par spændende vine fra Quinta de Linhares, som jeg nyligt præsentere i et indlæg. Deres enkeltdruevine er glimrende med dejlig friskhed og flotte aromatisk, ligesom deres Avesso Reserva er en dejlig fyldig vin.
Derudover besøgte jeg bl.a. følgende producenter:


Adega de Monção, som er et kooperativ, der blev grundlagt tilbage i 1958, men altså stadig er i fuld vigør. De producerer især vine på alvarinho, men også blends, rosé og rødvin samt espumante. Jeg smagte bl.a. deres Alvarinho Deu La Deu 2017.


Guapos Wine Project, som både laver blends og enkeltdruevine på avesso, alvarinho og loureiro – og det fra vinmarker i forskellige højder, hvilket fremgår af etiketterne. De to brands, som var med, hedder Castelo Negro og Ardina, og jeg smagte flere af de udmærkede vine, som jeg gerne vender tilbage til en anden gang.


Vinho Verde Young Projects er fire unge producenter med hver deres profil, som i 2015 slog sig sammen markedsføringsmæssigt. For at fejre samarbejdet har de valgt at lave et fælles blend med det sigende navn VVYP Signature 2015, som altså er et blend af vin fra flere underregioner, Monção og Melgaço, Amarante og Baião. En spædende og anderledes Vinho Verde vin, som var lidt svær at sætte i kategori og tydeligt bar præg af, at to af vinene var lagret med battonage.
Et par de fire unge producenter, MQ Wines (Vales dos Ares) og Sem Igual, traf jeg tidligere i år til den alternative vinfestival Simplesmente Vinho i Porto. I København var alle fire repræsenteret, men foruden deres fælles signatur nåede jeg desværre kun at smage vinene fra Quinta de Santiago og må derfor have Casas Novas til gode til en anden gang.


Da Joana Santiago venligt gav mig en flaske med hjem, følger her noter på deres alvarinho.
Quinta de Santiago Alvarinho 2017, Monção e Melgaço: Lagret sur lie. Citrongul til strågul, klar uden perler. Dejlig aromatisk med tydeligt frugtpræg, moden pære, lidt floral og med afdæmpede tropiske noter som fersken. Ikke så høj på syre, men dog i balance og med friskhed, blød og cremet i munden, mineralsk. Et dejligt glas.
Alt i alt en god smagning, som viste bredden og forhåbentlig fik nogle af gæsterne til at få øjnene op for regionen og dens mangfoldighed. Og det forlød fra den danske arrangør, Vinens Hus, at der skulle være flere portugisiske fremstød på vej, hvilket jeg i al fald vil se frem til.
PS: Du vil i øvrigt kunne læse mere om Vinho Verde i min artikel i juniudgaven af Din Vinguide.

tirsdag den 1. maj 2018

LBV – også med lagringspotentiale


Late Bottled Vintage. Tre små ord, som på sin vis fortæller det meste. En portvin af vintagetypen, men flasket senere og derfor umiddelbart mere drikkeklar. Det er jo til at forstå.
Men alligevel er forskellene store. For hvad er udgangsmaterialet, og hvor lang tid senere blev vinen flasket? Og ikke nok med det. Hvordan blev vinen opbevaret, mens den ventede? På træfade eller på ståltank? Og blev den filtreret eller ej inden aftapning, hvilket har betydning for lagringspotentialet?
En smagning nyligt i The Vintage Port Club satte fokus på LBV fra fem årtier. Mine noter og lidt konklusioner følger nedenfor, men inden da lidt om typen, dens historiske udvikling og lovgivningen bag.


Selv om anerne for LBV er langt ældre, er den gældende lovgivning på området fra 1974, hvor typen blev beskrevet og defineret nærmere i forhold til Vintage. Her kan man læse, at det skal være en portvin baseret på druer fra en og samme høst, produceret i et år med anerkendt kvalitet. Det sidste sørger kontrollen hos IVDP for. Og så skal aftapningen finde sted mellem den 1. juli i det fjerde år efter høsten og den 31. december i det sjette år efter. Med andre ord kan der være 2½ års forskel på, hvor lang tid vinen har lagret før aftapning. I den tidligere lovgivning fra 1965 var der dog allerede givet tilladelse til at aftappe en vintage senere og betegne den som Late Bottled Vintage.
Flere portvinshuse påberåber sig at have opfundet LBV. Det skete da heller ikke fra den ene dag til den anden, men efter flere tilløb. Henrik Oldenburg, som ud over at være portvinsnyder også er uddannet historiker, redegør fint herfor i sin bog ”Portvin”.
Selve det at lade vine lagre lidt længere inden aftapning er er gammel tradition. Det, vi i dag kender som Vintage, blev tidligere opbevaret på fade, indtil en køber meldte sig, og for udenlandske aftapningers vedkommende blev de også eksporteret på fade. Dette forekom især i årene fra 1930´erne til 1950´erne, hvor afsætningen ikke gik så hurtigt. Derfor er mange ældre Vintage fra den periode teknisk set LBV´er.
Det første hus, som mere konsekvent benyttede betegnelsen, regnes for at være Quinta do Noval, som brugte det om en vin fra 1954, der først blev flasket i 1958 og sendt på markedet i 1961. Da flere konkurrenter anklagede dem for så at sige at snylte på Vintage-betegnelsen, valgte Noval fra 1965 at udelade V´et og blot kalde typen for Late Bottled. Første vin med denne betegnelse skulle være LB 1961.
Ramos Pinto var dog på banen længe før dette, idet deres vin fra 1927, aftappet i 1932 specielt for det brasilianske marked, officielt af IVDP er anerkendt som den første LBV.
En anden pioner er Taylor´s, som udbredte typen til et bredere publikum, da de i 1955 introducerede en vin af samme type, men blot under navnet ”vintage reserve”. Da LBV blev indskrevet i loven i 1965 ændrede de navnet, og deres filtrerede udgave fik stor succes i England. Taylor´s var også de første til at lave både Vintage og LBV i samme år, hvilket understregede, at der er tale om to forskellige vine.
I dag producerer husene både LBV i vintageår og i ikke deklarerede år. Alt efter kvalitet og kvantitet af årets produktion, kan en LBV altså være baseret på den overskydende mængde kvalitetsdruer eller de druer, som netop ikke endte som en deklareret Vintage. I nogle ikke-vintageår vil en LBV givet være en god investering, men høsten kan også være så stor og af så god kvalitet, så druerne i et vintageår ligeså godt kunne være endt i en Vintage.


En anden stor forskel er som nævnt lagringstiden og -metoden. Der er stor forskel på oxideringen på ståltank eller et stort træfad – en såkaldt balseiro, hvor fadpåvirkningen dog er mindre end på de små pipas, der benyttes til tawny. Der er også stor forskel på, om vinen flaskes først i den tilladte periode eller sidst, og endelig er der forskel på, om den filtreres inden aftapning eller ej. Der er altså mange parametre at spille på, inden vinen ender hos forbrugeren.
Derfor kan en LBV stilmæssigt veksle mellem meget afrundede og drikkeklare vine med bløde integrerede tanniner og uden det store lagringspotentiale – og vine, som stilmæssigt ligger tæt op ad Vintage, er ufiltrerede med mere rå tanniner og derfor stort udviklingspotentiale. Og jo, alle vine udvikler sig og ændrer karakter ved at ligge mange år på flaske. Men det er langt fra alle, der udvikler sig til det bedre.
Ses bort fra huse som Taylor´s og Graham´s, der fastholder deres mere tilgængelige og filtrerede udgaver, er tendensen helt sikkert de senere år gået mod vine, der ligger tættere på vintagestilen – uden dog at have helt den samme kompleksitet og lige så lang levetid. Vine, som givet har fået mindre tid på træfad eller har lagret på ståltank. Andre igen laver let drikkelige og mere polerede vine, som måske mere minder om Ruby Reserve.
Smagningen i The Vintage Port Club havde som formål at sammenligne forskellige typer af LBV fra forskellige huse og med forskelligt antal år på bagen – fra 1974 og frem til superårgangen 2011. Følgende vine blev smagt, hvor UF og F betegner henholdsvis ufiltreret og filtreret:


Warre LBV 1974 (UF): Rødbrun med lys kan, flot. Kirsebær og andre røde bær, stadig fin frugt, måske lidt parfumeret. Flot i munden med ok struktur, krydre og peberet, lidt sprittet, moden frugt og stadig lidt bløde tanniner. Et flot glas (88).
Ramos Pinto LBV 1982 (UF): Tawnybrun med lys orange kant. Mørke toner i næsen med lakrids, tørrede frugter, lidt balsamico og farin. Fin struktur, mørke bær, lidt lav på syre og mangler måske lidt friskhed (87).
Niepoort LBV 1987 (F): Tawnybrun med lys kant, ikke helt klar. Lidt fimset i næsen, men også med røde bær. Ok syreniveau, smag af syrnede kirsebær, stikker lidt vel meget, brændende eftersmag (82).
Quinta do Crasto LBV 1994 (UF): Flot rubin farve. Kirsebær og mørke bær samt lidt røgede toner i næsen. Fin struktur, god frugt og syre, markante men bløde tanniner. Fin vin, der stadig har udviklingspotentiale (88).
Ferreira LBV 1994 (UF): Rubin med lys kant. Grim duft af apotek, oxideret. Apotekerpræg i smagen også, kraftig med ok struktur, men stadig præg af at være oxideret (70).
Dow´s LBV 2001 (F): Mørk rubin med let lilla kant. Brombær, hyldebær I næsen, men virker også lidt kogt. Fin struktur, tør og med flot frugt (87).
Quinta do Crasto LBV 2000 (UF): Mørk rubin. Kraftig duft af frugt og mørke bær. Kraftig med godt med tanniner, pebret og fin ”vitageagtig” struktur (87).
Smith Woodhouse LBV 2004 (UF): Mørk rubin. Godt med hyldebær og solbær i næsen, men også lidt kærnemælkspræg. Brombær og peber i munden (84).
Burmester 2003 (F): Mørk rubin. Ikke så ekspressiv i næsen med frugt og grønne noter. Bløde i munden, floral, men også pebret og krydret. Fin tilgængelig og behagelig, men savner kompleksitet (80).
Warre LBV 2004 (UF): Mørk rubin. Let kærnemælkspræg i næsen, men også mørke bær. Brombær i munden og god balance mellem frugt og syre, lang pebret hale. Ok glas (86).
Noval LBV 2011 (UF): Mørk rubin. Masser af krydret frugt og mørke bær samt kærnemælkspræg. Meget frugt, fyldig krop og markante tanniner. En flot kraftig vin, men flot potentiale (88).
Quinta do Crasto LBV 2011 (UF): Mørk rubin, lilla kant. Mørke bær og florale noter samt lidt kærnemælk. Rund og med flot struktur, elegant med god frugt, let pebret, markante tanniner og god krydret hale (87).
Generelt var det fin kvalitet, da vine, som opnår point sidst i 80´erne, jo betegnes som vine af god kvalitet med såvel finesse som karakter. Og ja, LBV er på den ene side mere venlige og drikkeklare, når de kommer på markedet, men de har klart også lagringspotentiale for at udvikle sig.
Ser man på ufiltreret vs. filtreret er materialet lidt tyndt til at drage de store konklusioner, men umiddelbart virkede de filtrerede vine ikke til at have vundet med tiden. Der skal ikke være tvivl om, at en årgang som 2011 er stor både hvad angår Vintage og LBV, og taler vi om pris vs. kvalitet, er LBV klart en god investering. På sigt er de dog ikke helt så holdbare og af så god kvalitet som tilsvarende vintage-udgaver. Et hus som Ramos Pinto laver efter min mening meget gode LBV´er, men både denne smagning og en smagning af huset for nyligt, viste klare forskelle. Hvor husets Vintage fra 80´erne er perfekt modnede, delikate og florale og med rigtig god frugt, har de to smagte LBV´er (fra 1982 og 1985) udviklet sig mod det tawnyagtige. Det kan smage fint nok, men er ikke det samme.
Endelig vil jeg pege på enkelte huse, som leverede fremragende vine. Det gjaldt Quinta do Crasto, hvor alle tre vine fik pæn score, Quinta do Noval, hvor kvaliteten var og generelt er høj på LBV-området og endelig Warre, hvor især udgaven fra 1974 præsterede flot.