Viser opslag med etiketten Douro Boys. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Douro Boys. Vis alle opslag

mandag den 19. juni 2023

Quinta do Vallado – på skrift og i glasset

 

Senest ankomne bog blandt alle mine bøger relateret til portvin er ”Quinta do Vallado”, skrevet af Gaspar Martins Pereira og udkommet i 2016 i forbindelse med 300 året for quintaen. Der er tale om et digert, grundigt og flot værk på såvel portugisisk som engelsk, der fortæller om quintaens historie, men ikke kun det. Quinta do Vallados historie er samtidig også historien om en familie, idet den i dag ejes og bestyres af efterkommere af den tidligere ejer, legendariske Dona Antónia Adelaide Ferreria.



Vi skal dog helt hen til 1812 før Ferreria-familien kommer på banen. Det år overtog 31-årige António Bernardo Ferreira Vallado fra de tidligere ejere. Da António døde i 1835 arvede hans søn António Bernardo Ferreira Júnior quintaen, og denne giftede sig så senere med sin kusine Dona Antónia, som siden blev eneejer af såvel Vallado som en lang række andre quintaer rundt om i Douro.

Quinta do Vallado ligger ved Peso da Régua, tæt ved udmundingen af Corgo-floden. Gennem årene har de tilkøbt flere mindre ejendomme rundt om. På selve quintaen har de 65 hektar vinmarker, hvoraf 10 hektar er gamle vinmarker (vinhas velhas) fra perioden 1920-1950, mens den resterende del blev etableret i 1990´erne. Dertil kommer 35 hektar økologiske vinmarker i Côa-dalen i Douro Superior tilkøbt i 2009. Her har de også etableret et nyt hotel, Casa do Rio, som supplement til deres vinhotel på Quinta do Vallado, som har eksisteret siden 2005.



Bogen fortæller historien om quintaen og ejerne fra 1716 og frem til i dag. De første mange år blev druer og portvin solgt til de store selskaber – ikke mindst det ligeledes familieejede Ferreira. Men da Ferreira i 1987 blev solgt til Sogrape, lod Vallado sig i 1993 registrere som selvstændig producent. Derefter kom der også fokus på bordvin, hvilket fortsatte med etableringen af Douro Boys i 2003, hvor Vallado sammen med Niepoort, Crasto, Vale d. Maria (i dag van Zeller) og Vale Meão satte sig for at få vin fra Douro på det internationale vinkort. De fem quintaer er såvel familiemæssigt som arbejdsmæssigt flettet flittigt ind i hinanden. Winemakerteamet i dag på Vallado udgøres således af Francisco Olazabal fra Vale Meão og Vallados egen Francisco Spratley Ferreira, og direktør João Ferreira Ribeiro er gift med Rita Roquette fra familien, der ejer Quinta do Crasto.

Herhjemme er Quinta do Vallado nok lidt overset i forhold til nogle af de mere kendte navne i Douro Boys, selv om såvel deres bordvine som portvin er tilgængelige. Efter at have smagt en del af deres vine, vil jeg mene, at de fortjener lidt mere opmærksomhed.

Francisco Spratley Ferreira og andre Douro Boys ved 20 års jubilæet i Niepoort kælder

I forbindelse med 20 års jubilæet for Douro Boys var jeg fx i april i år inviteret til en smagning af meget gammel portvin fra alle fem producenter i Niepoorts kælder. Her smagte jeg bl.a. Vallado ABF, der blev flasket og frigivet i forbindelse med 300-året i 2016 som en hyldest til førnævnte António Bernardo Ferreira. Der er tale om helt unik vin, som kun blev udsendt i 933 eksemplarer i smuk og eksklusiv indpakning, som sædvanen er ved den slags rariteter. Ved samme lejlighed smagte jeg også en anden gammel portvin fra Vallado, Tributa Adelaide fra 1866, som blev flasket i 2012.

I Din Vinguide senere år vil jeg have en artikel om Douro Boys´ jubilæum og smagningen, men her er noterne på de to gamle vine fra Quinta do Vallado.

 


Vallado ABF 1888 (flasket i 2016)

Mørk tawnybrun, grøn kant. Koncentreret og intens næse med svesker, figner, valnød, balsamico, krydderier og lidt vanilje. Fed, fyldig og koncentreret med appelsinskal, svesker, valnød, muskatnød og balsamico, fint balanceret og meget kompleks, lang vedvarende hale (96).


 

Tributa 1866 (flasket i 2012)

Mørk og koncentreret med grøn kant. Tørrede frugt, figner, dadler, muskatnød, godt krydret. Meget koncentreret i munden, men flot balanceret, dadler og andre tørrede frugter, karamel, meget kompleks med lang vedvarende hale med imponerende fint syrebid (97).

tirsdag den 2. maj 2023

20 års jubilæumsvine fra Douro Boys




Tilbage i 2009 var jeg på min første store tur til Douro i selskab med venner fra The Vintage Port Club og samtidig med det mål at lave en rejsereportage til Danmarks Radios P1 om portvinens land. I den forbindelse interviewede jeg Miguel Roquette fra Quinta do Crasto om det dengang forholdsvis nye tiltag The Douro Boys – en sammenslutning af fem familieejede producenter: Quinta do Vallado, Niepoort, Van Zellers & Co (den gang Quinta Vale de Maria), Quinta do Vale Meão og altså Quinta do Crasto.

Målet med initiativet var konstruktivt samarbejde og intens markedsføring for at sætte bordvin fra Douro på det globale vinkort og altså vise, at regionen kan andet end at producere fremragende portvin. Den kan levere lige så dejlige rødvine og med tiden også hvidvine.

Missionen må siges at være lykkes. Produktionen er øget kraftigt, antallet af producenter ligeså, og vinene fra Douro er blevet kendt verden over for deres gode kvalitet og generelt fornuftige pris. De internationale vinblade har ofte et par vine fra Douro med, når de kårer årets bedste vine. Så selv om Douro Boys selvfølgelig ikke har været alene om at skubbe til udviklingen, er der god grund til, at de i år kan fejre 20-året for etableringen i 2003.


Francisco "Xito" de Olazabal, Miguel Roquette, Dirk Niepoort, Francisco Ferreira og Cristiano van Zeller

Dette skete nyligt ved et større event i Porto under overskriften ”Luxury of Time”, hvor de havde inviteret en mindre skare af vinskribenter og sommeliers fra hele verden ned til en stor smagning af gammel portvin fra 1860 og frem, smagning af ældre Douro vine samt lanceringen af to nye vine i Douro Boys navn. Jeg var til stede som eneste repræsentant fra Danmark, og derudover talte kredsen bl.a. gode bekendte som tyske Axel Probst fra World of Port, Sarah Ahmet fra Decanter, den hollandske vinskribent Lars Daniels og den engelske forfatter og portvinsekspert Richard Mayson.

En fyldig omtale med noter vil senere på året blive bragt i Din Vinguide, ligesom noter fra portvinssmagningen også senere vil blive bragt her på bloggen. Nu og her vil jeg derfor kun fokusere på de to nye fælles vine.



De to vine var henholdsvis en jubilæumscuvée og – for første gang – en Very Old Tawny. Fælles for dem er, at de fem producenter har bidraget ligeligt. Til rødvinen har alle fem således indleveret hver to fade med rødvin fra 2021 høsten, mens den gamle Tawny er blandet af portvin fra syv forskellige fade, hvor den ældste er fra 1860´erne. Og det er ikke ligegyldige vine, der blev brugt. Crasto leverede f.eks. to fade fra den eksklusive enkeltmarksvin Vinha da Ponte og Niepoort to fade Batuta, ligesom de øvrige producenter også var gavmilde og bidrog med deres bedste materiale. Selve vinificeringen foregik på Quinta do Vale Meão.

Jubilæumscuvéen er fremstillet i 1.350 magnumflasker, mens den gamle tawny bliver udsendt i 950 flasker. Hovedparten af begge vine blev solgt en primeur umiddelbart efter præsentationen i Porto i sidste uge, resten gemmer de fem hos sig selv til særlige lejligheder.


En længere række af Douro Boys & Girls samlet ved smagningen i Porto

Her er mine noter på de to vine, som blev smagt ved lanceringen i Porto:

Anniversary Cuvée 2021: Mørk rubin. Mørke kirsebær og florale noter, tydeligt præg af touriga nacional i næsen. God frugt og friskhed i munden med mørke kirsebær, krydret og floral, god struktur og dejlig kompleksitet, pænt med bløde tanniner. En dejlig og mere drikkeklar vin end forventeligt for så ung en vin, men også med stort potentiale for lagring (94).

Anniversary Very Old Tawny Port (fadprøve): Fin tawnyrød med orange kant. Tørrede frugter, appelsinskal, nøder. Rimelig frisk og elegant med også med fed struktur, nødder, citrus, tørrede frugter og appelsinskal, god balancerende syre og dejlig kompleksitet samt lang hale. Absolut velsmagende og vellavet (95).

Det er i øvrigt ikke første gang, at Douro Boys fejrer sig selv med lanceringen af vine i deres fælles navn. Allerede i 2005 udsendte de deres første jubilæums cuvée, i 2013 fejrede de 10-året med en jubilæums cuvée samt en Vintage Portvin og i 2018 blev de 15 år fejret med endnu en cuvée og en Vintage 2017.



Turen til Porto var sponseret af Wine & Partners og Douro Boys