torsdag den 28. oktober 2021

Fonseca Guimaraens gennem fem årtier


Fonseca hører afgjort til i første division, når vi taler Vintage portvin. Husets historie går tilbage til begyndelsen af 1800-tallet, og den første Vintage er ifølge dem selv registreret som værende fra 1840. J.D.A. Wiseman nævner dog i sin bog ”Port Vintages”, at også årene 1817, 1821 og 1834 blev produceret. I 1931 fik den en lillebror i form af Fonseca Guimaraens – en Vintage portvin, som er lidt lettere i stilen, modnes hurtigere og samtidig også lidt mere tilgængelig prismæssigt.



Fonseca Guimaraens bliver jævnligt fejlagtigt benævnt som værende en Single Quinta Vintage (SQV), men det er en misforståelse. Den er ikke og har aldrig været en SQV. Definitionen er sådan set ret enkel og gælder såvel almindelig vin som portvin. Hvis vingårdens navn skal anføres på etiketten, må der kun bruges druer fra den selvsamme quinta og altså hverken indkøbte druer eller druer fra andre af selskabets vingårde og marker.

For det første findes der ingen vingård, som hedder Guimaraens – navnet er hentet fra familien, der i generationer har stået i spidsen for Fonseca og afløst hinanden som winemakere. For det andet kommer druerne i dag fra de samme tre quintaer, som leverer druer til den klassiske Fonseca, nemlig Quinta de Santo António, Quinta do Cruzeiro og Quinta do Panascal. Heraf lægger sidstnævnte navn til en SQV, ligesom der faktisk også er produceret SQV Fonseca Guimaraens fra Quinta do Cruzeiro i et par årgange – senest i 1982.


Quinta do Panascal

Baggrunden for etableringen af brandet var et ønske om at kunne tilbyde en lidt lettere og hurtigere modnende Vintage Port med noget af den samme karakter som den klassiske Fonseca. De første år blev Fonseca og Fonseca Guimaraens produceret parallelt – akkurat som de såkaldte andenvine fra Bordeaux – men da 30´erne blev til 40´erne begyndte man i stedet at lave Guimaraens i de år, hvor der ikke blev udsendt en klassisk deklareret Vintage fra Fonseca, dog med enkelte undtagelser, hvor ingen af dem bliver deklareret. Med andre ord vurderer winemakeren, hvilket i dag vil sige David Guimaraens, om materialet vil kunne levere langtidsholdbare og meget potente vine eller ej, hvorefter de bestemmer, om der skal udsendes den ene eller anden, måske en SQV fra Panascal eller måske kun LBV som senest i 2014. Selv om Fonseca og Fonseca Guimaraens således ikke længere udsendes i samme år, er det dog ikke helt galt fortsat at kalde sidstnævnte for en slags andenvin.


Sammen med David Guimaraens på Fonsecas båd ved regatta i september 2018

Forleden var der i The Vintage Port Club smagning af Fonseca Guimaraens i 12 årgange spændende fra 1967 til 2001. Her følger først mine noter og derefter lidt refleksioner og konklusioner:

Fonseca Guimaraens Vintage 1967: Lys teglrød med helt klar kant. Jordbær, ribs og lidt mørke bær i næsen, på en gang frisk, elegant og dejlig modnet. I munden delikat med røde bær, ok men ikke høj syre, dog balanceret og medium lang hale med lidt bid i. Stadig levende, men nok ikke med mange år foran sig (91).

Fonseca Guimaraens Vintage 1976: Mørk rubin, forholdsvis tæt med rød kant. Solbær og andre mørke bær, lidt tobak og lakrids samt lidt krydderurt. Intens i munden med godt med frugt og mørke bær, fyldig krop, godt krydret, god balance samt en lang og meget krydret hale (90).

Fonseca Guimaraens Vintage 1978: Lys teglrød med transparant kant. Underlig næse med lidt kirsebær og andre røde bær, æblemost og lidt sæbe. Tynd på frugt, let, ok syre men meget uharmonisk (84).

Fonseca Guimaraens Vintage 1984: Rødbrun, lys kant. Dejlig ekspressiv næse med røde bær. Fin og blød i munden, bær, lidt træ og en smule lakrids, elegant, men også med fint syrebid, i anden omgang et kraftigt krydret bid (90).

Fonseca Guimaraens Vintage 1986: Lys teglrød. Lidt diskret og støvet næse med jordbær og lidt krydderier. Jordbær og andre røde bær, god syre, men savner lidt frugt og krop, nok på vej ned og ud (88).



Fonseca Guimaraens Vintage 1987: Rubinrød. Ikke så ekspressiv og lidt underlig i næsen, savner frugt. Ok i munden med godt med frugt, krydret karakter, godt med tanniner og lang hale. Lidt tendens til skævhed, men dog ikke decideret fejl (87).

Fonseca Guimaraens Vintage 1988: Rubinrød med lys kant. Lidt stram i næsen med godt med røde bær, blommer og en smule lakrids. Ok fylde i munden, lidt bid (89).

Fonseca Guimaraens Vintage 1991: Flot rubinrød med lys kant og mørk kerne. Masser af frugt, røde bær, cassis, en smule kemisk præg. Pænt med frugt og pæn hale med syresvip (89).

Fonseca Guimaraens Vintage 1995: Mørk rubin, mørk kerne og lidt lys kant. Brombær, cassis og en smule frugtgrød i næsen. Kraftig og intens i munden, godt med frugt, lidt mørk chokolade, fin krydret, god balance samt pænt med tanniner til et videre liv (91).

Fonseca Guimaraens Vintage 1996: Rubinrød, intens med lys kant. Dejlig aromatisk med kirsebær og andre røde bær. Rimelig rund i munden, men ikke så intens, savner lidt frugtfylde (89).

Fonseca Guimaraens Vintage 1998: Mørk rubin, rød kant. Fin næse med mørke bær, brombær og god frisk frugt. Dejlig rig på frugt i munden, røde bær, krydret bund, gode syre og balance, stadig med bløde tanniner samt lang hale med bid (90).

Fonseca Guimaraens Vintage 2001: Mørk rubin, mørke kerne, lys kant. Krydret og intens næse med mørke bær, brombær og solbær og lidt lakrids. Fyldig og rimelig potent i munden, godt med frugt og mørke bær, ok med bløde tanniner, fint potentiale (91).



Som det gerne skulle fremgå af noterne, var niveauet – ses bort fra enkelte vine – pænt fint uden dog at være prangende. Enkelte deltagere udtrykte da også lidt skuffelse, da de havde sat næsen op efter mere.

Årgang 1967 overraskede positivt og viste, at den hurtigere modning i al fald ikke generelt er ensbetydende med et kort liv. Det samme sås ved den virilitet og ungdommelighed, som Vintage 1976 udviste. Vintage 1978 derimod var enten færdig generelt, med fejl eller flaskerne havde været dårligt opbevarede. Jeg var gavmild på aftenen og gav 84 point, men den skulle nok have haft betydeligt mindre.

1984 er også stadig en flot vin, mens det kneb lidt for de senere udgaver i 80´erne. Endelig må det siges, at vinene fra 90´erne og senere står ganske flotte og med fine potentialer, så de er så afgjort værd at købe, når man har muligheden.

Der blev som vanligt afgivet karakterer fra deltagerne efter smagningen. Her var der lidt flaskevariation, men afstemningen gav følgende Top 5:

  1. Vintage 2001 (92)
  2. Vintage 1995 (90,92)
  3. Vintage 1986 (90,88)
  4. Vintage 1967 (90,65)
  5. Vintage 1991 (89,92)


lørdag den 9. oktober 2021

Food Trodden – dejlig ny bog om portugisisk vin



Har du besøgt Douro under høsten i efteråret, er du måske blevet indbudt til at hoppe op i det gamle granitlagar på quintaen og hjælpe med at fodtræde druerne, som senere skal blive til portvin.

Fodtrådt, ”Food Trodden”, er netop titlen på en ny bog om portugisisk vin, skrevet af Simon J Woolf og Ryan Opaz – og med fotos af sidstnævnte. Og lad det være sagt med det samme. Er man som jeg vild med autentisk portugisisk vin, er bogen en stor fornøjelse at læse.

I lagaren på Quinta do Vesúvio

I Simon J. Woolfs forord bliver bogens udgangspunkt og formål formuleret som et forsøg på at besvare spørgsmålet: Hvorfor påskønner den vinelskende verden portugisisk så lidt? Tro mig. Det samme spørgsmål har jeg også ofte stillet mig selv, selv om de senere år dog har bragt langt større og velfortjent international anerkendelse.

I første kapitel er afsættet vinfestivalen Simplesmente Vinho, som blev etableret i 2013 af Mateus Nicolau de Almeida og João Roseira fra Quinta do Infantado. Sidstnævnte har siden været primus motor i den årlige festival, der finder sted parallelt med den store og mere strømlinede og kommercielle vinfestival Essencia do Vinho i Porto. Dermed signaleres det også, hvad det er for en del af den portugisiske vinscene, som forfatterne dedikerer sig til. Som de selv formulerer det om festivalen:

”Like a movie trailer, it tantalised with the promise of things to come. And it heralded the start of a new age for Portuguese wine: one that would be more uncompromising, more diverse and more exciting than anything that went before.”

Filipa Pato på Simplesmento Vinho 2018

Vi taler om såkaldt ”handcrafted” vin fra primært små uafhængige producenter og boutique-wineries med fokus på minimal indgriben og f.eks. økologi og biodynamik. Vi snakker om winemakere, der går deres egen vegne, er innovative, har fokus på oprindelige druesorter og terroir og sværger til gamle traditioner, men i en moderne kontekst.

Foruden at fortælle om Simplesmente Vinho er første kapitel såvel historisk som kulturelt funderet. Her berettes om Marquis de Pombal og demarkeringen af Douro, om Salazartiden og de mange statsejede kooperativer, om det nærmest uoversættelige begreb saudade og fadosang, om gamle blandede vinmarker, vinha velhas, og fodpresning af druer i lagares.

De efterfølgende kapitler har fokus på de mest kendte regioner: Vinho Verde, Douro, Dão, Bairrada og Alentejo samt mindre kendte eller lidt glemte regioner som Colares og Madeira. Særligt interessant er beretningen om traditionen med talhas i landsbyen Vila Alva i Alentejo – såvel på mikroniveau, hvor en enkelt lerkrukke er i brug bagerst i garagen, som den nye bølge og de større producenter, der har genoplivet traditionen.

 Francisco Figueiredo fra Adega Regional de Colares i vinmarken i Colares

Vi møder såvel yngre som mere erfarne winemakere som Vasco Croft, Rita Ferreira Marques (Conceito), António Madeira, Álvaro Castro, Filipa Pato, Francisco Figueiredo (Colares), Oscar Quevedo og Pedro Marques. Men selv om bogen koncentrerer sig om de mindre og uafhængige producenter, fortælles også om kommercielle brands som Aveledas Casal Garcia og Sograpes Mateus Rosé, om vindynastier som Symingtons, Guedes, Soares Franco og Blandys og om storproducenter som Sogevinus og Esporão.

Bogen er ikke bare en hyldest til gamle traditioner og den alternative vinscene. Den problematiserer også aspekter i den portugisiske vinbranche som f.eks. den rigide Beneficio i Douro og anden form for bureaukrati i vinlovgivningen, hvor udmærkede vine ikke opnår regional godkendelse på grund af de stramme regler:

”The rules, regulations and stylistic requirements that once helped drive quality now stifle innovation and diversity in winemaking and wine styles. Worse yet, they alienate some of Portugal´s most innovative winemakers from the organizations which supposedly exist to support them.”

Der er også et kritisk blik på trafficking med billige arbejdskraft og på mainstreamvine fra Alentejo, for som det hedder om Alentejo:

”Your endless dusty plains are punctuated with gleaming stainless-steel tanks, massive wineries offering up robust red wines hewn from imported cultivars and irrigated vines. No-one stops to mention that your parched savannahs might be better suited to cork or olive trees.”

Trods det velmente og nok også sandfærdige kritiske blik, er bogen som nævnt indledningsvis en stor opfordring til at interessere sig mere for portugisisk vin og samtidig en kærlighedserklæring til landet, befolkningen, kulturen og traditionerne. Det er skøn, inspirerende og flot illustreret læsning.

 

Simon J. Woolf og Ryan Opaz: Food Trodden – Portugal and the wines that time forgot”. Interlink Books 2021, 257 sider.

 

Læs mere om Simplesmente Vinho her.

PS: Ses bort fra bogens titelblad er ovennævnte mine egne fotos og derfor ikke sammenlignelige med Ryan Opaz smukke billeder i bogen.

onsdag den 6. oktober 2021

Dona Otília – arven efter bedstemor

 De smagte vine er sponseret af producent og importør

 

Når man tænker på portvinens popularitet herhjemme, kan det ikke andet end vække glæde, at der med jævne mellemrum dukker nye mærker op. Det er godt for bredden og variationen. Og det må også være godt for de mindre importører, som derved sikres bedre muligheder for at få deres eget spændende brand.



Dona Otília er forholdsvis ny på markedet, da mærket først blev lanceret i 2015. Bag står Otília Timoteo, som er 3. generation af vinproducenter i familien. Og nej. Mærket er ikke opkaldt efter hende selv, men ligesom hendes eget navn en hyldest til bedstemoren.

”Min bedstemor Otília var visionær og højt respekteret i landsbyen, hvor hun boede. Hun elskede jorden, vinmarkerne og det at lave vin og blev altid kaldt for Dona Otília. Desværre døde hun som ung. I 2015, da jeg var samme alder, lancerede jeg Dona Otília som en hyldes til hende og for at forsætte arven efter hende og hendes passion for Douro,” fortæller Otília Timoteo og fortsætter:

”Vi har pligt til at videreføre arven fra Douro. Vi må fortsætte med at lære vores børn kærlighed til jorden, bevarelse af vores økosystem og biodiversiteten og viderebringe vores skat, portvinen, fra generation til generation.”



Inden da blev halvdelen af druerne fra familiens vinmarker brugt til at lave bordvin under navnet Timoteo´s Vinhos og den anden halvdel solgt som bulkvin. Men der blev dog også lagt portvin til side i kælderen, hvorfor der nu er en del ældre fade, som kan benyttes i produktionen.

”Dona Otília blev født af en drøm om at lave store vine og udbrede dem til verden. Jeg er født i en familie, der har produceret vin, og selv om jeg siden fik mit professionelle virke andre steder, har jeg altid haft en drøm om at vende tilbage og lave vin,” fastslår hun.

Familien Timoteo ejer tre Quintaer, som alle er beliggende i Baixa Corgo i baglandet bag Regua: Quinta de São Martinho med 17 hektar, Quinta de Currais med 12 hektar, Quinta do Pisco med 9 hektar samt yderligere fire hektar med gamle vinmarker i Sanhoane.



Det tre Quintaer ligger tæt ved hinanden, men i forskellige højder og mikroklimaer. På Pisco er 80 % f.eks. hvide druesorter som Viosinho, Cercial, Malvasia Fina, Gouveio, Rabigato, Códega, Fernão Pires og Arinto, mens resten er en gammel mark med røde druer - såkaldt Vinhas Velhas. Currais og São Martinho ligger ved Corgo-floden og er tilplantet med Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinta Barroca, Tinto Cão og Sousão. 70 % af druerne bruges til bordvin, resten til portvin.

Porteføljen er bred af så ungt et brand at være. Hvidvin, rødvin, rosé og espumante. Og for portvinens vedkommende almindelig Ruby, LBV og Vintage, Pink Port, almindelig Tawny, Tawny Reserva samt 10, 20, 30 og 40 års samt Colheita og endelig almindelig hvid portvin og hvid portvin med 10, 20 og 30 år på bagen.

”Vi lavede vores første hvide portvin i 2015, og i 2018 fulgte vi så op med 10, 20 og 30 års. De tilføjer prestige til brandet, og gør os i stand til at nå nogle nichemarkeder. Og så elsker vi hvid portvin,” forklarer Otília Timoteo.

Blandt markederne er Danmark, som må siges at have taget hvid portvin med alder til sig, men også Tyskland, Holland, Brasilien, Luxemburg og Frankrig. Dona Otília blev lanceret i Danmark allerede i 2018 af den nuværende importør, som oplyser, at det bl.a. var attraktivt, at de kunne tilbyde helt op til 40 års Tawny.

Jeg smagte hele serien af hvid portvin med alder, tawny med alder samt et par LBV´er og to Vintage vine. Vinene blev smagt over to dage og ved lidt forskellige temperaturer.



Generelt kan siges, at vinene er lidt til den søde side, men ikke overdrevet og fint balanceret med syre. Nydes de mere eller mindre afkølede, dæmper det sødmen lidt, men det er selvfølgelig en smagssag. De hvide portvine med alder imponerede især på førstedagen, hvor de var rimeligt afkølede, mens de ved lidt højere temperatur havde vel meget sødme og mere markante noter som kokos og vanilje. De fire Tawny med alder var derimod alle klart mere ekspressive på andendagen og kan altså have brug for lidt tid eller luft.

LBV og Vintage var ganske fornuftige. Jeg har tidligere være en del forbeholden overfor Vintage fra mindre og nye producenter, som selvsagt ikke har den samme bredde at trække på, hvad angår vinmarker, som de helt store spillere. Men de senere år, synes jeg, at kvaliteten er klart forbedret hos flere af dem, og Dona Otília får mig ikke på andre tanker.

 


Dona Otília LBV 2014: Blend af 45 % Touriga Franca, 25 % Touriga Nacional og 30 % fra gamle vinmarker. Granatrød, medium intens, lys kant. Lidt støvet næse med kirsebær, jordbær, frugtgrød og lidt tobak, kakao og krydderier. Afrundet og modnet i munden med god frugt, jordbær og andre røde bær, lidt solbær, fin syre, til den søde side. Mere balanceret på andendagen (88).

Dona Otília LBV 2016: Blend af Tinta Roriz, Touriga Franca, Touriga Nacional og Tinto Cão. Mørk rubin, lilla kant, næsten uigennemsigtig. Intens næse med solbær, brombær og blommer samt lidt frisk frugt. Kraftfuld med masser af frugt og bær, solbær og ribena, sød, fin balance, pænt med bløde tanniner, tør hale. Fin og rimelig kompleks LBV med pænt potentiale (89).



Dona Otília Vintage 2016: Blend af Touriga Nacional og Touriga Franca. Mørk rubin, lys lilla kant, intens, næsten uigennemsigtig. Solbær, brombær, violer, lidt mokka og mørk chokolade samt lidt balsamico i næsen. Mørke bær, lidt urter og mynte, høj syre, fint med bløde tanniner, god balance, lang hale med tørre tanniner. Ok tilgængelig og åben lige nu, men også med pænt potentiale (91).

Dona Otília Vintage 2017: Blend af Touriga Nacional og Touriga Franca. Mørk rubin, næsten sort med mørk lilla kant, intens og uigennemsigtig. På førstedagen lidt lukket næse med frisk primær frugt og mørke bær, på andendagen mere ekspressiv med solbær og cassis. Solbær og andre mørke bær, lidt mokka, kakao, mynte og urter, god struktur og kompleksitet, lang pebret og krydret hale. Brug for tid, men med flot potentiale (92).



Dona Otília 10 års hvid: Blend af Códega, Cerceal og Viosinho. Lys orangebrun, gylden, lys kant. Frisk næse med tørrede abrikoser, lidt nødder, citrus og honning. Frisk med god struktur, abrikos, mandel, honning og blomster, halvsød med fin balancerende syre, elegant stil, medium hale. Bør nydes afkølet (89).

Dona Otília 20 års hvid: Blend af Códega, Cerceal og Viosinho. Lys ravfarvet, orange kant. Ekspressiv næse med marcipan, lidt valnød, karry, vanilje og muskatnød. Intens og fyldig i munden med honningristede mandler, tørrede frugter og mandel, fin fedme og struktur, god balance og ok kompleksitet, lang hale med lidt syrebid. Et fint glas, der bør nydes afkølet (92).

Dona Otília 30 års hvid: Blend af Códega, Cerceal og Viosinho. Mørk ravfarvet, næsten tawnybrun. Ekspressiv og intens næse med tørrede frugter, figner, abrikos og mandel. Cremet og kompleks i munden med dejlig blød og indbydende tekstur, appelsinskal, mandel, tørrede frugter, honning, elegant og med flot balancerende syre, som temperaturen stiger dog med lidt vel dominerende fadnoter som vanilje og kokos En lækkert glas, når det nydes let afkølet (94).



Dona Otília 10 års tawny: Blend af Touriga Nacional, Touriga Franca. Rødbrun kerne, lys kant og orange skær. Lidt røde bær, mandel og blomster i næsen. Let i munden med høj syre, begyndende fadnoter som hasselnødder og tørrede figner samt lidt vanilje, pænt krydret, lidt bid i halen (89).

Dona Otília 20 års tawny: Blend af Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinta Barroca og Tinto Cao. Mørk ravfarvet, lys kant, orange skær. Diskret, men elegant næse på førstedagen med mandel, tørrede figner, appelsinskal og lidt kokos, vanilje og karry, efterfølgende meget mere ekspressiv og intens. Tørrede figner, nødder, marcipan, lidt vaniljesødme og en anelse røgede noter, god balancerende syre, såvel fyldig som elegant, krydret eftertone (92).

Dona Otília 30 års tawny: Blend af Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinta Barroca, Tinto Cao. Mørk ravfarvet, flot orange skær. Hasselnødder, tørrede figner og abrikos, valnød og muskat. Rimelig fyldig og intens med nødder, mandel, tørrede figner og behersket vaniljesødme som modsvares af høj syre og friskhed, let cremet, men elegant og med lang hale (93).

Dona Otília 40 års tawny: Blend af Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinta Barroca, Tinto Cao. Lys tawnybrun, med lys grønorangekant. Hasselnødder, valnød og lidt balsamico og honningsødme. Fin viskositet i munden, let cremet med appelsinskal, tørrede figner, nødder, god fylde, lidt balsamico og lang vedholdende hale. Delikat (95).

 

Dona Otília forhandles af Portvino