Viser opslag med etiketten Rias Baixas. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Rias Baixas. Vis alle opslag

søndag den 24. juli 2022

Rundtur i Spanien

Som vinskribent modtager man jævnligt invitationer til smagninger og vinfestivaler med afsæt i forskellige lande. I juni måned havde jeg således fornøjelsen af at deltage i masterclass og åben smagning ved ”Taste Spain in Danmark 2022”, som blev afholdt på Børsen i København.



Masterclassen blev afholdt af Danmarks første Master of Wine, Jonas Tofterup, som er bosat i Spanien, hvor han har sit eget vinakademi. Han er derfor en af de fremmeste eksperter, når det handler om spansk vin. Der skulle smages 10 vine fra forskellige regioner herunder et særligt blik på hvidvine, på forskellige karakteristiske druesorter og på diversiteten i stilarter i Rioja.



Jonas fortalte indledningsvist kort om udviklingen i spansk vin, om de forskellige vinregioner og druesorter, hvorefter han kommenterede på følgende vine:

Javier Sanz Viticultur Verdejo 2021 (DO Rueda): 100 % Verdejo, lagret på stål. Lys grøngul, næsten transparant. Frisk og aromatisk med citrus og lidt tutti-frutti præg. Frisk og sprød i munden med gule stenfrugter, citrus og lidt krydderurt som timian samt lidt tropiske noter, let og enkelt.

Bodegas y Viñedos Pazo de Casanova Finca Viñoa 2021 (DO Ribeiro): 90 % Treixadura, 5 % Albariño, 3 % Godello og 2 % Loureira. Gulgrøn. Lidt skjult i næsen med citrus og blomster. Frisk og med fin fylde i munden, god syre, stenfrugter samt lidt grønne noter, fin balance. En dejlig vin.

Bodegas Larchago Lagar de Indra 2021 (DO Rias Baixas): 100 % Albariño. Grøngul. Lidt afdæmpet næse med blomster og citrus. Sprød i munden med citrus, stenfrugter og blomster. Ikke så kompleks, men dejlig frisk og vellavet.

LaFou Celler Els Amelers 2021 (DO Terra Alta): 100 % Garnacha Blanca. Grøngul. Fin, lidt diskret næse. Frisk med ok, men lidt lav syre, god frugt og balance, fin kompleksitet. En dejlig vin.



Coto Pelayo Libre y Salvaje Garnacha 2019 (DO Cariñena): 100 % Garnacha Tinta. Rubinrød. Dejlig næse med røde bær, kirsebær, frisk frugt og en pebret og krydret bund. Rød bær og lidt animalske og krydrede toner, let røget.

Finca Rio Negro 2017 (IGP Vino de la Tierra de Castilla): 57 % Tempranillo, 17 % Cabernet Sauvignon, 15 % Syrah og 11 % Merlot. Mørk rubin. Kirsebær og mørke bær. Vellavet med moden frugt, mørke kirsebær og godt med integrerede tanniner samt tydeligt fadpræg (12 måneder).

Finca Élez 2020 (Pago Finca Élez): Blend af Tempranillo, Syrah og Merlot. Rubinrød med lys lilla kant. Elegant næse, ikke så ekspressiv, mørke bær. Blød og frisk i munden med god frugt, bløde integrerede tanniner, balanceret fadpræg.

Bodegas Riojanas Monte Real Reserva de Familia 2018 (DOCa Rioja): 100 % Tempranillo. Mørk rubin. Sorte kirsebær og mørke bær. Godt med frugt, mørke bær og krydderurter, fint med bløde tanniner, lidt vaniljepræg fra fadet.



Bodegas Bideona 2019 (DOCa Rioja Alavesa): Tempranillo. Mørk rubin. Frisk næse med kirsebær og mørke bær. En letter stil med mere friskhed og mere primær frugt, pænt med tanniner.

Bodegas Heras Cordón Expresión de Heras Cordón 2015 (DOCa Rioja): Mørk rubin, tæt og uigennemsigtig.  Ekspressiv med moden frugt. Kraftig og fyldig i munden med god kompleksitet, behersket fadpræg, bløde tanniner, lang og tør hale med tørre tanniner. En flot vin.



Inden masterclassen med Jonas Tofterup fik jeg også besøgt et udvalg af de 45 stande med såvel delikatesser som vine – sidstnævnte både fra producenter, som allerede var til stede på det danske marked, og en del som var på udkik efter importører.

Jeg gik lidt selektivt til værks og valgte at koncentrere mig om hvidvine fra Galicien samt vine fra områder som Rioja og Navarra samt endelig fra Mallorca – en region, hvor kvaliteten vinder frem.

Og lad os bare starte på Mallorca, hvor Bodega Santa Catarina præsenterede både hvidvin og rødvin på særegne druesorter. Huset blev grundlagt i 1984 af svenskfødte Stellan Lundqvist, men indstillede produktionen igen i 2002. I 2014 besluttede familien at genstarte projektet. Jeg smagte først en aromatisk hvidvin på 100 % Giró Ros med såvel blomsternoter og tropisk frugt, derefter et udmærket blend i form af Nguany Blanc (55 % Giró Ros og 45 % Viognier).  Endvidere smagte jeg en pinot-agtigt rødvin på 100 %  Manto Negro med jordbær og friske røde bær samt den dejlige florale STA, som var på 100 % Callet. Et spændende bekendtskab.



Endnu et spændende bekendtskab var familieejede Bodegas Adriá i Bierzo, som havde hvidvine på Godello og rødvine på Mencia. Friske og sprøde vine med god frugt og gerne lagret på bærmen som den udmærkede Etapa 24, som havde seks måneder på fad med bærmen, men stadig meget balanceret. Af rødvinene vil jeg fremhæve Velvet, som var på druer fra 60 år gamle vinstokke. Bodegaen har ikke dansk importør, men det fortjener den så afgjort.



GrandesPagos Gallegos præsenterede vine fra såvel Rías Baixas som Monterrei. Bag navnet gemmer sig et samarbejde mellem tre producenter: Quinta de Couselo, Pazo Casanova og Fraga do Corvo. Jeg valgte at smage tre friske og sprøde hvidvine fra Quinta de Couselo i Rías Baixas. Barbuntion 2021, som var på 100 % Albariño, Turonia 2021 ligeledes ren Albariño, og så Quinta de Couselo, som var et blend af 90 % Albariño, 5 % Loureiro og 5 % Caiño Blanco. Endnu en gang blev jeg bekræftet i, at hvidvine fra Rías Baixas ligesom ditto fra Vinho Verde i Portugal har meget at byde på.



I Rioja besøgte jeg Bodegas Riojanas, hvor jeg lagde ud med en dejlig frisk og aromatisk hvidvin, Monte Real Tempranillo Blanco 2021. Derefter smagte jeg en rødvin på 100 % Garnacha og Monte Real Cuvee 2019,som var et spændende blend af 67 % Tempranillo og 33 % Graciano.



BodegasHeras Cordon fra Rioja havde såvel mere traditionelle Rioja-vine, som vine i en lidt friskere stil. Jeg smagte først deres hvidvin Ana de Heras Gordon på 100 % Viura og derefter fire rødvine på Tempranillo. Et ganske fint hus.

BodegasManzanos skænkede vine fra både Rioja og Navarra. Jeg valgte at smage sidstnævnte fra Castillo de Olite, som jeg besøgte for et par år siden. Hvidvinen 1864 var på Chardonnay, mens rødvinen med samme navne var med 90 % Garnacha og 10 % Tempranillo. Udmærkede vine.

Alt i alt en fin dag med gode vine, selv om jeg kun fik smagt et lille udvalg. Men sådan er det. Man må gøre sine valg og være selektiv.

onsdag den 4. oktober 2017

Rias Baixas og nye vine fra Spanien

Årligt arrangerer repræsentanter for forskellige vinproducerende lande små festivaler primært med vinhuse, som ikke allerede er til stede på det danske marked. Målet er at præsentere de nye huse for restauranter, vinskribenter og ikke mindst importører.
Jeg deltager af og til i sådanne smagninger og finder det faktisk sjovt at møde entusiastiske repræsentanter fra især mindre producenter, som brænder for at vise deres vine frem. Ofte kan det være meget forskellige vine og af svingende kvalitet, men det er altid lærerigt og ind i mellem falder jeg over vinhuse, som jeg da gerne så på det danske marked.
New Wines From Spain hed et sådant arrangement, som blev afholdt på Børsen i København i sidste uge med deltagelse fra 34 forskellige producenter dækkende det meste af Spanien, men især de kendte vinregioner Ribeira Del Duero og Rioja. Da jeg faktisk havde en større portvinssmagning i vente senere på dagen – en test af mere end 50 forskellige vintage og LBV vine for vinbladet Din Vinguide – besøgte jeg kun enkelte stande, og jeg valgte hovedsageligt at koncentrere mig om hvidvine fra Rias Baixas. Derfor først et par ord om denne galiciske region i det nordvestlige hjørne af Spanien lige over Portugal.
Mad og vin følges ofte af. Det gør det også i Rias Baixas, hvor de sprøde og aromatiske hvidvine gør sig glimrende til skaldyr og fisk, som regionen er rig på. Såvel landskabsmæssigt som vinmæssigt er det frodige Rias Baixas lidt af et sidestykke til Minho og dermed Vinho Verde i det nordlige Portugal lige på den anden side af grænsen, som udgøres af floden Minho (eller Miño, som den hedder på spansk).
Druemæssigt er det da også den fremragende albariño (alvarinho i Portugal), der dominerer. Ja, faktisk udgør den efter sigende hele 95 % af produktionen suppleret af sorter som treixadura og loureira blanca samt en smule røde sorter heriblandt den interessante og fremstormende mencía. Albariño er aromatisk. mineralsk og med høj syre. Den har ofte duft og smag af citrus og grønne æbler, men også mere eksotiske frugter som melon, abrikos, fersken, ananas, kiwi eller passionsfrugt. Og så kan den faktisk udvikle sig ved lagring.
Jeg lagde ud med at besøge HGA Bodegas, hvor jeg smagte følgende vine:
Pazo de Villarei 2016: 100 % albariño, lagret 4 måneder på bærmen. Duft af grape, citrus og tropiske frugter. Frisk med høj syre. Ukompleks, men fint drikkelig.
Altos de Torona 2016: 100 % albariño, lagret 6 måneder på bærmen. Lidt dybere med fin, men ikke kraftig duft af citrus og tropiske frugter. God fylde i munden med fin frugt, men måske lidt lav på syre. Fin eftersmag.
Altos de Torona Rosal 2016: Blend af 75 % albariño, 15 % caiño blanco og 10 % loureiro, lagret 5 måneder på bærmen. Flot og elegant næse med pære og grape og lidt kiwifrugt. Floral og elegant stil med citrusfrugt i munden og god friskhed og syre.
Altos de Torona Godello 2016: 100 % godello, lagret 5 måneder på bærmen. Citrus og græs i næsen, fin friskhed, let tropisk.
Regina Viarum Mencia 2016: Lavet på 100 % mencía fra regionen Ribeira Sacra, som ligger lidt mere inde i landet, men stadig i Galicien. Fin ligefrem frugt i næsen med kirsebær og hindbær. God struktur og balance med frisk frugt og mineralitet.
Næste stop var hos Ferrer Family Wines, som er hjemhørende i Catalonien og faktisk er en del af den store Freixenet koncern, men også fremstiller vine fra andre steder i landet. Her smagte jeg:
La Fontana 2016: 100 5 albariño. Citrus og blomster i næsen, men uden tropiske noter. Frisk og ligefrem.
Nauto Xarello 2015: Hvidvin fra Catalonien, lavet på xarel-lo, som især anvendes til Cava. Let og frisk med høj syre.
Susana Sempre Blanc 2015: Hvidvin fra Mallorca på blend af prensal, chardonnay og viognier. Duft af græs og citrus. Fint med frugt og fyldig, men lidt lav på syre. En ok madvin.
Manuscrito er navnet på et spændende nyere projekt, som har specialiseret sig i karakteristiske spanske enkeltdruevine fra de forskellige regioner og med stor vægt på den rene frugt og minimal fadlagring. Målet er at vise druesorterne, som de er. Jeg smagte følgende vine:
Manuscrito Albariño 2014 (Rias Baixas): Frisk med grape og pære samt lidt tropiske noter, fin syre og friskhed.
Manuscrito Txakoli 2014 (Txakoli de Álava): Lys med lidt bærduft og mineralitet. Let i munden.
Manuscrito Mencía 2014 (Bierzo): Frisk duft af røde bær, friske druer og god saftighed. En ligefrem og frugtbaseret pleaser, men uden kompleksitet.
Endelig sluttede jeg af med en udmærket serie vine fra Bodegas Carchelo i Jumilla, som er mest kendt for sine røde vine på monastrell. Jeg smagte deres syrah-baserede Altico, Vedré og Canalizo som begge var et blend af monastrell, syrah og tempranillo, men med henholdsvis 14 og 18 måneder på fad samt Carchelo Selecto med samme sammensætning tilført 15 % cabernet sauvignon og 12 måneder på fad. En spændende serie fra en udmærket producent, som allerede er at finde på det danske marked. Håber at kunne smage dem lidt mere udførligt en anden gang.


Konklusioner?
For det første kan det konstateres, at Spanien også producerer udmærket hvidvin, som fortjener mere opmærksomhed. Det gælder over det meste af landet, men især i det nordvestlige hjørne og altså Rias Baixas. Da det er samme druesorter, der benyttes, og da der ikke er de store forskellige i terroir, er vinene fra Rias Baixas selvfølgelig sammenlignelige med portugisiske Vinho Verde. Generelt synes jeg dog at have mødt større grad af friskhed – og også højere kvalitet – i Portugal, men det skyldes sikkert blot, at mit kendskab er mindre.

For det andet er der flere mindre kendte vinregioner, som det er værd at holde øje med herhjemme, hvor vi oftest ender i Ribeira Del Duero eller Rioja. Foruden Rias Baixas kan jeg således anbefale vine fra Bierzo og Jumilla, som nye spændende bekendtskaber.