Vintage portvin 2023 fra Symingtons

 

Anmeldereksemplarer tilsendt af producenten

 

Som tidligere nævnt her på bloggen blev Vintage 2023 et typisk Single Quinta år for producenterne af portvin. Det gælder også for den store producent Symington Family Estates, som deklarerede hele seks af slagen, hvoraf ikke alle dog er frigivet endnu. Der var således SQV fra alle deres fire store gamle brands, Graham´s, Warre´s, Cockburn´s og Dow´s – den sidste ovenikøbet med to af slagen – samt fra deres prestige vingård Quinta do Vesuvio.

Et besøg på Quinta do Vesuvio for en del år siden

At året er et typisk Single Quinta år er ikke ensbetydende med dårlig kvalitet. Den engelske vinskribent Richard Mayson beskriver 2023 som et år, der var lovende og næsten kom i mål som klassisk årgang. Men som lige manglede det sidste, hvorfor han i stedet betegner året som ”ret godt”. Chefwinemaker Charles Symington beskriver tilsvarende resultatet som ”nogle meget fine vine”.

En koncentreret Charles Symington ved Concurso Vinhos de Portugal 2021, 

hvor vi bedømte portvin sammen

I sin høstrapport fortæller Charles Symington, at den rigelige nedbør i første del af vinteren fyldte vandressourcerne op oven på tørkeåret 2022. Og selv om februar til april også var meget tørre sikrede forårsnedbøren i maj og juni nok vand til modningsprocessen. I modsætning til andre steder i Europa, var sommertemperaturen i Portugal tæt på det normale, ja faktisk en smule under gennemsnittet for Douros vedkommende. Det betød, at de tørre måneder i juli og august ikke var et problem, da jordfugtigheden og de moderate temperaturer sikrede et godt syreniveau, en afbalanceret modning og god fenolisk udvikling, så bitre umodne tanniner blev undgået. I starten af september faldt der lidt regn, hvilket var fint for høsten, som fandt sted i første halvdel af måneden. Siden fulgt megen regn, men her var de fleste druer allerede plukket.

Quinta do Bomfim

Jeg fik tilsendt fadprøver på fire udgaver af Vintage 2023 fra Symingtons. Vinene blev smagt over tre dage. På førstedagen semiblindt og nyåbnet, derefter åbent. Som det fremgår giver jeg splitkarakterer ved vinene, da deres ungdommelighed kan skabe lidt usikkerhed.

Dow´s Quinta do Bomfim Vintage 2023: Blend af 48 % Touriga Nacional, 27 % Touriga Franca, 14 % Alicante Bouschet, 7 % Vinha Velhas og 4 % Sousão. Mørk rubin, lilla kant, uigennemsigtig. Ekspressiv med masser af ung frugt, solbær, mørke blommer og kirsebær, blomster, mørk chokolade og lidt ungdommelig kærnemælkspræg. I første omgang blød og indbydende i munden, derpå følger fin balanceret syre og godt med fint integrerede tanniner, mørke bær, solbær, violer, mørk chokolade, lidt krydderurt, tør stil, fin struktur og god balance, lang krydret og pebret hale med tørre tanniner og lille syresvip. En flot vin med stort potentiale (93/94).

Dow´s Quinta Senhora da Ribeira Vintage 2023: Blend af 43 % Touriga Nacional, 38 % Touriga Franca, 11 %  Sousão og 8 % Alicante Bouschet. Mørk rubin, lilla kant, meget tæt og uigennemsigtig, farver glasset. Lidt lukket og krydret næse med solbær og andre mørke bær, lidt esteva og kærnemælkspræg især på førstedagen. Umiddelbart blød, men snart mere skarp og fyldig i munden med masser af ungdommelig frugt, mørke bær, solbær og kirsebær samt en lille tendens til marmeladepræg, dog i fin balance og med godt med tanniner, lang pebret hale med tørre tanniner (92/93).

Graham´s Quinta dos Malvedos Vintage 2023: Blend af 59 % Touriga Nacional, 19 % Touriga Franca, 16 % Alicante Bouschet og 6 % Sousão. Mørk rubin, lilla kant, uigennemsigtig. Lukket næse især på førstedagen med solbær og andre mørke bær, violer, mørk chokolade, lidt urter som mynte og eukalyptus. Blød i første omgang med solbær, brombær og andre mørke bør samt florale noter, da Touriga Nacional tydeligt træder frem, harmonisk og velbalanceret, krydret, godt med tanniner og tørre tanniner og syrebid i enden. Har brug for tid, men fint potentiale på den mellemlange og måske endog den lange bane (93/94).

Quinta do Vesuvio Vintage 2023: Blend af 53 % Touriga Nacional, 24 % Touriga Franca, 14 % Alicante Bouschet, 6 % Sousão og 3 % Vinha Velhas. Mørk rubin, lilla kant uigennemsigtig. Lidt lukket næse med solbær, brombær, esteva, tørrede krydderurter al a herbes de provence og lavendel samt lidt kaffe og lakridsnoter. Floral og blød i munden men også fyldig med mørke bær og krydderurter, høj syre, fin kompleksitet og godt med bløde tanniner, lang pebret og krydret hale med tørt tanninbid, fint potentiale. Et dejligt glas (94).

Og til slut lidt bemærkninger.

Alle vinene er sådan set fint drikkelige nu, hvis man er til ung vintage med masser af primær frugt, bid og godt med tanniner. Men ingen tvivl om, at de vil udvikle sig til det bedre, hvis man lader dem ligge nogle år.

Som det fremgår er jeg som vanligt lidt mere glad for Dow´s Bomfim end deres Senhora da Ribeira. Kan se, at Richard Mayson har det omvendt, da han giver 19 point til sidstnævnte og 18,5 til Bomfim.

Endelig kan jeg nævne, at som det kan ses af druesammensætningerne, er Symington blandt de producenter, der har skruet op for såvel Sousão som Alicante Bouschet, hvilket giver både højere syre og mere intens farve. Alle vinene var da også meget mørke og uigennemsigtige. Til gengæld er den gamle portvinsdrue Tinta Roriz (alias Tempranillo) helt udfaset i deres Vintage ses bort fra, hvad der måtte være i de gamle blandede vinmarker – de såkaldte Vinhas velhas.

Og for en god ordens skyld her til sidst. De to sidste og endnu ikke smagte udgaver af Vintage 2023 fra Symington Family Estates er Cockburn’s Quinta dos Canais  og Warre’s Quinta da Cavadinha.

Portvine fra enkeltmarker på Vargellas, Malvedos og Vesúvio

De sidste par årtier er der blevet produceres et øget antal Vintage portvine fra enkeltmarker – altså portvine, hvor druerne udelukkende kommer fra en eller flere bestemte parceller og ikke bredt fra hele vingården som i Single Quinta Vintage eller fra forskellige quintaer som i klassisk Vintage. Terroirmæssigt er vi altså nede i de helt små enheder, hvor det såkaldte mesoklima betinger, om der kan deklareres Vintage portvin eller ej. Kvaliteten af druerne på de anvendte marker skal selvsagt være optimal. Hvis ikke indgår druerne i stedet i husets almindelige Vintage, Single Quinta Vintage eller andre af producentens bedre portvine.

En enkelt af disse portvine har vi dog haft siden begyndelsen af 1930´erne, ja måske endnu længere tilbage. Den første registrerede Quinta do Noval Nacional er nemlig noteret som værende fra 1931. I sin bog Port Vintages peger J.D.A. Wiseman dog på 1927 som værende mulig. Druerne er hentet fra en mark, hvor der blev genplantet upodede vinstokke – altså vinstokke som dem, der eksisterede før vinlusen phylloxeras hærgen.

Noval Nacional var længe ene på markedet, men siden er fulgt flere. Den første Taylor´s Vargellas Vinha Velha er fra 1995 og stammer fra 80-120 år gamle vinmarker på deres prestigevingård Quinta de Vargellas, hvorfra de også laver Single Quinta Vintage.

Capela da Quinta do Vesúvio, som blev lavet første gang i 2007, er baseret på tre små parceller på den store quinta: marken Escola, en godt 50 år gammel mark med Touriga Franca i Vale da Teja og endelig Vinha da Capela, som har navngivet vinen.

Den første udgave af Graham´s Stone Terraces er fra 2011 og er lavet af druer fra to små gamle marker på Quinta dos Malvedos, udlagt på flotte stenterrasser – deraf navnet. Markerne, navngivet som Port Arthur (1,2 ha) og Vinha dos Cardenhos (0,6 ha), blev bevaret, som de var, og ikke omdannet og omplantet som andre marker, da Symingtons købte quintaen i 1970.

Endelig skal også nævnes Niepoorts Pisca samt Crofts Quinta da Roeda Serikos, hvor druerne kommer fra tre gamle vinmarker på quintaen lige uden for Pinhão. Serikos betyder i øvrigt silkeagtigt og henviser dels til, at der en gang blev produceret silke på ejendommen og dels til vinens silkebløde tekstur. Serikos er hidtil kun blev lavet i året 2017.

Da jeg for et par år siden skrev en artikel til Din Vinguide om nye tendenser i portvinens verden herunder enkeltmarksvine fra prestigevingårde, udtalte Fladgate Partnerships chefwinemaker – og dermed ophavsmanden til såvel Vargellas Vinha Velha som Quinta da Roeda Serikos – David Guimaraens herom:

”Med den øgede interesse for Vintage portvin har vi også fået mulighed for at frigive vine af fantastisk kvalitet fra bestemte vinmarker. Som det gælder al kvalitetsvin, er vi altid interesserede i at udforske bestemte vinmarkers identitet. Men kunsten at blende Vintage fra mere end en vinmark og flere end en quinta vil altid give vine med mulighed for at kunne udvikle sig længere,” lød det fra David Guimaraens.

Med andre ord kan Vintage portvine fra enkeltmarker give fremragende og terroirbaserede vine, når de rigtige klimatiske forhold er til stede, men de er ikke nødvendigvis mere langtidsholdbare end klassiske vintage – ja, måske ligefrem det modsatte. Det kan være værd at huske på, hvis man har kælderen fuld af disse eksklusive vine, som er ganske dyre, hvilket ikke kun skyldes kvaliteten, men også almindelig udbud og efterspørgsel. Af den seneste Capela da Quinta do Vesúvio fra 2022 er der således kun udsendt 4.320 flasker, 300 magnums og 200 Tappit Hens (2.25 l). Den vil jeg i øvrigt prøvesmage i den nærmeste fremtid sammen med et par andre Vintage 2022 fra Symingtons.

Med David Guimaraenses ord in mente kan det være spændende at teste vinenes udviklingsstadium, hvilket der var mulighed for, da vi nyligt i The Vintage Port Club smagte forskellige årgange af tre af de nævnte enkeltmarksvine. Årgangene udspændte sig fra år 2004 til 2017. Der var altså tale om forholdsvis unge vine, men de fleste var alligevel nogenlunde åbne og tilgængelige, mens andre var mere tillukkede. Enkelte af dem havde nok ikke den helt lange tidshorisont, når vi taler om potentiale for videreudvikling. Samtidig var der dog også tale om flere at de helt store årgange så som 2011, 2016 og 2017.

Så selv om man måske kan mene, at det var lidt vel tidligt at nyde disse vine, gav det alligevel god mening, da det gav indblik i, hvor langt de er kommet i deres udvikling.

Vinene blev smagt semiblindt i tilfældig rækkefølge, som dog viste sig at være med de ældste først. Jeg har her for overblikkets skyld valgt at opliste dem brand for brand.

 

Taylor´s Vargellas Vinha Velha Vintage 2004: Rubinrød med mørk kerne og lys kant. Krydret og røget næse med brombær, hyldebær, lidt røde bær, lakrids og esteva. Kraftige tanniner i munden, mørke bær, kirsebær, harmonisk, krydret med mellemlang og pebret hale. Stadig med fint potentiale (94).

Taylor´s Vargellas Vinha Velha Vintage 2007: Mørk rubin, lysere kant. Lidt lukket næse med solbær og florale noter. Tør, elegant med bær og blomster, pebret hale. Ikke så dyb igen, men ganske fin (92).

Taylor´s Vargellas Vinha Velha Vintage 2011: Mørk rubin. Brombær, solbær, kirsebær og mokka i næsen. Solbær, florale noter og godt med tanniner. Markante tørre tanniner i enden. Stort potentiale (93)

Taylor´s Vargellas Vinha Velha Vintage 2017: Mørk rubin. Lidt fæl duft af kamfer og apotek, som dog aftog lidt med tiden, men ikke forsvandt. Ok i munden med fin frugt og syre, der balancerer, lidt spicy finish. Duften trak ned (89).

 

Capela da Quinta do Vesúvio Vintage 2007: Mørk rubin, tæt, lidt lilla kant. Fin floral næse med røde bær, jordbær, lidt mokka og lidt vaniljesødme. Blød og elegant med florale noter, syre og tanniner følger i anden omgang, tørre tanniner i halen. Rimelig drikkeklar nu, men også med år foran sig (94).

Capela da Quinta do Vesúvio Vintage 2011: Mørk rubin, lys lilla kant, tykke gardiner. Lidt parfumeret i første omgang, derefter med solbær, røde bær og blomster. Blød, rund og elegant, men skarpere syre følger i anden omgang, fyldig, krydret og tør med bløde tanniner, lidt tør finale med pænt med tanniner (93).

Capela da Quinta do Vesúvio Vintage 2016: Mørk rubin tæt, farver glasset. Ung frugt, mørk chokolade, kakao og florale noter. Masser af saft og kraft i munden, med fin balance og godt med tørre tanniner, lang pebret hale, pænt potentiale (94).

Capela da Quinta do Vesúvio Vintage 2017: Mørk rubin tæt og uigennemsigtig. Ekspressiv næse med jordbær, mørke bær og esteva samt mørk chokolade. Flot balance med god syre, mørke bær og florale noter, bløde tanniner. Et flot vin med stort potentiale (95).

 

Graham´s Stone Terraces Vintage 2011: Mørk rubin, tæt med lilla kant. Ekspressiv med frisk frugt, solbær, hyldebær og lidt cassis, men også floral samt med lidt chokolade- og kaffenoter. Blød og rund i munden, tør, fyldig og krydret, med flot balance, stadig med unge frugt, lang hale med bløde tanniner, stadig stort potentiale (95).

Graham´s Stone Terraces Vintage 2015: Mørk rubin, lysere kant. Solbær, mokka, røde bær og blomster, esteva. Flot balance i munden med solbær og florale noter, elegant med bløde tanniner, lang tør hale (94).

Graham´s Stone Terraces Vintage 2016: Mørk rubin, lys lilla kant. Masser af solbær, andre mørke bær, mørk chokolade og blomster. Blød i munden med flot balance, tør og floral, fint integrerede tanniner og tør hale med tanniner (93).

Graham´s Stone Terraces Vintage 2017: Mørk rubin. Lidt lukket og urtet næse med mørke bær. Lidt frugtsødme i munden, hyldebær, blomster, godt krydret. Kraftige tanniner i enden. Fint potentiale (92)

 

Som vanligt blev der efter smagningen afgivet point fra deltagerne, hvilket resulterede i følgende Top 5 med gennemsnitspoint i parentes:

1 Graham´s Stone Terraces Vintage 2017 (93,6)

2 Graham´s Stone Terraces Vintage 2016 (92,7)

3 Capela da Quinta do Vesúvio Vintage 2016 (92,6)

4 Graham´s Stone Terraces Vintage 2015 (92,3)

5 Taylor´s Vargellas Vinha Velha Vintage 2011 (92,2)

 

Lad mig slutteligt drage lidt konklusioner og refleksioner.

For det første er og bliver 2011 en monsterårgang, som stadig har stort potentiale for udvikling. Vinene begynder at blive mere tilgængelige nu og enkelte mindre brands er faktisk fine nu, mens de store – inklusiv disse tre enkeltmarksvine – stadig har en langt liv foran sig. Det samme gælder de ligeledes fremragende årgange 2016 og 2027, som dog er mindre potente og mere elegante.

Det var ikke kun mig, der gav lave point til Taylor´s Vargellas Vinha Velha Vintage 2017, idet den også endte på en 12 plads i den samlede afstemning. Man kan mene, at det måske bare skyldes lukkethed, og at den havde brug for mere tid, end der var mulighed for på aftenen. Men jeg hælder til, at flasken var delvist med fejl. Dette understøttes af det samlede resultat, hvoraf det fremgår, at det andet bord gav flere point end mit bord, hvorfor det kunne tyde på, at der var flaskevariation.

Som det ses, var jeg ikke helt enig i vurderingen af Stone Terrace 2017, som endte på en samlet førsteplads. Jeg synes den var vel lukket og ikke helt i balance netop nu, men måske jeg var for hård i min bedømmelse? Er dog kun godt et point under snit.

Generelt var pointgivningen relativ lav, når man tager i betragtning, hvilke scorer vinene tidligere har fået. Det ansete portugisiske vinblad Revista de Vinhos bragte fx en artikel om Quinta de Vargellas i juni, og her scorede de fire årgange, vi smagte, således mellem 96 og 100 point. Jeg har også selv givet flere point til nogle af dem ved tidligere smagninger. Men af en eller anden grund performede de ikke helt optimalt denne gang. Her kan delvis lukkethed have spillet ind.

Alt i alt dog en fin smagning, som viste kvaliteten af, men også variationen mellem de tre brands samt forskellene på årgangene.

Sankt Hans i Porto juni 2024

 

Jeg har gjort det til en tradition at tilbringe tiden omkring Sankt Hans i Porto sammen med et par gode portvinsvenner. Her fejrer Porto sin skytshelgen São João, og samtidig afholder portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto, et par af sine årlige store events – ceremonien, hvor nye medlemmer optages efterfulgt af en gallamiddag, samt Regattaen med de game portvinsbåde, Barcos Rabelos, på Dourofloden Sankt Hans dag.

Traditionen startede da vi alle sad i bestyrelsen for The Vintage Port Club, og som Cavaleiros i portvinsbroderskabet prioriterer vi at møde frem til begivenhederne, som både er festlige og en god anledning til at møde gamle som nye bekendtskaber og venner fra portvinens verden.

Efterhånden sætter vi danskere et tydeligt aftryk på festlighederne, da også andre finder det værd at deltage, ligesom antallet af danske portvinsbrødre er vokset betydeligt gennem årene. I år var der således tre danskere, der blev optaget i broderskabet heriblandt endnu et medlem af portvinsklubben.

Foruden at deltage i de officielle arrangementer og Sankt Hans fejringen, som altid slutter med et stort, flot fyrværkeri, benytter vi selvfølgelig lejligheden til at besøge lidt portvinshuse. I år var der således arrangeret tre små besøg, men lad os tage det hele kronologisk.

 

Rozès

Vi tog direkte fra lufthavnen til Rozès, hvis besøgslokale og lager ligger lidt oppe bagved i Gaia på den anden side af jernbanen. Dem havde jeg aldrig besøgt i Gaia før, men har dog besøgt flere af deres quintaer i Douro i selskab med direktøren António Saraiva, som nu også står i spidsen for portvinsbroderskabet i sin egenskab af Chanceler.

Det var da også António, som tog imod os og viste os rundt i den lille kælder. Det store lager og alle produktionsfaciliteter er placeret på Quinta de Monsul ved Regua. Rozès blev grundlagt i 1855 af franskmanden Ostende Rozès og har siden 1999 været ejet af den store koncern Vranken Pommery Monopole Group. Kælderen i Gaia blev renoveret i 2020 og er nu indrettet som et flot og rustikt besøgslokale med rindende vand fra en gammel vandledning samt et udvalg af fade i lagerlokalet ved siden af.

Rozès laver også bordvin, men António fortalte, at vin kun udgør en lille del af den samlede produktion – portvin langt det meste. Det største marked er ikke overraskende Frankrig, hvorefter følger Danmark og Portugal.

Det var en fint og gæstfri besøg, hvor vi fik en god snak med António og samtidig en lille smagning. Følgende blev smagt:

Rozès White: Ravfarvet til orange. Duft af mandel, mandarin, ret udviklet næse. Sød med god fylde. Faktisk udmærket af en entry level hvid portvin at være.

Rozès Ruby Reserve: Mørk rubin. Mørke bær, lidt tobak og urter. Frisk i munden med solbær og bløde tanniner. Et ok glas.

Rozès 10 års Tawny: Mørk rødbrun. Stadig med primær frugt i næsen, men også med nødder og figner. Frisk med fin syre, nødder og tørrede frugter.

 

Middag med Vasco Gomes

Om aftenen spiste vi på den udmærkede restaurant ODE Porto Wine House i Ribeira. Her deltog også Vasco Gomes, som tidligere har været på Quinta do Noval, men nu arbejder for Sociedade Agrícola Casa d’Arrochella.

Arrochella-familien er fra Trás-os-Montes regionen i baglandet bag Douro, men rykkede for en 20 år siden ind i Douro også, hvor de har etableret sig tre steder i Douro Superior. De har i alt 80 hektar vinmarker fordelt på Quinta do Cerval, Quinta das Trigueiras og Quinta da Peça, hvor også produktionsfaciliteterne er.

Vasco havde medbragt et par deres vine, Grandes Quintas Reserva og premiumvinen Cerval samt en Vintage Port 2004 fra Quinta da Peça. Fine vine, især Cerval, men da de blev nydt under middagen, blev der ikke tager noter. I øvrigt smagte vi også en Alvarinho fra Adega Mãe.

 

Graham´s

Næste dag bød på hele to besøg, inden ceremonien i broderskabet skulle starte sidst på eftermiddagen. Om formiddagen tog vi en god vandretur rundt i Gaia og op ad bakken til Graham´s, som det var nogle år siden, jeg sidst havde besøgt.

Her fik vi en fin lille rundvisning, hvor vi bl.a. genså de sidste to fade, som Andrew James Symington lagde til side i 1882. Det tredje blev tappet for snart 10 år siden og frigivet i eksklusiv indpakning under navet Ne Oublie (læs min artikel herom i Vinbladet). Den gang hed det sig, at de sidste to fade skulle overlades til kommende generationer af Symingtonfamilien. Det bliver spændende at se, hvad der sker, nu hvor endnu et generationsskifte har fundet sted.

Vi så også det såkaldte Presidential Room med særlige fade, der blive brugt ved besøg af præsidenter og andre statsoverhoveder mv. Navneplader angav hvem, der havde været der, som f.eks. de to portugisiske præsidenter Mário Soares og Jorge Sampaio. Endvidere var der et fad med påskriften ”The Consul”. Det skulle jeg selvfølgelig som portugisisk konsul i Odense og region Syddanmark fotograferes foran, men jeg fik desværre ingen smagsprøve.

Efterfølgende fik vi en lille smagning med gode hapser til. Følgende blev smagt:

Graham´s LBV 2018: Mørk rubin. Solbær og mørke kirsebær. God fylde i munden med høj syre, mørke bær, og mørk chokolade.

Quinta dos Malvedos Vintage 2015: Mørk rubin. God friskhed I næsen med mørke bær, urter og eukalyptus. Indbydende i munden med mørke bær, flot balanceret og med bløde tanniner. En skøn vin netop nu, da den er fint åben, men også med potentiale til fremtiden.

Graham´s 20 års Tawny: Fin tawnyfarve med flot skær. Nødder, figner og lidt orangeskal. Dejlig lød og cremet i munden med god syre, tørrede frugter og nøder. Som altid et dejligt glas.

Endelig fik vi også set det nye, farverige design, som den nye 50 års samt 40 års Tawny fremover vil blive præsenteret i.

 

Ferreira

Næste stop gjaldt Ferreira neden for bakken, hvis lodge mange springer over, da mærket ikke er så kendt og synligt i Danmark. Men Ferreira er faktisk et besøg værd med sin imponerende størrelse, hvor man kommer ind helt nede i bunden ved kajen og ud et par gader længere oppe. Undervejs vandrer man af små brostenbelagte gader, som faktisk en gang har været små stræder mellem huse, inden der blev lagt et stort tag over det hele.

Rundturen var en del af en guidet turisttur med efterfølgende smagning, men faktisk er det interessant ind i mellem også at smage de mindre eksklusive portvine for at lære en producents stil bedre at kende. Vi smagte følgende:

Ferreira White: Citrus, lidt honning og abrikos, lidt vel meget sødme til min smag.

Ferreira 10 års Tawny: Stadig med en del primær frugt, men også mandel og tørrede frugter. Rimelig kraftig og fyldig med lang hale. Et ok glas.

Ferreira LBV 2019: Mørk rubin. Lidt røget og fesen næse med mørke bær og tobak. Mørke bær og sort kirsebær samt lidt kaffenoter, høj syre i anden omgang samt bløde tanniner.

 

Confraria

Derefter var det retur til lejligheden og klæde om til den obligatoriske smoking. Ceremonien for optagelse af nye medlemmer af portvinsbroderskabet fandt som vanligt sted i salen på Palácio da Bolsa med indmarch, optagelse af medlemmer, fremsigelse af broderskabets hyldestskål for portvinen, for portvinsbroderskabet og for portvinsbrødrene.

Tillykke til de tre danskere, som blev optaget herunder Michael Sørensen og Jakob Søfelde-Hansen – sidstnævnte pga. sit engagement med at arrangere portvinsfestivaler i nu fem byer rundt om i Danmark.

Efter ceremonien fulgte den traditionelle march med kavaleri og musik i spidsen ned til Alfândega do Porto ved Dourofloden, hvor der først var reception ved kajen og derefter festmiddag. De forskellige selskaber serverer egne vine rundt om ved bordene, og ved vores bord viste det sig at være Niepoort, der var vært for vinene. Vi smagte først Redoma 2022, derefter Charme 2022 og til desserterne Niepoort Colheita 2003 og Vintage 2000. Vanen tro blev der byttet karafler senere på aften, så frit efter hukommelsen smagte jeg også Vintage 2000 fra Quinta do Noval, Taylor´s, Ramos Pinto med flere.

 

Regatta

Efter den store festivitas Sankt Hans aften, hvor vi nød fyrværkeriet fra vores lejlighed i Ribeira, fulgte dagen efter regattaen med de gamle portvinsbåde, hvor vi havde fået hyre på båden fra Offley. 

Det er nu 7. gang, at jeg er ombord en af bådene, og det begyndte som en reprise af min debut, hvor jeg var på båden fra Ferreira. Bommen knækkede nemlig, da vi hejste sejlet ude ved udmundingen af Douro. Men en øvet sejler ombord fik hurtigt igangsat et nødløsning, hvor bådshagen blev brugt som afstiver og tov bundet om, så sejlet endelig kunne komme til tops, og vi kunne fuldføre sejladsen.

Desværre var vi nu langt efter feltet, og selv om vi kæmpede bravt, nåede vi kun at indhente et par både. Men sådan er livet – og så uforudsigeligt er det at sejle med de gamle portvinsbåde. Jeg blev igen i år sat i arbejdet, idet jeg styrede et af de underste hjørner af sejlet. Det handler om at stramme eller løsne – alt efter, hvilken vej, der er brug for at sejlet skal drejes for at fange vinden.

Vinderplacering måtte vi desværre kigge langt efter. Førstepladsen gik i år til båden fra Cockburn´s skarpt forfulgt af Graham´s og med Dalva på tredjepladsen. Tillykke til de tre teams.

Som vanligt sluttede regattaen med fællesspisning for deltagerne, men desværre har der de seneste år været en tendens til at flere hold vælger ikke at møde frem. Lidt ærgerligt, da det er festlig afslutning på dagen med gode muligheder for at få talt med mange bekendtskaber.

 

Battle mellem de stores næstbedste

 

I portvinens verden opererer man jævnligt med lidt gammeldags betegnelser, som dog stadig giver mening. Det gælder f.eks., når årgange betegnes som klassisk deklarerede. Det ligger der to ting i. For det første skal antallet af huse, som deklarerer Vintage være betydeligt. For det andet skal de store Vintage producenter – og her måske især Fladgate Partnership og Symington Family Estates med deres mange brands – deklarere klassisk Vintage, hvilket vil sige, at de skal sætte deres bedste udgave i produktion.

Når året ikke er hertil, laves der dog stadig god Vintage portvin. Både i kraft af de mange mindre producenter og quintaer, som stort set laver Vintage hvert år. Og i kraft af, at førnævnte store Vintage producenter sender deres næstbedste vine på markedet. Disse er vel at mærke også af god kvalitet, men oftest knap så langtidsholdbare som de klassiske udgaver.

De næstbedste vine kan være såkaldt Single Quinta Vintage, hvor druematerialet kun må hidrøre fra den pågældende vingård. I så fald må man navngive vinen med quintaens navn. Men det kan også være portvine, hvor druematerialet er sammensat fra flere vingårde ligesom de klassiske, eller hvor egne druer er suppleret af indkøbte fra lokale vinbønder.

Nyligt i The Vintage Port Club havde vi en triatlon-smagning, hvor vi smagte tre huse op mod hinanden i fire forskellige årgange. Husene var de tre helt store vintageproducenter Graham´s, Taylor´s og Fonseca, men de var ikke repræsenterede af deres topvine. Nej, der var nærmere bestemt tale om henholdsvis Graham´s Malvedos, Taylor´s Quinta de Vargellas og Fonseca Guimaraens.

Der var derfor heller ikke tale om et battle mellem tre Single Quinta Vintage, da kun Vargellas kunne defineres som så. Det kan Quinta dos Malvedos også i dag, men det var først fra årgang 1996, at Symingtons brugte quinta-betegnelsen. Tidligere var der tale om et brandnavn, hvortil der også blev brugt indkøbte druer. Det ophørte ifølge Henrik Oldenburg i 1990, men det var altså først nogle år senere, at de var tilfredse med kvaliteten og ændrede navnet. Tilsvarende gælder det for Fonseca Guimaraens, at druerne kommer fra stort set samme quintaer (Quinta de Santo António, Quinta do Cruzeiro og Quinta do Panascal) som materialet til den klassiske Fonseca og altså ikke fra en enkelt quinta.

De tre brands blev smagt op mod hinanden i årgangene 1976, 1987, 1995 og 2004, som alle netop ikke er klassiske årgange.

I 1976 angiver Oldenburg, at der kun blev produceret tre forskellige Vintage, men det må være en fejl, da han nævner Messias og ikke Malvedos. Det svenske site vintageport.se oplister seks forskellige vine. Under alle omstændigheder er antallet lavt, hvilket især skyldes, at såvel vinteren som sommeren var meget tørre. Regnen kom for sent, men varede gennem høsten, hvilket heller ikke var godt for druerne. Richard Mayson skriver, at vinene fra bløde og hurtigt modnende med Fonseca Guimaraens som undtagelsen. Generelt var 70´erne ikke det største årti for portvin ses bort fra de klassiske årgange 1970 og 1977.

I 1987 var antallet af deklareringer betydeligt højere, hvilket dels skyldes lidt bedre vejrmæssige betingelser, men også især, at lovgivningen var blevet ændret året før. Det var nu blevet tilladt at sælge og eksportere portvin direkte fra Douro, hvilket kom de mange mindre familieejede quintaer til gode. Men de tre store, vi har med at gøre her, meldte pas og sendte i stedet Malvedos, Vargellas og Guimaraens på markedet. Ifølge Richard Mayson bør vinene fra 1987 nok snart drikkes.

1995 endte faktisk som et hæderligt år med god koncentration trods omskifteligt vejr. Måske kunne der have været bred klassisk deklarering, hvis ikke året før havde været et topår. Det er først inden for de seneste 10 år, at producenterne er begyndt at afvige fra den tidligere tommelfingerregel om maksimalt tre klassiske Vintage år på et tiår og helst ikke to år i træk – en såkaldt back-to-back deklarering, som vi senest så det i år 2016 og 2017. Igen udsendte de store huse i stedet deres andenvine.

Når vi ankommer til det nye årtusinde, er Malvedos blevet en ”ægte” Single Quinta Vintage. Igen var året omskifteligt med masser af regn i slutningen af 2003 og derefter meget tørt i de første måneder af det nye år. Peter Symington kaldte ligefrem 2004 for den mest lunefulde årgang gennem hans lange karriere. Resultatet var igen udmærket uden at være helt i top – og igen var der tale om året efter en superårgang, hvilket kan begrunde de mange Single Quinta Vintages.

Men nu til smagningen. De 12 portvine blev smagt semiblindt i blandet rækkefølge. Af hensyn til overskueligheden har jeg her valgt at opliste dem hus for hus med de ældste først.

Graham´s Malvedos 1976: Lys teglrød med transparant kant. Ekspressiv næse med jordbær og røget bacon, let krydret. Krydret med jordbær, peber og ok syre, ganske elegant og delikat, men nok ikke med lang levetid foran sig (92).

Graham´s Malvedos 1987: Mørk rubin, tæt med rødbrun kant. Brombær og solbær, krydret, ikke så intens. Røde bær i munden, godt med frugt og ok balance, lidt til den søde side, lang krydret hale med bløde tanniner (91).

Graham´s Malvedos 1995: Mørk rubin, rødbrun kant. Mørke bær, lidt krydderurt, men også en smule våd karklud. Ok i munden med fin syre, men savner måske lidt mere spændstig struktur (89).

Graham´s Quinta dos Malvedos 2004: Mørk rubin med lys lilla kant. Lidt lukket især i starten, mørke bær. Mørke bær, men savner lidt mere frugt som modsvar til syren, bløde tanniner, lang hale med syrebid i enden (89).

Taylor´s Quinta de Vargellas 1976: Lys teglrød, lav intensitet. Let næse med jordbær og florale noter. Let og elegant med fin syre, stadig i live og sådan set velsmagende, men lidt vel letbenet (89).

Taylor´s Quinta de Vargellas 1987: Rødbrun med lys kant og lidt mørkere kerne. Ikke så markant i næsen, røde bær. Jordbær, pænt med frugt og fin syre, krydret undertone, god balance (91).

Taylor´s Quinta de Vargellas 1995: Rødbrun med lysere kant, medium intens. Lukket i næsen. Lidt rustik i munden til at begynde med, pebret og krydret, ok med tanniner, lang hale med syrebid og tørre tanniner (90).

Taylor´s Quinta de Vargellas 2004: Mørk rubin med lysere brunlig kant, tæt. Solbær, mørke chokolade og lidt krydderurt i næsen. Ok med frugt og syre, fint balance, godt med bløde velintegrerede tanniner, krydret hale, fint potentiale (92).

Fonseca Guimaraens 1976: Mørk rubin, lidt lys kant. Delikat med jordbær og andre røde bær, godt med frugt, lidt mørk chokolade og med tiden et anstrøg af kokos. Røde bær og florale noter, god balance, lang krydret hale med lidt syrebid, stadig med holdbarhed (92).

Fonseca Guimaraens 1987: Rubinrød, medium intens. Jordbær og lidt mørke bær i næsen, let krydret. Forholdsvis elegant med røde bær, godt med syre, lidt kogt jordbærgrød og krydret hale (91).

Fonseca Guimaraens 1995: Rødbrun med lysere kant. Krydret med røde bær og florale noter, ganske delikat men med lidt vel meget syrebid og lidt mindre frugt, syrebid i halen (90).

Fonseca Guimaraens 2004: Mørk rubin, tæt, lys lilla kant. Mørk bær, lidt lakrids og lidt apotekerduft. Mørke bær, lakrids, lidt syrebid, lette tanniner, savner lidt mere markant frugt (89).

Som det ses et tæt felt pointmæssigt, hvor ingen faldt helt ved siden af, men ingen heller var helt på toppen.

Den efterfølgende afstemning blandt deltagerne gav et lidt andet resultat, men var også præget af, at det andet bord havde et par skæve flasker. Forsamlingen havde ifølge oplysningerne på aftenen Vargellas 1976 som bedste vin, efterfulgt af Vargellas 2004 og med Malvedos 1987 og Fonseca Guimaraens 1976 på en delt tredjeplads. Malvedos 1976 endte derimod på en lavere placering end mine point angiver.

En lille anke til smagningen var temperaturen, som var lidt for høj. Da lokalet var forholdsvist varmt, ville det have være et stor fordel med lidt køligere vine som udgangspunkt, hvilket kan have præget vurderingen.

Men hvem vandt så kampen mellem de tre huse og kampen mellem de fire årgange?

Som det kan ses gav jeg en af hver 92 point, så på sin vis var det uafgjort de tre huse mellem. En simpel udregning af gennemsnit viser dog, at Fonseca Guimaraens og Taylor´s Vargellas landede på 90,5, mens Grahams Malvedos ”kun” fik 90,25.

Ses på årgangene var der to fra 1976 i min top 3 og en fra 2004. Regnes snit ud her kommer de to ældste årgange ind med samme score nemlig 91 point, mens 2004 følger med 90 og 1995 med 89,6.

Anderledes ser det nok ud med holdbarheden, hvor især 1976, men delvist også 1987 nok ikke har mange år tilbage ses bort fra Fonseca Guimaraens 1976. 1995 og 2004 har derimod stadig god levetid. Og mon ikke 2004 snart vil åbne sig helt op.

De tre ældste udgaver af Fonseca Guimaraens var i øvrigt også med på en klubsmagning af huset i 2021 (læs nærmere her). Her var min pointgivning 90 til 1976, 87 til 1987 (som dog havde lidt skævhed i flasken) og 91 point til 1995. Denne gang var jeg altså lidt gladere for 1976, lidt mindre glad for 1995 samt grundet skævheden betydeligt gladere for 1987.

Triathlon 1963, 1983 og 2003

Tre årgange med 20 års mellemrum og med henholdsvis 60, 40 og 20 år på bagen. Fire store klassiske Vintage huse. Det var programmet for den nyligt afholdte triathlon-smagning i The Vintage Port Club – en klassisk disciplin for klubben. Husene var Taylor´s, Warre´s, Fonseca og Graham´s – årgangene 1963, 1983 og 2003.

Der var altså mulighed for at vurdere vinene op mod hinanden på kryds og tværs – eller rettere vertikalt og horisontalt – og samtidig også en form for tvekamp mellem to af de helt store spillere i portvinsbranchen: The Fladgate Partnership med Taylor´s og Fonseca overfor Symington Family Estates med Warre´s og Graham´s.

Inden min vurdering af vinene lidt om de tre årgange, der skulle smages. Og lad os starte bagfra.

Hvis vi fraregner Millennium-årgangen blev 2003 det første store Vintage år i det nye årtusinde. Der var tale om bred deklarering – Henrik Oldenburg opgiver antallet til 51 huse – og altså dermed et såkaldt klassisk år. Ifølge Richard Mayson, som betegner året som værende  med ”ripe opulent wines”, vil de største huse være drikkeklare i løbet af 20´erne. Da vi sidst smagte årgangen i klubben i 2018, fortæller mine noter mig, at nogle af husene var åbne og drikkeklare, mens flertallet stadig manglede tid, men havde flot potentiale. Det sidste gjaldt bl.a. Fonseca og Graham´s. Overskriften for min rapport fra aftenen hed da også ”Rapport fra en lukket verden”. Mayson giver året 4 til 5 stjerner af 5 mulige, tyske Axel Probst 5 stjerner.

1983 tilhører efter min mening årgangene lige under de allerbedste. Andre foretrækker måske året før, hvor   vinene siges at modnes tidligere, og der var ikke helt enighed blandt producenterne. Oldenburg opgiver 36 deklarationer, mens 1982 havde 39, men begge kom snart til at stå i skyggen af 1985. Tallene kan dog ikke sammenlignes direkte med tallet for 2003, da der siden er kommet flere producenter til. Richard Mayson sætter ordene ”firm, muscular, lasting wines” på årgangen og giver den fire stjerner, mens Axel Probst nøjes med tre. Mine erfaringer er lidt blandet, men de bedste er meget lækre og drikkeklare i disse år. Ved en smagning af årgangen tilbage i 2013 havde jeg Taylor´s som favorit efterfulgt af Graham´s, Warre´s, Niepoort, Ramos Pinto (en af mine personlige favoritter) og Cockburn, mens ellers store huse som Fonseca og Dow´s skuffede den aften.

1963 har i mange år været omtalt som den bedste årgang og det ypperste, man kan smage. Lad det være sagt med det samme. De bedste og mest holdbare vine er stadig fremragende i al deres modenhed, men generelt er årgangen begyndt at miste pusten, og de mindre huse burde enten være drukket for længst eller bør drikkes inden for en overskuelig tid. Oldenburg nævner 44 deklareringer, hvilket var imponerende højt den gang. Mayson giver den klassiske årgang fem stjerner. Det samme gør Axel Probst, som kalder det for et perfekt klassisk år. Ved en smagning i klubben tilbage i 2013 – altså med 10 år færre på bagen – kan jeg se, at Warre´s var skuffende, mens Taylor´s og Graham´s fik henholdsvis min 1. og 2. plads, og endelig var Fonseca lidt længe om at komme ud af glasset, men kom sig dog. De tre sidstnævnt løb også med de tre første pladser ved afstemningen blandt deltagerne – og i samme rækkefølge, som jeg placerede dem.

Med andre ord tre spændende årgange på forskellige udviklingsstadier, og da der var tale om fire store huse, var forventningerne naturligvis høje. Inden min konklusion følger her noterne i den rækkefølge vinene blev smagt. Smagningen var semiblind, hvilket i dette tilfælde vil sige, at vi kendte årgangene og samtidig fik oplyst at rækkefølgen ville være den samme årgang for årgang. Blot kendte vi ikke identitet på de forskellige rækker. Jeg startede vanligt med en ren syns- og dufterunde fulgt op af to smagerunder, og da alle vine var skænket på forhånd, fik de lidt tid til at udvikle sig undervejs, hvilket ændrede mere end én af mine afgivne vurderinger.

Men nu til noterne:

Taylor´s 1963: Rødbrun kerne, orange og lys kant. Masser af jordbær i næsen, men også lidt kirsebær og med tiden noter af røget bacon. Ok fylde i munden, selv om den pga. alderen selvfølgelig ikke var intens, røde bær, let krydret, stadig med balancerende syre og frugt. Elegant og delikat, men bliver nok ikke bedre (94).

Warre´s 1963: Lys rødbrun med lys kant og flot skær. Lidt spinkel i næsen med røde bær og lidt krydret bund. Lav på frugt, men med kraftig syre, der dominerer i anden omgang, røde bær, ubalanceret da frugten mangler (89).

Fonseca 1963: Teglrød med rødbrun kerne og lys kant. Fyldig i næsen med kirsebær, jordbær og lidt kaffenoter. Ok fyldig i munden med fint med frugt, pænt krydret og i god balance, lidt til den tørre side, lang krydret hale (92).

Graham´s 1963: Lys teglrød med lys kant. Diskret næse med røde bær, ribs samt fine florale noter. Dejlig i munden med godt med frugt og høj syre, fint balanceret, let krydret, lang hale med lidt bid i. En fin vin (93).

Taylor´s 1983: Rødbrun med flot skær, lysere kant. Dejlig næse med godt med røde bær og krydret bund. God balance i munden med røde bær, dog ikke så kraftig frugt. En dejlig vin (93).

Warre´s 1983: Rubinrød med lys kant. En fæl næse med markant propkarakter. I munden ligeledes med fejl og høj dominerende syre. Ikke bedømt.

Fonseca 1983: Lys rødbrun. Lidt kemisk apotekerpræg i næsen, røde bær. Medium frugt, jordbær, florale noter. Lidt vel tyndbenet og uharmonisk (87).

Graham´s 1983: Flot rubinrød. Mørke kirsebær, brombær, lidt mokka og let krydret. Fint med frugt, røde bær og krydret bund, harmonisk og med bløde tanniner for et længere liv. Et dejlig glas (93).

Taylor´s 2003: Mørk rubinrød, tæt. Lidt lukket næse med mørke bær, syrlige kirsebær, brombær og antydning af lakrids. Brombær, krydderurter, sort peber og lidt grønne noter, tør stil, godt med tanniner. Fin nu og med fint potentiale (92).

Warre´s 2003: Mørk rubin med lys rødlig kant. Lidt karklud og kemiske noter i næsen, der desværre overdøvede, men ikke med tydelig fejl. Røde bær, høj syrlighed og krydret i munden. Ikke i balance med skarp syre og godt med krydderier i halen (87).

Fonseca 2003: Mørk rubin, næsten uigennemsigtig. Brombær, mørke kirsebær, lidt solbær og mørk chokolade. Dejlig og fyldig i munden med mørke bær, solbær og lidt urter, godt med tanniner, krydret og lidt skarp, fint potentiale (92).

Graham´s 2003: Mørk rubin, dyb og med lys lilla kant. Ekspressiv næse med solbær og masser af stadig ungdommelig frugt. Ung frugt, brombær, blommer, fint balanceret med god syre, lang pebret hale, lidt til den søde side. En stor vin med stort potentiale (93).

Så vidt min bedømmelse, så lad mig slutte med lidt konklusioner:

Som det fremgår af min pointgivning, var min bedømmelse af de fire vine i årgang 1963 meget lig min vurdering for 10 år siden. De største vine i årgangen er stadig i live, men med den tilføjelse, at de ikke vil vinde ved yderligere lagring – nok snarere det modsatte.

Såvel Taylor´s som Graham´s imponerede i årgang 1983. Hvor Warre´s var med tydelig fejl, vil jeg ikke udelukke, at Fonseca kunne været kommet sig yderligere, hvis den havde fået mere tid. Men det er nu en gang vilkårene ved sådan en smagning, hvorfor min bedømmelse måtte tage udgangspunkt i, at den stadig var lidt fæl i næsen ved aftenens slutning.

Årgang 2003 var ikke overraskende betydeligt mere åben denne gang end ved smagningen i 2013. Mest imponerende var nok Graham´s bevarede ungdommelighed i både udseende og smag, men både den, Taylor´s og Fonseca har stadig mange år foran sig.

Sammenlagt havde jeg Taylor´s og Graham´s som aftenens vindere, derefter Fonseca og endelig Warre´s, som inklusiv den skæve flaske ”tabte” i alle tre årgange.

Efter smagningen afgav deltagerne som vanligt point, hvilket resulterede i følgende top 5 med gennemsnitspoint i parentes:

1. Taylor´s 1963 (94,8)

2. Graham´s 1963 (93,2)

3. Fonseca 1963 (92.4)

4. Graham´s 2003 (91,8)

5. Taylor´s 2003 (91,2)

Ses bort fra, at jeg var lidt mere begejstret for Taylor´s og Graham´s i årgang 1983, var der ikke de store afvigelser på min score og gennemsnittet. Og som det ses formåede den legendariske årgang 1963 stadig at begejstre.

Jubilæumsvintage fra Symingtons

De smagte vine er er sponseret af producenten

Da Symington Family Estates annoncerede deres vintagedeklarationer for 2020, var det lidt af en blandet landhandel. Et par særlige jubilæumsudgaver af Graham´s og Warre´s samt tre Single Quinta Vintage i form af Dow´s Quinta do Bomfim (læs min omtale her), Dow´s Senhora da Ribeira og Cockburn´s Quinta dos Canais – de to sidstnævnte frigives dog først på et senere tidspunkt.

De to jubilæumsudgaver skyldes, at Graham´s og Warre´s runder henholdsvis 200 og 350 år, hvilket selvfølgelig skulle markeres. Begge vine er udsendt i et begrænset antal eksemplarer, nemlig 3.000 og 2.400 flasker, så der er tale om eksklusive vine, hvilket de vejledende udsalgspriser også afspejler.

Symingtons beskriver høsten 2020 som værende med det laveste udbytte i dette århundrede, men til gengæld med meget koncentrerede og velstrukturerede mørke vine, hvilket især gjaldt Cima Corgo.

Druerne til Graham´s Bicentenary kommer fra Quinta dos Malvedos (55 %), Quinta da Vila Velha (25 %) og Quinta do Tua (20 %). Der er tale om et blend af følgende: Touriga Nacional og Touriga Franca (gæret sammen), Sousão og Touriga Nacional fra Stone Terraces på Malvedos (ligeledes gæret sammen), gamle Vinhas Velhas og Alicante Bouschet. Såvel Sousão som Alicante Bouschet er i vækst, når det gælder produktion af portvin, da de især bidrager med syre og farve.

Til Warre´s er der udelukkende brugt gamle vinstokke på 80-100 år fra blandede marker (Vinhas Velhas) fra helholdsvis Quinta da Cavadinha (53 %) og Quinta do Retiro (47 %). Udbyttet fra da gamle vinmarker er lavt – henholdsvis 380 gram per vinstok på Cavadinha og 240 gram per vinstok på Retiro, hvorfor der skal tre planter til at producere hver vin i modsætning til normalt, hvor det er en. Derfor er denne jubilæumsudgave af Warre´s ikke direkte sammenlignelig med de normale klassiske Vintage vine fra selskabet. Det samme gælder Graham´s, hvor druerne som nævnt ovenfor er hentet fra særlige marker.

I forbindelse med min artikel i Din Vinguide om nye tendenser i portvinens verden (blad 35, november 2022), fik jeg tilsendt prøver på de to jubilæumsvine. Vinene blev smagt over to dage ved lidt forskellige temperaturer. Her er mine noter:

 

Warre´s Vintage 2020 Vinhas Velhas

Mørk rubin, tæt og uigennemsigtig med lilla skær. Krydret næse med solbær og andre mørke bær, kaffenoter og lidt mørk chokolade. Let cremet og blød i munden i første omgang med solbær, hyldebær, florale noter og lidt urter, dejlig kompleksitet, derefter lidt heftigere, tør og elegant, godt med integrerede tanniner, tør hale. Dejlig netop nu, men også med fint udviklingspotentiale (96).

 

Graham´s Bicentenary Vintage 2020

Mørk rubin, tæt og uigennemsigtig. Ekspressiv med masser af potent primærfrugt, solbær og brombær samt kaffenoter og kakao. Frisk primærfrugt, solbær, hyldebær, mynte, meget koncentreret, frugtsødmem men ellers mere tør end vanligt for huset, godt med bløde tanniner, tørre og lidt skarpere tanniner i halen. Potentiale til et langt liv (95).