Ramos fra 1960 til 1991

Det er ingen hemmelighed, at jeg har en stor kærlighed til portvinshuset Ramos Pinto. Deres kunstplakater og husets historie har fascineret mig fra det første besøg tilbage i år 2001, hvor jeg så de gamle kontorlokaler, kunstudsmykninger og effekter fra arkivet, inden deres museum officielt åbnede.

Og så ikke at forglemme laver de udmærket portvin i begge afdelinger – altså såvel en fremragende serie af tawny med alder som delikate vintages. Sidstnævnte har dog tidligere ofte stået i skyggen af de store vintagehuse, men synes fortjent at have fået mere opmærksomhed og hæder de senere år.

Som eksempel kan nævnes, at James Suckling i sin bog ”Vintage Port” fra 1990 placerer Ramos Pinto i femte og sidste kategori i det klassificeringshierarki, han oplister. Ganske ufortjent efter min mening, da huset gang på gang har overrasket ved horisontale smagninger i f.eks. The Vintage Port Club. Efter min mening bør Ramos placeres lige under de helt store mærker, når det gælder vintage. Medium søde, delikate, indbydende og florale – nogle vil sige lidt feminine i stilen, hvis man tør referere sådan en betegnelse i disse #MeToo tider.

Af ovennævnte årsager takkede jeg ja til et gæstebesøg i Portvinsklubben af 1981, som er hjemhørende i København, da de forleden havde Ramos Pinto på programmet. Der var tale om en vertikalsmagning af vintage fra 1970 til 1991, hvortil siden føjede sig en Magnum fra 1960, venligt doneret af et af klubbens medlemmer.

Aftenens første vin var dog en Ramos Pinto LBV fra 1985 serveret blindt som aperitif. Den kunne man så nippe til, mens klubbens tidligere formand Robert Heinrich Metasch fortalte lidt om husets historie. Ramos Pinto var frem til 1990 ejet af efterkommere af grundlæggeren Adriana Ramos-Pinto eller broderen António. Siden salget til champagnehuset Louis Roederer har det dog stadig været familiemedlemmer, som står i spidsen. Da João Nicolau de Almeida (tv. på billedet) i 2016 gik på pension, overtog Jorge Rosas direktørposten, mens Ana Rosas (th. på billedet) allerede på det tidspunkt havde overtaget positionen som chefwinemaker.

Ses bort fra Vintage 1960 blev vinene serveret semiblindt. Nedenfor følger mine noter fra smagningen. Da klubben afgiver point efter 20 skalaen, gør det samme sig gældende her. Nogle af min karakterer kan måske synes lidt lave, men her må jeg erindre om, at en karakter på 10 angives som en passabel vin og en på 11 som en god vin.

LBV 1985: Rødbrun. Mørke bær, cassis, tørrede frugter og mokka i næsen. Mørk og intens, lidt rustik og ikke så kompleks, pebret og krydret og med pebret hale (11).

Vintage 1960: Utrolig flot farve og flot skær, lys rødbrun med orange kant. Dejlig duft af blomster, violer og røde bør, især jordbær. Elegant og floral med røde bær og lidt peber, harmonisk og stadig med fint liv, selv om årgangen generelt regnes for at have peaket for længe siden. Det skyldes måske et længere vil på Magnum. En dejligt glas (18).

Vintage 1970: Meget lys, orangebrun som et aldret hvid. Duft af orangeskal og lidt mandler, oxideret. Indbydende nok med smag af mandel og orange, men helt uden frugtpræg (12).

Vintage 1980: Mørk rubin, meget dyb og mørk, næste uigennemsigtig. Mørke bær som hyldebær samt violer. Godt med krydret frugt i første omgang, derefter lidt flere nuancer og florale noter samt bløde integrerede tanniner.  Ved anden gennemsmagning fremstod den dog lidt vel kompakt med marmeladepræg og uden de store nuancer, hvilket trak ned (15).

Vintage 1982: Første flaske var tydeligt med fejl, men jeg fik heldigvis lidt af en anden. Rødbrun, lidt uklar. Ekspressiv duft med mørke bær, viol og blomster samt lidt grønne noter som mentol. Intens og flot struktureret i munden med røde bær, violer og blomster, harmonisk med fin, lang hale. Et dejligt glas i typiske Ramos stil (18).

Vintage 1983: Rubin, medium intens og flot rød kant. Ekspressiv og flot næse med røde bær og florale noter. Elegant og floral, men også intens og fyldig, harmonisk og med lang let krydret hale. Også et rigtigt godt glas (18).

Vintage 1985: Mørk rubin med brun kant, meget intens. Blomster, brombær og violer i næsen. Blød i munden, intens og delikat, tør og floral, pebret hale (17).

Vintage 1991: Lys, brun med lys kant og rød kerne og et orange skær, let tåget og uklar. Markant duft at gummi og apotek, som dog aftog med tiden, floral med røde bær. Røde bær og blomster i munden, elegant, men lidt vel let, savner struktur (10).

Et par af vinene kræver lidt ekstra ord. Vintage 1970 var tydeligvis oxideret og fremstod på alle måder mere som en hvid portvin med fadlagring end en vintage. Når man ihukommer, at der er tale om en klassisk år med vine, der er spået et langt liv, må den siges at have udviklet sig alternativt, hvilket givet ikke har været meningen. Når det er sagt, var den faktisk godkendt i smagen. Vintage 1991 må siges at være skuffende. Nok er året ikke det største, men en vin fra 90´erne bør have mere kraft og farve. Om der var tale om en fejl, tør jeg ikke sige, men i så fald gjaldt det flere flasker.

Ved den efterfølgende afstemning blandt deltagerne kom Vintage 1960 på førstepladsen forfulgt af Vintage 1983 og Vintage 1982 – altså de samme vine, som jeg selv ratede højest. 1983 har endnu ikke skuffet mig og sidder i disse år lige i skabet. Vil du læse mere om Ramos Pinto Vintage 1983 samt de udgaver på enkeltdruer, som João Nicolau de Almeida lavede samtidig, så se her.