Andresen – portvinshuset med de danske rødder

Har man besøgt lagrene hos Andresen i Vila Nova de Gaia, vil man vide, at de bugner af gammel portvin på pipas – fadene, som rummer gennemsnitligt 550 liter. Selv om huset producerer portvin i alle genrer og også udmærket LBV og Vintage, er det de fadlagrede, der er specialiteten og husets store styrke. Det gælder rød portvin i form af Tawny med alder og Colheitas, og det gælder hvid med alder og hvid Colheita. Ja, faktisk var Andresen pioner, hvad angår hvid portvin med alder, og de står bag nogle af markedets bedste.

Det kan man så vælge at være stolt af som dansker, da huset faktisk har danske aner. Stifteren, Johann Heinrich Andrésen kom nemlig fra den nordfrisiske ø Før, som frem til 1864 var dansk. J.H. Andrésen stak til søs i 1826 og endte i Porto, hvor han slog sig ned og begyndte sin opstigning i byens handelsliv. I 1845 etablerede han sig som vinhandler med henblik på eksport af portvin. Huset var ejet af familien frem til 1942, hvor det blev overtaget af Albino Pereira dos Santos, hvis børnebørn med Carlos Flores dos Santos i spidsen stadig driver firmaet.

Selv om tråden tilbage til Danmark altså er reel, er huset 100 % portugisisk. Stifteren valgte da også snart at skifte navn til João Henrique Andrésen. Men relationer til Danmark har altid været gode, og Carlos Flores har ofte besøgt landet.

Det gjorde han også først i november, hvor han stod for en master class i forbindelse med Henrik Oldenburgs portvinsfestival på Børsen i København – godt assisteret af sin gode ven og winemaker Álvaro van Zeller, der også slår sin folder i eget hus, Barão de Vilar.

Smagningen, som havde deltagelse af journalister og repræsentanter fra portvinsklubber, havde netop fokus på fadlagret portvin, og undervejs kom den altid smilende Carlos Flores, som ikke er en mand af få ord, omkring mange spændende emner relateret til fadlagret port. Han forklarede bl.a., at Tawny er et blend og udtrykker en stil, mens en Colheita også altid er en fortolkning af et år og dermed af de betingelser, druer og høst leverer.

Udgangspunktet behøver ikke at være en vintageår, men en god Colheita kræver et godt år, lød det desuden. Hvis ikke du har en god vin som udgangspunkt, kan den ikke lagre 20 år på fad og blive god, fastslog han.

Men heldigvis er terroiret så forskelligt rundt om i Douro, at der stort set altid er gode druer at hente et eller andet sted fra, hvis man har marker med geografisk spredning eller gode aftaler med lokale vinbønder rundt om. Det er af samme grund, at der ofte kan laves god Single Quinta Vintage, selv om året måske ikke er til den brede deklarering.

Endelig kom Carlos Flores også omkring forskellen på at lagre fadene i Gaia og i Douro. Her har varmen betydning, hvilket kan føre til den såkaldte Douro-bake – altså en lidt brændt karakter – hvis man ikke bruger temperaturkontrol. En anden faktor er luftfugtigheden, idet fordampningen af vand er mindre, hvis luftfugtigheden er høj. I Douro er der lavere luftfugtighed, hvorfor der forholdsmæssigt fordamper mere vand og mindre alkohol. I Porto er det omvendt, hvilket giver en forskel i strukturen, lød det bl.a.

Smagningen omfattede hele 17 vine, for som Carlos Flores med vanlig humoristisk sans og et stort smil sagde, så ”ville i det mindste én af dem være god”. Med 17 vine gik det lidt hastigt ind i mellem. Derfor blev nogle af noterne lidt enslydende, da der ikke var mulighed for den store fordybelse, ligesom der ikke var tid til at lade vinene udvikle sig i glasset. Men her er mine indtryk af vinene, listet i den rækkefølge, de blev serveret. Alle vine var friskaftappede undtagen Colheita 1937, som var tappet tilbage i 1980, hvorved vi også fik en snak om fadlagret portvins videre udvikling på flaske. Mere herom senere.

10 års hvid: Lys ravfarvet med orange skær og lys kant. Mandel, appelsinskal, honning og blomster i næsen. Tørrede frugter og honningsødme, men ellers tør, i anden omgang kommer syren, pæn hale med lidt syrebid. Et dejligt glas, som jeg altid har på lager (89).

Colheita 2005: Mørk rødbrun med lys kant. Fin duft af nødder, tørrede frugter og lidt kaffe. Kraftfuld, men også blød og cremet, tørrede frugter og stadig lidt bærpræg, virker ikke så høj på syren og lidt bagt, hvilket trækker lidt ned (86).

Colheita 2000: Flot rødbrun med lys orange kant. Tørrede frugter og nødder, pænt med tawnynoter. Dejlig elegant i munden med nødder og tørrede frugter samt god syre og friskhed, fin balance. Et fint glas (92).

20 års hvid: Lys orangebrun med meget lys kant. Mandel og orange i næsen. Dejlig i munden med orangepræg, lækker cremet med fin syre, kompleks og med flot balance. Dejlig (93).

20 års Tawny: Lys rødbrun. Ikke så harmonisk i næsen, stikker lidt. Nødder og tørrede figner og høj syre, men savner lidt fylde. Den har præsteret bedre før, men var denne dag ikke helt i balance (86).

Colheita 1995: Fin rødbrun med rødlig kerne og lys kant. Fin duft af mandel, nødder og tørrede frugter. Hasselnødder og ok fylde, men med lidt sprittet hale (89).

Colheita 1991: Orangebrun med flot orange skær ved kanten. Nødder, mandel og lidt orangepræg i næsen. Fed og fyldig i munden, dejlig med god kompleksitet, ok balance og en skøn, lang hale (93).

Colheita 1982: Tawnybrun med lys orange kant. Frisk næse med mandel og tørrede frugter og figner. Fed og cremet i munden, fin syre, men måske lidt sprittet (90).

Colheita 1980: Tawnybrun med lys kant. Ikke så ekspressiv i næsen med mandler og figner. Lidt brændt i munden, men fyldig, ikke så fed og dejlig lang hale (89).

40 års hvid: Flot ravfarvet med lys kant. Frisk næse med mandel og appelsinskal. Dejlig cremet med tørrede frugter, elegant og kompleks med fin syre og friskhed. Et fremragende glas (95).

40 års Tawny: Lys rødbrun med lys orange kant. Tørrede frugter og lidt valnød i næsen. Fyldig og kraftig i munden med nødder og tørrede frugter, fin fedme og en lang syrerig hale (93).

Colheita 1975: Tawnybrun med orange skær og lys kant. Hasselnødder, tørrede figner og abrikos i næsen. Cremet i munden, elegant med lidt orangefriskhed og fin balance (94).

Colheita 1970 (fadprøve): Mørk brun tawnyfarvet. Tung i næsen med lidt brændte mandler, balsamico og tørrede frugter. Fed, cremet og tung i stilen med stor koncentration, kompleksitet og intensitet. Savner måske lidt elegance og friskhed (93).

Colheita 1968: Mørk rødbrun, lys orange kant. Lidt tung i næsen med nødder og tørrede figner. Lettere i munden med god friskhed, nødder og figner, dejlig blød og cremet, men en lidt sprittet ende (94).

Colheita 1963: Brun, mørk og koncentreret. Stikker lidt i næsen til at starte med, mørk og tung med balsamico, svensker og figner. Kraftig og koncentreret i munden med stor kompleksitet balanceret med syre og friskhed, en intens vin (94).

Colheita 1937 (flasket i 1980): Tawnybrun med orange kant, lidt uklar. Anderledes næse med lidt apotekerpræg, farin og lidt grønne noter som eukalyptus, men også læder og lidt karamel. Mangler lidt i munden, lav på syre, men med stor kompleksitet og lidt noter med moden frugt. På den ene side intens og spændende, på den anden side lidt træt og uden den friskhed, som ellers præger husets Colheitas (90).

Colheita 1910: Mørkebrun og koncentreret. Farin, balsamico, lidt appelsinskal, hasselnødder og valnød. Uhyre koncentreret og fyldig med balsamico, brændte figner og nødder, nærmest eksploderer i munden, skifter karakter undervejs, hvilket vidner om stor kompleksitet, ok friskhed til at balancere og med lang, lang hale (96).

Som dem fremgår, var jeg meget glad for de hvide og foretrak f.eks. den hvide for den røde, både hvad angår 20 års og 40 års. Så, ja. Andresen er fremragende på Tawny og Colheita-siden, uanset om druernes farve.

En anden konklusion kunne gå på den tilbagevendende diskussion i danske portvinskredse. Skal Tawny og Colheita drikkes frisktappet, eller har det godt af at udvikle sig videre på flaske? Der skal ikke være nogen tvivl om, at fadlagret port udvikler sig videre på flasken. Det gør al vin. Der kommer andre og spændende nuancer frem. Men til gengæld forsvinder friskheden og den balancerende syre. Det er selvfølgelig en smagssag, hvad man foretrækker, men for mig er det netop kombination af den intense og koncentrerede fadlagrede karakter med friskheden og syren, som gør gammel Tawny og Colheita en stor nydelse.

Tak til Henrik Oldenburg, Carlos Flores, Álvaro van Zeller og den danske importør Vinimondo for en god og lærerig smagning.