Viser opslag med etiketten Beira Interior. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Beira Interior. Vis alle opslag

fredag den 5. september 2025

Barroca da Malhada fra Beira Interior

 


De smagte vine er anmeldereksemplarer tilsendt af producenten

 

Den portugisiske vinregion Beira Interior er så godt som ukendt herhjemme. Men den er på vej frem – både hvad angår antallet af producenter og kvaliteten – og fortjener derfor opmærksomhed. I sidste opslag præsenterede jeg således Ethos Wines, og denne gang gælder det Barroca da Malhada. Begge var med i en artikel om nye tendenser i portugisisk vin, som jeg skrev til Din Vinguide i juni måned. Og begge smagte jeg første gang på vinfestivalen Simplesmente Vinho i Porto i februar måned.



Barroca da Malhada blev etableret i 2021 af Fernando Teixeira de Camargo og hans søster, hjemhørende i Beira Interior. De har 5 hektar vinmarker, som dyrkes økologisk og biodynamisk, og der benyttes kun egne druer til vinene. De røde sorter er Touriga Nacional, Trincadeira, Aragonez, Alicante Bouschet og Cabernet Sauvignon. De grønne er Arinto, Fernão Pires og Bical.



Fernando Teixeira de Camargo fortæller:

”Jeg elsker Beira Interior som region. Det er varmt om dagen og koldt og friskt om natten, og så er det en ny region, der tillader os at lave vine med en anden tilgang i en atmosfære af frihed. Jeg vil gerne lave håndværksmæssige og gastronomiske vine med minimal indgriben i kælderen, så vinene udtrykker terroiret,” siger han og fortsætter:

”Vi bruger primært portugisiske druesorter, portugisisk træ til fade samt amforakrukker. Amfora giver stor kompleksitet til vinene, især når vi bruger dem i blends med vine lagret på fade.”

Der er generelt tale om lidt mere rustikke vine med karakter og særpræg, men måske ikke så bredt appellerende. Jeg smagte følgende vine:



Barroca da Malhada Arinto 2023: Strågul med grønt skær. Ekspressiv og markant næse med modne æbler, lidt toastede gærnoter, let oxideret. Moden frugt, god fylde og tekstur, høj syre og friskhed, en vis bitterhed, lang hale med syresvip. Fin madvin (92)

Barroca da Malhada Tinalhas 2023: 75% Touriga Nacional and 25% Baga, lagret delvist på ståltank og amfora. Mørk rubin, lilla kant, næsten uigennemsigtig. Floral, mørke bør, brombær. Frisk, floral og elegant i munden, men også fyldig med godt med tanniner, måske lidt rustik, stort potentiale, brug for tid både i glasset og kælderen (92).

Barroca da Malhada Baga 2023: Mørk, tæt, uigennemsigtig, lilla kant. Solbær, marmelade, krydderurt. I munden fyldig med kraftige tanniner, fin syre, der skaber god balance, dejlig lang, krydret hale, høj alkohol (15 %) (92).

tirsdag den 2. september 2025

Ethos Wines fra Beira Interior

 


Omtalte vine er anmeldereksemplarer tilsendt af producenten

 

Douro, Alentejo, Vinho Verde og Dão. Det er vel de mest kendte vinregioner i Portugal. Men der findes andre. I juniudgaven af Din Vinguide havde jeg en artikel om nye veje og tendenser i portugisisk vin. Her satte jeg fokus på emner som stigende kvalitet i hvidvine, bæredygtighed, lokale druesorter, mindre ekstraktion og ikke mindst nye regioner på vej frem. Det sidste gjaldt f.eks. øerne, hvor vine fra især Azorerne, men også Madeira og Porto Santo har markeret sig med stigende kvalitet. Og så gælder det regioner som Tras-os-Montes og Beira Interior i det indre af landet, hvor såvel antallet af producenter som kvaliteten er stigende.

Blandt de producenter, der blev omtalt, var nogle, som ikke pt. er tilgængelige i Danmark, og da de fremsendte flere vine, end der var mulighed for at omtale i bladet, vil jeg her og i de næste par opslag lave en lille præsentation.

Vi lægger ud i Beira Interior, som ligger i baglandet bag Dão og nord for Alentejo og dermed også tæt på det det portugisiske fastlands højeste punkt; Serra da Estrela. Tæt ved bjerget ligger Mondego-dalen, hvor Quinta de São Lourenço er beliggende. Vingården har 12 hektar med især gamle vinmarker i 480 til 520 meters højde. Alt er certificeret økologisk, og der er fokus på gamle druesorter som Rufete, Baga, Síria og Fonte Cal mv. Ca. 75 % af produktionen er rødvin, 25 % er hvidvin. Vinene sendes på markedet under brandnavnet Ethos Wines, der blev grundlagt af Tiago Mendonça i 2018. 

Winemaker for Ethos Wines er Mariana Salvador, som også arbejder for Textura Wines i Dão og med sine egne projekter, ser et stort potentiale i Beira Interior.

”Fremtiden for Beira Interior er meget lovende. Regionen er endnu uudforsket, men har kæmpe potentiale i kraft af indfødte druesorter, højt beliggende vinmarker, tørt klima og granitjord. Kombineret giver disse ting et unikt stedsspecifikt terroir med friskhed, karakter og autentisitet.”


Mariana Salvardo flankeret af Tiago Mendonça og dennes søn

Mariana Salvador fortæller, at i modsætning til Dão er eksponeringen østvendt og uden samme beskyttelse fra bjergene, hvilket medfører hårdere vintre og meget varme sommerdage, men med kølige nætter pga. højden. 

”Denne kontrast forstærker syreniveauet, den aromatisk kompleksitet og friskheden, hvilket resulterer i vine med spænding, mineralitet og en raffineret, præcis profil og ofte med et mere stringent og dybt udtryk,” forklarer hun og konkluderer:

”Kort sagt. Hvor Dãos plateau ligger beskyttet af bjergene, reflekterer Beira Interior den mere vilde og robuste skønhed og producerer vine med en stærk identitet.”



Ethos Wines har også fokus på økologisk dyrkning og minimal intervention, siger Mariana Salvador. Deraf også navnet:

”Navnet reflekterer vores værdier og filosofi; respekt for naturen og druernes oprindelse, så de kan udfolde deres potentiale og udtrykke identiteten i Serra da Estrela,” siger hun.

Jeg smagte følgende vine fra Ethos Wines:

Ethos Natureza da Serra Branco 2022: Blend af Síria, Arinto og Gouveio. Grøngul, klar. Duft af citrusfrugt, pære og blomster. Frisk med høj syre, stringent og mineralsk, god frugtfylde med citrus og æbler, tør, lang hale med citrus og syresvip. (90).

Ethos Identidade da Serra Branco 2023: Blend af Síria, Cerceal og Malvasia Fina fra gamle stokke, 11 måneder på fad og et år på flaske Gulgrøn. Ekspressiv med citrus, eksotisk frugt, mineralitet samt diskrete noter fra fadet. Dejlig fylde og friskhed, citrus, fersken, smørnoter god syre, tør, mineralsk, lang hale med syresvip. En dejlig kompleks vin med flot balanceret fadbrug (94).

Ethos Palhete 2021: Lavet på 15 % grønne og 85 % røde druer fra blandet mark, fermenteret sammen. Rubinrød, lav intensitet. Animalsk næse, modne bær, let røget. Let med godt med primær frugt, kirsebær og florale noter, diskrete polerende tanniner. Bør nydes let afkølet (88).

Ethos Natureza da Serra Tinto 2021: Blend af Touriga Franca, Tinta Roriz og Rufete. Mørk rubin, lilla kant. Frisk frugt, røde bær og mørke kirsebær, krydderurt. Frisk primær frugt, god syre og fin sprødhed, bløde tanniner (89).

Ethos Identidade da Serra Tinto 2021: Blend af Rufete, Baga, Jaen, Trincadeira og Mourisco fra gamle stokke, co-fermenteret. Mørk rubin, lilla kant. Ekspressiv med mørke bær, krydderurt, kraftig og fyldig, men også med fin friskhed og balance, god kompleksitet. Et fint glas (92).