Vintage 2024 – et klassisk portvinsår

Rygterne havde sviret i mere end et år. Når man, som jeg, har talt med winemakere og andre portvinsfolk og spurgt til høsten 2024, har der hele tiden været optimisme at spore. Det samme gjaldt dag jeg i november sidste år til Portweinmesse i Leverkusen smagte forskellige fadprøver fra 2024 sammen med winemaker David Guimaraens (læs her). Og nu halvandet år efter kommer de endelig svar på.

De seneste uger er det strømmet ind med meldinger om såkaldte deklareringer af Vintage 2024. En deklarering er, når en portvinsproducent annoncerer, at de vil lave Vintage portvin det pågældende år – og vel at mærke har fået kvaliteten godkendt af myndighederne i form af portvinsinstituttet, IVDP. Det skal ifølge lovgivningen ske ved at indsende en flaske mellem 1. januar og 30. september i andet år efter høståret, hvorefter instituttet som ved al anden portvin laver tekniske analyser og lader et smagepanel teste vinen inden godkendelse. Og ja, det sker, at vine bliver afvist.

Det deklareres vintage hvert år, da der altid kan laves god vintage portvin – og i modsætning til tidligere også i de mindre gode år, hvor vækst- og høstbetingelser ikke er de bedste. Det skyldes, at den tekniske kunnen er blevet bedre. Der er bedre styr på det optimale høsttidspunkt, bedre temperaturkontrol i kælderen og kvaliteten af den druesprit, der tilsættes, er blevet bedre for blot at nævne tre markante forbedringer. Men når det er sagt, skal det også tilføjes, at der stadig er forskel på årgange. Nogle år er bedre end andre. Og nogle år kaldes ligefrem for klassiske.

En klassisk årgang er, når der er bred enighed om at deklarere klassisk vintage. Klassisk vintage er blends af druer fra flere vingårde i modsætning til Single Quinta Vintage og det voksende antal enkeltmarksvine. Skal hele årgange defineres som klassisk, skal mange altså deklarere herunder de helt store spillere på markedet som især Symington Family Estates og Fladgate Partnership. Jeg vil ikke her remse samtlige årgange op, men på denne side af årtusindeskiftet taler vi om årgangene 2000, 2003, 2007, 2011, 2016 og 2017 – og altså nu 2024.

En klassisk årgang bliver også gerne markeret af portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto, som har for vane selv at deklarere deres egen portvin, som er et blend af Vintage fra forskellige producenter. Det sker i form af en ceremoni, hvor alle producenter hænder et eksemplar af deres portvin op i et stort glas, hvilket jeg har overværet et par gange. Læs mere her.

Jeg vil ikke her remse alle de deklareringer, som allerede nu er indgået op. Men nævnes kan det, at de tæller tonesættende brands på vintageområdet som Graham´s, Taylor´s, Cockburn´s, Fonseca, Quinta do Noval, Dow´s, Sandeman, Ferreira, Croft, Warre´s og Ramos Pinto.

Men hvad skal der egentlig til for at producenterne deklarer klassisk Vintage frem for Single Quinta Vintage? Hvad er det for kvaliteter, der afgør valget? Og er de klassiske blends bedre end Single Quinta Vintage – og i givet fald hvorfor og hvordan?

Spørgsmål som disse vil være blandt emnerne for en artikel, jeg skal skrive senere på året til vinbladet Din Vinguide. Her vil der være udtalelser om såvel Vintage 2024 som ovennævnte spørgsmål fra forskellige af de kendte winemakere, ligesom jeg vil prøvesmage en længere række af de nye portvine.

Til sidst en lille opfordring til især importører. Hvis du kender til offentliggjorte deklareringer, hører jeg gerne fra dig.

I øvrigt kan du læse mine omtaler af tidligere Vintage-årgange her på bloggen ved at klikke ind på det pågældende år under etiketter i højre spalte.

”Pressing Matters” – ny bog diskuterer vigtige vinemner

 

Hvad vil det sige, at vin er naturlig? Er økologi og biodynamik vejen frem, og hvordan definerer vi disse? Hvad er vigtigst, klima eller jordbund? Hvad kan vi egentlig smage, når vi sætter ord på vin? Hvordan er sammenhængen mellem pris og kvalitet?

Det er spørgsmål som disse, der er til debat i bogen ”Pressing Matters” skrevet af Alan Ramey, som er winemaker i Sonoma og Napa i Californien.

Bogen er opdelt i otte kapitler, som diskuterer forskellige aspekter af vinfremstilling og den medfølgende debat om metoder. Opremset i overskrifter er emnerne: Terroir, vinregioner, økologi, biodynamik, klima og vin, smagsoplevelser, vin og priser, naturvin og minimal indgriben. Der diskuteres for og imod med citater fra eksperter, winemakere og forskere, som har foretaget undersøgelser, men bogen leverer ikke en facitliste, da der er uenigheder og billedet ikke er sort-hvidt.

Terroir defineres flere steder som bestående af flere lag – nemlig såvel jordbund som klima, men også jævnligt den menneskelige indgriben. Om forholdet mellem de to førstnævnte hedder det bl.a., at ”within the complex interaction between climate and soil, climate is the more important factor.” Men når så winemakeren kommer ind over sker der en indgriben, og som PhD i jordbundsvidenskab Daniel Roberts citeres for: ”There´s nothing more destructive to terroir that winemaking”.

Kapitlet om vinregioner tager afsæt i klassifikationssystemet i Saint-Émilion, men kommer efterfølgende godt rundt i verden med masser af eksempler på konsekvenserne af opdeling og klassifikation herunder forskellene i tilgangen i Europa og USA og den ny verden, hvor restriktionerne er færre.

Emner som økologi, biodynamik og naturvin er ikke overraskende en større diskussion værd. Hvordan defineres begreberne egentlig? Og hvad er de positive og negative implikationer af sådanne tilgange til vindyrkning og -produktion?

Her refereres der en del studier af konventionel jorddyrkning og økologi eller biodynamik. Der hersker nok ingen tvivl om, at der er langt flere mikroorganismer i økologisk eller biodynamisk jord, men modsat findes der ikke videnskabelig evidens for, at månefaserne har betydning for kvaliteten i vinmarken. Og er der i det hele tager smagsforskel? Her deles vandene, og ikke alle er enige i denne påstand fra Washington Post: ”Biodynamic wine has roots in pseudoscience, but the proof is in the bottle”.

Smag er så at sige en smagssag, men også et spørgsmål om kulturelle rødder og erfaringer. Undersøgelser har f.eks. vist, at uerfarne smagere var mindre glade for dyre vine end erfarne. Der er i al fald nok ingen tvivl om, at jo mere man smager, des mere begynder man også at sætte pris på vine, som er lidt anderledes, mere komplekse og måske umiddelbart sværere tilgængelige. Og ja, vi kommer selvfølgelig også omkring de eksperimenter, der har været med smagning af hvidvin og rødvin, hvor deltagerne ikke klart kan skelne. F.eks. blev en hvidvin, som var tilsat farve uden smag, beskrevet med noter, som var det en rødvin.

Endnu et emne, som bogen berører, er vins signalværdi – f.eks. som udtryk for tradition og socialklasse. Når nydannede vinselskaber ifører sig kapper og benytter ritualer, som signaler tradition og lang historik, er det mere af markedsføringsmæssige årsager. Bogen refererer til Confrérie des Chevaliers du Tastevin i Bourgogne, men kunne lige så godt have fokuseret på portvinsbroderskabet Confraria do Vinho do Porto, som jeg selv er optaget i, når der konkluderes: ”The Confrérie knew the power of history, traditions and cultural rituals in creating value and despite its origins, the Confrérie has grown to have a loyal following and help create a sense of wonder for Burgundian wines.”

Fra en ceremoni i portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto

Alt i alt interessant læsning for vinskribenter, sommeliers og andre vininteresserede. Ok, meget er hørt eller læst andre steder før, men bogen giver et fint overblik over de vigtige diskussioner.

 

Alan Ramey: Pressing matters. The debates, controversies, and mysteries that have shaped the world of wine. Academie du Vin Library 2026, 214 sider.

Oscar Quevedo i Svendborg

 

Oscar Quevedo er blandt de flittigste portvinsambassadører, når det gælder om at komme rundt i Danmark og besøge butikker. Da han også er en sympatisk og venlig mand, vækker et besøg naturligvis altid glæde for deltagerne, som er mødt frem for at smage hans vine og portvine og høre ham fortælle.

Det gjaldt også nyligt i Svendborg, hvor han (gen)besøgte Porto Pires, som drives af den energiske portugiser Ana Pires. Her blev der serveret et udvalg af vine og portvine, og hvert glas blev ledsaget af en lille petiscos – portugisernes svar på tapas – kreeret af Ana, som er en glimrende kok.

Der blev lagt ud med en variant over den velkendte porttonic, men her var der tale om pink port opblandet med limonade. Dejligt frisk, selv om citronsmagen lidt overdøvede portvinen. Derefter blev vine og portvine serveret – og som sagt alle sammen med en lille velsmagende ret fra bacalhão over blæksprutte og gryderet i tartelet til oste. Undervejs fortalte Oscar selvfølgelig om Douro, fremstillingen af vin og portvin, de konkrete vine og det familieejede Quevedo, som i dag drives af ham selv og søsteren Claudia, som er winemaker.

 

Nedenstående vine og portvine fra Quevedo blev smagt. Jeg giver dog ikke point, da der var tale om en hyggeaften med mad.

Oscar Branco 2022: Blend af især Rabigato og Viosinho samt andre typiske hvide Douro-sorter. Gulgrøn til strågul. Citrus og lidt eksotisk frugt i næsen. Abrikos og melon samt lidt frugtsødme, balanceret og med diskret fadbrug. En ganske fin og ligefrem hvidvin.

Oscar Rosé 2023: 100 % Touriga Nacional med kun 30 minutters skindkontakt. Lys laksefarvet. Diskret næse med lidt røde bær og blomster. Let i munden med hindbær og jordbær samt lidt florale noter og lidt bitterhed, fin balance. En let rosévin a la Provence. Selv foretrækker jeg rosé med mere power.

Oscar Tinto 2020: Blend af 75 % Touriga Franca, 17 % Touriga Nacional og 8 % Tinta Roriz fra højtliggende marker, 6 måneder på fad. Mørk rubin. Floral næse med solbær og violer. God syre og fint med frugt, mørke bær, lidt kogt frugtpræg, blød og rund med bløde tanniner.

Claudia Reserve 2018: Blend af de typiske Dourosorter; Tinta Roriz (49%), Touriga Franca (35%), Touriga Nacional (10%), Tinta Franca (4%) og Sousão (2%) fra lavereliggende marker, 12 måneder på fad. Mørk rubin. Dejlig ekspressiv med solbær og krydderurter især timian. Mørke bær, esteva og krydderurt, godt med tanniner, stadig med fint gemmepotentiale.

LBV 2018: Mørk og tæt. Frisk næse med solbær, esteva og lidt krydderurt. God friskhed også i munden, dejlig frugt, godt med tanniner, tør stil. En ganske frisk og frugrig LBV.

Rosé port: Mørke laksefarvet. Hindbær og jordbær, let krydret, fint balanceret. En ganske fin pink port, selv om jeg ikke er den store fan. Men jeg byder det efterhånden store udbud af rosé port yderst velkommen i producenternes portefølje.

Quevedo Special Reserva Tawny: Ca. 8 år gammel i snit. Rødbrun. Nødder, figner og stadig lidt primær frugt i næsen. Nødder og tørrede frugter, lidt sprittet, tør stil, en smule bløde og diskrete tanniner.

10 års Tawny: Rødbrun med mørk kerne og lidt lysere kant. Marcipan, hasselnødder og valnødder. Tørrede frugter og nødder og igen tør stil, fint balanceret. Tydeligt mere udviklet end Reservaen.

Quevedo Mosaic Branco: En helt special hvid portvin baseret på druer fra en forsøgsmark anlagt af landbrugsministeriet og med hele 47 forskellige grønne sorter i et field blend (den tilsvarende røde har 64 sorter), co-fermenteret med stilke. Lys citrusfarvet. En meget atypisk røget næse samt citruspræg. Ganske velsmagende, godt krydret og let røget, lang hale i enden, tør. Et spændende alternativ i kategorien, hvor det mest er sødmegraden, som varierer, når vi ikke taler om hvid port med, der er lagret på fade.

 

Læs også min omtale af Quevedos Vintage 2023 her.

Quinta do Noval – fra LBV til National

 

Quinta do Noval hører til blandt de mest prestigefyldte portvinsmærker – både hvad angår selve quintaen, som ligger i baglandet til Pinhão, og portvinene. Det sidste skyldes ikke mindst den eksklusive enkeltmarksportvin Noval Nacional, som blev lavet første gang i 1931, om end der findes ubekræftede notitser om en årgang 1927 på auktion hos Christies. Her er der tale om vinplanter på oprindelige portugisiske vinstokke, som ikke blev udskiftet med amerikanske efter vinlusen phylloxeras hærgen sidst i 1880´erne – deraf også navnet. I den senere tid er der kommet en del andre enkeltmarksvine til fra andre producenter i Douro.

Foruden Quinta do Noval Vintage og Quinta do Noval Nacional Vintage producerer Noval siden 1983 også den lidt lettere og hurtigere modnende Silval Vintage. Tidligere var navnet Quinta do Silval (en ejendom, der ligger tæt ved Noval, og hvor Noval ejer en mark), men det ændrede sig til blot Silval midt i 80´erne efter Portugals indtrædelse i EU. Da der er tale om en vin lavet på druer fra såvel selve Quinta do Noval som Silvalmarken og dermed altså et brandnavn, tillod lovgivningen ikke længere quintabetegnelsen.

Quinta do Noval omtales første gang i år 1715 og har altså en lang historie bag sig med mange ejere. Igennem en del år var den ejet af Van Zeller familien, men i 1993 blev den købt af det franske AXA Millésimes, som placerede Christian Seely ved roret. I 2019 købte Quinta do Noval også naboejendommen Quinta do Passadouro, ligesom Seely selv har investeret i nærliggende Quinta da Romaneira. Chefwinemaker for det hele er Carlos Agrellos.

Noval er høj kvalitet i alle kategorier og laver derfor også udmærket LBV i såvel filtreret som ufiltrerede udgaver – sidstnævnte med fint gemmepotentiale. Dertil kommer udmærkede tawnies og colheitas, hvor jeg især vil fremhæve deres 40 års tawny.

I marts var Quinta do Noval på progammet i The Vintage Port Club med fokus på rubystilen – nærmere bestemt et par LBV´er og de forskellige tre udgaver af Vintage. Det er selvfølgelig ikke første gang, at Noval og Noval National har været på programmet. I 2009 deltog jeg således i en smagning af begge, og i 2016 gæstede Christian Seely klubben ved den årlige winemakers dinner (læs min omtale her).

Men tilbage til nutiden, hvor følgende vine blev smagt semiblindt:

Noval LBV 1991 (magnum): Rubinrød med orangebrun kant, lidt uklar. Især i starten med en smule apotekerduft, røde bær, cigarkasse. Floral med røde bær, fin syre, diskrete tanniner. Et ok glas, som dog nok ikke holder meget længere (91).

Noval LBV 2016 (ufiltreret): Mørk rubin, lidt lysere kant, tæt og uigennemsigtig. Solbær og andre mørke bær i næsen samt lidt kaffe og esteva. Godt med frugt, mørke bær, kaffenoter, bløde tanniner og fin balance. Stadig med gemmepotentiale (91).

Silval Vintage 2001: Mørk rubinrød, lysere kant. Brombær, solbær, kakao og cigarkasse i næsen. Forholdsvis elegant, floral med fin frugt, tør og med god balance, bløde tanniner. Et fint glas uden dog at være helt oppe på den store klinge (92).

Noval Vintage 1970: Rubinrød med lys transparant kant. Jordbær, tyttebær og ribs. Røde bær, elegant og fint balanceret. En ganske harmonisk og delikat vin (93).

Noval Vintage 1982: Flot teglfarvet med lys kant. Dejlig duft af jordbær og andre røde bær, teblade og lidt cigarkasse. Blød i munden med røde bær, elegant, tør, bløde tanniner og fint syrebid i halen. Delikat og stadig med liv foran sig (95).

Noval Vintage 1991: Rødbrun med lys kant, lav intensitet. Røde bær, jordbær, mokka og lidt vanilje i næsen. Let cremet i munden, toffee, bløde tanniner, lang hale, En dejlig vin (93).

Noval Vintage 1997: Rubinrød med lys kant. Solbær og ribenasaft i næsen samt lidt hvidløg. Ok frugt, men også lidt vel urtet og måske lidt tam, lang hale med tørre tanniner (92).

Noval Vintage 2000: Rubinrød, mørk. Godt med mørke bær, solbær og brombær, lidt vanilje. Solbær og andre mørke bær i munden samt mørk chokolade, tør, godt med tanniner. Dejlig vin med fint potentiale (93).

Noval Nacional 1964: Ravfarvet med flot skær, ikke så intens. Abrikos, mandel og honning i næsen. Let cremet i munden, blød og delikat, nødder og andre oxidative noter. Dumpet som vintage, men et ganske fint glas i tawnystil – dog ikke aldersvarende kvalitet (92).

Noval Nacional 1975: Ravfarvet med helt lys kant. Duft af abrikos og orangeskal. Blød og cremet, ganske delikat og velbalanceret, god mellemlang hale. Igen dumpet som vintage, men et flot glas (93).

Noval Nacional 1978: Teglrød med helt lys kant. Måske lidt anonym næse med røde bær. Diskret frugt med røde bær, fin elegance, dejlig floral (93)

Noval Nacional 1980: Rød kerne, lysere kant, lidt tåget. Lidt urtet næse, frisk med røde bær. Røde bær, markant syre, krydret og pebret hale, ikke helt harmonisk, lidt kantet (91).

Min top 5

Inden mine konklusioner lige et par bemærkninger. Arrangørerne var i tvivl om kvaliteten af Noval Nacional 1964, da den havde meget lav stand i flasken. Efter åbningen kunne de dog konstatere, at den ikke havde decideret fejl, men blot var meget lys, hvorfor den indgik i smagningen. En enkelt skæv flaske var der dog i smagningen i form af den ene Noval Vintage 1997, men jeg var så heldig at være placeret ved bordet med den gode flaske. Endelig skal det nævnes, at der kun var en flaske til deling af de tre ældste Noval Nacional vine. En ganske fornuftig disposition af hensyn til smagningens pris og det faktum, at de er svære at finde. Men selv om der var mindre i glassene end vanligt, var der nok til at smage og bedømme vinene.

Deltagerne afgav deres point, hvilket gav denne samlede Top 5 med pointsnit i parentes:

1. Quinta do Noval Vintage 1970 (90,9)
2. Quinta do Noval Vintage 1982 (90,8)
3. Quinta do Noval Vintage 2000 (89,0)
4. Quinta do Noval Silval Vintage 2001 (88,5)
5. Quinta do Noval Nacional Vintage 1975 (87,4)

Den samlede Top 5

Ses bort fra Silval 2001 var der ikke den store afvigelse fra min egen bedømmelse. Der var dog en del snak om, hvordan man skulle vurdere og pointgive de to ældste udgaver af Noval Nacional, som var tydeligt tawnyficerede. Som det fremgår ovenfor valgte jeg at give pæne point, da de faktisk smagte ok, og så se igennem fingrene med, at der ikke var tale om vine med Vintage karaktertræk. Andre dumpede dem af denne grund. Der kan argumenteres for begge dele.

Selv om Noval Nacional er prestigefyldte og omkostningstunge vine, kan jeg ikke ud fra denne smagning og mine tidligere erfaringer sige, at det er bedre vine. Desuden kan noget tyde på, at holdbarheden måske ikke er så god – medmindre der var tale om dårlig opbevaring e.l. Dette vil harmonere med udtalelser, jeg har hørt fra flere winemakere – nemlig at enkeltmarkerne nok giver flotte vine, men uden det samme langtidspotentiale som klassiske blends.

Alt i alt en ganske fin smagning, selv om flere deltagere udtrykte skuffelse. Og ja, vurderet ud fra den hype, der er om Noval og Noval Nacional, var kvaliteten måske lidt lavere end forventet.