Fonseca Guimaraens gennem fem årtier

Fonseca hører afgjort til i første division, når vi taler Vintage portvin. Husets historie går tilbage til begyndelsen af 1800-tallet, og den første Vintage er ifølge dem selv registreret som værende fra 1840. J.D.A. Wiseman nævner dog i sin bog ”Port Vintages”, at også årene 1817, 1821 og 1834 blev produceret. I 1931 fik den en lillebror i form af Fonseca Guimaraens – en Vintage portvin, som er lidt lettere i stilen, modnes hurtigere og samtidig også lidt mere tilgængelig prismæssigt.

Fonseca Guimaraens bliver jævnligt fejlagtigt benævnt som værende en Single Quinta Vintage (SQV), men det er en misforståelse. Den er ikke og har aldrig været en SQV. Definitionen er sådan set ret enkel og gælder såvel almindelig vin som portvin. Hvis vingårdens navn skal anføres på etiketten, må der kun bruges druer fra den selvsamme quinta og altså hverken indkøbte druer eller druer fra andre af selskabets vingårde og marker.

For det første findes der ingen vingård, som hedder Guimaraens – navnet er hentet fra familien, der i generationer har stået i spidsen for Fonseca og afløst hinanden som winemakere. For det andet kommer druerne i dag fra de samme tre quintaer, som leverer druer til den klassiske Fonseca, nemlig Quinta de Santo António, Quinta do Cruzeiro og Quinta do Panascal. Heraf lægger sidstnævnte navn til en SQV, ligesom der faktisk også er produceret SQV Fonseca Guimaraens fra Quinta do Cruzeiro i et par årgange – senest i 1982.

Quinta do Panascal

Baggrunden for etableringen af brandet var et ønske om at kunne tilbyde en lidt lettere og hurtigere modnende Vintage Port med noget af den samme karakter som den klassiske Fonseca. De første år blev Fonseca og Fonseca Guimaraens produceret parallelt – akkurat som de såkaldte andenvine fra Bordeaux – men da 30´erne blev til 40´erne begyndte man i stedet at lave Guimaraens i de år, hvor der ikke blev udsendt en klassisk deklareret Vintage fra Fonseca, dog med enkelte undtagelser, hvor ingen af dem bliver deklareret. Med andre ord vurderer winemakeren, hvilket i dag vil sige David Guimaraens, om materialet vil kunne levere langtidsholdbare og meget potente vine eller ej, hvorefter de bestemmer, om der skal udsendes den ene eller anden, måske en SQV fra Panascal eller måske kun LBV som senest i 2014. Selv om Fonseca og Fonseca Guimaraens således ikke længere udsendes i samme år, er det dog ikke helt galt fortsat at kalde sidstnævnte for en slags andenvin.

Sammen med David Guimaraens på Fonsecas båd ved regatta i september 2018

Forleden var der i The Vintage Port Club smagning af Fonseca Guimaraens i 12 årgange spændende fra 1967 til 2001. Her følger først mine noter og derefter lidt refleksioner og konklusioner:

Fonseca Guimaraens Vintage 1967: Lys teglrød med helt klar kant. Jordbær, ribs og lidt mørke bær i næsen, på en gang frisk, elegant og dejlig modnet. I munden delikat med røde bær, ok men ikke høj syre, dog balanceret og medium lang hale med lidt bid i. Stadig levende, men nok ikke med mange år foran sig (91).

Fonseca Guimaraens Vintage 1976: Mørk rubin, forholdsvis tæt med rød kant. Solbær og andre mørke bær, lidt tobak og lakrids samt lidt krydderurt. Intens i munden med godt med frugt og mørke bær, fyldig krop, godt krydret, god balance samt en lang og meget krydret hale (90).

Fonseca Guimaraens Vintage 1978: Lys teglrød med transparant kant. Underlig næse med lidt kirsebær og andre røde bær, æblemost og lidt sæbe. Tynd på frugt, let, ok syre men meget uharmonisk (84).

Fonseca Guimaraens Vintage 1984: Rødbrun, lys kant. Dejlig ekspressiv næse med røde bær. Fin og blød i munden, bær, lidt træ og en smule lakrids, elegant, men også med fint syrebid, i anden omgang et kraftigt krydret bid (90).

Fonseca Guimaraens Vintage 1986: Lys teglrød. Lidt diskret og støvet næse med jordbær og lidt krydderier. Jordbær og andre røde bær, god syre, men savner lidt frugt og krop, nok på vej ned og ud (88).

Fonseca Guimaraens Vintage 1987: Rubinrød. Ikke så ekspressiv og lidt underlig i næsen, savner frugt. Ok i munden med godt med frugt, krydret karakter, godt med tanniner og lang hale. Lidt tendens til skævhed, men dog ikke decideret fejl (87).

Fonseca Guimaraens Vintage 1988: Rubinrød med lys kant. Lidt stram i næsen med godt med røde bær, blommer og en smule lakrids. Ok fylde i munden, lidt bid (89).

Fonseca Guimaraens Vintage 1991: Flot rubinrød med lys kant og mørk kerne. Masser af frugt, røde bær, cassis, en smule kemisk præg. Pænt med frugt og pæn hale med syresvip (89).

Fonseca Guimaraens Vintage 1995: Mørk rubin, mørk kerne og lidt lys kant. Brombær, cassis og en smule frugtgrød i næsen. Kraftig og intens i munden, godt med frugt, lidt mørk chokolade, fin krydret, god balance samt pænt med tanniner til et videre liv (91).

Fonseca Guimaraens Vintage 1996: Rubinrød, intens med lys kant. Dejlig aromatisk med kirsebær og andre røde bær. Rimelig rund i munden, men ikke så intens, savner lidt frugtfylde (89).

Fonseca Guimaraens Vintage 1998: Mørk rubin, rød kant. Fin næse med mørke bær, brombær og god frisk frugt. Dejlig rig på frugt i munden, røde bær, krydret bund, gode syre og balance, stadig med bløde tanniner samt lang hale med bid (90).

Fonseca Guimaraens Vintage 2001: Mørk rubin, mørke kerne, lys kant. Krydret og intens næse med mørke bær, brombær og solbær og lidt lakrids. Fyldig og rimelig potent i munden, godt med frugt og mørke bær, ok med bløde tanniner, fint potentiale (91).

Som det gerne skulle fremgå af noterne, var niveauet – ses bort fra enkelte vine – pænt fint uden dog at være prangende. Enkelte deltagere udtrykte da også lidt skuffelse, da de havde sat næsen op efter mere.

Årgang 1967 overraskede positivt og viste, at den hurtigere modning i al fald ikke generelt er ensbetydende med et kort liv. Det samme sås ved den virilitet og ungdommelighed, som Vintage 1976 udviste. Vintage 1978 derimod var enten færdig generelt, med fejl eller flaskerne havde været dårligt opbevarede. Jeg var gavmild på aftenen og gav 84 point, men den skulle nok have haft betydeligt mindre.

1984 er også stadig en flot vin, mens det kneb lidt for de senere udgaver i 80´erne. Endelig må det siges, at vinene fra 90´erne og senere står ganske flotte og med fine potentialer, så de er så afgjort værd at købe, når man har muligheden.

Der blev som vanligt afgivet karakterer fra deltagerne efter smagningen. Her var der lidt flaskevariation, men afstemningen gav følgende Top 5:

1. Vintage 2001 (92)
2. Vintage 1995 (90,92)
3. Vintage 1986 (90,88)
4. Vintage 1967 (90,65)
5. Vintage 1991 (89,92)