Vintage portvin fra 1995 og 1996

 

I The Vintage Port Club har vi flere gange rettet fokus mod Vintage 1994. Det er der god grund til, da årgangen regnes som klassisk med mange deklareringer og højt niveau. I 2014 var klubben således vært for en stor smagning af hele 39 forskellige udgaver af den dengang 20 år gamle årgang i anledning af klubbens 25 års jubilæum. Her deltog flere internationale gæster som masterblender Ana Rosas fra Ramos Pinto (fotoet nedenfor). 10 år senere blev årgangen genbesøgt med 13 vine på programmet.

En lille hage ved et stort portvinsår er, at det kan risikere at skygge for årgangene lige før eller efter. Ja, måske kan en klassisk deklarering ligefrem medføre, at det efterfølgende år ikke deklareres, selv om niveauet objektivt set måske er godt nok. Dette skyldes bl.a., at det tidligere var kutyme ud fra kommercielle hensyn, at der ikke kunne deklareres to år i træk. Dette ændrede sig dog med årgang 2016 og 2017.

Det er blevet påstået, at 1995 er et sådant år – altså et år, som kunne have været en klassisk årgang, hvis det ikke lige var for året før. Men både 1995 og det efterfølgende år endte som typiske Single Quinta Vintage år, hvor de fleste store huse ikke lavede klassisk vintage med altså Single Quinta Vintage eller andenvin som tilfældet Fonseca Guimaraens.

Forleden kastede klubben et blik på netop 1995 og 1996 ved en smagning, hvor seks huse blev smagt op mod hinanden i de to årgange sammen med en ekstra vin skænket af et medlem, som havde fødselsdag. Husene var følgende: Dow´s Quinta do Bomfim (billedet), Fonseca Guimaraens, Graham´s Malvedos, Quinta de la Rosa, Quinta do Vesuvio og Taylor´s Quinta da Vargellas. Ses bort fra Quinta de la Rosa alle gamle kendinge, som vi smager ofte. Der var altså tale om tre Single Quinta Vintage fra store huse, der også deklarerer klassisk Vintage som blend fra flere vingårde, to quintaer som kun deklarerer i eget navn og så andenvinen fra Fonseca, der ligesom den klassiske er et blend af druer fra forskellige quintaer. Dertil kom den ekstra flaske, som siden viste sig at være Ramos Pintos klassiske Vintage fra 1995.

Vinene, som var åbnet og dekanteret ca. tre timer før smagningen, blev serveret semiblindt ses bort fra den ekstra portvin, som blev serveret helt blindt. Rækkefølgen var blandet, men sådan at vi skiftevis smagte to fra årgang 95 efterfulgt af to fra årgang 96. For overskueligheden skyld lister jeg dem her parvis og i alfabetisk rækkefølge.

 

Dow´s Quinta do Bomfim Vintage 1995: Mørk rubinrød, tæt. Lidt lukket med modne mørke bær. Mørke bær og krydret i munden, fin hale (90).

Dow´s Quinta do Bomfim Vintage 1996: Mørk rubinrød med lidt lysere kant. Krydret med mørke bær. Solbær og modne bær, lidt vel skarp syre, fint med tanniner og lang hale med syrebid (92).

Fonseca Guimaraens Vintage 1995: Rubinrød, lys kant, ikke så intens i farven. Ekspressiv med jordbær og andre røde bær, let krydret og med florale noter. Måske lidt lav på frugt, hvorved den høje syre dominerede lidt, pebret, lidt til den tørre side, krydret hale med sort peber (92).

Fonseca Guimaraens Vintage 1996: Rubinrød med lysere kant. Fæl duft af prop og derfor uden for bedømmelse. Smagte kort den anden flaske, som virkede ok.

Graham´s Malvedos Vintage 1995: Mørk rubin, tæt. Solbær og brombær i næsen, lidt rustik fremtoning. God fylde i munden med modne bær, lang krydret og pebret hale, lidt til den søde side. Savner lidt elegance (91).

Graham´s Malvedos Vintage 1996: Mørk rubin, tæt og uigennemsigtig. Lidt støvet næse med jordbærgrød og lidt vel kogt frugt. I munden til gengæld lidt lav på frugt, god syre, pebret hale. Mangler spændstighed og skal drikke nu, men der var givet tale om en mindre heldig flaske (89).

Quinta de la Rosa Vintage 1995: Rubinrød med lysere kant, ikke så intens. Modne røde bær og mørke kirsebær, fin i munden, elegant og floral, men ikke så fyldig (92).

Quinta de la Rosa Vintage 1996: Rubinrød med lidt lysere kant og flot skær. Lidt tilbageholdende næse med røde bær, men også solbær. Fin i munden, først blød, men derefter skarpere og mere krydret (92).

Quinta do Vesuvio Vintage 1995: Mørk rubinrød. Mørke bær med krydret bund og krydderurter. Røde bær, florale noter og elegant, lidt tør stil, lang krydret hale. Et dejligt glas med fint potentiale (93).

Quinta do Vesuvio Vintage 1996: Rubinrød med lidt brunlige nuancer. Godt med frugt, modne jordbær og mørke bær. Let modnet, men også lidt kogt frugt, god syre og god balance og pænt med tanniner, stadig med potentiale (92).

Taylor´s Quinta da Vargellas Vintage 1995: Rubinrød med lidt lysere kant. I første omgang diskret i næsen, men den åbnede sig flot med især røde bær og florale noter. Blød i munden til at starte med, hvorefter syren fulgte, godt med frugt og tanniner til et langt liv, tør stil, lang hale med syrebid (93).

Taylor´s Quinta da Vargellas Vintage 1996: Mørk rubin, lys kant, flot skær. Røde bær, men også brombær, en smule tendens til kogt frugt. Fin i munden med moden frugt, høj syre og ganske fin balance og harmoni, pebret hale, fint potentiale (92).

 

Ses bort fra den helt skæve vin og en enkelt, som fremstod mindre heldigt, var det altså et tæt felt, uden de store udsving og dermed også uden helt at imponere. Men nogle af vinene fremstod ganske fine og dejlige, lige som flere havde pænt potentiale for at udvikle sig videre.

Det andet bord havde også et par mindre heldige flasker, hvilket spillede ind på det samlede bedømmelse af Fonseca Guimaraens 1995 og Dow´s Quinta do Bomfim 1996. Den samlede afstemning førte til følgende Top 5:

1. Quinta do Vesuvio Vintage 1995
2. Graham´s Malvedos Vintage 1995
3. Quinta de la Rosa Vintage 1995
4. Taylor´s Quinta da Vargellas Vintage 1995
5. Dow´s Quinta do Bomfim Vintage 1995

Som det ses af afstemningen var det altså en klar sejr til årgang 1995. Min to favoritter var da også begge fra 1995, mens jeg for Bonfims vedkommende foretrak 96 frem for 95. Og endelig vil jeg sige, at den mere sjældent smagte Quinta de la Rosa faktisk klarede sig udmærket. Apropos har jeg lige modtaget deres nye Vintage 2023, som jeg glæder mig til at teste snarligt.

At 1995 klarede sig bedst er som nævnt indledningsvist måske ikke så overraskende. Ser man på ratings i portvinslitteraturen nævner Henrik Oldenburg netop, at nogle producenter regner 1995 for lige så vellykket som 1994, mens kvaliteten i 1996 beskrives som ujævn, ligesom han giver 1995 et længere liv end 1996. Axel Probst giver fire ud af fem stjerner til 1995, men kun to til 1996, som kaldes lette portvine med kort fremtid. Richard Mayson tildeler begge årgange tre ud af fem stjerner, men nævner også, at der er store variation alt efter beliggenhed og plukketidspunkt.

Og hvad så med den ekstra flaske Ramos Pinto Vintage 1995? Her tog jeg ikke udførlige noter, da jeg regnede den uden for nummer. Men den var dog meget mørk og med lidt lilla kant, hvorfor jeg umiddelbart skød den til at være yngre. Der var masser af frugt og lidt mørk chokolade, stadig ungdommelig og med tørre tanniner til et langt liv. Og så forlød det i øvrigt, at de afgivne point til ekstraflasken ville have givet den en topplacering som aftenens bedste vin. Så jo, der kunne deklareres klassisk Vintage i 1995.