Sogevinus på kryds og tværs

Den store portvinskoncern Sogevinus har nyligt foretaget en større omrokering af sine største brands på det danske marked. Kopke blev ved den mangeårige importør, ViniPortugal, mens de tre andre store brands Burmester, Cálem og Barros fremover vil at finde hos COOP – en nyhed, jeg allerede skrev om i juli måned, men som altså nu også er realiseret.  

Om dette var anledningen til, at Sogevinus indbød til en stor smagning af de fire brands forleden på SP34 i København, skal jeg ikke sige. Men det er ganske sandsynligt. I al fald gav det winemaker Carlos Alves og exportmanager Stefano Marello mulighed for at præsentere de fire brands overfor et dansk publikum.

Carlos og Stefano fortalte lidt om de fire brands og deres vigtigste to quintaer, Quinta S. Luiz og Quinta do Arnozelo, som er beliggende i henholdsvis Cima Corgo og Douro Superior, ligesom de kom omkring de anvendte druesorter og de forskellige typer portvin. I den forbindelse blev det bl.a. fortalt, at Sogevinus altid venter til den 10. år med at flaske Colheita, selv om lovgivningen jo tillader det allerede fra syv år. Den politik synes jeg sådan set er ganske fornuftig, da jeg har smagt en del helt unge Colheitas, som efter min mening er tappet for tidligt, da de endnu ikke har udviklet tilstrækkeligt fadkarakter.

Smagningen omfattede i alt 12 vine. Der blev lagt ud med tre Vintage – to helt nye og en dejlig moden. Derefter fulgte otte Colheitas, hvoraf den sidste var hvid, samt en enkelt Very Old Tawny – en kategori, som er meget bredt defineret og omfatter både blends fremstillet til forskellige lejligheder og Colheitas, hvor årgangen ikke er registreret og derfor ikke må angives. Vinene var altså fra fire forskellige huse, af forskellige typer og med 82 år mellem den yngste og den ældste – og dermed en fin introduktion til, hvad Sogevinus kan og vil på portvinsområdet.

Følgende vine blev smagt:

Burmester Vintage 2017: Mørk rubin, næsten uigennemsigtig og med lilla kant, farver glasset. Solbær, brombær og lidt frisk mentol, tydelig frisk frugt, men også lidt vel marmelade og ribenapræg. Fin ren frugt, mørke bær, ligefrem og ukompliceret, lidt til den søde side, fin pebret hale (89).

Kopke Vintage 2017: Mørk rubin, lilla kant. Brombær dominerer, men også solbær og lidt røde bær samt violer, moden frugt, let krydret. Frisk med mørke bær, cassis og lidt mynte, fin struktur og god kompleksitet, fint med syre, frugt og tanniner til et langt liv (93).

Cálem Vintage 1985: Rubinrød med brun kant, lidt uklar. Moden frugt, jordbær, syrnede kirsebær og lidt hyld samt lidt krydderier og vanilje. Dejlig i munden, blød, lidt sød, stadig med fin frugt og syre, god balance. Fin moden nu, men har også flere år foran sig (93).

Barros Colheita 1996: Flot tawnybrun med orange kant. Meget ekspressiv med mandel og valnød, måske lidt vel skarp. Udmærket koncentration i munden med tørrede frugter, mandel, lidt appelsin, fin balancerende syre, tør, lidt sprittet hale (89).

Burmester Colheita 1989: Tawny brun, flot skær, orange kant. Lidt diskret i næsen i starten, men kom sig ved lidt højere temperatur, valnød, marcipan og vanilje. Blød og delikat i munden med mandel, honning og tørrede figner samt lidt appelsinskal (90).

Burmester Colheita 1979 (fadprøve): Mørk ravfarvet med lys orange kant. Diskret i næsen med mandel og appelsinskal. Elegant med mandel og tørrerede frugt, flot syre, dejlig lang hale, måske lidt vel skarp og sprittet, hvilket kan skyldes, at det var en fadprøve (88).

Barros Colheita 1974: Den såkaldte revolutions Colheita, som blev udgivet første gang i 2014 i anledning af 40 året for Portugals fredelige Nellikerevolution. Siden tappet igen og igen. Orangebrun med flot skær. Dejlig ekspressiv med nødder, valnød, appelsinskal og lidt karry. Dejlig fyldig i munden med god kompleksitet, lidt til den søde side, men med fin balancerede syre. Harmonisk og lækker vin (94).

Barros Very Old Tawny 102: Blend fra fem årtier med 50´erne som ældst. Tawny brun, lys orange kant og lidt mørkere kerne. Dufter ældet med tørrede frugter, røget. Dejlig i munden, cremet, dyb og kompleks med tørrerede frugter, figen og fin syre (94).

Kopke Colheita 1966: Mørk tawnybrun med grønlig kant. Intens næse med valnød og tørrede frugter. Dejlig i munden med tørrede frugter, valnød, appelsinskal og høj flot syre, blød, intens og kompleks (95).

Kopke Colheita 1957: Brun med mørk kerne og grønbrun kant. Valnød, appelsin, mandel og figner i næsen. Fyldig, let cremet og dejlig, men også lidt vel sprittet (92).

Kopke Colheita 1941: Flot tawny brun med grøngul kant. Figner, farin, nødder og jod i næsen. Blød og cremet med hasselnødder, tørrede frugter og lidt appelsinskal, fin syre og dejlig kompleksitet, let krydret (94)

Kopke White Colheita 1935: Lys orangebrun. Mandel, honning og citrus i næsen. Frisk med flot syre, honning, mandel, karry og citrus, tør, lidt sprittet hale. Havde det lidt svært ovenpå de mere tunge og dybe røde Colheitas, men en spændende vin (93).

Der blev altså smagt både på kryds og tværs, men ikke så man decideret kunne sammenligne de fire brands. Kopke, som ellers er mest kendt for Tawny og Colheitas, er nok værd at lægge mærke til fremover på Vintagesiden, hvis niveauet fra 2017 holdes. Endelig skal man ikke rynke på næsen af de ældre Vintage fra Cálem, som jeg forudser med den nye lancering og nye distributør får en lille revival i Danmark. 1985 var faktisk et udmærket glas.

Hvad angår stilen for Colheita er det svært at drage direkte sammenligninger, da der jo uanset brand er stor forskel på en ung Colheita fra 1996 og så de gamle svende fra midten af 1900-tallet. Umiddelbart er Kopke nok til den tungere side stilmæssigt, Burmester mere elegant og med Barros placeret et sted i mellem.

Læs i øvrigt min tidligere omtale af de to Vintage 2017 her. Og læs mere om Barros Very Old Tawny 102 her.