Vintage 1966 – stadig en holdbar årgang

 

Der skete meget i 1960´erne. I portvinens verden bød årtiet på to store klassiske årgange, som med tiden har vist sig at være blandt de bedste overhovedet. Længe har Vintage 1963 haft ry for absolut topniveau, hvorfor Vintage 1966 måske har stået lidt i skyggen.

Sådan er det ikke helt i dag. Det er kun de allerbedste vine i årgang 1963, som stadig er på toppen, mens flere af de tre år yngre udgaver stadig er ganske fine. Derfor har der de senere år været lidt den modsatte stemning, nemlig at Vintage 1966 er – om muligt – bedre end Vintage 1963.

I januar havde The Vintage Port Club i Odense Vintage 1966 på programmet. Smagningen var annonceret som nok værende sidste gang, den gode årgang vil kunne smages i klubben af den årsag, at det efterhånden er svært at finde flaskerne, når man som i klubben skal bruge tre af hver, ligesom priserne er løbet meget i vejret.

Det er blot anden gang i klubbens historie, at en horisontalsmagning af Vintage 1966 har været på programmet, men vine fra årgangen er selvfølgelig indgået i andre smagninger jævnligt. Sidst, vi smagte årgangen, var i 2016, hvor den havde 50-års jubilæum. Her blev der ligesom denne gang smagt 10 forskellige vine. Aftenens vinder var Fonseca forfulgt af Delaforce, Taylor´s, Graham´s og Dow´s. Af disse var det kun Dow´s som ikke var med her i januar. Derfor var det spændende at se, om de samme fire vine igen ville udmærke sig – eller om de ville blive overtrumfet af andre?

Om årgangen kan kort fortælles, at der ifølge Henrik Oldenburg var 29 huse, der deklarerede 1966, hvilket var betydeligt mindre end 1963, hvor hele 44 deklarerede. Der var altså lidt mindre konsensus om årgangens kvalitet end der var tre år før. Men der blev ”lavet fremragende vine”, som Oldenburg skriver. Tilsvarene skriver Richard Mayson i sin bog ”Port and the Douro”, at Vintage 1966 var kendetegnet ved ”power and elegance”, og at året var ”complete”. Han tilføjer, at det nok er tiden at drikke vinene nu, selv om de bedste ”will keep for a lifetime”. Axel Probst giver i sin bog ”Portwein” 1966 fem ud af fem stjerner og kalder året for et ”klassisk stort år, stadig relativ billig og særdeles langtidsholdbar”. Ses bort fra det med relativ billig, vi jeg erklære mig enig.

Der var flere spørgsmål, der ventede svar. Var vinene stadig holdbare eller kun nogle af dem? Hvordan så det ud med balancen mellem frugt og syre? Og ikke mindst, hvilket huse ville præstere og hvilke ikke?

Smagningen var semiblind, hvilket vil sige, at vi vidste, hvilke mærker den omfattede, men vi kendte ikke rækkefølgen. Åbningen af flaskerne begyndte små fire timer inden smagningen, og vinene blev dekanteret en times tid senere. Men de blev først skænket i glassene lige inden og ved en fin temperatur, hvilket gav god mulighed for at de kunne åbne og udvikle sig, som aftenen skred frem.

Her følger mine noter i den rækkefølge, vinene blev serveret. Ved et par vine giver jeg splitkarakter, da jeg var i tvivl – bl.a. fordi de ændrede karakter med tiden. Ved den efterfølgende afstemning, måtte jeg dog træffe et valg.

 

Delaforce Vintage 1966: Teglrød, lav intensitet, lys kant. Floral med jordbær, røde kirsebær og en vis skarphed i næsen. Røde bær, florale noter, et markant pebret og spicy indtryk, hvilket fortsatte i halen, som også var præget af en skarp syre, hvilket trak lidt ned i en ellers fin vin (92).

Grahams Vintage 1966: Lys rubinrød med lys kant, medium intens. Røde bær, syrnede kirsebær, læder og cigarkasse i næsen. Jordbær, kirsebær og tobak, syren kom i anden omgang og skabte fin balance, fin hale med syresvip. Et glimrende glas, som stadig har liv til flere år (95).

Gould Campbell Vintage 1966: Flot teglrød, klar med lys kant. Røde bær og syrnede kirsebær samt lidt kaffe og tobak. Elegant og floral med god balance, men ikke høj på frugt. Behagelig og flot lige nu, men lidt sart og skal nok snart drikkes (94/95).

Niepoort Vintage 1966: Flot lys rubinrød, medium intens med lys kant. Ikke så intens i næsen, men med røde bær og lidt læder. Floral med røde bær, lidt sødme og en høj lidt skarp syre. Ganske fin og harmonisk, men med lidt vel skarp syre i forhold til frugten, stadig holdbar (93).

Croft Vintage 1966: Orangerød med lys kant, støvet og uklar. Tørrede frugter som i tawny, duften forsvandt mere og mere med tiden. Tørrede frugter og lidt balsamico i munden efterfulgt af en pebret hale, uharmonisk. Fint drikkelig, men tydeligt tawnyficeret og manglede desuden den spændstighed og syrebalance, som en god tawny i samme alder ville have (88).

Sandeman Vintage 1966: Flot teglrød, ikke så intens, lys kant. Røde bær og florale noter, men desværre også lidt mislyde i form af lidt apotekerduft, som trak ned. Godkendt hvad angår frugt, røde bær, pebret hale (90).

Fonseca Vintage 1966: Teglrød, medium intensitet i kernen, lys kant. Fin ekspressiv med røde kirsebær, florale noter og lidt muskatnød. Fint med frugt i form af røde bær, men også pebret og krydret, ok balance, ganske delikat og stadig holdbar (94). 

Taylors Vintage 1966: Rubinrød, medium intens, lys kant. Kirsebær og røde bær samt lidt tørrede frugter, men tiden opstod der lidt mislyde. Flot frugt i munden, kirsebær, læder, syren kommer i anden omgang og munder ud i en lidt skarp hale (91/92).

Quinta do Noval Vintage 1966: Rubinrød, medium intens og forholdsvis mørk, alderen taget i betragtning. Fint med frugt – især røde bær – i næsen. God syre og frugt og ganske fin og harmonisk i munden, men måske lidt skarp syre, lang hale. Stadig holdbar (92).

Warres Vintage 1966: Rubinrød, medium intens. Lidt sart og diskret næse med kirsebær og cigarkasse. Ganske fin og fyldig i munden med god balance, delikat og floral, fin hale. Et dejligt glas, men nok ikke med så lang levetid (94).

Undervejs inden afsløringen blev der selvfølgelig gættet lidt på identiteten. Men det var en svær øvelse, da mange karakteristika, som normalt kendetegner visse brands, ikke er nær så markante, når alderen er så fremskredet. Flere af portvinene mindede derfor mere om hinanden end de sikkert ville have gjort for 20-30 år siden. Jeg prøvede at skyde lidt forsigtigt på nogle af dem, men ramte kun plet, hvad angår Niepoort.

Min personlige top 5

Med hensyn til Croft, findes der folk, som elsker den slags tawnyficerede vine. For mig er den diskvalificeret som Vintage og mindre god som tawny, men det er jo en smagssag.

Da jeg tidligere flere gange med stor glæde har nydt Sandemans Vintage 1966, skuffede den lidt. Men det kan skyldes flaskevariation, da deltagere ved et andet bord var mere begejstrede, eller måske blot tidens tand, som har gjort den mindre spændende?

Den efterfølgende afgivning af point fra deltagerne resulterede i en delt førsteplads til Niepoort og Warre´s med 92,7 point. Fonseca fulgte på tredjepladsen med 92,0 point og derefter kom Quinta do Noval (91,6), Taylor´s (91,6) og Graham´s (90,5).

Top 5 efter afstemning

At gennemsnittet af pointgivningen for det meste ligger lavere end mine point er ikke overraskende for mig. Flere deltagere giver generelt ret lave karakterer – og efter min mening for lave, da vi taler om store huse i en stor årgang – ligesom forskellige smagspræferencer spiller ind på snittet. Vi har ikke alle den samme favorit.

Jeg havde ikke tippet Warre´s som samlet vinder, men kan se, at jeg også selv gav den fint med point. Et tjek i mine noter fra smagningen i 2016 viser, at den dengang endte på en 9. plads, og at jeg selv gav en lav score på 87 point. I noterne fra den gang kan jeg endvidere se, at jeg havde Taylor´s som min favorit med hele 96 point.

Af de fem vindere fra 2016 klarede Fonseca, Taylor´s og Graham´s sig igen fint. Quinta do Noval endte den gang på en 10. plads.

Gould Campbell, som jeg var glad for, endte på en samlet 7. plads, så her var det altså langt fra alle, som delte min begejstring.

Hvad angår Delaforce fik vi ved mit bord en almindelig flaske, men de to andre borde delte en magnum, som normalt udvikler sig langsommere. Optællingen viste dog ikke den store forskel, da magnumflasken kun scorede 0,5 point højere i snit.

Alt i alt en fin smagning, som bekræftede kvaliteten på årgangen samt, at de fleste flasker stadig er fint i live – nogle endda med endnu flere år foran sig.