torsdag den 23. september 2021

Madeira er ikke kun Madeira

Vinmæssigt er Madeira synonymt med Madeiravin. Men der produceres selvfølgelig også andet på øen, og siden 1999 har vininstituttet, IVBAM, gjort en ihærdig indsat for at fremme produktionen og promovere bordvin og mousserende vin (Espumante). De mange turister på øen drikker gerne lokal vin, og med øget fokus er kvaliteten også blev bedre, hvilket et par besøg hos producenter under min tur til Madeira for nogle uger siden bevidnede.

”Produktionen stiger gradvist, selv om den er lille sammenlignet med andre demarkerede regioner i Portugal og på trods af de særlige forhold på Madeira, hvor alt skal håndplukkes. Den vulkanske jordbund gør, at det er lidt sværere med rødvin, men over årene udvikler de sig fint i flasken og bliver overraskende behagelige. Hvidvin og rosé har fremragende syre og er meget friske og bliver derfor mere og mere populære,” opsummerer IVBAM, da jeg beder dem gøre status. 


Det var altså netop i 1999, at øen blev demarkeret vinmæssigt med DOP Madeirense. I 2004 fulgte så IGP Terras Madeirense og året efter Espumante. Før den tid blev der selvfølgelig også lavet bordvin på Madeira til eget forbrug eller lokal konsum – ofte på enten hybrider som Jacquet eller i form af såkaldte ”direct producers”, som er af amerikansk afstamning og ikke vitis vinifeira. Druer som disse udgjorde tidligere en stor del af øens samlede produktion, men er nu reduceret væsentligt til fordel for certificerede sorter – især også pga. IVBAMs opfordringer og hjælp hertil.

I 1990´erne begyndt udviklingen så at tage fat med Madeira Wine Companys lancering af Atlantis, i første omgang som rosévin på øens mest plantede druesort Tinta Negra, som siden er blevet fulgt af en hvid Verdelho i almindelig og reserva-udgave.

Madeira Wine Company er ikke den eneste Madeira-producent, som parallelt laver bordvin. Det gælder også Barbeito og Justino´s, der står bag brandet Colombo – opkaldt efter søfareren, der med sin familie boede en årrække på den nærtliggende ø, Porto Santo.

Den sene godkendelse af bordvine fra Madeira betyder, at de fleste producenter er forholdsvis nyetablerede og stadig prøver sig frem med hensyn til druesorter og fremstilling mv. Hos producenten Terras do Avô frigiver de f.eks. Espumante fra samme årgang af flere omgange for at forsøge sig med lagringstiden, og hos Quinta do Barbusano eksperimenteres der med fadlagring og druesorter. 


I alt er der kun 14 producenter af bordvin på øen, hvoraf 10 gør brug af det vinifikationscenter, Adega de São Vicente, som IVBAM har etableret og driver i byen af samme navn på nordsiden af øen. Ifølge IVBAM er produktionen af DOP Madeirense i øvrigt steget fra 96.203 liter i 2010 til 132.817 liter i 2019, hvilket også vidner om fremgangen.

Der laves både Espumante, hvidvin, rosé og rødvin. Generelt klarer de hvide sig bedst, især hvad angår syrerige udgaver på Verdelho, som også anvendes til produktion af Madeira. Men også Espumante er værd at stifte bekendtskab med – og det samme gjaldt faktisk nogle af de rødvine, jeg fik smagt under mit besøg.

I to følgende opslag vil jeg kort præsentere to af de 14 producenter – nemlig Quinta do Barbusano og Terras do Avô. Senere vil jeg også rette fokus på hedvinen Madeira, i første omgang gennem en artikel i vinbladet Din Vinguide.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar